RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
5. maj 2015 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – fejlskøn – ulovlighedsindsigelse – ret til erhvervsudøvelse – ejendomsret – beskyttelse af den offentlige sundhed, sikkerheden og miljøet – forsigtighedsprincippet – proportionalitet – ret til forsvar«
I sag T-433/13,
Petropars Iran Co., Kish Island (Iran),
Petropars Oilfields Services Co., Kish Island,
Petropars Aria Kish Operation and Management Co., Teheran (Iran),
Petropars Resources Engineering Kish Co., Teheran,
ved solicitors S. Zaiwalla, P. Reddy og Z. Burbeza, barristers R. Blakeley og G. Beck samt M. Brindle, QC,
sagsøgere,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved V. Piessevaux og M. Bishop, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående dels en påstand om annullation af såvel Rådets afgørelse 2013/270/FUSP af 6. juni 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 156, s. 10) som Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 522/2013 af 6. juni 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 156, s. 3), dels en påstand om, at det fastslås, at hverken artikel 20, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39) eller artikel 23, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1) finder anvendelse,
har
RETTEN (Syvende Afdeling)
sammensat af retsformanden, M. Jaeger, og dommerne M. van der Woude (refererende dommer) og E. Buttigieg,
justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. november 2014,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgerne Petropars Iran Co. (herefter »PPI«), Petropars Oilfields Services Co. (herefter »POSCO«), Petropars Aria Kish Operation and Management Co. (herefter »POMC«) og Petropars Resources Engineering Kish Co. (herefter »PRE«) er iranske selskaber, der udøver virksomhed i sektorerne for olie, gas og petrokemi.
2 Den foreliggende sag er blevet anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, der er blevet indført for at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at bringe de spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udviklingen af atomvåbenfremføringsmidler til ophør.
3 Den 9. juni 2010 vedtog FN’s Sikkerhedsråd (herefter »Sikkerhedsrådet«) resolution 1929 (2010) (herefter »UNSCR 1929 (2010)«), som udvidede anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der var blevet indført med Sikkerhedsrådets resolution 1737 (2006), 1747 (2007) og 1803 (2008), og indførte supplerende restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran.
4 Den 17. juni 2010 understregede Det Europæiske Råd sin stadig dybere bekymring over Irans atomprogram og hilste vedtagelsen af UNSCR 1929 (2010) velkommen. Det Europæiske Råd mindede om sin erklæring af 11. december 2009 og opfordrede Rådet for Den Europæiske Union til at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af foranstaltningerne i UNSCR 1929 (2010) og ledsageforanstaltninger hertil med henblik på gennem forhandling at støtte en løsning af alle de udestående betænkeligheder med hensyn til Den Islamiske Republik Irans udvikling af følsomme teknologier til støtte for sine atom- og missilprogrammer. Foranstaltningerne skulle fokusere på områder som handel, finanssektoren, den iranske transportsektor, nøglesektorer inden for gas- og olieindustrien og yderligere betegnelser, navnlig for the Islamic Revolutionary Guards Corps.
5 Den 26. juli 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), hvis bilag II opregner navnene på de personer og enheder – ud over dem, der er udpeget af Sikkerhedsrådet eller af den ved resolution 1737 (2006) oprettede sanktionskomité, og som er anført i bilag I – hvis aktiver indefryses. 22. betragtning til den nævnte afgørelse henviser til UNSCR 1929 (2010), og det fremgår af betragtningen, at denne resolution noterer sig den mulige forbindelse mellem Den Islamiske Republik Irans indtægter fra dets energisektor og finansieringen af Den Islamiske Republik Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter.
6 Den 23. januar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/35/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 19, s. 22). Det fremgår af 13. betragtning til denne afgørelse, at indrejserestriktioner og indefrysning af midler og økonomiske ressourcer bør anvendes på yderligere personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til den nævnte regering.
7 Artikel 1, nr. 7), litra a), nr. ii), i afgørelse 2012/35 tilføjede følgende litra til artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 om indefrysning af midler tilhørende personer og enheder:
»c) andre personer og enheder, der ikke er opført på listen i bilag I, men som yder støtte til Irans regering, og personer og enheder med tilknytning til dem, jf. listen i bilag II.«
8 Som følge heraf vedtog Rådet den 23. marts 2012 forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1). Med henblik på gennemførelsen af artikel 1, nr. 7), litra a), nr. ii), i afgørelse 2012/35 foreskriver denne forordnings artikel 23, stk. 2, indefrysning af pengemidler, der tilhører de i bilag IX til forordningen opregnede personer, enheder eller organer, der anses for:
»d) at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem.«
9 Den 15. oktober 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/635/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 282, s. 58). Det fremgår af 16. betragtning til denne afgørelse, at der bør opføres yderligere personer og enheder på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, som findes i bilag II til afgørelse 2010/413, især iranske statsejede enheder involveret i olie- og gassektoren, eftersom de udgør en væsentlig indtjeningskilde for den iranske regering.
10 Artikel 1, nr. 8), litra a), i afgørelse 2012/635 ændrede artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som herefter fastsætter, at følgende skal være omfattet af restriktive foranstaltninger:
»c) andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II.«
11 Artikel 2 i afgørelse 2012/635 har i bilag II til afgørelse 2010/413 opført navnet på den udpegede enhed National Iranian Oil Co. (herefter »NIOC«) med den begrundelse, at denne statsejede og -drevne enhed fremskaffede finansielle ressourcer til Irans regering, og navnene på den udpegede enhed Naftiran Intertrade Co. (herefter »NICO«), hvilken enhed er ejet 100% af NIOC, og den udpegede enhed Petropars Ltd (herefter »PPL«), som er et datterselskab af NICO.
12 Samme dag vedtog Rådet følgelig gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT L 282, s. 16). Den nævnte gennemførelsesforordnings artikel 1 har opført navnene på de udpegede enheder NIOC, NICO og PPL i bilag IX til forordning nr. 267/2012 med de samme grunde, som respektivt er anført i afgørelse 2012/635.
13 Den 21. december 2012 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 1263/2012 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT L 356, s. 34). Denne forordnings artikel 1, nr. 11), har ændret artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, der herefter foreskriver indefrysning af pengemidler, der tilhører de i bilag IX til forordningen opregnede personer, enheder eller organer, der anses for:
»d) at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller af personer og enheder med tilknytning til dem.«
14 Den 6. juni 2013 vedtog Rådet afgørelse 2013/270/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 156, s. 10, herefter »den anfægtede afgørelse«). Ved denne afgørelses artikel 1 blev sagsøgernes navne opført i bilag II til afgørelse 2010/413, der indeholder listen over de »[p]ersoner og enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og [de] personer og enheder, der yder støtte til Irans regering«.
15 Samme dag vedtog Rådet følgelig gennemførelsesforordning (EU) nr. 522/2013 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT L 156, s. 3, herefter »den anfægtede forordning«). Ved denne forordnings artikel 1 blev sagsøgernes navne opført i bilag IX til forordning nr. 267/2012, der indeholder listen over de »[p]ersoner og enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og [de] personer og enheder, der yder støtte til [Irans] regering«.
16 PPI er blevet opført på den i bilag II til afgørelse 2010/413 indeholdte liste og på den i bilag IX til forordning nr. 267/2012 indeholdte liste (herefter samlet »listerne«) ved den anfægtede afgørelse og den anfægtede forordning (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) med den begrundelse, at den var et »[d]atterselskab af enheden Petropars Ltd, der er optaget på listen«. Hvad angår de tre øvrige sagsøgere har Rådet anført følgende begrundelse: »[d]atterselskab af enheden [PPI], der er optaget på listen«.
