RETTENS DOM (Første Afdeling)

19. februar 1998 (1)

»Annullationssøgsmål - afgørelser truffet af European Film Distribution Office(EFDO) - Kommissionens instrukser - afgørelser, Kommissionen er ansvarligfor - handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiskeaudiovisuelle industri (MEDIA) - finansiering af filmdistribution - skønskriterier- begrundelse«

I de forenede sager T-369/94 og T-85/95,

DIR International Film Srl, Rom,

Nostradamus Enterprises Ltd, London,

Union PN Srl, Rom,

United International Pictures BV, Amsterdam,

United International Pictures AB, Stockholm,

United International Pictures ApS, København,

United International Pictures A/S, Oslo,

United International Pictures EPE, Athen,

United International Pictures OY, Helsinki, og

United International Pictures y Cía SRC, Madrid,

ved advokat Michel Waelbroeck, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hosadvokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Berend Jan Drijber og PeterOliver, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgtadresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens JuridiskeTjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående påstande om annullation for det første af en række skrivelser af 12.september 1994 fra European Film Distribution Office (EFDO) til sagsøgerne,hvorved EFDO udsatte afgørelsen vedrørende de ansøgninger om lån tildistribution af to film, sagsøgerne havde indgivet inden for rammerne afhandlingsprogrammet til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelleindustri (MEDIA), og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionen gav EFDOinstruks herom, og for det andet af EFDO's afslag af 5. december 1994 på disselånansøgninger, og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionen gav EFDOinstruks om at afslå ansøgningerne,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Første Afdeling)

sammensat af præsidenten, A. Saggio, og dommerne V. Tiili og R.M. MouraRamos,

justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 1.oktober 1997,

afsagt følgende

Dom

Relevante retsregler og sagens faktiske omstændigheder

1.

    Rådet traf den 21. december 1990 afgørelse 90/685/EØF om iværksættelse af ethandlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelleindustri (MEDIA) (1991-1995) (EFT L 380, s. 37, herefter »afgørelse 90/685«).MEDIA er et initialord for »mesures pour encourager le développement del'industrie audiovisuelle« (»foranstaltninger til fremme af udviklingen af deneuropæiske audiovisuelle industri«). Rådet anfører i afgørelsen for det første, atDet Europæiske Råd har fundet det særdeles vigtigt at styrke Europasaudiovisuelle kapacitet (første betragtning). Rådet bemærker dernæst, at det harnoteret sig en meddelelse fra Kommissionen, ledsaget af to forslag til rådsafgørelseom et handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelleindustri (MEDIA) (1991-1995) [KOM(90) 132 endelig udg. af 4.5.1990, ikke trykti De Europæiske Fællesskabers Tidende, herefter »meddelelse om den audiovisuellepolitik«] (ottende betragtning). Rådet fremhæver endvidere, at den europæiskeaudiovisuelle industri bør afskaffe den bestående opsplitning af markederne ogtilpasse sine for snævre og for urentable produktions- og distributionsstrukturer(fjortende betragtning), og at der i denne forbindelse bør tages særligt hensyn tilsmå og mellemstore virksomheder (femtende betragtning).

2.

    I artikel 2 i afgørelse 90/685 opregnes følgende formål med MEDIA-programmet:

-    at bidrage til at skabe gunstige rammer, inden for hvilke Fællesskabetsvirksomheder kan spille en dynamisk rolle sammen med virksomheder fraandre europæiske lande

-    at stimulere og styrke en konkurrencedygtig udbudskapacitet for europæiskeaudiovisuelle produkter under hensyntagen til bl.a. små og mellemstorevirksomheders rolle, de legitime interesser for samtlige film- og tv-folk, derdeltager i frembringelsen af disse produkter, og situationen i lande, der haren begrænset audiovisuel produktionskapacitet, og som dækker etbegrænset geografisk område, og hvis sprog har en beskeden udbredelse iEuropa

-    at forøge antallet af intereuropæiske udvekslinger af film og audiovisuelleprogrammer og opnå den maksimale udnyttelse af de forskelligedistributionsmidler, der findes eller skal etableres i Europa, med henblik påen øget forrentning af investeringerne, en større udbredelse og en øgetgennemslagskraft i offentligheden

-    at styrke europæiske produktions- og distributionsvirksomheders placeringpå verdensmarkedet

-    at fremme adgangen til og brugen af de nye, navnlig europæiske,kommunikationsteknologier i forbindelse med produktion og distribution afaudiovisuelle værker

-    at fremme en generel strategi inden for den audiovisuelle sektor, der gørdet muligt at tage hensyn til den indbyrdes afhængighed mellem densforskellige brancher

-     at skabe komplementaritet mellem de europæiske bestræbelser og indsatsenpå nationalt plan

-    navnlig gennem en forbedring af europæiske film- og tv-folks kompetencemed hensyn til økonomisk og kommerciel styring at bidrage til i samarbejdemed de eksisterende institutioner i medlemsstaterne at skabe betingelser,der gør det muligt for virksomhederne inden for sektoren i fuldt omfang atdrage fordel af enhedsmarkedet.

3.

    Kommissionen udtalte i sin meddelelse om den audiovisuelle politik (side 9), atEuropean Film Distribution Office - Europäisches Filmbüro eV (herefter»EFDO«), som er en sammenslutning, der er registreret i Hamburg (Tyskland),»medvirker til etablering af net for fælles distribution gennem udbygning afsamarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationaltplan«.

4.

    I henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse 90/685 er Kommissionen ansvarlig forgennemførelsen af MEDIA-programmet. Ifølge punkt 1.1 i bilag I til afgørelse90/685 er en af de mekanismer, der skal anvendes ved gennemførelsen af MEDIA-programmet, en kraftig udbygning af den indsats, EFDO har udfoldet med hensyntil støtte til tværnational distribution af europæiske spillefilm til biograferne.

5.

    I denne forbindelse har Kommissionen indgået aftaler med EFDO vedrørende denfinansielle gennemførelse af MEDIA-programmet. En kopi af aftalen for 1994(herefter »1994-aftalen«), der er af relevans i den foreliggende sag, er fremlagt forRetten.

6.

    1994-aftalens artikel 3, stk. 2, indeholder en henvisning tilsamarbejdsbestemmelserne i bilag 3, der udgør en integreret del af aftalen.Kommissionen har tillige fremlagt disse samarbejdsbestemmelser for Retten. Detbestemmes heri bl.a., at der skal indhentes en forudgående godkendelse frarepræsentanter for Kommissionen i ethvert spørgsmål af betydning forgennemførelsen af MEDIA-programmet, særligt når der »generelt er tale omforhandlinger, der kan få indflydelse på forholdet mellem Kommissionen ogpolitiske organer og/eller erhvervsorganisationer« (første afsnit, litra g)).

7.

    EFDO's virksomhed er endvidere reguleret i retningslinier, der vedtages af EFDOselv og ved en ikke nærmere angivet procedure godkendes af Kommissionen. Disse

retningslinier er, som affattet den 15. februar 1994, ligeledes fremlagt for Retten.Ifølge disse retningslinier skal EFDO administrere en fond, der yder rentefrie låntil filmudlejere på indtil 50% af de forventede distributionsudgifter. Lånene skalkun tilbagebetales, hvis afkastet af filmen dækker de forventede udgifter i det land,lånet ydes for. Lånet skal formindske risikoen i forbindelse med filmdistribution ogskal støtte film, der uden denne finansiering kun ville have ringe chance for at blivevist i biograferne. Afgørelserne om lånansøgninger træffes af EFDO'sudvælgelseskomité.

8.

    I retningsliniernes punkt VI.2 bestemmes det, at EFDO's udvælgelseskomité skalbehandle ansøgningerne efter udløbet af en frist, der bekendtgøres i særligepublikationer, og yde lån til projekter, der opfylder betingelserne herfor, så længemidlerne rækker.

9.

    Kommissionen har i sin besvarelse af skriftlige spørgsmål fra Retten forklaret, atKommissionen kort før hvert møde i EFDO's udvælgelseskomité fik meddelelse omde indkomne ansøgninger, og at de ansvarlige i Kommissionen undersøgte, omansøgningerne opfyldte »de stillede betingelser (f.eks. om budgetmæssige forholdeller med hensyn til, om filmudlejere fra Østeuropa var støtteberettigede)«, og»som regel oftere tilkendegav deres holdning over for EFDO mundtligt endskriftligt«.

