RETTENS DOM (Anden Afdeling)
23. oktober 2015 (*)
»Annullationssøgsmål – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – søgsmålsfrist – forsinkelse – afvisning – påstand om erstatning – afvisning«
I sag T-552/13,
Oil Turbo Compressor Co. (Private Joint Stock), Teheran (Iran), ved advokat K. Kleinschmidt,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bishop og J.-P. Hix, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående dels en påstand om annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 11) og af Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som disse forordninger vedrører sagsøgeren, dels en påstand om erstatning,
har
RETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M.E. Martins Ribeiro, og dommerne S. Gervasoni og L. Madise (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig L. Grzegorczyk,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. marts 2015,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Denne sag er anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, som er blevet indført for at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få sidstnævnte til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben.
2 Sagsøgeren, Oil Turbo Compressor Co. (Private Joint Stock), er et i Iran stiftet selskab, der driver produktionsvirksomhed, forsker og udbyder tjenesteydelser inden for gassektoren, den petrokemiske sektor og energisektoren i almindelighed. Selskabet fremstiller og markedsfører navnlig turbiner og turbokompressorer, der anvendes i gas- og petrokemisektorerne.
3 Den 26. juli 2010 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39). Artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413 fastsætter, at midler og økonomiske ressourcer hos de personer og enheder, der er opført på listen i bilag I og II til samme afgørelse, indefryses.
4 Den 25. oktober 2010, efter vedtagelsen af afgørelse 2010/413, vedtog Rådet forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1). Artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 fastsætter, at pengemidler og økonomiske ressourcer hos de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag VIII til nævnte forordning, indefryses.
5 Den 1. december 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/783/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71), hvorved Rådet bl.a. føjede sagsøgerens navn til listen over de personer og enheder, der er opført i bilag II til afgørelse 2010/413.
6 Samme dag vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11), hvorved Rådet bl.a. føjede sagsøgerens navn til listen i bilag VIII til forordning nr. 961/2010.
7 I afgørelse 2011/783 og i gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 begrundede Rådet indefrysningen af sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer på følgende måde:
»Tilknyttet Sakhte Turbopomp va Kompressor (SATAK) (aka. Turbo [Compressor] Manufacturer, TCMFG), der er opført på EU’s liste.«
8 Den 2. december 2011 offentliggjorde Rådet i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, der er omfattet af artikel 19, stk. 1, litra b), og artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 (bilag II) og artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 (bilag VIII) (EUT C 351, s. 15, herefter »bekendtgørelsen af 2. december 2011«), i de udgaver, der følger af henholdsvis afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011. I denne bekendtgørelse præciserede Rådet – idet det henviste til de relevante retsakter for så vidt angår begrundelserne for hver opførelse – bl.a., at det havde besluttet at tilføje personer og enheder på listerne i bilag II til afgørelse 2010/413 og bilag VIII til forordning nr. 961/2010. Rådet henledte i øvrigt de pågældende personers og enheders opmærksomhed på muligheden for at anfægte retsakterne ved Retten under de betingelser, der er fastsat i artikel 275, stk. 2, TEUF og artikel 263, stk. 4 og 6, TEUF.
9 Ved skrivelse af 5. december 2011 (herefter »skrivelsen af 5. december 2011«), der blev sendt som anbefalet brev med kvittering for modtagelse den 6. december 2011, gav Rådet sagsøgeren meddelelse om dennes opførelse på listen over de personer og enheder, der er opregnet i bilag II til afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2011/873, og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010, som ændret ved gennemførelsesforordning nr. 1245/2011. Denne skrivelse blev returneret til Rådet med det iranske postvæsens påtegning »er flyttet«.
10 Den 13. februar 2012 indbragte sagsøgeren en sag for Retten med påstand om annullation af afgørelse 2011/783, for så vidt som den vedrørte selskabet, bl.a. med den begrundelse, at Rådet havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, som lå til grund for vedtagelsen af afgørelsen for så vidt angår sagsøgeren. Sagen blev registreret under nummer T-63/12.
11 Forordning nr. 961/2010 blev ophævet ved Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 88, s. 1), hvis artikel 23, stk. 2, bestemmer, at pengemidler og økonomiske ressourcer hos de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag IX til denne forordning, indefryses. Sagsøgerens navn var opført af Rådet i dette bilag af samme grunde som dem, der var angivet i afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 (jf. præmis 7 ovenfor).
12 Ved dom af 26. oktober 2012, Oil Turbo Compressor mod Rådet (T-63/12, Sml., EU:T:2012:579), gav Retten sagsøgeren medhold i påstanden om annullation af afgørelse 2011/783, for så vidt som denne afgørelse vedrørte selskabet.
13 Den 11. december 2012 offentliggjorde Rådet i EU-Tidende en bekendtgørelse til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 (EUT C 380, s. 7, herefter »bekendtgørelsen af 11. december 2012«). Denne bekendtgørelse henledte opmærksomheden hos de personer og enheder, der er opført i bilag II til afgørelse 2010/413 og bilag IX til forordning nr. 267/2012, på muligheden for til Rådet at indgive en anmodning med tilhørende dokumentation om, at afgørelsen om at opføre dem i de nævnte bilag tages op til fornyet overvejelse.
14 Idet sagsøgeren henviste til dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579), og idet selskabet bemærkede, at dets navn endnu ikke var blevet fjernet fra hverken bilag II til afgørelse 2010/413 eller bilag IX til forordning nr. 267/2012, anmodede selskabet ved skrivelse af 21. januar 2013 Rådet om at redegøre for årsagerne til, at den pågældende dom ikke blev opfyldt.
