Language of document : ECLI:EU:T:2017:323

Sag T-754/14

Michael Efler m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Regler for institutionerne – europæisk borgerinitiativ – transatlantisk handels- og investeringspartnerskab – samlet økonomi- og handelsaftale – åbenbart uden for Kommissionens beføjelse – forslag til retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne – artikel 11, stk. 4, TEU – artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 211/2011 – ligebehandling«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 10. maj 2017

1.      Unionsborgerskab – borgerens rettigheder – indgivelse af et borgerinitiativ – forordning nr. 211/2011 – anvendelsesområde – EU-retsakter – begreb – Rådets afgørelse om bemyndigelse til indledning af forhandlinger med henblik på indgåelse af en international aftale – omfattet

[Art. 2 TEU og art. 11, stk. 4 TEU; art. 207, stk. 3 og 4, TEUF, art. 218 TEUF og art. 288, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 211/2011, art. 2, stk. 1, og art. 4, stk. 2, litra b)]

2.      Unionsborgerskab – borgerens rettigheder – indgivelse af et borgerinitiativ – forordning nr. 211/2011 – genstand for et borgerinitiativ – forhindring af indgåelsen af en international aftale, der vil ændre Unionens retsorden – lovlig – tilsidesættelse af princippet om institutionel ligevægt – foreligger ikke

(Art. 11, stk. 4, TEU; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 211/2011, art. 2, stk. 1)

1.      Begrebet retsakt som omhandlet i artikel 11, stk. 4, TEU, artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 211/2011 om borgerinitiativer og samme forordnings artikel 4, stk. 2, litra b), kan imidlertid ikke i mangel af anden angivelse opfattes således, at den begrænser sig alene til endelige EU-retsakter, der skaber retsvirkninger over for tredjemænd. Hverken ordlyden af de nævnte bestemmelser eller de formål, disse forfølger, kan navnlig begrunde, at en afgørelse om bemyndigelse til indledning af forhandlinger med henblik på indgåelse af en international aftale, der er truffet i henhold til artikel 207, stk. 3 og 4, TEUF og artikel 218 TEUF, og som åbenlyst er en afgørelse som omhandlet i artikel 288, stk. 4, TEUF, udelukkes fra begrebet retsakt for så vidt angår et europæisk borgerinitiativ.

Tværtimod kræver princippet om demokrati, der, som det bl.a. er angivet i præamblen til EU-traktaten, i artikel 2 TEU og i præamblen til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er en af de grundlæggende værdier, som Unionen bygger på, hvilket ligeledes gælder for det specifikke mål, der forfølges med mekanismen med det europæiske borgerinitiativ, som består i at styrke demokratiet i Unionen ved at give enhver borger en generel ret til at deltage i det demokratiske liv, at der anlægges en fortolkning af begrebet retsakt, der omfatter retsakter, såsom en afgørelse om indledning af forhandlinger med henblik på indgåelse af en international aftale, der utvivlsomt har til formål at ændre Unionens retsorden.

(jf. præmis 35-37)

2.      Reglerne vedrørende det europæiske borgerinitiativ indeholder ikke nogen angivelse, der indikerer, at borgerdeltagelsen ikke kan overvejes med henblik på at forhindre vedtagelsen af en retsakt. Selv om den foreslåede retsakt i henhold til artikel 11, stk. 4, TEU og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 211/2011 om borgerinitiativer ganske vist skal bidrage til gennemførelsen af traktaterne, er dette rent faktisk tilfældet for så vidt angår de retsakter, der har til formål at forhindre indgåelsen af internationale aftaler, idet disse tilsigter at ændre Unionens retsorden.

I denne henseende omfatter formålet om deltagelse i det demokratiske liv i Unionen, som mekanismen med det europæiske borgerinitiativ søger at opfylde, åbenlyst muligheden for at kræve gældende retsakter ændret eller helt eller delvist tilbagetrukket. Der er dermed heller ikke noget, der kan begrunde, at de retsakter, der har til formål at få tilbagetrukket en afgørelse om bemyndigelse til indledning af forhandlinger med henblik på indgåelse af en international aftale trukket tilbage, udelukkes fra den demokratiske debat, hvilket ligeledes gør sig gældende for retsakter, der har til formål at hindre undertegnelsen og indgåelsen af en sådan aftale, som ubestrideligt skaber selvstændige retsvirkninger ved – i givet fald – at forhindre en bebudet ændring af EU-retten.

Desuden udgør et forslag til et europæisk borgerinitiativ med henstilling til Rådet om, at det annullerer mandatet med henblik på forhandling af en international aftale og ikke indgår en anden international aftale – som langt fra er en indblanding i fremgangsmåden for en igangværende lovgivningsprocedure – et udtryk for EU-borgernes faktiske deltagelse i det demokratiske liv i Unionen uden at bringe den institutionelle ligevægt, som traktaterne tilstræber, i fare.

(jf. præmis 41-43 og 47)