RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)
5. juli 2023 (*)
»Dumping – import af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland – endelig antidumpingtold – anmodning om en udløbsundersøgelse – artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036 – artikel 5, stk. 3 og 9, i forordning 2016/1036 – lovbestemt frist – spørgsmålet, om beviserne er tilstrækkelige – mangelprocedure – oplysninger indgivet efter udløbet af den lovbestemte frist«
I sag T-126/21,
AO Nevinnomysskiy Azot, Nevinnomyssk (Rusland),
AO Novomoskovskaya Aktsionernaya Kompania NAK »Azot«, Novomoskovsk (Rusland),
ved advokaterne P. Vander Schueren og T. Martin-Brieu,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved G. Luengo og P. Němečková, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af
Fertilizers Europe ved advokaterne B. O’Connor og M. Hommé,
intervenient
har
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling),
sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, D. Spielmann, samt dommerne U. Öberg (refererende dommer), R. Mastroianni, M. Brkan og I. Gâlea,
justitssekretær: fuldmægtig I. Kurme,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter retsmødet den 30. november 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Ved søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne, AO Nevinnomysskiy Azot og AO Novomoskovskaya Aktsionernaya Kompania NAK »Azot«, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2100 af 15. december 2020 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT 2020, L 425, s. 21, herefter »den anfægtede forordning«).
Sagens baggrund
2 Sagsøgerne er producenter og eksportører af ammoniumnitrat og har hjemsted i Rusland.
3 Ved Rådets forordning (EF) nr. 2022/95 af 16. august 1995 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland (EFT 1995, L 198, s. 1) indførte Rådet for Den Europæiske Union en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat henhørende under KN-kode 3102 30 90 og 3102 40 90 med oprindelse i Rusland.
4 Efter en første udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996, L 56, s. 1), og en første interimsundersøgelse i henhold til samme forordnings artikel 11, stk. 3, opretholdtes en endelig antidumpingtold på eksporten fra Rusland ved Rådets forordning (EF) nr. 658/2002 af 15. april 2002 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland (EFT 2002, L 102, s. 1).
5 Efter en anden udløbsundersøgelse og en anden delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2 og 3, i forordning nr. 384/96 opretholdt Rådet ved forordning (EF) nr. 661/2008 af 8. juli 2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, og en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 384/96 (EUT 2008, L 185, s. 1) de gældende foranstaltninger.
6 Efter en tredje udløbsundersøgelse opretholdt Europa-Kommissionen de gældende foranstaltninger ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 999/2014 af 23. september 2014 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT 2014, L 280, s. 19).
7 Efter en delvis interimsundersøgelse og i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21, herefter »grundforordningen«), vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2018/1722 af 14. november 2018 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 999/2014 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT 2018, L 287, s. 3).
8 Sagsøgerne var således fortsat underlagt en antidumpingtold på mellem 28,78 og 32,71 EUR pr. ton alt efter varetype, som fandt anvendelse på hele det russiske område.
9 Den 21. juni 2019 modtog Kommissionen fra intervenienten, Fertilizers Europe, en europæisk sammenslutning af gødningsproducenter, en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse af denne told på grundlag af grundforordningens artikel 11, stk. 2 (herefter »den oprindelige anmodning«). Denne anmodning skete efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af meddelelse om det forestående udløb af visse antidumpingforanstaltninger (EUT 2019, C 53, s. 3), herunder den i præmis 8 ovenfor nævnte told.
10 I den oprindelige anmodning blev det gjort gældende, at der forelå beviser for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne fik lov at udløbe, på grundlag af en sammenligning af eksportpriserne og en beregnet normal værdi. Intervenienten havde i denne forbindelse påberåbt sig, at der forelå en særlig situation på markedet i Rusland på grund af en aftale om en samordnet prisbegrænsning og den russiske regerings strategi om at fastsætte kunstigt lave priser for naturgas, som er det vigtigste inputmateriale til ammoniumnitrat.
11 Efter en anmodning fra Kommissionen indgav intervenienten den 20. august 2019 yderligere oplysninger (herefter »de supplerende oplysninger«), som blev indarbejdet i en konsolideret udgave af anmodningen om en udløbsundersøgelse (herefter »den konsoliderede anmodning«). De yderligere oplysninger, der således blev tilføjet til den konsoliderede anmodning, var støttet på en normal værdi, der var baseret på de faktiske priser på det russiske hjemmemarked.
12 Den 23. september 2019 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland (EUT 2019, C 318, s. 6, herefter »indledningsmeddelelsen«), idet den fandt, at der forelå tilstrækkelige beviser til at indlede en udløbsundersøgelse og gennemføre en undersøgelse.
13 Efter undersøgelsen konkluderede Kommissionen, at der forelå sandsynlighed for fornyet dumping og skade ved udløbet af de gældende antidumpingforanstaltninger over for ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland. Kommissionen besluttede derfor med vedtagelsen af den anfægtede forordning at forlænge disse foranstaltninger for en periode på fem år.
Parternes påstande
14 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
15 Kommissionen har, støttet af intervenienten, nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Formaliteten med hensyn til et supplerende bevis
16 Efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del har sagsøgerne i retsmødet den 30. november 2022 fremlagt et supplerende bevis, som består af en tabel, der er fremlagt af nyheds- og analysebureauet Chem-courier, og som angiver fabrikken Acron Novgorods månedlige gennemsnitspriser for ammoniumnitrat for 2018 (herefter »bilag G.1«).
17 I retsmødet har Kommissionen og intervenienten gjort gældende, at dette bevis skal afvises. De har gjort gældende, at det blev fremsat for sent i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement, og at sagsøgerne ikke havde begrundet forsinkelsen med fremlæggelsen af dette nye bevis.
18 Det bemærkes, at modbevis og adgangen til at fremkomme med nye beviser som følge af et modbevis fra modpartens side ikke er omfattet af præklusionsreglen i procesreglementets artikel 85, stk. 3. Denne bestemmelse omfatter nye beviser og skal ses i sammenhæng med det pågældende reglements artikel 92, stk. 7, hvorefter adgangen til at føre modbevis og til at fremkomme med nye beviser udtrykkeligt bevares (jf. i denne retning dom af 17.12.1998, Baustahlgewebe mod Kommissionen, C-185/95 P, EU:C:1998:608, præmis 71 og 72).
19 I det foreliggende tilfælde kan tabellen over fabrikken Acron Novgorods månedlige gennemsnitspriser for ammoniumnitrat for 2018 i bilag G.1 ikke afvises med den begrundelse, at den blev fremlagt i retsmødet i strid med procesreglementets artikel 85, stk. 3.
20 Dette bevis har til formål at besvare Kommissionens argumenter i punkt 30 og 32 i dens svar på Rettens skriftlige spørgsmål som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse af 25. juli 2022.
21 Retten har nemlig ved foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse af 25. juli 2022 anmodet Kommissionen om at angive grundene til, at det i forbindelse med beregningen af dumpingmargenen i den konsoliderede anmodning var berettiget, at intervenienten tog hensyn til forskellige afgangs- og ankomsttidspunkter og dermed til forskellige justeringer af transportomkostningerne, nemlig fabrikken Novomoskovsk Eurochem med henblik på sammenligning af de faktiske priser på det russiske hjemmemarked med priserne ved eksport til Estland, til resten af Den Europæiske Union og til Brasilien og fabrikken Acron Novgorod med henblik på en sammenligning af den beregnede normale værdi med priserne ved eksport til Estland, til resten af Unionen og til Brasilien.
22 Kommissionen har i sit svar på Rettens femte skriftlige spørgsmål anført, at det ikke med rimelighed kunne forventes, at intervenienten kunne indhente oplysninger om såvel omkostningerne som priserne på samme fabrik i Rusland, i hvilket tilfælde det samme udgangspunkt kunne have været anvendt i begge metoder. Efter at have anført, at fabrikken Acron Novgorod lå relativt tættere på grænsen til Estland end fabrikken Novomoskovsk Eurochem, således at den stod over for lavere transportomkostninger, tilføjede Kommissionen bl.a., at justeringerne var blevet foretaget på grundlag af de beviser, som intervenienten med rimelighed havde til rådighed.
23 Det standpunkt, som Kommissionen således har givet udtryk for, fremgår hverken af indledningsmeddelelsen, den anfægtede forordning, svarskriftet eller duplikken, hvorfor sagsøgerne først fik kendskab hertil ved Kommissionens svar på Rettens skriftlige spørgsmål som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.
