Language of document : ECLI:EU:T:2023:51

RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)

8. februar 2023 (*)

»Statsstøtte – luftfartssektoren – foranstaltninger gennemført af Rumænien til fordel for Timișoara lufthavn – foranstaltninger gennemført af Timișoara lufthavn til fordel for Wizz Air og de luftfartsselskaber, der benytter denne lufthavn – afgørelse, hvorved det fastslås, at der delvist ikke foreligger statsstøtte til fordel for Timișoara lufthavn og de luftfartsselskaber, der benytter denne – lufthavnsafgifter – annullationssøgsmål – regelfastsættende retsakt – individuelt berørt – væsentlig påvirkning af den konkurrencemæssige stilling – umiddelbart berørt – søgsmålsinteresse – formaliteten – artikel 107, stk. 1, TEUF – selektiv karakter – fordel – kriteriet privat aktør«

I sag T-522/20,

Carpatair SA, Timişoara (Rumænien), ved advokaterne J. Rivas Andrés og A. Manzaneque Valverde,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Tomat og C. Georgieva, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Wizz Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Wizz Air Hungary Zrt.), Budapest (Ungarn), ved advokaterne E. Vahida, S. Rating og I.-G. Metaxas-Maranghidis,

og af

Societăţii Naţionale »Aeroportul Internaţional Timişoara Traian Vuia« SA (AITTV), Ghiroda (Rumænien), ved solicitors V. Power og R. Hourihan,

intervenienter,

har

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne J. Svenningsen, M. Jaeger, C. Mac Eochaidh og T. Pynnä (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,

på grundlag af retsforhandlingernes skriftlige del,

efter retsmødet den 12. september 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Carpatair SA, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 af 24. februar 2020 om Rumæniens statsstøtte SA. 31662 – C/2011 (ex NN/2011) til Timișoara International Airport – Wizz Air (EUT 2021, L 308, s. 1, herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som det i denne afgørelse fastslås, at visse foranstaltninger ikke udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

 Sagens baggrund

2        Timișoaras internationale lufthavn (herefter »lufthavnen«) er beliggende i den vestlige del af Rumænien, 50 km fra lufthavnen i Arad (Rumænien), hvis trafik er begrænset. Lufthavnen drives af den anden intervenient, Societăţii Naţionale »Aeroportul Internaţional Timişoara – Traian Vuia« SA (AITTV), som er et aktieselskab, hvori den rumænske stat ejer 80% af aktierne.

3        Sagsøgeren, Carpatair SA, er et regionalt rumænsk luftfartsselskab. I 2000 etablerede dette selskab sit knudepunkt i lufthavnen, hvorfra det leverede et stjerneformet rutenet. Fra 2007 til 2009 var lufthavnens aktiviteter koncentreret om sagsøgerens virksomhed, som leverede fuldstændige tjenesteydelser og betjente ca. 32 indenlandske og europæiske destinationer.

4        Med forventningen om den øgede trafik, der ville følge af Rumæniens tiltrædelse til Den Europæiske Union i 2007, og med henblik på at opfylde betingelserne for tiltrædelsen af Schengenområdet hvad angår sikkerhed modtog AITTV fra den rumænske stat finansiering til opførelsen af en terminal til flyvninger uden for Schengen og til sikkerhedsudstyr.

5        Som led i en strategi med henblik på at tiltrække lavprisluftfartsselskaber og øge lufthavnens samlede rentabilitet indgik AITTV i 2008 med den første intervenient, Wizz Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Wizz Air Hungary Zrt.) (herefter »Wizz Air«), der er et ungarsk lavprisluftfartsselskab, aftaler om fastlæggelse af principperne for deres samarbejde og de almindelige betingelser for Wizz Airs anvendelse af lufthavnens infrastrukturer og tjenesteydelser (herefter »2008-aftalerne«). To af aftalerne blev ændret den 25. juni 2010 med en ny ordning for nedsættelser aftalt af Wizz Air og AITTV for perioden indtil den 6. februar 2011 (herefter »2010-ændringsaftalerne«). Wizz Air indledte sine flyvninger fra lufthavnen i oktober 2008.

6        Den 30. september 2010 indgav sagsøgeren en klage til Europa-Kommissionen over en angiveligt ulovlig statsstøtte, som de rumænske myndigheder havde indrømmet lufthavnen til fordel for Wizz Air.

7        Den 24. maj 2011 meddelte Kommissionen Rumænien sin afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF (herefter »indledningsafgørelsen«) vedrørende den årlige driftsfinansiering, som AITTV havde ydet i 2007, 2008 og 2009, de nedsættelser af og rabatter på lufthavnsafgifter, som var indrømmet i henhold til luftfartsinformationspublikationen (herefter »AIP«) af 2007, 2008 og 2010, 2008-aftalerne, samt den manglende opkrævning af lufthavnsafgifter faktureret i forhold til Wizz Air fra oktober 2009 til februar 2010. Ved offentliggørelsen af denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende den 13. september 2011 (EUT 2011, C 270, s. 11) opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til denne foranstaltning.

8        I indledningsafgørelsen indikerede Kommissionen, at den foreløbig fandt, at den ikke kunne udelukke, at de nedsættelser og rabatter, som var foreskrevet i AIP 2007, 2008 og 2010, og 2008-aftalerne indebar statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked.

9        De rumænske myndigheder og de interesserede parter, herunder AITTV, sagsøgeren og Wizz Air, indgav skriftlige bemærkninger. Kommissionen videresendte bemærkningerne fra de interesserede parter til de rumænske myndigheder, som fik mulighed for at indgive deres kommentarer til disse bemærkninger.

10      Ved skrivelser afsendt i perioden 2011-2018 anmodede Kommissionen om supplerende oplysninger fra de rumænske myndigheder, der besvarede disse anmodninger.

11      Ved skrivelser afsendt i perioden 2011-2018 fremlagde sagsøgeren supplerende oplysninger.

12      Ved skrivelser afsendt i 2011 og 2016 fremlagde AITTV supplerende oplysninger.

13      Den 14. marts 2014 underrettede Kommissionen de rumænske myndigheder og de interesserede parter om vedtagelsen af retningslinjer for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber (EUT 2014, C 99, s. 3, herefter »2014-retningslinjerne«) og opfordrede dem til at fremsætte deres bemærkninger. Kommissionen modtog bemærkninger fra sagsøgeren, Wizz Air og AITTV.

14      Den 11. februar og den 3. juli 2015 fremlagde Wizz Air supplerende oplysninger.

15      Fra 2014 indstillede sagsøgeren sine aktiviteter i lufthavnen og var genstand for retslig omstrukturering. Knudepunktet for dette luftfartsselskabs aktiviteter er nu Arad lufthavn, hvorfra det bl.a. tilbyder charterflyvninger. Det tilbyder ikke længere ruteflyvninger.

16      Den 24. februar 2020 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

 Den anfægtede afgørelse

17      I den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen i første omgang, om der forelå statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF med hensyn til for det første den årlige finansiering, som AITTV havde ydet i perioden 2007-2009 (jf. 38., 39. og 171.-235. betragtning til den anfægtede afgørelse), for det andet lufthavnsafgifterne offentliggjort i AIP 2007, 2008 og 2010 (jf. 40.-49. og 267.-299. betragtning til den anfægtede afgørelse), for det tredje 2008-aftalerne og 2010-ændringsaftalerne (herefter »den tredje foranstaltning«) (jf. 50.-76. og 300.-440. betragtning til den anfægtede afgørelse) og for det fjerde den manglende opkrævning af lufthavnsafgifter faktureret i forhold til Wizz Air fra oktober 2009 til februar 2010 (jf. 77., 78. og 441.-443. betragtning til den anfægtede afgørelse). I anden omgang undersøgte Kommissionen – efter at den havde fastslået, at visse dele af den finansiering, som AITTV havde indrømmet, udgjorde statsstøtte – om foranstaltningerne var forenelige med det indre marked (jf. 236.-266. betragtning til den anfægtede afgørelse).

18      Hvad angår de lufthavnsafgifter, der fremgår af AIP 2007, 2008 og 2010, konkluderede Kommissionen, at grundsatsen for, rabatterne på og nedsættelserne af de lufthavnsafgifter, der var fastsat i disse AIP’er, ikke var selektive, eftersom de fandt anvendelse uden forskelsbehandling. Kommissionen konkluderede derfor, at denne foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

19      Hvad angår den tredje foranstaltning anførte Kommissionen, at denne foranstaltning skulle medføre en marginal rentabilitet for AITTV. Kommissionen fandt derfor, at en fornuftig privat aktør under markedsøkonomiske vilkår ville have indgået sådanne aftaler. Endvidere indgik denne foranstaltning i en generel strategi og en langsigtet indsats hen imod lufthavnens overordnede rentabilitet. Kommissionen konkluderede derfor, at disse aftaler ikke havde givet Wizz Air en økonomisk fordel, som selskabet ikke ville have opnået på normale markedsvilkår, og at aftalerne ikke udgjorde statsstøtte.

20      Den dispositive del af den anfægtede afgørelse er affattet således:

»Artikel 1

1.      Den offentlige finansiering, som Rumænien i perioden 2007-2009 har ydet til [AITTV] til udviklingen af terminalen til passagerer fra ikke-Schengenlande, forbedringen af start- og landingsbanen og udvidelsen af forpladsen og belysningsudstyret på 29 194 600 [rumænske lei (RON)] udgør statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, [TEUF]. Den blev gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, [TEUF].

2.      Statsstøtten, jf. stk. 1, er forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), [TEUF].

Artikel 2

Den offentlige finansiering af udviklingen af tilkørselsvejen og parkeringsområdet i 2007 og af sikkerhedsudstyret i 2008, lufthavnsafgifterne i AIP 2007, AIP 2008 og AIP 2010 samt aftalerne fra 2008 med Wizz Air (herunder de ændrede aftaler fra 2010) udgør ikke statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, [TEUF].

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Rumænien.«

 Parternes påstande

21      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som det heri ikke fastslås, at AIP af 2010 (herefter »den anden foranstaltning«) og den tredje foranstaltning (herefter samlet »de omtvistede foranstaltninger«) udgør en statsstøtte, som er ulovlig og uforenelig med det indre marked, og som blev indrømmet Wizz Air.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

22      Kommissionen har, støttet af intervenienterne, nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises.

–        Subsidiært frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

23      Uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 130 i Rettens procesreglement har Kommissionen, støttet af AITTV, gjort gældende, at søgsmålet skal afvises, eftersom sagsøgeren dels ikke har søgsmålskompetence med hensyn til annullationen af den anfægtede afgørelse, dels at dette selskab ikke har en eksisterende og faktisk interesse i annullationen af den anfægtede afgørelse.

24      Sagsøgeren har bestridt Kommissionens argumenter.

 Søgsmålsinteressen

25      Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har en faktisk og umiddelbar interesse i, at den anfægtede afgørelse annulleres. De omtvistede foranstaltninger havde ikke ugunstig indvirkning på sagsøgerens aktuelle lufttransporttjenester, som er anderledes end de tjenesteydelser, som Wizz Air varetog i de år, der er omfattet af Kommissionens undersøgelse (og endda aktuelt varetager). Hvad angår sagsøgerens angivelige hensigt om at genoptage sine aktiviteter i lufthavnen kan denne hensigt, ud over at den ikke understøttes af noget bevis, ikke påvise en søgsmålsinteresse.

