RETTENS DOM (Niende Udvidede Afdeling)
29. september 2021 (*)
»Konkurrence – karteller – markedet for elektrolytiske kondensatorer af aluminium og tantal – afgørelse, hvorved fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – prissamordning inden for hele EØS – bøder – delvis bødefritagelse – punkt 26 i 2006-samarbejdsmeddelelsen – bødenedsættelse – punkt 37 i retningslinjerne for bødeberegning af 2006 – loft på 10% af omsætningen – fuld prøvelsesret«
I sag T-344/18,
Rubycon Corp., Ina (Japan),
Rubycon Holdings Co. Ltd, Ina,
ved advokaterne J. Rivas Andrés og A. Federle,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved B. Ernst, L. Wildpanner og F. van Schaik, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 1768 af 21. marts 2018 vedrørende en procedure efter artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.40136 – kondensatorer), for så vidt som den vedrører sagsøgerne, dels om nedsættelse af de pålagte bøder,
har
RETTEN (Niende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.J. Costeira (refererende dommer) og dommerne D. Gratsias, M. Kancheva, B. Berke og T. Perišin,
justitssekretær: fuldmægtig E. Artemiou,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. oktober 2020,
afsagt følgende
Dom (1)
I. Sagens baggrund
A. Sagsøgerne og den pågældende sektor
1 Sagsøgerne, Rubycon Corp. (herefter »den første sagsøger«) og Rubycon Holdings Co. Ltd (herefter »den anden sagsøger«), er selskaber med hjemsted i Japan. Den første sagsøger fremstiller og sælger elektrolytiske kondensatorer af aluminium. Siden den 1. februar 2007 har den første sagsøger været helejet af den anden sagsøger.
2 Den omhandlede overtrædelse vedrører elektrolytiske kondensatorer af aluminium og tantal. Kondensatorer er elektriske bestanddele, der lagrer energi elektrostatisk i et elektrisk felt. Elektrolytiske kondensatorer anvendes i næsten alle elektroniske produkter, såsom personlige computere, tablets, telefoner, klimaanlæg, køleskabe, vaskemaskiner, bilprodukter og industrielt udstyr. Kundekredsen er således meget forskelligartet. Elektrolytiske kondensatorer, og nærmere bestemt elektrolytiske kondensatorer af aluminium og tantal, er produkter, hvis priser er et vigtigt konkurrenceparameter.
B. Den administrative procedure
3 Den 4. oktober 2013 indgav Panasonic og dennes datterselskaber en ansøgning om registrering til Europa-Kommissionen i medfør af punkt 14 og 15 i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006, C 298, s. 17, herefter »2006-samarbejdsmeddelelsen«), idet de fremlagde oplysninger om en formodet overtrædelse inden for sektoren for elektrolytiske kondensatorer.
4 Den 28. marts 2014 anmodede Kommissionen i henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) flere virksomheder, som var aktive i sektoren for elektrolytiske kondensatorer, herunder sagsøgerne, om oplysninger.
5 Den 26. maj 2014 indgav sagsøgerne en ansøgning om bødenedsættelse til Kommissionen i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsen.
6 Den 4. november 2015 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse, som den bl.a. tilstillede sagsøgerne. Sagsøgerne besvarede ikke klagepunktsmeddelelsen.
7 Kommissionen hørte adressaterne for klagepunktsmeddelelsen, herunder sagsøgerne, ved en høring, der fandt sted fra den 12. til den 14. september 2016.
C. Den anfægtede afgørelse
8 Den 21. marts 2018 vedtog Kommissionen afgørelse C(2018) 1768 final vedrørende en procedure efter artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.40136 – Kondensatorer) (herefter »den anfægtede afgørelse«).
1. Overtrædelsen
9 Ved den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og af artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) i sektoren for elektrolytiske kondensatorer, hvori ni virksomheder eller koncerner, nemlig Elna, Hitachi AIC, Holy Stone, Matsuo, NEC Tokin, Nichicon, Nippon Chemi-Con, Sanyo (samlet betegnelse for Sanyo og Panasonic) og sagsøgerne, havde deltaget (herefter samlet »karteldeltagerne«) (første betragtning til og artikel 1 i den anfægtede afgørelse).
10 Kommissionen anførte i det væsentlige, at overtrædelsen var sket fra den 26. juni 1998 til den 23. april 2012 inden for hele EØS og havde bestået i aftaler og/eller samordnet praksis, som tilsigtede samordning af prispolitikker hvad angår leveringen af elektrolytiske kondensatorer af aluminium og tantal (første betragtning til den anfægtede afgørelse).
11 Kartellet blev i det væsentlige organiseret ved multilaterale møder, der normalt blev afholdt i Japan hver eller hver anden måned mellem salgschefer og hver sjette måned på lederniveau, herunder med de administrerende direktører (63., 68. og 738. betragtning til den anfægtede afgørelse).
12 De multilaterale møder blev indledningsvis, i perioden 1998-2003, organiseret under navnet »kredsen for elektrolytiske kondensatorer« eller »konference om elektrolytiske kondensatorer« (herefter »ECC-møderne«). De blev senere, i perioden 2003-2005, organiseret under navnet »aluminium-tantal-konferencen«, »gruppen for kondensatorer af aluminium eller tantal« eller »ATC-møder«. Endelig blev de i perioden 2005-2012 organiseret under navnet »markedsundersøgelsesgruppen« eller »marketinggruppen« (herefter »MK-møderne«). Samtidig med MK-møderne og som supplement til disse møder blev der i perioden 2006-2008 organiseret møder om »omkostningsforøgelse« eller »forøgelse af kondensatorer« (herefter »CUP-møder«) (69. betragtning til den anfægtede afgørelse).
13 Ud over de multilaterale møder havde karteldeltagerne om nødvendigt ligeledes bilaterale og multilaterale ad hoc-kontakter (63., 75. og 739. betragtning til den anfægtede afgørelse) (herefter samlet »den konkurrencebegrænsende udveksling«).
14 I forbindelse med den konkurrencebegrænsende udveksling udvekslede karteldeltagerne i det væsentlige oplysninger om priser og fremtidige priser, om fremtidige prisnedsættelser og disse nedsættelsers intervaller, om udbud og efterspørgsel, herunder det fremtidige udbud og efterspørgsel, og i visse tilfælde indgik de, anvendte eller fulgte prisaftaler (62., 715., 732. og 741. betragtning til den anfægtede afgørelse).
15 Kommissionen fandt, at karteldeltagernes adfærd udgjorde en form for aftale og/eller samordnet praksis, som havde et fælles mål, nemlig at undgå konkurrence på priserne og at samordne deres fremtidige adfærd vedrørende salg af elektrolytiske kondensatorer, hvorved de reducerede usikkerheden på markedet (726. og 731. betragtning til den anfægtede afgørelse).
16 Kommissionen konkluderede, at denne adfærd ligeledes havde et samlet konkurrencebegrænsende formål (743. betragtning til den anfægtede afgørelse).
2. Sagsøgernes ansvar
17 Kommissionen fastslog, at den første sagsøger var ansvarlig for sin direkte deltagelse fra den 26. juni 1998 til den 23. april 2012 [961. betragtning til og artikel 1, litra h), i den anfægtede afgørelse].
18 Kommissionen fastslog, at den anden sagsøger var ansvarlig som moderselskab, der ejede hele selskabskapitalen i den første sagsøger, for perioden fra den 1. februar 2007 til den 23. april 2012 [962. og 963. betragtning til og artikel 1, litra h), i den anfægtede afgørelse].