10.

    I retningsliniernes punkt III.1, litra a), opstilles der bl.a. følgende betingelser foransøgerne om støtte fra EFDO:

»Mindst tre forskellige filmudlejere fra mindst tre forskellige lande i [DenEuropæiske Union] eller lande, hvormed der er indgået samarbejdsaftaler, skalindgå aftale om biografforevisning af en film. De pågældende filmudlejere skal alleindgive deres ansøgninger inden samme frist.«

11.

    Retningslinierne indeholder endvidere en prioritering ved udvælgelsen afdistributionsprojekter (punkt VI.1):

»Førsteprioritet

De (film-) distributionsprojekter, hvori det største antal filmudlejere deltager, dvs.som sikrer distribution i det største antal lande, prioriteres frem for projekter, hvorider deltager et mindre antal filmudlejere/lande.

Andenprioritet

Projekter (film) fra lande, som anses for vanskelige fra et eksportsynspunkt,prioriteres frem for projekter fra alle andre lande. Efter vurdering af EFDO'sprøveperiode og i overensstemmelse med bestyrelsens afgørelse anses alle lande i

Den Europæiske Union [...], undtagen Frankrig, Storbritannien og Tyskland, [...] for‘vanskelige‘ fra et eksportsynspunkt.

Tredjeprioritet

Såfremt der ud fra ovenstående kriterier med lige ret kan udvælges flere projekter,gives der fortrinsstilling til film fra lande, der endnu ikke har modtaget støttemidler,eller til film fra lande, der ikke eller kun i få tilfælde har modtaget støttemidler.

Fjerdeprioritet

Hvis flere kriterier er nødvendige, vil der blive givet fortrinsstilling til projekter, derpå grund af deres distributionskoncept må anses for at have de bedste mulighederfor succes, når de får premiere i biograferne.«

12.

    I henhold til retningsliniernes punkt VI.3 kan der endelig gives afslag på enstøtteansøgning uden begrundelse, hvis EFDO direkte eller indirekte har fåetkendskab til forhold, der giver grund til at betvivle, at lånet vil blive behørigttilbagebetalt eller kan tilbagebetales behørigt.

13.

    Den første og tredje sagsøger, DIR International Film Srl og Union PN Srl, erproducenter af den italienske film »Maniaci Sentimentali«, og den anden sagsøger,Nostradamus Enterprises Ltd, er producent af filmen »Nostradamus«, der er enengelsk-tysk samproduktion. Den fjerde sagsøger, United International Pictures BV(herefter »UIP«) - der er et fælles datterselskab af det amerikanske selskabParamount Communications Inc., det japanske selskab MCA Inc. og det franskeselskab Metro-Goldwyn-Mayer Inc, som ved sagens anlæg var indehavere af ligestore andele af datterselskabet - har som hovedvirksomhed distribution af spillefilmover hele verden, undtagen i USA, Puerto Rico og Canada. Den femte, sjette,syvende, ottende, niende og tiende sagsøger, United International Pictures AB(Sverige), United International Pictures ApS (Danmark), United InternationalPictures A/S (Norge), United International Pictures EPE (Grækenland), UnitedInternational Pictures OY (Finland) og United International Pictures y Cía SRC(Spanien) er datterselskaber af UIP og fungerer som lokale filmudlejere i derespektive lande (herefter »datterselskaberne«).

14.

    Den 28. juli 1994 tilsendte UIP efter anmodning fra producenterne af filmen»Maniaci Sentimentali« EFDO en række ansøgninger om finansiering afdistributionen af den pågældende film i Norge, Finland, Sverige, Danmark,Grækenland og Spanien gennem de respektive datterselskaber (og for Portugalsvedkommende på vegne af Filmes Lusomundo SARL, et selskab, der ikke erforbundet med UIP).

15.

    Samme dag tilsendte UIP efter anmodning fra producenten af filmen»Nostradamus« EFDO en ansøgning om finansiering af distributionen af filmen iNorge, Finland, Sverige og Danmark gennem de respektive datterselskaber.

16.

    Det fremgår af en brevveksling mellem EFDO og Kommissionen, som er fremlagtefter anmodning fra Retten, at Kommissionen i telefax af 7. september 1994modsatte sig, at EFDO traf afgørelse vedrørende finansieringsansøgningerne fraUIP's datterselskaber, inden Kommissionen havde taget stilling til UIP's ansøgningom fornyelse af fritagelsen i henhold til konkurrencereglerne. I en anden telefax afsamme dato anmodede Kommissionen igen EFDO om »ikke [den dag] at tagestilling til ansøgningerne og at udsætte afgørelsen i afventning af, at Kommissionentraf en endelig afgørelse i UIP-sagen, som den [da var] i færd med at behandle«.

17.

    Den 12. september 1994 modtog UIP's datterselskaber pr. telefax skrivelser fraEFDO, hvori det anførtes, at »EFDO's komité [havde] udsat sin afgørelse af deresansøgning vedrørende filmene ‘Nostradamus‘ og ‘Maniaci Sentimentali‘ [...], indtilEuropa-Kommissionen [havde] truffet en generel beslutning om [UIP's] stilling iEuropa« (herefter »de anfægtede skrivelser«). Denne generelle beslutning varefter det af parterne oplyste den afgørelse, Kommissionen skulle træffe vedrørendeUIP's anmodning om fornyelse af fritagelsen i medfør af EF-traktatens artikel 85,stk. 3, af aftalen om det fælles datterselskab mellem de tre moderselskaber omoprettelsen af datterselskabet og nogle aftaler i forbindelse hermed hovedsageligvedrørende produktion og distribution af spillefilm. Fritagelsen, der var indrømmetved Kommissionens beslutning 89/467/EØF af 12. juli 1989 om en procedure ihenhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/30.566 - UIP) var gældende indtil den26. juli 1993 (EFT L 226, s. 25, herefter »beslutning 89/467«).

18.

    Efter at have modtaget de anfægtede skrivelser tog de fire første sagsøgere kontaktmed repræsentanter for EFDO og Kommissionen for at give udtryk for deresuenighed og få bestemte oplysninger og dokumenter samt for at få behandlingenaf deres ansøgninger genoptaget. Repræsentanterne for UIP kontaktede endvidereJoão de Deus Pinheiro, der var det medlem af Kommissionen, der bl.a. varansvarligt for kulturelle spørgsmål, for at anmode ham om at gribe ind med henblikpå, at ansøgningerne blev taget op til fornyet behandling. Da UIP's advokat havefået oplyst, at sagen var blevet oversendt til Generaldirektoratet for Konkurrence,skrev han endvidere til Karel Van Miert, som var det medlem af Kommissionen,der havde ansvar for konkurrencespørgsmål, og anmodede om en rækkeoplysninger. Karel van Miert fremhævede i sit svar, at der ikke var nogenforbindelse mellem sagen vedrørende UIP's ansøgning om fornyelse af fritagelseni medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, og sagen vedrørende støtte fra EFDO.Kommissionen har under retsmødet forklaret, at Karel Van Miert hermed kunmente, at UIP under ingen omstændigheder kunne påberåbe sig en afgørelse fraEFDO om at yde lån til støtte for en ansøgning om fornyelse af fritagelsen.

19.

    Da kontakten til Kommissionen ikke havde ført til det ønskede resultat, anlagdesagsøgerne den 16. november 1994 sag til prøvelse af de omtvistede skrivelser.

20.

    Den 5. december 1994 behandlede EFDO's komité »på foranledning af UIP'sindsigelser« de ovennævnte ansøgninger om finansiering og besluttede at afslå dem.

Beslutningen blev meddelt UIP ved skrivelse fra EFDO dateret den 10. januar 1995(herefter »den omtvistede beslutning«).

21.

    Det fremgår af brevvekslingen mellem EFDO og Kommissionen, somKommissionen har fremlagt efter anmodning fra Retten, at Kommissionen på enikke nærmere bestemt dato havde henstillet til EFDO at afslå sagsøgernesansøgninger med den begrundelse, at de ikke kunne imødekommes, fordi fleredatterselskaber af det samme distributionsselskab ikke udgjorde »forskelligefilmudlejere« i den forstand, hvori udtrykket er benyttet i EFDO's retningslinier.

22.

