RETTENS DOM (Tredje Udvidede Afdeling)

22. november 2023 (*)

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – afvikling af Banco Popular Español – Afviklingsinstansens afgørelse om ikke at bevilge de aktionærer og kreditorer, der er berørt af afviklingsforanstaltningerne, kompensation – værdiansættelse af forskel i behandlingen – valuarens uafhængighed«

I sag T-330/20,

ACMO Sàrl, Luxembourg (Luxembourg), og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget (1), ved advokaterne T. Soames og I. Prodromou-Stamoudi samt solicitor R. East,

sagsøgere,

mod

Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved M. Fernández Rupérez, A. Lapresta Bienz, L. Forestier og J. Rius Riu, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne H.-G. Kamann, F. Louis, V. Del Pozo Espinosa de los Monteros og L. Hesse,

sagsøgt,

støttet af:

Kongeriget Spanien ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget,

intervenient

har

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af præsidenten, M. van der Woude, og dommerne G. De Baere (refererende dommer), G. Steinfatt, K. Kecsmár og S. Kingston,

justitssekretær: fuldmægtig P. Nuñez Ruiz,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

henset til skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 23. januar 2023, hvorved PIMCO Dynamic Income Fund underrettede Retten om, at denne er universalsuccessor til PIMCO Income Opportunity Fund og PIMCO Dynamic Credit and Mortgage Income Fund

henset til skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 13. november 2023, hvorved Bybrook Capital Badminton Fund LP anmodede om at indtræde i stedet for Cairn Global Funds PLC og Cairn Special Opportunities Credit Master Fund Limited som sagsøger i den foreliggende sag, idet de øvrige parter har haft lejlighed til at indgive indlæg

henset til skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 16. november 2023, hvorved PIMCO Global Cross-asset Opportunities Master Fund LDC anmodede om at indtræde i stedet for PHFS series SPC – PHSF VII SP som sagsøger i den foreliggende sag, idet de øvrige parter har haft lejlighed til at indgive indlæg,

efter retsmødet den 9. september 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne ACMO Sàrl og de øvrige juridiske personer, hvis navne er anført i bilaget, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/EES/2020/52 fra Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) af 17. marts 2020 om, hvorvidt aktionærerne og kreditorerne skal bevilges kompensation som følge af de afviklingsforanstaltninger, der er truffet vedrørende Banco Popular Español, SA (herefter »den anfægtede afgørelse«).

I.      Sagens baggrund

2        Sagsøgerne er investeringsfonde, der inden vedtagelsen af en afviklingsordning for Banco Popular Español, SA (herefter »Banco Popular«) ejede hybride kernekapitalinstrumenter og supplerende kapitalinstrumenter i Banco Popular, herunder nogle gennem underfonde, med undtagelse af én af sagsøgerne, der er indtrådt i rettighederne for en enhed, der havde obligationer i Banco Popular.

3        Den 7. juni 2017 vedtog Afviklingsinstansen på eksekutivmøde afgørelse SRB/EES/2017/08 om vedtagelse af en afviklingsordning for Banco Popular (herefter »afviklingsordningen«) på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

4        Inden vedtagelsen af afviklingsordningen antog Afviklingsinstansen den 23. maj 2017 efter en udbudsprocedure firmaet Deloitte Réviseurs d’Entreprises som valuar (herefter »valuarfirmaet«) som led i forberedelsen af en eventuel afvikling af Banco Popular. Valuarfirmaet blev efter et udbud tildelt en individuel kontrakt inden for en multipel rammekontrakt om tjenesteydelser, som Afviklingsinstansen havde indgået med seks firmaer, herunder valuarfirmaet. I henhold til den individuelle kontrakt omfattede valuarfirmaets opgave at foretage en værdiansættelse af Banco inden en eventuel afvikling og en værdiansættelse af den i artikel 20, stk. 16-18, i forordning nr. 806/2014 omhandlede forskel i behandling efter en eventuel afvikling.

5        Den 5. juni 2017 vedtog Afviklingsinstansen den første værdiansættelse i henhold til artikel 20, stk. 5, litra a), i forordning nr. 806/2014, som havde til formål at indgå i bedømmelsen af, om betingelserne for afvikling, således som de er defineret i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, var opfyldt.

6        Den 6. juni 2017 fremlagde valuarfirmaet for Afviklingsinstansen en anden værdiansættelse (herefter »værdiansættelse 2«), udarbejdet i medfør af artikel 20, stk. 10, i forordning nr. 806/2014. Værdiansættelse 2 havde til formål at vurdere værdien af Banco Populars aktiver og passiver, give et skøn over den behandling, som aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været genstand for en almindelig insolvensbehandling, og at indgå i afgørelsen om, hvilke aktier og ejerskabsinstrumenter der skal overføres, og at indgå i Afviklingsinstansens afgørelse af, hvad der udgør kommercielle vilkår med henblik på virksomhedssalgsværktøjet.

7        I afviklingsordningen besluttede Afviklingsinstansen at bringe Banco Popular under afvikling, idet den fandt, at betingelserne i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 var opfyldt. Afviklingsinstansen besluttede at nedskrive og konvertere Banco Populars kapitalinstrumenter i henhold til artikel 21 i forordning nr. 806/2014 og at anvende virksomhedssalgsværktøjet i medfør af artikel 24 i forordning nr. 806/2014 ved at overføre aktierne til en køber.

8        Afviklingsinstansen besluttede at annullere 100% af aktierne i Banco Popular, at konvertere og nedskrive hele hovedstolen af de af supplerende kernekapitalinstrumenter udstedt af Banco Popular og at konvertere hele hovedstolen af de hybride kapitalinstrumenter udstedt af Banco Popular til »nye aktier II«. Efter en gennemsigtig og åben salgsproces, der blev gennemført af den spanske afviklingsmyndighed, Fondo de Reestructuración Ordenada Bancaria (omstruktureringsfond for banker, Spanien, herefter »FROB«), blev de »nye aktier II« overført til Banco Santander SA, mod betaling af en købspris på 1 EUR. Banco Santander indtrådte herefter den 28. september 2018 som universalsuccessor efter Banco Popular i forbindelse med en fusion ved overtagelse.

9        Den 7. juni 2017 vedtog Europa-Kommissionen afgørelse (EU) 2017/1246 om godkendelse af afviklingsordningen for Banco Popular (EUT 2017, L 178, s. 15).

10      Den 14. juni 2018 fremsendte valuarfirmaet til Afviklingsinstansen den værdiansættelse af forskellen i behandling, som er fastsat i artikel 20, stk. 16-18, i forordning nr. 806/2014, der blev gennemført for at afgøre, om aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling, hvis instituttet under afvikling havde været genstand for en almindelig insolvensbehandling (herefter »værdiansættelse 3«). Den 31. juli 2018 fremsendte valuarfirmaet til Afviklingsinstansen et addendum til denne værdiansættelse, som korrigerede visse formelle fejl.

11      Valuarfirmaet tog i værdiansættelse 3 stilling til den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, såfremt Banco Popular havde været underlagt en almindelig insolvensbehandling på det tidspunkt, hvor afviklingsordningen blev vedtaget. Det foretog denne vurdering inden for rammerne af et likvidationsscenario i henhold til Ley 22/2003, Concursal (lov nr. 22/2003 om konkurs) af 9. juli 2003 (BOE nr. 164 af 10.7.2003, s. 26905).

12      Valuarfirmaet anførte, at det hypotetiske likvidationsscenario var blevet udarbejdet på grundlag af ureviderede regnskabsoplysninger af 6. juni 2017 eller, såfremt de ikke var tilgængelige, af 31. maj 2017. Valuarfirmaet fandt, at indledningen af en almindelig insolvensbehandling af Banco Popular den 7. juni 2017 ville have ført til en ikke-planlagt likvidation. For at vurdere aktivernes realiseringsværdi tog valuarfirmaet tre tidsbundne alternative likvidationsscenarier i betragtning på atten måneder, på tre år og på syv år, som hver især omfattede en best-case og en worst-case hypotese. Valuarfirmaet konkluderede, at der i hvert af disse scenarier hvad angår de berørte aktionærer og efterstillede kreditorer ikke havde kunnet forventes nogen tilbagebetaling i en almindelig insolvensbehandling, og at der derfor ikke var nogen forskel i behandlingen sammenlignet med den, der fulgte af afviklingsforanstaltningen.

13      Den 6. august 2018 offentliggjorde Afviklingsinstansen på sit websted sin udtalelse af 2. august 2018 vedrørende dens foreløbige afgørelse om, hvorvidt aktionærerne og kreditorerne skulle bevilges kompensation som følge af de afviklingsforanstaltninger, der var truffet vedrørende Banco Popular, og vedrørende iværksættelsen af en procedure, så de berørte kunne udøve deres ret til at blive hørt (SRB/EES/2018/132) (herefter »den foreløbige afgørelse«), samt en ikke-fortrolig udgave af værdiansættelse 3. Den 7. august 2018 blev en meddelelse vedrørende Afviklingsinstansens udtalelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2018, C 277 I, s. 1).

14      I den foreløbige afgørelse fandt Afviklingsinstansen, at det fremgik af værdiansættelse 3, at der ikke forelå nogen forskel mellem den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer faktisk havde modtaget som følge af afviklingen af Banco Popular, og den behandling, som de ville have modtaget, såfremt Banco Popular havde været genstand for en almindelig insolvensbehandling på afviklingstidspunktet. Afviklingsinstansen besluttede, at den ikke havde pligt til at betale kompensation til de berørte aktionærer eller kreditorer i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014.

15      For at kunne træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt de berørte aktionærer og kreditorer skulle bevilges kompensation, opfordrede Afviklingsinstansen dem til over for den at tilkendegive deres interesse for at udøve deres ret til at blive hørt med hensyn til den foreløbige afgørelse i henhold til artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

16      Afviklingsinstansen anførte, at proceduren for retten til at blive hørt ville blive gennemført i to faser.

17      I den første fase, registreringsfasen, blev de berørte aktionærer og kreditorer inviteret til at tilkendegive deres interesse i at udøve deres ret til at blive hørt via en til formålet oprettet online registreringsformular, som var åben indtil den 14. september 2018. Derefter skulle Afviklingsinstansen kontrollere, om hver part, der havde tilkendegivet sin interesse, havde status som berørt aktionær eller kreditor. De berørte aktionærer og kreditorer skulle fremlægge bevis for deres identitet og bevis for, at de den 6. juni 2017 ejede et eller flere kapitalinstrumenter i Banco Popular, som var blevet nedskrevet eller konverteret i forbindelse med afviklingen.

18      I den anden fase, høringsfasen, kunne de berørte aktionærer og kreditorer, der under den første fase havde tilkendegivet deres interesse i at udøve deres ret til at blive hørt, og hvis status var blevet bekræftet af Afviklingsinstansen, fremsætte deres bemærkninger til den foreløbige afgørelse, som var vedlagt værdiansættelse 3.

19      Den 16. oktober 2018 meddelte Afviklingsinstansen, at de kvalificerede aktionærer og kreditorer fra den 6. november 2018 ville blive opfordret til at fremsætte deres skriftlige bemærkninger til den foreløbige afgørelse. Den 6. november 2018 fremsendte Afviklingsinstansen et unikt personligt link til de kvalificerede aktionærer og kreditorer, der gav adgang til en formular på internettet, hvorved de fik mulighed for indtil den 26. november 2018 at fremsætte bemærkninger til den foreløbige afgørelse og til den ikke-fortrolige udgave af værdiansættelse 3.

20      Efter afslutningen af høringsfasen vurderede Afviklingsinstansen de relevante bemærkninger fra de berørte aktionærer og kreditorer vedrørende den foreløbige afgørelse. Afviklingsinstansen anmodede valuarfirmaet om at fremsende et dokument indeholdende dets vurdering af de relevante bemærkninger vedrørende værdiansættelse 3 og at undersøge, om værdiansættelse 3 fortsat var gyldig i lyset af disse bemærkninger.

21      Den 18. december 2019 fremsendte valuarfirmaet til Afviklingsinstansen sin vurdering med titlen »Afklarende dokument om værdiansættelse af forskel i behandlingen« (herefter »afklaringsdokumentet«). I afklaringsdokumentet bekræftede valuarfirmaet, at strategien og de forskellige hypotetiske likvidationsscenarier, der var specificeret i værdiansættelse 3, samt de anvendte metodologier og foretagne analyser fortsat var gyldige.

22      Den 17. marts 2020 vedtog Afviklingsinstansen den anfægtede afgørelse. En meddelelse af denne afgørelse blev offentliggjort den 20. marts 2020 i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2020, C 91, s. 2).

23      I den anfægtede afgørelse fandt Afviklingsinstansen, at valuarfirmaet var uafhængigt i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, og med kapitel IV i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1075 af 23. marts 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis (EUT 2016, L 184, s. 1).

24      I afsnit 5 med overskriften »Værdiansættelse 3« i den anfægtede afgørelse opsummerede Afviklingsinstansen indholdet af værdiansættelse 3 og fandt, at den var i overensstemmelse med den gældende retlige ramme og var tilstrækkeligt begrundet og fuldstændig til at udgøre grundlaget for en afgørelse truffet i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014. Den anførte, at værdiansættelse 3 vurderede de nødvendige elementer fastsat i artikel 20, stk. 17, i forordning nr. 806/2014 og i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/344 af 14. november 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer kriterierne vedrørende metoderne til værdiansættelse af forskel i behandlingen i forbindelse med afvikling (EUT 2018, L 67, s. 3).

25      I afsnit 6 i den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen »de bemærkninger, der er fremsat af de berørte aktionærer og kreditorer samt evalueringen heraf«. I afsnit 6.1 med overskriften »Vurdering af relevansen« i den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen, at visse af disse bemærkninger, der hverken vedrørte dens foreløbige afgørelse eller værdiansættelse 3, ikke var relevante, for så vidt som de ikke var omfattet af proceduren for retten til at blive hørt. I afsnit 6.2 i den anfægtede afgørelse foretog Afviklingsinstansen en »vurdering af de relevante bemærkninger« fremsat af de berørte aktionærer og kreditorer vedrørende valuarfirmaets uafhængighed og indholdet af værdiansættelse 3, inddelt efter tema.

26      Afviklingsinstansen konkluderede, at det fremgik af værdiansættelse 3, sammenholdt med afklaringsdokumentet og konklusionerne i afsnit 6.2 i den anfægtede afgørelse, at der ikke forelå nogen forskel i den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer faktisk havde modtaget, og den behandling, som de ville have modtaget, såfremt Banco Popular havde været genstand for en almindelig insolvensbehandling på afviklingstidspunktet.

27      Afviklingsinstansen besluttede følgelig:

»Artikel 1

Værdiansættelse

Med henblik på afgørelsen af, om aktionærer og kreditorer berørt af afviklingsforanstaltningerne over for Banco Popular skal bevilges kompensation [...], fastlægges værdiansættelsen af forskellen i behandlingen under afviklingen, som fastsat i artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014, i henhold til bilag I til nærværende afgørelse, sammenholdt med afklaringsdokumentet [...], der er vedlagt som bilag II til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Kompensation

Aktionærer og kreditorer berørt af afviklingsforanstaltningerne over for Banco Popular [...] har ikke ret til kompensation fra Den Fælles Afviklingsfond i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014.

Artikel 3

Adressat for afgørelsen

Denne afgørelse er rettet til FROB i dennes egenskab af national afviklingsmyndighed, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014.«

II.    Parternes påstande

28      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

29      Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:

–        Afvisning, for så vidt som søgsmålet er anlagt af en repræsentant eller af sagsøgere, der kun er berørt gennem underfonde.

–        Subsidiært, og med hensyn til de øvrige sagsøgere, frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

30      Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

–        Sagsøgte frifindes.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

A.      Om formaliteten

31      Afviklingsinstansen har gjort gældende, at visse af sagsøgerne ikke har godtgjort at have søgsmålskompetence. Den er af den opfattelse, at søgsmålet skal afvises, for så vidt som det er anlagt af visse sagsøgere, der handler som repræsentant, dvs. som fondsforvalter, der var indehaver af obligationer i Banco Popular, og af andre sagsøgere, der kun er berørte gennem deres underfonde, som var indehavere af kapitalinstrumenter i Banco Popular.

32      Det må konstateres, at Afviklingsinstansen ikke har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises for så vidt angår alle sagsøgere.

33      Det fremgår i denne henseende af de formelle dokumenter vedlagt som bilag til stævningen, at flere af sagsøgerne faktisk var indehavere af hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter i Banco Popular på tidspunktet for afviklingsordningens vedtagelse. Det skal ligeledes bemærkes, at de endvidere har deltaget i proceduren for retten til at blive hørt.

34      Heraf følger, at disse sagsøgere udgør en del af den kategori af aktionærer og kreditorer, der er berørte af afviklingen af Banco Popular. De er derfor umiddelbart og individuelt berørte af den anfægtede afgørelse og har søgsmålskompetence med hensyn til annullationen af den anfægtede afgørelse, hvilket Afviklingsinstansen i øvrigt ikke bestrider.

35      Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at såfremt der er tale om ét og samme søgsmål, er det, når mindst én af sagsøgerne har søgsmålskompetence, imidlertid ufornødent at undersøge, om de øvrige sagsøgere har søgsmålskompetence (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 37; jf. ligeledes i denne retning dom af 24.10.2019, EPSU og Goudriaan mod Kommissionen, T-310/18, EU:T:2019:757, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

36      Det er følgelig ufornødent at undersøge den formalitetsindsigelse, som Afviklingsinstansen har rejst, om, at de sagsøgere, der handler som repræsentant eller for deres underfonde, ikke har søgsmålskompetence.

B.      Om realiteten

37      Til støtte for deres søgsmål har sagsøgerne fremsat tre anbringender. Det første anbringende vedrører åbenbart urigtige skøn, som Afviklingsinstansen skulle have anlagt, da den godkendte værdiansættelse 3 med hensyn til vurderingen af insolvensperiodens varighed, ikke-misligholdte lån, misligholdte lån, aktiver i form af fast ejendom og juridiske risici hos Banco Popular. Det andet anbringende, der er fremsat subsidiært, vedrører det forhold, at Afviklingsinstansen skulle have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udpege valuarfirmaet som uafhængig valuar. Det tredje anbringende, der ligeledes er fremsat subsidiært, vedrører det forhold, at Afviklingsinstansen uretmæssigt har delegeret de beslutningsbeføjelser, som Afviklingsinstansen er givet i medfør af forordning nr. 806/2014, til valuarfirmaet.

1.      Indledende bemærkninger

a)      Omfanget af Rettens prøvelse

38      Det bemærkes, at omfanget af Rettens prøvelse i henhold til retspraksis er afgrænset, både når der er tale om situationer, hvor den anfægtede retsakt er baseret på en vurdering af faktuelle forhold af videnskabelig eller teknisk meget kompliceret karakter, og når der er tale om komplekse økonomiske vurderinger.

39      For det første bør Den Europæiske Unions retsinstanser – når EU’s institutioner har en bred skønsmargen, navnlig vedrørende vurderingen af faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret karakter, til at bestemme karakteren og omfanget af sine tiltag – blot undersøge, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om disse myndigheder åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn. I en sådan situation kan Unionens retsinstanser således ikke sætte deres egen vurdering af de faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk karakter i stedet for EU-institutionernes, som i henhold til EUF-traktaten varetager denne opgave alene (jf. dom af 21.7.2011, Etimine, C-15/10, EU:C:2011:504, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

40      For det andet er den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager af EU-institutionernes komplekse økonomiske vurderinger, en begrænset kontrol, der nødvendigvis må begrænses til en efterprøvelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning. I forbindelse med denne efterprøvelse tilkommer det således heller ikke Unionens retsinstanser at sætte deres egen økonomiske vurdering i stedet for den kompetente EU-institutions (jf. dom af 2.9.2010, Kommissionen mod Scott, C-290/07 P, EU:C:2010:480, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 106 den deri nævnte retspraksis).

41      Idet Afviklingsinstansens afgørelser – der tager sigte på at afgøre, om der skal betales en kompensation til de aktionærer og kreditorer, der er berørte af de afviklingsforanstaltninger, der er gennemført over for en enhed – er baseret på yderst komplekse økonomiske og tekniske vurderinger, må de principper, der kan udledes af den i præmis 39 og 40 nævnte retspraksis, finde anvendelse på den kontrol, som retsinstansen skal foretage.

42      Selv om Afviklingsinstansen er tillagt et vidt skøn for så vidt angår økonomiske og tekniske vurderinger, indebærer det dog ikke, at Unionens retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere Afviklingsinstansens fortolkning af de oplysninger af økonomisk art, der ligger til grund for dens afgørelse. Som Domstolen har fastslået, skal Unionens retsinstanser selv i tilfælde, der omhandler komplekse vurderinger, derfor ikke blot tage stilling til bl.a. den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (dom af 11.11.2021, Autostrada Wielkopolska mod Kommissionen og Polen, C-933/19 P, EU:C:2021:905, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

43      For at godtgøre, at Afviklingsinstansen har begået en åbenbar fejl ved vurderingen af omstændighederne, der kan begrunde en annullation af den anfægtede afgørelse, skal sagsøgers beviser være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, der ligger til grund for afgørelsen, bliver usandsynlige (jf. analogt dom af 7.5.2020, BTB Holding Investments og Duferco Participations Holding mod Kommissionen, C-148/19 P, EU:C:2020:354, præmis 72, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 105, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

44      Følgelig skal anbringendet om, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, forkastes, hvis den anfægtede vurdering, uanset de af sagsøgeren fremførte beviser, kan lægges til grund som værende fortsat rigtig eller gyldig (jf. dom af 27.9.2018, Spiegel-Verlag Rudolf Augstein og Sauga mod ECB, T-116/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:614, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.11.2020, BMC mod fællesforetagendet Clean Sky 2, T-71/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:567, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

45      Det følger endvidere af fast retspraksis, at når institutionerne råder over en skønsbeføjelse, må der lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Under de garantier, som Unionens retsorden fastsætter for den administrative procedure, henhører bl.a. kravet om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, dvs. at den kompetente institution er forpligtet til, omhyggeligt og upartisk, at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag. Kun under disse omstændigheder kan Unionens retsinstanser efterprøve, om de faktiske og retlige omstændigheder, der har betydning ved udøvelsen af skønnet, forelå (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14).

b)      Formaliteten for så vidt angår de beviser, der er fremlagt som bilag til replikken

46      I duplikken har Afviklingsinstansen gjort gældende, at sagsøgerne som bilag til replikken har fremlagt et vidneudsagn fra A og et addendum til deres sagkyndige rapport, som tager sigte på at underbygge deres anbringender, der allerede er fremsat i stævningen, og som derfor skal være vedlagt denne. Sagsøgerne har ikke begrundet forsinkelsen med fremlæggelse af nye beviser, i strid med artikel 85, stk. 1 og 2, i Rettens procesreglement, og disse må derfor afvises.

47      I henhold til artikel 85, stk. 1 og 2, i Rettens procesreglement skal beviser fremlægges eller anføres i forbindelse med den første udveksling af processkrifter, og hovedparterne kan i forbindelse med replikken og duplikken fremlægge eller anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

48      Det bemærkes for det første, at sagsøgerne i bilag til stævningen har fremlagt vidneudsagn fra en advokat specialiseret i spansk konkursret, A, dateret den 28. maj 2020, vedrørende de relevante spørgsmål om lovgivning og praksis på insolvensområdet. For det andet har sagsøgerne ligeledes i bilag til stævningen fremlagt en sagkyndig rapport dateret den 28. maj 2020, der oprindeligt havde til formål at behandle de hypoteser og den metodologi, der blev anvendt i værdiansættelse 3 efter formularen fremsendt af Afviklingsinstansen i forbindelse med proceduren for retten til at blive hørt, og som blev opdateret efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og afklaringsdokumentet.

