Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský súd v Prešove (Slovakiet) den 6. juni 2023 – GR REAL s.r.o. mod PO og RT

(Sag C-351/23)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Krajský súd v Prešove

Parter i hovedsagen

Sagsøger: GR REAL s.r.o.

Sagsøgte: PO og RT

Præjudicielle spørgsmål

A.    Finder artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF 1 af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, anvendelse på den i hovedsagen omhandlede procedure, som blev indledt af en person (den vindende budgiver), der ved en auktion erhvervede ejendomsretten til en fast ejendom, og hvor et modkrav fra forbrugeren om genoprettelse af tilstanden fra før auktionen samtidigt blev behandlet, hvor forbrugeren, ved at indgive en anmodning om anvendelse af et foreløbigt retsmiddel inden den udenretslige auktion, forsøgte at forhindre, at der skete en håndhævelse af panteretten, og som før auktionen havde underrettet deltagerne i auktionen om den verserende sag om udsættelse af håndhævelsen af panteretten ved frivillig auktion, men hvor auktionen blev gennemført på trods af den verserende sag?

B.    Skal direktiv 93/13/EØF fortolkes således, at direktivet er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der i forbindelse med håndhævelsen af en panteret på en forbrugers ejendom af en erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med private auktioner (herefter »auktionsholder«) for at opfylde bankens krav i henhold til en forbrugerkreditaftale:

1.    ikke gives forbrugeren effektiv mulighed for over for auktionsholderen at fremsætte en indsigelse om urimelige kontraktvilkår i den aftale, som bankens krav kan fyldestgøre i henhold til med henblik på udsættelse af auktionen, selv om dette krav er baseret på urimelige kontraktvilkår, særligt vilkåret om førtidig indfrielse,

2.    ikke gives forbrugeren mulighed for at undgå auktionen over den faste ejendom, der tilhører ham, og som han bor i, selv om forbrugeren har meddelt auktionsholderen og de øvrige deltagere i auktionen, at der verserer en retssag om foreløbige forholdsregler med henblik på gennemførslen af auktionen udsættes, men retten har endnu ikke truffet den endelige afgørelse om anmodningen, og dette retsmiddel er forbrugerens eneste mulighed for at opnå en midlertidig retsbeskyttelse mod gennemførslen af auktionen over ejendommen, [der følger af anvendelsen] af urimelige kontraktvilkår,

3.    ikke gives forbrugeren mulighed for, under de omstændigheder, der er anført i de foregående afsnit, fuldt ud at udøve de rettigheder, som følger af gennemførelsen af direktiv 93/13/EØF, og at opnå de mål, der er fastsat i dette direktiv, eftersom den pågældende lovgivning begrænser muligheden for at rejse en indsigelse om auktionens gyldighed til tre udtømmende grunde:

a.    pantsætningsaftalen er ugyldig,

b.     zákon č. 527/2002 Z.z. o dobrovoľných dražbách (lov nr. 527/2002 om frivillige auktioner) er tilsidesat,

c.    der foreligger en strafbar handling?

C.    Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF 1 af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugere på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«), fortolkes således, at fuldbyrdelsen af en panteret, som er stiftet på grundlag af et urimeligt kontraktvilkår om en fordrings førtidige indfrielse i en forbrugerkreditaftale, hvilket resulterer i, at det udestående beløb er forkert, kan udgøre en urimelig handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 5, nærmere bestemt en aggressiv handelspraksis i henhold til dette direktivs artikel 8 og 9, og at bankens ansvar og formålene med direktiv 2005/29/EF, ud over for banken, også gælder for det selskab, der afholder auktioner og håndhæver bankens panteret?

____________

1     EFT 1993, L.95, s. 29.

1     EUT 2005, L. 149, s. 22.