    Ifølge den omtvistede beslutning, der er formuleret af EFDO, blev ansøgningerneafslået, fordi »Kommissionen for den Europæiske Union endnu ikke havde truffetafgørelse om UIP's fremtidige stilling i Europa. Da EFDO's lånekontrakter indgåsmed henblik på biografforevisning af støttemodtagende film i en periode på femår, var det umuligt at træffe en anden afgørelse uden at gribe ind i den sag, der varrejst af UIP for Kommissionen for Den Europæiske Union. Endvidere er EFDO'skomité af den opfattelse, at UIP ikke fuldt ud opfylder formålene med MEDIA-programmet, der beskrives således: ‘... etablering af net for fælles distributiongennem udbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hverfor sig på nationalt plan‘ (handlingsprogram til fremme af udviklingen af deneuropæiske audiovisuelle industri (MEDIA) (1991-1995)).«

Retsforhandlinger og parternes påstande

Sag T-369/94

23.

    Herefter har sagsøgerne ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16.november 1994 anlagt sag med principal påstand om annullation af de omtvistedeskrivelser og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionen har givet EFDOinstruks om at træffe disse beslutninger. Sagen er blevet registreret som sag T-369/94.

24.

    Kommissionen har ved formalitetsindsigelse indgivet til Rettens Justitskontor den30. januar 1995 påstået sagen afvist.

25.

    Sagsøgerne har indgivet deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 5. april1995.

26.

    Sagsøgerne har endvidere indgivet en række anmodninger til Retten om at træffeforanstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

27.

    Den 3. maj 1995 anmodede sagsøgerne - der endnu ikke havde haft mulighed forat tage stilling til bilag 3 til 1994-aftalen (jf. ovenfor i præmis 6), idet dette blevfremlagt af Kommissionen, efter at sagsøgerne havde indgivet deres bemærkningertil formalitetsindsigelsen - om tilladelse til at indgive yderligere et skriftligt indlæg,

der var vedlagt anmodningen. Rettens præsident besluttede, at indlægget skullebetragtes som fremlagt i sagen og forkyndes for modparten.

28.

    Ved rettens kendelse af 7. november 1995 blev begæringen om, at der blev truffetafgørelse om formalitetsindsigelsen, henskudt til afgørelse i forbindelse med sagensrealitet.

29.

    Den skriftlige forhandling er forløbet forskriftsmæssigt og blev afsluttet vedindgivelse af duplikken den 12. juli 1996.

30.

    Sagsøgerne har i stævningen nedlagt følgende påstande:

-    De omtvistede skrivelser og/eller den foranstaltning, hvorved Kommissionenhar givet EFDO instruks om at træffe disse afgørelser, annulleres.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31.

    Sagsøgerne har som svar på skriftlige spørgsmål fra Retten frafaldet deres påstandom annullation af Kommissionens instrukser til EFDO.

32.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Sagen afvises.

-    Subsidiært frifindes Kommissionen.

-    I begge tilfælde tilpligtes sagsøgerne at betale sagens omkostninger.

33.

    Endelig har Kommissionen anmodet Retten om, når der træffes afgørelse omsagens omkostninger, at tage sagsøgernes handlemåde i betragtning, for så vidt somsagsøgerne ikke har hævet sagen, selv om dens genstand bortfaldt i juni 1995.

Sag T-85/95

34.

    Sagsøgerne har ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. marts 1995anlagt sag til prøvelse af den omtvistede beslutning og/eller den foranstaltning,hvorved Kommissionen har givet EFDO instruks om at træffe denne beslutning.Denne sag er blevet registreret som sag T-85/95.

35.

    Sagsøgerne har ligeledes anmodet Retten om at træffe visse foranstaltninger medhenblik på sagens tilrettelæggelse.

36.

    Den skriftlige forhandling er forløbet forskriftsmæssigt og blev afsluttet vedindgivelse af duplikken den 21. december 1995.

37.

    Sagsøgerne har i stævningen nedlagt følgende påstande:

-    Den omtvistede beslutning og/eller den foranstaltning, hvorvedKommissionen har givet EFDO instruks om at træffe denne beslutning,annulleres.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

38.

    Sagsøgerne har som svar på skriftlige spørgsmål fra Retten frafaldet deres påstandom annullation af Kommissionens instrukser til EFDO.

39.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Frifindelse.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagernes forening

40.

    Ved skrivelse af 22. juni 1995 oplyste Kommissionen over for Retten, at denanerkendte, at sag T-85/95 kunne antages til realitetsbehandling, men fastholdt, atsag T-369/94 måtte afvises, og derfor opfordrede sagsøgerne til at hæve sagen.

41.

    I skrivelse til Retten af 13. juli 1995 tog sagsøgerne stilling til ovennævnte skrivelsefra Kommissionen. De hævede ikke sagen, men begærede de to sager forenet.

42.

    Kommissionen anførte i skrivelse af 25. juli 1995 hertil, at den ikke kunne se nyttenfor sagsøgerne i at fortsætte den første sag, men at den ikke udtrykkeligt villemodsætte sig begæringen om sagernes forening.

43.

    Ved kendelse af 13. maj 1997 har Rettens præsident besluttet at forene sag T-369/94 og sag T-85/95 med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

Offentligt retsmøde

44.

    Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i offentligtretsmøde den 1. oktober 1997.

Formaliteten

Sammenfatning af parternes argumenter

45.

    Kommissionen anerkender at være ansvarlig for EFDO's beslutninger i forbindelsemed den finansielle gennemførelse af MEDIA-programmet. Den er af denopfattelse, at det gennem dens forbindelser med de private organisationer, der påkontraktbasis bistår den i gennemførelsen af MEDIA-programmet, skal sikres, at

beføjelsen til at træffe afgørelse vedrørende ansøgninger om finansiel støtte fortsattilkommer Kommissionen. Kommissionen har endvidere anført, at endecentraliseret ordning med hensyn til beslutningstagning og domstolskontrol måanses for stridende mod MEDIA-programmets fællesskabsretlige karakter.

46.

    Kommissionen har imidlertid anført, at sag T-369/94 ikke desto mindre må afvises,idet de omtvistede skrivelser kun er foreløbige. Selve ordlyden af de omtvistedeskrivelser viser klart, at beslutningen kun var udsat. Under disse omstændighederudgør disse skrivelser ikke retsakter, der kan annulleres i medfør af traktatensartikel 173.

47.

    Kommissionen har endvidere anført, at tilkendegivelsen af, at beslutningen varblevet udsat, ikke kan fortolkes som et stiltiende afslag, når der ikke er fastsatregler om en frist for at træffe en beslutning.

48.

    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at de omtvistede skrivelser enten errettet til dem eller berører dem umiddelbart og individuelt.

49.

    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at de omtvistede skrivelser i realitetener et afslag på ansøgningerne om finansiering fra EFDO, eftersom der kan gå langtid, inden Kommissionen træffer afgørelse vedrørende UIP's ansøgning omfornyelse af fritagelsen i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, og de pågældendeto film vil miste praktisk talt enhver handelsværdi, hvis deres premiere udsættes tildet pågældende tidspunkt. Udsættelse på ubestemt tid af planlagte filmpremierer,herunder reklame og salgsfremme er på ingen måde en kommercielt realistiskmulighed.

50.

    I retsmødet har sagsøgerne fastholdt, at de omtvistede skrivelser var retsakter, derkan anfægtes under et søgsmål, og at den omtvistede beslutning, der efterfølgendeblev truffet, kun var en bekræftende retsakt.

51.

    Kommissionen har ikke bestridt, at sag T-85/95 kan antages til realitetsbehandling.

Rettens bemærkninger

52.

    Det bemærkes indledningsvis, at ifølge artikel 7, stk. 1, i afgørelse 90/685 erKommissionen ansvarlig for gennemførelsen af MEDIA-programmet. Endviderefølger det af Domstolens dom af 13. juni 1958 (sag 9/56, Meroni mod Den HøjeMyndighed, Sml. 1954-1964, s. 97, org. ref.: Rec. s. 9, jf. s. 47), at der ikke kan skedelegation af en skønsbeføjelse, når den indebærer et vidt skøn. Ioverensstemmelse med disse principper kræver den relevante aftale mellemKommissionen og EFDO om den finansielle gennemførelse af MEDIA-programmet(jf. ovenfor i præmis 5 og 6) i praksis, at repræsentanter for Kommissionen giversamtykke, inden der træffes en hvilken som helst afgørelse inden for rammerne afaftalen. Kommissionen har forklaret, at den inden hvert møde i EFDO's

udvælgelseskomité fik oplysninger af komitéen om alle ansøgninger, der varindgivet, og at de ansvarlige i Kommissionen efter at have behandlet ansøgningernetilkendegav deres holdning over for komitéen (jf. ovenfor i præmis 9).

