Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 11. september 2002 af Cementbouw Handel & Industrie B.V. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-282/02)

    Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 11. september 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Cementbouw Handel & Industrie B.V., Amsterdam, Nederlandene, ved advocaat W. Knibbeler og advocaat O.W. Brouwer.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Artikel 1 i den anfægtede beslutning annulleres.

(Artikel 2 i den anfægtede beslutning annulleres.

(Artikel 3 i den anfægtede beslutning annulleres.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning K(2002) 2315 af 26. juni 2002.

Sagsøgeren driver virksomhed inden for byggebranchen. I 1999 købte sagsøgeren og Franz Haniel & Cie GmbH af Ruhrkohle AG dennes aktier i en række fabrikker, der var medlemmer af Coöperatieve verkoop en produktievereniging van kalkzandsteenproducenten (CVK), der er en andelsforening for hollandske calciumsilicatproducenter. I henhold til den anfægtede beslutning opnåede sagsøgeren og Franz Haniel derved fælles kontrol med CVK. Det anføres endvidere i beslutningen, at den anden gruppe tilsagn, som sagsøgeren og Franz Haniel har tilbudt, er tilstrækkelige til at sikre, at virksomhedsovertagelsen vil være forenelig med fællesmarkedet.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 3 i Rådets forordning nr. 4064/89 1. Ifølge sagsøgeren begik Kommissionen en fejl ved at konkludere, at sagsøgeren og Franz Haniel har fælles kontrol med CVK. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke fremførte tilstrækkelige beviser for denne konklusion og undlod at begrunde den, hvilket er i strid med EF-traktatens artikel 253.

Sagsøgeren har tillige anført, at Kommissionen tilsidesatte artikel 2 i forordning nr. 4064/89. Ifølge sagsøgeren begik Kommissionen en fejl, da den fastslog, at den transaktion, hvorved aktierne i Ruhrkohle AG blev opkøbt af sagsøgeren og Franz Haniel, førte til en dominerende stilling for CVK på markedet for byggematerialer til brug for bærende mure i Nederlandene. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen heller ikke anførte tilstrækkeligt bevis for denne konklusion eller gav nogen begrundelse for den, hvilket er i strid med EF-traktatens artikel 253.

Endelig har sagsøgeren anført, at artikel 3 og artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 blev anvendt forkert, og at proportionalitetsprincippet blev tilsidesat ved, at Kommissionen ikke accepterede den første gruppe tilsagn, sagsøgeren og Franz Haniel foreslog.

____________

1 - (Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1) (offentliggjort i EF 1990 L 257, s. 13).