Language of document :

Sag anlagt den 2. januar 2012 - Frankrig mod Kommissionen

(Sag T-1/12)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Den Franske Republik (ved E. Belliard, G. de Bergues og J. Gstalter, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres i det hele.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af afgørelse K(2011) 7808 endelig af 24. oktober 2011, hvorved den omstruktureringsstøtte, som de franske myndigheder har til hensigt at yde til fordel for SeaFrance SA i form af en kapitalforhøjelse og lån fra SNCF til SeaFrance, erklæres uforenelig med det indre marked.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, idet Kommissionen fandt, at fornuften ved de to lån fra SNCF skulle vurderes i sammenhæng med rednings- eller omstruktureringsstøtten. Dette anbringende falder i to led, der er baseret på:

for det første den omstændighed, at Kommissionen har fejlfortolket Rettens dom af 15. september 1998, BP Chemicals mod Kommissionen (T-11/95, Sml. II, s. 3235), og

for det andet subsidiært, at Kommissionen har foretaget en urigtig anvendelse af Rettens dom.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, idet Kommissionen herudover fandt, at de franske myndigheder ikke har påvist, at de to lån fra SNCF isoleret vurderet blev ydet til en markedskurs. Dette anbringende falder i to led, der er baseret på:

for det første den omstændighed, at Kommissionen på en urigtig måde har udelukket anvendelsen af Kommissionens meddelelse af 19. januar 2008 om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten  på de to pågældende lån, og

for det andet den omstændighed, at Kommissionen urigtigt har antaget, at den pågældende markedskurs skulle være omkring 14% for at være forenelig med markedet.

Det tredje anbringende vedrører retlige fejl og den omstændighed, at Kommissionen fandt, at omstruktureringsstøtten var uforenelig med artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF fortolket i lyset af rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 345 TEUF, der fastsætter, at traktaterne ikke foregriber reglerne i medlemsstaterne vedrørende systemet for ejendomsrettigheder.

____________

1 - EUT L 14, s. 6.