53.

    På denne baggrund findes de af EFDO trufne beslutninger vedrørendeansøgningerne om finansiering inden for rammerne af MEDIA-programmet atkunne tilregnes Kommissionen, som derfor er ansvarlig for deres indhold og kansagsøges i en sag til prøvelse af beslutningerne.

54.

    I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i det væsentlige bestemt indholdetaf skrivelserne og den anfægtede beslutning, selv om beslutningens begrundelseikke nøjagtigt har den af Kommissionen foreslåede ordlyd.

55.

    De omtvistede skrivelser og den omtvistede beslutning findes derfor i princippet atkunne anfægtes under en sag anlagt mod Kommissionen ved Fællesskabetsretsinstanser.

56.

    Det skal på baggrund af sagens faktiske omstændigheder endvidere undersøges,dels om sagsøgerne har retlig interesse i søgsmålet, dels om de harsøgsmålskompetence.

57.

    Det konstateres indledningsvis, at sag T-369/94 primært er anlagt til prøvelse af deomtvistede skrivelser, og at de eneste foranstaltninger, der - hvis skrivelserne skulleblive annulleret - kan gennemføres til dommens opfyldelse i medfør af traktatensartikel 176, er, at de endelige beslutninger vedrørende de af sagsøgerne indgivnefinansieringsansøgninger træffes. Disse beslutninger er imidlertid allerede blevettruffet efter sagens anlæg og er sagsgenstanden i sag T-85/95. Såfremt Retten skulleafsige dom om annullation af de omtvistede skrivelser, kunne det således ikke giveanledning til opfyldelsesforanstaltninger i medfør af traktatens artikel 176, ogsagsøgerne har derfor ikke længere nogen retlig interesse i at opnå annullation afdisse retsakter.

58.

    Da sag T-369/94 således er blevet uden genstand, er det ufornødent at træffeafgørelse i sagen.

59.

    Det konstateres endvidere, at den omtvistede beslutning i sag T-85/95 er rettet tilUIP's datterselskaber, for hvilke finansieringsansøgningerne var indgivet, nemligden femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende sagsøger. Disse sagsøgere harsåledes søgsmålskompetence som adressater for den omtvistede beslutning.

60.

    Det konstateres endelig, at den første, anden og tredje sagsøger er producenterneaf de film, for hvilke der er ansøgt om finansiering fra EFDO. De har gjortgældende - og det er ikke bestridt af Kommissionen - at et lån fra EFDOfremskynder det tidspunkt, hvor udgifterne til distribution dækkes ind, og dermeddet tidspunkt, hvor producenten får sin royalty. Den fjerde sagsøger, UIP, havdeerhvervet rettighederne til biografforevisning af de pågældende film og derefter

overdraget dem til sine datterselskaber i de lande, hvor de hver især skulledistribuere dem. Det var endvidere UIP, der indgav sine datterselskabersfinansieringsansøgninger til EFDO på deres vegne, og ifølge det af UIP oplysteefter anmodning fra den pågældende producent. Herefter er såvelfilmproducenterne som UIP umiddelbart og individuelt berørt på lignende mådesom adressaterne for den omtvistede beslutning på grund af visse egenskaber, derer særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alleandre.

61.

    Sag T-85/95 kan derfor antages til realitetsbehandling.

Realiteten i sag T-85/95

62.

    Til støtte for deres påstande har sagsøgerne fremført tre anbringender vedrørendehenholdsvis tilsidesættelse af de i EFDO's retningslinier indeholdteudvælgelseskriterier, uoverensstemmelse med MEDIA-programmets ånd og formålog mangelfuld begrundelse.

63.

    Det første og andet anbringende skal herefter behandles under ét.

Første og andet anbringende: tilsidesættelse af de i EFDO's retningslinier indeholdteudvælgelseskriterier og uoverensstemmelse med MEDIA-programmets ånd og formål

Sammenfatning af parternes argumenter

64.

    I forbindelse med det første anbringende har sagsøgerne for det første gjortgældende, at finansieringsansøgningerne fuldt ud opfyldte samtlige betingelser iEFDO's retningslinier, herunder betingelsen om, at mindst tre forskelligefilmudlejere fra mindst tre forskellige lande i Den Europæiske Union skal haveindgået aftale om biografforevisning af en film. Efter sagsøgernes opfattelse betyderudtrykket »tre forskellige filmudlejere« tre juridisk adskilte enheder, uanset om deer indbyrdes forbundet, og selskaber, der er indbyrdes forbundet i en koncern, kanikke anses for at være en enkelt filmudlejer.

65.

    Sagsøgerne har over for Kommissionens argument om, at et af de centrale formålmed MEDIA-programmet er etablering af net for fælles distribution gennemudbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hver for sig pånationalt plan, anført, at dette formål ikke er nævnt i retningslinierne, hvorefterhovedformålet derimod er at udstrække distributionen af europæiske film ifælleseuropæisk omfang. Endvidere tilskynder retningslinierne for et projekt medbetegnelsen Espace Vidéo Européen (herefter »EVE«), der er en af de grupperaf europæiske programmer, som er udarbejdet inden for MEDIA-programmet, ogsom i høj grad svarer til EFDO med hensyn til formål og metoder, udtrykkeligt tildistribution gennem indbyrdes forbundne selskaber, idet det deri er fastsat, at »der

vil blive taget særligt hensyn til selskaber, der opererer på flere geografiskeområder«.

66.

    Sagsøgerne har endvidere anført, at EFDO i praksis har ydet lån til indbyrdesforbundne selskaber, bl.a. til filmene »De Flat«, »Jack and Sarah« og»Carrington«. Sagsøgerne har som bilag til replikken fremlagt en liste for årene1992-1995 over i alt tretten film, der ifølge sagsøgerne er distribueret af indbyrdesforbundne selskaber med støtte fra EFDO.

67.

    Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at ansøgningerne om finansiel støtte tildistribution af filmen »Nostradamus« i øvrigt blev indgivet af fire juridiske enhedermed tilknytning til UIP efter overenskomst med seks andre filmudlejere, somhverken var indbyrdes forbundet eller tilknyttet et selskab i UIP-koncernen, hvilketi alt giver syv ansøgere ifølge den fortolkning, sagsøgte har anlagt af reglen om»forskellige filmudlejere«. Det er imidlertid kun ansøgningerne fra de seksfilmudlejere, der ikke er tilknyttet UIP, der fandtes at opfylde betingelserne. Detteer uforeneligt med det af sagsøgte fremførte synspunkt.

68.

    For det andet er grænserne for EFDO's skøn ved udvælgelsen afdistributionsprojekter fastlagt ved udvælgelseskriterierne i retningslinierne. Detbestemmes ikke i retningslinierne, at ansøgninger, der opfylder de fastsattebetingelser, kan afslås, medmindre det er begrundet i forhold og betingelser, somudtrykkeligt nævnes i retningslinierne.

69.

    Sagsøgerne har anført, at da Kommissionen ikke kan delegere skønsbeføjelser tilorganer underlagt den (jf. ovennævnte dom i sagen Meroni m.fl. mod Den HøjeMyndighed), kan EFDO ikke afslå et lån efter kriterier, der ikke er indeholdt iretningslinierne, og kan ikke tillægges en beføjelse hertil. Hvis en ansøgningopfylder betingelserne for at kunne imødekommes, har EFDO således intet skønmed hensyn til, om udvælgelseskriterierne i retningslinierne skal anvendes eller ej.Sagsøgerne har endvidere anført, at hvis EFDO overhovedet har en visskønsmæssig beføjelse til at afslå ansøgninger, der opfylder betingelserne, er dennebeføjelse blevet overskredet i den foreliggende sag, og den omtvistede beslutninger derfor i strid med princippet om ligebehandling, retssikkerhedsprincippet ogprincippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

70.