49      Som bilag til replikken har sagsøgerne fremlagt et nyt vidneudsagn fra A af 9. april 2021 om visse aspekter af svarskriftet vedrørende spansk konkursret og et addendum til deres sagkyndige rapport dateret den 13. april 2021, forberedt med det formål at svare på visse spørgsmål rejst i Afviklingsinstansens svarskrift.

50      Det fremgår af retspraksis, at modbevis og adgangen til at fremkomme med nye beviser som følge af et modbevis fra modpartens side i svarskriftet ikke er omfattet af præklusionsreglen i procesreglementets artikel 85, stk. 2. Denne bestemmelse omfatter nemlig nye beviser og skal ses i sammenhæng med procesreglementets artikel 92, stk. 7, hvorefter adgangen til at føre modbevis og til at fremkomme med nye beviser udtrykkeligt bevares (jf. dom af 17.12.1998, Baustahlgewebe mod Kommissionen, C-185/95 P, EU:C:1998:608, præmis 72, og af 5.5.2021, ITD og Danske Fragtmænd mod Kommissionen, T-561/18, EU:T:2021:240, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

51      For så vidt som det fremgår udtrykkeligt af disse bilag, at de har til formål at understøtte argumenter, der har til formål at anfægte vurderingerne i svarskriftet, skal det fastslås, at de kan antages til realitetsbehandling.

2.      Det første anbringende om åbenbart urigtige skøn vedrørende vurderingen af insolvensperiodens varighed, ikke-misligholdte lån, misligholdte lån, aktiver i form af fast ejendom og juridiske risici hos Banco Popular

52      Med det første anbringende har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Afviklingsinstansen har anlagt et urigtigt skøn ved at godkende værdiansættelse 3 og afklaringsdokumentet, og at valuarfirmaet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af likvidationsscenariet med hensyn til varigheden af den hypotetiske likvidationsbehandling og vurderingen af visse kategorier af aktiver hos Banco Popular. Disse fejl har ført til en undervurdering af sagsøgernes tilbagebetaling inden for rammerne af en hypotetisk insolvensbehandling af Banco Popular og følgelig til en tilsidesættelse af deres ejendomsret.

53      Dette anbringende er opdelt i fem led. For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Afviklingsinstansen og valuarfirmaet har begået en fejl med hensyn til varigheden af det hypotetiske likvidationsscenario. For det andet har de gjort gældende, at den vurdering af de ikke-misligholdte lån, der er foretaget i værdiansættelse 3, støtter sig på urealistiske hypoteser. De bestrider for det tredje afhændelsesstrategien anvendt af valuarfirmaet for porteføljen af misligholdte lån hos Banco Popular. De har for det fjerde gjort gældende, at vurderingen i værdiansættelse 3 af Banco Populars portefølje af fast ejendom indeholder huller og selvmodsigelser. For det femte har de bestridt den tilgang, som valuarfirmaet har anvendt vedrørende de juridiske risici.

54      Det bemærkes indledningsvis, at i den anfægtede afgørelse har Afviklingsinstansen anført, at ifølge artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014 skulle værdiansættelse 3 fastlægge, om de berørte aktionærer og kreditorer blev behandlet dårligere i forbindelse med afviklingen, end de ville være blevet, såfremt Banco Popular »var blevet håndteret som led i almindelig insolvensbehandling«. Afviklingsinstansen har i lighed med valuarfirmaet i afklaringsdokumentet (punkt 5.1.5) anført, at Ley 11/2005 de recuperación y resolución de entidades de crédito y empresas de servicios de inversión (lov nr. 11/2015 om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber) af 18. juni 2015 (BOE nr. 146 af 19.6.2015, s. 50797), som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190), specifikt fastsætter, at værdiansættelsen af forskellen i behandlingen skal foretages ud fra den antagelse, at enheden er indtrådt i likvidation.

55      Afviklingsinstansen har i denne henseende anført, at i henhold til værdiansættelse 3, henset til omstændighederne i den foreliggende sag og navnlig til Banco Populars manglende evne til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, ville indledning af almindelig insolvensbehandling på afviklingstidspunktet have ført til en likvidation af Banco Popular, hvilket ville have medført en accelereret realisering af aktiver, uden bindende minimumspris, og nettorealiseringsbetaling til kreditorerne i henhold til den rækkefølge, der er fastlagt ved lov nr. 22/2003.

56      I den anfægtede afgørelse fandt Afviklingsinstansen, at værdiansættelse 3 var i overensstemmelse med den gældende retlige ramme, og at den udgjorde et passende og tilstrækkeligt grundlag for at vedtage den anfægtede afgørelse. Den har anført, at den baserede sig på værdiansættelse 3 og på afklaringsdokumentet, hvilke var vedlagt den anfægtede afgørelse og udgjorde en integrerende del af dens begrundelse.

57      I værdiansættelse 3 fandt valuarfirmaet, at eftersom Banco Populars tilladelse til at drive bankvirksomhed ville være blevet inddraget med insolvenserklæringen, der således forpligter til en øjeblikkelig indstilling af driften og forhindrer et salg som en going concern, ville likvidationen være blevet påbegyndt straks. Valuarfirmaet har tilføjet, at ifølge afviklingsordningen havde Den Europæiske Centralbank (ECB) den 6. juni 2017 fastslået, at Banco Popular var nødlidende eller forventeligt nødlidende på grundlag af artikel 18, stk. 4, litra c), i forordning nr. 806/2014. Valuarfirmaet har anført, at i denne kontekst var likvidation det eneste mulige insolvensscenario.

58      Valuarfirmaet har bl.a. anført følgende:

»Indledning af almindelig insolvensbehandling for [Banco Popular] den 7. juni 2017 ville have ført til en ikke-planlagt likvidation. En sådan er i sagens natur ødelæggende for værdien af grunde såsom: den bratte indstilling af driften, kundefrafald, en ineffektiv proces med realisering af aktiver samt yderligere (ofte betydelige) omkostninger og krav. I tilfældet med [Banco Popular] er den insolvente likvidation uden fortilfælde i Spanien i betragtning af bankens status som sjettestørste bank og som vigtig aktør i nøglesektorer såsom realkreditfinansiering og lån til [små og mellemstore virksomheder (SMV’er)] og små virksomheder.«

59      I afklaringsdokumentet har valuarfirmaet forklaret, at værdiansættelse 3 i sagens natur var en hypotetisk og fremadrettet øvelse, der havde til formål at skønne tilbagebetalingsværdien for Banco Populars kreditorer, for hvilken det var nødvendigt at anvende forskellige hypotetiske scenarier. Valuarfirmaet har præciseret at have baseret sine hypoteser og skøn på oplysninger fremlagt af Banco Popular, der er blevet analyseret og kontrolleret, samt på forskellige offentlige oplysninger.

60      I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 43 ovenfor, skal sagsøgerne – for at godtgøre, at Afviklingsinstansen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, der kan begrunde, at den anfægtede afgørelse annulleres – fremlægge tilstrækkelige beviser, der kan bevirke, at de vurderinger af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund i denne afgørelse, bliver usandsynlige.

61      Rettens kontrol er således begrænset til at efterprøve, om Afviklingsinstansen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som den har godkendt værdiansættelse 3, hvilket indebærer, at det efterprøves, om valuarfirmaet har begået åbenbare fejl i værdiansættelse 3 ved at støtte sig på hypoteser og skøn, der ikke var sandsynlige. Retten kan derimod ikke sætte sin vurdering i stedet for vurderingen fra den valuar, der har udarbejdet værdiansættelse 3.

62      Sagsøgerne har i denne henseende og flere gange under det første anbringende fremlagt en analyse foretaget af deres sagkyndige i rapporten bilagt stævningen til sammenligning med værdiansættelse 3 med det formål at godtgøre, at vurderingen af Banco Populars aktiver i forbindelse med en insolvensbehandling, der er foretaget i denne rapport, baseret på hypoteser, der er forskellige fra dem, der er anvendt i værdiansættelse 3, ville have ført til mere betydelige tilbagebetalinger for forskellige kategorier af aktiver.

63      Under det andet led nævner sagsøgerne således analysen vedrørende inddrivelse af ikke-misligholdte lån over en periode på syv år, som er indeholdt i deres sagkyndige rapport, idet det anføres, at denne analyse støtter sig på hypoteser, der er forskellige fra dem, der er anvendt i værdiansættelse 3. Under det tredje led har sagsøgerne henvist til en analyse vedrørende inddrivelse af misligholdte lån, som er indeholdt i deres sagkyndige rapport. De har anført, at i forhold til værdiansættelse 3 hviler deres analyse på en længere periode, annullation af omklassificering fra ikke-misligholdte lån til misligholdte lån og et lavere internt afkast (internal rate of return (IRR)). Under det fjerde led omtaler sagsøgerne analysen indeholdt i deres sagkyndige rapport vedrørende inddrivelse i forbindelse med Banco Populars aktiver i form af fast ejendom, herunder indirekte ejede aktiver i form af fast ejendom, i afhændelseshypoteserne på tre og syv år.

64      Det bemærkes, at den sagkyndige rapport, der er vedlagt som bilag til stævningen, er blevet udarbejdet med det formål at svare på de spørgsmål, der er stillet i den af Afviklingsinstansen fremsendte formular i forbindelse med proceduren for retten til at blive hørt. Denne rapport begrænser sig ikke til en kritisk analyse af værdiansættelse 3, men kommer med sin egen vurdering af Banco Populars aktiver i et likvidationsscenario med henblik på en sammenligning med den, der blev foretaget af valuarfirmaet.

65      Den analyse, der er foretaget i denne rapport, er baseret på hypoteser, der er forskellige fra dem, der er anvendt i værdiansættelse 3, og støtter sig på tre tidsbestemte likvidationsscenarier på henholdsvis fem, syv og ti år, idet det sidstnævnte ikke var medtaget i værdiansættelse 3. I denne rapport redegør sagsøgernes sagkyndige bl.a. for resultatet af sammenligningen mellem deres egne beregninger og den værdiansættelse, der er foretaget af valuarfirmaet på grundlag af et insolvensscenario på syv år. De anfører ligeledes, at de ikke har haft adgang til alle de oplysninger, som valuarfirmaet har haft til rådighed.

66      Det bemærkes, at værdiansættelse 3 indeholder komplekse økonomiske og tekniske vurderinger. Pr. definition støtter vurderingen af de forskellige kategorier af Banco Populars aktiver i tilfælde af en hypotetisk almindelig insolvensbehandling sig på hypoteser og indeholder nødvendigvis skøn baseret på de oplysninger, der er tilgængelige på afviklingstidspunktet.

67      Den eneste hypotese, hvorunder de vurderinger, der ligger til grund for en afgørelse truffet på grundlag af komplekse omstændigheder, kan prøves af Retten, er den, hvor sagsøgeren gør gældende, at de pågældende faktuelle vurderinger ikke er plausible (dom af 25.11.2020, BMC mod fællesforetagendet Clean Sky 2, T-71/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:567, præmis 77).

68      I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 43 og 44 ovenfor, skal sagsøgerne godtgøre, at Afviklingsinstansen har begået en åbenbar fejl i sin vurdering af komplekse omstændigheder, der begrunder en annullation af den anfægtede afgørelse. De skal således fremlægge tilstrækkelige beviser for, at skønnene over de forskellige kategorier af aktiver, som valuarfirmaet foretog i værdiansættelse 3, er usandsynlige.

69      Den omstændighed, at skønnet over værdien af Banco Populars aktiver i tilfældet med en hypotetisk almindelig insolvensbehandling, der fremgår af sagsøgernes sagkyndige rapport, er i modstrid med vurderingerne i værdiansættelse 3, ud over de tilfælde, hvor sagsøgerne gør gældende, at disse vurderinger ikke er plausible, henhører under en konstatering, som går ud over Rettens begrænsede prøvelse, således som fastlagt i den retspraksis, der er nævnt i præmis 39 og 40 ovenfor (jf. i denne retning og analogt dom af 25.11.2020, BMC mod fællesforetagendet Clean Sky 2, T-71/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:567, præmis 78).

70      Sagsøgernes fremlæggelse under de forskellige led af det første anbringende af skønnene over de forskellige kategorier af Banco Populars aktiver foretaget i deres sagkyndige rapport er følgelig ikke i sig selv tilstrækkelig til at bevirke, at værdiansættelse 3 bliver usandsynlig, eller følgelig til at godtgøre, at der foreligger åbenbare fejlskøn foretaget af Afviklingsinstansen.

71      Det er i lyset af disse betragtninger, at det første anbringende skal behandles.

a)      Det første led vedrørende varigheden af likvidationsscenariet

72      Sagsøgerne har gjort gældende, at de hypoteser, der er anvendt af Afviklingsinstansen og valuarfirmaet vedrørende varigheden af scenariet for Banco Populars likvidation, har ført til en undervurdering af tilbagebetalinger og er åbenbart fejlbehæftede. Med et første klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at disse hypoteser hviler på en fejlagtig forståelse af de principper, der regulerer lov nr. 22/2003. Med et andet klagepunkt har de under henvisning til eksempler på bankkonkurser kritiseret valuarfirmaet for ikke at have medtaget en likvidationsperiode på mere end syv år, hvilket ville have ført til mere betydelige tilbagebetalinger.

73      I den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen som følger:

»[Valuarfirmaet] har anført, at likvidators endelige mål ville have været at realisere aktiverne inden for en rimelig frist. I denne henseende undersøgte [det] et vist antal alternative scenarier og mulige strategier, som en likvidator ville have kunnet anvende for at maksimere tilbagebetalingerne for kreditorerne inden for en rimelig frist. Under hensyntagen til den spanske lovgivningsmæssige ramme som omhandlet i værdiansættelse 3, som fastsætter en likvidationsfase under insolvensbehandlingen med en varighed på ét år, efter hvis udløb enhver berørt part kan anmode om udskiftning af likvidator i tilfælde af uberettiget forlængelse af denne fase, og til kompleksiteten af den hypotetiske likvidationsbehandling af [Banco Popular] vurderede [valuarfirmaet] tre tidsbundne alternative scenarier, idet det blev lagt til grund, at længere perioder ville muliggøre større tilbagebetalinger gennem en mere velordnet afhændelse og likvidation af aktiver: i) en likvidationsperiode på atten måneder, ii) en likvidationsperiode på tre år og iii) en likvidationsperiode på syv år. [Valuarfirmaet] fandt, med hensyn til den måde, hvorpå de forskellige kreditorer vurderede likvidationsplanen, at suspensionen af rentetilskrivningen efter likvidationens påbegyndelse kunne være væsentlig. Dette støttedes på den omstændighed, at foranstillede kreditorer kunne anse det for at være usandsynligt, at de ville blive kompenseret i tilfælde af forsinkelse af tilbagebetalingen af skyldige beløb, mens suspensionen af rentetilskrivning ville kunne være til gavn for kreditorer, der var længere nede i kreditorrækkefølgen. I denne sammenhæng fandt [valuarfirmaet], at det ville være urimeligt at kræve af kreditorerne, at de skulle vente mere end syv år på likvidationens afslutning.«

74      Afviklingsinstansen anførte ligeledes, at de berørte aktionærer og kreditorer havde fremsat bemærkninger under proceduren for retten til at blive hørt med hensyn til likvidationens varighed. Den nævnte, at for hvert tidsbundne alternative senarie havde valuarfirmaet overvejet den optimale strategi og afhændelsesperiode for at maksimere realiseringerne for de forskellige aktivkategorier, ud fra deres art og likviditet. Afviklingsinstansen anførte i denne henseende, at ifølge afklaringsdokumentet angav punkt 2.2 i værdiansættelse 3 i henhold til lov nr. 22/2003 og som følge af reformen i 2015, at en periode på 18 måneder ville have været den effektivt maksimale for likvidationen af Banco Popular. Ikke desto mindre havde valuarfirmaet, henset til kompleksiteten af den hypotetiske insolvensbehandling af Banco Popular og til den omstændighed, at en meget hurtig proces ville føre til problemer med markedets kapacitet, faldende priser og lave realiseringsværdier, ligeledes overvejet to likvidationsscenarier, der var længere end det på 18 måneder fastlagt ved lov nr. 22/2003, dvs. scenarier på 3 og 7 år. Valuarfirmaet havde fundet, at disse yderligere scenarier ville give mulighed for at likvidere Banco Populars aktiver mere effektivt end i et scenario på 18 måneder, under overholdelse af princippet om tilbagebetaling af værdien til kreditorerne inden for en rimelig frist. Det havde været af den opfattelse, at en længere likvidationsperiode end scenariet på 7 år ville medføre højere likvidationsomkostninger og højere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og ville øge usikkerheden med hensyn til niveauet for realisering af aktiver. Valuarfirmaet havde endvidere fundet, at en længere likvidationsperiode ikke ville være i overensstemmelse med logikken i lov nr. 22/2003 og med de usikrede privilegerede kreditorers interesser. Afviklingsinstansen konkluderede, at valuarfirmaet havde foretaget et korrekt skøn over likvidationens varighed.

1)      Det første klagepunkt vedrørende en fejlagtig forståelse af lov nr. 22/2003

75      Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at de hypoteser vedrørende varigheden af de likvidationsscenarier, der er anvendt i værdiansættelse 3, hviler på tre fejl i fortolkningen af lov nr. 22/2003.

76      I første række har de gjort gældende, at ifølge vidneudsagnet fra A, som er advokat med speciale i spansk konkursret, hvilket er vedlagt stævningen som bilag, afhænger den passende varighed af likvidationsperioden i henhold til lov nr. 22/2003 udelukkende af kriteriet om værdimaksimering af tilbagebetalinger i kreditorernes interesse, og at der ikke er en tidsmæssig begrænsning a priori af insolvensbehandlingen. Selv om det anerkendes, at formålet med insolvensbehandlingen er at maksimere værdien af aktiverne i kreditorernes interesse, har Afviklingsinstansen og valuarfirmaet med urette fundet, at dette spanske retsprincip forpligtede til at prøve »rimeligheden« af likvidationsperioden.

77      I værdiansættelse 3 anførte valuarfirmaet, at ved realiseringen af aktiver krævede lov nr. 22/2003 af likvidator, at vedkommende handler med omhu for under de givne omstændigheder at opnå den bedste værdi, men at denne ikke er forpligtet til at spekulere i usikre resultater, og at vedkommende skulle tage hensyn til kreditorernes ønske om at modtage tilbagebetaling af krav inden for en rimelig frist.

78      Som svar på de berørte aktionærers og kreditorers bemærkninger, hvorefter varigheden af de likvidationsscenarier, der var omhandlet i værdiansættelse 3, var for kort, anførte valuarfirmaet i afklaringsdokumentet, at en likvidationsperiode på mere end syv år uundgåeligt ville føre til højere likvidationsomkostninger, højere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og en øget usikkerhed for likvidator med hensyn til niveauerne for realisering af aktiver. Valuarfirmaet fandt, at en likvidator ikke ville være rede til at spekulere i eventuelle fremtidige fordele, der i høj grad er usikre.

79      Valuarfirmaet var af den opfattelse, at formålene med lov nr. 22/2003 og presset fra kreditorerne ikke understøtter et scenario, der varer længere end det på syv år. Valuarfirmaet anførte for det første, at lov nr. 22/2003 fastsatte reglerne for likvidation af den insolvente banks aktiver med det overordnede formål at opnå den højeste realiseringsværdi. Som det var fastsat i denne lov, havde likvidator pligt til at handle med omhu for at opnå den bedste realiseringsværdi for enhedens aktiver inden for de parametre, som den retlige ramme tillader (herunder den tid, der er afsat til likvidationen), idet vedkommende imidlertid ikke var forpligtet til at spekulere i usikre resultater. Valuarfirmaet anførte for det andet, at lov nr. 22/2003 tilskyndede til det rettidige salg af aktiver tilhørende enheden under likvidation. Ændringerne foretaget i 2015 af lov nr. 22/2003 var blevet indført med henblik på en hurtigere likvidationsbehandling og for at undgå uendelige forlængelser, som gav anledning til bekymringen inden reformerne. Valuarfirmaet konstaterede i denne henseende, at lov nr. 22/2003 som følge af reformen i 2015 indførte en ret for kreditorerne til for en retsinstans at begære udskiftning af likvidator i tilfælde af uberettiget forlængelse af likvidationsfasen. Denne konstatering havde navnlig betydning med hensyn til et marked, som på det tidspunkt, hvor likvidationen påbegyndtes, var bredt og likvidt. For det tredje anførte valuarfirmaet, at kreditorerne kræver, at deres krav tilbagebetales inden for en rimelig frist, navnlig dem, der har højere rang i kreditorrækkefølgen. Dette er navnlig tilfældet, når, henset til bestemmelserne i lov nr. 22/2003 om renter af usikrede krav (dvs. når renterne efter likvidationen ikke forfalder), de foranstillede kreditorer (herunder indskydergarantiordningen) kun ville have ringe chancer for at blive kompenseret i tilfælde af tilbagebetaling af skyldige beløb og dermed lægger pres på for en kortere likvidationsperiode.

80      Det bemærkes indledningsvis, at selv om maksimering af tilbagebetalingerne udgør likvidators hovedformål, er det ikke det eneste. Navnlig, og således som Afviklingsinstansen og Kongeriget Spanien har fremhævet, skal likvidator ligeledes tage andre formål i betragtning og afveje de forskellige interesser.

81      Som anført af Afviklingsinstansen og Kongeriget Spanien kan visse kreditorer ud fra disses prioritetsorden have en interesse i en hurtig afslutning af likvidationsbehandlingen. Sagsøgerne har i denne henseende ikke bestridt, at denne interesse bl.a. følger af lov nr. 22/2003, for så vidt som der heri er fastsat en suspension af renter for simple kreditorer, hvilket, således som Afviklingsinstansen har anført, indebærer, at foranstillede kreditorer ikke kompenseres for den forsinkede betaling af de skyldige beløb.

82      I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, tog det forhold, at valuarfirmaet ved afvejningen af de forskellige kreditorklassers interesser fandt, at et scenario, der varer længere end det på syv år, ikke var muligt, ikke sigte på at favorisere visse grupper af kreditorer, men at maksimere tilbagebetalingerne for dem som helhed.

83      Endvidere har Afviklingsinstansen og valuarfirmaet, for at godtgøre, at likvidationsbehandlingen skulle finde sted inden for en rimelig frist, taget hensyn til det forhold, at et af formålene med lov nr. 22/2003 var at undgå urimeligt langvarige likvidationsbehandlinger.

84      I denne henseende fremgår det af betragtning VII til lov nr. 22/2003, at »[d]enne lov har til formål at undgå uforholdsmæssige forlængelser af likvidationers varighed og pålægger med henblik herpå administratorer en forpligtelse til at udarbejde en kvartalsrapport om status på fremskridtene med likvidationsbehandlingen og fastsætter en frist på ét år for afslutning heraf, idet sanktionerne for tilsidesættelse heraf er afsættelse af administrator og fortabelse af retten til vederlag«.

85      Desuden fastsætter artikel 153 i lov nr. 22/2003, at enhver berettiget part har mulighed for at anmode skifteretten om afsættelse af kurator og om udpegelse af en ny administrator, når likvidationsfasen ikke er afsluttet inden for ét år efter indledningen heraf.

