Appel iværksat den 17. februar 2013 af Ioannis Ntouvas til prøvelse af Personalerettens dom af 11. december 2012 i sag F-107/11, Ntouvas mod ECDC

(Sag T-94/13 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Ioannis Ntouvas (Agios Stefanos, Grækenland) (ved advokat V. Kolias)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) (Stockholm, Sverige)

Appellantens påstande

Ophævelse af dom afsagt af Personaleretten den 11. december 2012 i sag F-107/11, Ntouvas mod ECDC, hvorved Personaleretten frifandt ECDC i et søgsmål med påstand om annullation af appellantens bedømmelsesrapport for 2010 og pålagde ham at betale sagens omkostninger.

Annullation af den afgørelse, som blev anfægtet i første instans, og

ECDC tilpligtes at betale sagens omkostninger i første instans og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremført fjorten anbringender.

Det første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af en lovregel vedrørende bevisbyrde, og bevisførelse, for så vidt som Personaleretten imødekom ECDC's begæring om forlængelse af fristen for indgivelse af dets svarskrift i første instans til trods for, at ECDC ikke havde fremlagt beviser for de omstændigheder, som det påstod begrundede en sådan forlængelse.

Det andet anbringende er, at der foreligger en væsentlig faktuel fejl, for så vidt som Personaleretten fandt, at datoen for forkyndelsen af stævningen over for ECDC i første instans var den 7. november 2011 og ikke den 4. november 2011.

Det tredje anbringende er, at der er sket en forkert vurdering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten læste, og bedømte, de dokumenter i sagen, som imødegik de af ECDC fremførte argumenter til støtte for dens begæring om forlængelse af fristen for indlevering af dets svarskrift i første instans, fejlagtigt.

Det fjerde anbringende er, at der er sket en forkert retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fejlagtigt fandt, at de omstændigheder, som ECDC påberåbte sig i forbindelse med begæringen om forlængelse af fristen for indlevering af dets svarskrift i første instans, var "særlige".

Det femte anbringende er, at der er sket en fejl ved fastlæggelsen, subsidiært den retlige kvalificering, af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fejlagtigt fandt, at appellanten ikke havde anmodet om en udeblivelsesdom, subsidiært at hans tilkendegivelser ikke udgjorde en anmodning om en udeblivelsesdom.

Det sjette anbringende er, at der er sket en forkert bedømmelse af beviserne i sagen, for så vidt som Personaleretten fandt, at to stillinger i ECDC's tjenestegrene var væsentligt forskellige.

Det syvende anbringende er, at der er sket en fejl i forbindelse med fastsættelsen af bevisbyrden, for så vidt som Personaleretten i mangel af bevis afviste appellantens anbringende om, at der hos mindst et af medlemmerne af ECDC's Joint Committee for Appraisals forelå en interessekonflikt, selv om nævnte bevis bestod af dokumenter, som var identificeret i stævningen i første instans og let tilgængelige for ECDC; subsidiært tilsidesatte Personaleretten sin forpligtelse til, som en forvaltningsdomstol, der træffer afgørelse i en ansættelsesretlig tvist, at træffe de nødvendige foranstaltninger til sagens tilrettelæggelse med henblik på at opnå nævnte dokumenter. Endvidere fejllæste Personaleretten det retlige grundlag for appellantens anbringende og fejlfortolkede artikel 9, stk. 6, i Implementing rule no 20 on Appraisals ("Implementing rule"), vedtaget af ECDC's direktør den 17. april 2009.

Det ottende anbringende vedrører fejlfortolkning af, og undladelse af at undersøge, et anbringende om manglende processuelle regler for ECDC's Joint Committee for Appraisals.

Det niende anbringende vedrører urigtig gengivelse af beviser, subsidiært forkert retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fandt, at appellantens anbringende om, at ECDC's Joint Committee ikke havde undersøgt de elementer, som det var forpligtet til at undersøge i henhold til artikel 9, stk. 4, i Implementing rule, var ugrundet.

Det tiende anbringende er, at der er sket en forkert bedømmelse, subsidiært retlig kvalificering, af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fandt, at begrundelsen for den af ECDC's Joint Committee for Appraisal indtagne holdning var tilstrækkelig.

Det ellevte anbringende er, at der er sket en fejlfortolkning af et anbringende, og at der er sket en fejl vedrørende den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fejlfortolkede appellantens anbringende om, at den af ECDC's Joint Committee for Appraisal indtagne holdning var utilstrækkelig, som et anbringende om, at der var anlagt et åbenbart urigtigt skøn; og fandt, at nævnte begrundelse var tilstrækkelig.

Det tolvte anbringende er, at der er sket en forkert bedømmelse af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fandt, at den anfægtede bedømmelsesrapport ikke var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår appellantens arbejdsindsats.

Det trettende anbringende er, at der er sket en forkert retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fandt, at kritikken i den anfægtede bedømmelsesrapport var forholdsmæssig, selv om ECDC ikke i løbet af bedømmelsesperioden havde gjort appellanten opmærksom på de angivelige problemer vedrørende hans adfærd.

Det fjortende anbringende er, at der er sket en forkert bedømmelse af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Personaleretten fandt, at appellantens arbejdsbyrde var mindre, end den rent faktisk var.

____________