    Sagsøgerne har anført, at retningslinierne kun giver EFDO mulighed for udenbegrundelse at afslå en ansøgning, der opfylder betingelserne, selv hvis ansøgerenopfylder betingelserne for at modtage støtte, i det helt specielle tilfælde, at EFDO»direkte eller indirekte har fået kendskab til forhold, der giver grund til at betvivle,at lånet vil blive behørigt tilbagebetalt eller kan tilbagebetales behørigt.«

71.

    Sagsøgerne har i denne forbindelse dels anført, at det ikke fremgår af denomtvistede beslutning, at der skulle være grund til at rejse tvivl om UIP's solvens,dels, at en sådan tvivl ville være grundløs, eftersom UIP's moderselskaber ellerbanker kunne have stillet garanti for lånene og endog tilbød dette i en skrivelse til

lederen af MEDIA-programmet i Kommissionens Generaldirektorat forInformation, Kommunikation, Kultur og AV-sektoren (DG X).

72.

    I forbindelse med det andet anbringende har sagsøgerne for det første anført, aten retsakt, der er i strid med ånden i og formålene med MEDIA-programmet,derved tilsidesætter afgørelse 90/685.

73.

    MEDIA-programmet har til formål at forøge antallet af intereuropæiskeudvekslinger af film og opnå den maksimale udnyttelse af de forskelligedistributionsmidler med henblik på en øget forrentning af investeringerne, en størreudbredelse og en øget gennemslagskraft i offentligheden. Hvis det anerkendes, atEFDO kan afslå ansøgninger af grunde som dem, der er anført i den foreliggendesag, vil UIP ikke kunne modtage støtte fra EFDO hverken til de pågældende tofilm eller til nogen anden europæisk film, som UIP måtte ønske at distribuere i enforudseelig fremtid, så længe Kommissionen ikke har truffet afgørelse om, hvorvidtUIP's fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, skal forlænges. Det kanvære af afgørende betydning for producenten, om filmudlejeren kan opnå rentefrielån i henhold til den aktion, der gennemføres af EFDO, idet et lån fremskynder dettidspunkt, hvor udgifterne til distribution dækkes ind, og dermed det tidspunkt,hvor producenten får sin royalty. Hvis Kommissionen fik medhold i sit synspunkt,ville filmdistributionen i Europa således blive mindre effektiv, idet producenterne»i mangel af bedre« ville vælge en filmudlejer, der kan opnå finansiering fraEFDO.

74.

    Endvidere udgør Kommissionens holdning i den foreliggende sag tillige en åbenlysdiskrimination af UIP i forhold til de øvrige filmudlejere.

75.

    Kommissionen har i replikken vedrørende det første anbringende bestridt, atEFDO har en juridisk forpligtelse til at bevilge midler til projekter, der opfylderbetingelserne. De økonomiske midler, der er til rådighed, giver ikke EFDOmulighed for at imødekomme samtlige ansøgninger, og der skal derfor foretages enudvælgelse i overensstemmelse med ovennævnte prioriteringsregler. Da imidlertidsagsøgernes ansøgninger i den foreliggende sag end ikke opfyldte betingelserne forat kunne imødekommes, opstod der ikke spørgsmål om, hvordanprioriteringsreglerne skulle anvendes.

76.

    Kommissionen har forklaret, at sagsøgernes ansøgninger ikke opfyldtebetingelserne, fordi ordene »forskellige filmudlejere«, der er anvendt i EFDO'sretningslinier, ifølge Kommissionen skal forstås således, at der skal være tale omuafhængige selskaber eller selskaber, der ikke er indbyrdes forbundet.Kommissionen har endvidere anført, at hvis man tillod, at ansøgninger fra selskaberi samme koncern kunne modtage økonomisk støtte, kunne erhvervsdrivende følesig tilskyndet til at oprette separate selskaber alene med det formål, at deresstøtteansøgninger skulle kunne imødekommes. En sådan praksis ville ifølgesagsøgeren kunne medføre misbrug, der kunne være alvorligt til skade for det

formål med MEDIA-programmet, der består i at fremme et egentligt samarbejdemellem filmudlejere på tværs af landegrænserne.

77.

    Kommissionen har endvidere anført, at de af sagsøgerne påberåbte regler, derfinder anvendelse på EVE-projektet, er uden relevans i den foreliggende sag, fordiordningen er helt forskellig fra EFDO.

78.

    Kommissionen har i duplikken anført, at selv om EFDO til tider har bevilget låntil indbyrdes forbundne selskaber, har der aldrig været tale om så mange selskabersom i den foreliggende sag, og de har aldrig udgjort flertallet. I sit svar på etspørgsmål fra Retten under retsmødet vedrørende oplysningerne i listen overfinansieringsansøgninger, EFDO har godkendt siden sin oprettelse, harKommissionen erkendt, at det er sket to gange, i 1992, at EFDO har bevilget et låntil distribution af en film til tre selskaber, hvoraf de to var indbyrdes forbundne.Kommissionen beklager dette forhold, men tillægger ikke den fortolkning af reglenom tre forskellige filmudlejere, der er redegjort for ovenfor i præmis 76, mindrebetydning af den grund.

79.

    Med hensyn til den begrundelse for at afslå ansøgningerne, at UIP's stilling var uvis,og at der var tvivl om UIP's evne til at tilbagebetale et lån, har Kommissionenforklaret, at eftersom kun UIP's datterselskaber og ikke deres moderselskaber villehave været modtagere af lån fra EFDO, var der en vis usikkerhed med hensyn tildisse datterselskabers evne til eventuelt at tilbagebetale lånet. Det forhold, at UIP'sansøgning om fornyelse af en fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, varunder behandling, havde ikke i sig selv ført til, at EFDO afslog ansøgningerne.

80.

    Af ovenstående grunde er Kommissionen af den opfattelse, at sagsøgernes førsteanbringende ikke kan tages til følge.

81.

    Kommissionen er af den opfattelse, at det andet anbringende må afvises, idet deter for ubestemt. Først i replikken har sagsøgerne oplyst, hvilken retsregel der skullevære tilsidesat. Endvidere støttes deres argumenter ikke på beviser. I øvrigt erbeslutningen i overensstemmelse med et af de vigtigste formål med MEDIA-programmet, nemlig at udbygge samarbejdet mellem selskaber, som hidtil haropereret hver for sig på nationalt plan. Anbringendet kan derfor under ingenomstændigheder tages til følge.

Rettens bemærkninger

82.

    Det er ubestridt, at EFDO's retningslinier er blevet godkendt af Kommissionen iforbindelse med gennemførelsen af MEDIA-programmet i henhold til afgørelse90/685. I betragtning af den stilling, EFDO's retningslinjer indtager inden forMEDIA-programmet, og under hensyn til, at Kommissionen, der har påberåbt sigbestemmelserne deri som hjemmel til den anfægtede beslutning, anser dem for athave bindende virkning og være en retskilde ved gennemførelsen af det

pågældende program, udgør de på samme måde som afgørelse 90/685 retsregler,som Fællesskabets retsinstanser skal sikre overholdelsen af.

83.

    Bestemmelserne i EFDO's retningslinier skal endvidere i overensstemmelse medretsreglernes trinfølge fortolkes på baggrund af formålet med afgørelse 90/685.

84.

    Det første spørgsmål, der skal afgøres i den foreliggende sag, er, hvorvidtbetingelsen i retningslinierne for EFDO (punkt III.1, litra a)) for, at en ansøgningkan imødekommes, om, at »mindst tre forskellige filmudlejere fra mindst treforskellige lande i [Den Europæiske Union] eller lande, hvormed der er indgåetsamarbejdsaftaler, skal indgå aftale om biografforevisning af en film ...«, er blevetkorrekt fortolket og anvendt i den foreliggende sag.

85.

    Ifølge sagsøgerne betyder »tre forskellige filmudlejere« tre juridisk adskilteenheder, uanset om de er indbyrdes forbundet. Ifølge Kommissionen er detnødvendigt, at udtrykket fortolkes således, at de forskellige filmudlejere skal væreuafhængige selskaber uden indbyrdes forbindelse. Sådan må udtrykket nødvendigvisfortolkes for at være i overensstemmelse med hovedformålet med MEDIA-programmet, der består i at »medvirke til etablering af net for fælles distributiongennem udbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil har opereret hverfor sig på nationalt plan«.

86.

