RETTENS DOM (Appelafdelingen)

29. november 2011

Sag T-10/11 P

Gerhard Birkhoff

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – familietillæg – tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt – barn, der lider af en svagelighed, som gør det ude af stand til at sørge for sit eget underhold – afslag på forlængelse af udbetalingen af tilskuddet«

Angående:      Appel iværksat til prøvelse af den af Retten for EU-Personalesager (Anden Afdeling) afsagte dom af 27. oktober 2010, sag F-60/09, Birkhoff mod Kommissionen, hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:      Den af Retten for EU-Personalesager (Anden Afdeling) afsagte dom af 27. oktober 2010, sag F-60/09, Birkhoff mod Kommissionen, ophæves. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – løn – familietillæg – tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt – ret til forlængelse uden hensyn til barnets alder, hvis det er umuligt for barnet selv at sørge for sit underhold

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 2, stk. 5)

2.      Tjenestemænd – løn – familietillæg – tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt – ret til forlængelse uden hensyn til barnets alder, hvis det er umuligt for barnet selv at sørge for sit underhold

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 2, stk. 5)

1.      I overensstemmelse med artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten udbetales tilskuddet fortsat uden hensyn til barnets alder, hvis barnet er vedvarende svageligt eller lider af en alvorlig sygdom, der hindrer det i selv at sørge for sit underhold.

Med hensyn til et sygt eller svageligt barn kræver begrebet at være »forhindret i at sørge for sit underhold« en hensyntagen til den enkelte sags særlige omstændigheder.

Det er imidlertid i logisk forlængelse af det ræsonnement, som af sociale årsager kræver en hensyntagen til den enkelte sags særlige retlige og faktuelle omstændigheder med henblik på at afgøre størrelsen af den indtægt, som den handicappede råder over med henblik på at sørge for sit underhold, som omhandlet i den pågældende bestemmelse, at der skal tages hensyn til denne persons nettoindtægt med fradrag af alle skatter og afgifter og ikke til personens bruttoindtægt.

For det første er det nemlig alene nettoindtægten, som repræsenterer det, som den pågældende person rent faktisk kan råde over med henblik på at sørge for sit løbende daglige underhold og med henblik på at imødegå de almindelige udgifter, såsom til mad, tøj, bolig, indbo, husholdning, opvarmning m.v.

For det andet gælder, at henset til ligebehandlingsprincippet – som kræver, at forskellige forhold ikke behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet – kan der ikke bortses fra, at en handicappet person, hvis bruttoindtægt er belagt med alle mulige meget høje afgifter, og som derfor kun råder over en relativ lav nettoindtægt, befinder sig i en situation, som faktuelt er forskellig fra situationen for en handicappet person, som har samme bruttoindtægt, men som har meget lavere afgifter, uanset disses karakter, og følgelig har en relativ høj nettoindkomst. Henset til det førnævnte sociale formål er der intet, som begrunder, at disse to tilfælde skal behandles ens, under påskud af, at de to bruttoindtægter er ens, idet de indtægter, der rent faktisk er til rådighed med henblik på at sørge for det løbende daglige underhold, varierer stærkt. Den kompetente myndighed er imidlertid forpligtet til at undersøge den enkelte sags særlige retlige og faktuelle omstændigheder med henblik på at afgøre, om den pågældende handicappede person rent faktisk er forhindret i selv at sørge for sit underhold, som omhandlet i nævnte bestemmelse i vedtægten.

For det tredje er en hensyntagen til den pågældende persons nettoindtægt, som rent faktisk er til rådighed, i overensstemmelse med den omstændighed, at det ligeledes er de udgifter, som personen rent faktisk skal afholde som følge af sin svagelighed, der skal fratrækkes hans indtægt.

Endelig gælder, at selv om det er korrekt, at de bestemmelser i EU-retten, som giver ret til økonomiske ydelser, skal fortolkes strengt, fremgår det af de foregående betragtninger, at alene en fortolkning, som tager hensyn til den nettoindtægt, der rent faktisk er til rådighed, for det barn, der er alvorligt sygt eller svageligt, er i overensstemmelse med det sociale formål, der forfølges med udbetalingen af det tilskud, der er fastsat i artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten, for et sådant barn, hvis det er forhindret i selv at sørge for sit underhold.

(jf. præmis 28, 34, 37-40 og 50)

Henvisning til:

Domstolen, 3. maj 2007, sag C-303/05, Advocaten voor de Wereld, Sml. I, s. 3633, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis

Retten i Første Instans, 30. november 1994, sag T-498/93, Dornonville de la Cour mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 257, og II, s. 813, præmis 39

2.       Tilskuddet for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, har et socialt sigte, og er begrundet i de udgifter, der er en følge af det aktuelle og utvivlsomme behov, som er knyttet til barnet og dets faktiske underhold, hvilket bør føre den kompetente myndighed til i hvert enkelt tilfælde at undersøge, om nævnte sociale formål er opfyldt og at afgøre, under hensyntagen til samtlige omstændigheder i den konkrete sag, om den pågældende alvorlige sygdom eller svagelighed hindrer det pågældende barn i selv at sørge for sit underhold.

Fra denne synsvinkel fritager en institutions formulering af et objektivt kriterium med henblik på fortolkningen af artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten den ikke, uanset indholdet af et sådant kriterium, fra forpligtelsen til at undersøge den enkelte sags særlige omstændigheder.

Med henblik på at tage hensyn til de retlige og faktuelle særegenheder ved en handicappet persons situation skal der i denne persons indtægter ske fradrag af alle de udgifter, som personen skal afholde som følge af sin svagelighed. Det er således kun den således reducerede indtægt, som der skal tages hensyn til med henblik på at undersøge, om den handicappede person er forhindret i selv at sørge for sit underhold, således som omhandlet i artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten.

Foranstaltningen til fordel for den handicappede person er ikke et formål i sig selv, men har til formål at sikre ligebehandling, således at en sådan foranstaltning kun er tilladt, hvis den tilsigter at gennemføre en ligebehandling af den handicappede person med en normal person i tilsvarende stilling. I dette tilfælde forpligter ligebehandlingsprincippet kun administrationen til alene at tage hensyn til de udgifter, der specifikt følger af det pågældende barns svagelighed, med henblik på økonomisk at sidestille det med en ikke-svagelig person, som i øvrigt befinder sig i samme situation.

I denne forbindelse er det delvise fradrag af udgifter vedrørende goder og tjenesteydelser, som i vidt omfang anvendes af alle personer, og ikke kun af handicappede, ikke behæftet med faktiske eller retlige fejl, og der er ikke anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 30, 32, 36, 57, 59 og 60)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, 21. oktober 2003, sag T-302/01, Birkhoff mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 245, og I, s. 1185, præmis 39, 40 og 44.