17 De anfægtede retsakter blev meddelt sagsøgerne ved skrivelser af 10. juni 2013.
18 Ved skrivelse af 7. august 2013 bestred sagsøgerne de over for dem trufne restriktive foranstaltninger og anmodede Rådet om at redegøre nærmere for det retlige grundlag for deres respektive opførelse, at anføre begrundelsen for denne opførelse og at fremsende kopier af samtlige de oplysninger og beviser, hvorpå Rådet havde støttet sig med henblik på at vedtage de anfægtede retsakter, og af samtlige dokumenter i sagsakterne. Desuden blev det i denne skrivelse anført, at de nævnte retsakter kun var blevet meddelt PPI.
19 Den 12. august 2013 kvitterede Rådet for modtagelse af sagsøgernes skrivelse af 7. august 2013 og anførte, at skrivelsen var til behandling.
Retsforhandlinger og parternes påstande
20 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. august 2013 anlagde sagsøgerne den foreliggende sag.
21 Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger er den refererende dommer blevet tilknyttet Syvende Afdeling, hvortil den foreliggende sag følgelig er blevet henvist.
22 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande for Retten:
– De anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgerne.
– Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 ikke finder anvendelse på sagsøgerne.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
23 Kommissionen har nedlagt følgende påstande for Retten:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
24 Da to medlemmer af afdelingen har forfald, har Rettens præsident i overensstemmelse med artikel 32, stk. 3, i Rettens procesreglement udpeget sig selv og en anden dommer, for at afdelingen kan blive beslutningsdygtig.
Retlige bemærkninger
25 Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet anført fem anbringender. Det første anbringende vedrører et manglende retligt grundlag for udpegelsen af sagsøgerne. Det andet anbringende vedrører et fejlskøn. Det tredje anbringende vedrører ulovligheden af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, såfremt disse bestemmelser omfatter datterselskaberne til udpegede enheder. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af ejendomsretten, af retten til erhvervsudøvelse og af principperne om beskyttelse af miljøet og af Den Europæiske Unions humanitære værdier samt under alle omstændigheder af proportionalitetsprincippet og forsigtighedsprincippet. Det femte anbringende, som er anført subsidiært, vedrører den manglende meddelelse for så vidt angår to af sagsøgerne og en tilsidesættelse af begrundelsespligten, retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
26 Sagsøgerne frafaldt i retsmødet deres tredje anbringende, hvilket blev tilført protokollatet for retsmødet. Da det tredje anbringende er det eneste anbringende, som blev anført til støtte for den anden påstand, skal sidstnævnte derfor afvises.
Om det første anbringende vedrørende et manglende retligt grundlag for udpegelsen af sagsøgerne
27 Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at der ikke foreligger noget retligt grundlag for opførelsen af deres navne på listerne. Ifølge sagsøgerne udgør den omstændighed at være et datterselskab af en udpeget enhed hverken en del af de kriterier, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413, eller en del af de i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 fastsatte kriterier.
28 I replikken har sagsøgerne indledningsvis anført, at Rådet først i svarskriftet begrundede opførelsen af deres navne på listerne med den omstændighed, at de var ejet eller kontrolleret af NIOC.
29 Dernæst har sagsøgerne gjort gældende, at den omstændighed at være et datterselskab af en enhed, der er udpeget som ydende støtte til Irans regering, ikke udgør en grund, der gør det muligt at opføre deres navne på listerne, idet dette ikke er ensbetydende med, at datterselskabet ejes eller kontrolleres af denne enhed.
30 Endelig har sagsøgerne anført, at Rådet kun kan opføre navnet på en enhed, der ejes eller kontrolleres af en anden enhed, på listerne, såfremt den sidstnævnte selv er blevet opført på grundlag af et retligt kriterium ved vedtagelsen af restriktive foranstaltninger. I den foreliggende sag er navnene på PPL og PPI ikke blevet opført på listerne på grundlag af et sådant kriterium.
31 Retten finder, at det i forbindelse med det første anbringende rejste spørgsmål vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de anfægtede retsakter gjorde det muligt for sagsøgerne at fastslå det kriterium, som udgør det retlige grundlag, hvorpå de var blevet opført på listerne. Dette spørgsmål skal derfor behandles i lyset af retspraksissen vedrørende den begrundelsespligt, som påhviler Rådet, når det vedtager restriktive foranstaltninger. De argumenter, der vedrører de anfægtede retsakters materielle lovlighed, navnlig de argumenter, som vedrører den manglende kontrol udøvet af PPI over for sine datterselskaber og privatiseringen af PPL, skal derfor behandles med det andet anbringende vedrørende et fejlskøn.
32 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, dels har til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for EU’s retsinstanser, dels at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (jf. Domstolens dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
33 Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at den berørte part kan få kendskab til grundlaget for de trufne foranstaltninger, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (dom Rådet mod Bamba, nævnt ovenfor i præmis 32, EU:C:2012:718, præmis 50). Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes ved, at den berørte part får kendskab til begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser (dom af 12.12.2006, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, benævnt »OMPI I«, T-228/02, Sml., EU:T:2006:384, præmis 139).
34 Hvad dernæst angår de restriktive foranstaltninger, der vedtages inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, bemærkes, at for så vidt som den berørte person ikke har ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af en oprindelig afgørelse om opførelse på en liste, er det så meget desto vigtigere, at begrundelsespligten overholdes, eftersom den udgør den eneste sikkerhed for, at den pågældende i det mindste efter vedtagelsen af denne afgørelse med føje kan gøre brug af de retsmidler, som vedkommende har til rådighed med henblik på at anfægte lovligheden af den nævnte afgørelse (domme Rådet mod Bamba, nævnt ovenfor i præmis 32, EU:C:2012:718, præmis 51, og OMPI I, nævnt ovenfor i præmis 33, EU:T:2006:384, præmis 140).
35 Begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, hvorved der foreskrives en restriktiv foranstaltning, skal derfor ikke alene gøre det muligt at fastlægge det retlige grundlag for denne foranstaltning, men ligeledes henvise til de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af en sådan foranstaltning (jf. i denne retning domme Rådet mod Bamba, nævnt ovenfor i præmis 32, EU:C:2012:718, præmis 52, og OMPI I, nævnt ovenfor i præmis 33, EU:T:2006:384, præmis 146, samt dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, Sml., EU:T:2009:401, præmis 83).
36 Begrundelsen skal imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelsespligten skal vurderes i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, arten af de påberåbte grunde og den interesse, som adressaterne eller andre, der er umiddelbart og individuelt berørte af retsakten, kan have i at modtage forklaringer. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver samtlige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og som således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den over for denne trufne foranstaltning har (domme Rådet mod Bamba, nævnt ovenfor i præmis 32, EU:C:2012:718, præmis 53 og 54, OMPI I, nævnt ovenfor i præmis 33, EU:T:2006:384, præmis 141, og Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 35, EU:T:2009:401, præmis 82).
37 I den foreliggende sag bemærkes, at PPI’s navn er blevet opført på listerne med den begrundelse, at selskabet var et datterselskab af den udpegede enhed PPL, mens de tre øvrige sagsøgere er blevet opført med den begrundelse, at de var datterselskaber af PPI.