    Det må, som sagsøgerne har anført, konstateres, at dette formål ikke er nævnt somsådant blandt de i artikel 2 i afgørelse 90/685 opregnede. Formålet optræderimidlertid i meddelelsen om den audiovisuelle politik, som Rådet henviser til i denottende betragtning til afgørelsen. Nærmere bestemt anfører Kommissionen deri,at EFDO har gennemført et første pilotforsøg med henblik på et samarbejdemellem de europæiske filmudlejere, der vil gøre det muligt for dem at distribuerefilm på tværs af grænserne og således forsøge at skabe et »stort marked forbiograffilm«. Kommissionen anfører i dokumentet bl.a., at EFDO »medvirker tiletablering af net for fælles distribution gennem udbygning af samarbejdet mellemselskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationalt plan«.

87.

    Rådet har klart ønsket at støtte de projekter, der blev iværksat i pilotfasen afMEDIA-programmet (niende og tiende betragtning til afgørelse 90/685), herunderEFDO's projekt, som Rådet henviser til i bilag I til afgørelse 90/685 og beskriversom en distributionsmekanisme, der skal undergå en »kraftig udbygning«.

88.

    Endvidere ligger målsætningen om at udbygge kontakter og samarbejde mellemfilmudlejere i forskellige europæiske lande til grund for afgørelse 90/685 på flerepunkter. Rådet udtaler således, at man bør afskaffe den bestående opsplitning afmarkederne (fjortende betragtning). Rådet finder, at der ved omlægningen afmarkedsstrukturerne bør tages særligt hensyn til små og mellemstore virksomheder(femtende betragtning). I artikel 2, tredje led, opstilles det tillige som formål at

opnå den maksimale udnyttelse af de forskellige distributionsmidler, der findes ellerskal etableres i Europa.

89.

    Det kan således ikke bestrides, at Rådet ønskede, at MEDIA-programmet skullebidrage til nyudvikling af det europæiske marked for biograffilm og særligt skabenye former for samarbejde mellem europæiske erhvervsdrivende om at styrkeEuropas audiovisuelle kapacitet.

90.

    Målsætningen om at fremme etablering af nye samarbejdsnet fremgår endvidereaf EFDO's retningslinier, idet det deri kræves, at »mindst tre forskelligefilmudlejere fra mindst tre forskellige lande i Unionen eller lande, hvormed der erindgået samarbejdsaftaler, skal indgå aftale om biografforevisning af en film«.

91.

    Retten er derfor af den opfattelse, at Kommissionen og EFDO under deforeliggende omstændigheder ikke har overskredet grænserne for deres skøn, dade bestemte, at finansielle midler fra Fællesskabet, der blev bevilget tilfilmdistribution, skulle gå til etablering i Europa af distributionsnet, der ikke fandtesi forvejen. De kunne således opstille som kriterium, at bevilling af lån fra EFDOskulle fremme nye kontakter og samarbejde særligt mellem små og mellemstorefilmudlejere i forskellige europæiske lande, som uden de økonomiske fordele vedet sådant program sandsynligvis ikke ville have nogen særlig tilskyndelse til atoprette kontakter. Kommissionen og EFDO har heraf med rette udledt, at der kunkunne ydes lån til et distributionsprojekt, der var i overensstemmelse med detteformål med MEDIA-programmet.

92.

    Det kan i øvrigt ikke bestrides, at der kunne være en tilskyndelse forerhvervsdrivende til at oprette særskilte selskaber alene for at kunne få finansielstøtte, hvis ethvert net uanset sin opbygning kunne opnå lån i henhold til MEDIA-programmet.

93.

    Med hensyn til EVE-projektet, der indgår i MEDIA-programmet, og som ifølgesagsøgerne er til fordel for selskaber, der opererer på flere geografiske områder,bemærkes det indledningsvis, idet det er ufornødent at undersøge rækkevidden afden pågældende sætning i udvælgelseskriterierne, at den omtvistede beslutning iden foreliggende sag er truffet under et andet projekt end EVE, og at det særligter EFDO's retningslinier fortolket i lyset af formålene med MEDIA-programmet,der finder anvendelse på beslutningen. Endvidere kunne Kommissionen inden fordisse retlige rammer under anvendelse af sit skøn anse det for formålstjenligt underde i sagen foreliggende omstændigheder at støtte etableringen af net mellemuafhængige filmudlejere.

94.

    Af de nævnte grunde kunne Kommissionen og EFDO lovligt kræve, at ansøgningerom finansiering af filmdistribution i henhold til MEDIA-programmet for at kunnetages i betragtning skulle indgives af mindst tre filmudlejere, der ikke tidligerehavde haft et betydeligt og fast samarbejde.

95.

    Det er imidlertid, som Kommissionen har udtalt i beslutning 89/467 (syvendebetragtning), ubestridt, at UIP, der har hjemsted i Nederlandene, oprindeligt blevoprettet af tre amerikanske selskaber med henblik på distribution i Europa af film,der var produceret eller blev udlejet af disse moderselskaber eller af deresrespektive moderselskaber, datterselskaber, associerede selskaber ellerkoncessionshavere, franchisetagere eller underlicenstagere. UIP's virksomhed er -som det også fremgår af beslutningen (bl.a. 41. betragtning) - underkastet en stramstyring fra moderselskabernes side. UIP har datterselskaber i Fællesskabet, derfungerer som lokale udlejningsselskaber (ottende betragtning til beslutning 89/467),og som kun har begrænset selvbestemmelsesret, hvilket fremgår af sagens akter.Det samarbejde og det distributionsnet, der er etableret mellem UIP'sdatterselskaber uden deltagelse af andre selskaber, findes derfor under hensyn tildenne struktur og datterselskabernes manglende uafhængighed ikke at kunnehenføres under de former for samarbejde, der er tilsigtet med afgørelse 90/685.

96.

    Kommissionen og EFDO findes herefter med rette at have anset UIP'sdatterselskaber for en enkelt filmudlejer ved bedømmelsen af, hvorvidtlånansøgningerne til EFDO kunne imødekommes.

97.

    Med hensyn for det første til lånansøgningerne vedrørende filmen »ManiaciSentimentali« bemærkes det, at UIP's datterselskaber ikke har indgået aftaler medandre uafhængige filmudlejere. Da de skal anses for en enkelt filmudlejer medhensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningerne opfylder betingelserne for atkunne imødekommes, var kravet om tre forskellige filmudlejere ikke opfyldt.Lånansøgningerne fra UIP's datterselskaber opfyldte ikke betingelserne for atkunne imødekommes, idet projektet ikke etablerede et nyt samarbejdsnet forfilmudlejning.

98.

    Dette resultat, der som fastslået ovenfor er i overensstemmelse med formålene medMEDIA-programmet, anfægtes ikke af, at EFDO to gange i 1992 bevilgede et låntil distribution af en film til tre selskaber, hvoraf de to var indbyrdes forbundne,således at der - som Kommissionen har erkendt under retsmødet - ikke var treforskellige distributører. Sagsøgerne har gjort gældende, at der mellem 1992 og1995 blev distribueret tretten film af indbyrdes forbundne selskaber med støtte fraEFDO. Det bemærkes på grundlag af oplysningerne i listen overdistributionsprojekter, EFDO har godkendt siden sin oprettelse, at somKommissionen har anerkendt, er kun lånansøgninger for to af de tretten film,sagsøgerne har fremdraget, blevet indgivet af færre end tre forskellige filmudlejere.I betragtning af, at i alt 196 distributionsprojekter modtog støtte fra EFDO mellem1992 og 1995, kan det fastslås, at der reelt ikke var etableret en praksis for atbevilge lån, når distributionsprojektet ikke var indgivet af mindst tre forskelligefilmudlejere i den ovenfor anførte betydning. Reglen kan herefter ikke anses forat være blevet anvendt vilkårligt.

99.

    For det andet er det med hensyn til distributionen af filmen »Nostradamus«ubestridt, at seks filmudlejere, der hverken var indbyrdes forbundne eller forbundetmed et selskab i UIP-koncernen, opnåede finansiering fra EFDO på grundlag afansøgninger, der var indgivet inden for den samme frist som ansøgningerne fraUIP's fire datterselskaber. De pågældende sagsøgere nævnte endvidere i deresansøgninger - i den rubrik, hvori der skal gives oplysninger om andre ansøgere, idet omfang de er kendte - fire af de seks filmudlejere, der opnåede finansiering,samt et selskab, der ikke var blandt dem, hvis ansøgninger blev imødekommet.

