Language of document :

Sag anlagt den 28. februar 2013 - Hitachi Chemical Europe m.fl. mod ECHA

(Sag T-135/13)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Hitachi Chemical Europe GmbH (Düsseldorf, Tyskland), Polynt SpA (Scanzorosciate, Italien) og Sitre Srl (Milano, Italien) (ved advokaterne K. Van Maldegem og C. Mereu)

Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)

Sagsøgernes påstande

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgerne medhold.

Afgørelse ED/169/2012 truffet af ECHA vedrørende optagelse af hexahydromethylphthalsyreanhydrid, hexahydro-4-methylphthalsyreanhydrid, hexahydro-1-methylphthalsyreanhydrid og hexahydro-3-methylphthalsyreanhydrid (samlet benævnt "MHHPA") som stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra f), i forordning (EF) nr. 1907/2006  ("REACH-forordningen") i henhold til REACH-forordningens artikel 59 for så vidt det angår MHHPA og dets monomerer, anulleres delvist, og

Det Europæiske Kemikalieagentur tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende vedrørende et åbenbart fejlagtigt skøn og en retlig fejl: (i) luftvejsallergener er ikke omfattet af REACH-forordningens artikel 57, litra f), og (ii) ECHA har ikke fremlagt tilstrækkelig begrundelse og beviser til at godtgøre, at MHHPA var "tilsvarende problematisk" i forhold til et stof, der er kræftfremkaldende, mutagent eller reproduktionstoksisk ("CMR") i kategori 1, eftersom:

CMR stoffer er en udløsende faktor for varige skader, hvorimod virkningerne af luftvejsallergen, når der er tale om MHHPA, ikke er varige

der er ingen forbruger- eller arbejdereksponering for MHHPA

vurderingen af MHHPA er baseret på gamle og forældede data

der er i vurderingen ikke taget hensyn til alle relevante data, og

vurderingen er primært baseret på analogislutninger fra et andet stof, der er videnskabeligt tvivlsomme, og som viser de mangelfulde og begrænsede data, der er anvendt i vurderingen af MHHPA.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar, idet sagsøgerne ikke fik mulighed for at forsvare sig fuldt ud på grund af manglende objektive kriterier for konklusionen om, hvorvidt et stof kan anses for tilsvarende problematisk i henhold til REACH-forordningens artikel 57, litra f), navnlig i tilfælde af et luftvejsallergen såsom MHHPA, og fordi ECHA ikke tog hensyn til alle tilgængelige oplysninger eller oplysninger, der var tilvejebragt af industrien i løbet af perioden for fremsættelse af bemærkninger.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet ECHA havde et valg af foranstaltninger med hensyn til MHHPA, og det ved at identificere MHHPA som et særligt problematisk stof ("SVHC"), bevirkede ulemper for sagsøgerne, der er uforholdsmæssige i forhold til de forfulgte formål.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).