15 Ved skrivelse af 6. februar og 29. april 2013 anmodede sagsøgeren i det væsentlige Rådet om at opfylde dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579).
16 Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1203/2013 af 26. november 2013 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT L 316, s. 1) blev sagsøgeren fjernet fra listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012.
Retsforhandlinger og parternes påstande
17 Sagsøgeren har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. oktober 2013.
18 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den samme dag fremsatte sagsøgeren en anmodning om, at der skulle træffes afgørelse efter en fremskyndet procedure i henhold til artikel 76a i Rettens procesreglement af 2. maj 1991.
19 Ved en i artikel 64 i procesreglementet af 2. maj 1991 fastsat foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev meddelt parterne den 28. november 2013, har Retten spurgt parterne, om og på hvilken dato Rådet havde underrettet sagsøgeren enten direkte eller gennem offentliggørelsen af en bekendtgørelse i EU-Tidende om dets beslutning om at opføre sagsøgerens navn dels på listen i det eneste bilag til gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, dels på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012. Parterne har besvaret dette spørgsmål inden for den fastsatte frist.
20 Den 29. november 2013 indleverede Rådet et svarskrift til Retten med en subsidiær påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen som følge af, at sagsøgerens navn er blevet fjernet fra listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012 ved gennemførelsesforordning nr. 1203/2013 (jf. præmis 16 ovenfor).
21 Ved afgørelse af 12. december 2013 besluttede Retten (Anden Afdeling) ikke at imødekomme anmodningen om, at der skal træffes afgørelse efter en fremskyndet procedure.
22 Den 25. marts 2014 indgav sagsøgeren replik til Rettens Justitskontor, som indeholder en udvidelse af påstandene. Retten har registreret dette dokument, idet den har udsat afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling.
23 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
24 Ved en i artikel 64 i procesreglementet af 2. maj 1991 fastsat foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev meddelt parterne den 30. januar 2015, har Retten forelagt parterne et skriftligt spørgsmål, som de er blevet anmodet om at besvare i retsmødet. Spørgsmålet vedrører kendelse af 20. februar 2014, Jannatian mod Rådet (T-187/13, EU:T:2014:134), og dennes relevans for den foreliggende sag.
25 Retsmødet, som oprindeligt var fastsat til den 4. februar 2015, blev udsat til den 11. marts 2015 efter anmodning fra sagsøgeren.
26 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 11. marts 2015.
27 I retsmødet, og som svar på det i præmis 24 ovenfor omhandlede spørgsmål, påberåbte Rådet sig bekendtgørelsen af 11. december 2012 og fremlagde efter anmodning fra Retten en kopi heraf. Dette dokument er blevet tilføjet sagsakterne, uden at sagsøgeren har modsat sig dette. Sagsøgeren har fremsat bemærkninger til dokumentet, hvilket er blevet tilført retsmødeprotokollatet.
28 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012 (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
29 I replikken har sagsøgeren i øvrigt nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale et beløb på 90 528 392,56 EUR i erstatning til sagsøgeren.
30 I sit svarskrift har Rådet nedlagt følgende påstande:
– Principalt: frifindelse, og sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
– Subsidiært: Det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.
31 Som svar på den påstand om erstatning, som sagsøgeren har nedlagt i replikken, har Rådet i øvrigt i duplikken nedlagt følgende påstand:
– Påstanden om erstatning afvises, subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Om annullationspåstandene
32 Sagsøgeren har til støtte for sit annullationssøgsmål fremført tre anbringender. Det første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for de anfægtede retsakter, det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, og det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, af begrundelsespligten, af retten til forsvar og af retten til effektive retsmidler.
33 Uden formelt at rejse en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114 i procesreglementet af 2. maj 1991 har Rådet principalt gjort gældende, at annullationspåstandene er indgivet for sent og følgelig skal afvises. Subsidiært har Rådet anført, at da sagsøgeren er blevet fjernet fra listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012 ved gennemførelsesforordning nr. 1203/2013, er det under alle omstændigheder ikke længere fornødent at træffe afgørelse i sagen.
34 Det skal indledningsvis undersøges, om annullationspåstandene kan antages til realitetsbehandling, henset til søgsmålsfristen.
35 Rådet har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at det har forsøgt at meddele gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 til sagsøgeren ved skrivelse af 5. december 2011, som er blevet returneret af det iranske postvæsen. Da det således ikke var muligt at foretage en individuel meddelelse, er søgsmålsfristen begyndt at løbe fra datoen for offentliggørelsen af bekendtgørelsen af 2. december 2011. Hvad for det andet angår forordning nr. 267/2012 har Rådet i retsmødet anført, at søgsmålsfristen begyndte at løbe på datoen for offentliggørelsen af bekendtgørelsen af 11. december 2012 eller i det mindste, og som det har bekræftet i sine processkrifter, på den dato, hvor sagsøgeren fik kendskab til vedtagelsen af denne forordning og dens indhold, nemlig senest den 21. januar 2013.