100.

    Det må på baggrund heraf konkluderes, at de havde indgået aftale om distributionaf denne film i det i retningslinierne krævede omfang. Det var derfor uberettigetat afslå ansøgningerne fra de pågældende datterselskaber af UIP med denbegrundelse, at der ikke var etableret et nyt net bestående af mindst tre forskelligefilmudlejere. Med hensyn til distribution af filmen »Nostradamus« findes depågældende sagsøgeres ansøgninger derfor på dette punkt at have opfyldtbetingelserne for at kunne tages i betragtning med hensyn til ydelse af et lån.

101.

    Den væsentligste grund til at afslå ansøgningerne var imidlertid, at Kommissionenendnu ikke »havde truffet afgørelse om UIP's fremtidige stilling i Europa ... [ogdet] var ... umuligt at træffe en anden afgørelse uden at gribe ind i [sagen angåendefritagelsen i henhold til konkurrencereglerne]«. Selv om Kommissionen under sagenhar hævdet, at den omstændighed, at ansøgningen om fornyelse af en fritagelse imedfør af traktatens artikel 85, stk. 3, var under behandling, ikke i sig selv havdemedført, at EFDO afslog ansøgningerne, og at der var en vis usikkerhed medhensyn til, om UIP's datterselskaber kunne foretage den nødvendige tilbagebetaling,sammenholdt med UIP's uafklarede stilling, der havde begrundet afslaget, er detRettens opfattelse, at det slet og ret var UIP's og datterselskabernes uafklaredestilling, der lå til grund for afslaget på lånansøgningerne.

102.

    Ganske vist har det medlem af Kommissionen, der var ansvarlig forkonkurrencespørgsmål, Karel Van Miert, i sin skrivelse til UIP's advokat, anført,at der ikke var nogen forbindelse mellem behandlingen af UIP's ansøgning omfornyelse af selskabets fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, og sagenvedrørende støtte fra EFDO. Som Kommissionen har anført under retsmødet, kandenne besvarelse imidlertid meget vel ud fra en ren konkurrenceretlig synsvinkelfortolkes således, at den omstændighed, at der endnu ikke var truffet afgørelsevedrørende ansøgningen om fornyelse af UIP's fritagelse i medfør af traktatensartikel 85, stk. 3, ikke var til hinder for, at der kunne ydes den støtte, der varansøgt om, eftersom støtten i givet fald ikke kunne få betydning for anvendelsenaf konkurrencereglerne.

103.

    Det skal her bemærkes, at fritagelsen af den grundlæggende aftale mellem UIP'stre moderselskaber om at oprette UIP som fælles datterselskab og af aftalernevedrørende samarbejdet mellem koncernens selskaber var udløbet den 26. juli 1993.Da EFDO traf beslutningen i 1994 havde UIP ikke sikkerhed for, om fritagelsenville blive fornyet. Det kan imidlertid ikke bestrides, at fremtiden for UIP's

datterselskaber afhang af moderselskabets fremtid, og moderselskabet kunne ikkefortsætte uden fornyelse af fritagelsen i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3. Detvar således klart, at disse datterselskaber ikke længere ville kunne fortsætte deresvirksomhed, hvis Kommissionen ikke fornyede UIP's fritagelse.

104.

    UIP's og UIP's datterselskabers stilling var på daværende tidspunkt ganske usikkerog uafklaret, fordi det var nødvendigt at opnå en fritagelse, for at en aftale i stridmed traktatens artikel 85, stk. 1, kunne tillades.

105.

    Det følger heraf, at ansøgningerne fra UIP's datterselskaber vedrørende distributionaf filmen »Nostradamus«, selv om de opfyldte betingelserne for at kunneimødekommes, kunne afslås af den grund, at så længe Kommissionen ikke havdebesluttet, om den ville forny UIP's fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk.3, var retsstillingen for UIP og UIP's datterselskaber fortsat usikker. Særligt kunneKommissionen og EFDO under udøvelsen af deres skøn lovligt beslutte, at disseselskaber netop på grund af denne usikkerhed ikke kunne anses for organisationer,der skulle støttes, selv om de havde tilbudt at yde alle former for sikkerhed fortilbagebetaling af de lån, der var ansøgt om, bl.a. i tilfælde af, at der blev meddeltafslag på fornyelse af fritagelsen. Da det var muligt, at Kommissionen ikke kunnegodkende sagsøgernes virksomhed, som den var organiseret på tidspunktet forsagens faktiske omstændigheder, og dette kunne føre til selskabernes likvidation,ville bevilling af lånene vanskeligt have kunnet forenes med den rimeligeforudsætning, at Kommissionen ikke kunne støtte organisationer, der kunne væreuforenelige dels med konkurrencereglerne, dels med det væsentlige formål medMEDIA-programmet at fremme udviklingen af en stærk europæisk audiovisuelindustri, der var i stand til at klare enhver udfordring. Hvis der var blevet ydet depågældende sagsøgere lån under de foreliggende omstændigheder, ville detendvidere have bevirket, at andre virksomheder, hvis erhvervsaktivitet uden nogentvivl var forenelig med konkurrencereglerne, og som ønskede og var i stand til atetablere eller udvikle et distributionsnet, ikke ville kunne modtage finansiering fraFællesskabet.

106.

    Det følger heraf, at den omtvistede beslutning opfyldte kravene i afgørelse 90/685og var i fuld overensstemmelse med formålene med MEDIA-programmet, bl.a. detformål at fremme etablering og udbygning af fælles distributionsnet i Fællesskabet.

107.

    Målsætningen om at forøge antallet af intereuropæiske udvekslinger af film ogopnå den maksimale udnyttelse af de forskellige distributionsmidler, der findes ellerskal etableres, og en større udbredelse af film i Europa (artikel 2, tredje led, iafgørelse 90/685) kan endvidere kun forfølges i det omfang, den kan forenes meddet formål, som Kommissionen i den foreliggende sag har skønnet væsentligst,nemlig at fremme etablering af nye fælles distributionsnet. Endelig kunne demidler, der ikke blev bevilget til sagsøgerne, stilles til rådighed for andrefilmudlejere og således fremme det nævnte formål.

108.

    Endelig kan Retten ikke give sagsøgerne medhold i argumentet om, at det varåbenlys diskrimination af UIP i forhold til de øvrige filmudlejere, at der ikke blevydet et lån til selskaber, der indgik i UIP-koncernen, så længe Kommissionen ikkehavde besluttet, om den ville forny UIP's fritagelse i medfør af traktatens artikel85, stk. 3. Der er ikke grundlag for at antage, at EFDO og Kommissionen ville haveindtaget en anden holdning over for ansøgninger fra en anden koncern i sammesituation.

109.

    De to første anbringender, der i det væsentlige vedrører den omtvistede beslutningsuforenelighed med EFDO's retningslinier og formålene med MEDIA-programmet,savner således grundlag og må forkastes.

Tredje anbringende: mangelfuld begrundelse

Sammenfatning af parternes argumenter

110.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at begrundelsen i den omtvistede beslutning ikkeindeholder de egentlige grunde til beslutningen, og at den ikke er gyldig.

111.

    Sagsøgerne har for det første henvist til ovennævnte svar fra Karel Van Miert,hvorefter der ikke var nogen forbindelse mellem behandlingen af UIP's ansøgningom fornyelse af selskabets fritagelse i medfør af traktatens artikel 85, stk. 3, ogsagen vedrørende støtte fra EFDO. Påstanden om, at det var umuligt at træffe enanden afgørelse uden at »gribe ind i den procedure, der var iværksat af UIP forKommissionen«, fordi det er en forudsætning for EFDO's lånaftaler, at de film,hvortil der ydes støtte, fremvises i biograferne over en periode på fem år, erfuldstændig uforståelig.

112.

    Det led i begrundelsen, der vedrører målsætningen om at etablere net for fællesdistribution gennem udbygning af samarbejdet mellem selskaber, som hidtil haropereret hver for sig på nationalt plan, er forkert, fordi der ikke er tale om etformål med MEDIA-programmet, men blot en beskrivelse af en af de virkninger,man ønskede, at EFDO's virksomhed skulle have på markedet.

113.