86      Endvidere, og således som Kongeriget Spanien har anført, har Juzgado de lo Mercantil no 6 Madrid (handelsret nr. 6 i Madrid, Spanien) ved kendelse af 19. juni 2015 fastslået, at lov nr. 22/2003 »ikke på nogen måde ubetinget [fastsatte], at likvidationen [skulle] have en maksimal varighed af et år, eftersom det frem[gik] af ordlyden af bemærkningerne [(afsnit VII)] til lov [nr. 22/2003] og af lovens artikel 153, som giver muligheden for at anmode om afsættelse af kurator ved dennes forsømmelse, at lovgivers ønske og intention var, at likvidationsbehandlinger ikke varer længere end nødvendigt, idet perioden på ét år oprindeligt blev anset for rimelig for gennemførelse og afslutning heraf, herunder for at foretage betalinger, regnskabsaflæggelse og afslutning af konkursbehandlingen«.

87      Formålet om ikke utilbørligt at forlænge likvidationsbehandlingen er blevet bekræftet af ændringen af lov nr. 22/2003 ved Ley 25/2015 de mecanismo de segunda oportunidad, reducción de la carga financiera y otras medidas de orden social (lov nr. 25/2015 om ordningen for en ny chance, reduktion af den finansielle byrde og andre sociale foranstaltninger) af 28. juli 2015 (BOE nr. 180 af 29.7.2015, s. 64479). Den tredje overgangsbestemmelse om taksterne for kuratorers vederlag i lov nr. 25/2015 fastsætter:

»Fra den trettende måned efter indledningen af likvidationsfasen oppebærer kurator ikke noget vederlag, medmindre retten træffer begrundet beslutning om, efter at have hørt parterne, henset til den konkrete sags omstændigheder, at forlænge denne frist. De aftalte forlængelser er kvartalsvise og må ikke tilsammen overstige seks måneder.«

88      I dom af 23. juni 2020 fortolkede Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) den tredje overgangsbestemmelse i lov nr. 25/2015 således, at den »generelt [bestemmer], at likvidators vederlag i likvidationsfasen [var] begrænset til de første 12 måneder«, og »at regne fra den 13. måned [havde] kurator ikke ret til at oppebære vederlag afholdt af konkursmassen, medmindre retten giver tilladelse hertil, begrundet og efter høring af parterne, henset til sagens konkrete omstændigheder«. Tribunal Supremo (øverste domstol) fandt, at »denne bestemmelse [var] en del af de lovbestemmelser, der har til formål at sikre, at likvidationsfasen ikke varer for længe (artikel 152 i lov nr. 22/2003)«.

89      Det fremgår heraf, at de spanske domstoles fortolkning af lov nr. 22/2003 støtter valuarfirmaets vurdering, hvorefter likvidationsbehandlingen skal gennemføres inden for en rimelig frist.

90      Ved antagelsen af, at likvidationsbehandlingen ikke kunne vare længere end syv år, tog Afviklingsinstansen og valuarfirmaet ligeledes andre faktorer i betragtning. De har bl.a. anført, at fra en vis varighed gør omkostningerne ved behandlingen og usikkerheden forbundet med realiseringen af aktiver det ikke længere muligt at sikre en maksimering af tilbagebetalingerne. Som Afviklingsinstansen har anført, medfører likvidationer af en længere varighed et øget usikkerhedsniveau med hensyn til eventuelle værdifald og makroøkonomiske risici.

91      Som Afviklingsinstansen og Kongeriget Spanien har fremhævet, kan sagsøgerne ikke hævde, at hensyntagen til en behandling af længere varighed nødvendigvis skaber fordele og nødvendigvis medfører en maksimering af tilbagebetalingerne.

92      Det fremgår heraf, at sagsøgerne for det første ikke har godtgjort, at formålet med likvidationsbehandlingen, som består i at maksimere tilbagebetalingerne, udelukkede valuarfirmaets vurdering, hvorefter denne behandling skal være gennemført inden for en rimelig frist. De har for det andet ikke godtgjort, at denne vurdering var et resultat af fejlfortolkning af den spanske lovgivning.

93      I anden række har sagsøgerne gjort gældende, at det var med urette, at Afviklingsinstansen og valuarfirmaet antog, at artikel 153 i lov nr. 22/2003, som ændret i 2015, fastsatte en periode på 1 år for likvidationsbehandlingen. De har kritiseret valuarfirmaet for at have antaget, at bestemmelserne i lov nr. 22/2003 om kurators vederlag fastsatte en »effektiv maksimal« frist på 18 måneder for likvidationen af Banco Popular.

94      I værdiansættelse 3 anførte valuarfirmaet, at det havde overvejet et scenario på 18 måneder, under hensyntagen til, at likvidator i henhold til lov nr. 22/2003 kun modtager vederlag i 12 måneder med mulighed for en forlængelse på 6 måneder ved komplekse behandlinger. Valuarfirmaet fandt ikke desto mindre, at bankens størrelse og dens kompleksitet ville gøre et sådant scenario yderst usandsynligt.

95      I afklaringsdokumentet henviste valuarfirmaet til det, som det havde anført i værdiansættelse 3, nemlig at situationen i medfør af lov nr. 22/2003 efter reformen i 2015 var den, at en periode på 18 måneder var den effektivt maksimale for likvidationen af Banco Popular. Valuarfirmaet anførte, at formålet med disse ændringer var at undgå, at likvidationsbehandlingen forlænges på ubestemt tid, og at lov nr. 22/2003, som ændret, gjorde den uberettigede forlængelse af likvidationsfasen til en grund, der berettiger udskiftning af likvidator. Valuarfirmaet anførte ikke desto mindre, at henset til kompleksiteten af den hypotetiske insolvensbehandling af Banco Popular og til det forhold, at en hurtigere behandling ville medføre problemer med markedets kapacitet, faldende priser og lave tilbagebetalinger, havde det overvejet to scenarier, der var længere end det på 18 måneder, som var fastsat ved lov nr. 22/2003. Valuarfirmaet anførte, at de yderligere scenarier på henholdsvis 3 og 7 år ville gøre det muligt at likvidere Banco Populars aktiver mere effektivt og med en bedre tilbagebetalingsrate end scenariet på 18 måneder og under overholdelse af princippet om tilbagebetaling af værdien til kreditorerne inden for en rimelig frist.

96      Idet valuarfirmaet følgelig fandt, at likvidationsscenariet på 18 måneder var højst usandsynligt, og idet det således udarbejdede to scenarier, der var længere, er sagsøgernes argumenter om, at valuarfirmaet fejlfortolkede lov nr. 22/2003, således at den fastsatte en »effektiv maksimal« frist for likvidationens varighed på 18 måneder, irrelevante. Tilsvarende er de eksempler, der er nævnt i A’s vidneudsagn, på insolvensbehandlinger indledt efter 2015, som varer i mere end 3 år, heller ikke relevante.

97      I tredje række har sagsøgerne under henvisning til A’s vidneudsagn bestridt for det første valuarfirmaets vurdering, der findes i afklaringsdokumentet, og hvorefter visse kreditorer med forrang for de berørte aktionærer og kreditorer kunne anmode om afsættelse af likvidator i tilfælde af en uberettiget forlængelse af likvidationsperioden ud over ét år, og for det andet hypotesen om, at likvidator foregriber sådanne klagemål og fremskynder behandlingen.

98      I modsætning til, hvad sagsøgerne under henvisning til A’s vidneudsagn har gjort gældende, tager valuarfirmaets forklaringer i afklaringsdokumentet imidlertid ikke sigte på at begrunde et »fremskyndet« likvidationsscenario, men at begrunde, hvorfor likvidationsbehandlingen ikke ville vare længere end syv år.

99      For det første fremgår det af den anfægtede afgørelse, som er citeret i præmis 73 ovenfor, at Afviklingsinstansen anførte, at med hensyn til den måde, hvorpå de forskellige kreditorer vurderede likvidationsplanen, havde valuarfirmaet i værdiansættelse 3 taget hensyn til den omstændighed, at suspensionen af betaling af renter efter likvidationen kunne være af betydning, for så vidt som de foranstillede kreditorer ville være af den opfattelse, at det ikke var sandsynligt, at de ville blive kompenseret for forsinkelserne i tilbagebetalingen af de skyldige beløb.

100    De forskellige kreditorer i Banco Popular kan således ud fra deres stilling i kreditorrækkefølgen have divergerende interesser hvad angår varigheden af likvidationsbehandlingen, og valuarfirmaet og Afviklingsinstansen kan ikke kritiseres for at have taget samtlige disse interesser i betragtning.

101    Henset til indholdet af lov nr. 22/2003, som giver mulighed for at afsætte likvidator i tilfælde af den uberettigede forlængelse af likvidationen, og det forhold, at visse kreditorer ikke har interesse i, at behandlingen forlænges, udgør denne afsættelse endvidere en eventualitet, som valuarfirmaet kunne tage i betragtning ved vurderingen af likvidationsbehandlingens varighed.

102    Det bemærkes i denne henseende, at i A’s vidneudsagn, som sagsøgerne støtter sig på, har denne bekræftet, at »selv om visse grupper af kreditorer måtte lægge pres på likvidator for at fremskynde likvidationsbehandlingen, ville de øvrige kreditorgrupper, såsom indehavere af efterstillede fordringer, kunne modvirke en sådan strategi« gennem et erstatningssøgsmål mod likvidator. A tilføjede, at han derfor fandt, at »valuarfirmaet [tog] udgangspunkt i det princip, at foranstillede kreditorers hypotetiske interesser og søgsmål ville have påvirket likvidator mere end simple kreditorers interesser«, og at han ikke så »nogen grund til at antage, at likvidator ganske enkelt ville favorisere en specifik kreditorgruppe ved udarbejdelsen af likvidationsplanen i forhold til en anden ved uberettiget at fremskynde insolvensbehandlingen og følgelig potentielt give afkald på tilbagebetalinger til indehavere af efterstillede fordringer«.

103    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at A’s vidneudsagn blot er udtryk for en opfattelse, som ikke kan rejse tvivl om den eventualitet, som valuarfirmaet har taget i betragtning, hvorefter visse kreditorer kunne mene, at en varighed af likvidationsbehandlingen på mere end syv år ville være uberettiget, og derved kunne have incitament til at anmode om afsættelse af likvidator for at opnå tilbagebetaling af deres krav inden for en rimelig frist.

104    For det andet har sagsøgerne ikke fremført nogen argumenter, der kan rejse tvivl om de øvrige elementer, som valuarfirmaet har taget i betragtning i værdiansættelse 3 og gentaget i afklaringsdokumentet, der skulle begrunde, at likvidationsbehandlingen ikke varer længere end syv år, såsom højere likvidationsomkostninger, højere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, en øget usikkerhed for likvidator med hensyn til realiseringsniveauet for aktiverne og det forhold, at likvidator ikke ville være indstillet på at spekulere i eventuelle fremtidige fordele, der er behæftet med stor usikkerhed.

105    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke med rette kan gøre gældende, at de hypoteser, der anvendtes af Afviklingsinstansen eller af valuarfirmaet vedrørende varigheden af likvidationsscenarierne, støttede sig på en fejlfortolkning af lov nr. 22/2003, og følgelig må det første klagepunkt forkastes.

2)      Det andet klagepunkt vedrørende manglende hensyntagen til en længere likvidationsperiode

106    Sagsøgerne har gjort gældende, at ifølge A’s vidneudsagn, som er bilagt stævningen og dets addendum, som er bilagt replikken, er en rimelig skønnet varighed af insolvensbehandlingen ti år eller mere og minimum syv år. De har ligeledes støttet sig på deres sagkyndige rapporter, ifølge hvilke et likvidationsscenario på ti år ville have ført til højere tilbagebetalinger. De har henvist til insolvenseksempler, der er nævnt i deres sagkyndige rapporter og i A’s vidneudsagn, og hvori varigheden af likvidationen af porteføljen af aktiver oversteg den maksimale likvidationsperiode på syv år, som valuarfirmaet tog i betragtning.

107    Det bemærkes, at artikel 4, stk. 3, i delegeret forordning 2018/344 fastsætter:

»Valuaren tager hensyn til følgende i forbindelse med fastlæggelse af den diskonterede værdi af forventede pengestrømme ved almindelig insolvensbehandling:

a)      gældende insolvenslovgivning og ‑praksis i den relevante jurisdiktion, som kan påvirke sådanne forhold som den forventede afhændelsesperiode eller inddrivelsesrater

[...]

c)      oplysninger om forekomst af insolvens i tilsvarende enheder i den seneste fortid, hvis sådanne oplysninger er tilgængelige og relevante.«

108    I 121. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen, at visse af de berørte aktionærer og kreditorer havde henvist til tidligere insolvenstilfælde i Spanien og i andre jurisdiktioner. Den anførte, at valuarfirmaet i afklaringsdokumentet havde noteret sig, at selv om det i et vist omfang havde taget hensyn til insolvensbehandlingen af Banco de Madrid, gjorde de betydelige ændringer foretaget efterfølgende i national ret på insolvensområdet (f.eks. ændringerne med indvirkning på varigheden af disse behandlinger) det ikke muligt at foretage en sammenligning med tidligere spanske sager. Den konstaterede endvidere, at valuarfirmaet havde undersøgt, om andre likvidationstilfælde i Europa kunne give indsigt i et hypotetisk likvidationsscenario. På grund af manglende harmonisering af de forskellige europæiske lovgivninger på insolvensområdet blev denne sammenligning imidlertid kun overvejet af valuarfirmaet som værende af begrænset værdi. Ydermere kunne den makroøkonomiske kontekst, enhedens transaktioner, aktiviteter og aktiver variere betydeligt fra én sag til en anden og have indvirkning på resultatet af værdiansættelsen i forbindelse med en insolvensbehandling. Afviklingsinstansen fandt, at valuarfirmaet i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, litra c), i delegeret forordning 2018/344 havde taget hensyn til oplysninger om de seneste tidligere tilfælde af lignende enheders insolvens og havde givet en tilstrækkelig begrundelse med hensyn til deres relevans.

109    Det bemærkes i denne henseende, at de eksempler, der er nævnt af sagsøgerne og citeret i deres sagkyndige rapporter bilagt stævningen og replikken, ikke udgør relevante sammenligningspunkter med hensyn til vurderingen af varigheden af likvidationsscenariet for Banco Popular.

110    Hvad angår tilfældene med AFINSA Bienes Tangibles SA, Ploder Uicesa SA, Assignia Infraestructruras SA og Essentium Grupo SL, der er nævnt i A’s vidneudsagn og den sagkyndige rapport bilagt stævningen, hvis likvidationsbehandlinger havde varet mere end 18 måneder, er det tilstrækkeligt i lighed med Afviklingsinstansen at bemærke, at disse virksomheder ikke er bankinstitutioner, og at der derfor ikke er tale om relevante eksempler.

111    Hvad angår tilfældene med Northern Rock, Bradford & Bingley, Dexia SA, Heta Asset Resolution AG, SNS Bank eller Banco Espírito Santo skal det bemærkes, at de ikke vedrører spanske banker, og at deres insolvensbehandling følgelig var reguleret af nationale bestemmelser forskellige fra dem, der finder anvendelse på Banco Populars situation.

112    Endvidere har sagsøgernes sagkyndige i deres rapport bilagt stævningen anført, at der ikke forelå nogen insolvenstilfælde, der kan sammenlignes med Banco Popular i Spanien, og at eksemplerne med den portugisiske bank Banco Espírito Santo og den nederlandske bank SNS Bank støtter sig på hypotetiske insolvensvurderinger. De kan derfor ikke tjene som eksempler på praksis på insolvensområdet i Spanien.

113    Afviklingsinstansen har endvidere anført, at tilfældene med Sociedad de Gestión de Activos procedentes de la Reestructuración Bancaria (SAREB), Heta Asset Resolution, Northern Rock, Bradford & Bingley og Dexia ikke vedrører insolvenstilfælde, hvilket sagsøgerne og deres sagkyndige medgiver i deres rapport bilagt replikken.

114    Hvad i denne henseende angår SAREB, som er det eneste spanske bankeksempel nævnt af sagsøgerne, har disse sidstnævnte ikke bestridt Afviklingsinstansens påstand om, at varigheden på 15 år, som er fastsat med henblik på den pålagte afhændelse af aktiver, svarede til en rekonstruktionsperiode fastsat i forbindelse med en almindelig rekonstruktionsbehandling i den spanske banksektor og ikke til likvidationens varighed.

115    Endelig har sagsøgerne ikke forklaret, i hvilket omfang den situation med de forskellige eksempler, som de har nævnt, skulle være forskellig fra den for Banco Popular med hensyn til bl.a. porteføljestrukturen for aktiver eller den makroøkonomiske kontekst.

116    Hvad angår tilfældet med Banco de Madrid har sagsøgerne gjort gældende, at denne banks insolvens, som er mindre og mindre kompleks end Banco Popular, har varet i mere end seks år og viser, at et scenario på seks år ville være hensigtsmæssigt.

117    I denne henseende anførte valuarfirmaet i værdiansættelse 3, at det havde taget hensyn til tilfældet med Banco de Madrid, som dengang var den sidst indledte spanske bankinsolvensbehandling, idet det konstateredes, at det adskilte sig fra Banco Populars tilfælde med hensyn til dens systemiske indvirkning. Det anførte ligeledes, at likvidationen af Banco de Madrid lå forud for visse vigtige lovændringer af lov nr. 22/2003, som ville have en indvirkning på scenariet anvendt på Banco Popular. Det anførte ikke desto mindre, at dette fortilfælde var nyttigt med hensyn til bekræftelsen af inddragelsen af tilladelse til bankvirksomhed og for værdiansættelsen af visse aktiver.

118    Således lå insolvensbehandlingen af Banco de Madrid, som valuarfirmaet ligeledes anførte det i afklaringsdokumentet, før ændringen af lov nr. 22/2003, som potentielt kunne begrænse likvidationsbehandlingen til 18 måneder. Som anført i præmis 87 ovenfor havde vedtagelsen af lov nr. 25/2015 nemlig til formål ikke uberettiget at forlænge likvidationsbehandlingen, idet der blev fastsat en mulighed for at begrænse likvidators vederlag til 18 måneder.

119    På tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse havde likvidationsbehandlingen af Banco de Madrid, som indledtes i marts 2015, endvidere varet fem år og modsagde derfor ikke hypotesen med et likvidationsscenario på maksimum syv år. Endelig har sagsøgerne ikke forklaret, hvorfor dette eksempel skulle godtgøre, at et likvidationsscenario for Banco Popular på ti år er passende.

120    Følgelig kan de eksempler, som sagsøgerne har henvist til, ikke tjene til at godtgøre, at hensyntagen til en maksimal varighed af likvidationsscenariet for Banco Popular på syv år var åbenbart fejlagtig.

121    Det skal i øvrigt bemærkes, at det fremgår af præmis 66-70 ovenfor, at den omstændighed, at sagsøgernes sagkyndige har foretaget deres egen vurdering af likvidationsbehandlingen af Banco Popular for at fastslå, at tilbagebetalingerne kunne have været større over en periode på ti år, ikke kan bevirke, at de vurderinger, der er foretaget i værdiansættelse 3, bliver usandsynlige.

122    Endvidere er A’s udsagn om, at »efter [hans] mening ville et rimeligt skøn over varigheden af insolvensen være ti år eller mere og minimum syv år«, alene et udtryk for et synspunkt, som ikke er baseret på en konkret vurdering af Banco Populars situation.

123    Det følger heraf, at det andet klagepunkt må forkastes.

124    Det fremgår af analysen af det første led, at sagsøgerne ikke har fremført nogen argumenter, der kan bevirke, at valuarfirmaets vurderinger – hvorefter den maksimale varighed af likvidationen af Banco Popular ville være syv år, henset til bl.a. formålet om at gennemføre en likvidation inden for en rimelig frist og usikkerheder, der skyldes en forlænget likvidationsperiode – skulle være usandsynlige. De har derfor ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at støtte sig på disse vurderinger i den anfægtede afgørelse.

125    Følgelig må det første led forkastes.

b)      Det andet led vedrørende værdiansættelsen af ikke-misligholdte lån

126    Sagsøgerne har gjort gældende, at de hypoteser, som valuarfirmaet anvendte, og hvorpå Afviklingsinstansen baserede sig i den anfægtede afgørelse vedrørende værdiansættelsen af Banco Populars portefølje af ikke-misligholdte lån, er åbenbart fejlbehæftede og har ført til en betydelig undervurdering af denne portefølje.

127    Dette led er opdelt i fire klagepunkter, der vedrører den analyse, som valuarfirmaet foretog angående for det første omklassificering af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån, for det andet hypoteserne om førtidig indfrielse af ikke-misligholdte lån, for det tredje nye manglende betalinger på resterende ikke-misligholdte lån og for det fjerde diskonteringssatsen på salget af den resterende balance af porteføljen af ikke-misligholdte lån.

1)      Det første klagepunkt vedrørende omklassificering af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån

128    Sagsøgerne har anført, at begrundelserne givet af valuarfirmaet for omklassificeringen i værdiansættelse 3 af 1,1 mia. EUR i ikke-misligholdte lån til misligholdte lån er åbenbart fejlagtige.

129    For det første har de gjort gældende, at anvendelsen af IFRS 9 (International Financial Reporting Standard) og af circular 4/2017 del Banco de España, a entidades de crédito, sobre normas de información financiera pública y reservada, y modelos de estados financieros (Banco de Españas cirkulære nr. 4/2017 rettet til kreditinstitutterne om reglerne for offentligt tilgængelige og fortrolige regnskabsoplysninger og regnskabsmodeller) af 27. november 2017 (BOE nr. 296 af 6.12.2017, s. 119454) ikke er korrekt i sammenhæng med en insolvens, og at valuarfirmaet for at foretage omklassificeringen af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån har anvendt IFRS 9 for restriktivt. De kriterier, som valuarfirmaet anvendte, svarer ikke til det, som skal klassificeres i fase 3, og som således skal »nedskrives« og udgå af gruppen af ikke-misligholdte lån.

130    Hvad i denne henseende, i værdiansættelse 3, angår omklassificeringen af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån tog valuarfirmaet hensyn til de kunder, som i Banco Populars regnskaber var klassificeret i fase 2 ifølge IFRS 9, dvs. kunder, der udgør en øget risiko for ikke at kunne betale, og anvendte derefter objektive kriterier for at identificere, hvilke kontrakter om lån optaget af disse kunder der kunne omklassificeres til misligholdte lån, navnlig i tilfælde af bankens insolvens. Valuarfirmaet fandt dernæst, at de lån, som allerede havde været misligholdt i mere end 30 dage, og hvis udestående beløb var højere end niveauet for de stillede garantier, samt de lån optaget af kunder, der allerede havde en misligholdt låneaftale, når enten de stillede garantier var utilstrækkelige, eller den misligholdte aftale var vigtig i forhold til det overordnede forhold med banken, skulle omklassificeres til misligholdte lån.

131    Det følger således heraf, at valuarfirmaet ikke mente, at visse lån skulle klassificeres i fase 3 efter de kriterier, der er fastsat i IFRS 9, og at det ikke foretog en omklassificering af visse ikke-misligholdte lån til misligholdte lån ifølge denne standard.

132    Det forhold, at valuarfirmaet i værdiansættelse 3 havde anført, at dets metode var i overensstemmelse med Banco de Españas cirkulære nr. 4/2017, betyder endvidere ikke – i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende – at det anvendte dette for at foretage omklassificeringen af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån.

133    Følgelig skal sagsøgernes argument forkastes, for så vidt som det er baseret på en fejllæsning af værdiansættelse 3.

