Sag T-456/10

Timab Industries

og

Cie financière et de participations Roullier (CFPR)

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for fosfater til dyrefoder – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF – tildeling af salgskvoter, samordning af priser og af salgsbetingelser og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – sagsøgerne trukket sig fra forligsproceduren – bøder – begrundelsespligt – overtrædelsens grovhed og varighed – samarbejde – manglende anvendelse af det sandsynlige bødepålæg, som er blevet meddelt under forligsproceduren«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 20. maj 2015

1.      Konkurrence – administrativ procedure – forligsprocedure – procedure, som ikke omfatter alle deltagere i et kartel – virksomhed trukket sig fra forligsproceduren – Kommissionens vedtagelse af to afgørelser med forskellige adressater og efter to forskellige procedurer – anvendeligheden af retningslinjerne for beregning af bøder – forpligtelse til at overholde ligebehandlingsprincippet

(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 10a, og nr. 622/2008; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02 og 2008/C 167/01)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – nedsættelse af bøden som modydelse for samarbejde – nødvendigt, at virksomheden samarbejder i forbindelse med den administrative procedure vedrørende den omhandlede overtrædelse – vurdering af kvaliteten og brugbarheden af de fremlagte oplysninger

(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03 og 2006/C 210/02)

3.      Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar – angivelse af væsentlige faktiske og retlige momenter, som kan medføre en bøde – tilstrækkelig angivelse for så vidt angår retten til at blive hørt ved fastlæggelsen af bødens størrelse

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23 og 27)

4.      Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – midlertidig karakter – Kommissionens forpligtelse til i sin endelige afgørelse at give en redegørelse for forskellene mellem den og dens foreløbige bedømmelse – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – forligsprocedure – angivelse af et bødeniveau – virksomhed trukket sig fra forligsproceduren – Kommissionens manglende anvendelse af nævnte bødeniveau i den endelige afgørelse – lovlig

(Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 10a, stk. 2, og nr. 622/2008; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, 2006/C 210/02 og 2008/C 167/01)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – anvendelse af erklæringer fra andre virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, som bevismidler – lovlig – bevisværdi af frivillige erklæringer afgivet af hoveddeltagerne i et kartel med henblik på at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen

(Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

7.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af konkurrencereglerne

(Art. 101 TEUF og 296 TEUF)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – vurdering – adfærdens forsætlige karakter kan have større betydning end dens virkninger (Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – fastsættelse af bøden i forhold til de forhold, der indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed

(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – betingelser – Kommissionens skøn – bevisbyrde

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – EU-retsinstansernes fulde prøvelsesret – rækkevidde

(Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.      På kartelområdet gælder, at når et forlig ikke omfatter alle deltagerne i en overtrædelse, eksempelvis som når en virksomhed trækker sig fra forligsproceduren, vedtager Kommissionen efter en forenklet procedure (forligsproceduren) en afgørelse, hvis adressater er de deltagere i overtrædelsen, som har besluttet at indgå forlig, og som for hver af disse afspejler deres vilje, og efter en almindelig procedure en afgørelse, der er rettet til de deltagere i overtrædelsen, som har besluttet ikke at indgå forlig.

Der er imidlertid selv i et sådant hybridtilfælde, som omfatter vedtagelse af to afgørelser med forskellige adressater og efter to forskellige procedurer, tale om deltagere i et og samme kartel, således at ligebehandlingsprincippet skal overholdes. Dette princip kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet.

Heraf følger, at forligsproceduren er et alternativ til den almindelige administrative procedure – som er kontradiktorisk – og forskellig fra denne, idet den har visse særlige kendetegn såsom den tidligere klagepunktsmeddelelse og meddelelse af et sandsynligt bødepålæg. Retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 finder imidlertid stadig fuldt ud anvendelse i denne sammenhæng. Dette indebærer, at der ved fastsættelsen af bødens størrelse ikke kan udøves forskelsbehandling mellem de parter, som har deltaget i det samme kartel, med hensyn til elementerne i og metoden til beregning, som ikke påvirkes af de særlige kendetegn ved forligsproceduren såsom anvendelsen af en nedsættelse på 10% i tilfælde af forlig.

