RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)
10. april 2019 (*)
»Statsstøtte – postsektoren – finansiering af højere lønmæssige og sociale omkostninger til en del af personalet i Deutsche Post gennem tilskud og indtægter fra prisregulerede tjenester – beslutning om at udvide den formelle undersøgelsesprocedure – afgørelse, hvorved det efter den formelle undersøgelsesprocedure fastslås, at der foreligger ny støtte – annullationssøgsmål – anfægtelig retsakt – søgsmålsinteresse – formaliteten – følgerne af annullationen af den endelige afgørelse – begrundelsespligt«
I sag T-388/11,
Deutsche Post AG, Bonn (Tyskland), ved advokaterne J. Sedemund, T. Lübbig og M. Klasse,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved D. Grespan, T. Maxian Rusche og R. Sauer, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
UPS Europe SPRL/BVBA, tidligere UPS Europe NV/SA, Bruxelles (Belgien),
og
United Parcel Service Deutschland Sàrl & Co. OHG, tidligere UPS Deutschland Inc. & Co. OHG, Neuss (Tyskland),
først ved advokaterne T. Ottervanger og E. Henny, derefter ved advokat T. Ottervanger og endelig ved advokat R. Wojtek,
intervenienter,
angående en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse K(2011) 3081 endelig af 10. maj 2011 om udvidelse af den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF for så vidt angår statsstøtte C 36/07 (ex NN 25/07), som Forbundsrepublikken Tyskland har ydet Deutsche Post, hvoraf et resumé er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2011, C 263, s. 4),
har
RETTEN (Første Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne V. Valančius, P. Nihoul, J. Svenningsen og U. Öberg (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig N. Schall,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. februar 2018,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
Undersøgelsesproceduren i perioden 1999 til 2002
1 I 1950 oprettede Forbundsrepublikken Tyskland en postinstitution ved navn Deutsche Bundespost. I 1989 oprettede Forbundsrepublikken Tyskland til erstatning for Deutsche Bundespost tre særskilte enheder. Det drejede sig om Postdienst (postvirksomhed), Postbank (bankvirksomhed) og Telekom (televirksomhed).
2 I medfør af Gesetz zur Umwandlung der Unternehmen der Deutschen Bundespost in die Rechtsform der Aktiengesellschaft (lov om omdannelse af virksomheder i Deutsche Bundespost til aktieselskaber) af 14. september 1994 (BGBl. 1994 I, s. 2325) blev Postdienst til Deutsche Post AG, der er sagsøger i den foreliggende sag, ligesom Postbank og Telekom med virkning fra den 1. januar 1995 antog juridisk form af aktieselskaber.
3 Den 17. august 1999 besluttede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber efter at have modtaget en klage fra UPS Europe NV/SA, nu UPS Europe SPRL/BVBA (herefter »UPS«), der er intervenient i den foreliggende tvist, at indlede en formel undersøgelsesprocedure over for Forbundsrepublikken Tyskland vedrørende flere støtteforanstaltninger til fordel for Postdienst og efterfølgende sagsøgeren (herefter »1999-beslutningen om indledning af proceduren«). Blandt de omhandlede støtteforanstaltninger var de tilskud, der blev ydet af de tyske myndigheder til sagsøgeren til dækning af omkostningerne til pension for de ansatte, der har status af tjenestemænd (herefter »pensionstilskud«).
4 Ved beslutning 2002/753/EF af 19. juni 2002 om Forbundsrepublikken Tysklands foranstaltninger til fordel for Deutsche Post (EFT 2002, L 247, s. 27, herefter »den endelige beslutning fra 2002«) afsluttede Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure indledt i 1999. Efter at have konkluderet, at den kompensation, som staten har ydet for nettomeromkostninger i forbindelse med en rabatpolitik inden for dør til dør-pakketjenester, der var åbne for konkurrence, udgjorde en fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, fastslog Kommissionen i artikel 1 i denne beslutnings konklusion, at den statsstøtte på 572 mio. EUR, som var ydet til sagsøgeren, var uforenelig med fællesmarkedet, og pålagde i samme konklusions artikel 2 Forbundsrepublikken Tyskland at tilbagesøge støtten. Ifølge Kommissionens opfattelse havde den omhandlede støtte fundet sted i forskellige former, bl.a. i form af finansielle overførsler til sagsøgeren via Telekom, i form af statsgarantier til sagsøgeren og i form af pensionstilskud.