3. De bøder, som sagsøgerne er blevet pålagt
19 I henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, litra k) og l), pålagdes den første sagsøger dels en bøde på 27 718 000 EUR »til solidarisk hæftelse« med den anden sagsøger, dels en bøde på 706 000 EUR.
4. Beregning af bødernes størrelse
20 Med henblik på beregningen af bøderne fulgte Kommissionen den metode, der er fastlagt i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »2006-retningslinjerne«) (980. betragtning til den anfægtede afgørelse).
21 For det første tog Kommissionen med henblik på at fastsætte grundbeløbet for de bøder, som sagsøgerne blev pålagt, hensyn til værdien af afsætningen i det seneste fulde regnskabsår for deltagelsen i overtrædelsen, jf. 2006-retningslinjernes punkt 13 (989. betragtning til den anfægtede afgørelse).
22 Kommissionen beregnede værdien af afsætningen på grundlag af afsætningen af elektrolytiske kondensatorer af aluminium og tantal til kunder med hjemsted i EØS (990. betragtning til den anfægtede afgørelse).
23 Kommissionen beregnede endvidere den relevante værdi af afsætningen særskilt for begge varekategorier, nemlig elektrolytiske kondensatorer af aluminium og elektrolytiske kondensatorer af tantal, og pålagde dem forskellige multiplikationsfaktorer under hensyn til varigheden (991. betragtning til den anfægtede afgørelse).
24 Kommissionen fastsatte den del af afsætningens værdi, der skulle lægges til grund for overtrædelsens grovhed, til 16%. I denne forbindelse fandt Kommissionen, at de horisontale »tiltag« med samordning af priser af natur var blandt de mest alvorlige overtrædelser af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, og at kartellet omfattede hele EØS (1001.-1003. betragtning til den anfægtede afgørelse).
25 Kommissionen anvendte endvidere et tillægsbeløb på 16% i medfør af 2006-retningslinjernes punkt 25 for at sikre, at den pålagte bøde havde tilstrækkeligt afskrækkende virkning (1009. betragtning til den anfægtede afgørelse).
26 Hvad desuden angår multiplikationsfaktoren for overtrædelsens varighed indrømmede Kommissionen i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3, den første sagsøger en delvis bødefritagelse for overtrædelsens varighed, svarende til overtrædelsesperioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003, med den begrundelse at denne virksomhed havde fremlagt afgørende beviser for at fastlægge de yderligere forhold, som øgede overtrædelsens varighed for denne periode (jf. 1087. betragtning til den anfægtede afgørelse).
27 For den første sagsøger fastsatte Kommissionen således en multiplikationsfaktor på 8,65 for perioden fra den 29. august 2003 til den 23. april 2012 og tog ikke hensyn til perioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003 (jf. præmis 26 ovenfor). For den anden sagsøger fastsatte Kommissionen en multiplikationsfaktor på 5,22 for perioden fra den 1. februar 2007 til den 23. april 2012 (tabel 1 i 1007. betragtning til og fodnote 1658 i den anfægtede afgørelse).
28 Kommissionen fastsatte følgelig bødens grundbeløb til 61 434 000 EUR for den første sagsøger og til 39 598 000 EUR for den anden sagsøger (1010. betragtning til den anfægtede afgørelse).
29 For det andet nægtede Kommissionen hvad angår tilpasningerne af bødernes grundbeløb indledningsvis at indrømme sagsøgerne en yderligere bødenedsættelse i henhold til 2006-retningslinjernes punkt 37 (1052. og 1053. betragtning til den anfægtede afgørelse).
30 Kommissionen lagde endvidere ingen skærpende eller formildende omstændigheder til grund i forhold til sagsøgerne (1054. betragtning til den anfægtede afgørelse).
31 Herefter anvendte Kommissionen i medfør af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, loftet på 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår (1057. og 1058. betragtning til den anfægtede afgørelse).
32 Efter anvendelsen af dette loft på 10% indrømmede Kommissionen i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 1, andet led, sagsøgerne en nedsættelse på 30% af den bøde, som de ellers ville være blevet pålagt, idet den fandt, at sagsøgerne havde været den anden virksomhed, der fremlagde beviser med en betydelig merværdi (1082. og 1083. betragtning til den anfægtede afgørelse).
33 Kommissionen nægtede desuden sagsøgerne en delvis bødefritagelse vedrørende overtrædelsens grovhed i medfør af nævnte punkt 26, stk. 3, med den begrundelse at de beviser, som de havde fremlagt, ikke havde givet Kommissionen mulighed for at fastlægge yderligere forhold, der øgede overtrædelsens grovhed (1093.-1096. betragtning til den anfægtede afgørelse).
34 Kommissionen fastsatte følgelig den samlede størrelse af de bøder, som sagsøgerne blev pålagt, til 28 424 000 EUR (1139. betragtning til den anfægtede afgørelse).
[udelades]
II. Retsforhandlinger og parternes påstande
36 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. juni 2018 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.
37 Den 27. september 2018 har Kommissionen indleveret svarskrift til Rettens Justitskontor.
38 Replikken og duplikken er blevet indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 21. november 2018 og den 29. januar 2019.
39 Efter forslag fra Anden Afdeling har Retten i medfør af sit procesreglements artikel 28 besluttet at henvise sagen til behandling i en udvidet afdeling.
40 Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger i henhold til procesreglementets artikel 27, stk. 5, er den refererende dommer blevet tilknyttet Niende Udvidede Afdeling, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.
41 Retten (Niende Udvidede Afdeling) har efter forslag fra den refererende dommer besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 stillet parterne skriftlige spørgsmål og opfordret dem til at besvare disse i retsmødet.
42 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens skriftlige og mundtlige spørgsmål i retsmødet den 21. oktober 2020.
43 Efter at dommer Barna Berke er afgået ved døden den 1. august 2021, blev Rettens rådslagninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 22 og artikel 24, stk. 1, fortsat med de tre dommere, som har underskrevet denne dom.
44 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, og navnlig annulleres afgørelsens artikel 1, litra h), artikel 2, litra k) og l), og artikel 4.
– Den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, nedsættes.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
45 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
III. Retlige bemærkninger
[udelades]
B. Realiteten
53 Sagsøgerne har fremsat to anbringender til støtte for såvel deres påstande om annullation af de bøder, som de blev pålagt, som for deres påstande om bødenedsættelse. Det første anbringende vedrører Kommissionens afslag på at indrømme sagsøgerne en delvis bødefritagelse som følge af de beviser, som de havde fremlagt, om de yderligere forhold, der øgede overtrædelsens grovhed. Det andet anbringende vedrører Kommissionens afslag på at fravige den almindelige metode, der er fastsat i 2006-retningslinjerne, og indrømme en bødenedsættelse i medfør af disse retningslinjers punkt 37.
1. Påstandene om annullation af den anfægtede afgørelse
[udelades]
a) Det første anbringende vedrørende Kommissionens afslag på at indrømme sagsøgerne en delvis bødefritagelse som følge af de beviser, som de havde fremlagt, om de yderligere forhold, der øgede overtrædelsens grovhed
59 Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen med urette nægtede at indrømme dem en delvis bødefritagelse i medfør af 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, stk. 3, eftersom de beviser, som de havde fremlagt vedrørende ECC- og CUP-møderne, gav Kommissionen mulighed for at øge overtrædelsens grovhed.
