Appel iværksat den 7. juni 2021 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 24. marts 2021 i sag T-374/20, KM mod Europa-Kommissionen
(Sag C-357/21 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bauer og M. Alver, som befuldmægtigede)
De andre parter i appelsagen: KM, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Appellen tages til følge, og dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Syvende Afdeling) den 24. marts 2021, KM mod Kommissionen, i sag T-374/20 ophæves.
Sagen realitetsbehandles, og Europa-Kommissionen frifindes i den sag, der blev anlagt i første instans.
Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale de af Rådet afholdte omkostninger i forbindelse med appelsagen og sagen i første instans.
Anbringender og væsentligste argumenter
Rådet har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.
Med det første appelanbringende har Rådet gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i forbindelse med, at den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået før dennes udtræden af tjenesten, og den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået efter dennes udtræden af tjenesten, blev behandlet forskelligt ved tildelingen af en efterladtepension i henhold til artikel 18 eller 20 i bilag VIII til vedtægten. Retten foretog imidlertid ikke en vurdering af sammenligneligheden af de omhandlede situationer på grundlag alle de kendetegn, som kendetegner disse, navnlig de respektive retlige situationer, under hensyntagen til den omhandlede EU-retsakts genstand og formål. Retten begik således en retlig fejl, idet den fastslog, at datoen for ægteskabets indgåelse var det eneste element, der er afgørende for, om artikel 18 eller artikel 20 i bilag VIII til vedtægten skal anvendes, selv om den ulige behandling er begrundet på grund af den væsentlige, faktiske og retlige forskel mellem retsstillingen for en tjenestemand, der er placeret i en af de tjenesteretlige stillinger i henhold til vedtægtens artikel 35, og retsstillingen for en tidligere tjenestemand.
Det andet og det tredje appelanbringende har Rådet fremsat subsidiært.
Med det andet appelanbringende har Rådet gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl med hensyn til omfanget af den retslige kontrol af de af EU-lovgiver trufne valg. Retten henviste til, at EU-lovgiver har et »vist« råderum, der indebærer en forpligtelse til at efterprøve, om det er urimeligt, at EU-lovgiver er af den opfattelse, at den indførte ulige behandling er hensigtsmæssig og nødvendig for at nå det forfulgte mål. Derved underkendte Retten, at retsinstansen indrømmer EU-lovgiver et vidt skøn i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, som denne lovgiver er tillagt, på de områder, hvor lovgivers handlinger kræver både politiske, økonomiske og sociale afgørelser, og hvor lovgiver skal foretage komplekse vurderinger og bedømmelser, hvilket er tilfældet for så vidt angår udformningen af en social sikringsordning. Det drejer sig således ikke om at få oplyst, om en foranstaltning, der er vedtaget på dette område, er den eneste mulige eller bedst mulige. Den er nemlig kun ulovlig, hvis den er åbenbart uhensigtsmæssig for at nå det mål, som de kompetente institutioner fulgte. Da Rettens efterprøvelse gik videre end til en undersøgelse af spørgsmålet, om den pågældende foranstaltning var åbenbart uhensigtsmæssig, satte Retten sin egen vurdering i stedet for lovgivers vurdering og overskred derved grænserne for sin beføjelse til domstolskontrol.
Med det tredje appelanbringende har Rådet gjort gældende, at Retten begik retlige fejl ved efterprøvelsen af, om den ulige behandling var begrundet. Denne efterprøvelse er for det første behæftet med en retlig fejl, som Retten begik ved fastlæggelsen af omfanget af dens kontrol af de af lovgiver vedtagne afgørelser. Retten tilsidesatte endvidere retspraksis, hvorefter det påhviler sagsøgeren at føre beviset for, at en lovbestemmelse er uforenelig med den primære ret, og ikke de institutioner, der er ophavsmænd til retsakten, at bevise, at retsakten er lovlig. Retten begik endvidere en retlig fejl derved, at den efterprøvede begrundelsen for den ulige behandling på grundlag af en retspraksis, hvorefter en generel formodning for svig ikke er tilstrækkelig, for at begrunde en foranstaltning, som gør indgreb i formålene med EUF-traktaten, og nåede frem til den konklusion, at der med artikel 20 i bilag VIII til vedtægten blev indført en generel og uigendrivelig formodning om svig for så vidt angår ægteskaber, der har varet mindre end fem år. Deraf følger endelig, henset til det forhold, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten ikke opstiller en formodning for svig eller en formodning for, at der ikke er svig i forbindelse med et ægteskab, at den mulighed, der er nævnt i den appellerede dom, for at fremlægge objektive beviser for at afkræfte formodningen om svig, er irrelevant i det foreliggende tilfælde.
Med det fjerde appelanbringende har Rådet endelig gjort gældende, at Retten begik retlige fejl og tilsidesatte begrundelsespligten med hensyn til konstateringerne vedrørende tilsidesættelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder. I den appellerede dom henviste Retten alternativt til den længstlevende ægtefælles alder, til tjenestemandens eller til den tidligere tjenestemands alder og tilsidesatte dermed sin begrundelsespligt. Dernæst afhænger konstateringen om en særlig ulempe for personer med en bestemt alder, eller som tilhører en bestemt aldersgruppe, navnlig af, om det bevises, at de omhandlede bestemmelser påvirker et betydeligt større antal personer med en bestemt alder negativt sammenlignet med personer med en anden alder; dette bevis blev imidlertid ikke ført i det foreliggende tilfælde. Selv hvis det blev lagt til grund, at der foreligger en sådan forskellig behandling, som beror indirekte på den tidligere tjenestemands alder på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, undlod Retten endelig at efterprøve, om denne forskellige behandling dog var i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder 1 og om den opfyldte de betingelser, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.
____________
1 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2012, C 326, s. 391).