Sag T-393/10

(offentliggørelse i uddrag)

Westfälische Drahtindustrie GmbH m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – kartel – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – kompleks overtrædelse – samlet og vedvarende overtrædelse – afstandtagen – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – ligebehandling – princippet om individuelle straffe og sanktioner – vurdering af betalingsevne – Kommissionens samarbejdsmeddelelse af 2002– retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – fuld prøvelsesret«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 15. juli 2015

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – skrivelse fra en generaldirektør i Kommissionen, der giver afslag på en anmodning om nedsættelse af en bøde, som en virksomhed er blevet pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne – skrivelse, der indeholder en vurdering af virksomhedens betalingsevne, der adskiller sig fra den oprindelige afgørelse – ikke udelukkende bekræftende karakter – formaliteten

(Art. 263 TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retlig interesse – kommissionsafgørelse, der pålægger en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret med henblik på at efterprøve og omgøre afgørelsen under hensyntagen til den retlige og faktiske situation på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen – de sanktionerede virksomheders interesse i en domstolsprøvelse af de retlige bedømmelser eller de bedømmelser af de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har foretaget

(Art. 101 TEUF og 263 TEUF)

3.      Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – samlet plan – vurdering – overgangsperiode mellem to dele af en enkelt overtrædelse – følger

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25, stk. 1)

4.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – omfanget af bevisbyrden – graden af præcision, der kræves i Kommissionens bevisforhold – en række indicier – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens og varighed – offentlig afstandtagen

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

5.      EU-ret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse heraf – rækkevidde – følger

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

6.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder – nødvendigheden af at angive alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder – foreligger ikke

(Art. 296 TEUF)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – høring af virksomhederne – virksomhed, der har deltaget i en høring vedrørende Kommissionens klagepunkter – anmodning om afholdelse af en ny høring vedrørende en anmodning om bødenedsættelse baseret på vurderingen af virksomhedens betalingsevne – afslag – tilsidesættelse af retten til at blive hørt – foreligger ikke

[Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1]

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – beregningsmetode fastsat i Kommissionens retningslinjer – Kommissionens forpligtelse til at anvende retningslinjerne under overholdelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – betalingsevne – forpligtelse til at tage hensyn til, at den pågældende virksomhed befinder sig i en økonomisk underskudssituation – foreligger ikke – virksomhedens reelle betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst – hensyn taget hertil – betingelser

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 35)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – foreligger ikke

(Art. 101 TEUF og 261 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 35)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – betalingsevne – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – Kommissionens fejlskøn – annullation – Unionens retsinstansers udøvelse af deres fulde prøvelsesret

(Art. 101 TEUF og 261 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, og art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 35)

1.      Hvad angår formaliteten med hensyn til annullationssøgsmål udgør kun foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre tredjemands interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF. Der skal i denne forbindelse lægges vægt på indholdet af den foranstaltning, der påstås annulleret, med henblik på at afgøre, hvorvidt den kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, hvorimod den form, hvori foranstaltningen er vedtaget, principielt er uden betydning. Kun den akt, hvorved et EU-organ utvetydigt og endeligt har fastlagt sin holdning i en form, som gør det muligt at fastslå dens karakter, udgør således en beslutning, der kan være genstand for et annullationssøgsmål, dog på den betingelse, at der ikke er tale om en beslutning, der er en bekræftelse af en tidligere retsakt. Til gengæld gælder, at i tilfælde, hvor den anfægtede akt udelukkende er en bekræftelse, kan den kun være genstand for et søgsmål, såfremt den akt, som bekræftes, er blevet anfægtet rettidigt. Såfremt en sagsøger lader den frist udløbe, der er fastsat for at anfægte en afgørelse, hvorved der utvetydigt fastsættes en foranstaltning, hvis retsvirkninger berører sagsøgerens interesser og er bindende for ham, kan sagsøgeren således ikke bringe fristen til at løbe på ny ved at anmode institutionen om at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse eller ved at anlægge sag til prøvelse af den afvisning, som bekræfter en tidligere truffet afgørelse.

I forbindelse med en afgørelse, der pålægger en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, kan en skrivelse, hvori en generaldirektør fra Kommissionen dels har vurderet den anklagede virksomheds betalingsevne under hensyntagen til andre faktiske og retlige omstændigheder end dem, som var blevet undersøgt i den oprindelige afgørelse, dels har lagt en begrundelse for nægtelse af at nedsætte bøden, der er forskellig fra den, der lå til grund for den oprindelige afgørelse, til grund, ikke anses for alene at bekræfte den oprindelige afgørelse.

(jf. præmis 98-102 og 107)

2.      På området for annullationssøgsmål anlagt til prøvelse af en kommissionsafgørelse, der pålægger en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne gælder, at Unionens retsinstansers udøvelse af deres fulde prøvelsesret ikke udelukker, men forudsætter, at de, i det omfang de opfordres hertil af de anklagede virksomheder, og under forbehold af de ufravigelige procesforudsætninger, som de skal tage i betragtning, under overholdelse af kontradiktionsprincippet ex officio efterprøver de retlige bedømmelser eller de bedømmelser af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af Kommissionen. Selv om den ret, som udøver den fulde prøvelsesret, i princippet skal tage hensyn til den retlige og faktiske situation, som foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse, når den finder det berettiget at udøve sin beføjelse til at omgøre, bevirker denne forpligtelse ikke, at de virksomheder, som Kommissionen pålægger sanktioner for tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, fratages enhver interesse i, at denne domstolsprøvelse også vedrører spørgsmålet, om de retlige bedømmelser eller de bedømmelser af de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har foretaget, er velbegrundede, henset til den retlige og faktiske situation, som forelå på tidspunktet for disse bedømmelser.