24 Med fremlæggelsen af bilag G.1 tilsigter sagsøgerne at modsige Kommissionen og at godtgøre, at det er fejlagtigt at hævde, at intervenienten ikke kunne indhente oplysninger om omkostninger og priser fra den samme fabrik i Rusland, herunder Acron Novgorod. De har gjort gældende, at Chem-courier, som Kommissionen og intervenienten anser for at være en uafhængig sagkyndig kilde, har udarbejdet sådanne prislister for hver ammoniumnitratfabrik, og har i denne forbindelse fremlagt tabellen over fabrikken Acron Novgorods månedlige gennemsnitspriser for ammoniumnitrat for 2018.
25 Bilag G.1, som sagsøgerne har fremlagt i retsmødet, skal derfor anses for et modbevis, og præklusionsreglen i procesreglementets artikel 85, stk. 3, finder ikke anvendelse, hvorfor det indgår i sagens akter.
Realiteten
26 Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet fremsat et enkelt anbringende, der i det væsentlige vedrører en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 2 og 5, og af samme forordnings artikel 5, stk. 3, for så vidt som Kommissionen fejlagtigt indledte en udløbsundersøgelse, selv om der ikke forelå tilstrækkelige beviser herfor.
27 For det første burde Kommissionen ifølge sagsøgerne udelukkende have taget hensyn til den oprindelige anmodning for at begrunde sin vurdering af, om de fremlagte beviser var tilstrækkelige til at indlede en udløbsundersøgelse, og ikke til de supplerende oplysninger, som ændrede indholdet af den pågældende anmodning. Kommissionen burde ligeledes have undersøgt, om de beviser, som intervenienten fremlagde i den oprindelige anmodning, var korrekte og tilstrækkelige. For det andet har de gjort gældende, at den oprindelige anmodning ikke indeholdt tilstrækkelige beviser for en sandsynlighed for fortsat dumping ved foranstaltningernes udløb. For det tredje har de gjort gældende, at Kommissionen under alle omstændigheder med urette fandt, at den konsoliderede anmodning indeholdt tilstrækkelige beviser for en sådan sandsynlighed.
28 Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge sagsøgernes argumentation om, at de beviser, der var indeholdt i den oprindelige anmodning, var tilstrækkelige, henset til de retlige kriterier, der finder anvendelse på anmodninger om en udløbsundersøgelse, der indgives af eller på vegne af producenterne i Unionen på grundlag af grundforordningens artikel 11, stk. 2.
Indledende bemærkninger om Rettens prøvelse og principperne for fortolkningen af grundforordningen
29 Det følger af Domstolens faste praksis, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, som de skal undersøge, således at domstolsprøvelsen af dette vide skøn skal begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2022:38, præmis 35 og 36 og den deri nævnte retspraksis).
30 I denne sammenhæng udgør Rettens efterprøvelse af de beviser, som EU-institutionerne har lagt til grund for deres konstateringer, ikke en ny vurdering af de faktiske omstændigheder, som erstatter institutionernes. Denne kontrol gør ikke indgreb i de pågældende institutioners brede skønsmargen inden for området for handelspolitik, men er begrænset til en prøvelse af, om disse elementer var af en sådan art, at de understøttede institutionernes konklusioner. Det tilkommer derfor ikke blot Retten at efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes at kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, der udledes heraf (jf. dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (China), C-61/16 P, EU:C:2017, 968, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.1.2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2022:38, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
31 Hvad derimod angår retsspørgsmål skal Retten foretage en fuldstændig efterprøvelse, hvilket omfatter den fortolkning, som der skal foretages af retlige bestemmelser på grundlag af objektive elementer samt en efterprøvelse af, om betingelserne for anvendelse af en sådan bestemmelse er opfyldt eller ej (jf. i denne retning dom af 11.7.1985, Remia m.fl. mod Kommissionen, 42/84, EU:C:1985:327, præmis 34, og af 9.11.2022, Cambodja og CRF mod Kommissionen, T-246/19, EU:T:2022:694, præmis 45).
32 I denne forbindelse medfører det forhold, at de internationale aftaler, som Unionen har indgået, har forrang frem for den afledte EU-ret, at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler (dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2022:38, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
33 Det følger af Domstolens faste praksis, at såfremt Unionen har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO) påtaget forpligtelse, eller når den pågældende EU-retsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Unionens retsinstanser at prøve den pågældende EU-retsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne (dom af 23.11.1999, Portugal mod Rådet, C-149/96, EU:C:1999:574, præmis 49, af 9.1.2003, Petrotub og Republica mod Rådet, C-76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 54, og af 27.9.2007, Ikea Wholesale, C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 30), hvilket indebærer, at der skal tages hensyn til den fortolkning af de forskellige bestemmelser i denne aftale, som WTO’s tvistbilæggelsesorgan har vedtaget (jf. i denne retning dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2022:38, præmis 32 og 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.4.2022, Yieh United Steel mod Kommissionen, C-79/20 P, EU:C:2022:305, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).
34 Det fremgår således af anden og tredje betragtning til grundforordningen, at denne i videst muligt omfang har til formål i EU-retten at overføre reglerne i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (EFT 1994, L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«), herunder navnlig reglerne om varigheden af og genoptagelse af undersøgelse af antidumpingforanstaltninger med henblik på at sikre en korrekt og gennemsigtig anvendelse af de pågældende regler. Det tilføjes i fjerde betragtning til grundforordningen, at det for at opretholde den ligevægt mellem rettigheder og forpligtelser, som tilvejebringes ved den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (»GATT«) af 1994, er af væsentlig betydning, at Unionen tager hensyn til Unionens vigtigste handelspartneres fortolkning af reglerne.
35 Mere specifikt har Unionen med grundforordningens artikel 11, stk. 2, villet gennemføre de særlige forpligtelser, som er indeholdt i antidumpingaftalens artikel 11, stk. 3 (jf. dom af 24.9.2008, Reliance Industries mod Rådets og Kommissionen, T-45/06, EU:T:2008:398, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).
36 Grundforordningens artikel 5 udgør for sin del i det væsentlige en gennemførelse i EU-retten af antidumpingaftalens artikel 5.1-5.9 og artikel 6.1.3, i lyset af hvilke den i videst mulige omfang den skal fortolkes, samt den fortolkning heraf, som WTO’s tvistbilæggelsesorgan har foretaget (jf. i denne retning dom af 11.7.2017, Viraj Profiles mod Rådet, T-67/14, ikke trykt i Sml, EU:T:2017:481, præmis 90, og af 15.12.2016, Gul Ahmed Textile Mills mod Rådet, T-199/04 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:740, præmis 90).
37 Det er på baggrund af disse principper, at det skal efterprøves, om Kommissionen indledte en fornyet undersøgelse i overensstemmelse med de retlige kriterier, der finder anvendelse på anmodninger om en udløbsundersøgelse, der fremsættes af eller på vegne af producenterne i Unionen på grundlag af grundforordningens artikel 11, stk. 2.
Spørgsmålet om, hvorvidt de beviser, der var indeholdt i den oprindelige anmodning, var tilstrækkelige, henset til de retlige kriterier, der finder anvendelse på anmodninger om en udløbsundersøgelse
38 Ifølge sagsøgerne følger det af grundforordningens artikel 11, stk. 2, fjerde afsnit, sammenholdt med samme artikels andet afsnit, at spørgsmålet om, hvorvidt de beviser, der gør det muligt at fastslå, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade, skal vurderes i forhold til beviserne i den anmodning om en fornyet undersøgelse, der er indgivet »senest tre måneder inden udløbet af den femårsperiode«, ved afslutningen af hvilken antidumpingforanstaltningerne udløber (herefter »den lovbestemte frist«).
39 En konsolideret udgave af anmodningen om en udløbsundersøgelse, der er indgivet efter den lovbestemte frist og inden for de tre måneder, som går forud for udløbet af femårsperioden, udgør ikke et gyldigt grundlag, da der ikke findes nogen bestemmelse i grundforordningen, der giver mulighed for at fremlægge nye beviser efter udløbet af den lovbestemte frist med henblik på at udbedre eller afhjælpe manglen på tilstrækkelige beviser på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om fornyet undersøgelse inden for denne frist.
