Language of document : ECLI:EU:T:2011:218

Sag T-343/08

Arkema France

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for natriumchlorat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og af EØS-aftalens artikel 53 – annullationssøgsmål – formaliteten – tilregnelse af den ulovlige adfærd – bøder – skærpende omstændighed – gentagne overtrædelser – formildende omstændighed – samarbejde under den administrative procedure – betydelig merværdi«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – ret til forsvar – domstolskontrol – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

4.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – Kommissionens skøn – hensyntagen til de særlige omstændigheder i forbindelse med et gentagelsestilfælde – omfattet – ingen fastsættelse af en forældelsesfrist

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – beslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde – hensyntagen ved fastsættelsen af en virksomheds gentagne overtrædelser til tidligere overtrædelser, som den samme virksomhed har begået, og som Kommissionen allerede har sanktioneret

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, som fastslår en overtrædelse, og som er vedtaget efter en anden kommissionsbeslutning vedrørende den samme virksomhed – anvendelse af en ny forhøjelse af bøden på grund af gentagelser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – mulighed for at forhøje bødeniveauet for at forstærke bødernes afskrækkende virkning

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – ligebehandlingsprincippet

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – Kommissionens skøn

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – nødvendigt, at en adfærd har lettet Kommissionens konstatering af overtrædelsen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – retningslinjer for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne – bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen – betingelser

(Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 1, og 2006/C 210/02, punkt 29, fjerde led)

13.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde – betingelser

(Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 21, 2006/C 210/02, punkt 29, fjerde led, og 2008/C 167/01, punkt 5)

14.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret

(Art. 229 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.      Når Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen udtrykkeligt anfører, at den vil undersøge, om der bør pålægges de berørte virksomheder bøder, og den ligeledes anfører de væsentlige faktiske og retlige forhold, som kan medføre en bøde, herunder den formodede overtrædelses grovhed og varighed samt spørgsmålet om, hvorvidt den er begået forsætligt eller uagtsomt, opfylder den sin forpligtelse til at overholde virksomhedernes ret til at blive hørt. Den giver dem herved de fornødne oplysninger til, at de kan tage til genmæle, ikke blot for så vidt angår konstateringen af, at der foreligger en overtrædelse, men også for så vidt angår den omstændighed, at de er blevet pålagt en bøde.

(jf. præmis 54)

2.      Hvad angår fastsættelsen af størrelsen af bøderne pålagt for en overtrædelse af konkurrencereglerne er de af klagepunktsmeddelelsen omfattede virksomheders ret til at blive hørt sikret over for Kommissionen gennem adgangen til at udtale sig om varigheden og grovheden af de forhold, der er gjort gældende, og om disses konkurrencebegrænsende virkninger. I øvrigt nyder virksomhederne en yderligere garanti for så vidt angår bødeudmålingen, idet Retten er tillagt fuld prøvelsesret, således at den i medfør af artikel 31 i forordning nr. 1/2003 bl.a. kan ophæve eller nedsætte bøden.

(jf. præmis 55)

3.      Hvad angår den skærpede omstændighed i form af gentagne overtrædelser indebærer den omstændighed alene, at Kommissionen i sin hidtidige beslutningspraksis ikke har fundet, at visse forhold udgjorde en skærpende omstændighed ved fastsættelsen af bøden, ikke, at den er forpligtet til at anlægge den samme vurdering i en senere beslutning. Den omstændighed, at Kommissionen i en anden sag har givet en virksomhed lejlighed til at udtale sig om, at Kommissionen agtede at tage i betragtning, at virksomheden tidligere havde begået en lignende overtrædelse, indebærer på ingen måde, at Kommissionen er forpligtet til at gøre det samme i alle sager, eller at den pågældende virksomhed, hvis den ikke har fået en sådan lejlighed, ikke fuldt ud kan udøve sin ret til at blive hørt.

