Sag anlagt den 2. oktober 2013 – Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen
(Sag T-539/13)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Inclusion Alliance for Europe GEIE (Bukarest, Rumænien) (ved advokat S. Famiani)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Europa-Kommissionens afgørelse af 17. juli 2013, hvorved Kommissionen krævede betaling af i alt 212 411,89 EUR for projekt nr. 224482, benævnt MARE (80 352,07 EUR), nr. 216820, benævnt SENIOR (53 138,40 EUR), og nr. 225010, benævnt ECRN (78 231,42 EUR), annulleres.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det lidte formuetab og immaterielle tab svarende til i alt 3 000 000 EUR, eller af et under sagen fastsat beløb, samt sagens omkostninger forhøjet med renter forhøjet med revalueringsbeløbet.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Det sagsøgende selskab i denne sag, som har deltaget i tre projekter godkendt inden for Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013), har anfægtet Kommissionens afgørelse om delvis tilbagesøgning af den tildelte støtte.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.
1. Første anbringende om Financial Guide 2010’s anvendelse på og manglende virkning for MARE- og SENIOR-projekterne.
Det gøres i den forbindelse gældende, at Financial Guide 2010 ikke kan gælde med tilbagevirkende kraft, idet guiden fra 2007, som var gældende, da kontrakterne blev underskrevet, skulle have fundet anvendelse.
2. Andet anbringende om Kommissionens afvisning og det for revisionen ansvarlige selskabs afvisning af sagsøgerens ret til at blive hørt.
Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen har set bort fra reglerne i bilag II til kontrakten, både hvad angår retten til at blive hørt og hvad angår overholdelsen af fristen for indgivelse af rapporter.
3. Tredje anbringende vedrørende Kommissionens tilsidesættelse af samarbejdsprincippet og princippet om gensidig tillid i forhold til sagsøgeren, navnlig hvad angår dårlig forvaltning og skadevoldende adfærd.
4. Fjerde anbringende vedrørende usikkerhed om de gældende regler for SMV med henblik på anerkendelse af udgifterne til projektet.
Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen ikke har fremhævet risiciene forbundet med regnskabssystemets fejlmekanismer, som kan medføre afvisning af udgifterne til et projekt.
5. Femte anbringende vedrørende manglende anvendelse af International Audit Federations regler og af gældende EU-lovgivning om revision af SMV.
6. Sjette anbringende vedrørende anerkendelsen af udgifter til projekter og revisionens vurderingsundladelser.
7. Syvende anbringende om, at det for revisionen ansvarlige selskab hovedsageligt har støttet sine konklusioner om afvisning af udgifterne på den eksklusive brug af tidsskemaer.
Det gøres i den forbindelse gældende, at revisorerne har afvist visse rejseudgifter, fordi de ikke var omfattet af det oprindelige planlægningsdokument (Dow), hvorimod det er almindeligt, at projekternes arbejdsplan detaljeres fra år til år.
8. Ottende anbringende vedrørende sagsøgerens legitime ret til at få betaling for de korrekt udførte aktiviteter samt den uberettigede berigelse af Kommissionen.
Det gøres i den forbindelse gældende, at resultaterne af MARE-, SENIOR- og ECNR-projekterne er blevet overgivet til Kommissionen inden for den fastsatte frist med Kommissionens fulde accept af de fremragende resultater, der er opnået, og med den for sektoren ansvarlige kommissærs godkendelse og underskrift, og at ECNR er blevet forlænget med yderligere seks måneder som følge af det udførte arbejdes prisværdighed. Afvisningen af de samlede projektudgifter er således i strid med retten til betaling for det udførte arbejde, som medfører et tilfælde med uberettiget berigelse af Kommissionen.