40 Beslutningen om at indlede en udløbsundersøgelse kan derfor ikke begrundes med nye argumenter eller beviser, som ikke forelå på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om fornyet undersøgelse inden for den lovbestemte frist. Det er kun præciseringer og oplysninger, der gør det muligt at forstå eller at berigtige bevismateriale, der allerede er fremlagt inden for denne frist, eller som bekræfter, at de er tilstrækkelige, der kan anmodes om eller indgives i løbet af de tre måneder, der går forud for udløbet af femårsperioden.
41 Ifølge sagsøgerne skal der i denne forbindelse sondres mellem indledningen af en oprindelig undersøgelse, der bl.a. er reguleret af grundforordningens artikel 5, stk. 9, som ikke er underlagt nogen frist, inden for hvilken en klage, som indeholder tilstrækkelige beviser, skal indgives, og indledningen af en udløbsundersøgelse på grundlag af grundforordningens artikel 11, stk. 2, der kræver, at der indgives en anmodning om en fornyet undersøgelse, som indeholder tilstrækkelige beviser, inden for den lovbestemte frist. Anvendelsen af den pågældende forordnings artikel 5, stk. 9, på udløbsundersøgelser er endvidere udelukket i medfør af samme forordnings artikel 11, stk. 5.
42 Sagsøgerne har tilføjet, at grundforordningens artikel 5, stk. 3, i henhold til dens artikel 11, stk. 5, finder anvendelse på udløbsundersøgelser, således at Kommissionen er forpligtet til at undersøge, om beviserne i den oprindelige anmodning er korrekte og fyldestgørende.
43 Sagsøgerne har derimod ligeledes gjort gældende, at det fremgår af WTO’s praksis, at Kommissionen ikke kan påberåbe sig det kriterium om indledning af en oprindelig undersøgelse, der er fastsat i antidumpingaftalens artikel 5.3, for at tage hensyn til yderligere oplysninger, der er indgivet efter udløbet af den lovbestemte frist, idet denne frist ikke finder anvendelse på en udløbsundersøgelse.
44 En sådan fortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 2, bekræftes af Den Europæiske Ombudsmands afgørelse af 17. marts 2016 om afslutning af undersøgelsen af klage 577/2014/MDC vedrørende Kommissionens afslag på i henhold til forordning nr. 1225/2009 at meddele aktindsigt i en anmodning om udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland (herefter »Ombudsmandens afgørelse vedrørende klage 577/2014/MDC«).
45 I det foreliggende tilfælde var det imidlertid kun den oprindelige anmodning, der blev indgivet inden for den lovbestemte frist, og de eneste beviser vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping ved udløb af de foranstaltninger, der var fremlagt i anmodningen, som vedrørte beregningen af dumpingmargenen på grundlag af en beregnet normal værdi.
46 De supplerende oplysninger, der blev fremlagt den 20. august 2019, dvs. næsten to måneder efter udløbet af den lovbestemte frist, og som var indeholdt i den konsoliderede anmodning, godtgjorde derimod en dumpingmargen baseret på de faktiske hjemmemarkedspriser i Rusland. Der er således tale om nye beviser, der reguleres af forskellige retlige bestemmelser, og som er baseret på en anden beregningsmetode, som ville ændre substansen i de beviser, der var indeholdt i den oprindelige anmodning, således at Kommissionen ikke kunne tage hensyn hertil.
47 Manglen på tilstrækkelige beviser i den oprindelige anmodning fremgår i øvrigt af 23. betragtning til den anfægtede forordning, hvoraf det i det væsentlige fremgår, at der uden de præciseringer, som intervenienten fremlagde efter udløbet af den lovbestemte frist, ikke forelå tilstrækkelige beviser til at begrunde indledningen af udløbsundersøgelsen.
48 Kommissionen begik således en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved, således som det bl.a. fremgår af 20. betragtning til den anfægtede forordning, at anføre, at det ikke var relevant, at den oprindelige anmodning blev suppleret med anslåede normale værdier ud fra de tilgængelige oplysninger om de faktiske hjemmemarkedspriser i Rusland, og ved at beslutte at indlede en udløbsundersøgelse »på grundlag af den konsoliderede anmodning om fornyet undersøgelse«, som indeholdt nye beviser, der var blevet fremlagt efter udløbet af den lovbestemte frist. Kommissionen tilsidesatte således grundforordningens artikel 11, stk. 2, da den besluttede at indlede den pågældende fornyede undersøgelse, selv om der ikke forelå tilstrækkelige beviser for en sandsynlighed for fortsat dumping.
49 Kommissionen har gjort gældende, at grundforordningen ikke indeholder nogen bestemmelse, der begrænser dens analyse til de oplysninger, som fremgår af anmodningen om fornyet undersøgelse, således som denne blev indgivet inden for den lovbestemte frist. Betingelsen om tilstrækkelige beviser skal først være opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om at indlede udløbsundersøgelsen træffes. Det kræves heller ikke, at der allerede er ført bevis for, at der fortsat finder dumping sted.
50 Den proces, der er indført ved grundforordningens artikel 11, stk. 2, er en dynamisk proces. Hvis det er relevant, kan en konsolideret udgave af anmodningen om en fornyet undersøgelse, der er indgivet inden for de tre måneder, som går forud for udløbet af den femårsperiode, ved afslutningen af hvilken antidumpingforanstaltningerne udløber, supplere eller præcisere anmodningen om en fornyet undersøgelse, der er indgivet inden for den lovbestemte frist, med yderligere oplysninger og præciseringer fra producenterne i Unionen på eget initiativ eller efter drøftelser med Kommissionen. Denne konsoliderede udgave kan ikke erstatte den anmodning om fornyet behandling, der er indgivet inden for den lovbestemte frist, eller ændre indholdet heri og kan ikke udgøre en ny indgivelse.
51 I denne forbindelse finder grundforordningens artikel 5, stk. 3 og 9, som regulerer indledningen af den oprindelige antidumpingprocedure, i henhold til denne forordnings artikel 11, stk. 5, anvendelse på indledningen af udløbsundersøgelser og bekræfter den fortolkning, hvorefter Kommissionen på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse om at indlede sådanne fornyede undersøgelser, skal godtgøre, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at udløbet af foranstaltningerne sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde skadevoldende dumping sted, og at den kan indhente yderligere oplysninger herom.
52 Hvis efterprøvelsen af, at de beviser, der er indeholdt i en anmodning om en fornyet undersøgelse som omhandlet i grundforordningens artikel 5, stk. 3, er korrekte og fyldestgørende, er et middel til at fastslå, om de er tilstrækkelige, er det retlige kriterium, der skal anvendes, når det skal afgøres, om det er hensigtsmæssigt at indlede en fornyet undersøgelse, derimod udelukkende, om beviserne er »tilstrækkelige« på tidspunktet for indledningen af den nævnte fornyede undersøgelse, og ikke, om de er fyldestgørende og korrekte.
53 Ifølge Kommissionen ville enhver anden fortolkning begrænse Kommissionens mulighed for at undersøge, om beviserne var tilstrækkelige, hvilket bekræftes af Ombudsmandens afgørelse vedrørende klage 577/2014/MDC, som sagsøgerne har henvist til.
54 Kommissionen har i sine skriftlige indlæg tilføjet, at forskellene mellem de bestemmelser, der finder anvendelse på de oprindelige undersøgelser, og dem, der finder anvendelse på fornyede undersøgelser efter foranstaltningernes udløb, herunder fristerne, ikke forudsætter, at manglen på tilstrækkelige beviser i den oprindelige anmodning i forbindelse med de pågældende fornyede undersøgelser ikke kan afhjælpes ved hjælp af efterfølgende anmodninger fra Kommissionen.
55 I det foreliggende tilfælde blev den oprindelige anmodning ikke undersøgt isoleret, men sammen med de supplerende oplysninger, der blev indgivet i løbet af de tre måneder, der gik forud for udløbet af femårsperioden, og som fremgik af den konsoliderede anmodning.
56 De beregninger af dumpingmargenen, der blev foretaget på grundlag af de faktiske priser på det russiske hjemmemarked, som fremgår af den konsoliderede anmodning, bekræftede og supplerede de væsentlige beviser vedrørende en sammenligning mellem den beregnede normale værdi og eksportpriserne i den oprindelige anmodning uden at ændre indholdet af udsagnene i sidstnævnte anmodning.
57 Sagsøgerne har endvidere foretaget en urigtig læsning af 23. betragtning til den anfægtede forordning, hvoraf det klart fremgår, at den fornyede undersøgelse blev indledt på grundlag af såvel den oprindelige anmodning som de supplerende oplysninger, og de berørte ikke spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne i den oprindelige anmodning var tilstrækkelige til at indlede udløbsundersøgelsen.