[udelades]
2) Det første anbringendes andet led om en retlig fejl ved anvendelsen af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3
[udelades]
i) Det første klagepunkt om en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen holdt sagsøgerne ansvarlige for deltagelsen i ECC- og CUP-møderne
78 Sagsøgerne har anført, at Kommissionen med urette anvendte de beviser, som de havde fremlagt vedrørende CUP- og ECC-møderne, til at holde dem ansvarlige for alle forhold i overtrædelsen, herunder disse møder. Sagsøgerne var nemlig de første, der fremlagde beviser vedrørende CUP-møderne, som Kommissionen ikke havde kendskab til på dette tidspunkt. Sagsøgerne var desuden de eneste, der fremlagde beviser vedrørende ECC-møderne.
79 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
80 I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at Kommissionen for det første holdt den første sagsøger ansvarlig for den direkte deltagelse i kartellet fra den 26. juni 1998 til den 23. april 2012 og den anden sagsøger ansvarlig i sin egenskab af den første sagsøgers moderselskab i perioden fra den 1. februar 2007 til den 23. april 2012 (jf. præmis 17 og 18 ovenfor).
81 For det andet fandt Kommissionen, at sagsøgerne var de eneste, der havde fremlagt beviser vedrørende den konkurrencebegrænsende udveksling, som fandt sted i perioden 1998-2004, med undtagelse af en udveksling, som havde fundet sted i 2003, og at disse beviser havde givet Kommissionen mulighed for at forlænge overtrædelsens varighed for perioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003 (1080. betragtning til og fodnote 1708 og 1709 i den anfægtede afgørelse).
82 Kommissionen anførte endvidere, at sagsøgerne var de første, der fremlagde beviser vedrørende CUP-møderne (1080. og 1096. betragtning til og fodnote 1710 i den anfægtede afgørelse), og at disse beviser havde givet Kommissionen mulighed for at opdage en anden funktion ved kartellet, nemlig eksistensen, arten og indholdet af de CUP-møder, som blev organiseret i perioden 2006-2008 (1080. betragtning til og fodnote 1710 i den anfægtede afgørelse).
83 På grundlag af disse betragtninger indrømmede Kommissionen den første sagsøger en delvis bødefritagelse i medfør af 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, stk. 3, for overtrædelsesperioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003. Selv om Kommissionen holdt den første sagsøger ansvarlig for den direkte deltagelse i kartellet fra den 26. juni 1998 til den 23. april 2012, tog den således ikke hensyn til perioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003, da den fastsatte multiplikationsfaktoren for varigheden af deltagelsen i overtrædelsen (jf. præmis 17 og 26 ovenfor).
84 Kommissionen fastslog således, at den periode, der svarede til denne delvise bødefritagelse, som blev indrømmet for overtrædelsens varighed, omfattede den periode, hvorunder alle ECC-møderne blev afholdt, med undtagelse af mødet den 7. november 2003 (jf. 78. og 80. betragtning til og fodnote 128 til den anfægtede afgørelse samt præmis 12 og 26 ovenfor).
85 For det andet fandt Kommissionen, at de beviser, som sagsøgerne havde fremlagt om ECC- og CUP-møderne, ikke havde givet den mulighed for at fastlægge yderligere forhold, der øgede overtrædelsens grovhed. Kommissionen nægtede derfor at indrømme sagsøgerne en delvis bødefritagelse for overtrædelsens grovhed i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3 (jf. præmis 33 ovenfor).
86 På grundlag af alle de beviser, som sagsøgerne havde fremlagt, fandt Kommissionen endvidere, at sagsøgerne måtte anses for at være den anden virksomhed, der havde givet en betydelig merværdi (1082. og 1083. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen indrømmede derfor sagsøgerne en nedsættelse på 30% af den bøde, som de ellers ville være blevet pålagt, jf. 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 1, andet led (jf. præmis 32 ovenfor).
87 Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, ikke begik nogen fejl ved at pålægge dem ansvaret for overtrædelsen med den ordlyd, som er anført i præmis 80 ovenfor.
88 Den delvise bødefritagelse, der er fastsat i 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, stk. 3, vedrører nemlig kun bødens størrelse. Som anført i præmis 75 ovenfor er den eneste følge for Kommissionen af, at betingelserne for at kunne blive indrømmet nævnte delvise bødefritagelse er opfyldt, at denne institution ikke kan lægge vægt på de pågældende beviser for at fastlægge overtrædelsens grovhed eller varighed for den, der ansøger om bødefritagelse. Med andre ord tager Kommissionen ikke hensyn til disse faktiske omstændigheder ved fastsættelsen af bøden.
89 Den delvise bødefritagelse, der er fastsat i 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, stk. 3, har således ingen indvirkning på omfanget af det ansvar for overtrædelsen, som er pålagt de virksomheder, der nyder godt af en sådan bødefritagelse.
[udelades]
91 Det første anbringendes andet leds første klagepunkt om en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen holdt sagsøgerne ansvarlige for deltagelsen i ECC- og CUP-møderne, skal således forkastes.
ii) Det andet klagepunkt om en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen konkluderede, at de beviser, som sagsøgerne havde fremlagt, ikke havde indvirkning på overtrædelsens grovhed
92 Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens konklusion i 1094. og 1096. betragtning til den anfægtede afgørelse om, at de beviser, som de havde fremlagt vedrørende ECC- og CUP-møderne, ikke havde indvirkning på overtrædelsens grovhed. Efter sagsøgernes opfattelse gjorde disse beviser det muligt at godtgøre, at overtrædelsen ligeledes dækkede prisaftaler og således ikke var begrænset til drøftelser om oplysninger vedrørende priser, udbud og efterspørgsel. Beviserne viser endvidere, at der forelå en signalmekanisme og en kontrolmekanisme, som skulle sikre, at virksomhederne overholdt prisaftalerne. Disse beviser var dermed afgørende for at øge overtrædelsens grovhed. Til støtte for deres standpunkt har sagsøgerne påberåbt sig dom af 21. januar 2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen (C-603/13 P, EU:C:2016:38), og af 26. april 2007, Bolloré m.fl. mod Kommissionen (T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, EU:T:2007:115).
93 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
94 Således som det er anført i præmis 73 og 74 ovenfor, kræver indrømmelsen af den delvise bødefritagelse, der er fastsat i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3, at flere betingelser er opfyldt, nemlig at den pågældende virksomhed var den første til at fremlægge afgørende bevismateriale som omhandlet i denne meddelelses punkt 25, at disse beviser skal gøre det muligt at påvise yderligere forhold i forhold til dem, som Kommissionen kan fastlægge, og at disse yderligere forhold øger overtrædelsens grovhed eller varighed.
95 Det følger heraf, at det for at anvende 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3, ikke er tilstrækkeligt, at beviserne er afgørende som omhandlet i denne meddelelses punkt 25, idet de også skal give Kommissionen mulighed for at fastlægge yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed og varighed (dom af 29.2.2016, Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen, T-267/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:110, præmis 405).
96 I det foreliggende tilfælde har Kommissionen anført, at den første sagsøger var den eneste, der fremlagde beviser om ECC-møderne, og at sagsøgerne var de første, der fremlagde beviser om CUP-møderne. Kommissionen har anført, at de beviser, som den første sagsøger havde fremlagt vedrørende ECC-møderne, gav denne institution mulighed for at øge overtrædelsens varighed, og den indrømmede derfor denne sagsøger en delvis bødefritagelse for perioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003 (jf. præmis 80-84 ovenfor).
97 Det var imidlertid Kommissionens opfattelse, at de nævnte beviser, navnlig beviserne vedrørende CUP-møderne, ikke gav den mulighed for at fastlægge yderligere forhold, der øgede overtrædelsens grovhed (1094. og 1096. betragtning til den anfægtede afgørelse). Den nægtede derfor at indrømme sagsøgerne en delvis bødefritagelse for overtrædelsens grovhed (jf. præmis 85 ovenfor).
