Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauen) den 28. juni 2021 – D.V. mod M.A.
(Sag C-395/21)
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Lietuvos Aukščiausiasis Teismas
Parter i hovedsagen
Sagsøger: D.V.
Sagsøgt: M.A.
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 1 fortolkes således, at udtrykket »aftalens hovedgenstand« omfatter et vilkår – der ikke har været genstand for individuel forhandling, og som er en del af en kontrakt vedrørende juridiske tjenesteydelser, der er indgået mellem en erhvervsdrivende (en advokat) og en forbruger – vedrørende vederlag og måden, hvorpå dette skal beregnes?
Skal henvisningen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, hvorefter kontraktvilkår skal affattes klart og forståeligt, fortolkes således, at det er tilstrækkeligt, at der i kontraktens betalingsvilkår (hvorefter der skal ske betaling for de faktisk udførte ydelser på grundlag af timesats) henvises til størrelsen af den timesats, der skal betales til advokaten?
Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal kravet om gennemsigtighed fortolkes således, at det omfatter en forpligtelse for advokaten til i kontrakten at anføre vederlaget for de ydelser, der på forhånd klart kan defineres og fastsættes, eller skal kontrakten tillige indeholde en vejledende oversigt over vederlag for ydelser (dvs. et foreløbigt budget for udførelsen af de juridiske tjenesteydelser), hvis det er muligt at forudsige antallet (eller varigheden) af de enkelte ydelser og vederlaget for disse, når en kontrakt indgås, og de potentielle risici, der kan medføre en forøgelse eller nedsættelse af omkostningerne, være angivet? Er det relevant, når det skal vurderes, om et kontraktvilkår vedrørende betaling opfylder kravet om gennemsigtighed, om forbrugeren på passende måde oplyses om vederlaget for juridiske tjenesteydelser og om måden, hvorpå vederlaget beregnes, eller skal oplysningerne fremgå af selve kontrakten vedrørende juridiske tjenesteydelser? Kan manglende oplysninger forud for kontraktindgåelsen afhjælpes gennem oplysninger i forbindelse med opfyldelsen af kontrakten? Har det betydning for vurderingen af, om kontraktvilkåret opfylder kravet om gennemsigtighed, at det det endelige vederlag for juridiske tjenesteydelser først bliver afklaret, når ydelserne er præsteret? Er det relevant, når det skal vurderes, om et kontraktvilkår vedrørende betaling opfylder kravet om gennemsigtighed, at kontrakten ikke foreskriver regelmæssige opgørelser fra advokatens side over udførte ydelser eller regelmæssige opkrævninger over for forbrugeren, hvorved denne har mulighed for i tide at bringe ydelserne til ophør eller at opnå en ændring af det i kontrakten fastsatte vederlag?
Hvis den nationale ret finder, at kontraktvilkåret, hvorefter betalingen for de leverede ydelser beregnes med udgangspunkt i en timesats, ikke er affattet klart og forståeligt, som foreskrevet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, skal retten da vurdere, om kontraktvilkåret er urimeligt i medfør af direktivets artikel 3, stk. 1 (dvs. skal retten i forbindelse med vurderingen af, om kontraktvilkåret må anses for at være urimeligt, afgøre, om vilkåret bevirker en »betydelig skævhed« i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren), eller medfører det blotte forhold, at betalingsvilkåret, der vedrører væsentlige oplysninger i henhold til kontrakten, ikke opfylder kravet om gennemsigtighed, at vilkåret skal anses for at være urimeligt?
Medfører det forhold, når kontraktvilkåret vedrørende betaling er fundet urimeligt, at kontrakten vedrørende juridiske tjenesteydelser ikke binder forbrugeren som angivet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, at der er behov for at genoprette den situation, som forbrugeren ville have befundet sig i, hvis det urimelige vilkår ikke havde været en del af aftalen? Vil genoprettelsen af en sådan situation medføre, at forbrugeren ikke er forpligtet til at betale for de ydelser, der allerede er leveret?
Ville det, hvis karakteren af en kontrakt, hvorefter der allerede er sket levering af ydelser mod et vederlag, medfører, at det ikke er muligt at genoprette den situation, som forbrugeren ville have befundet sig i, hvis det urimelige vilkår ikke havde været en del af aftalen (ydelserne er allerede leveret), være i strid med formålet med artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 at fastsætte et vederlag for de ydelser, der er leveret af advokaten? Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, ville den rette balance, hvorved der opnås ligevægt mellem kontraktens parter, da kunne opnås: (i) hvis advokaten opnår betaling for de leverede ydelser på grundlag af den timesats, der er angivet i kontrakten; (ii) hvis advokaten opnår betaling i form af minimumsvederlaget for juridiske tjenesteydelser (f.eks. i henhold til det udgangspunkt, der er fastsat gennem en national retlig foranstaltning i form af vejledende maksimumssatser for vederlag i forbindelse med advokaters ydelser); (iii) hvis advokaten opnår betaling af et rimeligt beløb for ydelserne på grundlag af rettens vurdering under hensyntagen til sagens kompleksitet, advokatens kvalifikationer og erfaring, klientens økonomiske forhold og andre relevante omstændigheder
____________
1 Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).