5 Den 4. september 2002 anlagde sagsøgeren sag ved Retten, registreret under sagsnummer T-266/02, med påstand om annullation af den endelige beslutning fra 2002.
6 Ved dom af 1. juli 2008, Deutsche Post mod Kommissionen (T-266/02, EU:T:2008:235), annullerede Retten den endelige beslutning fra 2002 med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde påvist, at der forelå en fordel for sagsøgeren.
7 Ved dom af 2. september 2010, Kommissionen mod Deutsche Post (C-399/08 P, EU:C:2010:481), forkastede Domstolen den appel, der var iværksat til prøvelse af nævnte dom.
a) Beslutningen fra 2007 om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure
8 Ved skrivelse af 12. september 2007 efter indgivelse af en fornyet klage fra UPS, hvori denne anførte, at ikke samtlige foranstaltninger, der var opregnet i den første klage, var blevet undersøgt, og at der var blevet tildelt ulovlig støtte efter vedtagelsen af den endelige beslutning fra 2002, samt af en anden klage fra en konkurrent til sagsøgeren, meddelte Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland, at den havde besluttet at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF vedrørende de tyske myndigheders statsstøtte C 36/07 (ex NN 25/07) til fordel for Deutsche Post (EUT 2007, C 245, s. 21, herefter »2007-beslutningen om indledning af proceduren«). I denne nye beslutning henviste Kommissionen til behovet for at gennemføre en samlet undersøgelse af samtlige konkurrenceforvridninger som følge af tildelingen af offentlige midler til sagsøgeren. Den angav, at proceduren indledt ved 1999-beslutningen om indledning af proceduren ville blive suppleret for at indarbejde de oplysninger, som var blevet meddelt for nylig, og indtage en endelig holdning vedrørende foreneligheden af tildelingen af disse offentlige midler med EF-traktaten.
9 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. november 2007 og registreret under sagsnummer T-421/07 anlagde sagsøgeren sag ved Retten med påstand om annullation af 2007-beslutningen om indledning af proceduren.
10 Ved dom af 8. december 2011, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07, EU:T:2011:720), fastslog Retten i dommens præmis 75, at »ved vedtagelsen af [2007-beslutningen om indledning af proceduren] var den formelle undersøgelsesprocedure indledt i 1999 med hensyn til de omtvistede foranstaltninger ikke blevet afsluttet ved [den endelige beslutning] fra 2002 ud over de 572 mio. EUR, der er omhandlet i sidstnævntes konklusion«. Retten konstaterede således i den nævnte doms præmis 78, at »[2007-beslutningen om indledning af proceduren] på tidspunktet for sin vedtagelse hverken ændrede den juridiske rækkevidde af de omtvistede foranstaltninger eller sagsøgerens retsstilling«, hvorefter den i dommens præmis 80 konkluderede, at sagen burde afvises.
11 Under appelsagen fastslog Domstolen i dom af 24. oktober 2013, Deutsche Post mod Kommissionen (C-77/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:695), at idet Kommissionen i artikel 1 i konklusionen til den endelige beslutning fra 2002 fastslog, at støtten var uforenelig med fællesmarkedet, og i samme konklusions artikel 2 pålagde Forbundsrepublikken Tyskland at tilbagesøge støtten, afsluttede den proceduren indledt ved 1999-beslutningen om indledning af proceduren fuldstændigt. Domstolen fastslog dermed, at Retten havde begået en retlig fejl ved at antage, at den formelle undersøgelsesprocedure indledt i 1999 ikke var blevet afsluttet ved den endelige beslutning fra 2002 ud over de 572 mio. EUR, der er omhandlet i sidstnævntes konklusion. Følgelig ophævede Domstolen dom af 8. december 2011, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07, EU:T:2011:720), og hjemviste sagen til Retten.
