Sag T-157/23
(offentliggørelse i uddrag)
Kneipp GmbH
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 24. april 2024
»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-ordmærket Joyful by nature – det ældre EU-ordmærke JOY – relativ registreringshindring – skade på renomméet – artikel 8, stk. 5, i forordning (EU) 2017/1001 – bevis for renomméet – utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé«
1. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der har et omdømme – beskyttelse af det ældre varemærke med omdømme udvidet til at omfatte varer eller tjenesteydelser, der ikke er af lignende art – betingelser – varemærkets renommé i medlemsstaten eller i Unionen – begreb – bedømmelseskriterier
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 8, stk. 5)
(jf. præmis 15 og 19)
2. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der har et omdømme – beskyttelse af det ældre varemærke med omdømme udvidet til at omfatte varer eller tjenesteydelser, der ikke er af lignende art – betingelser – varemærkets renommé i medlemsstaten eller i Unionen – bevis for renomméet – bevisbyrde
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 8, stk. 5)
(jf. præmis 20-22 og 38-42)
3. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der har et omdømme – beskyttelse af det ældre varemærke med omdømme udvidet til at omfatte varer eller tjenesteydelser, der ikke er af lignende art – ordmærkerne Joyful by nature og JOY
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 8, stk. 5)
(jf. præmis 31-36, 58-60, 73-75, 88 og 92)
Resumé
Retten frifandt EUIPO i søgsmålet anlagt af sagsøgeren, Kneipp GmbH, som havde ansøgt om et varemærke, og tog stilling til spørgsmålet om bevisbyrden for et varemærkes renommé. Retten lagde til grund, at selv om bevisbyrden for et varemærkes renommé påhviler indehaveren af dette, går renomméet tabt gradvist, og det påhviler således sagsøgeren at bevise, at det renommé, som det ældre varemærke gradvist har opnået gennem adskillige år, pludselig er forsvundet i løbet af det sidste undersøgte år.
Sagsøgeren har den 29. november 2019 indgivet ansøgning til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om registrering af EU-ordmærket Joyful by nature (1).
Jean Patou rejste indsigelse mod registreringen af dette varemærke, idet han gjorde gældende, at der var risiko for forveksling og krænkelse af renomméet for flere af hans ældre rettigheder, herunder EU-ordmærket JOY, der blev registreret i 2016.
Indsigelsesafdelingen ved EUIPO tog indsigelsen til følge på grundlag af artikel 8, stk. 5, i forordning 2017/1001 med hensyn til det nævnte ældre varemærkes renommé (2).
Efter en klage indgivet af sagsøgeren ophævede appelkammeret ved EUIPO delvist indsigelsesafdelingens afgørelse for visse tjenesteydelser. Appelkammeret afslog imidlertid klagen for så vidt angik de øvrige varer og tjenesteydelser, idet den navnlig fandt, at Jean Patou havde godtgjort, at det ældre varemærke havde et stærkt renommé for parfumerivarer og parfume.
Det er på denne baggrund, at sagsøgeren har anlagt sag med påstand om, at der er sket tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning 2017/1001.
Rettens bemærkninger
I forbindelse med vurderingen af, om det ældre varemærke havde et renommé, bemærkede Retten indledningsvis, at renomméet skal fastslås på datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det ansøgte ordmærke, det vil i det foreliggende tilfælde sige den 29. november 2019.
Retten konstaterede for det første, at de beviser, som Jean Patou har fremlagt, godtgør, at det ældre ordmærke på dette tidspunkt havde et renommé på en væsentlig del af Unionens område for så vidt angår parfumerivarer og parfume. Det ældre ordmærke er nemlig i vidt omfang kendt af den berørte brede offentlighed, selv om de prestigefyldte priser, som parfumen Joy har opnået, og som de nævnte beviser henviser til, er flere år gamle, og salgstallene var faldende mellem 2013 og 2018. Under alle omstændigheder fastslog Retten, at det ældre varemærke tidligere har haft en høj grad af anseelse, hvilket, selv hvis det antages, at den kunne være faldet i årenes løb, stadig eksisterede på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om det ansøgte varemærke, således at der på dette tidspunkt kunne have været et vist »resterende« renommé.
For det andet tog Retten stilling til bevisbyrden for renomméet, idet den bemærkede, at et dokument, der er udarbejdet en vis tid før eller efter datoen for indgivelsen af den omhandlede varemærkeansøgning, kan indeholde nyttige oplysninger, henset til den omstændighed, at et varemærkes renommé generelt erhverves gradvist. Retten præciserede, at den samme argumentation finder anvendelse for så vidt angår fortabelsen af et sådant renommé, som ligeledes generelt går tabt gradvist. Bevisværdien af et sådant dokument kan variere i forhold til den større eller mindre tidsmæssige afstand mellem den omfattede periode og ansøgningsdatoen. I denne henseende fremgår det af retspraksis, at selv den blotte omstændighed, at beviserne er forsynet med en dato, der ligger fem år forud for indgivelsesdatoen, ikke i sig selv kan fratage dem deres bevisværdi. Det fremgår endvidere af retspraksis, at bevisbyrden for renomméet påhviler indehaveren af det ældre varemærke.
I den foreliggende sag fremhævede appelkammeret, at størstedelen af de fremlagte beviser vedrørte perioden fra 2013 til 2017, og at nogle af beviserne gik tilbage til 1990, 2000 eller 2006, men at beviserne faktisk indeholdt oplysninger om Jean Patous fortsatte bestræbelser på at fastholde sin markedsandel i 2018. Appelkammeret tilføjede, at tabet af renommé sjældent indtraf på én gang, men at der snarere var tale om en kontinuerlig proces over en længere periode, idet renomméet generelt opbygges over flere år og ikke blot kan aktiveres og deaktiveres. Ifølge appelkammeret påhvilede det således sagsøgeren at bevise et så drastisk tab af renommé inden for et kort tidsrum.
Retten konstaterede, at denne vurdering ikke udgør en omvendt bevisbyrde og er i overensstemmelse med den nævnte retspraksis. I mangel af konkrete beviser, der godtgør, at det renommé, som det ældre varemærke gradvist havde opnået gennem adskillige år, pludselig var forsvundet i løbet af det sidste undersøgte år, var appelkammeret nemlig berettiget til at konkludere, at det ældre varemærke stadig havde et renommé på det relevante tidspunkt.
Retten fortsatte derfor sin analyse, idet den fastslog, at appelkammeret ikke foretog en urigtig vurdering, da det fandt, at den relevante kundekreds kunne skabe en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker. Retten konkluderede derfor, at der dels forelå en fremtidig risiko, der ikke var hypotetisk, for, at sagsøgeren kunne foretage utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes renommé, dels at der ikke forelå en rimelig grund for brugen af det ansøgte varemærke, og frifandt således EUIPO i det hele.