26      Nærværende søgsmål kan endvidere ikke være direkte til fordel for sagsøgeren. Kommissionen har anført, at såfremt sagsøgeren gives medhold i nærværende søgsmål, vil det hverken have indvirkning på erstatningssøgsmål eller søgsmål med påstand om tilbagebetaling, som dette selskab har anlagt ved de rumænske retsinstanser. Såfremt Unionens retsinstanser måtte annullere den anfægtede afgørelse for så vidt angår de omtvistede foranstaltninger, skal Kommissionen foretage en ny undersøgelse af de nævnte foranstaltninger, herunder af deres forenelighed med det indre marked. Eftersom Kommissionen har enekompetence til at vurdere støtteforanstaltningers forenelighed med det indre marked, kan ingen national retsinstans selvstændigt konkludere, at en foranstaltning er uforenelig med det indre marked, og anordne tilbagesøgning af støtten.

27      Det fremgår af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt denne person har en interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre sagsøgeren en fordel (jf. dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

28      Endvidere skal interessen i et annullationssøgsmål være eksisterende og faktisk, og den skal vurderes den dag, søgsmålet anlægges (jf. dom af 7.11.2018, BPC Lux 2 m.fl. mod Kommissionen, C-544/17 P, EU:C:2018:880, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

29      Det skal ligeledes bemærkes, at en part principielt bevarer sin interesse i at fortsætte et annullationssøgsmål, når dette kan danne grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål (jf. dom af 7.11.2018, BPC Lux 2 m.fl. mod Kommissionen, C-544/17 P, EU:C:2018:880, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

30      Muligheden for at anlægge et erstatningssøgsmål er et tilstrækkeligt grundlag for en sådan søgsmålsinteresse, skønt denne ikke kan være teoretisk (jf. dom af 7.11.2018, BPC Lux 2 m.fl. mod Kommissionen, C-544/17 P, EU:C:2018:880, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

31      Interessen i at anlægge et annullationssøgsmål kan endvidere følge af enhver sag, som en sagsøger har anlagt ved en national domstol, og inden for hvis rammer den eventuelle annullation af den retsakt, som anfægtes ved Unionens retsinstanser, kan tilføre sagsøgeren en fordel (jf. dom af 7.11.2018, BPC Lux 2 m.fl. mod Kommissionen, C-544/17 P, EU:C:2018:880, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

32      Det tilkommer ikke Unionens retsinstanser ved vurderingen af søgsmålsinteressen ved disse retsinstanser at vurdere sandsynligheden for, at et søgsmål, der er anlagt for de nationale domstole i henhold til national ret, er velbegrundet, og dermed at erstatte de nationale domstoles vurdering med deres egen med henblik på denne bedømmelse. Det er derimod nødvendigt, men også tilstrækkeligt, at udfaldet af det annullationssøgsmål, der er anlagt for Unionens retsinstanser, kan tilføre den part, der har anlagt det, en fordel (jf. dom af 7.11.2018, BPC Lux 2 m.fl. mod Kommissionen, C-544/17 P, EU:C:2018:880, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

33      I det foreliggende tilfælde anlagde sagsøgeren den 28. januar 2016 sag ved Tribunalul București (ret i første instans i Bukarest, Rumænien) mod AITTV, de rumænske myndigheder og Wizz Air vedrørende indrømmelsen af statsstøtte til Wizz Air gennem navnlig de omtvistede foranstaltninger. Dette søgsmål gav anledning til afgørelser fra Tribunalul București (ret i første instans i Bukarest) og Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien). Sagsøgerens appel iværksat til prøvelse af sidstnævnte afgørelse verserer for Înalta Curte de Casație şi Justiție (kassationsdomstol, Rumænien).

34      Efter dom afsagt af Tribunalul Timiș (ret i første instans i Timiș, Rumænien) den 30. august 2011, hvorved det blev fastslået, at nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3 udgjorde ulovlig statsstøtte, hvilken dom blev stadfæstet af Curtea de Apel Pitești (appeldomstolen i Pitești, Rumænien) den 14. november 2012, anlagde sagsøgeren i 2015 søgsmål med påstand om tilbagesøgning af den pågældende støtte. Dette søgsmål verserer i øjeblikket for Curtea de Apel Alba Iulia (appeldomstolen i Alba Iulia, Rumænien), som den 21. december 2020 besluttede at udsætte sagen, indtil der afsiges endelig dom i nærværende sag.

35      Det kan således ikke udelukkes, at en annullation af den anfægtede afgørelse kan påvirke resultatet af den tvist, der verserer for de rumænske retsinstanser.

36      Med hensyn til sagsøgerens anden klage meddelte Kommissionen den 1. juli 2020 selskabet, at den ikke havde til hensigt at indlede en formel undersøgelsesprocedure i denne anden sag, med den begrundelse, at de pågældende foranstaltninger svarede til dem, der blev undersøgt i den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionens foreløbige undersøgelse af denne anden klage fortsat er i gang.

37      Den eventuelle annullation af den anfægtede afgørelse kan således føre til en indledning af den formelle undersøgelsesprocedure i den anden sag, hvorunder sagsøgeren principielt vil have mulighed for at udøve sine proceduremæssige rettigheder ved at fremsætte bemærkninger.

38      Sagsøgeren har således i tilstrækkelig retlig grad godtgjort, at den eventuelle annullation af den anfægtede afgørelse kunne tilføre selskabet en fordel. Dette selskab har således søgsmålsinteresse med hensyn til annullation af nævnte afgørelse.

 Søgsmålskompetencen

39      Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har påvist, at selskabet er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse.

40      For det første indstillede sagsøgeren sine aktiviteter i lufthavnen fra 2013, idet selskabets hovedknudepunkt ligger i Arad lufthavn. Selskabet ændrede ligeledes forretningsmodel og tilbyder nu charterflyvninger. Sagsøgeren har ikke fremlagt specifikke oplysninger om sit konkurrencemæssige forhold til Wizz Air på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet.

41      For det andet var sagsøgeren på tidspunktet for de faktiske omstændigheder kun en af mange konkurrenter til Wizz Air i lufthavnen og konkurrerede kun direkte med sidstnævnte selskab på et meget lille antal destinationer. To andre luftfartsselskaber, Blue Air og Malev, konkurrerede ligeledes direkte med Wizz Air på markedet for passagerruteflyvninger fra og til lufthavnen.

42      For det tredje har sagsøgeren hverken fremlagt oplysninger om de pågældende markeders størrelse, om sine egne, Wizz Airs eller andre potentielle konkurrenters markedsandele på disse markeder eller om udviklingen af disse markedsandele efter indrømmelsen af de omtvistede foranstaltninger. Selskabet har ikke fremlagt noget bevis, der godtgør, at reduktionen af dets aktivitet på visse ruter, forringelsen af dets finansielle situation og flytningen af dets aktiviteter i 2013 eller den markedsandel, som Wizz Air erhvervede på de pågældende markeder, skyldtes de omtvistede foranstaltninger. Sagsøgeren har navnlig hverken fremlagt den kurators rapport eller de nationale retsinstansers afgørelser, som det har omtalt. Desuden kan andre faktorer, såsom anvendelsen af luftfartøjer med lav kapacitet, benyttelsen af et stjerneformet rutenet samt finanskrisen, forklare selskabets økonomiske vanskeligheder.

43      Wizz Air har ligeledes gjort gældende, at sagsøgerens vanskeligheder ikke blev forårsaget af den angivelige støtte, som Wizz Air blev indrømmet, men af, at sagsøgerens virksomhedsmodel i de år, som var genstand for undersøgelsen, var forældet, hvilket forhold kurator fremhævede i omstruktureringsplanen. Sagsøgeren har endvidere selv været begunstiget af fordele i lufthavnen i medfør af den anden foranstaltning, hvorfor der ikke kan påvises en årsagsforbindelse mellem den angivelige støtte, som Wizz Air blev indrømmet, og forværringen af stillingen på markedet for sagsøgeren, der ikke havde modtaget nogen fordel.

44      I sine svar på Rettens spørgsmål af 11. marts 2022 har Kommissionen med hensyn til de omtvistede foranstaltningers art gjort gældende, at foranstaltningerne skal undersøges særskilt, også med hensyn til formaliteten. På samme måde har Wizz Air i sine svar på de samme spørgsmål gjort gældende, at den del af den anfægtede afgørelse, der vedrører den tredje foranstaltning, er en individuel foranstaltning, mens den del af den anfægtede afgørelse, der vedrører den anden foranstaltning, er en regelfastsættende retsakt. Denne parts søgsmålskompetence i forhold til den anfægtede afgørelse skal således vurderes i lyset af artikel 263, stk. 4, tredje sætningsled, TEUF vedrørende regelfastsættende retsakter.

45      I denne henseende har Kommissionen imidlertid gjort gældende, at selv om det med hensyn til den anden foranstaltning måtte blive fastslået, at den anfægtede afgørelse er en regelfastsættende retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal sagsøgeren endvidere være umiddelbart berørt af nævnte foranstaltning, hvilket ikke er tilfældet. På samme måde har Wizz Air gjort gældende, at sagsøgerens søgsmålskompetence vedrørende den del af den anfægtede afgørelse, der vedrører den anden foranstaltning, forudsætter, at sagsøgeren er umiddelbart berørt, hvilket ikke er tilfældet, eftersom den anden foranstaltning ikke fandt anvendelse på Wizz Air. De lufthavnsafgifter, som fandt anvendelse på Wizz Air, var nemlig reguleret ved den tredje foranstaltning.

46      I sine svar på de samme spørgsmål har Kommissionen vedrørende dom af 15. juli 2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (C-453/19 P, EU:C:2021:608), gjort gældende, at denne dom kun er relevant med hensyn til den tredje foranstaltning. Såvel Kommissionen som Wizz Air har gjort gældende, at denne doms bidrag til begrebet afgrænsning af markedet ikke har betydning for den foreliggende sag og ikke gør det muligt at konkludere, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, idet der under alle omstændigheder kræves en årsagsforbindelse mellem den angivelige støtte og indvirkningen på sagsøgerens stilling på markedet. I dette foreliggende tilfælde findes en sådan årsagsforbindelse ikke. Kommissionen har anført, at det forhold, at sagsøgeren indstillede ruten Timișoara-Frankfurt (Tyskland), f.eks. skyldtes manglen på tilgængelige slots i Frankfurt lufthavn og ikke den tredje foranstaltning.

47      Det skal indledningsvis bemærkes, at antagelsen til realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF afhænger af, at denne person indrømmes søgsmålskompetence, hvilket forekommer i to situationer. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart (jf. i denne retning dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 59 og 91, og af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 31).

–       Indledende betragtninger om de omtvistede foranstaltningers art

48      I artikel 1, litra d), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9), defineres begrebet »støtteordning« som »enhver retsakt, på grundlag af hvilken der uden yderligere gennemførelsesforanstaltninger kan ydes individuel støtte til virksomheder, som inden for denne retsakt defineres generelt og abstrakt, og enhver retsakt på grundlag af hvilken støtte, der ikke er knyttet til et specifikt projekt, kan ydes til en eller flere virksomheder, uden at tidsrummet eller beløbet er nærmere fastsat«.

49      Det fremgår af fast retspraksis, at en afgørelse fra Kommissionen, som tilsigter at godkende eller forbyde en »støtteordning«, er almengyldig og dermed kan kvalificeres som »regelfastsættende retsakt« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, tredje sætningsled, TEUF (jf. dom af 20.1.2022, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-594/19 P, EU:C:2022:40, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

50      I det foreliggende tilfælde fremgår det af præmis 21 ovenfor, at søgsmålet vedrører de omtvistede foranstaltninger.

51      Hvad angår den anden foranstaltning følger det af 290. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den ordning for lufthavnsafgifter, der var fastsat heri, fandt anvendelse for alle luftfartsselskaber, der benyttede lufthavnen. Disse er ikke omtalt i den anden foranstaltning.

