Language of document : ECLI:EU:F:2012:179

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

11. december 2012

Sag F-112/10

Cornelia Trentea

mod

Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA)

»Personalesag – FRA’s personale – midlertidigt ansatte – ansættelse – meddelelse om ledig stilling – afslag på en ansøgning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder Cornelia Trentea har nedlagt påstand om dels annullation af den af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders (herefter »FRA« eller »agenturet«) trufne afgørelse om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til en stilling som administrativ assistent og af afgørelsen om udnævnelse af en anden ansøger, dels påstand om, at FRA tilpligtes at betale erstatning.

Udfald: Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder frifindes. Cornelia Trentea bærer sine egne omkostninger og betaler FRA’s omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – retspleje – Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders ansættelse af en midlertidigt ansat til at langtidsbesætte en stilling – pligt til at udskrive og udnytte en intern udvælgelsesprocedure eller en udvælgelsesprocedure inden for Unionens andre agenturer, før der udskrives en ekstern procedure – foreligger ikke

[Tjenestemandsvedtægten, art. 110; vilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra a), og art. 12, stk. 5]

2.      Tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – formål – sammenligning af ansøgernes fortjenester – den skønsbeføjelse, der tilkommer ansættelsesmyndigheden eller den myndighed, der har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter – grænser – overholdelse af betingelserne i meddelelsen om ledig stilling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29)

3.      Tjenestemænd – ledig stilling – sammenligning af ansøgernes fortjenester – betingelser – mulighed for at høre ansøgerne ved hver etape af bedømmelsen af ansøgerne

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29)

4.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – afslag på en ansøgning – begrundelsespligt – rækkevidde – overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde

[Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra c)]

5.      Tjenestemænd – ledig stilling – sammenligning af ansøgernes fortjenester – den skønsbeføjelse, der tilkommer ansættelsesmyndigheden eller den myndighed, der har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter – overholdelse af betingelserne i meddelelsen om ledig stilling – domstolskontrol – grænser – åbenbart urigtigt skøn – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29)

1.      Bestemmelserne i artikel 2 i afgørelse 2009/3 truffet af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) omhandler de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende de procedurer, der regulerer ansættelse og beskæftigelse af midlertidigt ansatte i FRA, og det bestemmes heri, at »stillinger, der skal langtidsbesættes, kan besættes ved en intern udvælgelse eller ved en udvælgelse inden for Unionens andre agenturer, før de besættes ved en ekstern udvælgelse«, og at »en stilling, der skal besættes langvarigt, kan offentliggøres samtidig inden for agenturet selv og de andre agenturer i Den Europæiske Union, inden den bliver offentliggjort eksternt«, kan ikke læses således, at den skaber en bindende forpligtelse for FRA til med henblik på at besætte en stilling ved en langtidsansættelse at udskrive og udnytte en intern udvælgelsesprocedure eller en udvælgelsesprocedure inden for Unionens andre agenturer, før der udskrives en ekstern procedure.

Brugen af verbet »kan« hentyder alene til, at i det tilfælde, hvor FRA vurderer, at en stilling, der skal langtidsbesættes, efter al sandsynlighed vil kunne besættes ved en udvælgelsesprocedure inden for agenturet selv eller inden for Unionens andre agenturer, kan agenturet anvende den ene eller den anden af disse procedurer. Når FRA i modsat fald vurderer, at ingen af de to udvælgelsesprocedurer med fornøden sikkerhed vil sikre dette, står det FRA frit for fra begyndelsen at benytte sig af en ekstern udvælgelsesprocedure.

Fortolkes artikel 2 i afgørelse 2009/3 således, at den pålægger FRA en forpligtelse til forud for udskrivelsen af en ekstern udvælgelsesprocedure at udnytte en udvælgelsesprocedure inden for agenturet selv eller Unionens andre agenturer, vil dette være i modstrid med udformningen af denne bestemmelse, der har til formål at gøre det muligt for FRA, hvis medarbejderstab formodes at vokse, hurtigt at udvælge nye ansatte, således at FRA kan opfylde alle sine opgaver.

(jf. præmis 46 og 47)

2.      Formålet med et stillingsopslag er dels at informere de interesserede så nøjagtigt som muligt om betingelserne for at kunne bestride den stilling, der skal besættes, for at gøre det muligt for dem at bedømme, om det tjener noget formål for dem at indgive en ansøgning, dels at fastlægge den retlige ramme, i forhold til hvilken ansættelsesmyndigheden vil gennemføre sammenligningen af ansøgernes fortjenester. Dette andet formål indebærer, at der skal fastsættes betingelser, der er tilstrækkeligt præcise til, at den pågældende sammenligning kan foretages, og at det valg, der bliver truffet, kan begrundes.