58 Kommissionen begik således ikke en fejl ved på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om at indlede udløbsundersøgelsen at støtte sig på den konsoliderede anmodning for at fastslå, at den rådede over tilstrækkelige beviser i denne henseende.
59 Intervenienten har i det væsentlige henvist til Kommissionens argumenter.
60 Med henblik på den foreliggende sag vil Retten undersøge sagsøgernes klagepunkter vedrørende for det første tilsidesættelsen af de retlige kriterier, der gælder for indholdet af en anmodning om en udløbsundersøgelse, som indgives inden for den lovbestemte frist, og for det andet spørgsmålet om, hvorvidt beviserne i den oprindelige anmodning var tilstrækkelige og karakteren af de supplerende oplysninger.
– Om de retlige kriterier, der finder anvendelse på indholdet af en anmodning om fornyet undersøgelse
61 I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 1, finder en antidumpingtold kun anvendelse i det tidsrum og i det omfang, det er nødvendigt for at modvirke dumping, der forvolder skade.
62 For det andet følger det af grundforordningens artikel 11, stk. 2, første afsnit, at antidumpingforanstaltninger udløber fem år efter indførelsen heraf eller fem år efter datoen for afslutningen af den seneste genoptagelse af en undersøgelse, som omfatter både spørgsmålet om dumping og skade, medmindre det som led i en genoptagelse af en undersøgelse fastslås, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. En undersøgelse genoptages ved foranstaltningernes udløb på Kommissionens initiativ eller på anmodning fremsat af eller på vegne af producenterne i Unionen, og foranstaltningerne forbliver i kraft, indtil resultatet af en sådan undersøgelse foreligger.
63 Grundforordningens artikel 11, stk. 2, andet afsnit, præciserer bl.a., at en undersøgelse genoptages ved foranstaltningernes udløb, når anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. I henhold til den pågældende artikels fjerde afsnit skal producenterne i Unionen senest tre måneder før udgangen af femårsperioden indgive en anmodning om, at en undersøgelse genoptages i henhold til andet afsnit.
64 Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 31 ovenfor, udøver Retten en fuldstændig efterprøvelse af fortolkningen af bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 2, andet og fjerde afsnit, og af, om betingelserne for deres anvendelse er opfyldt.
65 For det første følger det af en ordlydsfortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 2, at den anmodning om genoptagelse af undersøgelsen, som skal fremsættes af eller på vegne af producenterne i Unionen senest tre måneder inden udløbet af den femårsperiode, ved afslutningen af hvilken antidumpingforanstaltningerne udløber, allerede skal indeholde tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade.
66 Grundforordningens artikel 11, stk. 2, fjerde afsnit, som fastsætter den lovbestemte frist, inden for hvilken en anmodning om genoptagelse af en undersøgelse skal indgives af eller på vegne af producenterne i Unionen, henviser udtrykkeligt til andet afsnit, som præciserer betingelserne vedrørende indholdet af den nævnte anmodning, der gør det muligt at genoptage en undersøgelse.
67 Eftersom det fremgår af ordlyden af grundforordningens artikel 11, stk. 2, fjerde afsnit, at en anmodning om genoptagelse af en undersøgelse, som indgives af eller på vegne af producenterne i Unionen senest tre måneder inden udløbet af femårsperioden, skal være i overensstemmelse med andet afsnit, skal den således senest på denne dato indeholde tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade, til at begrunde indledningen af en genoptagelse af undersøgelsen.
68 Ombudsmanden anlagde ligeledes en sådan fortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 2, andet og fjerde afsnit, i sin afgørelse vedrørende klage 577/2014/MDC, som vedrørte en berørt parts ret til aktindsigt i den oprindelige version af en anmodning om fornyet undersøgelse, der blev indgivet inden for den lovbestemte frist, således som sagsøgerne med rette har gjort gældende. Ombudsmanden anførte i denne afgørelse med rette, at indgivelsen inden for den lovbestemte frist af en anmodning, der indeholder tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville medføre, at der fortsat eller igen ville finde dumping sted med deraf følgende skade, var de to kumulative betingelser for at indlede en udløbsundersøgelse. Aktindsigt i den version af en anmodning om fornyet behandling, der er indgivet inden for den lovbestemte frist, gør det således muligt for de berørte parter på dette trin af proceduren at efterprøve, om de i denne artikel fastsatte betingelser var opfyldt.
69 Formålet med grundforordningens artikel 11, stk. 2, andet og fjerde afsnit, om at sikre, at de beviser, der fremsendes til Kommissionen inden for den fastsatte frist, er tilstrækkelige til at fastslå, at der er sandsynlighed for fortsat eller fornyet dumping og skade ved foranstaltningernes udløb, kan ikke nås, hvis disse bestemmelser fortolkes således, at producenterne i Unionen har yderligere tre måneder efter udløbet af den lovbestemte frist til at opfylde denne betingelse.
70 Indførelsen af den frist på tre måneder, der går forud for udløbet af den femårsperiode, ved afslutningen af hvilken antidumpingforanstaltningerne udløber, bidrager således til at sikre retssikkerheden ved at give de erhvervsdrivende på markedet mulighed for rettidigt at blive bekendt med, om antidumpingforanstaltningerne kan opretholdes, hvilket Kommissionen bekræftede i retsmødet, og til, at denne sidstnævnte har mulighed for at råde over en rimelig frist til at vurdere de beviser, der er indeholdt i en anmodning om en fornyet undersøgelse, der fremsættes inden for den lovbestemte frist af eller på vegne af producenterne i Unionen, og sikre sig, at de er tilstrækkelige og relevante, således at det undgås, at en antidumpingforanstaltning uretmæssigt opretholdes ud over den fastsatte frist.
71 For det andet har producenterne i Unionen, således som parterne er enige om, mulighed for efter den lovbestemte frist og inden for den frist på tre måneder, der går forud for udløbet af femårsperioden, at indgive yderligere oplysninger på grundlag af grundforordningens artikel 11, stk. 2. Det bør ligeledes tages i betragtning, som parterne har medgivet, at sådanne beviser ikke kan udgøre nye argumenter eller erstatte den anmodning om fornyet undersøgelse, der indgives inden for den lovbestemte frist, eller afhjælpe den utilstrækkelige karakter af de deri indeholdte beviser. Selv om Kommissionen i duplikken har gjort gældende, at forskellene mellem de bestemmelser, der finder anvendelse på de oprindelige undersøgelser, og de bestemmelser, der finder anvendelse på udløbsundersøgelser, ikke forudsætter, at manglen på tilstrækkelige beviser i den oprindelige anmodning i forbindelse med de pågældende udløbsundersøgelser ikke kan afhjælpes ved hjælp af efterfølgende anmodninger fra Kommissionen, har den imidlertid frafaldet denne påstand i retsmødet.
72 Som det fremgår af præmis 70 ovenfor, giver fristen på tre måneder før antidumpingforanstaltningernes udløb Kommissionen mulighed for at vurdere de beviser, der er indeholdt i anmodningen om en fornyet undersøgelse, således som den blev indgivet inden for den lovbestemte frist, og at efterprøve, om de er tilstrækkelige og relevante, inden den beslutter, om der skal indledes en fornyet undersøgelse eller ej. Med henblik herpå kan Kommissionen modtage eller anmode om yderligere præciseringer i de tre måneder, der går forud for udløbet af femårsperioden, hvilket fører til en konsolideret udgave af anmodningen.
73 Selv om Kommissionen kan tage hensyn til yderligere oplysninger, der er fremlagt af en producent i Unionen, for at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse efter en anmodning om en fornyet undersøgelse, der fremlægges af eller på vegne af producenterne i Unionen, kan disse producenter kun supplere eller underbygge tilstrækkelige beviser, der fremsendes inden for den lovbestemte frist. De kan derimod ikke udgøre nye argumenter eller beviser eller afhjælpe den utilstrækkelige karakter af de beviser, der er indeholdt deri, hvilket skal vurderes i forhold til de beviser, der er fremlagt inden for den lovbestemte frist.
74 Som Kommissionen medgav i retsmødet, kan den omstændighed, at producenterne i Unionen ikke har indgivet tilstrækkelige beviser inden for den lovbestemte frist, således ikke berigtiges af Kommissionen af egen drift som led i en mangelprocedure hos de nævnte producenter i den periode på tre måneder, der går forud for udløbet af femårsperioden.