52      Det følger heraf, at den ordning for lufthavnsafgifter, der er fastsat i den anden foranstaltning, fandt anvendelse på objektivt fastlagte situationer og skabte retsvirkninger for generelt og abstrakt fastsatte persongrupper, hvorfor den udgør en støtteordning, hvis det antages, at denne ordning indebærer statsstøtte. Den del af den anfægtede afgørelse, der vedrører den anden foranstaltning, er følgelig almengyldig og kan dermed kvalificeres som en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, tredje sætningsled, TEUF.

53      De aftaler, som den tredje foranstaltning består af, og som ligeledes er omfattet af søgsmålet, er, således som Kommissionen påpegede i 340. betragtning til den anfægtede afgørelse, derimod blevet forhandlet individuelt og fandt alene anvendelse på de to kontraherende parter. Disse aftaler skal dermed anses for at være individuelle foranstaltninger. Eftersom den del af den anfægtede afgørelse, som vedrører de nævnte aftaler, således ikke udgør en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, tredje sætningsled, TEUF, idet den ikke er almengyldig, tilkommer det Retten at efterprøve, om sagsøgeren er individuelt berørt af denne del af den anfægtede afgørelse i denne bestemmelses forstand (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

–       Spørgsmålet, om sagsøgeren er individuelt berørt af den tredje foranstaltning

54      Det følger af fast retspraksis, at andre personer end en afgørelses adressater kun vil kunne hævde, at de berøres individuelt, hvis denne afgørelse rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (jf. i denne retning dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 414, og af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 33).

55      Hvis sagsøgeren anfægter berettigelsen af en afgørelse om vurdering af støtte truffet i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF eller som i det foreliggende tilfælde efter afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure, er det forhold alene, at sagsøgeren kan anses for at være en »interesseret part« som omhandlet i denne artikels stk. 2, ikke tilstrækkeligt til at fremme sagen til realitetsbehandling. Sagsøgeren skal i så fald godtgøre, at den pågældende har en særlig stilling som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 54 ovenfor. Dette vil bl.a. være gældende i det tilfælde, hvor sagsøgerens stilling på det pågældende marked i væsentligt omfang påvirkes af den støtte, som er genstand for den pågældende afgørelse (dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 97, og af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 37).

56      Sagsøgerens påvisning af, at vedkommendes stilling på markedet skades væsentligt, indebærer ikke, at der skal træffes endelig afgørelse om konkurrenceforholdet mellem denne part og de virksomheder, der modtager støtte, men kræver nødvendigvis alene, at nævnte part præcist har fremdraget grundene til, at virksomhedens retmæssige interesser kan krænkes af Kommissionens afgørelse, idet denne navnlig påvirker den pågældendes stilling på det pågældende marked (jf. i denne retning dom af 28.1.1986, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, 169/84, EU:C:1986:42, præmis 28, og af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 57).

57      Den væsentlige skade på sagsøgerens konkurrencemæssige stilling på det pågældende marked følger ikke af en dybtgående analyse af de forskellige konkurrenceforhold på dette marked, som gør det muligt præcist at fastslå, i hvilket omfang dennes konkurrencestilling skades, men principielt af en umiddelbar konstatering af, at tildelingen af den foranstaltning, der er omfattet af Kommissionens afgørelse, fører til, at denne stilling skades væsentligt (dom af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 58).

58      Det følger heraf, at denne betingelse kan opfyldes, når sagsøgeren har fremlagt dokumentation for, at den pågældende foranstaltning kan skade dennes stilling på det pågældende marked væsentligt (jf. i denne retning dom af 22.12.2008, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 38, og af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 59).

59      Godtgørelsen af en væsentlig skade på en konkurrents markedsstilling kan ikke begrænses til spørgsmålet, om visse forhold, der indikerer en nedgang i sagsøgerens kommercielle eller økonomiske formåen, er til stede, såsom en væsentlig omsætningsnedgang, ikke-ubetydelige økonomiske tab eller en væsentlig nedgang i markedsandele som følge af tildelingen af den pågældende støtte. Tildelingen af en statsstøtte kan ligeledes skade en aktørs konkurrencesituation på andre måder, bl.a. ved at betyde en manglende indtjening eller en mindre fordelagtig udvikling end den, der ville have været i mangel af en sådan støtte (jf. i denne retning dom af 22.11.2007, Spanien mod Lenzing, C-525/04 P, EU:C:2007:698, præmis 34 og 35, og af 15.7.2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen, C-453/19 P, EU:C:2021:608, præmis 61).

60      Det er i lyset af disse principper, at der skal foretages en undersøgelse af de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt med henblik på at godtgøre, at selskabet er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, og navnlig at den tredje foranstaltning kan skade dets stilling på det pågældende marked væsentligt.

61      For det første skal det i det foreliggende tilfælde fastslås, at sagsøgeren spillede en aktiv rolle i afviklingen af den administrative procedure. Selskabet indgav en klage til Kommissionen og fremsatte bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure. Det fremgår ligeledes af den anfægtede afgørelse, at det flere gange fremlagde oplysninger for Kommissionen.

62      Det skal imidlertid bemærkes, at det ikke af sagsøgerens deltagelse i den administrative procedure i sig selv kan udledes, at selskabet er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.11.2007, Sniace mod Kommissionen, C-260/05 P, EU:C:2007:700, præmis 60, og kendelse af 26.9.2016, Greenpeace Energy m.fl. mod Kommissionen, T-382/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:589, præmis 39), selv om det som i den foreliggende sag spillede en væsentlig rolle i denne administrative procedure ved bl.a. at indgive den klage, der lå til grund for den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 9.7.2009, 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 94 og 95).

63      For det andet har sagsøgeren fremlagt oplysninger vedrørende de markeder, hvorpå selskabet konkurrerede med Wizz Air, og hvor selskabet blev påvirket væsentligt. Sagsøgeren og Wizz Air foretog således begge flyvninger fra lufthavnen i perioden fra oktober 2008, da Wizz Air etablerede sig i lufthavnen, til januar 2014, da sagsøgeren indstillede sine aktiviteter i lufthavnen.

64      Ved vedtagelsen af indledningsafgørelsen i 2011 konkurrerede sagsøgeren og Wizz Air nærmere bestemt på fem ruter fra eller til lufthavnen, nemlig for så vidt angår Tyskland ruten til Düsseldorf (idet sagsøgeren betjente Düsseldorf, og Wizz Air betjente Dortmund, der befinder sig i en afstand på 70 km fra hinanden ad vej) og for så vidt angår Italien ruterne til Venedig (idet sagsøgeren betjente Venedig, og Wizz Air betjente Treviso, der befinder sig i en afstand på 41 km fra hinanden ad vej), Bergamo-Milano, Bologna (idet sagsøgeren betjente Bologna, og Wizz betjente Forli, der befinder sig i en afstand på 73 km fra hinanden ad vej) og Rom.

65      I indledningsafgørelsen havde Kommissionen således afgrænset de relevante produktmarkeder til bypar i lufttransporten og implicit fundet, at lufthavne tæt på hinanden såsom Düsseldorf og Dortmund eller Bologna og Forli var indbyrdes substituerbare i overensstemmelse med sin afgørelsespraksis på konkurrenceområdet. Ifølge denne markedsafgrænsning konkurrerede sagsøgeren og Wizz Air således på følgende fem markeder: Düsseldorf-Timișoara, Venedig-Timișoara, Bergamo/Milano-Timișoara, Bologna-Timișoara og Rom-Timișoara.

66      Sagsøgeren har endvidere anført, at selskabet konkurrerede indirekte med Wizz Air på yderligere fem ruter, der defineres som et handelsområde på 200 km. Selskabet har nemlig anført, at Wizz Air ved at betjente Dortmund, Venedig, Bergamo-Milano og Forli ligeledes konkurrerede på de ruter, som sagsøgeren for sin del varetog til Frankfurt (Tyskland) (222 km fra Dortmund ad vej), Verona (Italien) (121 km fra Venedig ad vej), Torino (Italien) (185 km fra Bergamo ad vej), Firenze (Italien) (109 km fra Forli ad vej) og Ancona (Italien) (166 km fra Forli ad vej).

67      Det skal i denne henseende med hensyn til byerne Dortmund og Frankfurt bemærkes, at de befinder sig mere end 200 km fra hinanden ad vej, hvorfor de, selv hvis sagsøgerens markedsafgrænsning fandt anvendelse, under alle omstændigheder ikke ville henhøre under det samme marked.

68      Hvad angår de fire øvrige ruter har sagsøgeren ikke forklaret, hvorfor det relevante handelsområde i det foreliggende tilfælde (200 km) er væsentligt større end det, Kommissionen traditionelt har anvendt i sin afgørelsespraksis på konkurrenceområdet (100 km). Sagsøgeren betjente desuden selv både Torino og Bergamo, Bergamo og Verona, Verona og Venedig samt Bologna og Firenze, dvs. bypar, der er ligger inden for samme handelsområde på 200 km, selv om selskabet har gjort gældende, at disse destinationer var substituerbare. Denne omstændighed kan rejse tvivl om relevansen af den eksisterende »indirekte konkurrence« mellem sagsøgeren og Wizz Air på disse par.

69      Det skal således fastslås, at sagsøgeren og Wizz Air konkurrerede på fem ruter (som er præciseret i præmis 65 ovenfor) fra eller til lufthavnen, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at Wizz Air ligeledes konkurrerede indirekte med selskabet på yderligere fem ruter (der er præciseret i præmis 66 ovenfor).

70      For det tredje viser oplysningerne en væsentlig påvirkning af sagsøgerens stilling på markedet. I sine skriftlige bemærkninger indgivet til Kommissionen den 7. juni og den 8. august 2011 har sagsøgeren indikeret, at selskabet havde lidt en skade på mere end 9 mio. EUR i 2010 og havde revurderet sin forretningsmodel med henblik på at nedbringe sine operationelle tab. I indledningsafgørelsen fastslog Kommissionen, at sagsøgerens passagertal, fortjeneste og indtægter var faldet betydeligt i perioden 2008-2010 på de fem ruter, hvor selskabet konkurrerede med Wizz Air. Fra 2014 indstillede sagsøgeren sine aktiviteter i lufthavnen og var genstand for retslig omstrukturering.

71      For det fjerde fremgår det af de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt, at selskabet havde en særlig status, der adskilte det fra de øvrige luftfartsselskaber i lufthavnen, for så vidt som lufthavnens aktiviteter var koncentreret om sagsøgerens virksomhed, der i 2008 var den største aktør i lufthavnen hvad angår trafik. I dette år skabte sagsøgeren 38% af AITTV’s indtægter. Omvendt hidrørte mere end 90% af sagsøgerens omsætning i perioden 2000-2013 fra selskabets virksomhed i lufthavnen.

72      Sagsøgeren havde ligeledes en særlig status, for så vidt som selskabet var det eneste, der konkurrerede direkte med Wizz Air på fem ruter. Kun to andre luftfartsselskaber, der drev virksomhed i lufthavnen, Blue Air og Malev, konkurrerede nemlig direkte med Wizz Air. Sagsøgeren har anført, at denne konkurrence var begrænset til én destination for begge selskaber, henholdsvis Rom og Budapest (Ungarn).

73      For det femte har sagsøgeren godtgjort, at den tredje foranstaltning var en af grundene til skaden på selskabets konkurrencemæssige stilling.

74      Det fremgår nemlig af bilag A.7 til stævningen, at sagsøgerens nettofortjeneste i perioden 2008-2010 var halveret på de fem ruter, hvor selskabet konkurrerede direkte med Wizz Air.

75      Med hensyn til Tyskland fremgår det af bilag A.7 til stævningen, at sagsøgerens nettofortjeneste på ruten til Düsseldorf i perioden 2008-2010 faldt med 57%.

