Language of document :

Sag anlagt den 18. juni 2013 – Kommissionen mod Thales développement et coopération

(Sag T-326/13)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og B. Conte, som befuldmægtigede, bistået af advokat N. Coutrelis)

Sagsøgt: Thales développement et coopération SAS (Vélizy Villacoublay‎, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

Selskabet Thales tilpligtes at tilbagebetale det fulde beløb, som det har modtaget i henhold til NEMECEL-kontrakten og DREAMCAR-kontrakten, til Kommissionen, dvs. 700 335,66 EUR med renter, der er påløbet, for NEMECEL-kontrakten og 812 821,43 EUR med renter, der er påløbet, for DREAMCAR-kontrakten.

Thales tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Efter en undersøgelse, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) havde gennemført, har Kommissionen ved søgsmål, anlagt i henhold til artikel 272 TEUF, nedlagt påstand ved Retten om, at sagsøgte tilpligtes at tilbagebetale Kommissionen det fulde beløb, der er modtaget af sagsøgtes tidligere datterselskab, selskabet SRTI (SRTI System, Industrial Process Department), derefter successivt SODETEG (Société d’Études Techniques et d’Entreprises Générales SA) og THALESEC (Thales Engineering and Consulting), i forbindelse med to forskningskontrakter, benævnt »NEMECEL« og »DREAMCAR«.

Kommissionen har gjort gældende, at de omhandlede beløb er modtaget uberettiget efter alvorlige finansielle uregelmæssigheder, manglende opfyldelse af kontraktforpligtelser samt tilsidesættelse af væsentlige retsregler. Sagsøgtes datterselskab har bl.a. angivet uforholdsmæssigt store udgifter ved hjælp af overfakturering af ikke-præsterede timer.