75 Det afgørende spørgsmål vedrører således både de oplysninger, som Kommissionen anvendte ved indledningen af en fornyet undersøgelse på grundlag af en anmodning indgivet af eller på vegne af producenterne i Unionen, og det tidspunkt, hvor Kommissionen modtog disse oplysninger, og i hvilket omfang de oplysninger, der blev modtaget inden for den lovbestemte frist, udgør tilstrækkeligt bevis for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade.
76 Det var derfor med urette, at Kommissionen fandt, at de tre måneder, der lå umiddelbart forud for udløbet af femårsperioden, var omfattet af den frist, inden for hvilken en anmodning om en fornyet undersøgelse indeholdende tilstrækkelige beviser kunne indgives, og at betingelsen om tilstrækkelige beviser først skulle være opfyldt på det tidspunkt, hvor afgørelsen om at indlede udløbsundersøgelsen blev truffet.
77 En sådan modsat fortolkning ville gøre grundforordningens artikel 11, stk. 2, indholdsløs, idet den deri fastsatte retlige forpligtelse ville miste sin genstand og være i strid med formålet med den fornyede undersøgelse, som består i at kræve, at en anmodning, der indgives af eller på vegne af producenterne i Unionen senest tre måneder inden udløbet af femårsperioden, er i overensstemmelse med det beviskrav, der er fastsat i denne bestemmelses andet afsnit, hvorefter anmodningen skal indeholde tilstrækkelige beviser for sandsynligheden for, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade ved foranstaltningernes bortfald.
78 Henvisningen, som Kommissionen har foretaget, til grundforordningens artikel 11, stk. 5, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.
79 Grundforordningens artikel 11, stk. 5, første afsnit, bestemmer således, at de relevante bestemmelser i den pågældende forordning om procedurer og om gennemførelsen af undersøgelser, undtagen bestemmelserne vedrørende tidsfrister, finder anvendelse på genoptagelse af undersøgelser, der foretages i henhold til bl.a. samme artikels stk. 2.
80 Selv om denne artikel ikke udtrykkeligt henviser til de relevante bestemmelser, der er omhandlet i den foreliggende sag, er det allerede blevet fastslået, at grundforordningens artikel 11, stk. 5, ikke udvidede anvendelsesområdet for alle bestemmelserne om procedurer og om gennemførelsen af undersøgelser, der finder anvendelse i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, til genoptagede undersøgelser. Den pågældende forordnings artikel 11, stk. 5, gør anvendelsen af disse bestemmelser på genoptagede undersøgelser betinget af, at de er relevante (dom af 11.9.2018, Foshan Lihua Ceramic mod Kommissionen, T-654/16, EU:T:2018:525, præmis 37).
81 Den fornyede undersøgelse adskiller sig således fra den oprindelige undersøgelsesprocedure, som reguleres af andre bestemmelser i grundforordningen. Domstolen har under disse betingelser derfor allerede fastslået, at visse af de bestemmelser, der regulerer den oprindelige undersøgelse, ikke finder anvendelse på genoptagelsesproceduren, henset til den generelle opbygning af og formålet med det system, der er fastsat i grundforordningen (jf. dom af 11.2.2010, Hoesch metals and Alloys, C-373/08, EU:C:2010:68, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).
82 Det bemærkes for det første, at grundforordningens artikel 5, stk. 9, bestemmer, at Kommissionen, såfremt det står klart, at der foreligger tilstrækkelige beviser, der kan begrunde, at der indledes en procedure, indleder en sådan procedure senest 45 dage efter datoen for klagens indgivelse og offentliggør en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende. Er de fremlagte beviser utilstrækkelige, underrettes klageren herom senest 45 dage efter datoen for klagens indgivelse til Kommissionen. Kommissionen fremsender oplysninger til medlemsstaterne vedrørende dens analyse af klagen normalt senest 21 dage efter den dato, hvor oplysningerne er indgivet til Kommissionen.
83 Udtrykket »[s]tår det klart, at der foreligger tilstrækkelige beviser, der kan begrunde, at der indledes en procedure«, hvorved grundforordningens artikel 5, stk. 9, begynder, kan ikke læses uafhængigt af resten af denne bestemmelse, hvoraf det af ordlyden klart fremgår, at bestemmelsen har til formål at præcisere de frister, inden for hvilke Kommissionen skal indlede den oprindelige undersøgelsesprocedure fra datoen for indgivelsen af en klage, at underrette klageren om, at der ikke er foretaget en undersøgelse, eller at give medlemsstaterne oplysninger vedrørende behandlingen af klagen.
84 Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af ordlyden af grundforordningens artikel 11, stk. 5, første afsnit, at de øvrige bestemmelser i denne forordning, som vedrører frister, ikke finder anvendelse på udløbsundersøgelser.
85 Eftersom grundforordningens artikel 5, stk. 9, er en bestemmelse, der vedrører fristerne for de oprindelige antidumpingundersøgelser, kan den, således som sagsøgerne med rette har gjort gældende, ikke finde anvendelse på udløbsundersøgelser i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 5.
86 For det andet følger det af grundforordningens artikel 5, stk. 3, at »Kommissionen undersøger i det omfang, det er muligt, at oplysningerne i klagen er korrekte og så fyldestgørende, at det kan fastslås, at der foreligger tilstrækkeligt bevismateriale til at begrunde indledningen af en undersøgelse«.
87 I denne forbindelse bemærkes, at grundforordningens artikel 5, stk. 3, kun omhandler Kommissionens undersøgelse af, om oplysningerne i klagen er korrekte og så fyldestgørende, at det kan fastslås, at der foreligger tilstrækkeligt bevismateriale til at begrunde indledningen af en oprindelig undersøgelse, og kan ikke begrunde, at der af egen drift indledes en mangelprocedure, når de beviser, der indgives inden for den lovbestemte frist for anmodninger om en udløbsundersøgelse af foranstaltninger, der fremsættes af eller på vegne af producenterne i Unionen, ikke er tilstrækkelige til at fastslå, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade.
88 Som Kommissionen med rette har anført, har Domstolen ganske vist haft lejlighed til at fastslå, at tilstrækkelige beviser for dumping og den deraf følgende skade altid er en nødvendig forudsætning for at iværksætte en undersøgelse, hvad enten det sker ved indledningen af en antidumpingprocedure eller i form af en fornyet undersøgelse i forbindelse med en forordning om antidumpingtold (dom af 7.12.1993, Rima Eletrometalurgia mod Rådet, C-216/91, EU:C:1993:912, præmis 16).
89 Denne retspraksis er imidlertid udviklet på grundlag af Rådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT 1988, L 209, s. 1), hvori bestemmelsen om indledning af en fornyet undersøgelse udtrykkeligt henviste til artiklen om indledning af en oprindelig undersøgelse.
90 I artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2423/88, der udelukkende omhandler den fornyede undersøgelse hvad angår undersøgelsens forløb, henvistes nemlig til forordningens artikel 7, som anvendes ved den oprindelige undersøgelse. Gennem denne tydelige henvisning havde fællesskabslovgiver angivet, at der skulle anvendes de samme regler i forbindelse med henholdsvis en »oprindelig« og en »fornyet« undersøgelse (generaladvokat Légers forslag til afgørelse Kommissionen mod NTN og Koyo Seiko, C-245/95 P, EU:C:1997:400, punkt 81).
91 Forordning nr. 2423/88 er imidlertid blevet erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 3283/94 af 22. december 1994 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1994, L 349, s. 1), hvori formuleringen af de omhandlede bestemmelser er blevet ændret, for derefter at blive opretholdt som sådan indtil den nuværende affattelse af grundforordningens artikel 5 og 11, som ikke længere indeholder en sådan udtrykkelig henvisning.
92 Der er intet i grundforordningens artikel 5, stk. 3, der angiver, at de deri fastsatte beviskriterier finder anvendelse på andre procedurer end indledningen af oprindelige antidumpingundersøgelser, eller at kriterierne deri også kan finde anvendelse på fornyede undersøgelser ved foranstaltningernes bortfald som følge af en anmodning om en undersøgelse indgivet af eller på vegne af producenterne i Unionen.