(jf. præmis 56)

4.      Proportionalitetsprincippet indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end passende og nødvendigt for gennemførelsen af det tilsigtede formål. I sammenhæng med beregningen af bøder skal overtrædelsernes grovhed fastslås i henhold til en række elementer, og der må ikke tillægges nogen af disse elementer en uforholdsmæssig stor betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen. Proportionalitetsprincippet indebærer i denne sammenhæng, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt med de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt berettiget måde.

(jf. præmis 63)

5.      Kommissionen råder over et skøn hvad angår valget af de forhold, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse, såsom sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at det er nødvendigt at opstille en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som skal tages i betragtning.

Konstateringen og vurderingen af de særlige omstændigheder i forbindelse med et gentagelsestilfælde indgår i Kommissionens skøn, og Kommissionen kan ikke være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en sådan konstatering.

Gentagelsestilfælde udgør således et væsentligt element, som Kommissionen skal tage hensyn til, idet formålet med at tage gentagelsessituationer i betragtning er at tilskynde virksomheder, der har vist en tendens til at begå overtrædelser af konkurrencereglerne, til at ændre deres adfærd. Kommissionen kan derfor i hver enkelt sag tage hensyn til de faktorer, der bekræfter en sådan tendens, herunder f.eks. hvor lang tid, der er forløbet mellem de omhandlede overtrædelser. Selv om der ikke består nogen forældelsesfrist, som er til hinder for, at Kommissionen konstaterer, at der foreligger et gentagelsestilfælde, forholder det sig ikke desto mindre således, at Kommissionen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ikke kan tage hensyn til en eller flere tidligere beslutninger, hvorved en virksomhed sanktioneres, uden nogen tidsmæssig begrænsning.

(jf. præmis 64-66 og 68)

6.      Princippet non bis in idem er et grundlæggende princip i EU-retten, som på konkurrenceområdet forbyder, at en virksomhed domfældes eller atter forfølges for en konkurrencebegrænsende adfærd, for hvilken den allerede er blevet pålagt en sanktion, eller med hensyn til hvilken den er blevet erklæret ansvarsfri ved en tidligere afgørelse, der ikke længere kan anfægtes. Anvendelsen af princippet ne bis in idem afhænger af, at tre betingelser er opfyldt, nemlig at de faktiske omstændigheder er identiske, at lovovertræderen er den samme person, og at den retsbeskyttede interesse er den samme.

Kommissionens hensyntagen i en beslutning, der fastslår en virksomheds deltagelse i konkurrencebegrænsende aftaler, og som pålægger virksomheden en bøde, til flere tidligere overtrædelser, som den samme virksomhed har begået, og som Kommissionen har sanktioneret, indebærer ikke en tilsidesættelse af princippet non bis in idem, idet den ikke tilsigter atter at sanktionere de nævnte tidligere overtrædelser, men udelukkende at fastslå den omhandlede virksomheds gentagne overtrædelser med henblik på fastsættelsen af størrelsen af bøden for den nye overtrædelse.

For det andet og under alle omstændigheder er de kumulative betingelser for anvendelsen af princippet non bis in idem ikke opfyldt, eftersom betingelsen om, at de faktiske omstændigheder er identiske, ikke er opfyldt.

(jf. præmis 80-84)

7.      Det ville være i strid med målet om bødens afskrækkende virkning, at Kommissionen tager hensyn til den omstændighed, at den i en tidligere beslutning på grund af gentagne overtrædelser har taget hensyn til en første overtrædelse for i en senere beslutning at udelukke en forhøjelse af bødens grundbeløb på grundlag af nævnte overtrædelse. En sådan løsning resulterer i en situation, som med hensyn til målet om bødens afskrækkende virkning er kontraproduktiv, hvori den bøde, som pålægges en virksomhed, som har begået gentagne overtrædelser, ikke progressivt stiger ud fra antallet af overtrædelser, som den har begået, men hvori det marginale bødebeløb, som virksomheden kan pålægges, derimod progressivt reduceres ud fra det stigende antal beslutninger, hvorved den pålægges en sanktion.