134    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at valuarfirmaet i afklaringsdokumentet – som begrundelse for en låntagers vanskeligheder med at betale sit lån tilbage – fejlagtigt støttede sig på indefrysning af låntagerens pengemidler ved at se bort fra dels den omstændighed, at en låntager kunne have konti i andre banker, dels den måde, hvorpå den spanske indskudsgarantiordning fungerer. Henvisningen til ikke-specificerede »modkrav« er rene formodninger. De har gjort gældende, at disse påstande er vage og uunderbyggede og ikke kan begrunde den substantielle omklassificering af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån, der blev foretaget i værdiansættelse 3.

135    Som svar på de berørte aktionærers og kreditorers bemærkninger, som havde til formål at få en afklaring af omklassificeringen af visse ikke-misligholdte lån til misligholdte lån, der blev foretaget i værdiansættelse 3, gav valuarfirmaet i afklaringsdokumentet følgende forklaringer:

»Som anført i [værdiansættelse 3] ville Banco Populars insolvens have betydelige konsekvenser, herunder for låntagerne, og ville kunne føre til en forøgelse af niveauet for betalingsmisligholdelser (f.eks. ville de låntagere, der ligeledes har løbende konti hos Banco Popular, kunne se disse konti blive indefrosset og være ude af stand til at få adgang til deres pengemidler, og andre ville kunne fremsætte modkrav for ikke at foretage eller for at forsinke den planlagte tilbagebetaling). Denne forøgelse er koncentreret om parterne i porteføljen og/eller de låntagere, der allerede er i vanskeligheder, og som forværres af vanskeligheder med at opretholde en proaktiv tilgang ved forvaltningen af disse lån, henset til drifts- og personaleforstyrrelserne hos Banco Popular som følge af insolvensen. På grundlag af [dets] erfaring og [dets] ekspertvurdering [fandt det], at låntagere, der i de fremlagte oplysninger er identificeret som værende i fase 2 [ifølge IFRS 9], udgj[orde] en øget risiko for betalingsmisligholdelse. Denne klassifikation kombineret med de øvrige faktorer (f.eks. sikkerhedsstillelser) afg[jorde] den skønnede stigning i misligholdelse og omklassificeringen. I denne henseende [adskilte] denne situation sig fra en regnskabsanalyse som en going concern.«

136    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgerne har begrænset sig til at gøre gældende, at de eksempler, som valuarfirmaet gav om de handlinger, som låntagerne i tilfælde af likvidationen af Banco Popular kunne foretage sig, ikke begrunder omfanget af den i værdiansættelse 3 foretagne omklassificering. Disse argumenter må forkastes som irrelevante.

137    De forklaringer, der er givet i værdiansættelse 3 og i afklaringsdokumentet vedrørende omklassificeringen af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån, støtter sig nemlig ikke på disse eksempler. Sagsøgerne synes at se bort fra den omstændighed, at den i værdiansættelse 3 foretagne omklassificering, som er nævnt i præmis 130 ovenfor, kun vedrørte visse lån optaget af låntagere, der allerede udgjorde en risiko for betalingsmisligholdelse. I denne henseende har sagsøgerne ikke fremført nogen argumenter med henblik på at bestride valuarfirmaets vurderinger vedrørende konsekvenserne af et brat ophør af bankens aktiviteter med hensyn til for det første forværringen af situationen for de låntagere, der allerede havde vanskeligheder med at betale deres lån tilbage, når Banco Popular var i drift, og for det andet den forhøjede risiko for betalingsmisligholdelse af lån, der som følge af deres karakteristika såsom lavt sikkerhedsstillelsesniveau allerede udgjorde en risiko for ikke-tilbagebetaling før likvidationen.

138    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke med rette kan gøre gældende, at Afviklingsinstansen skulle have fundet, at den i værdiansættelse 3 foretagne omklassificering af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån var åbenbart fejlagtig. Følgelig må det første klagepunkt forkastes.

2)      Det andet klagepunkt vedrørende hypoteserne om førtidig indfrielse af ikke-misligholdte lån

139    Sagsøgerne har gjort gældende, at valuarfirmaets konklusion i værdiansættelse 3 vedrørende reduktionen i størrelsen af porteføljen af ikke-misligholdte lån fra 59,5 mia. EUR til 24,9 mia. EUR på 18 måneder støtter sig på urealistiske hypoteser om førtidig indfrielse. De har bestridt disse hypoteser med hensyn til for det første ikke-misligholdte lån til virksomheder og for det andet ikke-misligholdte realkreditlån.

140    Indledningsvis bemærkes, at den sammenligning, som sagsøgerne foretager mellem niveauet for førtidig indfrielse på det spanske marked i 2017 og de hypoteser, som valuarfirmaet har anvendt, ikke er relevant. For så vidt som værdiansættelse 3 udgår fra den hypotese, at Banco Popular ville træde i likvidation, er niveauerne for førtidig indfrielse for virksomheder i fortsat drift således ikke sammenlignelige.

i)      Angående ikke-misligholdte lån til virksomheder

141    Sagsøgerne har bestridt den hypotese, som valuarfirmaet har anvendt, hvorefter 80,23% af porteføljen af ikke-misligholdte lån til Banco Populars erhvervskunder ville blive tilbagebetalt før tiden inden for en frist på ét år fra Banco Populars insolvens. Denne hypotese støtter sig på den antagelse, som er ulogisk og i strid med det spanske markeds karakteristika, og ifølge hvilken de erhvervskunder, der har behov for en bank, som sikrer kommercielle bankydelser, er forpligtet til at refinansiere deres lån hos en ny bank, som kan tilbyde disse ydelser.

142    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at der ikke er nogen forbindelse mellem et lån og en løbende konto, at det er ukorrekt, at en låntagende virksomhed kun har én bankforbindelse til alle dens behov, og at det må erkendes, at der i forhold til et bankskifte vil være inerti hos låntagerne. Valuarfirmaet anerkendte dette i afklaringsdokumentet og baserede sig på generelle erklæringer om spanske bankers tætte forbindelse med deres kunder og på konkurrerende bankers strategier uden at identificere, hvor mange af Banco Populars erhvervskunder, som har optaget lån, der gør brug af de øvrige bankydelser, som de ville skulle flytte.

143    I værdiansættelse 3 fandt valuarfirmaet, at rentesatserne for førtidig indfrielse kan være væsentligt højere i et likvidationsscenario end i et tilfælde med en bank som going concern, eftersom de kunder, som har kapacitet hertil, ville have tendens til at flytte til andre finansielle institutioner og tilbagebetale deres gæld til banken, og at de andre større spanske banker ligeledes aktivt ville forsøge at tiltrække de bedste kunder fra banken under likvidation. Det fandt, at denne hypotese var så meget desto mere korrekt for de erhvervskunder, der til varetagelsen af deres daglige aktiviteter måtte forlade sig på en fuldt operationel bank, som er i stand til at tilbyde produkter og ydelser såsom revolverende kreditfaciliteter, yderligere kreditudnyttelse, salgsstedsfunktion og mange andre ydelser, som Banco Popular ikke ville være i stand til fortsat at tilbyde efter at være trådt i likvidation.

144    Valuarfirmaet anførte ligeledes, at det havde lagt til grund, at alle erhvervskunder ville flytte, med undtagelse af de virksomheder, der var på overvågningslisten, og som efter al sandsynlighed ikke ville kunne refinansiere hos en anden bank, og ejendomsudviklingsselskaber, for hvilke konkurrerende banker ikke havde større interesse på datoen for afviklingen.

145    I afklaringsdokumentet anførte valuarfirmaet som følge af bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer, hvorefter hypoteserne om førtidig indfrielse af ikke-misligholdte lån syntes at være for høje, følgende:

»Vi konstaterede endvidere, at den spanske forretningsmodel for detailbankvirksomhed hviler på etableringen af tætte forbindelser med kunderne. I dette likviditetsscenario for Banco Popular vil et stort antal erhvervskunder føre drøftelser med de øvrige bankudbydere, hvorunder den alternative enhed er bedst placeret til at opsamle erhvervskundernes lån og deres banktransaktionsydelser. For at undgå enhver tvivl forudsætter vi ikke, at der er operationel forbindelse mellem de to produkter. Vi lægger imidlertid til grund, at de deraf følgende forretningsmæssige drøftelser dækker samtlige kundens bankbehov (hvad enten der er tale om kommercielle transaktioner eller lån), og at den anden udbyder ville ønske at opsamle det størst mulige antal nye forretninger. Disse drøftelser kan være lettere, når der allerede består en bankforbindelse (multibankkunder). Navnlig ville SMV’erne og Banco Populars lavere rangerede franchises efter vores mening have været af strategisk betydning for de øvrige spanske banker på det tidspunkt, således at proaktiv strategi fra en eller flere konkurrenter, der tager sigte på at overtage Banco Populars kunder, ville have været det sandsynlige resultat af et likvidationsscenario. Vi mener herved, at de hypoteser, der ligger til grund for forhøjelsen af niveauet for førtidig indfrielse af lån, således som der er redegjort for i [værdiansættelse 3], er rimelige.«

146    Som svar på bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer, der pegede på, at låntagers inerti ville sænke migrationsniveauet, og at kundernes adfærd ikke altid er rationel, var valuarfirmaet endvidere enigt i, at selv om der var tale om en faktor i en going concern-situation, var situationen en helt anden i et likvidationsscenario. Det anførte, at de kunder, der var afhængige af Banco Popular for dens banktransaktionsydelser, ville være forpligtet til at skifte bank, og selv når der ikke er en operationel forbindelse, flytter de sandsynligvis samtidigt deres lån for at opretholde serviceniveauet og af administrative hensyn.

147    Det følger heraf, i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, at den omstændighed, at valuarfirmaet har medgivet, at der ikke består en operationel forbindelse mellem et lån og en løbende konto, ikke rejser tvivl om dets vurdering, hvorefter erhvervskunder er nødt til at forlade sig på en bank, der kan tilbyde dem en bred vifte af produkter og ydelser. Det forhold, at Banco Popular på grund af dens likvidation ikke længere er i stand til at tilbyde disse ydelser, er et element, der kan tjene til at fremme denne kundekreds’ flytning til andre banker og dermed en førtidig indfrielse af deres lån.

148    Det fremgår i øvrigt ikke af værdiansættelse 3, at valuarfirmaet tog udgangspunkt i den hypotese, at en virksomhed ikke kun har én bankforbindelse for alle dens behov. Sagsøgerne kan således ikke gøre gældende, at valuarfirmaet skulle have erkendt, at dets hypotese var fejlagtig, da det i afklaringsdokumentet som svar på visse bemærkninger anerkendte, at der bestod multibankforbindelser. Valuarfirmaet fandt i denne forbindelse, at den omstændighed, at en kunde hos Banco Popular har en konto i en anden bank, kunne være et element, der efter sin art kan lette denne anden udbyders overtagelse af deres lån og dermed den førtidige tilbagebetaling af ikke-misligholdte lån.

149    Endvidere, og i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, har valuarfirmaet ikke i afklaringsdokumentet erkendt en inerti hos låntagerne over for et bankskifte i hypotesen om likvidation af Banco Popular.

150    For så vidt som valuarfirmaet klart har anført, hvilke kategorier af erhvervskunder, som det havde udelukket i sin hypotese, der ikke var i stand til at overflytte deres lån, er argumentet, som tager sigte på at kritisere valuarfirmaet for ikke at have identificeret, hvor mange erhvervskunder, som har optaget lån, der gør brug af andre bankydelser, endelig ikke relevant.

151    Sagsøgerne har i øvrigt i replikken gjort gældende, at valuarfirmaet angav »tætte bankforbindelser« som en afgørende faktor for førtidige tilbagebetalinger forud for alle andre hensyn, herunder låneomkostninger. Ifølge sagsøgerne ville erhvervskunder, navnlig SMV’erne, foretrække låneomkostninger over arten af deres bankforbindelser.

152    Det er tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgernes argument ikke tager hensyn til konsekvenserne af, at Banco Popular træder i likvidation, ikke kun i forhold til dennes manglende evne til at udbyde samtlige bankydelser, men ligeledes i forhold til konkurrerende bankers adfærd. Navnlig anførte valuarfirmaet i afklaringsdokumentet, at en del af Banco Populars erhvervskunder, navnlig SMV’erne, repræsenterer en strategisk interesse for de øvrige spanske banker, som ville kunne indføre en strategi, der tager sigte på at overtage disse kunder i hypotesen med en likvidation.

153    Følgelig har sagsøgerne ikke fremført noget argument, der kan godtgøre, at det forhold, at der består tætte forbindelser mellem de spanske erhvervskunder og deres bank, ikke udgjorde et relevant element, der kunne tages i betragtning af valuarfirmaet. Sagsøgernes argumenter fratager ikke den hypotese, som valuarfirmaet tog i betragtning, og hvorefter de erhvervskunder, der som følge af likvidationen af Banco Popular skal flytte deres kommercielle transaktioner til en anden bank, ligeledes ville vælge at flytte deres lån for at bevare en forbindelse, som dækker samtlige bankydelser, dens plausibilitet.

154    Sagsøgerne har for det andet i det væsentlige gjort en begrundelsesmangel gældende, for så vidt som valuarfirmaet ikke har fremlagt tal om de rentesatser og de opsigelsesgebyrer, som det har taget i betragtning.

155    Som svar på bemærkningerne om rentesatser og overflytningsomkostninger anførte valuarfirmaet i afklaringsdokumentet ved formuleringen af dets hypoteser om førtidig indfrielse at have taget hensyn til kundens lyst til at flytte (f.eks. de anvendte relative rentesatser mellem Banco Popular og de øvrige udbydere), potentielle hindringer (f.eks. overflytningsomkostninger) og kundens tiltrækningskraft for andre banker ved gennemgangen af genfinansieringen af kundens lån (under hensyntagen til låntagers risikoprofil, kredithistorik, segmentering, finansielle situation etc.). Det angav at have undersøgt de relative rentesatser ved at sammenligne den rentesats, der skal betales af udestående lån (som angivet i de fremlagte oplysninger), med rentesatserne anvendt på nye tilsvarende transaktioner på opsigelsestidspunktet, herunder undersøgelsen af en stikprøve af kontrakter, for at forstå de opsigelsesomkostninger, der er fastsat for hver enkelt standardkontrakt, og måling af gennemslagskraften af kontraktens opsigelse.

156    Det må fastslås, at denne begrundelse er tilstrækkelig til at fastslå, at valuarfirmaet i værdiansættelse 3 faktisk tog hensyn til de rentesatser, der anvendtes af Banco Popular og de øvrige banker, og omkostningerne med overflytning af lån. Denne forklaring er i overensstemmelse med kravene i artikel 6, litra b), i delegeret forordning 2018/344, hvorefter værdiansættelsen skal omfatte en redegørelse for de valgte centrale metoder og antagelser samt for værdiansættelsens følsomhed over for disse valg. Det tilkommer ikke valuarfirmaet i værdiansættelse 3 at specificere alle forhold og tal, som det har baseret sig på.

157    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har fremført nogen argumenter, der kan bevirke, at den af valuarfirmaet anvendte hypotese, hvorefter 80,23% af porteføljen af ikke-misligholdte lån optaget af erhvervskunder i Banco Popular ville være genstand for en førtidig indfrielse, bliver usandsynlig.

ii)    Angående ikke-misligholdte realkreditlån

158    Sagsøgerne har gjort gældende, at den af valuarfirmaet anvendte hypotese, hvorefter 33,55% af porteføljen af ikke-misligholdte realkreditlån i Banco Popular vil blive tilbagebetalt før tid inden for en frist på 18 måneder, støtter sig på udokumenterede generaliseringer.

159    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at realkreditrentesatserne på det spanske marked var betydeligt højere end de satser på 1% og 1,2% anvendt af valuarfirmaet, og støtter sig på deres sagkyndige rapport, som henviser til data i statistisk bulletin fra Banco de España fra juli 2018 og dem fra ECB, der er offentliggjort af Standard & Poor’s. De har gjort gældende, at de kunder, der betaler en rentesats på 2% eller mindre af deres realkreditlån, svarende til rentesatsen af disse lån på det spanske marked i juni 2017, ikke havde nogen interesse i at skifte bank. I afklaringsdokumentet har valuarfirmaet ikke bestridt disse oplysninger eller deres relevans, men det har foretaget en ikke-relevant sondring mellem rentesatserne på det spanske marked i juni 2017 og de rentesatser, der var gældende i hele realkredittens varighed.

160    Sagsøgerne har bestridt anvendelsen af de rentesatser, der var gældende i hele realkredittens varighed, for så vidt som kunderne ikke ville beslutte at optage et realkreditlån på grundlag af en sådan sats, men udelukkende på grundlag af den oprindelige sats, som er til rådighed på markedet, og for så vidt som de oprindelige satser ville have tendens til at være lavere end en gennemsnitssats for lånets løbetid.

161    I værdiansættelse 3 fandt valuarfirmaet, at de kunder, for hvilke forholdet mellem lånet og værdien af et aktiv erhvervet ved hjælp af dette lån (herefter »lån til værdi-forholdet«) er mindre end 90%, og som ikke var på overvågningslisten, eller dem, for hvilke lånets løbetid stadig var mere end to år, var mere tilbøjelige til at ville migrere. Valuarfirmaet var af den opfattelse, at kunder med et lån til værdi-forhold mindre end 80% ville tilbagebetale deres lån førtidigt, hvis de betalte en rente på 1% eller mere, og at kunder med et lån til værdi-forhold på mellem 80% og 90% ville tilbagebetale deres lån førtidigt, hvis de betalte en rente på 1,2% eller mere.

162    Det bemærkes, at de af sagsøgernes argumenter, der tager sigte på at bestride hensyntagen til rentesatser på 1% og 1,2%, allerede er blevet fremsat af visse af de berørte aktionærer og kreditorer under proceduren for retten til at blive hørt.

163    Valuarfirmaet anførte i denne henseende i afklaringsdokumentet, at de data, der følger af statistisk bulletin fra Banco de España fra juli 2018, og dem fra ECB, der er offentliggjort af Standard & Poor’s, hvilke er påberåbt af de berørte aktionærer og kreditorer, var forskellige fra dem, der blev anvendt i værdiansættelse 3, for så vidt som de kun afspejlede den oprindelige sats for realkreditten.

164    Valuarfirmaet har forklaret, at realkreditrentesatserne anvendt i værdiansættelse 3 var blevet beregnet ved at sammenligne satserne (fast og variabel) i Banco Populars portefølje med dem, der blev foreslået den 6. juni 2017 af de største realkreditudbydere på det spanske marked. Valuarfirmaet har endvidere anført at have taget hensyn til de gældende satser i hele realkreditlånets løbetid (i stedet for kun for den oprindelige varighed), eftersom realkreditlån i Spanien generelt har en anden sats ved lånets begyndelse i forhold til resten af den periode, hvor kontrakten løber. Valuarfirmaet har anført, at disse satser var blevet beregnet ved at finde det procentvise gennemsnit af realkreditlån, både variable og faste, på det spanske marked på dette tidspunkt, og at disse vægtninger var blevet multipliceret med henholdsvis de udbudte gennemsnitssatser for nye kontrakter om realkreditlån med variabel og med fast rente.

165    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke kan gøre gældende, at valuarfirmaet ikke har bestridt relevansen af deres data fra statistisk bulletin fra Banco de España fra juli 2018 og dem fra ECB offentliggjort af Standard & Poor’s. Valuarfirmaet har klart anført, at i det omfang disse data ikke afspejlede realkreditrentesatsen i hele lånets løbetid, var de ikke blevet taget i betragtning i værdiansættelse 3.

166    Sagsøgernes udsagn om, at kunderne udelukkende ville tage den oprindelige rentesats for lånet i betragtning og ikke den, der er gældende i hele realkreditlånets løbetid, er endvidere ikke støttet på noget konkret element. Som Afviklingsinstansen har anført, modsiges dette udsagn ligeledes af sagsøgernes argument om, at kunderne søger »at opnå en lavere langfristet gennemsnitssats«.

167    Tilsvarende er sagsøgernes udsagn om, at de oprindelige rentesatser ville have tendens til at være lavere end en gennemsnitssats for lånets løbetid, ikke støttet på noget bevis.

168    Det følger heraf, at sagsøgernes argumenter udelukkende består i at fremsætte deres egne hypoteser for at modsige dem, der er anvendt i værdiansættelse 3, og kan ikke bevirke, at den af valuarfirmaet foretagne vurdering bliver usandsynlig. Disse argumenter tager i øvrigt ikke de øvrige elementer i betragtning, såsom lån til værdi-forholdet og lånets løbetid, som valuarfirmaet tog hensyn til for at fastslå, hvilke ikke-misligholdte realkreditlån der ville være genstand for en førtidig indfrielse.

169    For det andet har sagsøgerne bestridt valuarfirmaets vurdering, hvorefter gebyrerne for førtidig indfrielse af et realkreditlån ikke udgjorde en relevant faktor, og de er af den opfattelse, at valuarfirmaet med urette udelukkede de omkostninger, der er forbundet med oprettelsen af et nyt realkreditlån.

170    I afklaringsdokumentet anførte valuarfirmaet, at ved udarbejdelsen af hypoteserne om førtidig indfrielse havde det taget hensyn til alle faktorer, der kunne have en indvirkning på kundernes migrationsproces til en anden enhed, både med hensyn til udbud, såsom kundens kreditværdighed eller adgang til sikkerhedsstillelse, og med hensyn til efterspørgslen, dvs. virkningen af disse omkostninger ved afvikling af realkreditlån i Banco Popular og de omkostninger, der er forbundet med formaliseringen af nye realkreditlån ved en anden udbyder.

171    Valuarfirmaet henviste til dets vurdering indeholdt i værdiansættelse 3, hvorefter der ikke forelå nogen hindring for, at en kunde overfører sin realkredit til en anden udbyder, på trods af, at visse lån giver anledning til gebyrer for førtidig indfrielse. Det vurderede, at kunder med indskud i Banco Popular ville skulle finde en anden udbyder for disse indskud, og at det var sandsynligt, at disse udbydere ville tilskynde til og simplificere processen med flytning af deres andre produkter. Valuarfirmaet fandt følgelig ikke, at disse gebyrer ville afskrække kunderne fra at flytte deres realkredit. Det vurderede endvidere, at likvidator muligvis ikke ville kunne bringe gebyrerne for førtidig indfrielse i anvendelse, hvis kunderne blev anset for at skulle skifte udbyder på grund af de operationelle vanskeligheder, som Banco Popular måtte have som følge af likvidationen. Det skønnede disse gebyrer til at være ca. 40 mio. EUR for alle kunder, der forlader Banco Popular, og inkluderede derfor ikke de herved forbundne indtægter.

172    Med hensyn til dette sidstnævnte anførte valuarfirmaet ligeledes i afklaringsdokumentet, at det havde undersøgt en stikprøve af transaktionerne for at forstå de standardannullationsomkostninger, som Banco Popular har indgået aftale om, og at det heraf havde konkluderet, at de befandt sig inden for markedets spændvidde.

173    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke med rette kan gøre gældende, at valuarfirmaet ikke i sin vurdering af hypoteserne om førtidig indfrielse af ikke-misligholdte realkreditlån tog hensyn til de omkostninger, der er forbundet med flytningen af disse lån til en anden bank.

174    I øvrigt har sagsøgerne blot gjort gældende, at de af valuarfirmaet givne forklaringer for at se bort fra gebyrerne for førtidig indfrielse er overfladiske, og at valuarfirmaet ikke har givet nogen forklaring på udelukkelsen af gebyrer forbundet med oprettelsen af et nyt lån. De har anført, at forklaringen baseret på konkurrerende bankers incitamenter er rent spekulativ, at likvidator ikke ville give afkald på gebyrer for førtidig indfrielse, og at selv om beløbet på 40 mio. EUR ikke var af betydning på et overordnet niveau, skulle undersøgelsen heraf have været foretaget på individuelt niveau.