36 Sagsøgeren har bestridt Rådets argumenter med den begrundelse i det væsentlige, at da de anfægtede retsakter ikke er blevet meddelt individuelt, er søgsmålsfristen ikke begyndt at løbe. Hvad for det første særligt angår gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 kan Rådet ikke påberåbe sig returneringen af skrivelsen af 5. december 2011 fra det iranske postvæsen, idet det tilkommer denne institution at sikre sig, at dens skrivelser når frem. Hvad for det andet angår forordning nr. 267/2012 har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Rådet burde have forsøgt at meddele selskabet denne direkte eller i det mindste meddele den til selskabets advokat, og at bekendtgørelsen af 11. december 2012 under alle omstændigheder ikke har medført, at søgsmålsfristen er begyndt at løbe. Sagsøgeren er desuden af den opfattelse, at præklusion af denne sag er i strid med princippet om en rimelig behandling i forvaltningen, for så vidt som selskabet med rette kunne forvente, at Rådet efter dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579), fjernede selskabets navn fra listerne i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 og bilag IX til forordning nr. 267/2012, idet begrundelsen for opførelsen var den samme som den, der lå til grund for afgørelse 2011/783, der for så vidt angår selskabet var blevet annulleret ved den pågældende dom. Sagsøgeren har i øvrigt tilføjet, at Rådet, som har undladt at besvare selskabets skrivelser af 21. januar, 6. februar og 29. april 2013, burde have hørt selskabet og i givet fald have oplyst det om de forhåndenværende retsmidler.
37 Det skal indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF »[skal] [d]e i denne artikel omhandlede klager […] indgives, inden to måneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren, eller i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den«.
38 Retten til en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer ifølge retspraksis, at en EU-myndighed, som vedtager en retsakt, der medfører restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, i videst muligt omfang meddeler begrundelsen for denne retsakt til den berørte person eller enhed, enten på det tidspunkt, hvor retsakten bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på at disse personer eller enheder sættes i stand til rettidigt at udøve deres ret til domstolsprøvelse (dom af 6.9.2013, Bank Melli Iran mod Rådet, T-35/10 og T-7/11, Sml., EU:T:2013:397, præmis 56; jf. ligeledes i denne retning dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, C-548/09 P, Sml., EU:C:2011:735, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
39 Dette skyldes den særlige karakter af de retsakter, der pålægger restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, idet de både ligner almengyldige retsakter, for så vidt som de forbyder en kreds af adressater, der er defineret på almen og abstrakt måde, bl.a. at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed for de personer og enheder, hvis navne er opført på listerne i bilagene hertil, og en række individuelle afgørelser i forhold til disse personer og enheder (jf. dom af 23.4.2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, Sml., EU:C:2013:258, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
40 I det foreliggende tilfælde er dette princip konkretiseret i artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 og artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 267/2012, hvoraf det fremgår, at Rådet meddeler sin beslutning, herunder begrundelsen for opførelsen af den pågældende persons eller enheds navn på listen over de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, til personen eller enheden enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, der giver den pågældende person eller enhed lejlighed til at fremsætte bemærkninger.
41 Heraf følger, at selv om ikrafttrædelsen af retsakter såsom de anfægtede retsakter ganske vist sker ved deres offentliggørelse, løber fristen for indgivelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af disse retsakter i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF for hver af de nævnte personer og enheder fra datoen for den meddelelse, som skal foretages for personen eller enheden (dom Gbagbo m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 39 ovenfor, EU:C:2013:258, præmis 59).
42 Fristen løber således enten fra datoen for den individuelle meddelelse af denne retsakt til den berørte, hvis dennes adresse er kendt, eller i modsat fald fra offentliggørelsen af en bekendtgørelse i EU-Tidende (dom af 16.7.2014, Hassan mod Rådet, T-572/11, Sml., EU:T:2014:682, præmis 33; jf. ligeledes i denne retning dom Gbagbo m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 39 ovenfor, EU:C:2013:258, præmis 59-62).
43 I denne henseende bemærkes for det første, at det ikke står Rådet frit for vilkårligt at vælge, hvordan dets afgørelser skal meddeles de berørte personer. Det følger nemlig af retspraksis, at de i ovennævnte præmis 40 nævnte bestemmelser skal fortolkes således, at når Rådet er i besiddelse af adressen på en person, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, men ikke har meddelt retsakterne om disse foranstaltninger direkte, begynder den søgsmålsfrist, som denne person skal overholde for at bestride disse retsakter for Retten, ikke at løbe. Det er således kun, når det ikke er muligt individuelt at meddele den berørte den retsakt, hvorved de restriktive foranstaltninger fastsættes eller opretholdes over for denne, at offentliggørelsen af en bekendtgørelse i EU-Tidende udløser denne frist (jf. analogt dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, Sml., EU:T:2014:926, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom Gbagbo m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 39 ovenfor, EU:C:2013:258, præmis 61 og 62).
44 Det følger for det andet af retspraksis, at det kan anses for umuligt for Rådet individuelt at meddele en fysisk eller juridisk person eller en enhed en retsakt om restriktive foranstaltninger over for denne, enten når denne persons eller enheds adresse ikke er offentlig, og Rådet ikke har fået den stillet til rådighed, eller når meddelelsen til den adresse, som Rådet har til rådighed, mislykkes på trods af de bestræbelser, som det har iværksat under iagttagelse af behørig omhu med henblik på at foretage denne meddelelse (dom Mayaleh mod Rådet, nævnt i præmis 43 ovenfor, EU:T:2014:926, præmis 61).
45 Det er i lyset af disse bemærkninger, at spørgsmålet om, hvorvidt de foreliggende annullationspåstande kan antages til realitetsbehandling, i det væsentlige skal undersøges.
46 Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt påstanden om annullation af gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, for så vidt som denne retsakt vedrører sagsøgeren, kan antages til realitetsbehandling, bemærkes for det første, at det er ubestridt, at denne forordning den 2. december 2011 har været genstand for en i EU-Tidende offentliggjort bekendtgørelse til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger.