Den omstændighed alene, at Unionens retsinstanser hvad angår vurderingen af betalingsevnen for de virksomheder, der pålægges sanktioner, beslutter at udøve deres fulde prøvelsesret, bevirker således ikke, at prøvelsen af vurderinger, der er indeholdt i en skrivelse, hvori en generaldirektør fra Kommissionen har vurderet virksomhedernes betalingsevne under hensyntagen til andre faktiske og retlige omstændigheder end dem, som var blevet undersøgt i den oprindelige afgørelse, gøres uden genstand.

(jf. præmis 109)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 141-147, 152-155, 158, 161, 163 og 189-191)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 166-171, 188 og 194)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 172)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 272)

7.      Inden for rammerne af administrative procedurer på konkurrenceområdet gælder, at når en høring er blevet organiseret inden vedtagelsen af den afgørelse om pålæggelse af bøder, skal Kommissionen ikke afholde en ny høring hvad angår en anmodning om bødenedsættelse, der er indgivet af en anklaget virksomhed, og som er baseret på virksomhedens betalingsevne.

Tilrettelæggelse af en sådan høring er således ikke foreskrevet i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, eftersom denne bestemmelse alene anerkender virksomheders ret til at give deres mening til kende med hensyn til de »klagepunkter«, som Kommissionen påtænker at lægge til grund for sine afgørelser. En vurdering af virksomhedernes betalingsevne udgør imidlertid ikke et klagepunkt, som kan lægges til grund for en afgørelse, som pålægger sanktioner for en overtrædelse af artikel 101 TEUF, men gør det muligt for Kommissionen at tage hensyn til en række elementer fremført til støtte for en anmodning om bødenedsættelse, der er baseret på grunde, som er uafhængige af de elementer, som udgør overtrædelsen.

Endvidere hjemler artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder heller ikke en ret for virksomheder til at blive hørt, før der træffes en afgørelse om deres anmodning om nedsættelse baseret på en vurdering af deres betalingsevne, henset til de oplysninger, som de har fremlagt. En sådan afgørelse udgør ganske vist en individuel foranstaltning, som berører virksomhederne negativt som omhandlet i denne bestemmelse. Den ret til at blive hørt, som dér er foreskrevet, skal imidlertid anses for at være blevet overholdt i situationer, hvor den trufne afgørelse alene er baseret på oplysninger fremlagt af den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og, henset til en juridisk og faktuel sammenhæng, som virksomheden er bekendt med.

Det er i denne forbindelse korrekt, at Kommissionen i medfør af artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har pligt til at gøre det muligt for en virksomhed, der har indgivet en anmodning om nedsættelse på grund af dens betalingsevne, at udtale sig om de faktiske eller retlige elementer, som den tilsigter at lægge til grund med henblik på at give afslag på denne anmodning, hvis denne virksomhed ikke har fremlagt disse elementer for Kommissionen. Den omstændighed alene, at det er Kommissionens vurdering, at de elementer, som er blevet fremlagt for den, ikke er overbevisende, forpligter den derimod ikke til at fremlægge denne vurdering, inden den træffer afgørelse om anmodningen.

(jf. præmis 279-283)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 287)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 288-296)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 297-302)

11.    På konkurrenceområdet gælder, at for så vidt som anvendelsen af punkt 35 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003udgør det sidste element, som tages i betragtning ved fastsættelsen af størrelsen af bøderne, henhører vurderingen af betalingsevnen for de virksomheder, der pålægges sanktioner for overtrædelse af artikel 101 TEUF, under den fulde prøvelsesret, der er foreskrevet i artikel 261 TEUF og i artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Fejl begået af Kommissionen i forbindelse med vurderingen af de anklagede virksomheders betalingsevne kan således dels bevirke en annullation af Kommissionens afgørelse, for så vidt som den pålægger de nævnte virksomheder en bøde, dels begrunde, at Unionens retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret.

I en situation, hvor de omhandlede selskaber efter modtagelsen af klagepunktsmeddelelsen har overført midler til andre selskaber, som tilhører den samme koncern, er den omstændighed, er den omstændighed, at den manglende betalingsevne bunder i skønsmæssige driftsbeslutninger, ikke tilstrækkelig til at begrunde et afslag på enhver anmodning om bødenedsættelse. Kommissionen skal ved vurderingen af betalingsevnen tage hensyn til grundene til, at overførslerne fandt sted. Finansieringer indrømmet andre selskaber i en koncern kan bl.a. have til formål at tilgodese behovet for at finansiere erhvervelser foretaget før fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen. Endvidere skal Kommissionen i givet fald fastslå, at sådanne finansielle overførsler er helt uden relevans for vurderingen af betalinsevnen for koncernen som helhed.

Desuden kan Kommissionen med henblik på at give afslag på en anmodning om bødenedsættelse ikke se bort fra, at den pågældende virksomhed i tilstrækkelig grad har godtgjort, at det er umuligt for den både med én enkelt betaling at betale hele beløbet for de bøder, som den er blevet pålagt, og at opnå en finansiering af eller endog en bankgaranti på dette beløb.

Hvis Unionens retsinstanser henset til de fejlskøn, som Kommissionens afgørelse er behæftet med, annullerer denne, for så vidt som den pålægger den pågældende virksomhed en bøde, er der herved intet til hinder for, at Unionens retsinstanser under udøvelse af deres fulde prøvelsesret konkluderer, at der ikke skal indrømmes nogen bødenedsættelse på grund af denne virksomheds betalingsevne, og pålægger virksomheden en bøde, der er identisk med den bøde, som er blevet pålagt i den annullerede afgørelse.

(jf. præmis 297, 311, 319, 321, 328, 332, 357 og 358)