Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski rayonen sad (Bulgarien) den 29. januar 2024 – R.K. mod K. Ch., D.K. og E.K.

(Sag C-67/24, Amozov 1 )

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski rayonen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: R.K.

Sagsøgte: K. Ch., D.K. og E.K.

Præjudicielle spørgsmål

Skal 15. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 1 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt fortolkes således, at denne ikke er til hinder for en national retspraksis, hvorefter retternes internationale kompetence til at påkende anmodninger vedrørende underholdsbidrag for personer, der har deres sædvanlige opholdssted i et tredjeland (her Canada), fastlægges i henhold til national lovgivning og ikke i henhold til forordningen?

Skal artikel 3 og 8 i forordning (EF) nr. 4/2009 fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national retspraksis, hvorefter begrebet »anmodning vedrørende underholdsbidrag« ikke omfatter en anmodning om nedsættelse af underholdsbidrag, og forordningens artikel 3-6 kun finder anvendelse på anmodninger om tildeling af underholdsbidrag?

Skal artikel 6 i forordning (EF) nr. 4/2009 fortolkes således, at begrebet »[den] nationalitet[,] begge parter har« også omfatter tilfælde, hvor en eller flere parter har dobbelt statsborgerskab, eller omfatter det kun tilfælde, hvor de har fuldstændig identiske nationaliteter?

Skal artikel 7 i forordning (EF) nr. 4/2009 fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for at det lægges til grund, at der foreligger et »undtagelsestilfælde«, når den bidragspligtige indgiver en anmodning om nedsættelse af underholdsbidrag og den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland og ud over sit statsborgerskab ikke har nogen yderligere tilknytning til Unionen?

____________

1     Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

1     EUT 2009, L 7, s. 1.