    Med hensyn til de for Retten fremførte grunde har sagsøgerne for det første anført,at manglen på tilstrækkelig begrundelse ikke kan afhjælpes gennem denomstændighed, at den pågældende erfarer grundene til afgørelsen under denadministrative procedure (Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel modParlamentet, Sml. s. 2861). De har dernæst gjort gældende, at sagsøgtes fortolkningaf reglen om tre forskellige filmudlejere er forkert. De er endvidere af denopfattelse, at der ikke kunne være reel tvivl om UIP's evne til at tilbagebetale etlån, selv hvis fritagelsen ikke blev fornyet. Hvis der var grund til dissebetænkeligheder, ville der allerede have været det, da EFDO besluttede at bevilgeet lån til UIP's tyske datterselskab til distribution af filmen »Fuglekrigen iKanøfleskoven« (»War of the birds«) uden at kræve nogen form for sikkerhed.

Sagsøgerne er derfor af den opfattelse, at den sidstnævnte grund ikke var en reelanledning til at nære betænkeligheder.

114.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at kravet i medfør af traktatens artikel 190 om entilstrækkelig, klar og relevant begrundelse gælder såvel for den myndighed, hvortilder delegeres beføjelser, EFDO, som for den delegerende myndighed,Kommissionen (jf. Domstolens dom i Meroni-sagen og Domstolens dom af4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 129). Endvidere påhvilerdet institutionen udførligt at gøre rede for sine bevæggrunde, når dens afgørelse ernyskabende (jf. Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement desfabricants de papiers peints m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491). Denbegrundelse, der blev givet for at afslå sagsøgernes ansøgninger, var imidlertidfuldstændig utilstrækkelig. Selv om EFDO ifølge retningslinierne i en givensituation havde ret til at afslå ansøgninger uden nogen begrundelse herfor, varretningslinierne i øvrigt stadig underlagt traktaten.

115.

    Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringende ligeledes skalforkastes. Kommissionen har anført, at der er givet en korrekt begrundelse i denomtvistede beslutning. Der er ingen tvivl om, at de to dele af begrundelsen fremgikaf beslutningen, idet den ene del var en henvisning til UIP's uafklarede stilling ogusikkerheden om UIP's evne til at tilbagebetale et lån, og den anden vedrørte denalmindelige betingelse - der lå til grund for kravet om tre forskellige filmudlejere- om, at der skulle være tale om et samarbejde mellem selskaber, der hidtil havdeopereret hver for sig.

Rettens bemærkninger

116.

    Indledningsvis bemærkes, at påberåbelse af manglende eller utilstrækkeligbegrundelse er et anbringende vedrørende væsentlige formelle mangler, deradskiller sig fra anbringendet om, at den omtvistede beslutning er truffet af deforkerte grunde, idet prøvelsen af det sidstnævnte forhold henhører underbehandlingen af beslutningens materielle rigtighed.

117.

    Det bemærkes herved, at det fremgår af fast retspraksis, at begrundelsen klart ogutvetydigt skal angive de betragtninger, som den fællesskabsmyndighed, der harudstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, dels således at de berørte kan fåkendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan varetage deresrettigheder, dels således, at den pågældende fællesskabsretsinstans kan udøve sinprøvelsesret. Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at spørgsmålet, om enafgørelses begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, ikke blot skalvurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvoriden indgår, samt i forhold til alle de retsregler, som gælder på det pågældendeområde (jf. Rettens dom af 28.9.1995, sag T-95/94, Sytraval og Brink's France modKommissionen, Sml. II, s. 2651, præmis 52, og de deri nævnte afgørelser).

118.

    Begrundelsen i den omtvistede beslutning har følgende ordlyd:

»Den 5. december 1994 afslog EFDO's udvælgelseskomité UIP's ansøgningervedrørende filmene ‘Maniaci Sentimentali‘ og ‘Nostradamus‘, idet Kommissionenfor Den Europæiske Union endnu ikke havde truffet afgørelse om UIP's fremtidigestilling i Europa. Da EFDO's lånekontrakter indgås med henblik påbiografforevisning af støttemodtagende film i en periode på fem år, var det umuligtat træffe en anden afgørelse uden at gribe ind i den sag, der var rejst af UIP forKommissionen for Den Europæiske Union.

Endvidere er EFDO's komité af den opfattelse, at UIP ikke fuldt ud opfylderformålene med MEDIA-programmet, der beskrives således:

‘... etablering af net for fælles distribution gennem udbygning af samarbejdetmellem selskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationalt plan‘(handlingsprogram til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelleindustri (MEDIA) (1991-1995)).«

119.

    Retten finder, at den første del af begrundelsen tilstrækkeligt klart henviser tilbehandlingen af fritagelsesansøgningen i Kommissionen som grund til afslaget. Selvom formuleringen er ret upræcis, har sagsøgerne ikke kunnet være i tvivl ombetydningen. Det var utvivlsomt hele filmindustrien - og afgjort UIP'sdatterselskaber - bekendt, at UIP havde ansøgt om fornyelse af sin fritagelse imedfør af traktatens artikel 85, stk. 3. Da EFDO anførte, at EFDO ikke kunne»gribe ind« i denne sag, måtte sagsøgerne endvidere fornuftigvis forstå, at etforetagende som UIP, der var part i en sag vedrørende anvendelsen afkonkurrencereglerne, hverken direkte eller indirekte gennem sine datterselskaberkan opnå lån i henhold til MEDIA-programmet.

120.

    Den anden del af begrundelsen, hvori det anføres, at UIP ikke fuldt ud opfylderformålene med MEDIA-programmet [der bl.a. er at fremme] »samarbejdet mellemselskaber, som hidtil har opereret hver for sig på nationalt plan«, må fornuftigvisforstås som en henvisning til reglen om, at mindst tre forskellige filmudlejere skalindgå aftale om at oprette et nyt samarbejdsnet, og til, at det net, UIP'sdatterselskaber danner, ikke uden deltagelse af andre selskaber opfylder dennebetingelse.

121.

    Hvad særligt angår den omstændighed, at dette formål ikke udtrykkeligt fremgåraf afgørelse 90/685, bemærkes for det første, at målsætningen om at udbyggekontakter og samarbejde mellem filmudlejere i forskellige europæiske lande liggertil grund for afgørelse 90/685 på flere punkter (jf. ovenfor i præmis 86 og 88). Medhensyn til den omstændighed, at Kommissionens meddelelse om den audiovisuellepolitik ikke var blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende,bemærkes, at den pågældende meddelelse ikke var fortrolig og uden vanskelighedkunne fremskaffes fra Kommissionen. Sagsøgerne havde utvivlsomt et eksemplaraf denne meddelelse, eftersom den frembød en særlig interesse for påpasselige

erhvervsdrivende i denne velafgrænsede erhvervsgren, og de selv i stævningen harkonstateret, at sætningen i den omtvistede beslutning netop hidrørte fra dettedokument. Når den omtvistede beslutnings begrundelse læses i lyset af disseofficielle dokumenter, er den således endnu klarere og opfylder de krav, der itraktaten og retspraksis stilles om begrundelse af bebyrdende retsakter.

122.

    Den omtvistede beslutnings begrundelse må herefter anses for tilstrækkelig.

123.

    Det følger heraf, at det tredje anbringende ligeledes må forkastes.

124.

    I sag T-85/95 skal Kommissionen herefter frifindes.

Sagernes omkostninger

125.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgernehar tabt sag T-85/95, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgernetilpligtes at betale sagens omkostninger, bør sagsøgerne tilpligtes at betale allesagsomkostninger i sag T-85/95.

126.

    Hvis det er ufornødent at træffe afgørelse om sagens genstand, er Retten i henholdtil artikel 87, stk. 6, frit stillet i sin afgørelse om sagens omkostninger. I denforeliggende sag har Retten fundet det ufornødent at træffe afgørelse i sag T-369/94. Med hensyn til sagsomkostningerne findes dette udfald i den foreliggendesag at måtte sidestilles med, at sagsøgerne har tabt sagen. Sagsøgerne findes derfortillige at skulle betale alle omkostninger i sag T-369/94.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling)

1)    Det er ufornødent at træffe afgørelse i sag T-369/94.

2)    Kommissionen frifindes i sag T-85/95.

3)    Sagsøgerne betaler alle sagsomkostninger.

SaggioTiili Moura Ramos

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. februar 1998.

H. Jung

A. Saggio

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: engelsk.