Sag T-146/22
Ryanair DAC
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 7. februar 2024
»Statsstøtte –– støtte indrømmet af Nederlandene til fordel for KLM i forbindelse med covid-19-pandemien – statsgaranti for et banklån og efterstillet lån fra staten – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – annullationssøgsmål – søgsmålskompetence – væsentlig påvirkning af sagsøgerens stilling på markedet – formaliteten – fastlæggelse af støttemodtageren, når der er tale om en koncern«
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – søgsmål anlagt af en konkurrerende virksomhed, der godtgør, at dens stilling på markedet er væsentligt berørt – formaliteten – forpligtelse for den konkurrerende virksomhed til præcist at definere det relevante marked og sammenligne situationen for alle konkurrenterne på dette marked med henblik på at adskille sig fra disse – foreligger ikke
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 19-45)
2. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – Kommissionens skøn – identificering af støttemodtageren – virksomhedskoncern, der udgør en enkelt økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – kapitalmæssige, organiske, funktionelle og økonomiske bånd mellem de til nævnte koncern hørende virksomheder – de pågældende støtteforanstaltningers kontraktlige ramme og kontekst
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF]
(jf. præmis 52-62, 76, 77, 97, 107, 132 og 139-146)
3. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – Kommissionens skøn – identificering af støttemodtageren – virksomhed, der modtager en direkte eller indirekte fordel – indirekte fordel – begreb – sondring mellem en indirekte fordel og sekundære økonomiske virkninger, der er forbundet med en støtteforanstaltning
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF; Kommissionens meddelelse 2016/C 262/01, punkt 115 og 116]
(jf. præmis 149-158)
4. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – støtte, der har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi – støtte, der tilsigter at finansiere en luftfartskoncerns umiddelbare likviditetsbehov i forbindelse med covid-19-pandemien – Kommissionens afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – Kommissionens åbenbart urigtige skøn ved identifikationen af støttemodtagerne – fejl, der kan berøre analysen af støtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF]
(jf. præmis 159-163)
Resumé
I et søgsmål anlagt af luftfartsselskabet Ryanair annullerede Retten Kommissionens afgørelse af 16. juli 2021 (1), hvorved denne institution havde kvalificeret den finansielle støtte, som Kongeriget Nederlandene havde anmeldt til fordel for luftfartsselskabet KLM, som statsstøtte, der er forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Retten præciserede i denne forbindelse identificeringen af modtagerne af en støtteforanstaltning i forbindelse med en virksomhedskoncern.
Den 26. juni 2020 anmeldte Kongeriget Nederlandene en statsstøtte til fordel for KLM, der bestod i dels en statsgaranti for et lån, som dette selskab ville blive indrømmet af et bankkonsortium, dels et statslån (herefter »den omhandlede foranstaltning«), til Kommissionen. Støtten udgjorde i alt 3,4 mia. EUR.
Den omhandlede foranstaltning indgik i en sammenhæng med en række andre statsstøtteforanstaltninger med henblik på at støtte de selskaber, der tilhørte holdingselskabet Air France-KLM, hvoraf luftfartsselskaberne KLM og Air France er de vigtigste datterselskaber.
Ved afgørelse af 4. maj 2020 (herefter »Air France-afgørelsen«) (2) godkendte Kommissionen navnlig en individuel støtte, som Den Franske Republik indrømmede Air France, i form af dels en statsgaranti på 90% af et lån på 4 mia. EUR, som var ydet af et bankkonsortium, dels et aktionærlån for maksimalt 3 mia. EUR. Den 5. april 2021 konkluderede Kommissionen endvidere, at en individuel støtte, som Den Franske Republik havde ydet i form af rekapitalisering af Air France og holdingselskabet Air France-KLM, som udgjorde 4 mia. EUR (herefter »afgørelsen om Air France-KLM og Air France«) (3), var forenelig med det indre marked.
Formålet med den omhandlede foranstaltning var midlertidigt at skaffe KLM den likviditet, som selskabet behøvede for at imødegå de negative virkninger af covid-19-pandemien.
Ved afgørelse af 13. juli 2020 (4) fandt Kommissionen, at den omhandlede foranstaltning udgjorde statsstøtte, der var forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Det fremgik af denne afgørelse, at KLM var den eneste støttemodtager, og at andre selskaber i Air France-KLM-koncernen ikke var omfattet heraf.
Ved dom af 19. maj 2021 annullerede Retten imidlertid afgørelsen af 13. juli 2020 (5) med den begrundelse, at afgørelsen var behæftet med en begrundelsesmangel hvad angår fastlæggelsen af modtageren af den omhandlede foranstaltning. Retten besluttede endvidere, at retsvirkningerne af annullationen af den nævnte afgørelse skulle suspenderes, indtil Kommissionen vedtog en ny afgørelse i medfør af artikel 108 TEUF.
Den 16. juli 2021 vedtog Kommissionen en anden afgørelse, hvori den atter fandt, at den omhandlede foranstaltning udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, men var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Denne gang identificerede Kommissionen KLM og dennes datterselskaber som de eneste støttemodtagere, hvorfor støtten ikke omfattede de øvrige selskaber i Air France-KLM-koncernen.
Ryanair anfægtede bl.a. udelukkelsen af holdingselskabet Air France-KLM og datterselskabet Air France fra kredsen af begunstigede af den omhandlede foranstaltning og anlagde annullationssøgsmål for Retten til prøvelse af denne anden afgørelse.
Rettens bemærkninger
Med hensyn til fastlæggelsen af modtagerne af en anmeldt støtteforanstaltning i forbindelse med en koncern bemærkede Retten, at selv om Kommissionen i denne henseende råder over en vid skønsbeføjelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at Unionens retsinstanser ikke blot skal efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner.