175    Det er tilstrækkeligt at fastslå, at valuarfirmaets forklaringer ikke søgte at fastslå, at gebyrer forbundet med flytningen af realkreditlån til en anden bank ikke skulle tages i betragtning, men at de ikke havde en afskrækkende virkning. Sagsøgernes argumenter støtter sig på simple udsagn, der ikke godtgør, at de hypoteser, som valuarfirmaet har taget i betragtning, skulle være af åbenbar fejlagtig karakter.

176    Heraf følger, at sagsøgerne ikke har fremført noget argument, der kan bevirke, at den af valuarfirmaet anvendte hypotese, hvorefter 33,55% af porteføljen af ikke-misligholdte realkreditlån hos Banco Popular ville være genstand for en førtidig indfrielse, bliver usandsynlig.

177    Det fremgår af analysen af det andet klagepunkt, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Afviklingsinstansen begik en åbenbar fejl, da den i den anfægtede afgørelse fandt, at valuarfirmaet i afklaringsdokumentet »havde fremført relevante argumenter på grundlag af dets hypoteser om forhøjelse af niveauet af førtidig indfrielse« af ikke-misligholdte lån. Det andet klagepunkt må følgelig forkastes.

3)      Det tredje klagepunkt vedrørende nye betalingsmisligholdelser af resterende ikke-misligholdte lån

178    Sagsøgerne har anført, at de ikke bestrider beregningsmetoden for de forventede tilbagebetalinger fra likvidationen af resterende ikke-misligholdte lån, dvs. de resterende lån i porteføljen efter fradrag af de lån, der er omklassificeret til misligholdte lån, og dem, der følger af hypoteserne om førtidig indfrielse, og at de godkender det forhold, at visse af disse lån ville blive misligholdte lån i løbet af deres løbetid. De har dog gjort gældende, at valuarfirmaet ikke har givet noget grundlag for hypotesen i værdiansættelse 3, hvorefter der vil være en »betydelig stigning« i nye betalingsmisligholdelser i tilfælde af insolvens.

179    Sagsøgerne har henvist til et uddrag af en tabel, der findes i værdiansættelse 3, og som indeholder et resumé af den strategi for realisering af Banco Populars aktiver, der anvendtes af valuarfirmaet, hvorefter »[p]ortefølgen af ikke-misligholdte lån vil blive likvideret indtil udløbet af likvidationsperioden, henset til deres udbytte, en betydelig stigning i førtidsindfrielsesraten og nye misligholdelser, efterfulgt af et endeligt salg af den resterende portefølje«.

180    Det fremgår heraf, at valuarfirmaet har nævnt en betydelig stigning i raten af førtidig indfrielse af ikke-misligholdte lån og nye betalingsmisligholdelser af resterende ikke-misligholdte lån.

181    Det er således tilstrækkeligt at bemærke i lighed med det af Afviklingsinstansen anførte, at dette af sagsøgerne fremførte argument hviler på en fejllæsning af værdiansættelse 3.

182    Følgelig må det tredje klagepunkt forkastes.

4)      Det fjerde klagepunkt vedrørende diskonteringssatsen på salget af den resterende balance af porteføljen af ikke-misligholdte lån

183    Sagsøgerne har anført, at valuarfirmaet i forbindelse med det hypotetiske scenario med en likvidation på syv år anvendte en diskonteringssats på salget af den resterende balance af porteføljen af ikke-misligholdte lån (»rump«) på mellem 5,1% i best-case hypotesen og 6,1% i worst-case hypotesen, uden at forklare denne forskel på 1%.

184    I værdiansættelse 3 anførte valuarfirmaet, at diskonteringssatsen anvendt ved udløbet af likvidationsperioden i hvert enkelt scenario afspejlede den krævede forrentning på det spanske marked for hver kategori af aktiver på grundlag af en anslået risikoprofil på likvidationstidspunktet, hvilket gjorde det nødvendigt at foretage justeringer. Valuarfirmaet forklarede, at de forskellige diskonteringssatser, der er anvendt i de forskellige likvidationsscenarier, afspejlede udviklingen i de forskellige kategorier af aktiver i porteføljen og deres respektive formodede diskonteringssatser.

185    Det er tilstrækkeligt at konstatere, at disse forklaringer, der ikke bestrides af sagsøgerne, er tilstrækkelige til at begrunde hensyntagen til en særskilt diskonteringssats på salget af den resterende balance af porteføljen af ikke-misligholdte lån for best-case og worst-case hypoteserne i hvert enkelt tidsbundne alternative scenario.

186    Hvad i øvrigt angår sagsøgernes henvisning til deres sagkyndige rapport, der som hypotese anvender en diskonteringssats på maksimum 5%, skal det bemærkes, at det fremgår af præmis 66-70 ovenfor, at en sammenligning med den analyse, der er foretaget i sagsøgernes sagkyndige rapport, ikke er relevant med hensyn til at afgøre, om valuarfirmaet har anlagt åbenbart urigtige skøn i værdiansættelse 3.

187    Det følger heraf, at det fjerde klagepunkt må forkastes.

188    Det følger af analysen af det andet led, at sagsøgerne ikke har fremsat nogen argumenter, der kan bevirke, at valuarfirmaets vurderinger vedrørende værdiansættelsen af porteføljen af ikke-misligholdte lån ved Banco Popular bliver usandsynlige. De har derfor ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen skulle have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at støtte sig på disse vurderinger i den anfægtede afgørelse.

189    Følgelig tages det andet led ikke til følge.

c)      Det tredje led vedrørende værdiansættelsen af misligholdte lån

190    Sagsøgerne har gjort gældende, at skønnet over tilbagebetalingen af misligholdte lån i værdiansættelse 3 støtter sig på usammenhængende hypoteser uden grundlag og er uforenelig med referencedata, hvilket har ført til en undervurdering af denne tilbagebetaling.

191    Sagsøgerne har for det første bestridt hypotesen, som er anvendt i værdiansættelse 3, hvorefter alle misligholdte lån ville blive solgt inden for en frist på 18 måneder efter likvidationen. De har gjort gældende, at porteføljen af misligholdte lån, hvor der er stillet sikkerhed, hovedsageligt består i lån, hvor der er stillet sikkerhed i fast ejendom, og at værdien heraf derfor bestemmes ud fra værdien af det underliggende aktiv bestående i fast ejendom. I værdiansættelse 3 havde valuarfirmaet – samtidig med at det anerkendte, at hovedkriteriet for værdiansættelse af misligholdte lån, hvor der var stillet sikkerhed, var inddrivelsen af beløb, der hidrører fra salget af overtagne aktiver – en usammenhængende tilgang ved som hypotese at bruge en forskellig overdragelsesperiode for misligholdte lån og for aktiver i form af fast ejendom.

192    I værdiansættelse 3 anførte valuarfirmaet, at den påtænkte likvidationsstrategi bestod i at sælge porteføljen af misligholdte lån så hurtigt som muligt for at undgå en ny forværring af bankens situation, henset til det spanske markeds »appetit« for disse aktiver, og at dette var i overensstemmelse med erfaringer fra andre banklikvidationer. Det vurderede, at misligholdte lån måtte formodes at ville blive solgt i december 2018, dvs. ca. 18 måneder efter afviklingsdatoen, i 3 alternative scenarier, på 18 måneder, 3 år og 7 år.

193    Efter bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer i forbindelse med proceduren for retten til at blive hørt, hvorved det blev gjort gældende, at en længere frist for afhændelse af misligholdte lån ville gøre det muligt at opnå et højere salgsprovenu, anførte valuarfirmaet i afklaringsdokumentet, at hypotesen om, at Banco Popular beholder misligholdte lån i en længere periode, var blevet taget i betragtning ved udarbejdelsen af værdiansættelse 3. Det har dog fastholdt, at en tidsplan for afhændelse af porteføljen af misligholdte lån over en periode på 18 måneder fortsat er den mest hensigtsmæssige.

194    Valuarfirmaet anførte i denne henseende, at over en længere periode ville de større inddrivelser blive usikre, mens omkostningerne forbundet med afviklingsteamet (henset til risikoen forbundet med nøglemedarbejderes afgang, som øger det potentielle ineffektivitetsniveau) og andre faktorer såsom misligholdende låntageres manglende vilje til at indgå i drøftelser med en insolvent bank var mere sikre. Valuarfirmaet anførte endvidere, at en længere frist ligeledes ville forhøje den makroøkonomiske risiko, navnlig fordi der var et aktivt marked for misligholdte lån i andet halvår af 2017, og at det vurderede, at det var tvivlsomt, at en likvidator ville spekulere i gunstige vilkår, der fortsætter i en længere periode (navnlig i en situation med potentielt betydelige makroøkonomiske skævheder, der vil kunne efterfølge en likvidation af Banco Popular). Valuarfirmaet konkluderede derfor, at et relativt kortsigtet salg i sidste ende var mere fordelagtigt og ikke ville medføre kapacitetsproblemer hos køber, som ville have en indvirkning på niveauet for opnåede realiseringer.

195    I den anfægtede afgørelse henviste Afviklingsinstansen til disse forklaringer og godkendte dem.

196    Det bemærkes endvidere, at valuarfirmaet i afklaringsdokumentet med hensyn til den anvendte metodologi i værdiansættelse 3 forklarede, at det havde anvendt et dynamisk scenario – defineret som en metode, der fastlægger forskellige realiseringstidspunkter under likvidationen, og som derefter fastsætter aktivets værdi ud fra navnlig realiseringstidspunktet. Valuarfirmaet anførte, at det for hvert enkelt af de alternative tidsbundne scenarier således havde overvejet den optimale strategi og afhændelsesfrist for at maksimere realiseringen af de forskellige kategorier af aktiver ud fra deres underliggende art og deres likviditet.

197    Sagsøgerne har imidlertid ikke fremsat noget argument, der kan rejse tvivl om denne metodologi.

198    Selv om der for 66,6% af porteføljen af misligholdte lån hos Banco Popular således var stillet sikkerhed i form af fast ejendom, tilhørte disse lån og disse aktiver i form af fast ejendom ikke samme kategori af aktiver, og deres afhændelse i forbindelse med en likvidation har ikke samme strategi.

199    Den omstændighed, at værdien af misligholdte lån, for hvilke der er stillet sikkerhed, er asset-backed af værdien af sikkerheden i fast ejendom, udgør ganske vist den vigtigste faktor for deres værdiansættelse. Det er imidlertid ikke relevant med hensyn til spørgsmålet om, hvilken frist der er den bedst egnede til at maksimere tilbagebetalingen med hensyn til disse lån.

200    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at der består en modstrid i det forhold, at der tages hensyn til forskellige afviklingsfrister for misligholdte lån og for aktiver i form af fast ejendom.

201    Sagsøgerne har ikke fremsat noget argument, der kan rejse tvivl om de forklaringer, der er givet i afklaringsdokumentet, og som er nævnt i præmis 194 ovenfor, og som angiver grundene til, hvorfor maksimeringen af tilbagebetalingen af disse lån indebar deres afhændelse hurtigt efter likvidationens begyndelse.

202    For at gøre gældende, at en længere afviklingsfrist ville have givet højere tilbagebetalinger, bemærker sagsøgerne således blot de angivelige forskelle i valuarfirmaets tilgang mellem afhændelse af porteføljen af misligholdte lån og afhændelsen af aktiver i form af fast ejendom med hensyn til de makroøkonomiske risici eller anfører, at deres sagkyndige har en anden holdning til omkostningerne ved opretholdelse af porteføljen af misligholdte lån og om låntageres manglende vilje til at indgå i forhandlinger. Hverken sammenligningen med værdiansættelsen af aktiver i form af fast ejendom eller sammenligningen med vurderingerne i deres sagkyndige rapport kan imidlertid godtgøre, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, som skulle være foretaget af valuarfirmaet vedrørende hensyntagen til en afviklingsfrist på 18 måneder.

203    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at skønnet over tilbagebetalingen af misligholdte lån ikke stemmer overens med referencedata. De har gjort gældende, at det interne afkast (Internal Rate of Return – IRR) på 16% anvendt i værdiansættelse 3 er unødigt høj, hvilket resulterede i, at prisen for porteføljen af misligholdte lån blev nedbragt.

204    De har gjort gældende, at valuarfirmaet så bort fra de reelle markedsdata med hensyn til IRR ved at støtte sig på »den lavere kvalitet« af afhændelsesproceduren og på likvidators manglende evne til at »fremkomme med erklæringer og garantier«. Disse udsagn forudsætter, at likvidationen forvaltes dårligt af likvidator i strid med kravene i lov nr. 22/2003. Endvidere viser de markedsundersøgelser, som deres sagkyndige har foretaget, at de manglende erklæringer og garantier har en begrænset indvirkning på IRR.

205    I værdiansættelse 3 anførte valuarfirmaet følgende:

»IRR: Vi har lagt til grund, at nødlidende investorer, der er interesserede i denne type portefølje [af misligholdte lån, hvor der er stillet sikkerhed,] ville kræve IRR’er på mellem 16% i den forhøjede hypotese og 20% i den lave hypotese, som er over det, vi har observeret på markedet på grund af den omstændighed, at et salg af en portefølje af misligholdte lån i et likvidationsscenario skal tage hensyn til:

–        forventet lavere kvalitet af processerne og de oplysninger, der gives potentielle købere

–        sælgerens (likvidator) manglende evne til at fremlægge erklæringer og garantier i salgs- og købsaftalen.«

206    For det første er det tilstrækkeligt at bemærke, at valuarfirmaet ikke anførte, at de manglende oplysninger kunne tilregnes likvidator, eller at det formodede nogen dårlig forvaltning fra likvidators side. For det andet har sagsøgerne blot gentaget et udsagn fra deres sagkyndige efter af dem angiveligt foretagne markedsundersøgelser uden nogen præcisering med hensyn til arten af disse undersøgelser eller nævnelse af resultatet heraf. Disse argumenter må følgelig forkastes.

207    Endvidere, og således som Afviklingsinstansen har anført, kan de reelle markedsdata ikke tjene som referencedata i forbindelse med en hypotetisk likvidationsbehandling og kræver justeringer for at tage hensyn til vanskeligheder, bl.a. administrative, forbundet med likvidationen.

208    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Afviklingsinstansen og valuarfirmaet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til værdiansættelsen af misligholdte lån.

209    Det fremgår af analysen af det tredje led, at sagsøgerne ikke har fremsat nogen argumenter, der kan bevirke, at valuarfirmaets vurderinger vedrørende værdiansættelsen af Banco Populars portefølje af misligholdte lån bliver usandsynlige. De har derfor ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen skulle have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at støtte sig på disse vurderinger i den anfægtede afgørelse.

210    Følgelig må det tredje led forkastes.

d)      Det fjerde led vedrørende værdiansættelse af aktiver i form af fast ejendom

211    Sagsøgerne har gjort gældende, at værdiansættelsen af aktiver i form af fast ejendom ejet indirekte af Banco Popular, som valuarfirmaet foretog, støtter sig på usammenhængende hypoteser, og at Afviklingsinstansen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, som har ført til en undervurdering af tilbagebetalinger forbundet med disse aktiver.

212    De har gjort gældende, at hypotesen anvendt af valuarfirmaet, hvorefter aktiver i form af fast ejendom ejet indirekte af Banco Popular, dvs. datterselskaber, der handler med fast ejendom, ville blive afhændet inden for en fremskyndet frist på 18 måneder uanset det påtænkte likvidationsscenario, er i modstrid med dets skøn med hensyn til aktiver i form af fast ejendom ejet direkte af Banco Popular, hvis afhændelse ville blive fordelt over hele likvidationsperioden for at maksimere tilbagebetalingerne.

213    De har ligeledes gjort gældende, at valuarfirmaet ikke kvantificerede de tilbagebetalinger, der er sikre over en længere afhændelsesperiode svarende til den, der tages i betragtning for aktiver i form af fast ejendom direkte ejet af Banco Popular, og at Afviklingsinstansen ikke tog disse tilbagebetalinger i betragtning. Under henvisning til deres sagkyndige rapport har sagsøgerne bestridt de af valuarfirmaet i afklaringsdokumentet anførte begrundelser for, at det havde fundet, at en længere afhændelsesperiode for de datterselskaber, der handler med fast ejendom, ikke ville gøre det muligt at maksimere tilbagebetalingerne.

214    I den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen, at visse af de berørte aktionærer og kreditorer under proceduren for retten til at blive hørt havde gjort gældende, at den af valuarfirmaet foreslåede likvidationsstrategi for de datterselskaber, der handler med fast ejendom, var uhensigtsmæssig og uforenelig med de oplysninger, der er indeholdt i værdiansættelse 3 om aktiver i form af fast ejendom direkte ejet af Banco Popular. De havde gjort gældende, at realiseringerne ville blive maksimeret gennem en velordnet afhændelse af aktiver over hele likvidationsperioden, og at perioden på 18 måneder var blevet unødvendigt fremskyndet, hvilket havde medført en betydelig undervurdering af tilbagebetalinger.

215    Afviklingsinstansen har anført, at valuarfirmaet, således som det er forklaret i afklaringsdokumentet, for de datterselskaber, der handler med fast ejendom, havde fundet, at going concern-salgene af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, i løbet af de første 18 måneder af likvidationen, udgjorde den optimale realiseringsstrategi. Afviklingsinstansen har anført, at det forhold, at de datterselskaber, der handler med fast ejendom, betragtes som going concern-virksomheder og ikke som simple ejere af fast ejendom, gjorde det muligt for disse datterselskaber at blive realiseret, når først de er blevet solgt, på en hurtigere og mere velordnet måde, uden at ejendomspriserne er pressede, og uden mætningspunkt for markedets kapacitet. Den har tilføjet, at selv om valuarfirmaet overvejede andre strategier, herunder for at Banco Popular bevarer enhederne og selv fastsætter værdien af aktiverne, eller for at den spreder afhændelserne over en længere periode, ville disse strategier have medført en mere kompleks og kapitalintensiv proces samt yderligere omkostninger og risici, som likvidator ville være tilbageholdende med at acceptere uden sikkerhed for at opnå højere tilbagebetalinger.

216    I denne henseende præciserede valuarfirmaet i afklaringsdokumentet grundene til, hvorfor det ikke i værdiansættelse 3 havde anvendt en strategi for afhændelse af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, over en længere periode. Valuarfirmaet anførte følgende:

»[V]ed udarbejdelsen [af værdiansættelse 3] har vi overvejet andre strategier, herunder for at Banco Popular bevarer enhederne og selv beregner aktiverne over en længere periode eller spreder afhændelserne over en længere periode; dette vil imidlertid være en potentielt mere kapitalintensiv og mere kompleks proces at forvalte, navnlig henset til likvidationen af Banco Popular. Nærmere bestemt kunne enhederne i afventning af aktivernes afhændelse have behov for finansiering, og i forbindelse med, at Banco Popular var nødlidende, og den potentielle makroøkonomiske indvirkning på aktivernes værdi ville en sådan strategi udsætte likvidator for en yderligere risiko (herunder fra et operationelt perspektiv), som likvidator efter vores mening ville være tilbageholdende med at acceptere. Det har ydermere, henset til de yderligere risici og omkostninger, været vores opfattelse, at en længere frist for salget af disse enheder kunne have en negativ indvirkning på realisationsværdien, henset til den potentielle indvirkning af moderselskabets likvidationsbehandling på forvaltningen af disse enheder. Endvidere ville et manglende salg af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, indtil afslutningen af likvidationens tidsramme medføre højere omkostninger og højere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og ikke nødvendigvis højere tilbagebetalinger.«

217    Det fremgår heraf, at valuarfirmaet forklarede, at for så vidt som det havde overvejet afhændelsen af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, som going concern-virksomheder og ikke som aktiver i form af indirekte ejet fast ejendom, gav en afhændelse over en længere periode end 18 måneder ikke mulighed for en maksimering af tilbagebetalinger.

218    Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at de begrundelser, som valuarfirmaet er fremkommet med, fandt anvendelse på såvel aktiver i form af fast ejendom indirekte ejet af Banco Popular som aktiver i form af fast ejendom direkte ejet af denne. De har bestridt, at forvaltningen af aktiver i form af indirekte ejet fast ejendom ville medføre yderligere omkostninger, for så vidt som likvidator ifølge deres sagkyndige kunne have gjort brug af ekspertisen hos de datterselskaber, der handler med fast ejendom, som kunne have hjulpet med at forvalte den risiko, der er forbundet med aktiver i form af fast ejendom. De er ikke bekendt med, hvilke specifikke finansieringsbehov valuarfirmaet henviser til.

219    Det bemærkes, at disse argumenter ikke er tilstrækkelige til at rejse tvivl om forklaringerne givet af Afviklingsinstansen og valuarfirmaet, hvorefter afhændelse over en længere periode af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, som aktiver i form af indirekte ejet fast ejendom ville øge omkostningerne, både dem, der er forbundet med driften af disse datterselskaber, og likvidationsomkostningerne, samt risiciene, henset til bl.a. risikoen for mætning på ejendomsmarkedet, og derfor ikke muliggør en maksimering af tilbagebetalinger.

220    Sagsøgernes argumenter gør det endvidere ikke muligt at fastslå, at valuarfirmaet skulle have anlagt et åbenbart fejlskøn ved at overveje afhændelsen af Banco Populars datterselskaber, der handler med fast ejendom, som going concern-virksomheder. Den omstændighed, at en anden strategi ifølge deres sagkyndige rapport var mulig, dvs. afhændelsen af disse datterselskaber som aktiver i form af indirekte ejet fast ejendom, er ikke tilstrækkeligt til at bevirke, at den af valuarfirmaet anvendte hypotese bliver usandsynlig.

221    Det bemærkes i denne henseende, og således som det er anført i præmis 196 og 197 ovenfor, at sagsøgerne ikke bestrider metodologien for værdiansættelse anvendt af valuarfirmaet, hvorefter det har overvejet den optimale strategi og den optimale afhændelsesfrist for at maksimere realiseringerne af de forskellige kategorier af aktiver ud fra deres underliggende art og deres likviditet.

222    Sagsøgerne kan således ikke med rette gøre gældende, at hensyntagen til forskellige varigheder for de to forskellige aktivkategorier, dvs. de datterselskaber, der handler med fast ejendom, som going concern-virksomheder og aktiver i form af fast ejendom direkte ejet af Banco Popular, er modstridende.

223    For så vidt som valuarfirmaet har begrundet, hvorfor en afhændelse af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, som aktiver i form af indirekte ejet fast ejendom ikke gjorde det muligt at opnå højere tilbagebetalinger, er det endvidere med urette, at sagsøgerne har foreholdt dette ikke at have kvantificeret de tilbagebetalinger, der følger af en sådan hypotese.

224    Endelig skal det bemærkes, at sagsøgernes argumenter og den sagkyndige rapport, som de støtter sig på, og som tager sigte på at godtgøre, at valuarfirmaet skulle have overvejet en længere afhændelsesperiode, hviler på hypotesen om en afhændelse af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, som aktiver i form af fast ejendom indirekte ejet af Banco Popular. Disse argumenter kan derfor ikke rejse tvivl om valuarfirmaets vurdering om varigheden af afhændelsen af de datterselskaber, der handler med fast ejendom, som going concern-virksomheder.

225    Det bemærkes i denne henseende, at sagsøgerne ikke har gjort gældende, at hensyntagen til en afhændelsesperiode på 18 måneder i hypotesen om afhændelse af Banco Populars datterselskaber, der handler med fast ejendom, som going concern-virksomheder er fejlagtig.