98 Det fremgår i denne henseende af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen fandt, at parterne i hele kartellets varighed havde udvekslet oplysninger om priser, udbud og efterspørgsel, og at virksomhederne under visse ECC- og CUP-møder ganske rigtigt havde indgået prisaftaler. Ifølge Kommissionen indgik både den samordnede praksis og prisaftalerne, som var udtryk for den ulovlige adfærd i det foreliggende tilfælde, imidlertid i den samme alvorlige overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF. Den omstændighed, at parterne ikke alene deltog i en samordnet praksis, men ligeledes i aftaler, havde således ingen indvirkning på overtrædelsens grovhed. Ifølge Kommissionen var ECC- og CUP-møderne endvidere ikke materielt forskellige fra de øvrige multilaterale møder, der er nævnt i præmis 12 ovenfor, idet de indgik i den samme samlede og vedvarende overtrædelse, som er genstand for den anfægtede afgørelse (jf. 72., 1094. og 1096. betragtning til den anfægtede afgørelse).
99 Hvad angår CUP-møderne fandt Kommissionen navnlig, at sagsøgernes afsløring af disse møder, under hensyn til den periode, hvori disse møder blev afholdt, og henset til deres art og den omstændighed, at møderne blev afholdt parallelt med MK-møderne, hverken øgede overtrædelsens varighed eller grovhed (jf. 1096. betragtning til den anfægtede afgørelse).
100 På samme måde fandt Kommissionen hvad angår den kontrol, der blev sikret i forbindelse med CUP-møderne, at denne kontrol ikke var et særligt kendetegn ved kartellet, som kunne påvirke overtrædelsens grovhed, navnlig fordi virksomhederne generelt foretog en gensidig kontrol af deres adfærd også uden for CUP-møderne (jf. 716. betragtning til den anfægtede afgørelse).
101 Det følger heraf, at Kommissionen konkluderede, at hverken ECC- eller CUP-møderne var af en anden art end de øvrige udtryk for den ulovlige adfærd i det foreliggende tilfælde, som udgjordes af den samlede samordnede praksis og/eller de prisaftaler, der indgik i samme alvorlige overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF. Hvad angår CUP-møderne konkluderede Kommissionen navnlig, at overtrædelsen selv uden disse møder ville have været lige så langvarig og have udgjort en lige så alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne.
102 Sagsøgernes argumentation rejser ikke tvivl om disse konklusioner.
103 Det skal i denne henseende bemærkes, at begrebet aftale som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, således som dette fortolkes i retspraksis, forudsætter, at der foreligger en samstemmende vilje mellem mindst to parter, hvorved det ikke er afgørende, i hvilken form denne manifesterer sig, forudsat at den udgør en korrekt afspejling af parternes vilje (jf. dom af 16.6.2015, FSL m.fl. mod Kommissionen, T-655/11, EU:T:2015:383, præmis 413 og den deri nævnte retspraksis).
104 Begrebet samordnet praksis i den samme bestemmelses forstand omhandler desuden en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke går så langt som til at indgå en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter konkurrencens risici med et indbyrdes praktisk samarbejde (jf. dom af 16.6.2015, FSL m.fl. mod Kommissionen, T-655/11, EU:T:2015:383, præmis 414 og den deri nævnte retspraksis).
105 Ifølge fast retspraksis omfatter begreberne aftale og samordnet praksis i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF former for hemmelige aftaler, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk (jf. dom af 5.12.2013, Solvay Solexis mod Kommissionen, C-449/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:802, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 8.7.1999, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, C-49/92 P, EU:C:1999:356, præmis 132).
106 Selv om begreberne aftale og samordnet praksis har delvist forskellige grundelementer, er de dermed ikke indbyrdes uforenelige. Kommissionen er derfor ikke forpligtet til at kvalificere hver enkelt konstateret handling som enten aftale eller samordnet praksis, men kan med føje kan kvalificere nogle af handlingerne som »aftaler« og andre som »samordnet praksis« (jf. i denne retning dom af 8.7.1999, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, C-49/92 P, EU:C:1999:356, præmis 132, og af 16.6.2015, FSL m.fl. mod Kommissionen, T-655/11, EU:T:2015:383, præmis 453).
107 Den dobbelte kvalifikation af overtrædelsen som enten en aftale »og/eller« en samordnet praksis må således forstås som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstændigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, der ikke kræver, at der skal ske en specifik kvalifikation for denne sammensatte type overtrædelse (jf. i denne retning dom af 17.5.2013, MRI mod Kommissionen, T-154/09, EU:T:2013:260, præmis 165 og den deri nævnte retspraksis).
108 Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Ved den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen nemlig, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, der bestod i aftaler og/eller samordnet praksis, som tilsigtede samordning af prispolitikker i sektoren for elektrolytiske kondensatorer af aluminium og tantal (jf. præmis 9 og 10 ovenfor).
109 Det fremgår navnlig af 704.-743. betragtning til den anfægtede afgørelse, at eftersom Kommissionen fandt, at den pågældende overtrædelse var kompleks og langvarig, skulle den ikke kvalificere adfærden som aftaler eller samordnet praksis. I denne henseende fandt Kommissionen indledningsvis, at al konkurrencebegrænsende udveksling, der er nævnt i præmis 12 og 13 ovenfor, havde samme konkurrencebegrænsende formål, nemlig samordning af prispolitikker. Kommissionen præciserede herefter, at virksomhedernes adfærd omfattede såvel udveksling af oplysninger om priser og udveksling af oplysninger om udbud og efterspørgsel som indgåelsen af prisaftaler med en kontrolmekanisme for at sikre anvendelsen heraf. Kommissionen fandt desuden, at denne kontrolmekanisme ikke var et særligt kendetegn ved kartellet, eftersom virksomhederne uanset en sådan mekanisme generelt førte gensidig kontrol med deres adfærd. Endelig fandt Kommissionen, at denne adfærd havde form af aftaler og/eller samordnet praksis og overordnet set fulgte en samlet plan med et samlet konkurrencebegrænsende mål.
110 Det er ganske vist korrekt, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse nævnte ECC- og CUP-møderne som eksempler på multilaterale møder, hvorunder virksomhederne indgik prisaftaler med en kontrolmekanisme for at sikre anvendelsen heraf [jf. 715. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse].
111 Det følger ikke desto mindre heraf, at Kommissionen fandt, at alle de multilaterale møder, der er beskrevet i præmis 12 ovenfor, havde fælles kendetegn, og at formålet med drøftelserne under disse multilaterale møder var forblevet det samme eller i vidt omfang ensartet under hele overtrædelsesperioden (70.-72. og 741. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen fandt desuden, at kontrolmekanismen ikke var et særligt kendetegn ved kartellet, eftersom virksomhederne udøvede en generel og gensidig kontrol ud over denne mekanisme (716. betragtning til den anfægtede afgørelse).
112 I betragtning af den retspraksis, der er nævnt i præmis 105-107 ovenfor, skal det således bemærkes, at Kommissionen inden for rammerne af den foreliggende komplekse overtrædelse, som involverede flere virksomheder, der i flere år forfulgte et fælles mål om samordning af prispolitikker, ikke præcist skulle kvalificere hver ulovlig adfærd som en aftale eller samordnet praksis. Under alle omstændigheder er disse to former for overtrædelser omfattet af artikel 101 TEUF.
113 Det følger heraf, at der i det foreliggende tilfælde ikke kan godtgøres en sondring mellem »aftalernes« angiveligt øgede grovhed i forhold til en mindre grovhed ved »den samordnede praksis«. I en sammenhæng som i det foreliggende tilfælde, hvor den ulovlige adfærd er kvalificeret, uden at der sondres mellem aftaler »og/eller« samordnet praksis, kan en præcis kvalificering af handlingerne som aftaler eller samordnet praksis ikke godtgøre en forskel i hver handlings grovhed, eftersom hver handling underbygger, at der foreligger en kompleks, samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF.