Det fremgår desuden af retspraksis og af Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte (6), at flere forskellige retlige enheder kan anses for at udgøre en enkelt økonomisk enhed med henblik på anvendelsen af statsstøttereglerne. Blandt de elementer, der tages i betragtning ved afgørelsen af, om der foreligger en sådan økonomisk enhed, er bl.a. kapitalmæssige, organiske, funktionelle og økonomiske bånd mellem de pågældende enheder, kontrakterne om tildeling af den anmeldte støtte samt den type støtteforanstaltning, der indrømmes, og den sammenhæng, hvori den indgår.
Henset til disse præciseringer bemærkede Retten indledningsvis, at de kapitalmæssige og organiske bånd inden for Air France-KLM-koncernen godtgjorde, at de særskilte juridiske enheder inden for denne koncern udgjorde en enkelt økonomisk enhed med henblik på anvendelsen af statsstøttereglerne. Retten fremhævede i denne forbindelse, at Kommissionens konstateringer i den anfægtede afgørelse og de af Ryanair fremlagte beviser viste, at holdingselskabet Air France-KLM reelt udøvede kontrol med søsterselskaberne Air France og KLM ved direkte eller indirekte indblanding i disses drift og således deltog i den økonomiske virksomhed, som de udøvede. Det følger ligeledes heraf, at der inden for nævnte Air France-KLM-koncern fandtes en centraliseret procedure for beslutningstagning og en vis samordning, som sikredes gennem fælles organer, der bestod af højtplacerede repræsentanter fra holdingselskabet Air France-KLM, Air France og KLM, i hvert fald hvad angår visse vigtige beslutninger.
Kommissionens konklusion om, at holdingselskabet Air France-KLM, Air France og KLM ikke udgjorde en økonomisk enhed med henblik på at identificere modtagerne af den omhandlede foranstaltning, afkræftedes desuden af de funktionelle og økonomiske bånd mellem disse enheder. Beskrivelsen af de nævnte forbindelser i den anfægtede afgørelse og de eksempler, som Ryanair havde påberåbt sig i denne forbindelse, vidnede nemlig om en vis funktionel, kommerciel og finansiel integration og samarbejde mellem de nævnte enheder.
Retten præciserede herefter, at den kontraktmæssige ramme, i henhold til hvilken den omhandlede foranstaltning blev indrømmet, ikke gjorde det muligt at konkludere, at de eneste modtagere af den omhandlede foranstaltning var KLM og dette selskabs datterselskaber, hvorved holdingselskabet Air France-KLM og Air France og de datterselskaber, som disse kontrollerede, var udelukket. Herom fremhævede Retten, at flere betingelser for tildelingen af den omhandlede foranstaltning udtrykkeligt forudsatte holdingselskabet Air France-KLM’s godkendelse eller var genstand for en forpligtelse fra dette holdingselskabs side. Dette viste, at de aftaler, i henhold til hvilke den omhandlede foranstaltning blev tildelt, pålagde nævnte holdingselskab betydelige aftalemæssige rettigheder og forpligtelser som led i indrømmelsen og gennemførelsen af nævnte foranstaltning. Ved at sikre KLM’s levedygtighed styrkede den omhandlede foranstaltning i øvrigt ligeledes holdingselskabet Air France-KLM’s levedygtighed. Uden denne foranstaltning kunne risikoen for KLM’s konkurs have afsmittende virkning på nævnte holdingselskab og derved på hele Air France-KLM-koncernen. Henset til graden af integration inden for Air France-KLM-koncernen kunne den omhandlede foranstaltning i hvert fald indirekte styrke koncernens finansielle stilling i det hele.
Retten fremhævede, at der var en kronologisk, strukturel og økonomisk forbindelse mellem den omhandlede foranstaltning og de støtteforanstaltninger, der var genstand for Air France-afgørelsen og afgørelsen om Air France-KLM og Air France, og bemærkede endvidere, at den anfægtede afgørelse ikke omtalte den støtteforanstaltning, som var genstand for afgørelsen om Air France-KLM og Air France. I denne afgørelse, som blev vedtaget mere end tre måneder før den anfægtede afgørelse, fandt Kommissionen, at holdingselskabet Air France-KLM og dette selskabs datterselskaber såvel som Air France og sidstnævntes datterselskaber, med undtagelse af KLM og dette selskabs datterselskaber, var modtagere af den støtteforanstaltning, der var genstand for denne afgørelse. Under de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde påhvilede det Kommissionen ligeledes at tage hensyn til afgørelsen om Air France-KLM og Air France, hvilket den undlod.
Endelig forkastede Retten Kommissionens argumentation om, at den omhandlede foranstaltning maksimalt ville have rent sekundære økonomiske virkninger i forhold til holdingselskabet Air France-KLM. Retten bemærkede i denne forbindelse, at de forudsigelige virkninger af den omhandlede foranstaltning ud fra et forudgående perspektiv tydede på, at den planlagte finansieringsløsning ville være til fordel for Air France-KLM-koncernen som helhed ved at forbedre dens samlede finansielle stilling. I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte indikerede en sådan finansieringsløsning, at der i det mindste forelå en indirekte fordel for Air France-KLM-koncernen.
Henset til samtlige disse forhold fastslog Retten, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at den omhandlede foranstaltnings modtagere var KLM og dette selskabs datterselskaber, hvorved holdingselskabet Air France-KLM og dette holdingselskabs øvrige datterselskaber, herunder Air France og dette selskabs datterselskaber, var udelukket. Eftersom denne fejlagtige identificering af støttemodtagerne kunne have en indvirkning på hele analysen af den omhandlede foranstaltnings forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, annullerede Retten den anfægtede afgørelse.