Det har desuden ingen betydning, at tidligere beslutninger, hvorved den omhandlede virksomhed pålægges en bøde, vedrører faktiske omstændigheder, som er sammenfaldende med dem, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, eftersom Kommissionen udelukkende har baseret sig på andre tidligere beslutninger, der er vedtaget inden påbegyndelsen af den sanktionerede overtrædelse, for i den anfægtede beslutning at konstatere, at nævnte virksomhed har begået gentagne overtrædelser.

(jf. præmis 88 og 89)

8.      I medfør af artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 kan Kommissionen ved beslutning pålægge virksomheder bøder, hvis de har overtrådt artikel 81 EF, og kan i denne forbindelse tage hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed. Disse bestemmelser udgør den relevante hjemmel for at tage en gentagelse i betragtning ved beregningen af bøden.

Desuden sikrer de retningslinjer, som Kommissionen vedtager for at beregne bødebeløbet, retssikkerheden for virksomhederne, da de fastlægger den metode, som Kommissionen har forpligtet sig til at anvende ved fastsættelse af bøder. Vedkommende myndighed kan ikke fravige den i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling.

Kommissionens tidligere beslutningspraksis udgør desuden ikke den retlige ramme for de bøder, der pålægges på konkurrenceområdet. Kommissionen råder herved over et vidt skøn med hensyn til fastsættelsen af bødernes størrelse. Den er ikke bundet af de skøn, som den tidligere har foretaget, og den er ikke forpligtet til at anvende nøjagtige matematiske formler.

Dette vide skøn tilsigter at sætte Kommissionen i stand til at tilskynde virksomhederne til at overholde konkurrencereglerne.

Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har anvendt bøder af en vis størrelse på visse typer af overtrædelser, kan herved ikke fratage den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 1/2003 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik.

For at konkurrencereglerne kan gennemføres effektivt, må Kommissionen tværtimod til enhver tid have mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter denne politiks krav. En forhøjelse af en vis størrelse, som anvendes på en virksomhed, kan således begrundes i det yderligere behov for at afskrække virksomheden, henset til dens tilbøjelighed til at overtræde konkurrencereglerne, mens en forhøjelse af en anden størrelse, som anvendes på en anden virksomhed, kan begrundes i behovet for at sikre den bøde, som virksomheden pålægges, en afskrækkende virkning, henset til, at virksomheden på grund af sin meget store samlede omsætning, som langt overstiger de andre kartelmedlemmers omsætning, lettere kunne fremskaffe de nødvendige midler til betaling af bøden.

(jf. præmis 96, 98-101 og 106)

9.      Princippet om ligebehandling kræver, at ensartede forhold ikke behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.

Den omstændighed alene, at Kommissionen i sin tidligere beslutningspraksis har anvendt en bestemt sats for forhøjelse af grundbeløbet for den bøde, som er blevet pålagt en virksomhed for overtrædelse af konkurrencereglerne, indebærer ikke, at den i forbindelse med en anden beslutning er frataget muligheden for at forhøje denne sats inden for de grænser, som den har fastsat i retningslinjerne, for at tilskynde den omhandlede virksomhed til at ændre sin konkurrencebegrænsende adfærd.

(jf. præmis 108 og 109)

10.    I et tilfælde, hvor der tilkommer EU-institutionerne et skøn ved varetagelsen af deres opgaver, er overholdelsen af de garantier, som er foreskrevet i EU-retten vedrørende den administrative sagsbehandling, af særlig stor betydning. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk undersøger alle relevante forhold i den enkelte sag.