114 Derimod kan en præcis kvalificering af hver ulovlig handling som en aftale eller samordnet praksis ikke have indvirkning på overtrædelsens grovhed, eftersom disse to former for overtrædelser er omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, og denne bestemmelse ikke foreskriver en specifik kvalificering af en kompleks form for overtrædelse som overtrædelsen i det foreliggende tilfælde.
115 Det skal endvidere bemærkes, at dom af 21. januar 2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen (C-603/13 P, EU:C:2016:38), og af 26. april 2007, Bolloré m.fl. mod Kommissionen (T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, EU:T:2007:115), som sagsøgerne har påberåbt sig, ikke støtter deres standpunkt. Til forskel fra nærværende sag vedrørte de sager, der gav anledning til disse to domme, situationer med en mere begrænset deltagelse, eller endda ingen deltagelse, i visse dele af kartellet, såsom kompensations- eller kontrolmekanismerne (jf. dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 28, 29, 78, 86 og 93, og af 26.4.2007, Bolloré m.fl. mod Kommissionen, T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, EU:T:2007:115, præmis 418, 439, 563 og 566). Til forskel fra i de nævnte sager er der i nærværende sag ikke identificeret et overvågningssystem eller en anden selvstændig mekanisme som særskilt komponent i den overtrædelse, der er genstand for den anfægtede afgørelse.
116 I det foreliggende tilfælde fremgår det af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen for det første fastsatte den del af afsætningens værdi, der skulle lægges til grund for overtrædelsens grovhed, til 16%. I denne forbindelse tog Kommissionen hensyn til overtrædelsens art, dvs. til den omstændighed, at overtrædelsen bestod af horisontale »tiltag« med prissamordning, som var blandt de mest alvorlige overtrædelser af artikel 101 TEUF. Kommissionen tog endvidere hensyn til overtrædelsens geografiske omfang, idet den anførte, at overtrædelsen strakte sig over hele EØS (jf. præmis 24 ovenfor).
117 For det andet fandt Kommissionen, at den kontrolmekanisme, der blev drøftet ved CUP-møderne, ikke var et særligt kendetegn ved kartellet, eftersom virksomhederne udøvede en generel og gensidig kontrol ud over denne mekanisme (jf. præmis 111 ovenfor).
118 Til forskel fra de sager, som gav anledning til de domme, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, har den i det foreliggende tilfælde omhandlede overtrædelse ikke andre komponenter, der er selvstændige i forhold til alle de aftaler og/eller den samordnede praksis, som tilsigter samordning af prispolitikkerne, og som denne overtrædelse udgøres af. Navnlig CUP-møderne indgik i denne række af aftaler og/eller samordnede praksis og havde ikke særlige kendetegn, som kunne have en specifik indvirkning på overtrædelsens grovhed (jf. præmis 98 og 99 ovenfor).
119 Henset til det ovenstående skal det bemærkes, at Kommissionen ikke begik nogen fejl, da den fastslog, at sagsøgerne ikke havde fremlagt beviser, som gjorde det muligt at fastlægge yderligere forhold, der øgede overtrædelsens grovhed.
120 Det første anbringendes andet leds andet klagepunkt skal derfor forkastes.
[udelades]
3) Det første anbringendes tredje led om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
131 Med det første anbringendes tredje led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen burde have indrømmet dem en nedsættelse af bødens grundbeløb på i hvert fald 3%, hvilket svarede til den nedsættelse, som Kommissionen indrømmede de virksomheder, hvis deltagelse i visse mødekonfigurationer ikke var godtgjort, dvs. Sanyo, NEC Tokin (Nec Corp. og Tokin Corp.), Matsuo og Nichicon. Ved ikke at handle således behandlede Kommissionen de karteldeltagere, som skjulte faktiske forhold i overtrædelsen vedrørende visse mødekonfigurationer, mere fordelagtigt end sagsøgerne, som meddelte, at en af disse mødekonfigurationer fandtes.
132 Kommissionen har bestrid disse argumenter.
[udelades]
134 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at sagsøgernes argument er støttet på en urigtig sammenligning mellem begrebet delvis bødefritagelse, som er foreskrevet i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3, og de formildende omstændigheder, som Kommissionen skal tage hensyn til, som dem, der er opregnet i 2006-retningslinjernes punkt 29.
135 For det første kan sagsøgernes situation på det faktuelle plan nemlig ikke sammenlignes med situationen for de andre karteldeltagere, som de har nævnt.
136 Hvad angår deltagelsen i CUP- og MK-møderne skal det fastslås, at Kommissionen fandt, at den første sagsøger havde deltaget heri (jf. 88. og 95. betragtning til den anfægtede afgørelse), hvilket sagsøgerne i øvrigt ikke har bestridt.
137 Kommissionen fandt derimod, at det ikke var godtgjort, at Sanyo, NEC Tokin og Matsuo havde deltaget i CUP-møderne, og at der ikke var beviser for, at de havde haft kendskab hertil (754., 759. og 764. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen fandt desuden, at det ikke var godtgjort, at Nichicon havde deltaget i MK-møderne, og at der ikke var beviser for, at denne virksomhed havde haft kendskab hertil (761. betragtning til den anfægtede afgørelse).
138 Hvad angår samarbejdet i Kommissionens undersøgelse skal det endvidere fastslås, at sagsøgerne fremlagde beviser, som gav Kommissionen mulighed for at godtgøre eksistensen, arten og indholdet af CUP-møderne (jf. præmis 82 ovenfor), hvilket ikke var tilfældet for Sanyo, NEC Tokin, Matsuo og Nichicon.
139 Sagsøgernes faktuelle situation og den faktuelle situation for NEC Tokin, Matsuo og Nichicon er således væsentligt forskellige.
140 For det andet er de to situationer ikke sammenlignelige ud fra et juridisk synspunkt. Kommissionen skulle vurdere, om Sanyo, NEC Tokin, Matsuo og Nichicons manglende deltagelse i den konkurrencebegrænsende udveksling skulle tages i betragtning inden for rammerne af de formildende omstændigheder som omhandlet i 2006-retningslinjernes punkt 29. Desuden skulle denne institution inden for rammerne af 2006-samarbejdsmeddelelsen vurdere, om sagsøgernes samarbejde i dens undersøgelse skulle foranledige, at de blev indrømmet en delvis bødefritagelse.
141 Det skal i denne henseende bemærkes, at hvad angår overtrædelser, som henhører under anvendelsesområdet for 2006-samarbejdsmeddelelsen, kan den berørte principielt ikke med føje foreholde Kommissionen, at den ikke har taget hensyn til graden af vedkommendes samarbejde som en formildende omstændighed uden for de retlige rammer, som samarbejdsmeddelelsen udgør (jf. dom af 29.2.2016, EGL m.fl. mod Kommissionen, T-251/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:114, præmis 190 og den deri nævnte retspraksis).
142 Sagsøgernes samarbejde kan således ikke tillægges vægt uden for anvendelsesområdet for 2006-samarbejdsmeddelelsen, navnlig som formildende omstændighed i medfør af 2006-retningslinjernes punkt 29. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af dette punkts fjerde led, at som formildende omstændighed, der kan medføre en nedsættelse af bøden, anses det forhold, at den pågældende virksomhed samarbejder effektivt med Kommissionen uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen og ud over dens retlige pligt til at samarbejde.