226    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har fremsat nogen argumenter, der kan bevirke, at valuarfirmaets vurderinger vedrørende værdiansættelse af Banco Populars datterselskaber, der handler med fast ejendom, bliver usandsynlige. De har derfor ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at støtte sig på disse vurderinger i den anfægtede afgørelse.

227    Følgelig må det fjerde led forkastes.

e)      Det femte led vedrørende værdiansættelse af de juridiske risici

228    Sagsøgerne har gjort gældende, at skønnet over de juridiske risici i værdiansættelse 3, der ligger inden for et meget bredt interval på mellem 1,8 mia. EUR i best-case hypotesen og 3,5 mia. EUR i worst-case hypotesen, skyldes retlige fejl og åbenlyse fejlskøn og har ført til en vilkårlig overvurdering af hensættelserne til retlige risici samt til et lavere tilbagebetalingsniveau.

229    I værdiansættelse 3 redegjorde valuarfirmaet for sin generelle tilgang til værdiansættelsen af de juridiske risici. Det anførte, at det havde kontrolleret Banco Populars årsregnskaber og undersøgt sammen med bankens interne juridiske afdeling, om skønnene skulle revideres, eller om yderligere krav kunne fremkomme i tilfælde af bankens likvidation. Valuarfirmaet forklarede at have genberegnet de juridiske risici i årsregnskaberne under anvendelse af sine egne hypoteser på grundlag af oplysninger fremlagt af banken og i givet fald under hensyn til den eksisterende retspraksis. Det anførte, at insolvenserklæringen ikke forhindrede parterne i at fremsætte nye krav, og at dets erfaring med andre situationer viste, at yderligere potentielt væsentlige og hidtil uforudsete krav således kunne fremkomme i et likvidationsscenario, idet kunder, kreditorer eller aktionærer søger at maksimere deres udsigter til tilbagebetaling. Valuarfirmaet præciserede ligeledes, at det, som i enhver retssag, ikke var muligt at forudsige, hvordan domstolene ville bedømme de modtagne krav, navnlig dem, som dengang var rent hypotetiske. Under disse omstændigheder fandt valuarfirmaet, at dets analyse kunne udgøre en forsigtig vurdering af de potentielle juridiske aspekter med henblik på værdiansættelsen.

230    Hvad angår den metodologi og de hypoteser, der anvendtes, forklarede valuarfirmaet, at det havde forudsat, at de centrale juridiske risici var inkluderet i Banco Populars årsregnskaber, og at det havde undersøgt de hypoteser, som banken havde fremsat, og genberegnet det potentielle beløb, som ville kunne kræves. Det præciserede i dets analyse at have inkluderet risikoen vedrørende krav forbundet med kapitalforhøjelser i et likvidationsscenario på grundlag af dets kendskab til sektoren.

231    Valuarfirmaet forklarede endvidere den metode, som det havde anvendt for at vurdere hver enkelt kategori af juridiske risici, dvs. gulvklausulerne i realkreditaftaler, obligatorisk konvertible obligationer, omkostninger forbundet med realkreditlån, kapitalforhøjelserne i Banco Popular i 2012 og 2016 og ejendomsudviklingsgarantier.

232    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at valuarfirmaets tilgang ikke er i overensstemmelse med spansk ret. De har under henvisning til A’s vidneudsagn bilagt stævningen gjort gældende, at likvidator i forbindelse med en almindelig insolvensbehandling i henhold til spansk ret ikke generelt foretager hensættelser til anmeldte krav eller potentielle krav over for enheden under likvidation. Spansk ret prøver at undgå, at likvidator spekulerer i udfaldet af krav, der ikke har materialiseret sig, for ikke at skade de eksisterende kreditorer. Likvidator vil undtagelsesvis kunne foretage hensættelser af værdien af et allerede anmeldt verserende krav, hvis likvidator finder det højst sandsynligt, at det vil blive efterkommet, men i henhold til sin forpligtelse til at maksimere tilbagebetalingerne for de eksisterende kreditorer vurderer likvidator ikke krav, der endnu ikke er anmeldt.

233    Det er i denne henseende tilstrækkeligt at konstatere, at dette argument fra sagsøgernes side hviler på simple udsagn fra deres vidne A, som ikke eksplicit nævner nogen bestemmelse i spansk lovgivning.

234    Endvidere, og således som Afviklingsinstansen har anført, bestemmes det i artikel 87, stk. 4, i lov nr. 22/2003:

»Når skifteretten finder, at den resolutive betingelse eller fordringens bekræftelse er sandsynlig, kan den på begæring af en part træffe retsbevarende foranstaltninger til hensættelser i konkursmassen, parternes sikkerhedsstillelse og enhver anden foranstaltning, som skifteretten finder hensigtsmæssig i hvert enkelt tilfælde.«

235    Det følger heraf, at i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, begrænser lov nr. 22/2003 ikke likvidators mulighed for at tage krav i betragtning i undtagelsestilfælde, hvor likvidator finder, at det er »højst sandsynligt«, at det vil blive efterkommet.

236    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at valuarfirmaet har genberegnet hensættelserne til juridiske risici, der allerede var medtaget i Banco Populars årsregnskaber, ikke på grundlag af allerede anmeldte krav, men på grundlag af dets erfaring eller dets egne hypoteser. Dette er ikke en tilstrækkelig begrundelse for at se bort fra Banco Populars årsregnskaber. Selv om valuarfirmaet i værdiansættelse 2 havde anført, at det var nødvendigt med en juridisk udtalelse for at vurdere udsigterne til kravenes fyldestgørelse, er der intet i værdiansættelse 3, der tyder på, at det har indhentet en sådan udtalelse.

237    Det bemærkes for det første i lighed med det af Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse anførte, at valuarfirmaet i værdiansættelse 3 og i afklaringsdokumentet har anført at have rådført sig med Banco Populars juridiske afdeling og sammen med denne undersøgt, om skønnene indeholdt i bankens årsregnskaber skulle revideres, eller om yderligere krav kunne opstå i tilfælde af likvidation.

238    Det fremgår endvidere af værdiansættelse 3, at valuarfirmaet støttede sig på spansk lovgivning for at foretage værdiansættelsen. Sagsøgerne har ikke bestridt, at valuarfirmaet besad de nødvendige kvalifikationer for effektivt at lave værdiansættelse 3 som omhandlet i artikel 38, nr. 1), i delegeret forordning 2016/1075, hvilket inkluderer juridiske kvalifikationer.

239    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at en supplerende juridisk udtalelse var nødvendig for udarbejdelsen af værdiansættelse 3.

240    Hvad for det andet angår det forhold, at valuarfirmaets skøn afveg fra hensættelsesniveauet i Banco Populars årsregnskaber, anførte Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse, at det fremgik af afklaringsdokumentet, at de af Banco Popular anvendte regnskabskriterier for beregning af hensættelser til juridiske risici på grundlag af going concern ikke fandt anvendelse under en likvidationsbehandling.

241    I denne henseende forklarede valuarfirmaet i afklaringsdokumentet, at de af Banco Popular anvendte regnskabskriterier for beregning af hensættelser til juridiske risici uden for en likvidationsbehandling ville være forskellige fra dem, der anvendes til den beregning, der skal foretages i forbindelse med et likvidationsscenario, og at regnskabskriterierne ikke finder anvendelse i tilfælde af insolvens. Valuarfirmaet anførte desuden, at oprettelsen af en regnskabsmæssig hensættelse ikke medførte særlige rettigheder inden for kreditorrækkefølgen i tilfælde af likvidation og gav ikke disse kreditorer forrang til fyldestgørelse i noget specifikt beløb. Det anførte, at som følge heraf ville hensættelsesniveauerne beregnet af Banco Popular i dets årsregnskaber sandsynligvis være forskellige, eftersom Banco Populars hensættelsesniveauer ikke afspejlede et likvidationsscenario.

242    Valuarfirmaet anførte ligeledes, at indledning af en almindelig insolvensbehandling kunne føre til yderligere krav, der kunne anmeldes af de kreditorer, det måtte ønske at maksimere deres tilbagebetalinger inden likvidationens afslutning.

243    Det følger heraf, at valuarfirmaet på tilstrækkelig vis begrundede, hvorfor det havde afveget fra Banco Populars årsregnskaber og støttet sig på sine egne skøn for at vurdere de juridiske risici i forbindelse med et likvidationsscenario i værdiansættelse 3.

244    Sagsøgerne har i replikken anført, at valuarfirmaet ikke har underbygget sin påstand, hvorefter skønnene over de juridiske risici ville være højere i tilfælde af insolvens end i tilfælde af en going concern-virksomhed. Ifølge deres sagkyndige måtte det forventes, at skønnet ville være lavere i tilfælde af insolvens.

245    Det er tilstrækkeligt at konstatere, at ud over forklaringen nævnt i præmis 242 ovenfor havde valuarfirmaet i værdiansættelse anført, at en likvidationsbehandling generelt gav anledning til betydelige tvister og krav på grundlag af vanskeligt forudseelige hypoteser. Som anført i præmis 229 ovenfor havde det forklaret, at ifølge dets erfaring kunne der opstå yderligere potentielt betydelige og indtil da uforudsete krav i et likvidationsscenario med det formål at maksimere udsigterne til tilbagebetaling.

246    Endvidere gav valuarfirmaet i værdiansættelse 3 specifikke forklaringer med hensyn til risikoen for stigning i krav for hver kategori af de juridiske risici. F.eks. med hensyn til gulvklausulerne i realkreditaftaler tog det hensyn til ikrafttrædelsen i 2018 af en ny lovgivning på forbrugerbeskyttelsesområdet.

247    Det følger heraf, at valuarfirmaet på tilstrækkelig vis har begrundet, hvorfor det i værdiansættelse 3 havde skønnet hensættelser til juridiske risici til at være højere end dem, der fulgte af Banco Populars årsregnskaber.

248    For det tredje har sagsøgerne bestridt skønnene over hensættelser for juridiske risici med hensyn til Banco Populars kapitalforhøjelser i 2012 og 2016.

249    I værdiansættelse 3 henviste valuarfirmaet til, at Banco Popular havde foretaget to kapitalforhøjelser, i november 2012 og i maj 2016, hver på 2,5 mia. EUR. Det anførte, at Bankia-sagen var et præjudikat for den måde, hvorpå aktionærer ville kunne reagere på eventuelle fejl eller udeladelser i det oprindelige prospekt for kapitalforhøjelse som grundlag for et krav, som, hvis det var blevet imødekommet, ville give aktionæren mulighed for at opnå erstatning hos banken. For at skønne potentielle krav forklarede valuarfirmaet bl.a. at have taget hensyn til dels den tid, der var gået, idet det præciseredes, at forældelsesfristen med hensyn til kapitalforhøjelsen i 2012 ikke var udløbet, dels investorprofilerne på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger og aktionærstrukturen fremlagt af Banco Popular.

250    I den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen, at visse af de berørte aktionærer og kreditorer havde fremsat bemærkninger, hvorefter krav vedrørende kapitalforhøjelsen i 2012 var højst usandsynlige. Den anførte, at valuarfirmaet i afklaringsdokumentet havde fundet, at selv om de potentielt var mindre sandsynlige end krav vedrørende kapitalforhøjelsen i 2016, kunne muligheden for sådanne krav ikke udelukkes. Navnlig, ifølge valuarfirmaet, kunne krav vedrørende kapitalforhøjelsen i 2012 i Banco Popular blive fremsat med hensyn til eventuelle fejl eller udeladelser i det oprindelige prospekt for kapitalforhøjelse, og denne mulighed havde ikke kunnet udelukkes, fordi forældelsesfristen endnu ikke var udløbet. Afviklingsinstansen anførte, at valuarfirmaet følgelig konkluderede, at selv om krav vedrørende kapitalforhøjelsen i 2012 var højst usandsynlige, kunne de ikke udelukkes.

251    Det bemærkes, at valuarfirmaet i afklaringsdokumentet anførte, at det havde lagt til grund, at disse krav ville være lig nul, når det har fastslået best-case hypotesen vedrørende værdiansættelse af hensættelser til juridiske risici.

252    Hvad i første række angår de juridiske risici forbundet med kapitalforhøjelsen i 2016 har sagsøgerne anført, at deres sagkyndige har vurderet, at en retfærdig, forsigtig og rimelig hensættelse udgjorde 1,1 mia. EUR på grundlag af skønnet foretaget af Ernst & Young på vegne af Bankia og skønnet foretaget af Banco Santander.

253    Det er tilstrækkeligt at konstatere, at dette argument i henhold til præmis 67-70 ovenfor, hvorved sagsøgerne blot henviser til den beregning, der er foretaget i deres sagkyndige rapport, ikke er relevant for at fastslå, at der foreligger et åbenbart fejlskøn i værdiansættelse 3.

254    Hvad i anden række angår de juridiske risici forbundet med kapitalforhøjelsen i 2012 er sagsøgerne af den opfattelse, at i best-case som i worst-case hypotesen skulle beløbet heraf være lig nul, eftersom krav var meget usandsynlige, henset til den tid, der var gået, og at en likvidator ifølge A’s vidneudsagn ikke ville være bemyndiget til at foretage hensættelser til sådanne krav.

255    Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af præmis 234 og 235 ovenfor, at likvidator havde mulighed for at tage eventuelle krav i betragtning, og at dette argument allerede er blevet forkastet.

256    Sagsøgerne har ikke fremsat nogen argumenter, der kan rejse tvivl om de forklaringer, som valuarfirmaet angav, og som Afviklingsinstansen godkendte, nævnt i præmis 250 ovenfor, der begrunder, at krav vedrørende kapitalforhøjelsen i 2012 stadig kunne opstå efter likvidationen af Banco Popular.

257    Den omstændighed, der er fremhævet af sagsøgerne, at valuarfirmaet i afklaringsdokumentet erkendte, at muligheden for krav forbundet med kapitalforhøjelsen i 2012 var mindre sandsynlig end for 2016, er i denne henseende ikke tilstrækkelig til at bevirke, at den af sidstnævnte anvendte hypotese, hvorefter krav vedrørende kapitalforhøjelsen i 2012 ikke fuldstændigt kunne udelukkes, bliver usandsynlig.

258    Sagsøgerne kan endvidere ikke gøre gældende, at hensættelsesbeløbet for juridiske risici vedrørende kapitalforhøjelsen i 2012, som er taget i betragtning i værdiansættelse 3 i worst-case hypotesen, var betydeligt og åbenbart fejlbehæftet, ved at sammenligne det samlede beløb af hensættelser for juridiske risici i best-case hypotesen og worst-case hypotesen indeholdt i værdiansættelse 3. Dette samlede beløb omfatter nemlig en vurdering af alle kategorier af juridiske risici nævnt i præmis 231 ovenfor.

259    Sagsøgerne har følgelig ikke fremsat noget argument, der kan bevirke, at valuarfirmaets skøn, hvorefter hensættelsesbeløbet for juridiske risici vedrørende kapitalforhøjelsen i 2012 ikke kunne være lig nul i worst-case hypotesen, bliver usandsynligt.

260    For det fjerde har sagsøgerne – i replikken for første gang – gjort gældende, at hensættelsen vedrørende gulvklausulerne indsat af Banco Popular i dens årsregnskaber ifølge Banco Santanders årsregnskab for 2020 var korrekt, og at valuarfirmaets forhøjelse af denne hensættelse ikke var berettiget.

261    Det er tilstrækkeligt i lighed med Afviklingsinstansen at konstatere, at dette argument om gulvklausuler er blevet fremsat for første gang i replikken, og at det, idet det ikke udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er blevet fremført i stævningen, og idet sagsøgerne ikke har fremført nogen retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, i henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, ikke kan antages til realitetsbehandling. Under alle omstændigheder kan dette argument, som er baseret på faktiske forhold, der er indtrådt efter den anfægtede afgørelse, ikke bevirke, at de af valuarfirmaet anvendte hypoteser i værdiansættelse 3 bliver usandsynlige.

262    Sagsøgerne har endvidere anmodet Retten om at anordne bevisoptagelse med henblik på et krav om, at Afviklingsinstansen skal give Retten mulighed for at efterprøve sagsakterne og give passende garantier for, at deres repræsentant gives mulighed for at undersøge disse.

263    Det er i denne henseende vigtigt at fremhæve, at for at Retten kan tage stilling til, om det er hensigtsmæssigt at vedtage foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, må den part, som fremsætter begæring herom, angive de ønskede dokumenter og over for Retten henvise til visse holdepunkter, for at disse dokumenter har betydning for sagens behandling (jf. dom af 28.7.2011, Diputación Foral de Vizcaya m.fl. mod Kommissionen, C-474/09 P – C-476/09 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:522, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.3.2019, Hércules Club de Fútbol mod Kommissionen, T-766/16, EU:T:2019:173, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

264    Det er tilstrækkeligt bemærke, at sagsøgerne ikke har præciseret, hvilke oplysninger de ønsker fremlagt, eller hvad de skal bruges til. Det må fastslås, at sagsøgernes begæring ikke er tilstrækkelig præcis, og at der derfor ikke kan gives medhold heri.

265    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har fremsat nogen argumenter, der kan bevirke, at valuarfirmaets vurderinger vedrørende værdiansættelse af juridiske risici bliver usandsynlige. De har derfor ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen skulle have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at støtte sig på disse vurderinger i den anfægtede afgørelse.

266    Følgelig må det femte led forkastes.

267    Som konklusion på det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af deres ejendomsret. De har anført, at det fremgår af deres argumenter fremført under dette anbringendes fem led, at konklusionen af den anfægtede afgørelse, hvorefter de ikke har ret til nogen kompensation, ikke svarer til en rimelig kompensation. Ifølge de beviser, de har fremlagt, ville de under en almindelig insolvensbehandling modtage en fuld tilbagebetaling eller i det mindste en væsentlig del af deres obligationer.

268    Idet det første anbringendes fem led er blevet forkastet, er det tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Afviklingsinstansen skulle have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved beslutningen om ikke at bevilge dem kompensation. De kan derfor ikke med rette gøre gældende, at denne afgørelse tilsidesætter deres ejendomsret.

269    Heraf følger, at det første anbringende ikke kan tages til følge.

3.      Det andet anbringende om, at Afviklingsinstansen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udpege valuarfirmaet som uafhængig valuar

270    Sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller begået en retlig fejl ved at udpege valuarfirmaet til at foretage værdiansættelse 3 i strid med artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014. For det første har de gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke undersøgte valuarfirmaets uafhængighed. For det andet har de anført, at valuarfirmaet under alle omstændigheder ikke var en uafhængig valuar som omhandlet i artikel 38 i delegeret forordning 2016/1075.

a)      Det første led om, at Afviklingsinstansen ikke undersøgte valuarfirmaets uafhængighed

271    Sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen i strid med artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075 delegerede sin pligt til at kontrollere, om valuarfirmaet var uafhængigt, til valuarfirmaet selv. Afviklingsinstansen har ikke fremlagt nærmere oplysninger om kontrollen af intern interessekonflikt, som den havde bedt om fra valuarfirmaet, om de tilstrækkelige garantier, som valuarfirmaet anvendte, om de faglige standarder, som valuarfirmaet fulgte, eller om det tilsyn, som den førte for at sikre, at der opstår en eksisterende eller potentiel materiel interesse, der kan påvirke eller med rimelighed kunne opfattes som havende indflydelse på valuarfirmaets vurdering under sagen.

272    I henhold til artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014 påser Afviklingsinstansen, at en uafhængig person, jf. denne artikels stk. 1, foretager en værdiansættelse, dvs. en person, som er uafhængig af alle offentlige myndigheder, herunder Afviklingsinstansen og den nationale afviklingsmyndighed, og af den pågældende enhed.

273    Under udbudsproceduren, hvorved valuarfirmaet blev tildelt den specifikke kontrakt nævnt i præmis 4 ovenfor, fremsendte sidstnævnte den 18. maj 2017 til Afviklingsinstansen en erklæring om, at der ikke forelå interessekonflikter med Banco Popular. Den 22. maj 2017 fremlagde valuarfirmaet en erklæring om, at der ikke forelå interessekonflikter, indeholdt i dets »Proposal for provision of advice and assistance on economic and financial valuation under Lot 2 (SRB/OP/1/2015)«, hvori det angav de tjenester, som det havde leveret til Banco Popular.

274    Den 23. maj 2017, på datoen for dets udpegelse som valuar, fremlagde det ligeledes en erklæring om dets uafhængighed i henhold til delegeret forordning 2016/1075, hvori det bl.a. anførte at have kendskab til de lovgivningsmæssige krav, og at passende ordninger var blevet truffet, når de var nødvendige, for at sikre, at hverken valuarfirmaet eller nogen medlemmer af teamet, der var foreslået til udførelse af den specifikke kontrakt, havde nogen væsentlig interesse som defineret i artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075. Det forpligtede sig til at indføre alle nødvendige ordninger for at sikre, at enhver fremtidig ydelse udført for andre parter ikke ville kompromittere dets uafhængighed. Valuarfirmaet anførte, at enhver tilføjelse af nye medlemmer til teamet ville blive underlagt overholdelsen af uafhængighedskravene og Afviklingsinstansens godkendelse.

275    Efter sin udpegelse som valuar fremlagde valuarfirmaet den 21. september 2017 og den 11. april 2019 yderligere erklæringer vedrørende dets uafhængighed som følge af tilføjelsen af nye medlemmer af det team, der arbejdede på værdiansættelse 3.

276    Endvidere fremlagde valuarfirmaet den 18. december 2019, på anmodning af Afviklingsinstansen og efter bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer i forbindelse med retten til at blive hørt, en ny erklæring om, at der ikke forelå interessekonflikter. Valuarfirmaet bekræftede, at det den 15. november 2019, henset til dets systemer og kontroller, var og havde været uafhængigt med hensyn til værdiansættelse 3, og at det ikke havde kendskab til konflikter med andet arbejde, som det havde udført, heller ikke individuelle konflikter. Valuarfirmaet angav bl.a. de tjenester, som det havde udført for Banco Santander, og præciserede, at der ikke var nogen forbindelse mellem disse tjenester og tjenesterne udført for Afviklingsinstansen med hensyn til udarbejdelsen af værdiansættelse 3 eller afklaringsdokumentet. Det tilføjede, at det ikke havde udført tjenester vedrørende vurdering eller regnskabsaflæggelse af de aktiver og passiver, der var genstand for værdiansættelse 3.

277    I den anfægtede afgørelse fandt Afviklingsinstansen, at valuarfirmaet var uafhængigt i overensstemmelse med kravene i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 og kapitel IV i delegeret forordning 2016/1075. Den anførte, at valuarfirmaet var blevet udvalgt i forbindelse med en udbudsprocedure, ved hvis afslutning Afviklingsinstansen havde fundet, at valuarfirmaet var i besiddelse af de kvalifikationer, den erfaring, de evner, den viden og de ressourcer, der kræves for at foretage værdiansættelse 3 uden i for høj grad at forlade sig på en relevant offentlig myndighed eller Banco Popular, i overensstemmelse med kravene i artikel 38, nr. 1), og artikel 39 i delegeret forordning 2016/1075. Afviklingsinstansen fandt, at valuarfirmaet, henset til arten, omfanget og kompleksiteten af den værdiansættelse, der skulle foretages, havde adgang til de menneskelige og tekniske ressourcer, der var passende for at foretage værdiansættelse 3, i henhold til artikel 39, stk. 2, i delegeret forordning 2016/1075.

278    Afviklingsinstansen fandt endvidere, at valuarfirmaet var en juridisk enhed uafhængig af offentlige myndigheder og Banco Popular, og at det i denne henseende var fuldstændig uafhængigt af Afviklingsinstansen og ikke havde været engageret til opgaver med hensyn til Banco Populars årsregnskaber.