12 I dom af 18. september 2015, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07 RENV, EU:T:2015:654), vurderede Retten i dommens præmis 44, at 2007-beslutningen om indledning af proceduren med hensyn til samtlige deri omhandlede foranstaltninger skulle anses for en beslutning om fornyet indledning af en formel undersøgelsesprocedure, der var fuldstændigt afsluttet. Retten konkluderede, at beslutningen var blevet truffet i strid med Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1) og med retssikkerhedsprincippet, for så vidt som Kommissionen havde foretaget en fornyet indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, der var blevet fuldstændigt afsluttet med den endelige beslutning fra 2002, med henblik på, uden at ophæve eller tilbagekalde beslutningen, at vedtage en ny endelig beslutning. Da denne dom ikke blev appelleret, fik den materiel retskraft.
b) Afgørelsen fra 2011 om udvidelse af den formelle undersøgelsesprocedure og den endelige afgørelse fra 2012
13 Den 10. maj 2011 meddelte Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland sin afgørelse K(2011) 3081 endelig om udvidelse af proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF for så vidt angår statsstøtte C 36/07 (ex NN 25/07), som Forbundsrepublikken Tyskland har ydet Deutsche Post, hvoraf et resumé er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2011, C 263, s. 4, herefter »den anfægtede afgørelse«). Ved denne afgørelse blev den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den statsstøtte, der blev ydet sagsøgeren som kompensation for befordringspligten, udvidet til at omfatte støtte ydet af de tyske myndigheder til sagsøgeren til dækning af omkostningerne til pension for de ansatte, der har status af tjenestemænd. Denne nye afgørelse havde til hensigt at udvide den formelle undersøgelsesprocedure, der havde været genstand for en fornyet indledning i 2007, med henblik på en nærmere undersøgelse af pensionsordningen, som indtil da kun havde været behandlet kortfattet.
14 Ved afgørelse 2012/636/EU af 25. januar 2012 om Tysklands foranstaltning C 36/07 (ex NN 25/07) til fordel for Deutsche Post (EUT 2012, L 289, s. 1, herefter »den endelige afgørelse fra 2012«) fastslog Kommissionen bl.a., at den offentlige finansiering af pensioner udgjorde ulovlig statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked. Den fandt imidlertid, at visse offentlige overførsler til sagsøgeren udgjorde statsstøtte, som var forenelig med det indre marked, og at de offentlige garantier vedrørende gæld, som Deutsche Bundespost havde påtaget sig inden sin omdannelse til tre aktieselskaber, skulle betragtes som eksisterende støtte.
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. marts 2012 og registreret under sagsnr. T-143/12 anlagde Forbundsrepublikken Tyskland et annullationssøgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse fra 2012.
16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. april 2012 og registreret under sagsnr. T-152/12 anlagde sagsøgeren ligeledes sag med påstand om annullation af artikel 1, 2 og 4-6 i den endelige afgørelse fra 2012.
17 Ved dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), annullerede Retten artikel 1 og 4-6 i den endelige afgørelse fra 2012 med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde påvist, at der forelå en fordel for sagsøgeren.
18 Dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), blev ikke appelleret inden udløbet af den gældende frist. Den blev derfor endelig.
19 Ved kendelse af 17. marts 2017, Deutsche Post mod Kommissionen (T-152/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:188), fastslog Retten, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sag T-152/12, eftersom denne sag havde samme genstand som sag T-143/12, der havde givet anledning til dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), dom om delvis annullation, der var blevet endelig.
Retsforhandlinger og parternes påstande
20 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. juli 2011 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
21 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 6. oktober 2011 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991.
22 Ved kendelse af 23. juli 2013, og efter at parterne var blevet hørt, blev retsforhandlingerne i nærværende sag udsat på Domstolens afgørelse i sag C-77/12 P angående dom af 8. december 2011, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07, EU:T:2011:720), hvilken blev truffet den 24. oktober 2013.
23 Ved kendelse af 12. maj 2014 har UPS og UPS Deutschland Inc. & Co. OHG, nu United Parcel Service Deutschland Sàrl & Co. OHG, fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.
24 Ved kendelse af 15. september 2014 blev retsforhandlingerne i nærværende sag atter udsat på afgørelsen i sag T-421/07 RENV, hvilken blev truffet den 18. september 2015 og førte til, at 2007-beslutningen om indledning af proceduren blev annulleret.
