Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus (Finland) den 4. november 2020 – A

(Sag C-577/20)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A

Procesdeltager: Sosiaali- ja terveysalan lupa- ja valvontavirasto

Præjudicielle spørgsmål

Skal de grundlæggende friheder, som er sikret ved traktaten om Den Europæiske Union og direktiv 2005/36/EF 1 fortolkes således, at den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten skal vurdere, hvorvidt en ansøger har ret til at udøve et lovreguleret erhverv, på grundlag af artikel 45 TEUF og 49 TEUF og retspraksis i denne forbindelse (navnlig dom af 7.5.1991, C-340/89 2 , Vlassopoulou, og dom af 6.10.2015, C-298/14 3 , Brouillard), selv om betingelserne for udøvelsen af et lovreguleret erhverv, hvorunder værtsmedlemsstaten skal give en ansøger, som har et uddannelsesbevis fra en anden stat, hvor erhvervet ikke er lovreguleret, tilladelse til at udøve erhvervet, må anses for at være harmoniseret i artikel 13, stk. 2, i direktiv 2005/36/EF, idet ansøgeren imidlertid ikke opfylder det krav til udøvelsen af erhvervet, der er fastsat i den nævnte bestemmelse i direktivet?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende: Er EU-retten – henset til bemærkningerne i sag C-298/14, Brouillard (dommens præmis 55), om de eneste kriterier for vurderingen af, om certifikater er ligeværdige – til hinder for, at den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten i en situation som den i sagen omhandlede til støtte for sin vurdering af en uddannelses ligeværdighed også inddrager andre oplysninger om uddannelsens nærmere indhold og måden, hvorpå den gennemføres, end oplysningerne fra uddannelsesinstitutionen eller myndighederne i den anden medlemsstat?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.9.2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT 2005, L 255, s. 22).

2     Dom af 7.5.1991, C-340/89, Irène Vlassopoulou mod Ministerium für Justiz, Bundes- und Europaangelegenheiten Baden-Württemberg, ECLI:EU:C:1991:193.

3     Dom af 6.10.2015, C-298/14, Alain Laurent Brouillard mod Jury du concours de recrutement de référendaires près la Cour de cassation, État belge, ECLI:EU:C:2015:652.