143 I modsætning til, hvad der synes at fremgå af sagsøgernes argumentation, kan de betingelser, som kan begrunde anvendelsen af formildende omstændigheder, på ingen måde sammenlignes med de betingelser, der skal opfyldes for at anvende den delvise bødefritagelse, navnlig for så vidt angår vurderingen af de faktiske omstændigheders grovhed.
144 Som det følger af retspraksis, kan Kommissionen tage hensyn til den relative grovhed i en virksomheds deltagelse i en overtrædelse og til særlige omstændigheder ved sagen enten ved vurderingen af overtrædelsens grovhed som omhandlet i artikel 23 i forordning nr. 1/2003 eller ved tilpasningen af grundbeløbet på grundlag af skærpende og formildende omstændigheder (dom af 11.7.2013, Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:464, præmis 104 og 105; jf. ligeledes dom af 26.1.2017, Laufen Austria mod Kommissionen, C-637/13 P, EU:C:2017:51, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).
145 Det fremgår derimod af 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, stk. 3, at der navnlig indrømmes delvis bødefritagelse, når ansøgeren om bødefritagelse er den første til at forelægge Kommissionen bevismateriale, som denne institution benytter til at påvise yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed, dvs. overtrædelsens samlede grovhed.
146 I det foreliggende tilfælde tog den nedsættelse på 3%, som blev indrømmet Sanyo, NEC Tokin, Matsuo og Nichicon, på den ene side hensyn til den relative grovhed af deres deltagelse i overtrædelsen, eller deres manglende deltagelse i visse mødekonfigurationer.
147 På den anden side var afslaget på at indrømme sagsøgerne en delvis bødefritagelse for overtrædelsens grovhed støttet på den omstændighed, at beviserne vedrørende bl.a. CUP-møderne ikke havde givet Kommissionen mulighed for at øge overtrædelsens samlede grovhed (jf. præmis 33 og 97 ovenfor).
148 Det følger heraf, at det i det foreliggende tilfælde ikke er godtgjort, at sagsøgerne blev mindre gunstigt behandlet, eftersom deres situation og de ovennævnte virksomheders situation hverken kan sammenlignes ud fra et faktuelt eller juridisk synspunkt.
149 Det første anbringendes tredje led, og dermed det første anbringende som helhed, skal følgelig forkastes.
b) Det andet anbringende om Kommissionens afslag på at fravige den almindelige metode, der er fastsat i 2006-retningslinjerne, og indrømme en bødenedsættelse i medfør af disse retningslinjers punkt 37
[udelades]
2) Det andet anbringendes andet led om en retlig fejl og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om individuelle straffe og sanktioner
169 Med det andet anbringendes andet led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og tilsidesatte proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om individuelle straffe og sanktioner i forbindelse med afslaget på at fravige den almindelige metode, der er fastsat i 2006-retningslinjerne, og indrømme dem en yderligere bødenedsættelse i henhold til disse retningslinjers punkt 37.
[udelades]
174 Kommissionen har i det væsentlige anført, at den i det foreliggende tilfælde ikke var forpligtet til at fravige den almindelige metode, der er fastsat i 2006-retningslinjerne.
175 Det skal indledningsvis bemærkes, som det fremgår af præmis 58 ovenfor, at 2006-retningslinjerne fastsætter vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som Kommissionen ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med navnlig ligebehandlingsprincippet.
176 Der skal endvidere henvises til de trin i beregningen af de bøder, som sagsøgerne er blevet pålagt, som Kommissionen fulgte i det foreliggende tilfælde. I denne forbindelse fremgår det først og fremmest af sagsakterne, at grundbeløbet for den bøde, som den første sagsøger skulle pålægges, blev beregnet uden hensyntagen til perioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003, eftersom Kommissionen havde indrømmet den pågældende sagsøger en delvis bødefritagelse for denne periode i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3 (jf. præmis 26 ovenfor).
177 Efter de trin, der er nævnt i præmis 21-27 ovenfor, fastsatte Kommissionen således bødens grundbeløb til 61 434 000 EUR for den første sagsøger og til 39 598 000 EUR for den anden sagsøger.
178 Eftersom grundbeløbet for den bøde, som den første sagsøger skulle pålægges, oversteg 10% af omsætningen i det foregående regnskabsår, anvendte Kommissionen herefter dette loft, og grundbeløbet blev følgelig nedsat til 40 606 385 EUR i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 (jf. præmis 31 ovenfor).
179 Endelig nedsatte Kommissionen dette grundbeløb på 40 606 385 EUR med 30% i medfør af 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, stk. 1, andet led. De samlede bøder, som sagsøgerne blev pålagt, udgjorde dermed 28 424 000 EUR (jf. præmis 32 og 34 ovenfor).
180 Det er i lyset af disse betragtninger, at sagsøgernes argumenter skal undersøges.
181 I første række skal det bemærkes, at sagsøgerne med urette har gjort gældende, at det fremgår af retspraksis, at Kommissionen er forpligtet til at fravige den almindelige metode, der er fastsat i 2006-retningslinjerne, idet anvendelsen af den metode, der er fastsat i disse retningslinjer, førte til en anvendelse af loftet på 10% af omsætningen for flere karteldeltagere.
182 I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, finder denne argumentation ikke støtte i dom af 16. juni 2011, Putters International mod Kommissionen (T-211/08, EU:T:2011:289). Det skal i denne forbindelse fastslås, at Retten i nævnte doms præmis 75 indledningsvis ganske vist bemærkede, at multiplikationen af det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi, med det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen, kan medføre, at anvendelsen af loftet på 10% i artikel 23 i forordning nr. 1/2003 inden for rammerne af 2006-retningslinjerne nu er reglen snarere end undtagelsen for alle virksomheder, som hovedsageligt opererer på ét marked, og som har deltaget i et kartel i mere end et år. Retten fastslog endvidere, at i dette tilfælde ville enhver differentiering på grundlag af grovheden eller formildende omstændigheder normalt ikke længere kunne komme til udtryk i en bøde, som var blevet nedsat for at komme under 10%.
183 I præmis 75 i dom af 16. juni 2011, Putters International mod Kommissionen (T-211/08, EU:T:2011:289), bemærkede Retten indledningsvis blot, at den manglende differentiering, som udspringer af den nye metode til beregning af bøder i medfør af 2006-retningslinjerne, kunne gøre det nødvendigt for Retten at udøve sin fulde prøvelsesret i konkrete tilfælde, hvor anvendelsen af disse retningslinjer alene ikke muliggør en passende differentiering. Som det fremgår af denne præmis 75, hvilket er anført i nævnte doms præmis 81-87, fastslog Retten, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde med rette havde konkluderet, at der ikke var tale om en begrundelse, der begrundede den bødenedsættelse, som sagsøgeren havde nedlagt påstand om. Retten fastslog således, at det ikke var nødvendigt at udøve den fulde prøvelsesret.
184 Det skal i øvrigt bemærkes, at i den sag, der gav anledning til dom af 16. juni 2011, Putters International mod Kommissionen (T-211/08, EU:T:2011:289), svarede den endelige bøde, som Kommissionen pålagde, til den maksimale bøde, dvs. at bøden svarede til loftet på 10% af omsætningen i det foregående regnskabsår. Dette er ikke tilfældet i det foreliggende tilfælde, eftersom sagsøgerne efter anvendelsen af nævnte loft ligeledes blev indrømmet en nedsættelse på 30% af den bøde, som de ellers ville være blevet pålagt (jf. præmis 32, 178 og 179 ovenfor).