(jf. præmis 111)

11.    Kommissionen har et vidt skøn med hensyn til metoden til bødeberegning, og den kan herved tage hensyn til mange forhold, herunder de pågældende virksomheders samarbejde ved undersøgelserne gennemført af denne institutions tjenestegrene. Kommissionen skal som led heri foretage vanskelige faktiske skøn, bl.a. vedrørende de nævnte virksomheders respektive samarbejde.

Kun et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionen i forbindelse med bedømmelsen af kartelmedlemmers samarbejde kan anfægtes, eftersom Kommissionen har et vidt skøn for at vurdere kvaliteten og brugbarheden af en virksomheds samarbejde, navnlig i forhold til andre virksomheders bidrag.

Begrundelsen for en bødenedsættelse i tilfælde af samarbejde fra virksomheders side, som har deltaget i overtrædelser af konkurrenceretten, beror på den betragtning, at et sådant samarbejde gør det lettere for Kommissionen at konstatere en overtrædelse og i givet fald bringe den til ophør. I betragtning af begrundelsen for nedsættelsen kan Kommissionen ikke se bort fra brugbarheden af de fremlagte oplysninger, som nødvendigvis afhænger af det bevismateriale, den allerede er i besiddelse af.

Selv om det påhviler Kommissionen at angive grundene til, at den vurderer, at det af virksomheder inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen fremlagte materiale udgør et bidrag, der begrunder en bødenedsættelse, eller modsat ikke udgør et sådant bidrag, påhviler det derimod de virksomheder, der ønsker at anfægte Kommissionens beslutning i den henseende, at godtgøre, at Kommissionen i mangel af sådanne af virksomhederne frivilligt fremlagte oplysninger i det væsentlige ikke ville have været i stand til at godtgøre overtrædelsen og således vedtage en beslutning om pålæggelse af bøder.

Når en virksomhed som led i samarbejdet blot bekræfter, men mindre præcist og udførligt, visse oplysninger, som en anden virksomhed allerede har fremlagt som led i samarbejdet, kan førstnævnte virksomheds samarbejde – skønt det kan have en vis nytte for Kommissionen – ikke anses for at have et omfang, der kan sammenlignes med omfanget af det samarbejde, der blev udvist af den virksomhed, der først fremlagde de pågældende oplysninger. En forklaring, der kun i en vis udstrækning bekræfter en forklaring, Kommissionen i forvejen var i besiddelse af, letter således ikke dens arbejde væsentligt. Dermed er forklaringen ikke tilstrækkelig til, at den kan begrunde en nedsættelse af bøden som følge af samarbejde. Endelig giver en virksomheds samarbejde under undersøgelsen ikke ret til nogen bødenedsættelse, når dette samarbejde ikke er gået ud over, hvad der fulgte af de forpligtelser, som påhvilede den i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003.

(jf. præmis 134-138)

12.    Kommissionen har i punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 forpligtet sig til inden for rammerne af det skøn med hensyn til de formildende omstændigheder, som den har pligt til at tage hensyn til ved fastsættelsen af bøderne, at indrømme en bødenedsættelse, når en virksomhed samarbejder effektivt med Kommissionen uden for anvendelsesområdet for meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager og ud over dens retlige pligt til at samarbejde.

En anvendelse af retningslinjernes punkt 29, fjerde led, kan imidlertid ikke have som konsekvens, at samarbejdsmeddelelsen fratages sin effektive virkning.

Samarbejdsmeddelelsens punkt 1 bestemmer således, at nævnte meddelelse »fastsætter rammer for, hvordan virksomheder, som deltager i eller har deltaget i hemmelige karteller, der påvirker Fællesskabet, skal belønnes for at samarbejde med Kommissionen«. Det fremgår således af ordlyden og opbygningen af nævnte meddelelse, at virksomhederne i princippet kun kan opnå en nedsættelse af bøden på grund af deres samarbejde, når de opfylder de strenge betingelser, som er fastsat i nævnte meddelelse.