25 Efter genoptagelsen af retsforhandlingerne har Retten ved kendelse af 20. november 2015 besluttet at henskyde formalitetsindsigelsen til behandling i forbindelse med sagens realitet.
26 Den 7. januar 2016 har Kommissionen indgivet svarskrift.
27 Den 25. februar 2016 har sagsøgeren indgivet replik.
28 Den 14. marts 2016 har intervenienterne indgivet et fælles interventionsindlæg.
29 Den 20. april 2016 har Kommissionen indgivet duplik.
30 Ved Justitskontorets skrivelse af 24. november 2016 har Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet parterne om at fremsætte deres bemærkninger om, hvilke konsekvenser der skal drages af dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), herunder hvorvidt det eventuelt er ufornødent at træffe afgørelse i sagen i henhold til artikel 131, stk. 1, i Rettens procesreglement, navnlig med hensyn til fortsættelsen af den formelle undersøgelsesprocedure angående den del af den endelige afgørelse fra 2012, som blev annulleret, og sagsøgerens fortsatte søgsmålsinteresse.
31 Parterne har fremsat deres bemærkninger inden for de fastsatte frister.
32 Efter forslag fra Første Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.
33 Ved Justitskontorets skrivelse af 18. december 2017 har Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse stillet parterne spørgsmål til skriftlig besvarelse med henblik på retsmødet.
34 Parterne har besvaret Rettens spørgsmål inden for de fastsatte frister.
35 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Formalitetsindsigelsen forkastes.
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
36 Kommissionen har med støtte fra intervenienterne nedlagt følgende påstande:
– Principalt afvises sagen.
– Subsidiært fastslås det, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, da sagsøgerens søgsmålsinteresse er bortfaldet.
– Mere subsidiært frifindes Kommissionen.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Om formaliteten
37 I formalitetsindsigelsen har Kommissionen gjort gældende, at den anfægtede afgørelse alene havde til formål at sikre Forbundsrepublikken Tysklands ret til forsvar med hensyn til begrebet støtte og til foreneligheden af de omhandlede foranstaltninger med det indre marked, uden at få selvstændige retsvirkninger, og at den derfor ikke udgør en anfægtelig retsakt. Af samme grund har sagsøgeren ifølge Kommissionen under alle omstændigheder ingen interesse i at opnå en annullation af afgørelsen. Ligeledes har Kommissionen modsat sig en afgørelse om, at det som følge af dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.
38 Sagsøgeren har bestridt Kommissionens argumenter og har gjort gældende, at søgsmålsinteressen består, så længe Kommissionen ikke har tilbagekaldt den anfægtede afgørelse.
39 Intervenienterne har støttet Kommissionens påstande angående sagens formalitet og har ligeledes modsat sig en afgørelse om, at det som følge af dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), er ufornødent at træffe afgørelse i sagen. Ifølge intervenienternes opfattelse har sagsøgeren som følge af Rettens annullation af den endelige afgørelse fra 2012 fortsat interesse i, at Kommissionen træffer en ny endelig afgørelse.
40 Det skal bemærkes, at Kommissionen nærmere bestemt har gjort gældende, at nærværende sag skal afvises af de samme grunde, som den har anført tidligere i forbindelse med den sag, den havde anlagt til prøvelse af 2007-beslutningen om indledning af proceduren. Selv om Domstolen allerede har forkastet disse argumenter i dom af 24. oktober 2013, Deutsche Post mod Kommissionen (C-77/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:695), har Kommissionen i retsmødet bekræftet, at den ønsker at opretholde sin formalitetsindsigelse.
41 Det fremgår af fast retspraksis, at foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, udgør retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263 TEUF (dom af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 37 og 38, og af 24.10.2013, Deutsche Post mod Kommissionen, C-77/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:695, præmis 51).