(jf. præmis 71-74)

2.      Der er kun grundlag for en bødenedsættelse, der indrømmes som følge af samarbejde under den administrative procedure, hvis den pågældende virksomheds adfærd har gjort det lettere for Kommissionen at konstatere og i givet fald bringe en overtrædelse til ophør.

Når en anmodning om at blive omfattet af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager vedrører et andet kartel end det, som Kommissionen behandler, og som desuden viser sig at være forældet, er der ingen merværdi, og Kommissionen har ikke pligt til at belønne dette samarbejde, eftersom det ikke gør undersøgelsen lettere. Dette ræsonnement finder ligeledes anvendelse på et såkaldt samarbejde »uden for samarbejdsmeddelelsen«.

(jf. præmis 92 og 93)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 98)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 99)

5.      På konkurrenceområdet gælder, at bødeniveauet er et instrument, som udelukkende og specifikt er knyttet til forligsproceduren. Artikel 10a, stk. 2, i forordning nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [artikel 81 EF og 82 EF] giver udtrykkeligt Kommissionens tjenestegrene mulighed for at oplyse de parter, der deltager i forligsforhandlinger, om den anslåede størrelse af deres potentielle bøde i lyset af retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a) i forordning nr. 1/2003, reglerne i meddelelsen om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i kartelsager og meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, i det omfang disse er relevante.

Hvis virksomheden ikke indgiver et forligsindlæg og således trækker sig fra proceduren, reguleres den procedure, som resulterer i den endelige afgørelse, af de generelle bestemmelser i forordning nr. 773/2004, frem for de bestemmelser, der regulerer forligsproceduren. Der er her tale om en såkaldt »tabula rasa«-situation, hvori ansvaret stadig skal fastlægges. Heraf følger, at det bødeniveau, der er blevet meddelt under forligsproceduren, er uden relevans, idet der er tale om et instrument, som kun finder anvendelse i forbindelse med denne procedure. Det ville således være ulogisk og endog upassende, hvis Kommissionen var forpligtet til at anvende eller henvise til et bødeniveau, som henhører under en anden procedure, som nu ikke længere følges. En angivelse i klagepunktsmeddelelsen af et bødeniveau er således i strid med den udelukkende forberedende karakter af en sådan retsakt og ville fratage Kommissionen muligheden for at pålægge en bøde, der er tilpasset de nye omstændigheder, som foreligger på tidspunktet for vedtagelsen af dens afgørelse, og det selv om den skal tage hensyn til nye argumenter eller beviser, som den har fået kendskab til under den almindelige administrative procedure, og som kan have betydning for fastsættelsen af størrelsen af den bøde, der skal pålægges.

Ud fra samme logik påhviler der ikke Kommissionen en mere omfattende begrundelsespligt, når den anvender forligsproceduren, som der senere gås bort fra, og som tilsigter at gøre det nemmere at afgøre tvister, end den begrundelsespligt, som påhviler Kommissionen, når den vedtager en afgørelse i medfør af den almindelige procedure.

(jf. præmis 100 og 101 samt 104-107)

6.      Det i EU-retten gældende princip er princippet om fri bevisbedømmelse, og det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de fremlagte beviser er deres troværdighed. Desuden er ingen EU-retlige bestemmelser eller almindelige EU-retlige principper til hinder for, at Kommissionen over for en virksomhed påberåber sig erklæringer fra andre virksomheder. Erklæringer afgivet i forbindelse med en anmodning om at blive omfattet af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (samarbejdsmeddelelsen) har imidlertid en ikke ubetydelig bevisværdi. Et sådant ræsonnement kan også anvendes med hensyn til erklæringer, der kan gøres gældende over for den virksomhed, som har fremsat anmodningen om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen. Det foreholder sig ikke desto mindre således, at hvis en sådan virksomhed ændrer erklæringen eller senere fremkommer med en anden fortolkning af denne, bliver det vanskeligt for Kommissionen og derefter for retsinstanserne i mangel af andre beviser at tage hensyn til denne erklæring på grund af dens formindskede bevisværdi. I et sådant tilfælde kan det ikke forventes af Kommissionen, at den nødvendigvis foreholder virksomhedens dens første erklæringer.

(jf. præmis 115)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 132 og 133)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 154 og 155)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 161)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 177, 178 og 184)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 215)