279    Endelig anførte Afviklingsinstansen, at med hensyn til manglende eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse som omhandlet i artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075 havde valuarfirmaet foretaget en intern kontrol i forhold til de gældende faglige standarder. Henset til resultatet af denne kontrol var valuarfirmaet af den opfattelse, at det ikke havde nogen interessekonflikt med hensyn til dets udpegelse som uafhængig valuar. I denne henseende angav Afviklingsinstansen de forskellige erklæringer om manglende interessekonflikt fremlagt af valuarfirmaet under udbudsproceduren og efter dets udpegelse, der har til formål at sikre dets uafhængighed og uafhængigheden for dets teammedlemmer, bl.a. det team, der var ansvarlig for udarbejdelsen af værdiansættelse 3.

280    Henset til disse erklæringer og de forsikringer, som valuarfirmaet afgav, fandt Afviklingsinstansen, at sidstnævnte udviste tilstrækkelige garantier for at undgå enhver eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse mellem valuarfirmaet og den relevante offentlige myndighed eller Banco Popular. Den konkluderede, at valuarfirmaet var uafhængigt i overensstemmelse med kravene i artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014 og artikel 39-41 i delegeret forordning 2016/1075.

281    I afsnit 6.2.1 med overskriften »Bemærkninger vedrørende valuarfirmaets uafhængighed« i den anfægtede afgørelse svarede Afviklingsinstansen endvidere specifikt på bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer vedrørende valuarfirmaets manglende uafhængighed i forhold til Afviklingsinstansen selv, i forhold til Banco Santander og til Banco Popular samt til det forhold, at det havde udarbejdet værdiansættelse 2. Dette afsnit i den anfægtede afgørelse indeholder Afviklingsinstansens detaljerede begrundelse for, at valuarfirmaet på tidspunktet for dets udpegelse og under udarbejdelsen af værdiansættelse 3 ikke havde nogen eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse som omhandlet i artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075.

282    Det fremgår således af den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen undersøgte de forskellige erklæringer om manglende interessekonflikt fremsendt af valuarfirmaet og nævnt i præmis 273-276 ovenfor, hvilke indeholdt en beskrivelse af de tjenester, som valuarfirmaet havde udført for Banco Popular og Banco Santander. Det fremgår endvidere af erklæringen om manglende interessekonflikt af 18. december 2019, at denne erklæring var blevet fremlagt af valuarfirmaet på anmodning af Afviklingsinstansen som følge af visse af bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer for at fremlægge yderligere oplysninger om, hvorvidt der var en eventuel interessekonflikt med hensyn til tjenester udført for Banco Santander.

283    Heraf følger, at Afviklingsinstansen under hele proceduren for afvikling af Banco Popular sikrede sig, således som den er forpligtet til, at valuarfirmaet overholdt uafhængighedskravene, og navnlig dem om manglende interessekonflikt fastsat i artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075.

284    I øvrigt, og i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, indeholdt den anfægtede afgørelse tilstrækkelige oplysninger om, efter hvilke krav og hvilke nærmere fremgangsmåder Afviklingsinstansen havde kontrolleret valuarens uafhængighed.

285    Sagsøgerne har i denne henseende anmodet Retten om at anordne bevisoptagelse med henblik på, at Afviklingsinstansen eller valuarfirmaet fremlægger oplysninger for at kunne forstå valuarfirmaets forbindelser med Banco Popular og Banco Santander.

286    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at hvad angår begæringerne om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller om bevisoptagelse, der fremlægges af en part i en tvist, tilkommer det alene Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse (jf. dom af 4.3.2021, Liaño Reig mod Afviklingsinstansen, C-947/19 P, EU:C:2021:172, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 435 og den deri nævnte retspraksis).

287    For så vidt som Afviklingsinstansen som bilag til svarskriftet har fremlagt valuarfirmaets erklæringer, som er nævnt i præmis 273-276 ovenfor, og hvori valuarfirmaet har beskrevet de tjenester, som det udførte for Banco Popular og Banco Santander, er bevisoptagelsen ikke nødvendig.

288    Følgelig må det første led forkastes.

b)      Det andet led om, at valuarfirmaet ikke var uafhængigt som omhandlet i artikel 38 i delegeret forordning 2016/1075

289    Sagsøgerne har gjort gældende, at henset til elementerne i artikel 41, stk. 4, litra a) og c), i delegeret forordning 2016/1075, opfyldte valuarfirmaet ikke betingelserne for at kunne anses for ikke at have en eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse mellem sig og en relevant offentlig myndighed eller den relevante enhed af tre grunde, der vedrører valuarfirmaets forbindelser med Banco Popular, tjenester udført for Banco Santander og det forhold, at det havde udarbejdet værdiansættelse 2.

290    Det bemærkes i denne henseende, at reglerne om valuarers uafhængighed er præciseret i kapitel IV i delegeret forordning 2016/1075, hvis artikel 38 bestemmer:

»Som valuar kan udpeges en juridisk eller fysisk person. Valuaren anses for at være uafhængig af relevante offentlige myndigheder og den relevante enhed, hvis samtlige følgende betingelser er opfyldt:

1)      valuaren besidder de kvalifikationer, den erfaring, de evner, den viden og de ressourcer, der kræves, og kan foretage værdiansættelsen effektivt uden i for høj grad at forlade sig på en relevant offentlig myndighed eller den relevante enhed, jf. artikel 39 (»undue reliance«)

2)      valuaren er retligt adskilt fra de relevante offentlige myndigheder og den relevante enhed, jf. artikel 40

3)      valuaren har ingen væsentlig fælles eller modstridende interesser som defineret i artikel 41.«

291    Artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075 om væsentlig fælles eller modstridende interesse fastsætter:

»1.      Der må ikke mellem den uafhængige valuar og nogen relevant offentlig myndighed eller den relevante enhed være en eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse.

2.      Med henblik på stk. 1 anses en eksisterende eller potentiel interesse for at være væsentlig, når den udpegende myndighed eller en anden myndighed, der måtte have beføjelser til at udføre denne opgave i den pågældende medlemsstat, vurderer, at den kunne have eller med rimelighed kunne opfattes som havende indflydelse på den afhængige valuars vurdering ved værdiansættelsen.

3.      Med henblik på stk. 1 er fælles eller modstridende interesser med som minimum følgende parter relevante:

a)      den relevante enheds daglige ledelse og medlemmerne af den relevante enheds ledelsesorgan

b)      de juridiske eller fysiske personer, som kontrollerer eller har en kvalificeret andel i den relevante enhed

c)      de kreditorer, som den udpegende myndighed eller en anden myndighed, som måtte have beføjelser til at udføre denne opgave i den pågældende medlemsstat, anser for at være væsentlige på grundlag af de oplysninger, som den udpegende myndighed eller en anden myndighed, som måtte have beføjelser til at udføre denne opgave i den pågældende medlemsstat har

d)      hver koncernenhed.

4.      Med henblik på stk. 1 er mindst følgende forhold relevante:

a)      den uafhængige valuars levering af tjenester, herunder tidligere levering af tjenester, til den relevante enhed og de i stk. 3 omhandlede personer og navnlig forbindelsen mellem disse tjenester og de for værdiansættelsen relevante faktorer

b)      personlige og økonomiske forbindelser mellem den uafhængige valuar og den relevante enhed og de i stk. 3 omhandlede personer

c)      den uafhængige valuars investeringer eller andre væsentlige økonomiske interesser

d)      for så vidt angår juridiske personer: enhver strukturel adskillelse eller andre ordninger, der skal indføres for at afhjælpe trusler mod uafhængigheden, f.eks. selvrevision, egeninteresse, partiskhed, fortrolighed, tillid eller intimidering, herunder ordninger, som tager sigte på at sondre mellem de medarbejdere, som kan blive inddraget i værdiansættelsen, og andre medarbejdere.

[...]«

292    Det skal indledningsvis præciseres, at sagsøgerne ikke har bestridt, at kravene i artikel 38, nr. 1) og 2), i delegeret forordning 2016/1075 var opfyldt af valuarfirmaet, dvs. at det besad de kvalifikationer, den erfaring, de evner, den viden og de ressourcer, der krævedes for at foretage værdiansættelse 3 effektivt, og at det var retligt adskilt fra de relevante offentlige myndigheder og Banco Popular.

293    De har heller ikke gjort gældende, at der mellem valuarfirmaet og den relevante enhed, dvs. Afviklingsinstansen, var en eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse.

1)      Det første klagepunkt vedrørende forbindelserne mellem valuarfirmaet og Banco Popular

294    Sagsøgerne har gjort gældende, at valuarfirmaet ikke var uafhængigt af Banco Popular, for så vidt som det synes at have leveret tjenester til denne i perioden 2012-2016, herunder tjenester, der var relevante for værdiansættelse 3. Afviklingsinstansen tog ikke eksistensen af væsentlige interessekonflikter mellem valuarfirmaet og Banco Popular i betragtning, i strid med artikel 41, stk. 4, i delegeret forordning 2016/1075.

295    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at valuarfirmaet var revisor for Banco Popular i 2012.

296    I denne henseende er det dels tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår klart af oplysningerne på webstedet for Comisión nacional del mercado de valores (CNMV, det nationale børstilsyn, Spanien), som Afviklingsinstansen henviser til, at valuarfirmaet ikke var revisor for Banco Popular i perioden 1991-2017.

297    Dels støtter sagsøgernes argument sig på en fejllæsning af et dokument fra Banco de España af 28. september 2012 med overskriften »Proceso de recapitalización y reestructuración bancaria« (procedure for bankers rekapitalisering og omstrukturering), som de har fremlagt som bilag til stævningen.

298    Tabellen i dette dokument angiver nemlig ikke, at valuarfirmaet var revisor for Banco Popular i 2012, hvilket sagsøgerne har erkendt i retsmødet. Det fremgår af dette dokument, at Banco de España til valuarfirmaet havde overdraget opgaven med den regnskabsmæssige gennemgang af porteføljen af kreditter og overtagne eller modtagne aktiver i betaling af Banco Populars og tre andre bankers gæld i forbindelse med den uafhængige undersøgelse af den spanske banksektor foretaget i 2012.

299    Det bemærkes i øvrigt, at valuarfirmaet i dets erklæring om manglende interessekonflikt af 22. maj 2017, nævnt i præmis 273 ovenfor, oplyste, at det ikke var revisor for Banco Popular.

300    Det fremgår heraf, i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, at valuarfirmaet ikke leverede revisionstjenester til Banco Popular.

301    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at i 2015 havde valuarfirmaet ydet rådgivning til Banco Popular om købet af Popular Banca Privada, SA (herefter »Banca Privada«). De har støttet sig på et uddrag af et registreringsdokument for Banco Popular fra 2015, hvorefter »[Banco] Popular i november 2015 gav [valuarfirmaet] til opgave at sælge 40% af dets datterselskab Banca Privada«, og ifølge hvilket »[d]er på tidspunktet for dette dokument ikke ha[vde] fundet noget salg sted, og den oprindelige procentsats kunne være anderledes«.

302    Det bemærkes i denne henseende, at valuarfirmaet i dets erklæring om manglende interessekonflikt nævnt i præmis 273 ovenfor anførte, at det havde ydet bistand inden for værdiansættelse og transaktioner til Banco Popular, men at disse tjenester ikke udgjorde nogen interessekonflikt, for så vidt som de angik enten bistand til salget af aktiver eller virksomheder, der ikke længere var en del af banken, eller bistand til køb og salg ved ikke-væsentlige transaktioner, der ikke fandt sted, eller som ikke havde nogen materiel værdi.

303    Det er tilstrækkeligt at fastslå, at det fremgår af værdiansættelse 3, at på afviklingstidspunktet var Banca Privada et datterselskab ejet af Banco Popular, og at den af sagsøgerne nævnte transaktion ikke fandt sted i 2015.

304    For det tredje har sagsøgerne anført, at ifølge en avisartikel havde Banco Popular i 2016 givet valuarfirmaet til opgave at yde den bistand om indførelse af nye reguleringsstandarder, dvs. Banco de Españas cirkulære nr. 4/2017 og IFRS 9, hvilke de bestrider anvendelsen af i værdiansættelse 3. Sådanne tjenester fremgår af 40. betragtning til og artikel 41, stk. 4, i delegeret forordning 2016/1075.

305    Sagsøgerne støtter sig på en artikel fra El Mundo af 13. februar 2018 med overskriften »[Valuarfirmaet] rådgav Angel Ron i 2016 om regnskabspraksis i Banco Popular« ([valuarfirmaet] advised Angel Ron in 2016 on Banco Popular’s accounting policy), hvoraf det fremgår, at valuarfirmaet i 2016 havde været engageret af Banco Popular til teknisk rådgivning om konsekvenserne af ikrafttrædelsen af IFRS 9 for de nye lovgivningsmæssige forskrifter, der var gældende fra den 1. januar 2018.

306    Det bemærkes, at det af samme artikel fremgår, at valuarfirmaet anførte, at det på intet tidspunkt havde arbejdet på noget som helst aspekt af hensættelser bogført af Banco Popular, og at der var tale om rådgivning om den måde, hvorpå banken skulle tilpasse sig den nye lovgivning, som trådte i kraft den 1. januar 2018.

307    Sagsøgerne har ikke anført noget forhold, der kan rejse tvivl om disse udsagn fra valuarfirmaet vedrørende arten af tjenester udført for Banco Popular i forbindelse med indførelsen af IFRS 9.

308    Sagsøgerne har følgelig ikke godtgjort, at tjenesterne udført af valuarfirmaet for Banco Popular, både i forbindelse med det planlagte salg af Banca Privada og i forbindelse med indførelsen af IFRS 9, havde en forbindelse med de relevante forhold med henblik på værdiansættelse 3 som omhandlet i artikel 41, stk. 4, litra a), i delegeret forordning 2016/1075. Sagsøgerne har ikke forklaret, i hvilket omfang disse tjenester tidligere udført af valuarfirmaet for Banco Popular ville kunne påvirke valuarens vurdering i forbindelse med udarbejdelsen af værdiansættelse 3 og dermed ville kunne godtgøre, at der forelå en eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse i forhold til Banco Popular som omhandlet i samme delegerede forordnings artikel 41, stk. 2.

309    Følgelig må det første klagepunkt forkastes.

2)      Det andet klagepunkt vedrørende forbindelserne mellem valuarfirmaet og Banco Santander

310    Sagsøgerne har gjort gældende, at valuarfirmaet udførte regnskabsydelser for Banco Santander i perioden 2002-2016 og var ledende revisor for Santander-koncernen i 2015. De har gjort gældende, i modsætning til det, som Afviklingsinstansen anførte i den anfægtede afgørelse, at den omstændighed, at valuarfirmaet kunne have været uafhængigt den 23. maj 2017, på hvilken dato Afviklingsinstansen gav det opgaven som valuar, ikke er relevant med henblik på værdiansættelse 3. Selv om Afviklingsinstansen ikke kunne forudse afviklingsproceduren i maj 2017, havde den kunnet tage denne faktor i betragtning i juni 2017, da den gav valuarfirmaet til opgave af foretage værdiansættelse 3. Afviklingsinstansen havde ligeledes kunnet tage tjenester udført af valuarfirmaet for Banco Santander efter afviklingen af Banco Popular i betragtning ved dennes integration i Santander-koncernen.

311    De er af den opfattelse, at tjenesterne udført af valuarfirmaet for Banco Santander er relevante i forhold til artikel 41, stk. 4, litra a), i delegeret forordning 2016/1075, som tager sigte på forudgående levering af tjenester til en enhed, som ejer enheden omfattet af afviklingen.

312    Det bemærkes i denne henseende, at under proceduren for retten til at blive hørt fremsatte visse af de berørte aktionærer og kreditorer bemærkninger vedrørende valuarfirmaets uafhængighed, som var blevet kompromitteret af det forhold, at sidstnævnte havde leveret tjenester til Banco Santander inden og efter afviklingen af Banco Popular.

313    For det første fandt Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse, som svar på disse bemærkninger, at revisionstjenesterne leveret af valuarfirmaet til Banco Santander ikke skulle tages i betragtning ved den bedømmelse af dets uafhængighed, som den havde foretaget på tidspunktet for udpegelsen af valuarfirmaet den 23. maj 2017, for så vidt som denne bedømmelse var blevet foretaget i forhold til Banco Popular. Afviklingsinstansen anførte, at på denne dato var bedømmelsen af valuarfirmaets uafhængighed i forhold til potentielle erhververe ikke blevet foretaget, dels fordi den ikke var omhandlet i den lovgivningsmæssige ramme, dels fordi værdiansættelsesproceduren var forskellig fra salgsproceduren, der bestemte erhververen. Navnlig havde valuarfirmaet ikke haft adgang til oplysninger om navne på potentielle erhververe eller erhververs identitet inden vedtagelsen af afviklingsordningen.

314    Afviklingsinstansen fandt, at henset til omfanget af og formålet med værdiansættelse 3, greb de revisionstjenester, der tidligere var udført for Banco Santander af valuarfirmaet, ikke ind i sidstnævntes uafhængighed med hensyn til udarbejdelsen af værdiansættelse 3 og skabte ikke en eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse som omhandlet i artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075. Navnlig anførte den, at værdiansættelse 3 alene vedrørte Banco Populars aktiver og passiver inden dens salg til Banco Santander og ikke Banco Santanders aktiver og passiver.

315    For det andet fandt Afviklingsinstansen, at tjenesterne vedrørende integrationen af Banco Popular leveret til Banco Santander af valuarfirmaet ikke etablerede en væsentlig fælles eller modstridende interesse som omhandlet i artikel 41, stk. 2 og 4, i delegeret forordning 2016/1075 med en relevant person som omhandlet i samme delegerede forordnings artikel 41, stk. 3.

316    For det første fandt Afviklingsinstansen, at henset til omfanget af og formålet med værdiansættelse 3, kunne tjenesterne leveret af valuarfirmaet efter afviklingsdatoen vedrørende en going concern-virksomhed ikke påvirke værdiansættelse 3 og de heri indeholdte elementer. Den anførte endvidere, at værdiansættelse 3 ikke kunne påvirke Banco Populars eller Banco Santanders position, for så vidt som den alene afklarer, om der gennem Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) skulle bevilges kompensation til de berørte aktionærer og kreditorer.

317    For det andet anførte Afviklingsinstansen, at under alle omstændigheder havde valuarfirmaet efter vedtagelsen af afviklingsordningen afgivet yderligere forsikringer som garanti for, at tjenesterne leveret til Banco Santander ikke kunne give anledning til en eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse. Afviklingsinstansen anførte, at valuarfirmaet i dets erklæring af 18. december 2019 havde bekræftet, at ingen af de til Banco Santander leverede tjenester var forbundet med de aktiver eller passiver, der var genstand for værdiansættelse 3, eller regnskabsaflæggelse heraf. Den anførte endvidere, at valuarfirmaet havde bekræftet, at der ikke var informationsstrømme mellem arbejdet med den foretagne værdiansættelse og de øvrige projekter, i betragtning af de indførte beskyttelsespolitikker og dets fortrolighedsprotokoller.

318    Hvad navnlig angår tjenesterne vedrørende integrationen af Banco Popular anførte Afviklingsinstansen, at valuarfirmaet i tilstrækkelig grad havde præciseret, at selv om det havde leveret rådgivningstjenester til Banco Santander, var disse ikke forbundet med tjenesterne leveret til Afviklingsinstansen, vedrørte ikke noget spørgsmål med relation til værdiansættelsestjenesterne leveret til Afviklingsinstansen og omfattede heller ikke værdiansættelses- eller juridiske tjenester forbundet med Banco Popular.

319    Det bemærkes i denne henseende, at valuarfirmaet i dets erklæring af 18. december 2019 om manglende interessekonflikt, nævnt i præmis 276 ovenfor, anførte, at der ikke var nogen forbindelse mellem de tjenester, det leverede til Banco Santander, og værdiansættelse 3 eller afklaringsdokumentet.

320    I henhold til artikel 41, stk. 4, litra a), i delegeret forordning 2016/1075 er den uafhængige valuars levering af tjenester, herunder tidligere levering af tjenester, til den relevante enhed og de i stk. 3 omhandlede personer og navnlig forbindelsen mellem disse tjenester og de for værdiansættelsen relevante faktorer, med henblik på at fastlægge, at der foreligger en eksisterende eller potentiel væsentlig fælles eller modstridende interesse som omhandlet i denne artikels stk. 1, relevante.

321    Det bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremsat noget argument med henblik på at rejse tvivl om Afviklingsinstansens vurderinger vedrørende manglende forbindelse mellem på den ene side revisionstjenesterne og tjenesterne vedrørende integration af Banco Popular leveret til Banco Santander af valuarfirmaet og på den anden side de elementer, der var relevante for værdiansættelse 3, som kun vedrørte vurderingen af Banco Popular og ikke af Banco Santander.

322    Sagsøgerne har ikke forklaret, hvordan disse tjenester ville kunne have indflydelse på eller med rimelighed ville kunne opfattes som havende indflydelse på valuarfirmaets vurdering ved udarbejdelsen af værdiansættelse 3 som omhandlet i artikel 41, stk. 2, i delegeret forordning 2016/1075.

323    Sagsøgerne har i øvrigt gjort gældende, at valuarfirmaet ville have haft en betydelig finansiel interesse i, at Banco Santander var tilfreds med en negativ værdiansættelse af Banco Popular. De er af den opfattelse, at den omstændighed, at kompensationen udbetales af Afviklingsfonden og ikke af Banco Santander, ikke tager hensyn til den omstændighed, at hvis de verserende sager for Retten, der tager sigte på annullation af afviklingsordningen, måtte gives medhold, kunne Banco Santander blive tvunget til at betale en højere pris for Banco Popular. Det er derfor i Banco Santanders interesse, at værdiansættelse 3 ikke angiver en højere værdi for tilbagebetalinger fra Banco Popular i tilfælde af insolvens end den værdi, der fremgår af værdiansættelse 2.

324    I den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen, at henset til formålet med værdiansættelse 3, som er at fastlægge, om de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling i forbindelse med en hypotetisk almindelig insolvensbehandling, kunne denne ikke have indflydelse på salget af Banco Popular og kunne ikke påvirke Banco Santanders position. Afviklingsinstansen var af den opfattelse, at værdiansættelse 3 kun havde en indvirkning i forhold til sig selv, for så vidt som den måtte skulle betale kompensation, gennem Afviklingsfonden, i tilfælde af forskellig behandling.

325    Det bemærkes, at sagsøgerne ikke har gjort gældende, at resultatet af værdiansættelse 3 ville have indvirkning på både lovligheden og legaliteten af afgørelsen om at afvikle Banco Popular og på resultatet af denne afvikling, dvs. salget af den til Banco Santander.

326    Det bemærkes endvidere, at værdiansættelse 2 havde et andet formål end værdiansættelse 3, nemlig at skønne værdien af Banco Popular som helhed for en eventuel erhverver i forbindelse med anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet. Skønnet over værdien af Banco Populars aktiver i forbindelse med en hypotetisk almindelig insolvensbehandling foretaget i værdiansættelse 3 kan således ikke rejse tvivl om vurderingen foretaget i værdiansættelse 2.

327    Endelig følger det af artikel 85, stk. 4, sidste afsnit, i direktiv 2014/59, at når det er nødvendigt at beskytte interesser hos tredjemand, der i god tro har købt aktier i et institut under afvikling, i kraft af anvendelsen af afviklingsværktøjer, berører annulleringen af en beslutning truffet af en afviklingsmyndighed ikke administrative handlinger eller transaktioner, der foretages efterfølgende af den pågældende afviklingsmyndighed.