Den omstændighed, at meddelelsen om ledig stilling i denne forbindelse ikke indeholder oplysninger vedrørende vægtningen af hvert eneste af adgangskriterierne eller bedømmelsesmetoden ved de skriftlige og mundtlige prøver, betyder ikke, at valget af den antagne ansøger nødvendigvis blev foretaget uden hensyn til adgangsbetingelserne, men vidner alene om, at ansættelsesmyndigheden inden for den retlige ramme, der er blevet fastlagt i meddelelsen om ledig stilling, har haft til hensigt at overlade udvælgelseskomitéen et skøn i forbindelse med den vægtning, der skal foretages i forbindelse med hver af adgangsbetingelserne og i forbindelse med fremgangsmåden for de skriftlige og mundtlige prøver.

(jf. præmis 57 og 58)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. februar 1998, sag T-3/97, Campogrande mod Kommissionen, præmis 100

3.      Inden for rammerne af den skønsbeføjelse, som ansættelsesmyndigheden er blevet tillagt ved fastlæggelsen af den nærmere fremgangsmåde ved sammenligningen af ansøgningerne, påhviler det denne samt de forskellige overordnede, der er blevet hørt under udvælgelsesproceduren, på hvert stadium af gennemgangen af ansøgningerne at vurdere, om det, på det givne stadium, er hensigtsmæssigt at indhente oplysninger eller supplerende elementer til brug for vurderingen ved en samtale med samtlige ansøgere eller udelukkende med visse ansøgere med henblik på at træffe afgørelse på et oplyst grundlag.

(jf. præmis 62)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 11. juli 2007, sag T-93/03, Konidaris mod Kommissionen, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis

4.      Begrundelsespligten i vedtægtens artikel 25, stk. 2, har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til vurdering af, om den akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, er berettiget, og om det tjener noget formål at anlægge sag ved Personaleretten, dels at give Personaleretten mulighed for at udøve sin kontrol af retsaktens lovlighed. Det fremgår endvidere af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), at den grundlæggende ret til god forvaltning bl.a. indebærer en »pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger«.

En sådan begrundelsespligt må i forbindelse med en procedure til besættelse af en ledig stilling afvejes i forhold til hensynet til overholdelsen af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, der følgelig er til hinder for, dels at der videregives oplysninger om de enkelte medlemmer af udvælgelseskomitéens stillingtagen, dels at der afsløres forhold, der angår en vurdering af de enkelte ansøgere eller en sammenligning af disse.

(jf. præmis 89 og 90)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis; 14. november 2006, sag T-494/04, Neirinck mod Kommissionen, præmis 73

5.      Udøvelsen af den skønsmæssige beføjelse, som administrationen råder over ved udnævnelser og forfremmelser, forudsætter, at den omhyggeligt og upartisk undersøger alle relevante forhold i den enkelte ansøgning og nøje overholder de i meddelelsen om ledig stilling opstillede betingelser, hvorfor den skal se bort fra enhver ansøger, der ikke opfylder disse betingelser. Stillingsopslaget udgør nemlig en retlig ramme, som administrationen selv har opstillet, og som den nøje skal overholde.

Hvad angår bedømmelsen af en eventuel fejl i valget af en ansøger skal en sådan fejl være åbenbar og overskride det vide skøn, som administrationen råder over, inden for de rammer, der er fastlagt ved meddelelsen om den ledige stilling, ved sammenligningen af ansøgernes fortjenester og ved bedømmelsen af tjenestens interesser. Den kontrol, som Unionens retsinstanser udøver, bør begrænses til spørgsmålet, om myndigheden, henset til de oplysninger, hvorpå denne har baseret sig med henblik på fastsættelsen af sin vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt eller til uvedkommende formål. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte sin vurdering af ansøgernes fortjenester og kvalifikationer i stedet for den vurdering, der er foretaget af administrationen, når ingen oplysninger i sagen gør det muligt at bekræfte, at administrationen ved vurderingen af disse fortjenester og kvalifikationer har begået en åbenbar fejl. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes fortjenester og kvalifikationer i stedet for den vurdering, der er foretaget af ansættelsesmyndigheden, når ingen oplysninger i sagen gør det muligt at bekræfte, at den pågældende myndighed ved vurderingen af disse fortjenester og kvalifikationer har begået en åbenbar fejl.

Den blotte omstændighed, at en ansøger har klare og anerkendte fortjenester, udelukker imidlertid ikke ved en sammenligning af ansøgernes fortjenester, at andre ansøgere kan have bedre fortjenester. Ligeledes er den omstændighed, at en ansøger opfylder alle de i stillingsopslaget nævnte betingelser, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bevise, at administrationen skulle have anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 101, 102 og 104)

Henvisning til:

Domstolen: 30. oktober 1974, sag 188/73, Grassi mod Rådet, præmis 26, 38 og 41; 4. februar 1987, sag 324/85, Bouteiller mod Kommissionen, præmis 6

Retten i Første Instans: 18. september 2003, sag T-73/01, Pappas mod Regionsudvalget, præmis 54; 9. november 2004, sag T-116/03, Montalto mod Rådet, præmis 65; 4. maj 2005, sag T-30/04, Sena mod AESA, præmis 80

Personaleretten: 6. maj 2009, sag F-39/07, Campos Valls mod Rådet, præmis 43