47 For det andet skal det fastslås, at Rådet den 6. december 2011 fremsendte skrivelsen af 5. december 2011 til sagsøgeren med kvittering for modtagelse med henblik på særligt at underrette selskabet om dets opførelse på listen i det eneste bilag til gennemførelsesforordning nr. 1245/2011. Det er ubestridt, at denne skrivelse blev returneret til Rådet med det iranske postvæsens påtegnelse »er flyttet«.
48 Det forekommer således, at Rådet befandt sig i en situation, hvor det var umuligt for det – som omhandlet i den i præmis 44 ovenfor anførte retspraksis – at foretage en individuel meddelelse, idet situationen kan sammenlignes med den situation, som Rådet ville have befundet sig i, hvis sagsøgerens adresse havde været ukendt for det. I modsætning til de argumenter, som sagsøgeren har fremført i retsmødet, gælder denne konstatering, også selv om adressen var korrekt.
49 Ved fremsendelsen af skrivelsen af 5. december 2011 til sagsøgeren sørgede Rådet nemlig for, at denne blev sendt med anbefalet post og med anmodning om kvittering for modtagelse. Det skal for det første bemærkes, at denne form for befordring af en postforsendelse er kendt af de tjenester, der i Iran har til opgave at distribuere post (jf. i denne retning kendelse af 20.11.2012, Shahid Beheshti University mod Rådet, T-120/12, EU:T:2012:610, præmis 49). For det andet udgør den en egnet fremgangsmåde til individuel meddelelse som omhandlet i den i præmis 42 og 43 ovenfor nævnte retspraksis, idet meddelelsen ved anbefalet brev med kvittering for modtagelse i henhold til retspraksis gør det muligt med sikkerhed at fastlægge søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt (jf. i denne retning dom af 30.5.1984, Ferriera Vittoria mod Kommissionen, 224/83, Sml., EU:C:1984:208, præmis 9 og den deri nævnte retspraksis).
50 Det skal således fastslås, at Rådet, som kun har begrænsede midler i Iran med henblik på at finde privatadresserne på samtlige de personer og enheder, der er omfattet af ordningen med restriktive foranstaltninger (jf. analogt dom Hassan mod Rådet, nævnt i præmis 42 ovenfor, EU:T:2014:682, præmis 58), har udvist den fornødne agtpågivenhed for så vidt angår dets forpligtelse til at meddele sagsøgeren de restriktive foranstaltninger, der var truffet over for selskabet.
51 Det følger heraf, at henset til den i præmis 44 ovenfor nævnte retspraksis og i modsætning til de af sagsøgeren fremførte argumenter, kunne Rådet med rette stole på den af det iranske postvæsen foretagne påtegnelse, hvorefter sagsøgeren var flyttet, uden at det påhviler Rådet at fremsende meddelelsen igen ved et nyt forsøg på aflevering via postvæsenet eller ved hjælp af andre foranstaltninger.
52 I modsætning til de argumenter, som sagsøgeren har fremført i retsmødet, skal det særligt tilføjes, at Rådet ikke som følge af returneringen af skrivelsen af 5. december 2011 var forpligtet til at fremsende gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 til selskabet pr. telefax eller e-mail. Sagsøgeren har således på ingen måde godtgjort, at Rådet var i besiddelse af selskabets telefaxnummer eller e-mailadresse. Selskabet har tværtimod blot anført, at disse kunne være blevet fundet på internettet, hvilket det imidlertid ikke har godtgjort ved hjælp af noget bevis.
53 Under disse omstændigheder begyndte søgsmålsfristen for så vidt angår gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 at løbe på datoen for offentliggørelsen af bekendtgørelsen af 2. december 2011.
54 Denne konklusion gælder så meget desto mere, som sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579), inden for den fastsatte frist anlagde sag med påstand om annullation af afgørelse 2011/783. Denne afgørelse, som blev vedtaget samme dag som gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, var for så vidt angår sagsøgeren støttet på den samme begrundelse for opførelse som begrundelsen for denne forordning og var ligeledes genstand for bekendtgørelsen af 2. december 2011.
55 Den påstand om delvis annullation af gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, som blev nedlagt den 15. oktober 2013, kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, idet den er nedlagt for sent.
56 Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt påstanden om annullation af forordning nr. 267/2012, for så vidt som denne retsakt vedrører sagsøgeren, kan antages til realitetsbehandling, bemærkes, at det er ubestridt – således som Rådet har præciseret som svar på et spørgsmål fra Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – at denne forordning, der er blevet offentliggjort i EU-Tidende, serie L, hverken er meddelt sagsøgeren eller på tidspunktet for dens vedtagelse den 23. marts 2012 har været genstand for en bekendtgørelse offentliggjort i EU-Tidende til de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger, som den indførte.
57 Det er imidlertid ligeledes ubestridt, at Rådet den 11. december 2012 offentliggjorde en bekendtgørelse i EU-Tidende til de personer og enheder, som var omfattet af de restriktive foranstaltninger, som bl.a. er fastsat i forordning nr. 267/2012. Offentliggørelsen af denne bekendtgørelse, hvorved de pågældende personer og enheder bliver oplyst om muligheden for at anmode Rådet om en fornyet behandling af den afgørelse, hvorved de bl.a. er blevet opført på listen i bilag IX til denne forordning, har fået søgsmålsfristen til at løbe i forhold til sagsøgeren (jf. i denne retning kendelse Jannatian mod Rådet, nævnt i præmis 24 ovenfor, EU:T:2014:134, præmis 22).