93 Kommissionen har ligeledes anlagt en fejlagtig fortolkning af rapporterne fra WTO’s organer, der fortolker antidumpingaftalens artikel 5.3, hvis ordlyd er sammenfaldende med ordlyden af grundforordningens artikel 5, stk. 3, idet den har gjort gældende, at det deraf fremgår, at spørgsmålet om, hvorvidt beviserne er tilstrækkelige, skal vurderes på det tidspunkt, hvor den udtaler sig om hensigtsmæssigheden af at indlede en udløbsundersøgelse, og at den kan tage hensyn til yderligere oplysninger, der er indgivet efter udløbet af den lovbestemte frist herfor.
94 Analysen i panelets rapport med titlen »Pakistan – Antidumpingforanstaltninger over for film af biaksialt orienteret polypropylen fra De Forenede Arabiske Emirater«, som blev vedtaget den 18. januar 2021 (WT/DS 538/R, afsnit 7.30), vedrørte fortolkningen af artikel 5.3 i antidumpingaftalen om indledning af en oprindelig antidumpingundersøgelse på grundlag af en klage. Analysen i panelrapporten med titlen »De Forenede Stater – udløbsundersøgelse af stål beskyttet mod korrosion«), der blev vedtaget den 14. august 2003 (WT/DS 244/R, afsnit 7.27-7.39 og 7.45), vedrørte beviskriterierne i antidumpingaftalens artikel 5.6 og 11.2 vedrørende henholdsvis indledningen af en oprindelig antidumpingundersøgelse på myndighedernes initiativ uden at modtage en skriftlig anmodning herom fra eller på vegne af en indenlandsk erhvervsgren og en fornyet undersøgelse af antidumpingforanstaltninger på myndighedernes initiativ eller på anmodning fra en berørt part. Disse spørgsmål er imidlertid ikke genstand for den foreliggende tvist, hvorfor Kommissionens og intervenientens argumenter i denne henseende er irrelevante.
95 Endvidere blev det i panelrapporten »Den Europæiske Union – metoder til omkostningsjusteringer II (Rusland)«, der blev vedtaget den 24. juli 2020 (WT/DS 494/R, afsnit 7.332 og 7.333), udtrykkeligt anført, at den manglende henvisning i antidumpingaftalens artikel 11.3 til den pågældende aftales artikel 5.3 skulle forstås således, at den indebærer, at kriteriet for indledningen af en udløbsundersøgelse er forskelligt fra det kriterium, der kræves for at indlede en oprindelig undersøgelse, og at kriteriet i den pågældende aftales artikel 5.3 ikke finder anvendelse på en udløbsundersøgelse.
96 Hvad angår panelrapporten WT/DS 494/R anførte Kommissionen ganske vist, at den havde iværksat en appel den 28. august 2020, der blev efterfulgt af Den Russiske Føderation, som iværksatte appel den 2. september 2020. Eftersom appelorganet på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at behandle disse appeller, idet der fortsat er ledige pladser i appelorganet, har Kommissionen i retsmødet gjort gældende, at denne rapport ikke har nogen præcedensværdi, og at denne tvist ikke kan finde en juridisk løsning i den nærmeste fremtid.
97 Intervenienten har i denne forbindelse i retsmødet gjort gældende, at det ikke er ønskeligt, at Unionens retsinstanser som sådan overfører et uddrag af en afgørelse fra et WTO-organ og påtvinger det som en fortolkning af EU-retten, navnlig når bestemmelserne har en anden formulering og et andet formål.
98 I mangel af en fortolkning af dumpingaftalens bestemmelser foretaget af appelorganet, som Unionens retsinstanser i givet fald kunne lade sig inspirere af ved fortolkningen af bestemmelser, hvis ordlyd er sammenfaldende i EU-retten, kan myndigheden for en afgørelse fra et panel, der er genstand for en appel »i et tomrum« til appelorganet, under alle omstændigheder kun baseres på bevisværdien af det ræsonnement, der ligger til grund for WTO’s tvistbilæggelsesorganers fortolkning af disse bestemmelser.
99 I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er det imidlertid ikke muligt at indlede en »dynamisk proces«, der består i at anmode producenterne i Unionen om de nye præciseringer, der er nødvendige for at opfylde betingelsen om »tilstrækkelige« beviser på tidspunktet for indledningen af udløbsundersøgelsen.
100 De EU-retlige bestemmelser, der svarer til de relevante bestemmelser i antidumpingaftalen, dvs. grundforordningens artikel 5, stk. 3 og 9, finder nemlig ikke anvendelse på udløbsundersøgelser, der foretages efter en anmodning om en fornyet undersøgelse indgivet af eller på vegne af producenter i Unionen på grundlag af den pågældende forordnings artikel 11, stk. 2. Den generelle opbygning af og formålene med det system, der er indført ved nævnte forordning, er til hinder for, at Kommissionen støtter sig på forordningens artikel 11, stk. 5, for at dispensere fra forpligtelsen til at sikre sig, at en anmodning om genoptagelse af en undersøgelse, der således er indgivet inden for den lovbestemte frist, indeholder tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade.
101 Den objektive forskel, der er mellem en fornyet undersøgelse og en oprindelig undersøgelse, beror nemlig på den omstændighed, at de indførsler, der er underlagt en procedure med fornyet undersøgelse, allerede har været pålagt endelige antidumpingforanstaltninger, og med hensyn til disse er der i princippet fremlagt et tilstrækkeligt bevismateriale til at fastslå, at disse foranstaltningers bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. Når indførslerne derimod gøres til genstand for en oprindelig undersøgelse, er formålet med denne netop at fastslå, om der er tale om dumping, samt graden og virkningen af denne angivelige dumping (dom af 27.1.2005, Europe Chemi-Con (Deutschland) mod Rådet, C-422/02 P, EU:C:2005:56, præmis 50; jf. ligeledes dom af 28.4.2015, CHEMK og KF mod Rådet, T-169/12, EU:T:2015:231, præmis 60).
102 Hvis de beviser i en udløbsundersøgelse efter en anmodning om genoptagelse af en undersøgelse, der fremsættes af eller på vegne af producenterne i Unionen, der er indgivet inden for den lovbestemte frist, er utilstrækkelige til at fastslå en sandsynlighed for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade, bortfalder de eksisterende antidumpingforanstaltninger således automatisk. Hvis sådanne oplysninger derimod er tilstrækkelige, og Kommissionen indleder den nævnte fornyede undersøgelse, opretholdes antidumpingtolden automatisk i undersøgelsesperioden.
103 Det følger af det ovenstående, at betingelsen om, at beviserne i en anmodning om genoptagelse af en undersøgelse indgivet af eller på vegne af producenterne i Unionen som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 2, andet afsnit, skal være tilstrækkelige, er opfyldt, når sådanne oplysninger indgives senest tre måneder inden udløbet af femårsperioden i overensstemmelse med denne bestemmelses fjerde afsnit.
104 Kommissionen begik derfor en retlig fejl, da den i 20. betragtning til den anfægtede forordning anførte, at det ikke var relevant, at den oprindelige anmodning blev suppleret med yderligere oplysninger, og at indledningen af den fornyede undersøgelse kunne begrundes på grundlag af den konsoliderede anmodning.
– Spørgsmålet om, hvorvidt beviserne i den oprindelige anmodning var tilstrækkelige, og karakteren af de supplerende oplysninger
105 Det fremgår af ovenstående analyse, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde skulle godtgøre, at de beviser, der var indeholdt i den oprindelige anmodning af 21. juni 2019, var tilstrækkelige. Kommissionen havde en frist på tre måneder, dvs. indtil den 25. september 2019, hvor antidumpingforanstaltningerne skulle være udløbet, til at gøre dette. Hvad angår de supplerende oplysninger, som intervenienten fremlagde den 20. august 2019 efter udløbet af den lovbestemte frist, kunne Kommissionen kun tage hensyn hertil, for så vidt som de supplerede eller understøttede tilstrækkelige beviser i den oprindelige anmodning, og for så vidt som der ikke var tale om nye beviser eller nye argumenter.
106 Det er i denne forbindelse ubestridt, at de beviser, der var indeholdt i den oprindelige anmodning, og som dannede grundlag for udsagnet om fortsat dumping ved foranstaltningernes udløb, var baseret på en beregnet normal værdi, idet intervenienten havde påberåbt sig, at der forelå en særlig situation på markedet i Rusland som følge af en aftale om en samordnet prisbegrænsning, og den russiske regerings strategi om at fastsætte kunstigt lave priser på naturgas, som udgør den vigtigste bestanddel af ammoniumnitrat.
107 Det er endvidere ubestridt, at beviserne i de supplerende oplysninger, der var indeholdt i den konsoliderede anmodning, vedrørte en normal værdi fastsat på grundlag af de faktiske hjemmemarkedspriser på det russiske marked.