For at sikre den effektive virkning af samarbejdsmeddelelsen er det således kun i usædvanlige situationer, at Kommissionen har pligt til at indrømme en nedsættelse af bøden til en virksomhed på grundlag af retningslinjernes punkt 29, fjerde led. Dette er navnlig tilfældet, når en virksomheds samarbejde, som går ud over dens retlige pligt til at samarbejde uden imidlertid at give virksomheden ret til en bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen, er af objektiv nytte for Kommissionen. En sådan nytte bør konstateres, når Kommissionen i sin endelige afgørelse baserer sig på beviser, som en virksomhed har givet den inden for rammerne af sit samarbejde, og i mangel af hvilke Kommissionen ikke ville have været i stand til helt eller delvist at sanktionere den omhandlede overtrædelse.

(jf. præmis 168-170)

13.    Ved at erstatte meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager fra 1996 med meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager fra 2002, som ikke foreskriver nogen bødenedsættelse, når virksomheden ikke bestrider de faktiske omstændigheder, har Kommissionen entydigt udelukket, at en bødenedsættelse kan indrømmes herfor inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen fra 2002 eller punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003. Det er således kun, hvis en virksomhed enten fremlægger beviser af en betydelig merværdi som omhandlet i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen fra 2002, eller fremlægger oplysninger, i mangel af hvilke Kommissionen ikke helt eller delvist har kunnet sanktionere den omhandlede overtrædelse i sin endelige beslutning, at Kommissionen har pligt til at indrømme virksomheden en bødenedsættelse. Indrømmelsen af en bødenedsættelse afhænger af den objektive nytte, som Kommissionen har af en virksomheds samarbejde.

Under alle omstændigheder har Kommissionen i medfør af punkt 5 i meddelelsen om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i forordning nr. 1/2003 i kartelsager en bred skønbeføjelse til at afgøre, hvilke sager der egner sig til at indlede forligsforhandlinger, og det er kun, hvis de deltagende virksomheder opfylder betingelserne i nævnte meddelelse, at de indrømmes en bødenedsættelse på 10%.

I medfør af forligsmeddelelsen tilkommer det således kun Kommissionen og ikke virksomhederne at bestemme, henset til de foreliggende omstændigheder i hver sag, om anvendelsen af denne procedure gør det lettere at sanktionere den omhandlede overtrædelse, og inden for rammerne heraf indrømme en bødenedsættelse på 10% til en virksomhed, som opfylder betingelserne.

Selv om det følger af den nationale konkurrenceret i flere af Unionens medlemsstater, at den omstændighed, at en virksomhed ikke bestrider de faktiske omstændigheder, giver ret til bødenedsættelse, udgør disse bestemmelser, som ikke binder Kommissionen, ikke de relevante retlige rammer for at undersøge, om Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved ikke at indrømme en virksomhed en bødenedsættelse på grund af dens samarbejde.

(jf. præmis 189-192)

14.    Hvad angår Unionens retsinstansers kontrol med Kommissionens beslutninger på konkurrenceområdet bemærkes, at ud over en simpel legalitetskontrol, som kun tillader, at annullationssøgsmålet forkastes, eller at den appellerede retsakt annulleres, giver den fulde prøvelsesret, som Retten i medfør af artikel 229 EF har fået tildelt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, Retten beføjelse til at omgøre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, f.eks. med henblik på at ændre størrelsen af den pålagte bøde.

Herved skal hverken satsen på 90% for forhøjelse af grundbeløbet for en bøde, som Kommissionen har pålagt en virksomhed på grund af virksomhedens deltagelse i konkurrencebegrænsende aftaler, henset til virksomhedens stærke tilbøjelighed til at tilsidesætte konkurrencereglerne, eller størrelsen af den bøde, som er blevet pålagt, i det omfang samarbejdet fra nævnte virksomheds side ikke har kunnet sætte Kommissionen i stand til helt eller delvist at sanktionere kartellet, ændres.

(jf. præmis 203-205)