58 Denne konstatering drages hverken ikke i tvivl af den af sagsøgeren anførte omstændighed, at Rådet ikke har gjort noget forsøg på at foretage en meddelelse af forordning nr. 267/2012 til sagsøgeren eller dennes advokat, eller af den af sagsøgeren ligeledes anførte omstændighed, at bekendtgørelsen af 11. december 2012 ikke indeholdt nogen angivelse af de forhåndenværende klagemuligheder eller fristerne for at anfægte lovligheden af selskabets opførelse på listen i bilag IX til forordningen.
59 Hvad for det første angår den manglende meddelelse af forordning nr. 267/2012 skal det først bemærkes, at det fremgår af præmis 47-52 ovenfor, at Rådet som følge af returneringen af skrivelsen af 5. december 2011 gyldigt kunne lægge påtegningen fra det iranske postvæsen, hvorefter sagsøgeren var flyttet, til grund, uden at det påhvilede denne institution at forsøge at genfremsende meddelelsen enten via post til samme adresse eller pr. telefax eller e-mail.
60 Det skal bemærkes, at Rådet fire måneder senere ved vedtagelsen af forordning nr. 267/2012 den 23. marts 2012 heller ikke var forpligtet til at meddele denne forordning på en adresse, som institutionen med rimelighed kunne anse for forkert. Det er uden betydning for denne konstatering, at den adresse, der fremgik af fremsendelsesfortegnelsen til skrivelsen af 5. december 2011, svarede til den adresse, der fremgik af de indlæg, som sagsøgeren havde indgivet i den sag, der gav anledning til dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579), hvilket sagsøgeren i øvrigt heller ikke har gjort gældende.
61 Det skal dernæst bemærkes, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende i retsmødet, var Rådet heller ikke forpligtet til at meddele forordning nr. 267/2012 til selskabets advokat.
62 Henset til ordlyden af artikel 263, stk. 6, TEUF skal det således præciseres, at når en retsakt skal gøres til genstand for meddelelse, for at en søgsmålsfrist begynder at løbe, skal denne i princippet være adresseret til adressaten for den pågældende retsakt og ikke til de advokater, der repræsenterer adressaten. Det følger således af retspraksis, at meddelelse til en sagsøgers repræsentant kun gælder som meddelelse til adressaten, når en sådan form for meddelelse udtrykkeligt er fastsat i en bestemmelse eller en aftale mellem parterne (jf. dom Mayaleh mod Rådet, nævnt i præmis 43 ovenfor, EU:T:2014:926, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis) og ikke ensidigt af en af disse (dom af 11. juli 2013, BVGD mod Kommissionen, T-104/07 og T-339/08, EU:T:2013:366, præmis 146).
63 I det foreliggende tilfælde skal det ud over den omstændighed, at forordning nr. 267/2012 ikke indeholder nogen bestemmelser om meddelelse af de restriktive foranstaltninger til den pågældende persons eller enheds repræsentant, bemærkes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der foreligger en sådan aftale mellem selskabet og Rådet, på grundlag af hvilken sidstnævnte kunne eller endsige burde have meddelt den pågældende forordning til selskabets repræsentant, for at søgsmålsfristen begyndte at løbe.
64 Sagsøgeren har således i retsmødet for det første påberåbt sig fuldmagten af 28. december 2011, hvorved selskabet har pålagt sin repræsentant at repræsentere selskabet med henblik på enhver procedure vedrørende de restriktive foranstaltninger truffet over for selskabet. Selskabet har præciseret, at denne fuldmagt var blevet fremsendt til Rådet ved skrivelse af 9. februar 2012, hvilken skrivelse imidlertid ikke fremgår af sagsakterne, og at fuldmagten ligeledes var blevet vedlagt som bilag til selskabets stævning i den sag, der gav anledning til dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579). For det andet har selskabet henvist til de skrivelser, som dets repræsentant har fremsendt til Rådet den 21. januar, den 6. februar og den 29. april 2013.
65 Hverken fuldmagten af 28. december 2011 eller skrivelserne af 21. januar, 6. februar eller 29. april 2013, som er vedlagt som bilag til stævningen, godtgør imidlertid, at der foreligger nogen aftale mellem sagsøgeren og Rådet, som giver Rådet mulighed for at meddele forordning nr. 267/2012 til sagsøgerens repræsentant. Disse dokumenter er tværtimod udtryk for sagsøgerens ensidige beslutning om at give sin repræsentant beføjelse til at sikre selskabets repræsentation vedrørende de restriktive foranstaltninger, som er truffet over for selskabet, og til i denne forbindelse at modtage eventuelle meddelelser fra Rådet. En sådan ensidig beslutning er imidlertid utilstrækkelig i forhold til den i præmis 62 ovenfor nævnte retspraksis. I tilfælde af, at der mellem parterne ikke foreligger nogen aftale som omhandlet i den i præmis 62 ovenfor nævnte retspraksis, er den blotte omstændighed, at Rådet havde kendskab til fuldmagten til sagsøgerens advokat og dennes adresse ikke tilstrækkelig til at forpligte Rådet til at foretage en meddelelse til advokaten.
66 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den manglende individuelle meddelelse af forordning nr. 267/2012 til sagsøgeren og dennes advokat ikke som sådan kan forhindre, at søgsmålsfristen begyndte at løbe på datoen for offentliggørelsen af bekendtgørelsen af 11. december 2012.
67 Det skal for det andet bemærkes, at den omstændighed, at bekendtgørelsen af 11. december 2012, som sagsøgeren har bemærket i retsmødet, ikke indeholder nogen angivelse af muligheden for de personer og enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger, for at indbringe en sag for Retten i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 275, stk. 2, TEUF og artikel 263, stk. 4 og 6, TEUF, ikke kan drage tvivl om konstateringen af, at offentliggørelsen har gjort det muligt for sagsøgeren at blive oplyst om indholdet af begrundelserne for opførelsen af selskabet på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012.