76      Med hensyn til Italien fremgår det af bilag A.7 til stævningen, at sagsøgerens nettofortjeneste i perioden 2008-2010 var faldet med 52% på selskabets ruter til Venedig, Bergamo-Milano, Bologna og Rom.

77      Det fremgår desuden af sagsøgerens bemærkninger til Kommissionen af 7. juni 2011, at selskabet ikke alene klagede over, at det havde mistet passagerer til fordel for Wizz Air, men ligeledes over ikke at have kunnet overtage trafikken efter Alitalia og Alpi Eagles til Norditalien, efter at disse selskaber forlod lufthavnen i 2008, eftersom Wizz Air havde overtaget denne trafik.

78      De faktorer, der er nævnt i præmis 75-77 ovenfor, understøtter ikke alene faldet i sagsøgerens omsætning, men ligeledes selskabets manglende indtjening eller mindre gunstige udvikling end den, det ville have oplevet uden den tredje foranstaltning med hensyn til sin rute til Tyskland og ruterne til Italien. I medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 58 ovenfor, er disse faktorer tilstrækkelige til at påvise en væsentlig skade på en konkurrents stilling på markedet.

79      Sagsøgeren har således fremlagt oplysninger om de markeder, hvor selskabet konkurrerede med Wizz Air, og hvor selskabets stilling blev påvirket væsentligt. Selskabet har ligeledes fremlagt oplysninger, der underbygger en væsentlig påvirkning af dets stilling på markederne, uanset om det drejer sig om en forringelse af dets præstationer eller en manglende indtjening, og af dets særlige status blandt de luftfartsselskaber, der drev virksomhed i lufthavnen. Endelig har selskabet påvist, at den tredje foranstaltning var en af årsagerne til skaden på dets konkurrencemæssige stilling.

80      De oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt med henblik på at godtgøre, at den tredje foranstaltning kunne påvirke selskabets konkurrencemæssige stilling væsentligt på de pågældende markeder, drages ikke i tvivl ved Kommissionens argumentation om for det første, at sagsøgeren ikke fremlagde oplysninger om de pågældende markeders størrelse eller om sine egne eller Wizz Airs markedsandele eller beviser, der godtgør, at faldet i selskabets aktivitet på visse ruter samt forringelsen af dets finansielle situation skyldtes de omtvistede foranstaltninger, og for det andet at andre faktorer, herunder anvendelsen af en stjerneformet model samt finanskrisen, kunne forklare dets økonomiske vanskeligheder (jf. præmis 42 ovenfor).

81      I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 56 ovenfor, at påvisningen af, at sagsøgerens stilling på markedet skades væsentligt, ikke indebærer, at der skal træffes endelig afgørelse om konkurrenceforholdet mellem denne sagsøger og de virksomheder, der modtager støtte, men nødvendigvis alene kræver af sagsøgeren, at denne præcist har fremdraget grundene til, at selskabets retmæssige interesser kan krænkes af Kommissionens afgørelse, idet denne navnlig påvirker dets stilling på det omhandlede marked.

82      Det kan navnlig ikke kræves, at sagsøgeren godtgør, at selskabets økonomiske vanskeligheder alene skyldes de omtvistede foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 11.7.2019, Air France mod Kommissionen, T-894/16, EU:T:2019:508, præmis 65).

83      Selv om det i det foreliggende tilfælde er sandsynligt, at en helhed af faktorer kunne bidrage til sagsøgerens økonomiske vanskeligheder, forholder det sig således, at selskabet, henset til de oplysninger, som det har fremlagt i forbindelse med nærværende søgsmål, i tilstrækkelig grad har godtgjort, at den tredje foranstaltning kunne påvirke dets konkurrencemæssige stilling væsentligt på de pågældende markeder.

84      Endelig er det – for så vidt som Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren havde indstillet sin virksomhed i lufthavnen i 2013, at selskabet ændrede sin forretningsmodel, og at det ikke har fremlagt specifikke oplysninger om sit konkurrencemæssige forhold til Wizz Air på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet (jf. præmis 40 ovenfor) – tilstrækkeligt at fastslå, at vurderingen af en væsentlig påvirkning skal foretages i lyset af situationen på det tidspunkt, hvor de omtvistede foranstaltninger blev indrømmet og kunne skabe virkninger, således som Kommissionen i øvrigt har anerkendt i retsmødet.

85      Det skal følgelig fastslås, at den tredje foranstaltning i væsentlig grad kunne påvirke sagsøgerens konkurrencemæssige stilling på de pågældende markeder.

86      Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren har godtgjort, at selskabet var individuelt berørt af den anfægtede afgørelse med hensyn til den tredje foranstaltning.

–       Spørgsmålet, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af de omtvistede foranstaltninger

87      Det følger af fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, der er genstand for søgsmålet, som fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF kræver, at to kriterier er kumulativt opfyldt, nemlig for det første, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet, at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dom af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

88      Hvad særligt angår statsstøttereglerne skal det fremhæves, at deres formål er at sikre konkurrencen. På dette område gør den omstændighed, at Kommissionens afgørelse fortsat lader de nationale foranstaltninger, om hvilke en sagsøger i en klage til denne institution har gjort gældende, at de ikke var forenelige med dette formål, og at de stillede den pågældende sagsøger i en ugunstig konkurrencestilling, virke i fuldt omfang, det muligt at konkludere, at denne afgørelse påvirker nævnte sagsøgers retsstilling, navnlig dennes ret i henhold til de i EUF-traktaten indeholdte bestemmelser om statsstøtte til ikke at blive udsat for en konkurrence, der fordrejes af de pågældende nationale foranstaltninger (jf. dom af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

89      For så vidt som betingelsen om at være umiddelbart berørt kræver, at den anfægtede retsakt umiddelbart skal have indvirkning på sagsøgerens retsstilling, er Unionens retsinstanser forpligtet til at efterprøve, om den pågældende på relevant vis har fremført årsagerne til, at Kommissionens afgørelse kan stille vedkommende i en ugunstig konkurrencesituation og dermed påvirke dennes retsstilling (dom af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 47).

90      Med hensyn til det første af de to kriterier, der er nævnt i præmis 87 ovenfor, fremgår det i det foreliggende tilfælde af sagsakterne, at sagsøgeren udøvede aktiviteter, som lignede Wizz Airs aktiviteter, og drev virksomhed på det samme marked for tjenesteydelser og det samme geografiske marked som Wizz Air. For så vidt som Wizz Air var den angivelige begunstigede af de omtvistede foranstaltninger, der blev vurderet i den anfægtede afgørelse, skal det fastslås, at sagsøgeren på relevant vis har begrundet, at den anfægtede afgørelse kunne stille selskabet i en ugunstig konkurrencesituation, og at denne afgørelse derfor havde umiddelbar indvirkning på selskabets retsstilling, navnlig dets ret til ikke at blive udsat for en konkurrence, der fordrejes af de omtvistede foranstaltninger.

91      Med hensyn til det andet af de to kriterier, der er omtalt i præmis 87 ovenfor, skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse opretholder de fulde virkninger af såvel den anden som den tredje foranstaltning rent automatisk i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

92      Det følger heraf, at sagsøgeren er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse for så vidt angår såvel den anden som den tredje foranstaltning.

93      Sagsøgeren har således søgsmålskompetence med hensyn til annullation af den anfægtede afgørelse.

94      Følgelig skal søgsmålet anses for at kunne antages til realitetsbehandling.

 Formaliteten med hensyn til bilagene

 Spørgsmålet, om uddragene af kurators rapport kan antages til realitetsbehandling

95      Sagsøgeren har fremlagt uddrag af kurators rapport som bilag til sine bemærkninger til AITTV’s interventionsindlæg.

96      AITTV har gjort gældende, at eftersom sagsøgeren kun har fremlagt uddrag af denne rapport, kan disse ikke anvendes. Kommissionen og Wizz Air har gjort gældende, at dette dokument skal afvises og fjernes fra sagsakterne, eftersom det for det første er affattet på rumænsk og ikke på processproget og ikke er ledsaget af en oversættelse, og for det andet er det fremlagt for sent.

97      Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af procesreglementets artikel 85, stk. 1, at beviserne fremlægges eller anføres i forbindelse med den første udveksling af processkrifter. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren, selv om kurators rapport blev anført i stævningen, ikke givet en gyldig begrundelse for, at uddragene af denne rapport blev fremlagt for sent som svar på AITTV’s interventionsindlæg.

98      Uddragene af kurators rapport skal således afvises.

 Formaliteten vedrørende bilag Q.2

99      I bilag Q.2 til svaret på Rettens spørgsmål af 19. juli 2022 har sagsøgeren fremlagt fakturaer, som AITTV havde sendt til Wizz Air, vedrørende perioden fra den 30. november 2010 til den 31. maj 2011, af hvilke fakturaer det fremgår, at de nedsættelser (på 72-85%), der følger af den anden foranstaltnings punkt 7.3, fandt anvendelse på alle lufthavnsafgifter og ikke alene på landingsafgifterne.

100    I retsmødet har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i forhold til disse fakturaer og anmodet om, at de fjernes fra sagsakterne, eftersom de for det første var affattet på rumænsk og for det andet er blevet fremlagt for sent. Kommissionen har, såfremt denne formalitetsindsigelse ikke tages til følge, anmodet om, at en engelsk oversættelse af fakturaerne føjes til sagsakterne.

101    I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af procesreglementets artikel 46, stk. 2, at ethvert dokument og bilag, der er affattet på et andet sprog end processproget, skal være vedlagt en oversættelse til processproget. Samme artikels stk. 3 bestemmer imidlertid, at oversættelsen, hvor der er tale om omfangsrige dokumenter, kan begrænses til uddrag. Det fremgår desuden af punkt 99 i de praktiske gennemførelsesbestemmelser til procesreglementet, at såfremt dokumenter, der er vedlagt som bilag til et procesdokument, ikke er ledsaget af en oversættelse til processproget, kræver justitssekretæren over for den pågældende part en berigtigelse heraf, hvis en sådan oversættelse findes påkrævet af hensyn til sagens fremme.

102    Oversættelse til processproget af bilagene til stævningen udgør derfor ikke et krav, der systematisk skal være opfyldt. Manglende oversættelse kan følgelig ikke uden videre føre til, at de ikke antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 23.5.2019, Steinhoff m.fl. mod ECB, T-107/17, EU:T:2019:353, præmis 35-38, af 9.6.2021, HIM mod Kommissionen, T-235/19, EU:T:2021:343, præmis 84-89 (ikke trykt i Sml.), og af 6.10.2021, Allergan Holdings France mod EUIPO – Dermavita Company (JUVEDERM), T-397/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:653, præmis 24-26).

103    For det første har Kommissionen i retsmødet oplyst, at de pågældende fakturaer i det foreliggende tilfælde allerede indgik i sagsakterne under den administrative procedure. For det andet svarer det sprog, hvorpå fakturaerne er affattet, til det sprog, på hvilket Kommissionen kommunikerede med de rumænske myndigheder, og til det autentiske sprog, på hvilket indledningsafgørelsen og den anfægtede afgørelse var affattet, nemlig rumænsk. Kommissionen må således anses for at kunne forstå indholdet af de pågældende fakturaer.

104    Sagsøgeren har under alle omstændigheder foretaget en spontan berigtigelse af bilag Q.2, af hvilket selskabet har fremlagt en oversættelse til processproget, idet det har anført, at en sådan oversættelse ikke var påkrævet, eftersom fakturaernes bevisværdi bestod i de tal og procentsatser, som var indeholdt heri, samt i de let forståelige udtryk.