38 Det må konstateres, at denne begrundelse ikke udtrykkeligt angiver det retlige grundlag for de anfægtede retsakter. Begrundelseskravet skal, som det fremgår af den i præmis 36 ovenfor anførte retspraksis, imidlertid vurderes i forhold til omstændighederne i den foreliggende sag. Prøvelsen af begrundelsen for de anfægtede retsakter skal derfor foretages i lyset af ordlyden heraf, men også i lyset af den sammenhæng, hvori de nævnte retsakter er blevet vedtaget, og i lyset af den begrundelse, som er anvendt i forhold til NIOC og de øvrige enheder, der tilhører den af dette selskab kontrollerede koncern.
39 I denne henseende bemærkes for det første, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 foreskriver indefrysning af pengemidlerne og de økonomiske ressourcer hos de enheder, der yder støtte til Irans regering. De ovenfor nævnte bestemmelser foreskriver ligeledes vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for de enheder, der ejes eller kontrolleres af en enhed, som yder støtte til den nævnte regering. Som anført af sagsøgerne kan en enhed derfor kun blive opført på listerne på grundlag af det sidstnævnte kriterium, såfremt det moderselskab, der ejer eller kontrollerer den, yder en sådan støtte, hvilket Rådet ikke har bestridt.
40 For det andet bemærkes, at anvendelsen af ordet »[d]atterselskab« i begrundelsen for opførelsen af hver af sagsøgernes navne gjorde det muligt for de sidstnævnte at forstå, at Rådet ikke havde besluttet at opføre deres navne på listerne på grundlag af et opførelseskriterium vedrørende de enheder, der yder støtte til Irans regering, men på grundlag af et opførelseskriterium vedrørende de enheder, der ejes eller kontrolleres af en enhed, som yder støtte til den nævnte regering. Ordet henviser nemlig nødvendigvis til, at der foreligger en kontrol fra et moderselskab, der bl.a. kan følge af kapitalistiske bånd mellem sidstnævnte og det pågældende datterselskab. Da det i begrundelsen er anført, at sagsøgerne er »[d]atterselskab[er]«, indikerer denne derfor klart, at der foreligger et ejerskab eller en kontrol som omhandlet i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012.
41 For det tredje bemærkes, at de anfægtede retsakter ganske vist ikke udtrykkeligt angiver, hvilken enhed der har fået sit navn opført på listerne på grund af en støtte ydet til Irans regering, og som ejer eller kontroller sagsøgerne. PPI, der er moderselskab til de tre øvrige sagsøgere, har således ikke fået sit navn opført på listerne, fordi selskabet ydede støtte til den nævne regering, men fordi det var et datterselskab af PPL, hvis navn selv er blevet opført på listerne med den begrundelse, at det var et datterselskab af NICO.
42 Henset til den sammenhæng, hvori de anfægtede retsakter blev vedtaget, og navnlig til opførelsen af NIOC’s navn på listerne samt opførelsen af navnene på de øvrige enheder, der ejes eller kontrolleres af denne enhed, skal det imidlertid i den foreliggende sag bemærkes, at sagsøgerne med rimelighed kunne identificere NIOC som værende det moderselskab, der ejede eller kontrollerede dem, og derfor som værende det retlige grundlag for deres opførelse, uden at modtage yderligere forklaringer.
43 For det første bemærkes nemlig, at de lister, hvorpå sagsøgerne er blevet opført, og som er gengivet i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag IX til forordning nr. 267/2012, angiver navnene på de »[p]ersoner og enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og [de] personer og enheder, der yder støtte til Irans regering«. Blandt disse optræder ikke blot navnet på NIOC, hvis opførelse er begrundet i den omstændighed, at selskabet fremskaffer finansielle ressourcer til den nævnte regering, men også navnene på en lang række enheder, som selskabet ejer direkte eller indirekte. NIOC står derfor i spidsen for en stor selskabskoncern, og den ejerskabskæde, der forbinder selskabet med sagsøgerne, kan derfor let fastslås i henhold til begrundelserne for opførelsen af de forskellige enheder tilhørende denne koncern.
44 Navnlig gjorde opførelsen på listerne af navnet på PPL – der er blevet fastslået som værende moderselskabet til PPI – med den begrundelse, at selskabet var et datterselskab af NICO, hvis navn selv var blevet opført på listerne med den begrundelse, at sidstnævnte var et datterselskab af NIOC, det muligt for såvel PPI som de øvrige sagsøgere at forstå, at de var omfattet af de restriktive foranstaltninger, fordi de indirekte var ejet eller kontrolleret af NIOC, som er den eneste enhed i koncernen, hvis navn er blevet opført på listerne som følge af ydelsen af støtte til Irans regering som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012. Vurderet i lyset af disse lister gjorde begrundelsen for de anfægtede retsakter det derfor muligt for sagsøgerne at fastslå det i de ovenstående bestemmelser fastsatte kriterium, der er blevet anvendt som retligt grundlag for opførelsen af deres navne på listerne.
45 For det andet bemærkes, at sagsøgerne, idet de er del af den af NIOC kontrollerede koncern, må have haft kendskab til de restriktive foranstaltninger, der blev vedtaget over for de øvrige enheder i koncernen, og derfor måtte kunne forstå, at opførelsen af deres navne på listerne, ligesom det var tilfældet for disse øvrige enheder, var begrundet i lyset af de ejerskabs- eller kontrolbånd, der fandtes mellem dem og NIOC.
46 For det tredje fremgår det af indholdet af stævningen, at sagsøgerne på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter rådede over de nødvendige oplysninger til at forstå grundene til opførelsen af deres navne på listerne og derfor til at fastslå det retlige grundlag for denne opførelse. Der er således i stævningen gengivet et skema, der klart angiver såvel det kriterium, der begrunder opførelsen af NIOC, nemlig det opførelseskriterium, der vedrører de enheder, som yder støtte til Irans regering, som den ejerskabskæde, der forbinder NIOC med hver af sagsøgerne.
47 Henset til disse omstændigheder skal det fastslås, at selv om begrundelsen for de anfægtede retsakter er kortfattet og ikke specificerer alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, har den imidlertid gjort det muligt for sagsøgerne at fastslå det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte kriterium, som er blevet anvendt som retligt grundlag for opførelsen af deres navne på listerne. Dels angiver brugen af ordet »[d]atterselskab« nemlig klart, at opførelsen af sagsøgerne er støttet på det opførelseskriterium, der vedrører de enheder, som ejes eller kontrolleres af en enhed, der yder støtte til den nævnte regering, dels gjorde den sammenhæng, som de anfægtede retsakter blev vedtaget i, det muligt at fastslå den pågældende enhed, der ifølge Rådet ejede eller kontrollerede dem, dvs. NIOC, hvis opførelse, som var sagsøgerne bekendt, var baseret på det opførelseskriterium, der vedrører de enheder, som yder støtte til denne regering, som omhandlet i de ovenstående bestemmelser.
48 Henset til det ovenstående skal det første anbringende derfor forkastes som ugrundet.
Om det andet anbringende vedrørende et fejlskøn
49 Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Rådet foretog et fejlskøn, da det antog, at det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 3, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte opførelseskriterium var opfyldt.
50 I denne henseende har sagsøgerne anført, at POSCO, POMC og PRE kun er henholdsvis 97%, 48% og 49% ejet af PPI, hvorfor det ikke kan antages, at POSCO, POMC og PRE er ejet eller kontrolleret af PPI.
51 Desuden har sagsøgerne anført, at PPL ikke har været ejet af NIOC eller NICO siden marts 2012, idet den samlede selskabskapital i det førstnævnte selskab er blevet overdraget til den nationale iranske pensionsfond og til socialsikringsinstitutionen. De er derfor af den opfattelse, at de i mangel på andre beviser fremlagt af Rådet ikke kan anses for at have været ejet eller kontrolleret af NIOC på tidspunktet for opførelsen af deres navne på listerne.