68 Det fremgår således for det første af retspraksis, at det i mangel af en udtrykkelig bestemmelse i EU-retten ikke kan anerkendes, at der påhviler Unionens institutioner en almindelig forpligtelse til at oplyse borgerne om de forhåndenværende retsmidler og om betingelserne for anvendelsen heraf (kendelser af 5.3.1999, Guérin automobiles mod Kommissionen, C-153/98 P, Sml., EU:C:1999:123, præmis 15, og Guérin automobiles mod Kommissionen, C-154/98 P, Sml., EU:C:1999:124, præmis 15, og af 30.3.2000, Méndez Pinedo mod BCE, T-33/99, Sml. Pers., EU:T:2000:94, præmis 36; jf. ligeledes i denne retning kendelse af 7.12.2004, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-521/03 P, EU:C:2004:778, præmis 44).
69 Forordning nr. 267/2012 indeholder imidlertid ikke nogen bestemmelser, som i forbindelse med en meddelelse, der foretages ved hjælp af offentliggørelse af en bekendtgørelse i EU-Tidende, pålægger Rådet at angive de forhåndenværende retsmidler og betingelserne for anvendelsen heraf. Forordningens artikel 46, stk. 3, som vedrører meddelelse af grundene til vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for de berørte personer og enheder (jf. præmis 40 ovenfor), indeholder særligt ingen forpligtelse i denne retning.
70 For det andet skal det, henset til bemærkningerne i præmis 54 ovenfor, under alle omstændigheder fastslås, at sagsøgeren i den foreliggende sag havde kendskab til de forhåndenværende retsmidler og søgsmålsfrister og særligt til selskabets mulighed for at anfægte de restriktive foranstaltninger, der var indført over for det.
71 I lyset af det ovenstående skal det fastslås, at søgsmålsfristen for så vidt angår forordning nr. 267/2012 begyndte at løbe på datoen for offentliggørelsen af bekendtgørelsen af 11. december 2012. Påstanden om delvis annullation af denne forordning, nedlagt den 15. oktober 2013, kan således ikke antages til realitetsbehandling, idet den er nedlagt for sent.
72 Selv hvis det antages, at offentliggørelsen af bekendtgørelsen af 11. december 2012 ikke kan anvendes som udgangspunkt for fristen for at anlægge annullationssøgsmål som følge af den manglende angivelse af de retsmidler, som sagsøgeren rådede over for at anfægte sin opførelse på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012, skal det under alle omstændigheder tilføjes, at sagsøgerens repræsentant i den skrivelse, vedkommende fremsendte til Rådet den 21. januar 2013, har anført, at selskabets navn efter dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579), endnu ikke var blevet fjernet fra bilag II til afgørelse 2010/413 eller bilag IX til forordning nr. 267/2012, idet han i denne forbindelse henviste til punkt 103 i afdeling I B i bilag IX til denne forordning, hvori netop sagsøgerens navn var opført.
73 Det fremgår således af de oplysninger i sagsakterne, som er nævnt i præmis 72 ovenfor, at sagsøgerens repræsentant, og følgelig sagsøgeren selv, havde et nøjagtigt og sikkert kendskab til opførelsen af selskabets navn i bilag IX til forordning nr. 267/2012 og til begrundelsen for denne opførelse senest på datoen for skrivelsen af 21. januar 2013. I denne forbindelse skal det argument, som sagsøgeren fremførte i retsmødet, og hvorefter det på denne dato alene var selskabets repræsentant og ikke selskabet selv, som havde kendskab til opførelsen af selskabet på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012 og begrundelsen for denne opførelse, forkastes. Det skal således bemærkes, at sagsøgeren ligeledes har anført i retsmødet, at selv hvis det antages, at Rådet kunne stole på det iranske postvæsens påtegnelse om, at selskabet var flyttet, kunne eller burde denne institution imidlertid have meddelt forordningen til selskabets repræsentant. Sagsøgeren kan således ikke uden at modsige sig selv gøre gældende, at en meddelelse til selskabets repræsentant gælder som individuel meddelelse, samtidig med at det anføres, at selskabets repræsentants angivelse af, at selskabet er opført på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012, ikke kan godtgøre, at selskabet selv havde kendskab hertil.
74 Under de i den foreliggende sag omhandlede omstændigheder er det derfor tilstrækkeligt at fastslå, at selv hvis det antages, at datoen for offentliggørelsen af bekendtgørelsen af 11. december 2012 ikke kan anvendes, således som sagsøgeren har gjort gældende, er denne sag ikke desto mindre anlagt for sent, idet det fremgår af oplysningerne i sagsakterne, at sagsøgeren havde kendskab til sin opførelse i bilag IX til forordning nr. 267/2012 senest den 21. januar 2013.