328    Dermed, og i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan den eventuelle annullation af afviklingsafgørelsen ikke føre til en ændring af betingelserne for salget af Banco Popular til Banco Santander. Der kan derfor under alle omstændigheder ikke rejses tvivl om salget af Banco Popular til Banco Santander til en pris på 1 EUR, og resultatet af værdiansættelse 3 er uden betydning i denne henseende.

329    I retsmødet har sagsøgerne i øvrigt nævnt den indvirkning, som annullationen ville kunne have for de straffesager, der er anlagt ved de spanske domstole.

330    Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen har fastslået, at såvel et erstatningssøgsmål som et ugyldighedssøgsmål indebærer, at det kræves, at det kreditinstitut eller investeringsselskab, der er under afvikling, eller disse enheders efterfølgere skal udbetale erstatning til aktionærerne for de tab, der er lidt som følge af en afviklingsmyndigheds udøvelse af beføjelsen til nedskrivning og konvertering af passiverne i dette institut eller selskab, eller at det kræves, at de foretager en fuldstændig tilbagebetaling af de beløb, der er blevet investeret i forbindelse med tegningen af aktier, og som er blevet nedskrevet som følge af denne afviklingsprocedure. Sådanne søgsmål ville nemlig rejse tvivl om hele den værdiansættelse, som afviklingsafgørelsen er baseret på, eftersom kapitalsammensætningen er en del af denne værdiansættelses objektive oplysninger. Således som generaladvokat Richard de la Tour har anført i punkt 82 og 95 i forslaget til afgørelse, ville selve afviklingsproceduren og de mål, der forfølges med direktiv 2014/59, derfor blive bragt i fare (dom af 5.5.2022, Banco Santander (Bankafvikling Banco Popular), C-410/20, EU:C:2022:351, præmis 43).

331    For så vidt som værdiansættelse 3, uanset resultatet heraf, ikke kunne påvirke Banco Santanders situation, er det med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at valuarfirmaet skulle have haft en interesse i at favorisere denne.

332    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Afviklingsinstansen skulle have begået en åbenbar fejl ved at finde, at tjenesterne leveret af valuarfirmaet til Banco Santander ikke etablerede, at der forelå en eksisterende eller potentiel væsentlig interesse, der kan have indflydelse på eller ville kunne opfattes som havende indflydelse på dets vurdering som omhandlet i artikel 41 i delegeret forordning 2016/1075.

333    Det andet klagepunkt må følgelig forkastes.

3)      Det tredje klagepunkt vedrørende det forhold, at valuarfirmaet havde foretaget værdiansættelse 2

334    Sagsøgerne har gjort gældende, at valuarfirmaets tidligere deltagelse i afviklingen har kunnet påvirke dets vurdering. Værdiansættelse 3 synes at være blevet udarbejdet for at nå frem til en konklusion, der var i overensstemmelse med evalueringen af forskellig behandling i værdiansættelse 2. De har anført, at Afviklingsinstansen havde mulighed for at udpege en anden valuar.

335    Det bemærkes, at dette klagepunkt vedrører anden del af værdiansættelse 2, som indeholder en simulation af et likvidationsscenario og har i overensstemmelse med artikel 20, stk. 9, i forordning nr. 806/2014 til formål at foretage et skøn over den behandling, som hver klasse af aktionærer og kreditorer kunne have forventet at få, hvis den enhed, der er omfattet af afviklingsordningen, var blevet likvideret ved almindelig insolvensbehandling i henhold til spansk lovgivning.

336    Indledningsvis bemærkes, at ingen bestemmelse i forordning nr. 806/2014 eller i delegeret forordning 2016/1075 udtrykkeligt er til hinder for, at værdiansættelse 2 og 3 foretages af samme valuar.

337    Dernæst følger det af den anfægtede afgørelse, at under proceduren for retten til at blive hørt fremsatte visse af de berørte aktionærer og kreditorer bemærkninger vedrørende valuarfirmaets uafhængighed, som skulle være blevet kompromitteret af det forhold, at sidstnævnte havde foretaget både værdiansættelse 2 og værdiansættelse 3. Afviklingsinstansen har anført, at nogle af dem gjorde gældende, at valuarfirmaet søgte at bekræfte den konklusion af analysen af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, som det havde foretaget i værdiansættelse 2.

338    Afviklingsinstansen har anført, at værdiansættelse 2 og 3 blev foretaget med forskellige formål for øje. Værdiansættelse 2 tog i henhold til artikel 20, stk. 5, i forordning nr. 806/2014 sigte på at tilvejebringe afviklingsforanstaltningen ved at evaluere den økonomiske værdi af aktiver og passiver i Banco Popular på afviklingstidspunktet, mens værdiansættelse 3 havde til formål at vurdere behandlingen af de berørte aktionærer og kreditorer inden for rammerne af en hypotetisk insolvensbehandling, dvs. i forhold til en virksomhed, hvis aktivitet er ophørt i overensstemmelse med samme forordnings artikel 20, stk. 18, litra a).

339    Afviklingsinstansen har anført, at den lovgivningsmæssige ramme ikke forhindrer den i at udpege samme valuar til at foretage forskellige værdiansættelser for samme afvikling, og at en sådan udpegelse ikke i sig selv var et indgreb i valuarens uafhængighed.

340    Afviklingsinstansen har anført, at selv om skønnet ex ante over den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget under en hypotetisk insolvensbehandling, der indgår i værdiansættelse 2, var blevet foretaget inden for en bestemt frist og på grundlag af de oplysninger, som valuarfirmaet havde inden afviklingen, dvs. hovedsagelig dem, der var tilgængelige den 31. marts 2017, støttede værdiansættelse 3 sig på mere detaljerede oplysninger af 6. juni 2017, dvs. datoen for ophøret af virksomhed, da de var tilgængelige. Afviklingsinstansen har anført, at henset til de forskellige oplysninger, som disse værdiansættelser baserede sig på, samt deres forskellige formål, kunne valuarfirmaet uden videre have nået frem til forskellige konklusioner.

341    I den anfægtede afgørelse fremhævede Afviklingsinstansen ligeledes, at den gældende retlige ramme anerkendte, at et foreløbigt skøn over den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis enheden var blevet likvideret inden for rammerne af værdiansættelse 2, ikke kunne være ligeså præcist som det, der er at finde i værdiansættelse 3, af flere grunde, nemlig bl.a. tidsmæssige begrænsninger og manglen på oplysninger tilstrækkeligt tæt på afviklingsdatoen inden for rammerne af værdiansættelse 2. Ifølge artikel 20, stk. 9, i forordning nr. 806/2014 indeholdt værdiansættelse 2 et »skøn over« denne behandling, selv om værdiansættelse 3 ifølge samme forordnings artikel 20, stk. 17, skal »fastlægge« denne. Afviklingsinstansen anførte, at den omstændighed alene, at det foreløbige skøn i værdiansættelse 2 gav de samme resultater som værdiansættelse 3, selv om de tog udgangspunkt i forskellige antagelser, kunne ikke i sig selv anses for at være tilstrækkeligt bevis for, at værdiansættelse 3 ikke var blevet foretaget i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige krav.

342    Det bemærkes endvidere for det første, at valuarfirmaet i værdiansættelse 2 gav udtryk for adskillige forbehold med hensyn til pålideligheden af simulationen af det likvidationsscenario, som den indeholder.

343    I denne henseende præciserede valuarfirmaet i værdiansættelse 2, at det ikke havde alle nødvendige oplysninger og data eller tilstrækkelig tid til at foretage et mere end blot vejledende skøn på dette tidspunkt. Det anførte gentagne gange, at simulationen af likvidationsscenariet hvilede på adskillige usikkerheder, og at det, når mere præcise oplysninger ville være tilgængelige, ville være i stand til at finpudse sine antagelser og udarbejde et mere »robust« og mere pålideligt likvidationsscenario.

344    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at valuarfirmaet ikke var uafhængigt med den begrundelse, at det anså sig for bundet af dets konklusioner i værdiansættelse 2.

345    For det andet var simulationen af likvidationsscenariet i forhold til Banco Popular i værdiansættelse 3 baseret på oplysninger, der var tilgængelige den 31. marts 2017, og kalkulerede med et scenario på tre år. I værdiansættelse 2 baserede valuarfirmaet sig på ureviderede regnskabsoplysninger af 6. juni 2017 eller, hvis de ikke var tilgængelige, af 31. maj 2017 for at fastlægge tre særskilt tidsbundne likvidationsscenarier.

346    I værdiansættelse 3 begrænsede valuarfirmaet sig således ikke til at bekræfte resultatet af simulationen i værdiansættelse 2.

347    I værdiansættelse 2 var det samlede beløb af realiseringen af Banco Populars aktiver for kreditorerne i et likvidationsscenario på tre år i denne henseende f.eks. blevet skønnet til at være på mellem 120,9 mia. EUR for best case-hypotesen og 116,5 mia. EUR for worst-case hypotesen. I værdiansættelse 3, for likvidationsscenariet på tre år, førte skønnet over aktiver til et andet resultat, nemlig 101,546 mia. EUR for best-case hypotesen og 97,593 mia. EUR for worst case-hypotesen.

348    Den omstændighed alene, at valuarfirmaet drog den samme konklusion, nemlig at de berørte aktionærer og kreditorer ikke opnår tilbagebetaling i tilfælde af likvidation af Banco Popular, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at det anså sig for bundet af dets skøn foretaget i værdiansættelse 2, da det foretog værdiansættelse 3.

349    Det fremgår heraf, at sagsøgernes argument, hvorefter valuarfirmaet i værdiansættelse 3 skulle have søgt at bekræfte værdiansættelse 2, modsiges af indholdet af disse værdiansættelser.

350    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Afviklingsinstansen med urette havde fastslået, at det forhold, at valuarfirmaet havde foretaget værdiansættelse 2, ikke medførte, at der kunne rejses tvivl om dets uafhængighed med hensyn til udarbejdelsen af værdiansættelse 3 og dets udpegelse som uafhængig valuar. Argumentet om, at Afviklingsinstansen skulle have udpeget en anden valuar, er i denne henseende irrelevant.

351    Følgelig må det tredje klagepunkt forkastes.

352    Det fremgår af analysen af det andet led, at sagsøgerne ikke har fremsat argumenter, der kan rejse tvivl om Afviklingsinstansens konklusion, hvorefter valuarfirmaet var uafhængigt som omhandlet i artikel 38 og 41 i delegeret forordning 2016/1075.

353    Heraf følger, at det andet led må forkastes, og følgelig kan det andet anbringende i sin helhed ikke tiltrædes.

4.      Det tredje anbringende om, at Afviklingsinstansen uretmæssigt til valuarfirmaet har uddelegeret de beslutningstagende beføjelser, som den er tillagt i medfør af forordning nr. 806/2014

354    Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, som indebærer en vid skønsbeføjelse med hensyn til kompensationen til aktionærer og kreditorer berørt af afviklingsafgørelsen, blev truffet af Afviklingsinstansen på grundlag af værdiansættelse 3 foretaget af en privat enhed. De har gjort gældende, at Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse begrænsede sig til at opsummere værdiansættelse 3 og afklaringsdokumentet, dvs. de centrale aspekter af udøvelsen af beføjelsen til at kompensere disse eller ej. Uddelegeringen til valuarfirmaet af vurderingen af alle spørgsmål vedrørende værdiansættelse uden behandling af de underliggende oplysninger eller bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer og uden efterprøvelse af de åbenbare usammenhængende hypoteser, der er nærmere beskrevet i det første anbringende, er i strid med det princip, der er opstillet i dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7).

355    Sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke har fremlagt noget bevis for, at den havde foretaget mere end blot en overfladisk gennemgang af værdiansættelse 3, og at den alene har undersøgt afklaringsdokumentet udarbejdet af valuarfirmaet og ikke bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer vedrørende værdiansættelse 3. Afviklingsinstansen har ikke fraveget værdiansættelse 3, og afgørelsen om, hvorvidt de berørte aktionærer og kreditorer havde ret til kompensation, blev truffet af valuarfirmaet, som udøvede Afviklingsinstansens beslutningstagende beføjelse. De er af den opfattelse, at princippet opstillet i dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), finder anvendelse, når Afviklingsinstansens beføjelser, selv om der er tale om klart definerede gennemførelsesbeføjelser, delegeres til valuarfirmaet uden Afviklingsinstansens passende tilsyn.

356    Indledningsvis bemærkes, at traktaterne ikke indeholder nogen bestemmelse om tildeling af kompetencer til et EU-organ eller ‑agentur. Agenturer er hverken omtalt i artikel 290 TEUF vedrørende delegation af lovgivningsbeføjelser til Kommissionen eller i artikel 291 TEUF, som tillægger medlemsstaterne, Kommissionen og under begrænsede omstændigheder Rådet gennemførelsesbeføjelser (generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-270/12, EU:C:2013:562, punkt 75).

357    Principperne for delegation af beføjelser er således fastlagt i retspraksis, navnlig i dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), og dernæst anvendte dom af 22. januar 2014, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet (C-270/12, EU:C:2014:18), disse principper på tilfælde, hvor EU-lovgiver har tildelt et agentur selvstændige beføjelser.

358    I præmis 41 i dom af 22. januar 2014, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet (C-270/12, EU:C:2014:18), anførte Domstolen, at i dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), havde den i det væsentlige fremhævet, at følgerne af en kompetencedelegation er meget forskellige afhængig af, om den omfattede gennemførelsesbeføjelser, som er klart afgrænsede, og hvis udøvelse derfor kunne kontrolleres nøje i forhold til de objektive kriterier, som en delegerende myndighed har fastsat, eller om det drejer sig om »en diskretionær beføjelse, der indebærer en høj grad af frit skøn, som – afhængig af den brug, som gøres heraf – åbner mulighed for en virkelig økonomisk politik«.

359    Domstolen fremhævede ligeledes i dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), at have anført, at en delegation af den førstnævnte art ikke kunne have nogen følelig indflydelse på følgerne af udøvelsen af de beføjelser, den angik, mens en delegation af den anden art, hvor den delegerende myndigheds valg erstattes af dem, som træffes af den myndighed, der har fået kompetencen, indebar en »egentlig ansvarsforskydning«. For så vidt angår den sag, der gav anledning til dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7), fastslog Domstolen således, at den delegering af beføjelser, som Den Høje Myndighed havde foretaget til de omhandlede organer ved beslutning nr. 14-55 af 26. marts 1955 om en finansiel ordning, som skal sikre en regelmæssig skrotforsyning på det fælles marked (EFT 1955, 8, s. 685), gav dem et »frit skøn, som [indebar] omfattende diskretionære beføjelser«, og kunne ikke betragtes som foreneligt med »traktatens krav« (dom af 22.1.2014, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-270/12, EU:C:2014:18, præmis 42).

360    Det følger af denne retspraksis, at forordning nr. 806/2014 kan give Afviklingsinstansen gennemførelsesbeføjelser, som er klart afgrænsede, og hvis udøvelse derfor kan kontrolleres nøje i forhold til objektive kriterier, men at den ikke kan tildele denne kompetencer, der indebærer en skønsbeføjelse, som indebærer en høj grad af frit skøn.

361    Det bemærkes, at i den foreliggende sag har sagsøgerne ikke fremsat en ulovlighedsindsigelse i forhold til forordning nr. 806/2014. De har ikke gjort gældende, at Afviklingsinstansen som et EU-agentur har udøvet en skønsbeføjelse, som skulle have været udøvet af en EU-institution. Sagsøgerne har heller ikke gjort gældende, at Afviklingsinstansens gennemførelsesbeføjelser ikke er klart afgrænsede i forordning nr. 806/2014, eller at Afviklingsinstansen skulle have tilsidesat forordning nr. 806/2014, for så vidt som den har handlet uden for de beføjelser, som den er tildelt ved denne forordning.

362    Det fremgår heraf, at sagsøgernes argumenter, hvormed Afviklingsinstansen kritiseres for at have overdraget en beslutningsbeføjelse til valuarfirmaet, ikke kan godtgøre en tilsidesættelse af principperne om kompetencedelegation, der er opstillet i dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (9/56, EU:C:1958:7).

363    Hvad i øvrigt angår sagsøgernes argument om, at Afviklingsinstansen til valuarfirmaet delegerede sin beslutningsbeføjelse, bemærkes indledningsvis, at afgørelsen om ikke at tildele kompensation til de berørte aktionærer og kreditorer blev truffet af Afviklingsinstansen og ikke af valuarfirmaet.

364    Dernæst fastsætter artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014 udtrykkeligt, at Afviklingsinstansen ved afgørelsen af, om de berørte aktionærer og kreditorer kan bevilges kompensation, skal støtte sig på resultaterne af en uafhængig værdiansættelse, som fastsat i samme forordnings artikel 20, stk. 16. Endvidere er indholdet af denne værdiansættelse reguleret i artikel 20, stk. 17 og 18, i forordning nr. 806/2014, og kriterierne vedrørende metoden for værdiansættelse af forskellen i behandling er fastsat i delegeret forordning 2018/344.

365    I henhold til forordning nr. 806/2014 skulle de økonomiske og tekniske aspekter af vurderingen af den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været genstand for en almindelig insolvensbehandling, således bedømmes af en uafhængig valuar og ikke af Afviklingsinstansen selv. I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan det forhold, at Afviklingsinstansen tildelte valuarfirmaet opgaven at foretage værdiansættelse 3, ikke fortolkes som en delegation af dens beføjelse til at vedtage afgørelsen.

366    Endelig skal Afviklingsinstansen, inden den træffer en afgørelse om eventuel kompensation til de berørte aktionærer og kreditorer, kontrollere, at værdiansættelsen foretaget af en uafhængig sagkyndig overholder kravene i forordning nr. 806/2014 og i delegeret forordning 2018/344, og at denne sagkyndige ligeledes opfylder uafhængighedskravene fastsat i delegeret forordning 2016/1075.

367    Det bemærkes i denne henseende for det første, at den omstændighed, at Afviklingsinstansen godkendte konklusionerne i værdiansættelse 3, ikke kan fortolkes som manglende kontrol fra Afviklingsinstansens side af overholdelsen af de krav, som den uafhængige valuar skal opfylde, når denne foretager sin værdiansættelse.

368    Sagsøgernes argument om, at Afviklingsinstansen begrænsede sig til at opsummere værdiansættelse 3 og afklaringsdokumentet, og at den ikke undersøgte bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer vedrørende værdiansættelse 3, modsiges for det andet af indholdet af den anfægtede afgørelse.

369    I den anfægtede afgørelses afsnit 4 vurderede Afviklingsinstansen nemlig valuarfirmaets uafhængighed i forhold til kravene i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 og kapitel IV i delegeret forordning 2016/1075, og i den anfægtede afgørelses afsnit 6.2.1 svarede den på »bemærkninger vedrørende valuarens uafhængighed«.

370    I afsnit 5 med overskriften »værdiansættelse 3« i den anfægtede afgørelse fandt Afviklingsinstansen efter at have opsummeret indholdet af værdiansættelse 3, at denne opfyldte kravene i den gældende retlige ramme, bl.a. dem, der er fastsat i artikel 20, stk. 17, i forordning nr. 806/2014 og artikel 3, artikel 4, stk. 1-5, samt artikel 6, litra a) og b), i delegeret forordning 2018/344, og at den var tilstrækkeligt begrundet og forståelig til at udgøre grundlaget for en afgørelse i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014.

371    I den anfægtede afgørelses afsnit 6.2.2 svarede Afviklingsinstansen på »bemærkninger vedrørende indholdet af værdiansættelse 3« og vedrørende bl.a. de oplysninger og hypoteser, der er anvendt i værdiansættelse 3, samt likvidationsscenariet og den metodologi, der er taget i betragtning af valuarfirmaet. Med hensyn til vurderingen af de forskellige kategorier af aktiver foretaget i værdiansættelse 3 undersøgte Afviklingsinstansen, om denne fortsat var gyldig i forhold til bemærkningerne fra de berørte aktionærer og kreditorer og afklaringsdokumentet.

372    Det fremgår af det ovenstående, at det er med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen til valuarfirmaet uberettiget skulle have delegeret de beslutningsbeføjelser, den er tildelt i medfør af forordning nr. 806/2014.

373    Heraf følger, at det tredje anbringende ikke kan tages til følge, og følgelig må Afviklingsinstansen frifindes i det hele.

IV.    Sagsomkostninger

374    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de hver bære deres egne omkostninger og betale de af Afviklingsinstansen afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

375    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, hver deres egne omkostninger. Kongeriget Spanien bærer derfor sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling):

1)      Det tillades, at Bybrook Capital Badminton Fund LP træder i stedet for Cairn Global Funds PLC og Cairn Special Opportunities Credit Master Fund Limited som sagsøger.

2)      Det tillades, at PIMCO Global Cross-asset Opportunities Master Fund LDC træder i stedet for PHFS series SPC – PHSF VII SP som sagsøger.

3)      Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) frifindes.

4)      ACMO Sàrl og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget, bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Afviklingsinstansen afholdte omkostninger.

5)      Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

van der Woude De Baere Steinfatt

Kecsmár Kingston

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. november 2023.

Underskrifter

Indhold

I. Sagens baggrund

II. Parternes påstande

III. Retlige bemærkninger

A. Om formaliteten

B. Om realiteten

1. Indledende bemærkninger

a) Omfanget af Rettens prøvelse

b) Formaliteten for så vidt angår de beviser, der er fremlagt som bilag til replikken

2. Det første anbringende om åbenbart urigtige skøn vedrørende vurderingen af insolvensperiodens varighed, ikke-misligholdte lån, misligholdte lån, aktiver i form af fast ejendom og juridiske risici hos Banco Popular

a) Det første led vedrørende varigheden af likvidationsscenariet

1) Det første klagepunkt vedrørende en fejlagtig forståelse af lov nr. 22/2003

2) Det andet klagepunkt vedrørende manglende hensyntagen til en længere likvidationsperiode

b) Det andet led vedrørende værdiansættelsen af ikke-misligholdte lån

1) Det første klagepunkt vedrørende omklassificering af ikke-misligholdte lån til misligholdte lån

2) Det andet klagepunkt vedrørende hypoteserne om førtidig indfrielse af ikke-misligholdte lån

i) Angående ikke-misligholdte lån til virksomheder

ii) Angående ikke-misligholdte realkreditlån

3) Det tredje klagepunkt vedrørende nye betalingsmisligholdelser af resterende ikke-misligholdte lån

4) Det fjerde klagepunkt vedrørende diskonteringssatsen på salget af den resterende balance af porteføljen af ikke-misligholdte lån

c) Det tredje led vedrørende værdiansættelsen af misligholdte lån

d) Det fjerde led vedrørende værdiansættelse af aktiver i form af fast ejendom

e) Det femte led vedrørende værdiansættelse af de juridiske risici

3. Det andet anbringende om, at Afviklingsinstansen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at udpege valuarfirmaet som uafhængig valuar

a) Det første led om, at Afviklingsinstansen ikke undersøgte valuarfirmaets uafhængighed

b) Det andet led om, at valuarfirmaet ikke var uafhængigt som omhandlet i artikel 38 i delegeret forordning 2016/1075

1) Det første klagepunkt vedrørende forbindelserne mellem valuarfirmaet og Banco Popular

2) Det andet klagepunkt vedrørende forbindelserne mellem valuarfirmaet og Banco Santander

3) Det tredje klagepunkt vedrørende det forhold, at valuarfirmaet havde foretaget værdiansættelse 2

4. Det tredje anbringende om, at Afviklingsinstansen uretmæssigt til valuarfirmaet har uddelegeret de beslutningstagende beføjelser, som den er tillagt i medfør af forordning nr. 806/2014

IV. Sagsomkostninger

*      Processprog: engelsk.

1      Listen over de øvrige sagsøgere er kun vedlagt den version, der meddeles parterne.