52 Indledningsvis skal det bemærkes, at sagsøgerne i stævningen meget kort har anført, at PPL, der er moderselskab til PPI, er uafhængigt af de enheder, som befinder sig over selskabet, dvs. NICO og NIOC, uden at angive nærmere herom. Det er først i replikken, at sagsøgerne har støttet sig på denne ejendomsoverdragelse med henblik på at godtgøre, at de ikke længere var ejet af NIOC på tidspunktet for opførelsen af deres navne på listerne.
53 Rådet har i duplikken gjort gældende, at sagsøgernes argument, hvorefter PPL er ophørt med at være del af den af NIOC kontrollerede koncern, er i strid med indholdet af stævningen.
54 Det bemærkes, at det fremgår af bestemmelsen i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), sammenholdt med bestemmelsen i procesreglementets artikel 48, stk. 2, at stævningen skal indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som har tæt forbindelse dermed, skal imidlertid realitetsbehandles (dom af 20.9.1990, Hanning mod Parlamentet, T-37/89, Sml., EU:T:1990:49, præmis 38). Tilsvarende krav gælder, når et argument fremføres til støtte for et anbringende (jf. f.eks. dom af 14.5.1998, Mo och Domsjö mod Kommissionen, T-352/94, Sml., EU:T:1998:103, præmis 333).
55 I den foreliggende sag må det fastslås, at den af sagsøgerne i replikken fremførte argumentation, hvorved NICO’s ejerskab af PPL blev bestridt, ikke er baseret på noget nyt forhold, der er kommet frem under retsforhandlingerne. Desuden kan denne argumentation ikke anses for en uddybning af et i stævningen tidligere anført argument, for så vidt som den på ingen måde svarer til de faktiske forhold, der blev anført af sagsøgerne i forbindelse med sagsanlægget.
56 For det første har sagsøgerne således i stævningen gengivet et diagram over den hierarkiske struktur i den af NIOC kontrollerede koncern, hvoraf det fremgår, at sidstnævnte ejede hele selskabskapitalen i NICO, der på sin side ejede 100% af selskabskapitalen i PPL, som ejede hele selskabskapitalen i PPI, der ejede de øvrige sagsøgeres selskabskapital i størrelsesordenen 97% for så vidt angår POSCO, 48% for så vidt angår POMC og 49% for så vidt angår PRE. Det bemærkes, at den således beskrevne ejerskabskæde ikke frembyder noget brudpunkt i de ejerskabsbånd, der forbinder sagsøgerne med NIOC.
57 For det andet har sagsøgerne ikke på noget tidspunkt i stævningen anført, at de eksisterende forbindelser mellem dem og NIOC blev afbrudt i marts 2012, men har alene anført, at disse forbindelser var for fjerne til at opfylde det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte opførelseskriterium.
58 For det tredje har sagsøgerne i forbindelse med, at de har anført, at navnet på PPL var blevet opført på listerne med den begrundelse, at det var et datterselskab til NICO, ikke fremført noget argument i stævningen til at bestride denne begrundelse. Sagsøgerne har tværtimod støttet sig på denne omstændighed til at underbygge deres argumentation, hvorefter de ikke kunne anses for at være enheder knyttet til en enhed, der yder støtte til Irans regering, for så vidt som navnet på deres respektive moderselskab ikke var blevet opført på listerne som følge af ydelsen af en sådan støtte, men i egenskab af enhed, der var ejet eller kontrolleret af en enhed, som ydede denne støtte.
59 Den påstand, hvorefter PPL ikke har tilhørt den af NIOC kontrollerede koncern siden marts 2012, skal derfor afvises, og berettigelsen af de anfægtede retsakter skal alene vurderes i lyset af den ejerskabskæde, som er beskrevet i præmis 56 ovenfor.
60 Indledningsvis bemærkes, at den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, bl.a. indebærer, at EU’s retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre en bestemt persons navn eller opretholde det på listerne, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, benævnt »Kadi II«, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, Sml., EU:C:2013:518, præmis 119).
61 Det er EU’s kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet. Det er vigtigt, at de fremlagte oplysninger eller beviser understøtter den begrundelse, som er foreholdt den berørte person. Hvis disse forhold ikke gør det muligt at fastslå, at en del af begrundelsen er velbegrundet, skal EU’s retsinstanser udelukke denne fra grundlaget for afgørelsen om den pågældende opførelse eller opretholdelse af en opførelse (dom Kadi II, nævnt ovenfor i præmis 60, EU:C:2013:518, præmis 121-123).
62 Dernæst fremgår det af fast retspraksis, at når midler tilhørende en enhed, der anses for at yde støtte til Irans regering, indefryses, er der en ikke ubetydelig risiko for, at enheden lægger pres på de enheder, den ejer eller kontrollerer, eller som tilhører den, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, den er omfattet af. Følgelig er den indefrysning af disse enheders midler, der pålægges Rådet ved artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og ved artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af de foranstaltninger, der er vedtaget, og til at sikre, at disse foranstaltninger ikke omgås (jf. i denne retning og analogt dom af 13.3.2012, Melli Bank mod Rådet, C-380/09 P, Sml., EU:C:2012:137, præmis 39 og 58).
63 I forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse i medfør af de ovenfor nævnte bestemmelser skal Rådet derfor foretage en vurdering af omstændighederne i sagen med henblik på at fastlægge, hvilke enheder der kan anses for at være ejet eller kontrolleret. Derimod er arten af den pågældende enheds virksomhed og en eventuel manglende forbindelse mellem denne virksomhed og ydelse af støtte til Irans regering ikke relevante kriterier i denne sammenhæng, idet vedtagelsen af en foranstaltning om indefrysning af midler over for den ejede eller kontrollerede enhed ikke er begrundet i den omstændighed, at enheden selv yder en direkte støtte til den nævnte regering (jf. i denne retning og analogt dom Melli Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 62, EU:C:2012:137, præmis 40-42).
64 Endelig fremgår det af fast retspraksis, at når en enheds selskabskapital ejes helt af en enhed, der yder støtte til Irans regering, er det opførelseskriterium, som er fastsat i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, opfyldt (jf. i denne retning og analogt dom Melli Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 62, EU:C:2012:137, præmis 79).
65 I den foreliggende sag er Rådet af den opfattelse, at hver af sagsøgerne som følge af, at NIOC ejede 100% af selskabskapitalen i NICO, der selv ejede 100% af selskabskapitalen i PPL, som på sin side ejede hele selskabskapitalen i PPI, der ejede de øvrige sagsøgeres selskabskapital i størrelsesordenen 97% for så vidt angår POSCO, 48% for så vidt angår POMC og 49% for så vidt angår PRE, skal anses for at være ejet eller kontrolleret af NIOC som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012.
66 Det skal derfor prøves, om Rådet i lyset af denne ejerskabskæde og i forhold til hver af sagsøgerne foretog et fejlskøn ved at antage, at det opførelseskriterium, der vedrører de enheder, som er ejet af en enhed, der yder støtte til Irans regering, var opfyldt.
67 Hvad for det første angår PPI, som er et datterselskab af NIOC, skal det fastslås, at Rådet ikke foretog et fejlskøn ved at opføre denne enheds navn på listerne.