75 Det skal i denne forbindelse endvidere tilføjes, at for så vidt angår indefrysning af midler er den omstændighed, at der tages hensyn til datoen for, hvornår sagsøgeren fik kendskab til vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for selskabet og begrundelsen for disse foranstaltninger, ikke i strid med den retspraksis, som sidstnævnte har henvist til, og hvorefter søgsmålsfristen hverken begynder at løbe, når Rådet har undladt at foretage en individuel meddelelse af en retsakt, som pålægger restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, til denne person eller enhed, skønt Rådet var bekendt med vedkommendes adresse (jf. i denne retning domme Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 38 ovenfor, EU:T:2013:397, præmis 59, af 16.9.2012, Bank Kargoshaei m.fl. mod Rådet, T-8/11, EU:T:2013:470, præmis 44, Hassan mod Rådet, nævnt i præmis 42 ovenfor, EU:T:2014:682, præmis 38, og Mayaleh mod Rådet, nævnt i præmis 43 ovenfor, EU:T:2014:926, præmis 60 og 66), eller når der hverken individuelt eller via offentliggørelse af en bekendtgørelse er foretaget nogen meddelelse (jf. i denne retning dom af 4.2.2014, Syrian Lebanese Commercial Bank mod Rådet, T-174/12 og T-80/13, Sml., EU:T:2014:52, præmis 54, og af 23.9.2014, Mikhalchanka mod Rådet, T-196/11 og T-542/12, EU:T:2014:801, præmis 57).
76 I de domme, der er henvist til i præmis 75 ovenfor, har Retten således hverken taget stilling til datoen for, hvornår den berørte part fik kendskab til de omhandlede retsakter, eller endog til spørgsmålet om, hvorvidt denne dato i tilfælde af manglende meddelelse af de pågældende retsakter kunne tages i betragtning med henblik på afgørelsen af udgangspunktet for søgsmålsfristen. Selv om Domstolen i præmis 62 i dom Gbagbo m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 39 ovenfor (EU:C:2013:258), har anført, at når de omhandlede retsakter har været genstand for offentliggørelse af en bekendtgørelse i EU-Tidende, fordi det var umuligt for Rådet at meddele disse retsakter direkte til de berørte personer, kan de pågældende personer ikke påberåbe sig, at de først efterfølgende fik kendskab til disse retsakter, skal det i øvrigt bemærkes, at Domstolen derimod ikke har taget stilling til den betydning, som kriteriet om, hvornår der opnås kendskab til retsakten, eventuelt har, når der ikke er foretaget nogen meddelelse af den omhandlede retsakt. De anfægtede retsakter i den sag, der gav anledning til den nævnte dom, havde således været genstand for meddelelse via en offentliggørelse af en bekendtgørelse i EU-Tidende.
77 I lyset af det ovenstående og særligt de konklusioner, der er draget i præmis 71 og 74 ovenfor, skal det fastslås, at påstanden om annullation af forordning nr. 267/2012, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, nedlagt den 15. oktober 2013, ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den er nedlagt for sent.
78 Der drages ikke tvivl om konklusionerne i præmis 55 og 77 ovenfor ved de øvrige argumenter fremført af sagsøgeren. Med disse argumenter har sagsøgeren gjort gældende, at præklusionen af annullationspåstandene er i strid med princippet om en rimelig behandling i forvaltningen, for så vidt som selskabet med rette kunne forvente, at Rådet efter dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579), fjernede selskabets navn fra listen i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 og bilag IX til forordning nr. 267/2012, og at Rådet, som har undladt at besvare selskabets skrivelser af 21. januar, 6. februar og 29. april 2013, burde have hørt selskabet og i givet fald burde have oplyst det om de forhåndenværende retsmidler.
79 Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at reglerne om søgsmålsfrister er ufravigelige og skal anvendes af retsinstansen på en sådan måde, at retssikkerheden og retssubjekternes lighed for loven sikres (dom af 18.1.2007, PKK og KNK mod Rådet, C-229/05 P, Sml., EU:C:2007:32, præmis 101), og at disse frister af hensyn til retssikkerheden udgør en begrænsning, der ligger i selve retten til søgsmålsadgang (jf. i denne retning kendelse af 12.9.2013, Ellinika Nafpigeia og 2. Hoern mod Kommissionen, C-616/12 P, EU:C:2013:884, præmis 31).
80 At tilslutte sig sagsøgerens argumenter, som bygger på de hævdede omstændigheder, at Rådet ikke har besvaret selskabets skrivelser af 21. januar, 6. februar og 29. april 2013, og at Rådet retsstridigt har nægtet at fjerne selskabets navn i det eneste bilag til gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og bilag IX til forordning nr. 267/2012, ville imidlertid være i strid med dette formål med søgsmålsfristen.
81 For så vidt som sagsøgeren har kritiseret Rådet for en hævdet retsstridig nægtelse af som følge af dom Oil Turbo Compressor mod Rådet, nævnt i præmis 12 ovenfor (EU:T:2012:579), at fjerne selskabets navn fra listen over de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger truffet over for Iran, skal det dernæst bemærkes, at det er et passivitetssøgsmål i henhold til artikel 265 TEUF, som udgør det rette middel til at konstatere en institutions retsstridige undladelse af at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelsen af en dom (dom af 19.2.2004, SIC mod Kommissionen, T-297/01 og T-298/01, Sml., EU:T:2004:48, præmis 32) eller til at fastslå, om institutionen ud over at erstatte den annullerede retsakt også havde pligt til at træffe andre foranstaltninger vedrørende andre retsakter, som ikke var anfægtet under det oprindelige annullationssøgsmål (dom af 26.4.1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen, 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Sml., EU:C:1988:199, præmis 22-24, og af 18.9.1996, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, T-387/94, Sml., EU:T:1996:120, præmis 40).
82 Det skal endelig præciseres, at alvoren af det hævdede retsbrud, som den pågældende institution foreholdes, eller betydningen af det indgreb i de grundlæggende rettigheder, som måtte følge heraf, under ingen omstændigheder vil kunne tillade, at traktatens udtrykkelige formalitetskrav ikke anvendes (jf. i denne retning kendelse af 10.5.2001, FNAB m.fl. mod Rådet, C-345/00 P, Sml., EU:C:2001:270, præmis 40).