108 Retten bemærker imidlertid, at der er væsentlige forskelle mellem de beviser, der blev fremlagt i den oprindelige anmodning med henblik på beregningen af dumpingmargenerne, og de beviser, der blev fremlagt i de supplerende oplysninger.
109 Hvad angår den oprindelige anmodning anvendte intervenienten nemlig den beregnede normale værdi. Intervenienten påberåbte sig en særlig markedssituation i Rusland som følge af de regulerede priser på det russiske marked, hvorfor der ikke forelå nogen pålidelige oplysninger om priserne på hjemmemarkedet i Rusland i normal handel. Til støtte for denne påstand fremlagde intervenienten en liste over anmeldte maksimumspriser for mineralsk gødning til landbrugsproducenter, der blev offentliggjort den 18. april 2017, og som omfattede en periode på fire måneder i 2017.
110 Intervenienten beregnede derfor den normale værdi på grundlag af produktionsomkostningerne for ammoniumnitrat i Rusland og beregnede sine faktiske omkostninger før justeringen af gasprisen til 104,88 amerikanske dollars (USD) pr. ton eller 6 387,19 russiske rubler (RUB) pr. ton. På grund af de kunstigt lave gaspriser i Rusland tog den hensyn til priserne på gas leveret til Waidhaus i Tyskland. Disse omkostninger blev yderligere justeret for transportomkostninger på 6 EUR pr. ton, salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt en gennemsnitlig fortjenstmargen på 8% og en amerikansk fortjenstmargen på 29%. Efter justeringer af gas-, salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenstmargener var den beregnede normale værdi, som den tog hensyn til, for Estland og resten af Unionen 191 EUR pr. ton ved anvendelse af fortjenstmargenen på 8% og 247 EUR pr. ton ved anvendelse af fortjenstmargenen på 29%.
111 Dumpingmargenerne blev beregnet på grundlag af en sammenligning af de beregnede normale værdier med eksportpriserne til Estland, resten af Unionen og Brasilien, idet der blev taget hensyn til de gennemsnitlige eksportpriser på 139 EUR pr. ton for Estland, 152 EUR pr. ton for resten af Unionen og 142 EUR eller 143 EUR pr. ton for Brasilien. For Unionen med undtagelse af Estland nåede intervenienten frem til en dumpingmargen på 39 EUR pr. ton på grundlag af en fortjenstmargen på 8% og på 95 EUR pr. ton på grundlag af en fortjenstmargen på 29%. For Estlands vedkommende var resultatet henholdsvis 52 EUR pr. ton og 108 EUR pr. ton.
112 I de supplerende oplysninger støttede intervenienten sig derimod på en normal værdi baseret på de faktiske priser på det russiske hjemmemarked. Intervenienten tog hensyn til en liste over handelspriser for kalenderåret 2018 og det årlige gennemsnit af handelspriserne fra den uafhængige ekspert Chem-courier. Intervenienten anvendte en hjemmemarkedspris på 142 EUR pr. ton eller 10 501 RUB pr. ton på russisk ammoniumnitrat, som blev justeret for transportomkostninger for et beløb på 25 EUR pr. ton.
113 Dumpingmargenen blev derefter beregnet ved at sammenligne de faktiske priser på det russiske hjemmemarked med eksportpriserne til Unionen under hensyntagen til den gennemsnitlige eksportpris på 133 EUR pr. ton. Intervenienten nåede frem til en dumpingmargen på 9 EUR pr. ton.
114 De beviser, der er indeholdt i de supplerende oplysninger, er således baseret på en anden beregningsmetode ved fastsættelsen af dumpingmargenen og på andre data end dem, der var indeholdt i den oprindelige anmodning.
115 Disse beviser er endvidere baseret på et særskilt retsgrundlag og tager sigte på andre omstændigheder.
116 Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at fastsættelsen af den normale værdi udgør et væsentligt forhold, som skal gøre det muligt at fastlægge, om der foreligger en dumping (dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 20; jf. ligeledes dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).
117 Med henblik på fastsættelse af denne normale værdi foreskriver grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, den vigtigste metode og bestemmer, at denne normalt fastsættes på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet. Bestemmelsens andet afsnit præciserer, at når eksportøren i eksportlandet ikke fremstiller eller sælger samme vare, kan den normale værdi fastsættes på grundlag af andre sælgeres eller producenters priser (dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 77; jf. ligeledes dom af 14.7.2021, Interpipe Niko Tube og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant mod Kommissionen, T-716/19, EU:T:2021:457, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
118 Dette generelle princip finder først og fremmest anvendelse ved fastsættelsen af den normale værdi. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at det fremgik af såvel ordlyden som opbygningen af grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, at den normale værdi i første række skal fastlægges på grundlag af den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i normal handel (jf. dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).
119 I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, første afsnit, kan anvendelsen af det generelle princip i samme forordnings artikel 2, stk. 1, kun fraviges, såfremt samme vare ikke sælges i normal handel, såfremt dette salg er utilstrækkeligt, eller såfremt et sådant salg ikke muliggør en passende sammenligning på grund af den særlige markedssituation, idet den normale værdi for samme vare enten fastsættes på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger samt en rimelig fortjeneste, nemlig en normalværdi, eller på grundlag af repræsentative eksportpriser. Disse fravigelser fra den metode, hvorefter den normale værdi skal fastlægges på grundlag af de faktiske priser, er udtømmende (jf. dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 15.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).
120 Grundforordningens artikel 2, stk. 1, første og andet afsnit, og artikel 2, stk. 3, første afsnit, indfører således en rangorden mellem de metoder til fastsættelse af den normale værdi, der er fastsat heri. Det følger heraf, at de situationer, der er omfattet af hver enkelt af de nævnte metoder, ikke overlapper hinanden (dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 81).
121 I det foreliggende tilfælde er beviserne i den oprindelige anmodning vedrørende en beregnet normal værdi baseret på grundforordningens artikel 2, stk. 3, som præciserer kriterierne for at se bort fra metoden til fastsættelse af den normale værdi og de subsidiære metoder til beregning af denne værdi. Disse undtagelser fra metoden til fastsættelse af den normale værdi på grundlag af faktiske priser er udtømmende. De omhandler endvidere en særlig situation, idet intervenienten fandt, at beregningen af dumpingmargenen ikke kunne støttes på de faktiske handelspriser i Rusland.
122 Beviserne i de supplerende oplysninger er derimod støttet på den normale værdi, som er i overensstemmelse med princippet i grundforordningens artikel 2, stk. 1.
123 Da begreberne normalværdi og beregnet normalværdi reguleres af forskellige retlige bestemmelser og er støttet på en særskilt handelsmetode, kan det ikke gøres gældende, at anvendelsen af en anden metode til beregning af den normale værdi i de supplerende oplysninger, som er væsentligt forskellig fra den metode, der blev fremlagt i den oprindelige anmodning, og som er støttet på en anden lovbestemmelse og et andet princip, kan kvalificeres som oplysninger, der har til formål at supplere eller underbygge de beviser, der var indeholdt i den oprindelige anmodning.
124 I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende i retsmødet, kan den liste over faktiske priser på det russiske hjemmemarked, der er fremlagt blandt de supplerende oplysninger, i øvrigt ikke anses for at have til formål at supplere de priser, der er nævnt i den oprindelige anmodning. Den oprindelige anmodning indeholdt nemlig ikke en liste over de priser, der faktisk blev anvendt på det russiske hjemmemarked i de første fire måneder af 2017, men en liste over de angivne maksimale priser for mineralsk gødning til brug for landbrugsproducenter i Rusland, således som den blev offentliggjort den 18. april 2017. Denne liste over maksimumspriser havde desuden ikke til formål at fastsætte en normal værdi, der var støttet på faktiske priser, men tjente som grundlag for intervenientens påstande vedrørende en særlig markedssituation som følge af den russiske regerings strategi om at fastsætte kunstigt lave priser.
125 Medtagelsen i den konsoliderede anmodning af beregninger af dumpingmargener, der er støttet på de påståede russiske hjemmemarkedspriser, består derfor ikke i den blotte præcisering af de beviser, der var indeholdt i den oprindelige anmodning, på grundlag af den beregnede normale værdi. Der er tale om nye beviser, som i væsentlig grad har ændret fastsættelsen af dumpingmargenerne som fastsat i den oprindelige anmodning og har ændret denne sidstnævntes væsentligste indhold. Da de blev indgivet efter udløbet af den lovbestemte frist, kunne Kommissionen ikke påberåbe sig dem med henblik på at beslutte at indlede en udløbsundersøgelse efter intervenientens anmodning om en fornyet undersøgelse.
