Sag anlagt den 11. august 2010 - Van Parys mod Kommissionen

(Sag T-324/10)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Léon Van Parys NV (Antwerpen, Belgien) (ved advocaten P. Vlaemminck og A. Hubert)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 6. maj 2010 i sag REC 07/07, hvorved Kommissionen fastslog, at efterfølgende bogføring af importafgifter var begrundet i en bestemt sag, og afgiftsfritagelse for disse afgifter var begrundet i forhold til en toldskyldner, men ikke i forhold til en anden toldskyldner, annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren og dennes toldspeditør skal angiveligt i perioden fra den 22. juni 1998 til den 8. november 1999 have fremlagt forfalskede spanske AGRIM-licenser for toldmyndighederne i Antwerpen vedrørende import af bananer fra Ecuador. Som følge heraf blev præferencetoldsatsen angiveligt anvendt med urette.

Alle de angiveligt falske spanske licenser, der har givet anledning til efteropkrævningen, modtog sagsøgeren fra sin portugisiske mellemmand i dennes egenskab af fiskalrepræsentant, med hvem sagsøgerens italienske datterselskab i årevis har drevet forretninger i forbindelse med køb af spanske og portugisiske licenser.

De belgiske told- og punktafgiftsmyndigheder indgav en anmodning til Europa-Kommissionen om undladelse af efteropkrævning og/eller fritagelse for de efteropkrævede afgifter. Med hensyn til importen for 1999 traf Europa-Kommissionen en negativ beslutning, som sagsøgeren har anlagt nærværende annullationssøgsmål til prøvelse af.

Sagsøgeren har påberåbt sig seks anbringender til støtte for påstanden om annullation af den nævnte beslutning.

For det første har sagsøgeren anført, at der foreligger en tilsidesættelse af EF-toldkodeksens artikel 239, forordning (EØF) nr. 1442/93 og forordning (EØF) nr. 2362/98, samt af anerkendt handelsskik, som den er beskrevet af WTO. Kommissionen har tilsidesat disse bestemmelser, der tillader erhvervelse af brugsrettigheder til importlicenser gennem den af sagsøgeren anvendte forretningsmetode, da Kommissionen med urette har fastslået, at sagsøgeren har gjort sig skyldig i forsømmelighed.

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af EF-toldkodeksens artikel 239 og proportionalitetsprincippet. Kommissionen har bestemt, at den konstaterede forfalskning af spanske importlicenser overstiger den sædvanlige handelsrisiko, og at forfalskningen skal anses for en særlig situation. Sagsøgeren bestrider imidlertid, at virksomheden ikke har handlet som en normalt påpasselig erhvervsdrivende, hvorfor betingelserne i EF-toldkodeksens artikel 239 dermed ikke er opfyldt.

For det tredje har Kommissionen tilsidesat EF-toldkodeksens artikel 239, EF-traktatens artikel 211, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og det almindelige retsprincip om patere legem quam ipse fecisti. Kommissionen har krævet en strengere påpasselighed af sagsøgeren, end der kræves i henhold til lovgivningen, og end hvad der er sædvanligt i denne sektor, uanset at Kommissionen og de spanske myndigheder ikke har opfyldt deres egne retlige forpligtelser.

For det fjerde foreligger der en tilsidesættelse af EF-toldkodeksens artikel 239 og ligebehandlingsprincippet, idet Kommissionen med urette har behandlet importen for 1998 anderledes end importen for 1999.

For det femte foreligger der en tilsidesættelse af EF-toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b). Det kan ikke uden videre fastslås, at de spanske myndigheder ikke har begået en fejl som omhandlet i artikel 220, stk. 2, litra b).

For det sjette foreligger der en tilsidesættelse af væsentlige formkrav og navnlig af sagsøgerens ret til forsvar.

____________