42 Navnlig hvad angår de retligt bindende virkninger af en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF med hensyn til en foranstaltning, der er under gennemførelse, og som er kvalificeret som ny støtte, ændrer en sådan afgørelse nødvendigvis retsstillingen for den pågældende foranstaltning såvel som for de virksomheder, der modtager støtten, navnlig for så vidt angår den videre gennemførelse heraf. I det mindste hersker der efter vedtagelsen af en sådan afgørelse betydelig tvivl om denne foranstaltnings lovlighed, hvilket bør føre til, at medlemsstaten indstiller støtteudbetalingen, idet indledningen af proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF udelukker en umiddelbar afgørelse om, at støtten er forenelig med fællesmarkedet, som ville gøre det muligt at videreføre den retmæssige gennemførelse af den nævnte foranstaltning. En sådan afgørelse ville kunne påberåbes ved en national ret, som kunne anmodes om at træffe afgørelse om alle de konsekvenser, der følger af en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF. Endelig kan en sådan afgørelse i alle tilfælde give de begunstigede virksomheder anledning til at afvise nye udbetalinger eller til at foretage de nødvendige hensættelser til eventuelle fremtidige tilbagebetalinger. Erhvervslivet vil ligeledes over for de begunstigede virksomheder kunne tage hensyn til den retligt og økonomisk usikre situation, som disse befinder sig i (jf. dom af 24.10.2013, Deutsche Post mod Kommissionen, C-77/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:695, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 22.5.2015, Autoneum Germany mod Kommissionen, T-295/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:350, præmis 17).
43 I den foreliggende sag har Kommissionen i den anfægtede afgørelses præmis 80 kvalificeret pensionstilskuddene som ny støtte. Den har i 103. betragtning til den anfægtede afgørelse anført et beløb på flere milliarder euro, svarende til det beløb, som sagsøgeren i perioden 1995-2007 burde have indbetalt i bidrag til pensionsfonden for at sikre opretholdelsen af konkurrencen i forhold til de øvrige operatører på samme marked. Den har desuden i 106. betragtning til den anfægtede afgørelse henledt opmærksomheden på Forbundsrepublikken Tysklands forpligtelse til at indstille de omtvistede støtteforanstaltninger.
44 Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 42 ovenfor, er forpligtelsen til at indstille gennemførelsen af den omhandlede foranstaltning ikke den eneste retsvirkning af en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, såsom den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren er nemlig som følge af en sådan afgørelse bl.a. udsat for den risiko, at en national retsinstans træffer foreløbige forholdsregler for at beskytte dels de berørte parters interesser, dels den effektive virkning af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. I denne forbindelse kan den nationale retsinstans særligt anordne tilbagesøgning af de støttebeløb, som eventuelt er blevet udbetalt (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 29-31).
45 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i retsmødet bekræftet, at selskabet efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse havde foretaget de nødvendige hensættelser til eventuelle tilbagebetalinger, som ville kunne pålægges denne, i det tilfælde at der blev vedtaget en endelig negativ afgørelse.
46 På baggrund af samtlige disse betragtninger skal det konkluderes, at den anfægtede afgørelse på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet udgjorde en retsakt, der kunne berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, og at den således opfyldte alle kriterierne for en anfægtelig retsakt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263 TEUF.
47 Angående Kommissionens og intervenienternes argumenter, hvori det tilsigtes at drage opretholdelsen af sagsøgerens søgsmålsinteresse i tvivl, skal det endvidere bemærkes, at søgsmålsinteressen ifølge fast retspraksis er en afgørende og grundlæggende betingelse for ethvert sagsanlæg (jf. kendelse af 15.5.2013, Post Invest Europe mod Kommissionen, T-413/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:246, præmis 22). Dette krav garanterer processuelt, at Retten af hensyn til en ordentlig retspleje ikke skal tage stilling til anmodninger om udtalelser eller rent teoretiske spørgsmål (jf. i denne retning dom af 19.6.2009, Socratec mod Kommissionen, T-269/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:211, præmis 38). Unionens retsinstanser kan, ud over selve de argumenter, parterne har gjort gældende, af egen drift undersøge, om en sagsøger savner interesse i at anlægge eller opretholde et søgsmål som følge af, at der efter sagsanlægget er indtrådt en omstændighed, som kan fratage søgsmålet enhver effektiv virkning, og Unionens retsinstanser kan således fastslå, at søgsmålet af denne grund må afvises eller anses for at være uden genstand (jf. i denne retning og analogt dom af 19.10.1995, Rendo m.fl. mod Kommissionen, C-19/93 P, EU:C:1995:339, præmis 13).
