Meddelelse til EU-tidende
Sag anlagt den 30. november 2001 af Dessauer Versorgungs- und Verkehrsgesellschaft mbH - DVV - Stadtwerke og fire andre virksomheder mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
(Sag T-291/01)
(Processprog: tysk)
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 30. november 2001 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Dessauer Versorgungs- und Verkehrsgesellschaft mbH - DVV - Stadtwerke, Dessau (Tyskland), Neubrandenburger Stadtwerke GmbH, Neubrandenburg (Tyskland), Stadtwerke Schwäbisch Hall GmbH, Schwäbisch Hall (Tyskland), Stadtwerke Tübingen GmbH, Tübingen (Tyskland) og Stadtwerke Uelzen GmbH, Uelzen (Tyskland) ved Rechtsanwältin D. Fouquet.
Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
(Det fastslås, at det var i strid med artikel 232 EF, at Kommissionen ikke inden to måneder efter, at den havde modtaget den ved skrivelse af 29. august 2001 fremsatte forskriftsmæssige opfordring til at handle i henhold til artikel 232, stk. 2, EF, ikke havde behandlet og truffet afgørelse vedrørende sagsøgernes klage, som var baseret på traktatens artikel 87 EF og 88 EF.
(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, inklusive sagsøgernes omkostninger, uanset om Kommissionen efter sagsanlægget efterkommer opfordringen til at handle og Domstolen finder, at søgsmålet dermed er uden genstand.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Sagsøgerne er tyske kommunale værker, som selv producerer strøm. Som energiforsyningsvirksomheder har sagsøgerne siden indførelsen af konkurrence på strømmarkedet konkurreret med de 19 eksisterende kernekraftværker, som producerer strøm i Forbundsrepublikken Tyskland.
Ifølge sagsøgerne opbygger kernekraftværkerne reserver i deres virksomheds- og skatteregnskaber til dækning af udgifterne i forbindelse med en fremtidig nedlukning og til brug for bortskaffelsen af bestrålet materiale samt radioaktivt erhvervsaffald. Omkostningerne med henblik på bortskaffelse og nedlukning medregnes i omsætningen fra den løbende strømproduktion. Den erhvervsretlige pligt til at opbygge reserver har imidlertid også indflydelse på beskatningen af kernekraftværkerne. Som konsekvens af de tyske skatteregler råder kernekraftværkerne frit over stadig større beløb, som de egentlig skulle betale i henhold til skattereglerne.
Sagsøgerne gør gældende, at den skattemæssige fritagelse for reserver til fordel for kernekraftværker udgør en retsstridig, ikke-anmeldt støtteforanstaltning fra Forbundsrepublikken Tyskland, og at den er uforenelig med fællesmarkedet. De gør gældende, at Kommissionen burde have iværksat en forskriftsmæssig procedure mod Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 10, stk. 1, artikel 13, stk. 1, og artikel 4, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999
1. På grundlag af denne procedure burde Kommissionen herefter på baggrund af de foreliggende støtteretlige omstændigheder have truffet en negativ afgørelse mod Forbundsrepublikken Tyskland.