83 I lyset af samtlige ovennævnte betragtninger skal påstandene om annullation af de anfægtede retsakter, for så vidt som de angår sagsøgeren, afvises, idet de er nedlagt for sent, uden at det er nødvendigt at undersøge den af Rådet subsidiært nedlagte påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.
Påstanden om erstatning
84 I replikken har sagsøgeren som »supplerende stævning« fremsat en påstand om erstatning for skade, der er opgjort til 90 528 392,56 EUR, og som selskabet har lidt som følge af, at selskabet på grund af vedtagelsen af de ulovlige restriktive foranstaltninger ikke var i stand til at opfylde de kontrakter, som det havde indgået med sine kunder, og da selskabet har måttet udbetale kontraktmæssige bøder og konventionalbod til de sidstnævnte. Hvad angår spørgsmålet, om denne påstand kan antages til realitetsbehandling, har sagsøgeren for det første påberåbt sig dom af 26. juni 1990, Sofrimport mod Kommissionen (C-152/88, Sml., EU:C:1990:259), hvoraf det fremgår, at et erstatningssøgsmål kan indgives sammen med et annullationssøgsmål. Selskabet har for det andet gjort gældende, at nedlæggelsen af en sådan påstand i replikken er hensigtsmæssig af procesøkonomiske årsager, idet selskabet i øvrigt har præciseret, at påstanden om erstatning vedrører nærværende sags genstand.
85 Rådet har heroverfor anført, at påstanden om erstatning i replikken skal afvises, for så vidt som den ændrer sagens genstand, således som denne er fastsat i stævningen. I det omfang påstanden om erstatning bygger på ulovligheden af afgørelse 2011/783, har Retten i øvrigt ikke kompetence til at træffe afgørelse herom. Påstanden er under alle omstændigheder ugrundet.
86 I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet af 2. maj 1991 har sagsøgeren pligt til at fastlægge søgsmålets genstand og til at fremstille søgsmålsgrundene i stævningen. Selv om samme reglements artikel 48, stk. 2, åbner mulighed for under visse omstændigheder at fremsætte nye anbringender under sagen, kan denne bestemmelse i intet tilfælde fortolkes således, at den skulle åbne mulighed for, at sagsøgeren kan fremsætte nye påstande for Retten og således ændre sagens genstand (dom af 18.9.1992, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, T-28/90, Sml., EU:T:1992:98, præmis 43, og af 20.5.2009, VIP Car Solutions mod Parlamentet, T-89/07, Sml., EU:T:2009:163, præmis 110; jf. ligeledes analogt dom af 25.9.1979, Kommissionen mod Frankrig, 232/78, Sml., EU:C:1979:215, præmis 3).
87 I den foreliggende sag fremgår det utvetydigt af stævningen, at denne alene tog sigte på annullation af gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012, for så vidt som disse retsakter vedrørte sagsøgeren. I retsmødet har sagsøgeren i øvrigt som svar på et spørgsmål fra Retten udtrykkeligt bekræftet denne forståelse af stævningen, hvilket er blevet tilført retsmødeprotokollatet.
88 Da sagens genstand er fastlagt i stævningen som værende en påstand om annullation af gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012, kan den påstand om erstatning, som er fremsat i replikken, under disse omstændigheder ikke antages til realitetsbehandling, henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 86 ovenfor.
89 Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argumenter.
90 For så vidt som sagsøgeren har påberåbt sig dom Sofrimport mod Kommissionen, nævnt i præmis 84 ovenfor (EU:C:1990:259), skal det for det første bemærkes, at omstændighederne i nærværende sag er forskellige fra dem, der lå til grund for den sag, der gav anledning til den nævnte dom, hvorfor denne dom ikke er relevant for så vidt angår vurderingen af, om den foreliggende påstand om erstatning kan antages til realitetsbehandling. I den pågældende sag fremgik såvel annullationspåstanden som påstanden om erstatning af stævningen, således som det fremgår af dommens præmis 1.
91 For så vidt som sagsøgeren har henvist til procesøkonomiske årsager, skal det for det andet bemærkes, at formalitetsbetingelserne i artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet af 2. maj 1991 er ufravigelige (jf. i denne retning kendelse af 17.7.2014, Melkveebedrijf Overenk m.fl. mod Kommissionen, C-643/13 P, EU:C:2014:2118, præmis 38, og dom af 21.3.2002, Joynson mod Kommissionen, T-231/99, Sml., EU:T:2002:84, præmis 154) og kan således ikke overlades til parternes rådighed. Hvis sagsøgeren fik adgang til for Retten i replikken at nedlægge en ny påstand om erstatning, hvis genstand er forskellig fra de påstande, der fremgår af stævningen, skønt den pågældende kunne have nedlagt en sådan påstand i stævningen, ville det medføre, at sagsøgeren fik adgang til overskride de ufravigelige formalitetsbetingelser.
92 Henset til ovennævnte betragtninger skal det fastslås, at den påstand om erstatning, som for første gang er nedlagt i replikken, skal afvises (jf. i denne retning dom af 11.6.2014, Syria International Islamic Bank mod Rådet, T-293/12, EU:T:2014:439, præmis 83).
93 Henset til samtlige ovenstående betragtninger bør den foreliggende sag forkastes i det hele.
Sagens omkostninger
94 I henhold til Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Oil Turbo Compressor Co. (Private Joint Stock) bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.
Martins Ribeiro | Gervasoni | Madise |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. oktober 2015.
Underskrifter