68 I lyset af den i præmis 64 ovenfor anførte retspraksis indebærer den omstændighed, at en enheds selskabskapital ejes helt af en enhed, der yder støtte til Irans regering, nemlig i sig selv, at det opførelseskriterium, som er fastsat i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, er opfyldt. Desuden bemærkes, at på konkurrenceretsområdet, hvor der ligeledes tages stilling til spørgsmålet om forholdet mellem et datterselskab og dets moderselskab, har den omstændighed, at der findes mellemliggende selskaber mellem disse to selskaber, på ingen måde en indvirkning på anvendelsen af den simple formodning, hvorefter det pågældende moderselskab udøver en afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd. Det antages nemlig, at en sådan indflydelse kan udøves indirekte gennem de mellemliggende selskaber (jf. i denne retning dom af 20.1.2011, General Química m.fl. mod Kommissionen, C-90/09 P, Sml., EU:C:2011:21, præmis 88, og af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, Sml., EU:T:2012:478, præmis 52).
69 Det skal derfor fastslås, at når en enheds selskabskapital er ejet indirekte af en enhed, der yder støtte til Irans regering, er det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte opførelseskriterium opfyldt, og dette uanset tilstedeværelsen og antallet af mellemliggende selskaber mellem dette moderselskab og den ejede enhed, forudsat at hver af de enheder, der på denne måde optræder i ejerskabskæden, helt ejes af sit respektive direkte moderselskab. Under disse omstændigheder bevarer moderselskabet nemlig en enkelt og eksklusiv kontrol over samtlige sine datterselskaber og er derfor i stand til gennem mellemliggende selskaber at lægge pres på den enhed, som det ejer indirekte, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, det er omfattet af, hvorved vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for denne indirekte ejede enhed derfor er berettiget.
70 I den foreliggende sag skal det derfor fastslås, at opførelsen på listerne af navnet på PPI, hvis selskabskapital var 100% ejet af PPL, hvis selskabskapital var helt ejet af NICO, hvis selskabskapital var 100% ejet af NIOC, er berettiget i henhold til det kriterium, der omhandler de enheder, som ejes eller kontrolleres af en enhed, der yder støtte til Irans regering.
71 Hvad for det andet angår POSCO bemærkes, at PPI ejede næsten hele selskabskapitalen i denne enhed, nemlig 97%.
72 I denne henseende fremgår det af fast retspraksis på konkurrenceretsområdet, at et moderselskab er i stand til at udøve afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, når det besidder hele kapitalen i dette datterselskab, men også når det besidder næsten hele kapitalen heri (jf. i denne retning dom af 30.9.2009, Arkema mod Kommissionen, T-168/05, EU:T:2009:367, præmis 71).
73 Det skal derfor fastslås, at det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte opførelseskriterium er opfyldt, når en enhed, der yder støtte til Irans regering, besidder hele eller næsten hele selskabskapitalen i en enhed.
74 Til trods for tilstedeværelsen af tre mellemliggende selskaber mellem NIOC og POSCO og den omstændighed, at PPI ikke er eneejer af POSCO, foretog Rådet i den foreliggende sag ikke noget fejlskøn, da det vedtog de restriktive foranstaltninger over for sidstnævnte.
75 Som anført i præmis 68 og 69 ovenfor, har antallet af mellemliggende selskaber nemlig ingen betydning for et moderselskabs evne til i væsentlig grad at påvirke sit datterselskabs adfærd, når sidstnævntes selskabskapital og selskabskapitalen i hver af de mellemliggende selskaber helt ejes af det nævnte moderselskab. Den samme konklusion finder anvendelse, når ejerskabet af kapitalen i datterselskabet eller de nævnte selskaber næsten er fuldstændig, ligesom i den foreliggende sag, hvor NIOC gennem PPI ejer 97% af selskabskapitalen i POSCO. Det kan nemlig med rimelighed antages, at som følge af, at der findes eksklusive eller næsten eksklusive ejerskabsbånd mellem NIOC og PPI, er sidstnævnte fortsat underlagt dette moderselskabs eksklusive og enkelte kontrol.
76 Det skal derfor fastslås, at Rådet ikke foretog et fejlskøn, da det lagde til grund, at POSCO var ejet af NIOC, og det andet anbringende skal derfor forkastes som ugrundet, for så vidt som det vedrører denne sagsøger.
77 Hvad for det tredje angår POMC og PRE har Rådet gjort gældende, at det fremgår af retspraksissen på konkurrenceretsområdet, at formodningen om et moderselskabs faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse over sit datterselskab ligeledes gælder, når to selskaber befinder sig i en situation, der svarer til den, hvor ét selskab ejer hele selskabskapitalen i sit datterselskab. I det foreliggende tilfælde er Rådet, idet PPI og Global O & M Company ejer POMC i fællesskab med hver henholdsvis 48% og 47%, og idet PRE er en fælles virksomhed, hvis selskabskapital var ejet af PPI og Telford International i størrelsesordenen 49% respektive 47%, af den opfattelse, at den i præmis 64 anførte retspraksis er relevant, og at POMC og PRE derfor skal anses for at være indirekte kontrolleret af NIOC gennem bl.a. PPI.
78 Desuden har Rådet under retsmødet anført, at eftersom PPI ejede en større procentdel af selskabskapitalen i POMC end Global O & M Company og en større procentdel af selskabskapitalen i PRE end Telford International, var der en formodning for, at denne enhed havde det sidste ord og kunne påtvinge POMC og PRE sine beslutninger.
79 Retten finder imidlertid, at hvad i det foreliggende tilfælde angår POMC og PRE gælder formodningen om deres moderselskabs faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse over dem ikke.
80 Hvad nemlig for det første angår argumentet om, at selskabskapitalen i POMC og i PRE er ejet i fællesskab, bemærkes, at i modsætning til PPI har Global O & M Company og Telford International ikke været genstand for restriktive foranstaltninger. Under disse omstændigheder er det ikke i de to sidstnævnte selskabers interesse at hjælpe PPI med at lægge pres på deres fælles datterselskab med henblik på at omgå virkningen af de restriktive foranstaltninger, der alene omfatter PPI. Det kan derfor ikke lægges til grund, at situationen svarer til den, hvor ét selskab ejer hele selskabskapitalen i sit datterselskab, for så vidt som det i den foreliggende sag forholder sig således, at den omstændighed, at der foreligger en fælles kontrol, kan forhindre PPI, og følgelig NIOC, i at lægge pres på POMC og PRE med henblik på at omgå virkningen af de restriktive foranstaltninger, der omfatter selskabet.
81 Dernæst bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at ejerskabet af 60% af en enheds selskabskapital ikke i sig selv indebærer, at det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte opførelseskriterium er opfyldt (dom af 6.9.2013, Persia International Bank mod Rådet, T-493/10, Sml. (uddrag), EU:T:2013:398, præmis 106). Så meget desto mere er ejerskabet i den foreliggende sag af henholdsvis 48% og 49% af selskabskapitalen i POMC og PRE ikke i sig selv tilstrækkelig til i lyset af den ovenfor i præmis 64 anførte retspraksis at begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for disse enheder.
82 Da PPI ikke ejer hele eller næsten hele selskabskapitalen i POMC og PRE, skal det derfor undersøges, om der, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, fandtes en ikke ubetydelig risiko for, at de to sidstnævnte selskaber ville være tvunget til omgå virkningen af de restriktive foranstaltninger over for NIOC.