185 På samme måde støtter dom af 13. december 2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen (T-95/15, EU:T:2016:722), på ingen måde sagsøgernes argumentation. For det første undersøgte Retten i denne doms præmis 50 ff. kun Kommissionens overholdelse af begrundelsespligten. For det andet henviste Retten i nævnte doms præmis 51 ikke direkte til dom af 16. juni 2011, Putters International mod Kommissionen (T-211/08, EU:T:2011:289), men gengav blot, hvad Kommissionen havde anført herom i den anfægtede afgørelse.
186 Sagsøgernes argumentation kan følgelig ikke gyldigt støttes på disse domme. Generelt bekræftes denne argumentation ikke i retspraksis.
187 Domstolen har nemlig allerede fastslået, at det ikke var i strid med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, at en virksomhed i henhold til metoden for bødeberegning i 2006-retningslinjerne blev pålagt en bøde, der udgjorde en højere andel af dens samlede omsætning end den, som de bøder, der blev pålagt hver af de andre virksomheder, udgjorde. Det er nemlig uadskilleligt forbundet med denne beregningsmetode, som ikke er baseret på de omhandlede virksomheders samlede omsætning, at der forekommer afvigelser disse virksomheder imellem hvad angår forholdet mellem denne omsætning og størrelsen af de bøder, som de pålægges (jf. i denne retning dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 64).
188 Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at Kommissionen, når den udmåler bøder, i en situation, hvor flere virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, pålægges sådanne bøder, ikke er forpligtet til at sikre sig, at de endelige bødebeløb afspejler forskelle mellem de omhandlede virksomheder i henseende til deres samlede omsætning (jf. dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).
189 Domstolen fastslog endvidere, at den forskellige procentdel, som bøden udgør af de omhandlede virksomheders samlede omsætning på grund af deres mindre diversificerede aktiviteter, ikke i sig selv kan udgøre en tilstrækkelig begrundelse for, at Kommissionen fraviger den beregningsmetode, som den har fastlagt for sig selv. Dette ville således indebære, at visse virksomheder begunstiges på grundlag af et kriterium, som ikke er relevant, henset til overtrædelsens grovhed og varighed. Med hensyn til fastsættelsen af bødens størrelse kan der ikke ved at anvende forskellige beregningsmetoder udøves forskelsbehandling af de virksomheder, der har deltaget i en aftale eller samordnet praksis i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).
190 Det følger af det ovenstående, at den omstændighed, at Kommissionen var forpligtet til at anvende loftet på 10% af omsætningen på de bøder, som sagsøgerne og andre virksomheder, der alene fremstillede ét produkt, skulle pålægges, idet det antages, at sidstnævnte er godtgjort, ikke forpligtede Kommissionen til at fravige den metode for bødeberegningen, der er fastsat i 2006-retningslinjerne.
191 I anden række skal det bemærkes, at i modsætning til, hvad sagsøgerne synes at have gjort gældende, begrunder den omstændighed, at den første sagsøger er en virksomhed, der fremstiller ét produkt, ikke i sig selv, at Kommissionen fraviger 2006-retningslinjerne for at indrømme en nedsættelse af de bøder, som sagsøgerne er blevet pålagt.
192 Det fremgår indledningsvis af den retspraksis, der er nævnt i præmis 189 ovenfor, at den omstændighed, at en virksomhed, der deltager i et kartel, har et begrænset varesortiment, ikke er tilstrækkelig grund til, at Kommissionen fraviger den metode for bødeberegningen, som den har fastlagt for sig selv. For det første støttes metoden for bødeberegningen under alle omstændigheder ikke på virksomhedernes samlede omsætning, men derimod på værdien af de varer eller tjenesteydelser, der har forbindelse med overtrædelsen. Denne metode er således uadskilleligt forbundet med, at der forekommer afvigelser disse virksomheder imellem hvad angår forholdet mellem denne omsætning og størrelsen af de bøder, som de pålægges. For det andet er visse virksomheders mindre diversificerede aktiviteter ikke et relevant kriterium, henset til overtrædelsens grovhed og varighed, og kan således ikke udgøre en grund til at begunstige disse virksomheder ved at anvende forskellige beregningsmetoder.
193 Sagsøgernes store specialisering eller deres aktiviteters mindre diversificering i forhold til andre karteldeltagere er endvidere ikke i sig selv tilstrækkeligt til at godtgøre, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet ved ikke at anvende særlige kriterier for beregningen af den bøde, som sagsøgerne blev pålagt. Det fremgår nemlig af retspraksis, at den del af den samlede omsætning, som stammer fra salget af de produkter, som den pågældende overtrædelse vedrørte, bedst kan afspejle denne overtrædelses økonomiske betydning. Eftersom sagsøgerne opnår en særlig stor del af, eller næsten hele, deres omsætning med de produkter, som overtrædelsen vedrører, afspejler den omstændighed, at den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, udgør en større procentdel af den samlede omsætning i forhold til andre karteldeltagere, følgelig blot denne overtrædelses økonomiske betydning for sagsøgerne. Et sådant resultat er ikke i strid med ligebehandlingsprincippet eller proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning dom af 12.7.2019, Hitachi-LG Data Storage og Hitachi-LG Data Storage Korea mod Kommissionen, T-1/16, EU:T:2019:514, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).
194 Endelig har en virksomhed som den første sagsøger, som opnår en særlig stor del af sin samlede omsætning med de produkter, der er berørt af kartellet, et meget stort udbytte heraf (jf. i denne retning dom af 12.12.2018, Servier m.fl. mod Kommissionen, T-691/14, under appel, EU:T:2018:922, præmis 1923).
195 I tredje række skal det, for så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen tidligere har valgt en anden tilgang for beregningen af de bøder, som virksomheder, der fremstiller ét produkt, blev pålagt, og som overstiger loftet på 10%, blot bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Kommissionen ikke er bundet at sin tidligere afgørelsespraksis, idet denne praksis under alle omstændigheder ikke udgør en retlig ramme for beregningen af bøderne (jf. dom af 11.7.2013, Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:464, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.9.2016, Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen, C-101/15 P, EU:C:2016:631, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
196 I fjerde række forkastes sagsøgernes argumenter om, at anvendelsen i det foreliggende tilfælde af loftet på 10% af omsætningen hverken gav mulighed for at sondre mellem sagsøgerne og de andre virksomheder, der fremstillede ét produkt, navnlig for så vidt angår den forskellige varighed af deres karteldeltagelse, eller for at tage hensyn til intensiteten af sagsøgernes samarbejde, hvilket ikke var afspejlet i den endelige størrelse af de bøder, som de blev pålagt.
197 Det skal i denne henseende bemærkes, at Kommissionen, som det fremgår af 990. betragtning til den anfægtede afgørelse, anvendte multiplikationsfaktorer på grundlag af varigheden i forhold til såvel sagsøgerne som Elna og Nippon Chemi-Con (jf. præmis 27 ovenfor og tabel 1 i 1007. betragtning til den anfægtede afgørelse). Det er ganske vist korrekt, at disse multiplikationsfaktorer blev anvendt på den værdi af afsætningen, som var relevant med henblik på beregningen af bødernes grundbeløb, i overensstemmelse med 2006-retningslinjernes punkt 13 (jf. præmis 21 ovenfor). Det er ligeledes korrekt, at Kommissionen, henset til resultatet af denne beregning, var nødt til at anvende det loft på 10% af omsætningen, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, for at bringe grundbeløbet for de bøder, som disse virksomheder blev pålagt, ned under dette loft (jf. 1058. betragtning til den anfægtede afgørelse).
198 Sagsøgernes argumentation om, at anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen ikke gjorde det muligt at sondre mellem sagsøgerne og de andre virksomheder, der fremstillede ét produkt, tager imidlertid ikke højde for det forskellige formål i de relevante kriterier for henholdsvis fastsættelsen af bødens grundbeløb og loftet på 10% af omsætningen.
