Language of document :

Sag anlagt den 24. april 2024 – Kerkosand mod Kommissionen

(Sag T-216/24)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Kerkosand spol. s r.o. (Šajdíkove Humence, Den Slovakiske Republik) (ved advokaterne A. Rosenfeld og C. Holtmann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Europa-Kommissionen retsstridigt har undladt at træffe de foranstaltninger, der følger af Rettens dom af 9. september 2020 i sag T-745/17 1 , og indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) 2015/1589 2 i statsstøttesag SA.38121 [2016/FC] – Den Slovakiske Republik »Investment aid to the Slovak glass sand producer NAJPI a.s.«.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat følgende anbringender.

Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 266 TEUF

Sagsøgeren har inden for rammerne af det første anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse i henhold til artikel 266 TEUF, idet den har undladt at træffe de foranstaltninger, der følger af Rettens dom af 9. september 2020 i sag T-745/17, og indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) 2015/1589 i statsstøttesag SA.38121 [2016/FC] – Den Slovakiske Republik »Investment aid to the Slovak glass sand producer NAJPI a.s.«. Retten kendte ved sin dom af 9. september 2020 den anfægtede afgørelse for ugyldig. Efter Rettens dom burde Kommissionen ved undersøgelsen af støtten have været tvivl om støttens forenelighed med det indre marked som omhandlet i artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) 2015/1589. Da Kommissionen desuagtet endnu ikke har truffet en afgørelse om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, foreligger der en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF.

Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 108 TEUF og artikel 4 i forordning (EU) 2015/1589

Sagsøgeren har med det andet anbringende gjort gældende, at Kommissionen med sin passivitet ligeledes har tilsidesat sin forpligtelse i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) 2015/1598. Artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) 2015/1598 forpligter Kommissionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF, hvis den efter en foreløbig undersøgelse konstaterer, at en anmeldt foranstaltning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked. Kommissionen burde efter Rettens dom af 9. september 2020 have været i tvivl. Alligevel er der endnu ikke vedtaget en afgørelse om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure. Siden Rettens dom af 9. september 2020 er der forløbet mere end tre år og syv måneder. Frem til vedtagelsen af den ugyldigt kendte afgørelse havde den foreløbige undersøgelse allerede varet tre år og seks måneder. Den foreløbige undersøgelse varede derfor samlet mere end syv år, uden en formel undersøgelsesprocedure blev indledt.

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 1

Sagsøgeren har med det tredje anbringende gjort en tilsidesættelse af retten til god forvaltning i artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder gældende. Denne grundlæggende rettighed forpligter Kommissionen til at afslutte en forvaltningssag inden for en rimelig frist og til at undgå uforholdsmæssigt lange sagsbehandlingstider. Denne grundlæggende rettighed for sagsøgeren er tilsidesat, idet der er forløbet mere end syv år, siden sagsøgeren indgav klage over støtten, uden at der er indledt en formel undersøgelsesprocedure. Kommissionen har senest siden Rettens dom af 9. september 2020 været forpligtet til at indlede en sådan procedure. Denne uforholdsmæssigt lange sagsbehandlingstid, der kunne være undgået, er uforenelig med princippet om god forvaltning og princippet om ret til en hurtig sagsbehandling.

____________

1     Dom af 9.9.2020, Kerkosand mod Kommission, T-745/17, EU:T:2020:400.

1     Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).

1 EUT 2012, C 326, s. 391.