Language of document :

Rettens dom af 23. september 2015 – ClientEarth og International Chemical Secretariat mod ECHA

(Sag T-245/11) 1

(Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokumenter i ECHA’s besiddelse – dokumenter fra en tredjemand – fristen for at besvare en begæring om aktindsigt – afslag på aktindsigt – undtagelse vedrørende beskyttelsen af en tredjemands forretningsmæssige interesser – undtagelse vedrørende beskyttelsen af beslutningsprocessen – mere tungtvejende offentlig interesse – miljøoplysninger – emissioner til miljøet)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: ClientEarth (London, Det Forenede Kongerige) og The International Chemical Secretariat (Göteborg, Sverige) (ved advokat P. Kirch)

Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (ved M. Heikkilä, A. Iber og T. Zbihlej, som befuldmægtigede, bistået af barrister D. Abrahams)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (først ved E. Manhaeve, P. Oliver og C. ten Dam, derefter ved E. Manhaeve, P. Oliver og F. Clotuche-Duvieusart og endelig ved E. Manhaeve, F. Clotuche-Duvieusart og J. Tomkim, som befuldmægtigede) og European Chemical Industry Council (CEFIC) (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne M. Bronckers og Y. van Gerven)

Sagens genstand

Påstand om annullation af ECHA’s afgørelse af 4. marts 2011 om afslag på aktindsigt i oplysninger fremlagt i forbindelse med proceduren for registrering af visse kemikalier.

Konklusion

Det er ufornødent at træffe afgørelse i søgsmålet med påstand om annullation af Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) afgørelse af 4. marts 2011, for så vidt som der herved blev givet afslag på udbredelsen af de oplysninger, der blev anmodet om i punkt 1 i anmodningen om oplysninger, i det omfang punkt 1 vedrører navne og kontaktoplysninger på 6 611 selskaber, som den 23. april 2014 var tilgængelige på internettet.

ECHA’s afgørelse af 4. marts 2011 annulleres, for så vidt som der herved blev givet afslag på udbredelsen af de oplysninger, der blev anmodet om i punkt 1 i anmodningen om oplysninger, i det omfang punkt 1 vedrører oplysninger, der endnu ikke var udbredt den 23. april 2014.

I øvrigt frifindes ECHA.

Hver part, herunder Europa-Kommissionen og European Chemical Industry Council (CEFIC), bærer sine egne omkostninger.

____________

1 EUT C 194 af 2.7.2011.