105    Det skal endvidere bemærkes, at sagsøgeren har fremlagt de pågældende fakturaer, hvori anvendes en nedsættelse på samtlige tjenesteydelser, som AITTV har leveret til Wizz Air, for at illustrere anvendelsesområdet for nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3. Nævnte anvendelsesområde var genstand for et af Rettens spørgsmål til parterne den 19. juli 2022 i henhold til procesreglementets artikel 89, i henhold til hvilken Retten kan stille parterne spørgsmål med henblik på at afklare visse aspekter af tvisten.

106    Bilag Q.2 kan således antages til realitetsbehandling, og Kommissionens anmodning om, at bilaget fjernes, tages ikke til følge.

 Realiteten

107    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender. Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl for så vidt angår den anden foranstaltnings selektive karakter. Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, en retlig fejl og en manglende begrundelse, for så vidt som det heri som følge af en urigtig anvendelse af kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi blev fastslået, at den tredje foranstaltning ikke gav Wizz Air en uberettiget fordel. Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte sin pligt til at udvise omhu med hensyn til den prisdiskrimination, der ved de omtvistede foranstaltninger blev udøvet mellem luftfartsselskaberne i lufthavnen. Med det fjerde anbringende har selskabet gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som der heri ikke blev taget hensyn til den statsstøtte, som Wizz Air blev indrømmet ved den tredje foranstaltning, i form af en nedsættelse af sikkerhedsafgiften.

 Det første anbringende om en retlig fejl med hensyn til den anden foranstaltnings selektive karakter

108    Eftersom AIP 2007 og 2008 gik forud for Wizz Airs ankomst, har sagsøgeren med det første anbringende alene tilsigtet den anden foranstaltning.

109    Sagsøgeren har gjort gældende, at den nye nedsættelse af lufthavnsafgifterne på indtil 85%, der var fastsat i den anden foranstaltnings punkt 7.3, var udformet således, at den gav Wizz Air, der var det eneste luftfartsselskab i lufthavnen, som benyttede luftfartøjer med en maksimal startvægt på mere end 70 ton (t), og som transporterede mere end 10 000 passagerer om måneden.

110    I første række har sagsøgeren anført, at den omstændighed, at andre luftfartsselskaber var eller kunne være begunstiget af de pågældende nedsættelser, og at den anden foranstaltning fandt anvendelse på alle luftfartsselskaber, der udøvede deres virksomhed i lufthavnen, ikke udelukker, at de heri fastsatte nedsættelser var udformet med henblik på at give Wizz Air en selektiv fordel, hvilket Kommissionen burde have undersøgt.

111    I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med fejl i analysen af for det første spørgsmålet, om den anden foranstaltning behandlede virksomheder, der befandt sig i sammenlignelige situationer, forskelligt, og for det andet spørgsmålet, om denne forskelsbehandling kunne være begrundet i lyset af referenceordningens formål. Den nedsættelse, der er indført i den anden foranstaltnings punkt 7.3, udgør nemlig en fravigelse af referenceordningen, idet der blev foretaget en forskelsbehandling af de luftfartsselskaber, som benyttede lufthavnen, og som befandt sig i en sammenlignelig situation.

112    Desuden er størrelsen af nedsættelserne (72-85%) ikke økonomisk begrundet, idet intet tyder på, at anvendelsen af større luftfartøjer fører til en nedsættelse på mere end 70% af lufthavnens omkostninger, hvilket Kommissionen anførte i 164. betragtning til indledningsafgørelsen. På tidspunktet for vedtagelsen af den anden foranstaltning kunne lufthavnens infrastruktur i øvrigt ikke understøtte store luftfartøjer. Den overbelastning af belægningen, som skyldtes Wizz Airs flyvninger, medførte endda større omkostninger for lufthavnen.

113    I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen foretog en urigtig vurdering af den anden foranstaltnings selektive karakter, hvilken foranstaltning de facto er selektiv. For det første var Wizz Air det eneste luftfartsselskab, der kunne opnå en sådan nedsættelse, og det eneste, der rent faktisk opnåede den, således som Kommissionen anerkendte i 154. og 226. betragtning til den indledningsafgørelse. Sagsøgeren har således anført, at Tarom havde et enkelt luftfartøj med en maksimal startvægt på mere end 70 t og kunne ikke skabe en trafik på mere end 10 000 passagerer om måneden (i 2009 havde Tarom i gennemsnit 5 480 afgangspassagerer om måneden).

114    For det andet var den anden foranstaltnings ændring af lufthavnsafgifterne AITTV’s forsøg på at gøre de nedsættelser, som Wizz Air ligeledes var blevet indrømmet ved 2010-ændringsaftalerne, mere legitime.

115    Kommissionen har, støttet af AITTV, for sin del i første række gjort gældende, at det antal virksomheder, der rent faktisk kunne være begunstiget af nedsættelserne, ikke blev anset for at være en afgørende faktor for at konkludere, at foranstaltningen ikke var selektiv. Kommissionen har desuden anført, at den anden foranstaltning ikke alene foreskrev nedsættelser for luftfartøjer med en maksimal startvægt på mere end 70 t, men ligeledes andre nedsættelser, bl.a. for mindre luftfartøjer som dem, sagsøgeren benyttede.

116    Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at sagsøgerens argument, der er rejst i replikken, om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med fejl i analysen af spørgsmålet, om den anden foranstaltning behandlede virksomheder, der befandt sig i sammenlignelige situationer, forskelligt, og om denne forskelsbehandling var begrundet i lyset af referenceordningens formål, udgør et nyt anbringende, som dermed skal afvises.

117    Under alle omstændigheder udgør nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3 ikke en fravigelse af referenceordningen, dvs. AIP i sin helhed. Med hensyn til den økonomiske begrundelse for nævnte nedsættelse fremgår den af 101. og 102. betragtning til den anfægtede afgørelse. Beslutningen om at øge trafikken i lufthavnen ved at nedsætte afgifterne på store luftfartøjer er støttet på det økonomiske ræsonnement om, at de samlede opkrævede indtægter ville værre større.

118    I anden række har Kommissionen gjort gældende, at den anden foranstaltning, der er nævnt i indledningsafgørelsen, omfattede samtlige nedsættelsesordninger i AIP 2007, 2008 og 2010. Det første anbringende vedrører den nedsættelse, der alene er fastsat i den anden foranstaltnings punkt 7.3, dvs. en anden foranstaltning end den, der blev undersøgt i den anfægtede afgørelse, og anbringendet er derfor uvirksomt.

119    Under alle omstændigheder var Wizz Air ikke det eneste luftfartsselskab, der benyttede luftfartøjer med en maksimal startvægt på mere end 70 t. Dette var ligeledes tilfældet med Tarom, som kunne have øget benyttelsen heraf for at kunne være begunstiget af nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3. I denne henseende har Wizz Air og AITTV gjort gældende, at nedsættelsen skulle tilskynde andre lavprisluftfartsselskaber til at placere luftfartøjer med en maksimal startvægt på mere end 70 t i lufthavnen, idet der fastsattes et opnåeligt trafikniveau (tærsklen på 10 000 passagerer kunne ifølge Wizz Air nås med mindre end to daglige afgange).

120    Endelig har Kommissionen anført, at en foranstaltning kun kan anses for at udgøre en faktisk forskelsbehandling, hvis den forskelsbehandler virksomheder, der befinder sig i sammenlignelige situationer i lyset af det formål, der forfølges med referenceordningen. Ingen af de dele, som den anden foranstaltning består af, udgør forskelsbehandling i forhold til luftfartsselskaber, der befinder sig i sammenlignelige situationer.

–       Vurderingen af den anden foranstaltning i den anfægtede afgørelse.

121    I 267.-299. betragtning til den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen, om der forelå statsstøtte med hensyn til lufthavnsafgifterne offentliggjort i AIP 2007, 2008 og 2010. Den vurderede betingelsen vedrørende selektivitet i 284.-299. betragtning til den anfægtede afgørelse.

122    I 289. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen således, at den relevante referenceramme for undersøgelsen af, om AIP 2007, 2008 og 2010 begunstigede visse luftfartsselskaber frem for andre, som befandt sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, var den, der var fastsat i den gældende ordning for lufthavnen. I denne henseende påpegede denne institution i 290. betragtning til den anfægtede afgørelse, at ordningen for lufthavnsafgifter, nedsættelser og rabatter fandt anvendelse på alle luftfartsselskaber, som anvendte eller kunne anvende lufthavnen, og som opfyldte de betingelser, der var fastsat i henholdsvis AIP 2007, 2008 eller 2010.

123    I 292. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at »[d]e gældende rabatter var fastsat på en glidende skala, hvor den laveste var på 10% for 250-500 landinger om året, dvs. ca. fem landinger om ugen«, og at »at der i den omhandlede periode ud over Wizz Air var en række andre luftfartsselskaber, som opererede i [lufthavnen], som rådede over luftfartøjer af den relevante størrelse og/eller havde et tilstrækkeligt antal flyvninger, og som derfor fik eller kunne have fået de pågældende rabatter«.

124    I 293. og 294. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen til grund, at basissatsen, rabatterne og nedsættelserne i AIP 2007, 2008 og 2010 ikke var selektive, idet de fandt anvendelse uden forskelsbehandling. Kommissionen konkluderede derfor, at denne foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

–       Rigtigheden af Kommissionens vurdering af den anden foranstaltning

125    I henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF er »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

126    Derfor henhører kun foranstaltninger, som giver visse virksomheder eller kategorier af virksomheder eller visse økonomiske sektorer en fordel, under begrebet »støtte«.

127    Det er imidlertid allerede tidligere fastslået i retspraksis, at selv foranstaltninger, der umiddelbart forekommer anvendelige på alle virksomheder, i et vist omfang kan være selektive og følgelig må anses for foranstaltninger, der har til formål at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner (jf. dom af 6.3.2002, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, T-127/99, T-129/99 og T-148/99, EU:T:2002:59, præmis 149 og den deri nævnte retspraksis).

128    De facto-selektivitet kan fastslås i tilfælde, hvor foranstaltningen, selv om de formelle kriterier for dens anvendelse er formuleret som generelle og objektive betingelser, er udformet på en sådan måde, at den i særdeleshed vil begunstige en bestemt gruppe virksomheder (jf. i denne retning dom af 15.11.2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 101-107; jf. ligeledes Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2016, C 262, s. 1), punkt 121).

129    Det følger af fast retspraksis, at bedømmelsen af betingelsen vedrørende fordelens selektivitet kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Begrebet »statsstøtte« omfatter ikke statslige foranstaltninger, som indfører en sondring mellem virksomheder og derfor på forhånd er selektive, når denne sondring følger af karakteren eller opbygningen af den ordning, som foranstaltningerne er en del af (jf. dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

130    Det følger i øvrigt af fast retspraksis, at artikel 107, stk. 1, TEUF ikke sondrer ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men definerer disse i kraft af deres virkninger (jf. dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 6.3.2002, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, T-92/00 og T-103/00, EU:T:2002:61, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

131    Selv om det ikke kan udelukkes, at en foranstaltning, hvormed en offentlig virksomhed opstiller vilkårene for anvendelsen af sine varer eller tjenesteydelser – om end den finder generel anvendelse på alle de virksomheder, der anvender disse varer eller tjenesteydelser – er af selektiv karakter, skal der følgelig ved afgørelsen af, om dette er tilfældet, ikke fokuseres på karakteren af denne foranstaltning, men på dennes virkninger, ved at det undersøges, om den fordel, som den antages at give, reelt kun gavner visse af disse virksomheder i forhold til andre, på trods af, at alle disse virksomheder befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende ordning (dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 49).

132    Fastlæggelsen af samtlige de virksomheder, der befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, afhænger af den forudgående afgrænsning af den retlige ordning, ud fra hvis formål der i givet fald skal ske en undersøgelse af sammenligneligheden mellem den respektive faktiske og retlige situation for de virksomheder, der er begunstiget af den pågældende foranstaltning, og de virksomheder, der ikke er det (dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 60).