126 Kommissionen begik således en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder, da den, således som det fremgår af 20., 23., 25., 26. og 29. betragtning til den anfægtede forordning, fandt, at den kunne støtte sig på den konsoliderede anmodning, herunder de beviser, der var indeholdt i de supplerende oplysninger, for at fastslå, at beviserne var tilstrækkelige til at begrunde indledningen af udløbsundersøgelsen.
127 I retsmødet har Kommissionen for første gang gjort gældende, at det fremgår af indledningsmeddelelsens punkt 1 og 4.1 og af 23. betragtning til den anfægtede forordning, at den oprindelige anmodning i sig selv indeholdt tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville medføre, at der fortsat fandt dumping sted. Kommissionen tilføjede, at den kunne have indledt udløbsundersøgelsen alene på grundlag af den oprindelige anmodning.
128 Det fremgår imidlertid på ingen måde af indledningsmeddelelsen eller den anfægtede forordning, at Kommissionen fandt, at den oprindelige anmodning indeholdt tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville medføre, at der fortsat fandt dumping sted.
129 Det fremgår nemlig udtrykkeligt af 23. betragtning til den anfægtede forordning, at udløbsundersøgelsen blev indledt på grundlag af den konsoliderede anmodning, og det præciseres deri, at Kommissionen fandt, at den oprindelige anmodning »indeholdt tilstrækkelige beviser til at indlede en udløbsundersøgelse, idet der tages hensyn til de præciseringer, som [intervenienten] har indgivet efter mangelproceduren«.
130 Ordlyden af 23. betragtning til den anfægtede forordning i andre sprogversioner end den franske, såsom den engelske, der anvender udtrykket »subject to the clarifications provided by the applicants following the deficiency process to supplement its initial request«, eller den tyske version, der angiver »nach Anforderung noch fehlender Informationen«, bekræfter, at der blev anmodet om yderligere oplysninger fra Kommissionens side for at afhjælpe de manglende eller mangelfulde oplysninger i den oprindelige anmodning.
131 Endvidere præciseres det i 25. betragtning til den anfægtede forordning, at »[d]er er ingen tvivl om, at udløbsundersøgelsen blev indledt på grundlag af [den konsoliderede] anmodning«, og at »[d]ette understøttes af ordlyden af afsnit 4.1 i indledningsmeddelelsen, som klart henviser til bevismateriale, der stammer fra den konsoliderede anmodning om fornyet undersøgelse«. På samme måde gentages det i 29. betragtning til nævnte forordning, at »indledningen i denne udløbsundersøgelse […] [er] ikke udelukkende baseret på oplysninger, der blev modtaget i forbindelse med den oprindelige anmodning om fornyet undersøgelse af 21. juni 2019, men også på yderligere beviser fremlagt af [intervenienten] inden indledningen af undersøgelsen og medtaget i den konsoliderede anmodning om fornyet undersøgelse«.
132 I svarskriftet og duplikken anførte Kommissionen i øvrigt løbende, at den havde konkluderet, at der forelå tilstrækkelige beviser for sandsynligheden for dumping og skade på grundlag af den konsoliderede anmodning, og at den oprindelige anmodning som sådan ikke var blevet undersøgt isoleret, men i kombination med eventuelle andre beviser, som Kommissionen rådede over, herunder de yderligere præciseringer, som intervenienten havde fremlagt, således at »den anfægtede forordning ikke behandle[de] spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne i den oprindelige anmodning var tilstrækkelige til at indlede en udløbsundersøgelse«.
133 I retsmødet bekræftede Kommissionen, at den rent faktisk indledte den fornyede undersøgelse på grundlag af den konsoliderede anmodning. Kommissionen tilføjede, at den fornyede undersøgelse i andre undersøgelser var blevet indledt på grundlag af en anmodning, der var blevet indgivet inden for den lovbestemte frist, og en beregnet normal værdi.
134 I indledningsmeddelelsens punkt 1 nævnes ligeledes såvel den oprindelige anmodning som den konsoliderede anmodning, idet Kommissionen præciserede, at sidstnævnte deri blev betegnet som »en ikkefortrolig udgave af anmodningen«. Hvad angår indledningsmeddelelsens punkt 4.1 nævnes det heri, at intervenienten fremlagde »tilstrækkeligt bevis for, at der ikke forelå pålidelige oplysninger om hjemmemarkedspriserne i Rusland […] i normal handel«, således at sidstnævnte beregnede den normale værdi. Spørgsmålet, der er henvist til, om, hvorvidt beviserne er tilstrækkelige, vedrører således berettigelsen af at anvende en beregnet normal værdi i den oprindelige anmodning, men betyder på ingen måde, at den pågældende anmodning indeholdt tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville medføre, at der fortsat ville finde dumping sted som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 2.
135 Det følger således udtrykkeligt af disse betragtninger, at den anfægtede forordning ikke kan forstås således, at den fastslår, at den oprindelige anmodning indeholdt tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville medføre, at der fortsat fandt dumping sted. Det fremgår derimod af den anfægtede forordning, at Kommissionen uden præciseringerne i de supplerende oplysninger, som intervenienten indgav den 20. august 2019, ikke nødvendigvis ville have indledt en udløbsundersøgelse.
136 Retten finder således, at den anmodning, som Kommissionen fremsatte over for intervenienten med henblik på at opnå de faktiske priser på det russiske hjemmemarked for hele 2018, ikke kan forstås således, at den havde til formål at supplere beviserne i den oprindelige anmodning, idet disse alene var støttet på beregninger af dumpingmargener, der var fastslået med den beregnede normale værdi, men tilsigtede at afhjælpe en mangel på oplysninger.
137 Som det fremgår af de ovenfor foretagne analyser, tilkommer det imidlertid ikke Kommissionen at anmode de producenter i Unionen, der har indgivet en anmodning om en udløbsundersøgelse inden for den lovbestemte frist, om at afhjælpe den eventuelle utilstrækkelige karakter af de beviser, der fremgår heraf.
138 Kommissionen råder nemlig over den frist på tre måneder, der går forud for foranstaltningernes udløb, til at sikre sig, at disse beviser er tilstrækkelige, og kan indhente yderligere oplysninger i denne henseende, uden dog at kunne udbedre eller afhjælpe manglen på tilstrækkelige beviser i den anmodning, der indgives inden for den lovbestemte frist, eller erstatte manglende eller på anden måde mangelfulde oplysninger i den pågældende anmodning med nye oplysninger.
139 Det tilkommer under alle omstændigheder ikke Retten at sætte sin egen vurdering af, om beviserne i den oprindelige anmodning er tilstrækkelige, i stedet for Kommissionens, således som den fremgår af indledningsmeddelelsen og af den anfægtede forordning.
140 Det følger nemlig af retspraksis, at Retten ikke kan erstatte de begrundelser, der er påberåbt under undersøgelsesproceduren, med andre begrundelser, der for første gang er påberåbt for Retten (jf. dom af 3.9.2015, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Kommissionen, C-398/13 P, EU:C:2015:535, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2017, Changmao Biochemical Engineering mod Rådet, T-442/12, EU:T:2017:372, præmis 153 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionens vurderinger vedrørende den omstændighed, at den oprindelige anmodning indeholdt tilstrækkelige beviser for, at der var sandsynlighed for fortsat dumping ved foranstaltningernes bortfald, udgør sådanne grunde, som blev påberåbt for første gang for Retten, således at den kunne have besluttet at indlede en udløbsundersøgelse alene på dette grundlag.
141 Sagsøgernes klagepunkter om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 2, skal derfor tages til følge.
142 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at den anfægtede forordning skal annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge sagsøgernes øvrige klagepunkter.
Sagsomkostninger
143 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør den i overensstemmelse med sagsøgernes påstande pålægges at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgernes omkostninger.
144 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, bestemmes, at intervenienten bør bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling):
1) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2100 af 15. december 2020 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 annulleres.
2) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af AO Nevinnomysskiy Azot og AO Novomoskovskaya Aktsionernaya Kompania NAK »Azot« afholdte omkostninger.
3) Fertilizers Europe bærer sine egne omkostninger.
Spielmann | Öberg | Mastroianni |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. juli 2023.
Underskrifter