Language of document :

Sag anlagt den 3. maj 2010 - Lancôme parfums et beauté & Cie mod KHIM - Focus Magazin Verlag GmbH (COLOR FOCUS)

(Sag T-204/10)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Lancôme parfums et beauté & Cie (Paris, Frankrig) (ved lawyers A. von Mühlendahl og S. Abel)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Focus Magazin Verlag GmbH (München, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 11. februar 2010 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 238/2009-2 annulleres.

Afgørelse truffet den 16. december 2008 af Annullationsafdelingen ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag 990 C annulleres.

Begæringen fremsat for appelkammeret af Focus Magazin Verlag GmbH om, at sagsøgerens EF-varemærke nr. 1327410 COLOR FOCUS erklæres ugyldigt, forkastes i det omfang begæringen er baseret på EF-varemærket FOCUS nr. 453720.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de udgifter sagsøgeren har afholdt under sagen for appelkammeret.

Focus Magazin Verlag GmbH tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de udgifter sagsøgeren har afholdt under sagen for appelkammeret, såfremt Focus Magazin Verlag GmbH bliver part som intervenient i denne sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket "COLOR FOCUS" for varer i klasse 3 - EF-varemærkeregistrering nr. 1327410

Indehaver af EF-varemærket: Lancôme parfums et beauté & Cie

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: Focus Magazin Verlag GmbH

Varemærkerettigheder påberåbt af indgiveren af ugyldighedsbegæringen: EF-varemærkeregistrering nr. 453720 af ordmærket "FOCUS" for varer og tjenesteydelser i klasse 3, 6, 7, 9, 14, 16, 21, 25, 28, 29, 32, 33, 35, 38, 39, 41 og 42; tysk varemærkeregistrering nr. 39407564 af ordmærket "FOCUS" for en lang række af varer og tjenesteydelser omfattende i alt 24 klasser

Annullationsafdelingens afgørelse: EF-varemærket erklæret ugyldigt

Appelkammerets afgørelse: Afvisning af klagen

Søgsmålsgrunde:

Sagsøgeren har gjort to anbringender gældende til støtte for sit søgsmål.

Vedrørende det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 53, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 med konstateringen af en risiko for forveksling mellem "COLOR FOCUS" og "FOCUS". Ifølge sagsøgeren var det med urette, at appelkammeret kom frem til dette resultat, da det ikke foretog en særlig bedømmelse, som kræver en analyse af graden af særpræg og graden af lighed, hvilket medfører, at den anfægtede afgørelse mangler et væsentligt element i sin argumentation.

Med sit andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke tog i betragtning, at det er et grundlæggende retsprincip, at man ikke kan påberåbe sig en formel retsstilling, når denne udgør rettighedsmisbrug.

____________