133    For det første skal det indledningsvis bemærkes, at den anden foranstaltnings punkt 1-4 angav satserne for de forskellige lufthavnsafgifter (dvs. landing, belysning, parkering og passagertjenester, herunder sikkerhed). De faktisk opkrævede afgifter kunne gøres til genstand for forskellige former for nedsættelser. Den anden foranstaltnings punkt 7.1, 7.2 og 7.3 fastsatte hver især tre ikke-kumulative former for nedsættelser:

–        For det første nedsættelser på 10-70% baseret på antallet af landinger i det foregående år for internationale flyvninger.

–        For det andet en nedsættelse på 50% i en periode på 12 måneder til nye luftfartsselskaber, som udførte mindst tre flyvninger om ugen med fly med mindst 70 sæder. For hver ny destination, der betjenes, udgjorde den anvendte nedsættelse 50% i en periode på seks måneder, og ud over disse nedsættelser indrømmede AITTV ligeledes en tilbagebetaling på 10-30% af indtægterne fra boardingafgifterne baseret på det årlige antal boardede passagerer.

–        For det tredje nedsættelser på 72-85% for luftfartøjer med en maksimal startvægt på mere end 70 t med mere end 10 000 afrejste passagerer om måneden.

134    Det fremgår af 46.-49. betragtning til den anfægtede afgørelse, at de nedsættelser, der er beskrevet i første og andet led ovenfor, allerede var fastsat i AIP 2008. Af nedsættelserne i den anden foranstaltning udgjorde nedsættelserne i punkt 7.3, som er beskrevet i tredje led ovenfor, den eneste nyhed i forhold til AIP 2008.

135    For det andet har Kommissionen gjort gældende, at det første anbringende er uvirksomt, for så vidt som det udelukkende vedrører nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3 (dvs. en nedsættelse på 72-85% for luftfartøjer med en maksimal startvægt på mere end 70 t med mere end 10 000 boardede passagerer om måneden), selv om den anden foranstaltning, der er nævnt i den indledningsafgørelse, omfattede samtlige former for nedsættelser, der var fastsat i AIP 2007, 2008 og 2010.

136    Dette argument skal forkastes. I den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen ganske vist nedsættelserne i den anden foranstaltning som helhed, uden at den foretog en særskilt undersøgelse af nedsættelsen i punkt 7.3. Det forholder sig imidlertid således, at sidstnævnte nedsættelse ligeledes er omfattet af den anfægtede afgørelse, og at sagsøgeren netop har gjort gældende, at Kommissionen med urette undlod at undersøge, om denne nedsættelse isoleret set ikke var selektiv i forhold til Wizz Air.

137    For det tredje har Kommissionen i retsmødet i øvrigt gjort gældende, at den anden foranstaltnings punkt 7.3 ikke fandt anvendelse på Wizz Air, idet sidstnævnte selskab havde indgået aftaler med lufthavnen. Det skal i denne henseende imidlertid bemærkes, at det fremgår af den anfægtede afgørelse, at ordningen for lufthavnsafgifter, nedsættelser og rabatter fandt anvendelse på alle luftfartsselskaber, som anvendte eller kunne anvende lufthavnen, herunder Wizz Air.

138    I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den udelukkede, at nedsættelserne i den anden foranstaltnings punkt 7.3 var selektive, med den begrundelse, at andre luftfartsselskaber var eller kunne have været begunstiget af de pågældende nedsættelser, og at den anden foranstaltning fandt anvendelse på alle luftfartsselskaber, der udøvede deres virksomhed i lufthavnen.

139    I første række anførte Kommissionen i denne henseende i 290. betragtning til den anfægtede afgørelse, at ordningen for lufthavnsafgifter, nedsættelser og rabatter fandt anvendelse på alle luftfartsselskaber, som anvendte eller kunne anvende lufthavnen, og som opfyldte de betingelser, der var fastsat i henholdsvis AIP 2007, 2008 eller 2010.

140    Arten af den anden foranstaltning, som fremstod som anvendelsen af en »generel« ordning, der var støttet på kriterier, der i sig selv var generelle, er ikke til hinder for, at det fastslås, at foranstaltningen er selektiv. Betingelsen om selektivitet har nemlig en videre rækkevidde, som omfatter foranstaltninger, der med deres virkninger begunstiger visse virksomheder som følge af virksomhedernes særlige og specifikke kendetegn. Det følger endvidere af retspraksis, at den omstændighed, at støtten ikke er rettet mod en eller flere bestemte støttemodtagere, som er afgrænset på forhånd, men at den er betinget af en række objektive kriterier, i henhold til hvilke støtten kan ydes til fordel for et ubestemt antal støttemodtagere, der ikke er individualiseret på forhånd, ikke i sig selv giver grundlag for at afvise, at foranstaltningen er selektiv og derved udgør en statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. En sådan omstændighed udelukker nemlig ikke, at den offentlige intervention må anses for en selektiv foranstaltning, hvis den som følge af kriterierne for sin anvendelse indebærer fordele alene for visse virksomheder og ikke for andre (jf. i denne retning dom af 29.9.2000, CETM mod Kommissionen, T-55/99, EU:T:2000:223, præmis 40). AIP’s generelle karakter udelukkede således ikke i sig selv en eventuel faktisk forskelsbehandling mellem de luftfartsselskaber, der benyttede lufthavnen.

141    I anden række anførte Kommissionen i 292. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[d]e gældende rabatter var fastsat på en glidende skala, hvor den laveste var på 10% for 250-500 landinger om året, dvs. ca. fem landinger om ugen«, og at »der i den omhandlede periode ud over Wizz Air var en række andre luftfartsselskaber, som opererede i [lufthavnen], som rådede over luftfartøjer af den relevante størrelse og/eller havde et tilstrækkeligt antal flyvninger, og som derfor fik eller kunne have fået de pågældende rabatter«.

142    For det første foretog Kommissionen herved en fælles undersøgelse af de tre former for nedsættelser, der var fastsat ved den anden foranstaltning, uden at den forklarede, hvorfor en sådan fælles vurdering var relevant med henblik på at afgøre, om foranstaltningen var selektiv, henset til, at hver type nedsættelse opfyldte forskellige betingelser, og at de nævnte nedsættelser ikke var kumulative. Kommissionen undlod dermed at undersøge, om den form for nedsættelse, der specifikt er fastsat i den anden foranstaltnings punkt 7.3, isoleret set begunstigede Wizz Air som følge af betingelserne for dens anvendelse og udelukkede andre luftfartsselskaber, der var til stede i lufthavnen.

143    For det andet tog Kommissionen ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt andre luftfartsselskaber end Wizz Air med hensyn til netop nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3 i deres flåde havde luftfartøjer af passende størrelse, der sikrede et tilstrækkeligt antal flyvninger, hvorved de fik mulighed for faktisk at være begunstiget af denne nedsættelse.

144    Det fremgår ganske vist af den anfægtede afgørelse, at Wizz Air under den administrative procedure anførte, at andre luftfartsselskaber end dette benyttede luftfartøjer med en maksimal startvægt på mere end 70 t og således kunne være begunstiget af nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3 (jf. 122. betragtning til den anfægtede afgørelse). I sine processkrifter har Kommissionen anført, at Tarom benyttede sådanne luftfartøjer, og at dette selskab havde forsøgt at øge sin trafik til lufthavnen med henblik på at blive indrømmet disse nedsættelser.

145    Det forholder sig ikke desto mindre således, at den form for nedsættelse, der er fastsat i den anden foranstaltnings punkt 7.3, de facto alene begunstigede Wizz Air, og at intet andet luftfartsselskab, herunder Tarom, havde nået det minimumsantal boardede passagerer om måneden, som kræves i medfør af dette punkt 7.3.

146    Hvad dernæst angår Wizz Airs og AITTV’s argument om, at disse nedsættelser skulle gøre det muligt at øge trafikken til lufthavnen og dermed de faktisk opnåede indtægter, skal det, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 130 ovenfor, fremhæves, at artikel 107, stk. 1, TEUF ikke sondrer ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men definerer disse i kraft af deres virkninger, hvorfor formålene vedrørende trafik og indtægter ikke er relevante med henblik på vurderingen af, om nedsættelserne i den anden foranstaltnings punkt 7.3 er selektive. Det skal under alle omstændigheder fastslås, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder oplysninger, der påviser de nævnte formål.

147    For det tredje skal det bemærkes, at en hensyntagen som den af Kommissionen anførte til de to andre nedsættelsesforanstaltninger i den anden foranstaltning så meget desto mere kan rejse tvivl om, hvorvidt nedsættelserne i denne foranstaltnings punkt 7.3 ikke havde selektiv karakter. Disse to andre foranstaltninger foreskrev nemlig nedsættelser inden for intervallerne 10-70% og 10-30%, mens nævnte punkt 7.3 gav mulighed for større og klart mindre glidende nedsættelser fra 72% indtil 85%.

148    Det skal følgelig fastslås, at Kommissionen begik en retlig fejl ved ikke at undersøge, om nedsættelsen i den anden foranstaltnings punkt 7.3 isoleret set havde til formål at finde selektiv anvendelse, og det er fornødent at undersøge, om sagsøgerens argument om, at nedsættelserne i den anden foranstaltnings punkt 7.3 udgjorde en fravigelse af den ved denne foranstaltning fastsatte referenceordning, er fremsat for sent eller er velbegrundet.

149    Henset til ovenstående betragtninger skal det første anbringende tages til følge.

 Det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, en retlig fejl og en manglende begrundelse, for så vidt som det i den anfægtede afgørelse blev fastslået, at den tredje foranstaltning ikke gav Wizz Air en uberettiget fordel

150    Det andet anbringende består af to led. Med det første led, som vedrører vurderingen af de faktiske omstændigheder, har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse så bort fra beviser, som godtgør, at AITTV’s adfærd ikke kunne sammenlignes med adfærden hos en privat aktør i en markedsøkonomi.

151    AITTV foretog bl.a. ingen forudgående analyse med henblik på at afgøre, om 2008-aftalerne kunne give et positivt afkast eller i det mindste dække Wizz Airs driftsomkostninger, selv om marketingaftalen ville bevirke, at Wizz Air blev indrømmet en nedsættelse på indtil 85% af alle lufthavnsafgifter. En påpasselig aktør på markedet ville have foretaget en forudgående analyse af rentabiliteten, inden vedkommende ændrede sin forretningsstrategi.

152    Med det andet led, som vedrører en retlig fejl, har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse anvendte kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi urigtigt på den tredje foranstaltning. Kommissionen så nemlig bort fra den tredje foranstaltnings generelle sammenhæng og den forudsigelige udvikling, såsom de omkostninger til at forbedre belægningsklassifikationen, som denne foranstaltning medfører, og følgerne heraf på mellemlang og lang sigt. Kommissionen fastlagde navnlig med urette en frist på blot tre år til at vurdere 2008-aftalernes rentabilitet.

153    Kommissionen har for sin del indledningsvis gjort gældende, at sagsøgeren ikke har anfægtet dens analyse af 2010-ændringsaftalernes rentabilitet, men alene dens analyse af 2008-aftalernes rentabilitet. Den har i denne henseende anført, at for at anfægte anvendelsen af kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi i den anfægtede afgørelse skulle sagsøgeren påvise, at Kommissionens vurdering ikke alene var urigtig, men ligeledes usandsynlig.

154    Hvad angår det første led har Kommissionen med hensyn til den forudgående analyse gjort gældende, at det ikke kan udelukkes, at en undersøgelse, som foretager en efterfølgende vurdering af den yderligere forventede rentabilitet af en aftale, der er indgået mellem en lufthavn og et luftfartsselskab, men som er støttet på oplysninger, der var tilgængelige på tidspunktet for indgåelsen af denne aftale, kan accepteres.