199 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af 2006-retningslinjernes punkt 2, at grundbeløbet fastsættes på grundlag af overtrædelsens grovhed og varighed, mens loftet på 10% af omsætningen har et andet og selvstændigt formål i forhold til formålet med kriterierne om overtrædelsens grovhed og varighed.
200 Det fremgår således af retspraksis, at selv om artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 giver Kommissionen en skønsmargen, begrænser den ikke desto mindre udøvelsen heraf ved at indføre objektive kriterier, som denne institution skal følge. Den bøde, der kan pålægges en virksomhed, har således et beregneligt og absolut loft, således at den maksimale størrelse af den bøde, der kan pålægges en bestemt virksomhed, kan beregnes på forhånd (jf. dom af 16.2.2017, Hansen & Rosenthal og H&R Wax Company Vertrieb mod Kommissionen, C-90/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:123, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).
201 For det første tilsigter denne grænse at undgå bøder på et urimeligt og uforholdsmæssigt niveau (dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 281). For det andet har den til formål at undgå, at der pålægges bøder, som virksomhederne under hensyn til deres størrelse, således som denne, ganske vist omtrentligt og ufuldstændigt, fremgår af deres samlede omsætning, kan forudses ikke at være i stand til at betale. En sådan grænse kan alene have den konsekvens, at det bødebeløb, der er beregnet på grundlag af kriterierne vedrørende overtrædelsens grovhed og varighed, nedsættes til det maksimalt tilladte niveau, når denne grænse overskrides. Anvendelsen af denne grænse indebærer, at den berørte virksomhed ikke betaler hele den bøde, der i princippet skulle betales efter en vurdering på grundlag af de nævnte kriterier (jf. dom af 5.10.2011, Romana Tabacchi mod Kommissionen, T-11/06, EU:T:2011:560, præmis 257 og den deri nævnte retspraksis).
202 Det følger heraf, at selv om anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen er mest sandsynlig for virksomheder med et begrænset varesortiment, følger det ikke desto mindre heraf, at anvendelsen heraf ikke i sig selv kan have indvirkning på metoden for beregning af bøderne, idet denne metode og dette loft har forskellige og selvstændige formål, som det fremgår af præmis 199-201 ovenfor.
203 I femte række skal det bemærkes, at selskaberne med urette har gjort gældende, at anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen i det foreliggende tilfælde ikke gjorde det muligt at afspejle intensiteten af sagsøgernes samarbejde i Kommissionens undersøgelse.
204 Det skal indledningsvis bemærkes, som det er anført i præmis 124 ovenfor, at formålet med Kommissionens bødefritagelsesordning ikke er at give de virksomheder, der deltager i hemmelige karteller, mulighed for at undslippe de økonomiske følger af deres ansvar, men at lette opdagelsen af en sådan praksis og derefter under den administrative procedure bistå Kommissionen i dens indsats for at genoprette de relevante faktiske omstændigheder i videst muligt omfang.
205 Den belønning, der er fastsat i bødefritagelsesordningen, indrømmes således ikke af billighedshensyn, men til gengæld for et samarbejde, der har lettet Kommissionens arbejde (jf. dom af 29.2.2016, EGL m.fl. mod Kommissionen, T-251/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:114, præmis 184 og den deri nævnte retspraksis).
206 I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at det fremgår af den anfægtede afgørelse, at sagsøgerne først blev begunstiget af en delvis bødefritagelse for perioden fra den 26. juni 1998 til den 28. august 2003 i medfør af 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, stk. 3, herefter af anvendelsen af det loft på 10% af omsætningen, som er omhandlet i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, og endelig af en nedsættelse på 30% af den bøde, som de ellers ville være blevet pålagt, i medfør af nævnte meddelelses punkt 26, stk. 1, andet led (jf. præmis 26, 31 og 32 ovenfor).
207 Hvad angår den delvise bødefritagelse for overtrædelsens varighed skal det bemærkes, at det er en indbygget del af logikken bag samarbejdspolitikken, at denne delvise bødefritagelse, der er omhandlet i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 3, aldrig kommer til udtryk i en nedsættelse af den endelige bøde, men i en fritagelse for anvendelsen af en multiplikationsfaktor for overtrædelsens varighed, således at det sikres, at de virksomheder, der har indgivet en ansøgning om bødefritagelse, ikke pålægges en bøde for den overtrædelsesperiode, om hvilken de har givet Kommissionen oplysninger (jf. i denne retning analogt dom af 24.3.2011, FRA.BO mod Kommissionen, T-381/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:111, præmis 70).
208 Hvad angår anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen skal det endvidere bemærkes, som Kommissionen anførte i 1062. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den omstændighed, at en bødenedsættelse, som blev indrømmet en virksomhed, blev overflødiggjort på grund af virkningerne af en anden bestemmelse, der blev anvendt til fordel og gavn for nævnte virksomhed – i det foreliggende tilfælde loftet på 10% af omsætningen i medfør af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 – ikke kan rejse tvivl om den metode, som Kommissionen anvendte til beregningen af bøderne.
209 Kommissionen anerkendte desuden, at sagsøgerne var den anden virksomhed, der fremlagde beviser med en betydelig merværdi, og indrømmede dem en nedsættelse på 30% af den bøde, som de ellers ville være blevet pålagt, hvilket svarede til den maksimale nedsættelsesprocent, som er fastsat i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, stk. 1, andet led.
210 Sagsøgernes argument om den angivelige manglende sondring vedrørende deres samarbejde i Kommissionens undersøgelse skal således forkastes. Det fremgår derimod af det ovenstående, at anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen samt af nedsættelsen på 30% som følge af samarbejdet i det foreliggende tilfælde medførte en betydelig nedsættelse af deres bøder. Bødens grundbeløb var nemlig blevet fastsat til 61 434 000 EUR for den første sagsøger og til 39 598 000 EUR for den anden sagsøger, dvs. i alt 101 032 000 EUR, mens bødens endelige størrelse var 28 424 000 EUR (jf. præmis 177 og 179 ovenfor).
211 Henset til samtlige ovenstående betragtninger er der i det foreliggende tilfælde ikke godtgjort en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved anvendelsen af den metode for bødeberegning, der er fastsat i 2006-retningslinjerne.
212 Med hensyn til princippet om individuelle straffe og sanktioner skal det endvidere bemærkes, at dette princip i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 kræver, at størrelsen af den bøde, der skal betales solidarisk, fastsættes på baggrund af grovheden af den overtrædelse, der foreholdes den berørte virksomhed individuelt, og varigheden heraf (jf. dom af 19.6.2014, FLS Plast mod Kommissionen, C-243/12 P, EU:C:2014:2006, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at når Kommissionen fastlægger det ydre solidaritetsforhold, er den navnlig forpligtet til at overholde princippet om individuelle straffe og sanktioner (dom af 10.4.2014, Kommissionen mod Siemens Österreich m.fl. og Siemens Transmission & Distribution m.fl. mod Kommissionen, C-231/11 P – C-233/11 P, EU:C:2014:256, præmis 52).
213 Sagsøgernes argumentation er på ingen måde rettet mod et solidaritetsforhold, som Kommissionen på urigtig vis har skabt ved at pålægge forskellige virksomheder en samlet bøde.
214 Det andet anbringendes andet led, og dermed det andet anbringende, skal følgelig forkastes.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Niende Udvidede Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Rubycon Corp. og Rubycon Holdings Co. Ltd bærer deres egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. september 2021.
Underskrifter