83 Det bemærkes, at Rådet ikke har fremført noget bevis, der gør det muligt for Retten at lægge til grund, at PPI var i stand til at udøve kontrol over POMC eller PRE. Selv om den af PPI ejede andel i de sidstnævntes selskabskapitaler er en smule større end den, som de øvrige hovedaktionærer i disse enheder ejer, er denne nemlig stadig en minoritetsandel. Det kan derfor ikke antages, at PPI havde magten til at udpege mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne i POMC eller mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne i PRE, eller at selskabet på nogen anden måde havde det endelige ord i disse enheders bestyrelser.
84 Det skal derfor fastslås, at Rådet foretog et fejlskøn, da det antog, at POMC og PRE var ejet eller kontrolleret af NIOC.
85 Henset til alt det ovenstående skal det andet anbringende forkastes som ugrundet for så vidt angår PPI og POSCO og tiltrædes for så vidt angår POMC og PRE. Følgelig skal de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører de to sidstnævnte sagsøgere.
Om det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af ejendomsretten, af retten til erhvervsudøvelse og af principperne om beskyttelse af miljøet og af EU’s humanitære værdier samt under alle omstændigheder af proportionalitetsprincippet og forsigtighedsprincippet
86 Sagsøgerne har gjort gældende, at de anfægtede retsakter udgør en tilsidesættelse af de grundlæggende friheder og rettigheder.
87 Indledningsvis har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at de anfægtede retsakter tilsidesætter deres ejendomsret og deres ret til erhvervsudøvelse, og at de ikke står i forhold til det forfulgte mål.
88 Dernæst har sagsøgerne anført, at de anfægtede retsakter kan forårsage betydelig skade på miljøet og iranske arbejdstageres og borgeres sundhed og sikkerhed, herunder børnenes. De har således anført, at de som følge af sanktionerne ikke vil være i stand til at fuldføre fase 19 i udviklingsprojektet i South Pars, hvis gennemførelse er uundværlig med henblik på at forhindre gasmangel i Iran under vinteren. Desuden har sagsøgerne i replikken præciseret, at størstedelen af det anvendte materiel og de benyttede tekniske tjenester hidrørte fra EU-medlemsstater. Hvis det er umuligt at få dette materiel, vil Den Islamiske Republik Iran derfor være tvunget til at ty til andre opvarmningsbrændsler, der er mere skadelige for miljøet, og øge risiciene for så vidt angår sundheden hos og sikkerheden for de personer, der lever og arbejder omkring udviklingsprojekterne.
89 Henset til disse risici er sagsøgerne af den opfattelse, at Rådet har tilsidesat forsigtighedsprincippet. Sidstnævnte skulle således have taget hensyn til virkningerne af indefrysningen af deres aktiver, inden det vedtog de anfægtede retsakter.
90 Endelig har sagsøgerne anført, at de af Rådet vedtagne foranstaltninger er uforholdsmæssige i lyset af det erklærede mål hermed.
91 Retten finder, at samtlige de af sagsøgerne anførte argumenter skal forkastes.
92 Hvad for det første angår sagsøgernes ejendomsret og ret til erhvervsudøvelse bemærkes indledningsvis, at de nævnte rettigheder udgør en del af de i henholdsvis artikel 17 og 16 i chartret om grundlæggende rettigheder fastsatte grundlæggende rettigheder, hvis overholdelse sikres af EU’s retsinstanser. Det bemærkes imidlertid, at de grundlæggende rettigheder ikke er absolutte prærogativer, og at udøvelsen heraf kan være genstand for restriktioner, der er begrundet i formål af almen interesse, som Unionen forfølger (dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, C-548/09 P, Sml., EU:C:2011:735, præmis 113).
93 Det fremgår desuden af retspraksis, at proportionalitetsprincippet, der udgør en del af EU-rettens almindelige grundsætninger, indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre, end det er passende og nødvendigt for gennemførelsen af de med den pågældende ordning lovligt tilsigtede formål, hvorved gælder, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og at byrderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 18.11.1987, Maizena m.fl., 137/85, Sml., EU:C:1987:493, præmis 15).
94 I den foreliggende sag er sagsøgernes ret til erhvervsudøvelse og ejendomsret betydeligt begrænset som følge af vedtagelsen af de anfægtede retsakter, for så vidt som de ikke kan råde over de af deres midler, der befinder sig på EU’s område, undtagen i medfør af særlige tilladelser, og for så vidt som der i medfør af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 267/2012 hverken direkte eller indirekte må stilles nogen pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for dem. Henset til den afgørende betydning af opretholdelsen af international fred og sikkerhed har Rådet imidlertid med rette kunnet lægge til grund, at de krænkelser af de ovenfor anførte rettigheder, som følger af opførelsen på listerne af de enheder, som er ejet af en enhed, der yder støtte til Irans regering, var egnede og nødvendige med henblik på at lægge pres på den nævnte regering for at få den til at bringe sine nukleare spredningsaktiviteter til ophør (jf. i denne retning og analogt dom Melli Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 62, EU:C:2012:137, præmis 61).
95 Sådanne krænkelser kan derfor i lyset af de forfulgte formål ikke anses for at være et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i det centrale indhold af ejendomsretten og retten til erhvervsudøvelse (jf. i denne retning dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 92, EU:C:2011:735, præmis 114 og 115).
96 I modsætning til det af sagsøgerne anførte kan indefrysningen af deres midler desuden ikke anses for at være uforholdsmæssig på grund af en påstået tilsidesættelse af deres ret til at fremføre deres argumenter for Rådet. Som det nemlig vil blive fastslået i forbindelse med prøvelsen af det femte anbringende (jf. præmis 123 ff. herefter), har sagsøgerne haft lejlighed til at udtale sig.
97 Argumenterne vedrørende tilsidesættelsen af ejendomsretten og retten til erhvervsudøvelse og vedrørende den uforholdsmæssige karakter af de omhandlede foranstaltninger skal derfor forkastes som ugrundede.
98 Hvad for det andet angår risiciene for skader på miljøet og på iranske arbejdstageres og borgeres sundhed og sikkerhed bemærkes indledningsvis, at den omstændighed, at det er umuligt at få materiel og vigtige tekniske tjenester fra virksomheder med hjemsted i Unionen, hvilken omstændighed er blevet anført som værende årsagen til disse risici, på ingen måde følger af de restriktive foranstaltninger, der omfatter sagsøgerne.
99 Det fremgår nemlig af sagsøgernes argumentation og af de til replikken vedhæftede dokumenter, som er blevet fremsendt til støtte for denne argumentation, at risikoen for gasmangel eller de risici, der er knyttet til anvendelsen af andre opvarmningsbrændsler, ikke er følgen af eventuelle finansielle vanskeligheder, der påvirker sagsøgerne som følge af indefrysningen af deres midler, og som forhindrer dem i at få det nødvendige materiel til udøvelsen af deres virksomhed, men følger af de af Unionen pålagte restriktioner for så vidt angår leveringen til iranske enheder af vigtige goder eller teknologi og tekniske tjenester i forbindelse med disse goder beregnet til gasindustrien i Iran.
100 Som anført af Rådet omfatter disse restriktioner, der bl.a. er fastsat i artikel 4 i afgørelse 2010/413 og i artikel 8 og 9 i forordning nr. 267/2012, imidlertid enhver iransk enhed og kan derfor berøre sagsøgerne uafhængigt af opførelsen af deres navne på listerne. Desuden kan lovligheden af disse bestemmelser ikke bestrides inden for rammerne af den foreliggende sag, eftersom bestemmelserne ikke udgør det retlige grundlag for de anfægtede retsakter.