155    Hvad angår det andet led vedrørende bl.a. den fastsatte frist for at vurdere 2008-aftalernes rentabilitet har Kommissionen gjort gældende, at den valgte en frist på tre år, som svarede til den oprindelige periode for marketingaftalens anvendelse, eftersom en fornuftig privat aktør i en markedsøkonomi bl.a. ikke ville have påregnet, at aftalerne blev videreført efter udløbet af gennemførelsen heraf, således som det er forklaret i 334.-336. betragtning til den anfægtede afgørelse.

156    I replikken har sagsøgeren anført, at Wizz Air modtog statsstøtte gennem 2010-ændringsaftalerne, eftersom den anden foranstaltning og disse ændringsaftaler i det væsentlige gav Wizz Air den samme fordel.

157    I denne henseende har Kommissionen i duplikken gjort gældende, at 2010-ændringsaftalerne og den anden foranstaltning ikke udgjorde en samlet foranstaltning, og at den vurderede dem separat.

–       Vurderingen af den tredje foranstaltning i den anfægtede afgørelse

158    2008-aftalerne omfattede et aftalememorandum, en marketingaftale, en driftsaftale og en aftale om groundhandling.

159    I henhold til aftalememorandummet og marketingaftalen, som blev indgået for en oprindelig periode på tre år, forpligtede AITTV sig bl.a. til at udvide passagerterminalen, således at den kunne modtage indtil tre mio. passagerer årligt inden den 1. januar 2011, til at forbedre landings- og startbanens belægning inden udgangen af 2009 og til at stille slots til rådighed i overensstemmelse med Wizz Airs efterspørgsel. Sidstnævnte selskab forpligtede sig til at varetage markedsføringsaktiviteter for AITTV.

160    Driftsaftalen og aftalen om groundhandling, som blev indgået for en oprindelig periode på et år, fastsatte de lufthavnsafgifter, som Wizz Air skulle betale, samt rabatter og fritagelser for betalingen heraf. Afgifterne var i det væsentlige de samme som i AIP 2008. Den 25. juni 2010 blev driftsaftalen og aftalen om groundhandling ændret ved 2010-ændringsaftalerne med en ny rabatordning, som svarede til den, der fastsat i den anden foranstaltning (jf. præmis 5 ovenfor).

161    I 300.-440. betragtning til den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen, om der forelå statsstøtte med hensyn til den tredje foranstaltning. Den vurderede betingelsen om en økonomisk fordel i 322.-415. betragtning til den anfægtede afgørelse for 2008-aftalerne, som den vurderede samlet, og i 416.-439. betragtning for 2010-ændringsaftalerne.

162    Med hensyn til 2008-aftalerne undersøgte Kommissionen, om de marginalindtægter, som Wizz Airs virksomhed skabte efter disse aftaler (dvs. luftfartsrelaterede indtægter, der hidrørte fra de afgifter, som Wizz Air betalte, og ikke-luftfartsrelaterede aktiviteter), oversteg de marginalomkostninger (dvs. drifts- markedsførings- og investeringsomkostningerne), som kunne tilskrives Wizz Airs tilstedeværelse i lufthavnen (jf. 341.-343. betragtning til den anfægtede afgørelse).

163    Med henblik herpå foretog Kommissionen fortløbende forudgående analyser, der blev gentaget efterfølgende, på grundlag af de oplysninger, som var tilgængelige inden indgåelsen af 2008-aftalerne, og som var fremlagt af henholdsvis Rumænien den 9. december 2014 (jf. 344.-356. betragtning til den anfægtede afgørelse) og af Wizz Air den 10. februar 2015 (herefter »Oxera 2015-rapporten«) (jf. 357.-381. betragtning til den anfægtede afgørelse). Den behandlede ligeledes en undersøgelse, som sagsøgeren havde fremlagt den 10. november 2014 (jf. 382.-392. betragtning til den anfægtede afgørelse).

164    Hvad angår den analyse, som Rumænien havde fremlagt, anførte Kommissionen, at den fremviste flere mangler. Analysen indeholdt bl.a. ikke en beregning af marginalomkostningerne, men alene af marginalindtægterne. Kommissionen fandt følgelig, at denne analyse ikke godtgjorde, at kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi var overholdt i 2008-aftalerne (jf. 355. og 356. betragtning til den anfægtede afgørelse).

165    Oxera 2015-rapporten fastslog, at 2008-aftalerne havde en nettonutidsværdi på 7,6 mio. rumænske lei (RON) (ca. 1,5 mio. EUR). Kommissionen tiltrådte de fleste grundhypoteser til støtte for Oxera 2015-rapporten. Kommissionen gennemgik flere af disse hypoteser med henblik på at lægge lavere marginalomkostninger til grund, hvilket medførte en større marginalfortjeneste, idet den bl.a. fandt, at ingen af de gennemførte investeringer, navnlig med hensyn til passagerterminalen og start- og landingsbanen, var forårsaget af Wizz Airs tilstedeværelse i lufthavnen (jf. 362. og 372.-379. betragtning til den anfægtede afgørelse). Efter således at have beregnet marginalomkostningerne, ‑indtægterne og ‑fortjenesten på grundlag af Oxera 2015-rapporten fandt Kommissionen, at denne rapport gjorde det muligt at konkludere, at 2008-aftalerne ville medføre en marginal rentabilitet for AITTV (jf. 381. betragtning til den anfægtede afgørelse).

166    Med hensyn til den undersøgelse, som sagsøgeren fremlagde, hvori det konkluderedes, at 2008-aftalerne ikke var rentable, forkastede Kommissionen de fleste grundhypoteser, og navnlig hypotesen om, at investeringerne i anlægsarbejdet til at forbedre belægningsklassifikationen samt i anlægsarbejdet foretaget i passagerterminalen ville være marginalomkostninger, som var forbundet med Wizz Airs tilstedeværelse i lufthavnen. Kommissionen konkluderede, at denne undersøgelse ikke kunne anvendes til at påvise, at 2008-aftalerne ikke var i overensstemmelse med kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi (jf. 388.-392. betragtning til den anfægtede afgørelse).

167    Kommissionen tog ligeledes hensyn til Oxeras og RBB’s efterfølgende undersøgelser af 27. oktober 2011, som støttede resultaterne af Oxera 2015-rapporten. I Oxeras efterfølgende undersøgelse konstateredes det, at 2008-aftalerne havde en positiv nettonutidsværdi på 145 249 EUR over den treårige periode, der var fastsat i disse aftaler (jf. 398. betragtning til den anfægtede afgørelse).

168    Oxera 2015-rapporten foreskrev med hensyn til 2010-ændringsaftalerne en nettonutidsværdi på 2,3 mio. RON, dvs. ca. 469 852 EUR (jf. 417. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen tog ligeledes hensyn til Oxeras efterfølgende undersøgelse, hvori det konstateredes, at 2010-ændringsaftalerne ændring havde en positiv nettonutidsværdi på 483 147 EUR over den periode på ni måneder, der svarede til anvendelsen af disse aftaler (jf. 429. betragtning til den anfægtede afgørelse).

169    Kommissionen konkluderede dermed på grundlag af Oxera 2015-rapporten, således som den havde foretaget en fornyet beregning heraf, og som den underbyggedes af Oxeras og RBB’s efterfølgende undersøgelser, at den tredje foranstaltning ville medføre en marginal rentabilitet for AITTV. Denne foranstaltning indgik ligeledes i en generel strategi og en langsigtet indsats hen imod lufthavnens overordnede rentabilitet. Kommissionen fandt derfor, at en fornuftig aktør i en markedsøkonomi ville have indgået sådanne aftaler. Kommissionen konkluderede følgelig, at disse aftaler ikke havde givet Wizz Air en økonomisk fordel, som selskabet ikke ville have opnået på normale markedsvilkår, og at aftalerne ikke udgjorde statsstøtte (jf. 413.-415. og 437.-440. betragtning til den anfægtede afgørelse).

–       Rigtigheden af Kommissionens vurdering af den tredje foranstaltning

170    Ifølge retspraksis er de betingelser, som en foranstaltning skal opfylde for at være omfattet af begrebet støtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, ikke opfyldt, hvis den begunstigede virksomhed kunne opnå den samme fordel som den, den opnåede ved hjælp af statsmidler, på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, idet denne vurdering for offentlige virksomheder i princippet skal ske under anvendelse af kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

171    Ved bedømmelsen af, om en medlemsstat eller en offentlig myndighed har iagttaget en handlemåde, som en fornuftig privat aktør ville have fulgt under markedsøkonomiske vilkår, og af, om statens eller den offentlige myndigheds handlemåde er økonomisk rationel, skal der foretages en vurdering af situationen, som den var på det tidspunkt, da de omhandlede foranstaltninger blev truffet, hvorved der ikke må tages hensyn til omstændighederne, som de har udviklet sig sidenhen (dom af 16.5.2002, Frankrig mod Kommissionen, C-482/99, EU:C:2002:294, præmis 71, og af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 93).

172    I denne sammenhæng påhviler det medlemsstaten eller den pågældende offentlige myndighed at give Kommissionen meddelelse om de objektive og identificerbare beviser, hvoraf fremgår, at dens beslutning er baseret på forudgående økonomiske vurderinger, som kan sammenlignes med dem, som en rationel privat aktør, som befinder sig i en situation, som ligger så tæt som muligt på den situation, som nævnte medlemsstat eller myndighed befinder sig i, under de foreliggende omstændigheder ville have udført inden vedtagelsen af den omhandlede foranstaltning med henblik på at fastslå den fremtidige rentabilitet af denne foranstaltning (jf. dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).

173    Følgelig er kun de beviser, som var til rådighed på det tidspunkt, hvor beslutningen om at foretage investeringen blev truffet, og de udviklinger, som kunne forudsiges på dette tidspunkt, navnlig relevante med henblik på anvendelsen af kriteriet om den private aktør (dom af 5.6.2012, Kommissionen mod EDF, C-124/10 P, EU:C:2012:318, præmis 105). Dette er navnlig tilfældet, når Kommissionen som i den foreliggende sag undersøger, om der er tale om statsstøtte i forhold til en investering, som den ikke er blevet underrettet om, og som allerede er blevet gennemført af den pågældende medlemsstat på det tidspunkt, hvor den foretager sin undersøgelse (dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 94).

174    Det følger heraf, at det, når det viser sig, at kriteriet om den private aktør kan finde anvendelse, tilkommer Kommissionen at anmode den pågældende medlemsstat om at give den alle relevante oplysninger, som sætter den i stand til at undersøge, om betingelserne for anvendelighed og anvendelse af dette princip er opfyldt, og den kan kun nægte at undersøge sådanne oplysninger, hvis de fremlagte beviser er blevet fastlagt efter vedtagelsen af afgørelsen om at foretage den pågældende investering (jf. i denne retning dom af 5.6.2012, Kommissionen mod EDF, C-124/10 P, EU:C:2012:318, præmis 104, og af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 96).

175    Det er den pågældende medlemsstat eller i det foreliggende tilfælde den berørte offentlige virksomhed, som det påhviler at levere beviser for, at den havde foretaget en forudgående økonomisk vurdering af rentabiliteten af den omhandlede foranstaltning, der er sammenlignelig med en vurdering, som en privat aktør ville have foretaget i en tilsvarende situation (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 184).

176    Når den offentlige virksomhed for Kommissionen fremlægger beviser af den art, som kræves, påhviler det imidlertid sidstnævnte at foretage en samlet vurdering, som ud over de af denne virksomhed fremlagte beviser skal tage hensyn til alle andre relevante beviser i sagen, som gør det muligt for den at afgøre, om beslutningen om at gennemføre den omhandlede foranstaltning er i overensstemmelse med kriteriet om den private aktør. Den berørte offentlige virksomhed har således mulighed for under den administrative procedure at fremlægge yderligere beviser, som tilvejebringes efter foranstaltningens vedtagelse, men som er støttet på de oplysninger, der var til rådighed, og på den udvikling, der kunne forudsiges, på tidspunktet for denne vedtagelse (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 186).

177    Den manglende mulighed for at foretage detaljerede og fuldstændige prognoser kan ikke fritage en offentlig investor fra at foretage en forudgående passende vurdering af rentabiliteten af sin investering, som er sammenlignelig med den vurdering, som en privat aktør i en lignende situation ville have foretaget på grundlag af de tilgængelige og forudsigelige oplysninger (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 182).

178    Det er i lyset af denne retspraksis, at sagsøgerens andet anbringende, hvorved det bl.a. er gjort gældende, at AITTV ikke foretog en forudgående analyse af rentabiliteten med hensyn til 2008-aftalerne, skal undersøges.

179    For det første ses i denne henseende følgende af 147. betragtning til den anfægtede afgørelse, der fremgår af punkt 6.3 om AITTV’s bemærkninger vedrørende den tredje foranstaltning og ikke den del, der vedrører Kommissionens vurdering af denne foranstaltning:

»[AITTV] erklærede, at beregningerne var blevet foretaget inden indgåelsen af [2008-aftalerne]. Ifølge [AITTV] var der ingen retlig forpligtelse til at udarbejde en forretningsplan. [AITTV] vidste ikke, at der var grund til at opbevare dokumentation.«

180    Det skal imidlertid fastslås, at de angivelige beregninger, som AITTV havde foretaget inden indgåelsen af 2008-aftalerne, ikke er blevet meddelt Kommissionen, og at denne institution i den anfægtede afgørelse ikke støttede sig på disse beregninger med henblik på vurderingen af aftalernes rentabilitet i lyset af kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi.

181    I modsætning til kravene i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 175 og 177 ovenfor, fremgår det således på ingen måde af den anfægtede afgørelse, at AITTV’s beslutning om at indgå 2008-aftalerne med Wizz Air var støttet på forudgående økonomiske vurderinger, som en privat aktør, der befandt sig i en tilsvarende situation, ville have foretaget på grundlag af tilgængelige og forudsigelige oplysninger.

182    Selv om AITTV havde foretaget en forudgående vurdering af 2008-aftalernes fremtidige rentabilitet, tilsidesatte denne under alle omstændigheder sin forpligtelse til at give Kommissionen meddelelse om de passende oplysninger, der gør det muligt for denne institution at efterprøve, om denne offentlige virksomheds adfærd var sammenlignelig med adfærden hos en rationel privat aktør (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 182 og 185).

183    I Oxera 2015-rapporten henvises ganske vist til en »forretningsplan« udarbejdet af AITTV som led i 2008-aftalerne, som AITTV havde forelagt Oxera med henblik på udarbejdelsen af nævnte rapport. Wizz Airs og AITTV’s svar på Rettens spørgsmål af 19. juli 2022 gjorde det imidlertid muligt at bekræfte, at denne »forretningsplan« ikke var blevet udarbejdet i 2008, men var blevet opstillet efterfølgende under den administrative procedure på grundlag af oplysninger, som var tilgængelige for AITTV i 2008.

184    Det følger heraf, at Kommissionen ikke rådede over noget dokument, der var udarbejdet forud for indgåelsen af 2008-aftalerne, da den undersøgte, om AITTV havde handlet som en privat aktør, der befandt sig en tilsvarende situation, på grundlag af tilgængelige og forudsigelige oplysninger.

185    Det fremgår i øvrigt af den anfægtede afgørelse, at den forudgående analyse af rentabiliteten, som blev gentaget efterfølgende på grundlag af de oplysninger, der var tilgængelige inden indgåelsen af 2008-aftalerne, hvilken analyse Rumænien havde fremlagt den 9. december 2014 efter anmodning fra Kommissionen, var mangelfuld og ikke kunne påvise, at kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi var overholdt i 2008-aftalerne (jf. 344. og 356. betragtning til den anfægtede afgørelse samt præmis 163 og 164 ovenfor). Det er således usandsynligt, at de forudgående hypotetiske beregninger, der er omtalt i 147. betragtning til den anfægtede afgørelse, som AITTV foretog inden indgåelsen af 2008-aftalerne, kunne have påvist en forudgående tilfredsstillende udsigt til rentabilitet for de nævnte aftaler.

186    For det andet konkluderede Kommissionen på grundlag af Oxera 2015-rapporten, dvs. en forudgående analyse af rentabiliteten, som blev gentaget efterfølgende på grundlag af oplysninger, der var tilgængelige inden indgåelsen af 2008-aftalerne, og som Wizz Air havde fremlagt den 10. februar 2015, og hvoraf Kommissionen foretog en fornyet beregning, at 2008-aftalerne var rentable (jf. præmis 163 og 165 ovenfor).

187    Som Kommissionen har gjort gældende, er Oxera 2015-rapporten, selv om den blev udarbejdet næsten syv år efter indgåelsen af 2008-aftalerne, støttet på oplysninger, der var tilgængelige inden indgåelsen af de nævnte aftaler.

188    I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, kan det – alene fordi denne rapport var støttet på tilgængelige oplysninger og på udviklinger, der kunne forudsiges, da den tredje foranstaltning blev vedtaget i 2008 – dog ikke fastslås, at rapporten svarede til en forudgående analyse, der var egnet til at godtgøre overholdelsen af kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi.

189    Ifølge retspraksis tilkommer det ganske vist Kommissionen at foretage en samlet vurdering, som skal tage hensyn til alle de relevante beviser i sagen, som gør det muligt for den at afgøre, om den begunstigede virksomhed klart ikke kunne have opnået tilsvarende ydelser hos en sådan privat aktør. I denne henseende skal enhver oplysning, der i ikke uvæsentlig grad kan påvirke beslutningsprocessen for en normalt forsigtig og tilbageholdende privat aktør, som befinder sig i en situation, der ligger så tæt som muligt på den situation, som staten befinder sig i, anses for relevant (jf. dom af 26.3.2020, Larko mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 20.9.2017, Kommissionen mod Frucona Košice, C-300/16 P, EU:C:2017:706, præmis 60).

190    Der kan imidlertid ikke tages hensyn til oplysninger, der hidrører fra et tidspunkt efter vedtagelsen af den pågældende foranstaltning, med henblik på anvendelsen af kriteriet om den private aktør (jf. dom af 26.3.2020, Larko mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 5.6.2012, Kommissionen mod EDF, C-124/10 P, EU:C:2012:318, præmis 104, og af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 93 og 94).

191    Selv om det i denne henseende, således som det følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 176 ovenfor, er korrekt, at den pågældende offentlige virksomhed har mulighed for under den administrative procedure at fremlægge yderligere beviser, som tilvejebringes efter foranstaltningens vedtagelse, kan en sådan mulighed ikke fritage den fra at foretage en passende forudgående økonomisk vurdering, som er støttet på en analyse af de tilgængelige oplysninger og den forudsigelige udvikling, og som er passende på baggrund af karakteren, kompleksiteten, omfanget og sammenhængen af aktionen (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 186 og 188).

192    I det foreliggende tilfælde udgør Oxera 2015-rapporten, selv om den var støttet på oplysninger, der var tilgængelige inden indgåelsen af 2008-aftalerne, ikke desto mindre en efterfølgende konstatering af de nævnte aftalers faktiske rentabilitet. Derfor er denne rapport i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 190 ovenfor, uden betydning for vurderingen af, om kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi er overholdt.

193    For det tredje tog Kommissionen i den anfægtede afgørelse ligeledes hensyn til Oxeras og RBB’s efterfølgende undersøgelser af 27. oktober 2011, som støttede resultaterne af Oxera 2015-rapporten (jf. præmis 167 og 169 ovenfor).

194    For at afgøre, om den af den pågældende foranstaltning begunstigede rent faktisk opnåede en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, kan supplerende økonomiske analyser, som medlemsstaten fremlægger under den administrative procedure, afklare de eksisterende forhold på tidspunktet for investeringsbeslutningen, og Kommissionen skal tage hensyn til disse (dom af 3.7.2014, Spanien m.fl. mod Kommissionen, T-319/12 og T-321/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:604, præmis 134).

195    I det foreliggende tilfælde kunne de beviser, der var fastlagt efterfølgende, som Kommissionen tog hensyn til – det være sig beviserne fremlagt af Rumænien eller de af Wizz Air fremlagte – ikke supplere de forhold, der var fastlagt inden indgåelsen af 2008-aftalerne, som AITTV havde forelagt for Kommissionen. Tværtimod var det de eneste beviser, der var blevet forelagt for Kommissionen, og de eneste, som Kommissionen lagde til grund for sin vurdering af 2008-aftalerne.

196    For det fjerde og sidste tog Kommissionen i sin konklusion om den økonomiske fordel med hensyn til 2008-aftalerne ligeledes hensyn til den omstændighed, at der var »omstændigheder, navnlig på grundlag af udviklingsplanen 2006-2015, der [viste], at aftalerne fra 2008 med Wizz Air indgik i en generel strategi og en langsigtet indsats hen imod lufthavnens overordnede rentabilitet« (jf. 414. betragtning til den anfægtede afgørelse og præmis 169 ovenfor).

197    Sådanne uklare oplysninger, der på ingen måde er underbyggede, kan imidlertid ikke være tilstrækkeligt bevis for, at der var foretaget en forudgående økonomisk vurdering af rentabiliteten inden indgåelsen af 2008-aftalerne.

198    Det skal dermed fastslås, at Kommissionens konklusion om, at en fornuftig privat aktør i en markedsøkonomi ville have indgået 2008-aftalerne, udelukkende var støttet på beviser, der var fastlagt efterfølgende, hvilket er i strid med den retspraksis, der er nævnt i præmis 170-177 ovenfor.

199    Det skal således fastslås, at Kommissionen ikke havde retligt grundlag for at konkludere, at den tredje foranstaltning ikke gav Wizz Air en økonomisk fordel, som selskabet ikke ville have opnået på normale markedsvilkår, og således ikke udgjorde statsstøtte.

200    Uden at det er fornødent at undersøge de øvrige argumenter, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af det andet anbringende, skal dette anbringende således tages til følge, for så vidt som det vedrører en retlig fejl, i det omfang det i den anfægtede afgørelse fastslås, at den tredje foranstaltning ikke gav Wizz Air en uberettiget fordel.

201    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal der således gives medhold i søgsmålet på grundlag af det første og det andet anbringende, uden at det er fornødent at behandle det tredje og det fjerde anbringende.

 Sagsomkostninger

202    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har tabt sagen og bør derfor pålægges at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand. Wizz Air og AITTV bærer hver deres egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

1)      Artikel 2 i Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 af 24. februar 2020 om Rumæniens statsstøtte SA. 31662 – C/2011 (ex NN/2011) til Timișoara International Airport – Wizz Air annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at de lufthavnsafgifter, der fremgår af luftfartsinformationspublikationen af 2010 og aftalerne indgået mellem Societăţii Naţionale »Aeroportul Internaţional Timişoara – Traian Vuia« SA (AITTV) og Wizz Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Wizz Air Hungary Zrt.) i 2008 (herunder ændringsaftalerne af 2010), ikke udgør statsstøtte.

2)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Carpatair SA afholdte omkostninger.

3)      Wizz Air Hungary og AITTV bærer hver deres egne omkostninger.

Papasavvas

Svenningsen

Jaeger

Mac Eochaidh

 

      Pynnä

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. februar 2023.

Underskrifter


Indhold



*      Processprog: engelsk.