101 Det skal derfor fastslås, at den påstand, hvorefter de anfægtede retsakter indebærer en risiko for miljøet og for iranske arbejdstageres og borgeres sundhed og sikkerhed, er ugrundet.
102 Hvad for det tredje angår forsigtighedsprincippet bemærkes, at dette princip udgør et generelt EU-retligt princip, der pålægger de kompetente myndigheder inden for rammerne af den konkrete udøvelse af de beføjelser, der er tildelt dem ved den relevante lovgivning, at træffe passende foranstaltninger med henblik på at forebygge visse potentielle risici for folkesundheden, sikkerheden og miljøet ved at give de krav, der er forbundet med beskyttelsen af disse interesser, forrang for økonomiske interesser (jf. domme af 26.11.2002, Artegodan m.fl. mod Kommissionen, T-74/00, T-76/00, T-83/00 – T-85/00, T-132/00, T-137/00 og T-141/00, Sml., EU:T:2002:283, præmis 183 og 184, og af 21.10.2003, Solvay Pharmaceuticals mod Rådet, T-392/02, Sml., EU:T:2003:277, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).
103 Som det fremgår af præmis 98-101 ovenfor, har sagsøgerne i den foreliggende sag imidlertid ikke godtgjort, at der findes eventuelle risici for sundheden, sikkerheden eller miljøet, som ville følge af indefrysningen af deres midler. Rådet kan derfor ikke foreholdes ikke at have overvejet at anvende forsigtighedsprincippet i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter.
104 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde anbringende derfor forkastes som ugrundet.
Om det femte anbringende vedrørende den manglende meddelelse for så vidt angår to af sagsøgerne og en tilsidesættelse af begrundelsespligten, retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
105 Sagsøgerne er af den opfattelse, at Rådet over for dem begik flere tilsidesættelser af de proceduremæssige rettigheder, retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
106 For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Rådet ikke foretog en individuel meddelelse af de anfægtede retsakter til POMC og PRE.
107 For det andet har sagsøgerne anført, at Rådet ikke begrundede sin afgørelse om at pålægge restriktive foranstaltninger over for dem, og at Rådet derfor ikke har meddelt dem grundlaget for opførelsen af deres navne på listerne. I replikken har sagsøgerne præciseret, at den begrundelse, hvorefter de er ejet eller kontrolleret af NIOC, ikke svarer til den i de anfægtede retsakter anførte begrundelse.
108 For det tredje har sagsøgerne anført, at Rådet på trods af deres anmodning herom ikke har meddelt dem de oplysninger og beviser, som det støttede sig på i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter. De er derfor af den opfattelse, at de ikke har haft lejlighed til at fremføre deres argumenter eller til på tilfredsstillende vis at bestride opførelsen af deres navne på listerne.
109 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgerne har nedlagt påstand om, at Retten alene skal prøve de inden for rammerne af det femte anbringende anførte proceduremæssige argumenter, såfremt det fastslås, at de første fire anbringender skal forkastes. Da det andet anbringende er blevet tiltrådt for så vidt angår POMC og PRE, skal det femte anbringende derfor alene prøves, for så vidt som det vedrører PPI og POSCO (herefter »de to første sagsøgere«). Argumentet vedrørende den manglende meddelelse af de anfægtede retsakter til POMC og PRE vil derfor ikke blive behandlet i forbindelse med dette femte anbringende.
110 Principalt bemærkes indledningsvis for så vidt angår begrundelsespligten, at det klart fremgår af prøvelsen af det første anbringende (jf. præmis 27-48 ovenfor), at begrundelsen for de anfægtede retsakter er tilstrækkelig, for så vidt som den i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 35 anførte retspraksis har gjort det muligt for de to første sagsøgere ikke alene at fastlægge det retlige grundlag for disse retsakter, men ligeledes de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet har antaget, at de skulle være genstand for restriktive foranstaltninger.
111 Dernæst skal det for så vidt angår retten til forsvar bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at overholdelsen af denne ret, herunder navnlig retten til at blive hørt, i forbindelse med enhver procedure, der indledes over for en enhed, og som kan resultere i en retsakt, der er bebyrdende for denne enhed, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure (dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 35, EU:T:2009:401, præmis 91).
112 Princippet om overholdelse af retten til forsvar kræver for det første, at den berørte enhed skal meddeles de forhold, der lægges den pågældende til last med henblik på at begrunde den for enheden bebyrdende retsakt. For det andet skal den berørte enhed have haft mulighed for behørigt at give sin mening til kende vedrørende disse forhold (jf. analogt dom OMPI I, nævnt ovenfor i præmis 33, EU:T:2006:384, præmis 93).
113 For så vidt angår den første retsakt, hvormed en enheds midler indefryses, skal – medmindre tvingende hensyn, der er forbundet med Unionens eller medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor – de forhold, der lægges den berørte til last, derfor meddeles enten samtidig med vedtagelsen af den omhandlede retsakt eller hurtigst muligt efter den nævnte vedtagelse. På anmodning fra den berørte enhed har sidstnævnte ligeledes ret til at give sin mening til kende vedrørende disse forhold, når retsakten er blevet vedtaget (jf. analogt dom OMPI I, nævnt ovenfor i præmis 33, EU:T:2006:384, præmis 137).
114 Det bemærkes desuden, at når tilstrækkeligt præcise oplysninger, som gør det muligt for den berørte enhed i tilstrækkelig grad at give sin mening til kende vedrørende de forhold, som den lægges til last af Rådet, er blevet meddelt, indebærer princippet om overholdelse af retten til forsvar ikke en forpligtelse for denne institution til uden videre at give adgang til de dokumenter, som er indeholdt i dens sagsakter. Det er kun efter anmodning herom fra den interesserede part, at Rådet har pligt til at give adgang til alle administrative dokumenter, som ikke er fortrolige, og som vedrører den omhandlede foranstaltning (jf. dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 35, EU:T:2009:401, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).
115 Endelig indebærer princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, at den pågældende EU-myndighed er forpligtet til i videst muligt omfang at meddele begrundelsen for en restriktiv foranstaltning til den berørte enhed, enten på det tidspunkt, hvor denne foranstaltning vedtages, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på at sætte den berørte enhed i stand til at udøve sin søgsmålsret inden for fristerne. Overholdelsen af denne forpligtelse til at meddele nævnte begrundelse er således nødvendig såvel for at sætte adressaterne for de restriktive foranstaltninger i stand til at forsvare deres rettigheder under de bedst mulige betingelser og at afgøre, om sagen bør prøves af Unionens retsinstanser, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte sidstnævnte fuldt ud i stand til at udøve den legalitetsprøvelse af den omhandlede retsakt, som påhviler dem (jf. i denne retning og analogt dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, Sml., EU:C:2008:461, præmis 335-337 og den deri nævnte retspraksis).
116 I den foreliggende sag bemærkes for det første for så vidt angår den indledende meddelelse af de bebyrdende forhold dels, at de anfægtede retsakter er blevet meddelt de to første sagsøgere ved skrivelser af 10. juni 2013, dels at det fremgår af prøvelsen af det første anbringende og af præmis 110 ovenfor vedrørende begrundelsespligten, at de anfægtede retsakter er tilstrækkeligt begrundet, for så vidt som de gjorde det muligt for de to første sagsøgere at forstå grundene til, at de var blevet opført på listerne.
117 Det skal således fastslås, at Rådet ikke har tilsidesat de to første sagsøgeres ret til forsvar for så vidt angår den indledende meddelelse af de bebyrdende forhold.
118 Hvad for det andet angår aktindsigten bemærkes, uden at det er fornødent at udtale sig om den påstand, hvorefter Rådet ikke rettidigt har fremsendt de i sagsakterne indeholdte dokumenter til de to første sagsøgere, at Rådet ikke har tilsidesat disse sagsøgeres ret til forsvar.
119 Det bemærkes nemlig, at den sene meddelelse af et dokument, som Rådet har baseret sig på med henblik på vedtagelse eller opretholdelse af de restriktive foranstaltninger over for en enhed, kun udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar, der kan begrunde annullation af de pågældende retsakter, hvis det fastslås, at de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke med rette har kunnet være vedtaget eller opretholdt, såfremt der kunne ses bort fra det sent meddelte dokument som belastende forhold (dom Persia International Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 81, EU:T:2013:398, præmis 85).
120 Selv om det antages, at Rådet har fremsendt de i sagsøgernes restakter indeholdte dokumenter for sent, kan denne omstændighed i den foreliggende sag følgelig kun begrunde en annullation af de anfægtede retsakter, såfremt det i øvrigt godtgøres, at vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for de to første sagsøgere ikke kunne begrundes ved de forhold, der blev meddelt de sidstnævnte rettidigt, dvs. den i de anfægtede retsakter indeholdte begrundelse.
121 Det må for det første imidlertid bemærkes, at de dokumenter, der blev fremsendt i forbindelse med indleveringen af svarskriftet, ikke indeholder nogen ny oplysning, der er nyttig i forhold til de to første sagsøgeres forsvar, idet deres indhold ikke afslører noget nyt forhold får så vidt angår dem. For det andet fremgår det af prøvelsen af det andet anbringende, at den i de anfægtede retsakter indeholdte begrundelse, således som den blev meddelt de to første sagsøgere, var tilstrækkelig til at begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for dem.
122 På denne baggrund skal det fastslås, at Rådet for så vidt angår aktindsigten ikke har tilsidesat de to første sagsøgeres ret til forsvar.
123 Hvad for det tredje angår de to første sagsøgeres mulighed for behørigt at give deres mening til kende bemærkes, at sagsøgerne efter vedtagelsen af de anfægtede retsakter fremsendte en skrivelse til Rådet den 9. august 2013, hvori de gav deres mening til kende og anmodede om at få tilsendt begrundelsen for deres opførelse og de i sagsakterne indeholdte beviser.
124 De to første sagsøgere har derfor haft mulighed for behørigt at give deres mening til kende, hvorfor Rådet ikke kan foreholdes at have tilsidesat deres ret til forsvar i denne henseende.
125 Under disse omstændigheder finder Retten, at de to første sagsøgere har kunnet forsvare deres rettigheder, og at den til fulde har været i stand til at udøve sin prøvelse af de anfægtede retsakters lovlighed. Det er derfor med urette, at de to første sagsøgere har foreholdt Rådet at have tilsidesat deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
126 Følgelig skal det femte anbringende forkastes som ugrundet for så vidt angår de to første sagsøgere.
127 Henset til alt det ovenfor anførte skal søgsmålet således forkastes, for så vidt som det vedrører PPI og POSCO, og tiltrædes, for så vidt som det vedrører POMC og PRE.
Om de tidsmæssige virkninger af annullationen af de anfægtede retsakter for så vidt angår POMC og PRE
128 I medfør af artikel 264, stk. 2, TEUF kan Retten, dersom den skønner det nødvendigt, angive, hvilke af en annulleret retsakts virkninger der skal betragtes som bestående. Det fremgår af retspraksis, at denne bestemmelse gør det muligt for Unionens retsinstanser at fastsætte datoen for ikrafttrædelse af deres domme om annullation (dom af 12.12.2013, Nabipour m.fl. mod Rådet, T-58/12, EU:T:2013:640, præmis 250 og 251).
129 I den foreliggende sag finder Retten af de nedenfor anførte grunde, at det er nødvendigt at opretholde de tidsmæssige retsvirkninger af de anfægtede retsakter indtil udløbet af den appelfrist, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil stadfæstelse eller afvisning af appellen.
130 Det bemærkes nemlig, at Den Islamiske Republik Irans atomprogram er en kilde til alvorlig bekymring på såvel internationalt plan som på europæisk plan. Det er i denne sammenhæng, at Rådet gradvist har udvidet antallet af restriktive foranstaltninger over for denne stat med henblik på at hindre udviklingen af aktiviteter, som bringer international fred og sikkerhed i fare, inden for rammerne af gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolutioner.
131 POMC’s og PRE’s interesse i, at annullationen af de anfægtede retsakter, for så vidt som de vedrører dem, får øjeblikkelig virkning, skal derfor afvejes over for det almene mål, som forfølges med EU’s politik vedrørende restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran. En tilpasning af de tidsmæssige virkninger af annullationen af en restriktiv foranstaltning kan således være begrundet i hensynet til at sikre effektiviteten af de restriktive foranstaltninger og i sidste ende i tvingende hensyn vedrørende sikkerhed eller varetagelse af EU’s og EU-medlemsstaternes internationale forbindelser (jf. analogt vedrørende manglende forpligtelse til forudgående underretning af den berørte person om begrundelsen for den oprindelige opførelse af den pågældendes navn på listerne dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 67).
132 Annullation med øjeblikkelig virkning af de anfægtede retsakter, for så vidt som de vedrører POMC og PRE, vil imidlertid gøre det muligt for de sidstnævnte at flytte alle eller en del af deres aktiver uden for EU, uden at Rådet i givet fald i rette tid ville kunne anvende artikel 266 TEUF med henblik på at afhjælpe de mangler, som er fastslået i nærværende dom, hvilket kunne risikere at være til alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af enhver indefrysning af aktiver, som Rådet i fremtiden måtte vedtage over for disse enheder.
133 Hvad angår anvendelsen af artikel 266 TEUF i den foreliggende sag bemærkes således, at denne dom annullerer opførelsen af POMC’s og PRE’s navne på de omhandlede lister som følge af, at begrundelsen for denne opførelse ikke er underbygget af tilstrækkelige beviser (jf. præmis 77-84 ovenfor). Selv om det tilkommer Rådet at træffe bestemmelse om foranstaltninger til gennemførelse af denne dom, kan det ikke på forhånd udelukkes, at de nævnte navne på ny bliver opført på listerne. Inden for rammerne af denne nye vurdering har Rådet således mulighed for på ny at opføre disse navne på listerne ved at støtte sig på en begrundelse, som er tilstrækkeligt retligt underbygget.
134 Heraf følger, at virkningerne af de anfægtede retsakter skal opretholdes for så vidt angår POMC og PRE indtil udløbet af appelfristen eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil stadfæstelse eller afvisning af appellen.
Sagens omkostninger
135 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
136 På baggrund af omstændighederne i den foreliggende sag bestemmes, at hver part bærer sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling)
følgende:
1) For så vidt som de vedrører Petropars Aria Kish Operation and Management Co. og Petropars Resources Engineering Kish Co. annulleres:
– Rådets afgørelse 2013/270/FUSP af 6. juni 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran
– Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 522/2013 af 6. juni 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran.
2) Retsvirkningerne af afgørelse 2013/270 og af forordning nr. 522/2013 opretholdes over for Petropars Aria Kish Operation and Management Co. og over for Petropars Resources Engineering Kish Co. indtil datoen for udløbet af den appelfrist, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil stadfæstelse eller afvisning af appellen.
3) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.
4) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Jaeger | Van der Woude | Buttigieg |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. maj 2015.
Underskrifter