48 Søgsmålsinteressen skal bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe parten en fordel (dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42, og kendelse af 7.12.2011, Fellah mod Rådet, T-255/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:718, præmis 12).
49 I forbindelse med et annullationssøgsmål skal spørgsmålet om, hvorvidt en sagsøgers søgsmålsinteresse fortsat består, bedømmes konkret, idet der bl.a. skal tages hensyn til følgerne af den hævdede ulovlighed (dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen, C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 65). Opretholdelsen af en sagsøgers søgsmålsinteresse forudsætter, at en annullation af den anfægtede retsakt fortsat i sig selv kan have retsvirkninger for sagsøgeren (jf. kendelse af 15.5.2013, Post Invest Europe mod Kommissionen, T-413/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:246, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
50 I den foreliggende sag skal det, uden nødvendigvis at begrænse sig til de argumenter, som parterne har gjort gældende, undersøges, om den anfægtede afgørelse, som udvidede den procedure, der var genstand for en fornyet indledning ved 2007-beslutningen om indledning af proceduren med henblik på »mere indgående at undersøge«, hvorvidt pensionstilskuddene gav sagsøgeren en fordel, fortsat har retsvirkninger for sagsøgeren efter vedtagelsen af den endelige afgørelse fra 2012, som afsluttede den procedure, der var genstand for en fornyet indledning i 2007, og således som den blev udvidet ved den anfægtede afgørelse, og efter afsigelsen dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), hvorved den endelige afgørelse fra 2012 blev annulleret.
51 Det fremgår af retspraksis, at når der anlægges sag dels til prøvelse af en afgørelse om at indlede en formel undersøgelsesprocedure med hensyn til en national foranstaltning, dels til prøvelse af en endelig afgørelse, der afslutter nævnte procedure, og som fastslår, at den undersøgte nationale foranstaltning udgør statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, medfører en afvisning af den sag, der er anlagt til prøvelse af sidstnævnte afgørelse, at genstanden for den sag, der er anlagt til prøvelse af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, bortfalder (jf. i denne retning dom af 13.6.2000, EPAC mod Kommissionen, T-204/97 og T-270/97, EU:T:2000:148, præmis 153-159, af 6.3.2002, Diputación Foral de Álava mod Kommissionen, T-168/99, EU:T:2002:60, præmis 22-26, og af 9.9.2009, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, T-30/01 – T-32/01 og T-86/02 – T-88/02, EU:T:2009:314, præmis 345-363).
52 Denne retspraksis kan imidlertid ikke overføres til den foreliggende sag, eftersom den anfægtede afgørelse er kendetegnet ved for det første, at den følger af dom af 1. juli 2008, Deutsche Post mod Kommissionen (T-266/02, EU:T:2008:235), hvorved Retten annullerede den endelige beslutning fra 2002, for det andet, at den har til formål mere indgående at undersøge 2007-beslutningen om indledning af proceduren, hvilken efterfølgende blev annulleret ved dom af 18. september 2015, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07 RENV, EU:T:2015:654), og for det tredje, at den blev afsagt før den endelige afgørelse fra 2012, som ligeledes blev annulleret ved dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406). Det skal bemærkes, at sidstnævnte dom ikke blev appelleret og dermed blev endelig.
53 Under hensyntagen til annullationen af den endelige afgørelse fra 2012 ved dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), skal det derimod bemærkes, at det følger af fast retspraksis, medmindre den fastslåede ulovlighed har gjort hele proceduren ulovlig, at den procedure, som har til formål at erstatte en ulovlig retsakt, der er blevet annulleret, kan genoptages på præcis det trin, hvor ulovligheden er indtrådt. En annullation af en EU-retsakt berører således ikke nødvendigvis de forberedende retsakter, og en annullation af en retsakt, der afslutter en administrativ procedure, der omfatter forskellige trin, medfører ikke nødvendigvis annullation af hele den procedure, der er gået forud for vedtagelsen af den anfægtede retsakt, uafhængigt af de grunde – indholdsmæssige eller formelle – der ligger bag annullationsdommen (dom af 7.11.2013, Italien mod Kommissionen, C-587/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:721, præmis 12, og af 6.7.2017, SNCM mod Kommissionen, T-1/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:470, præmis 69).
54 Det skal i denne henseende præciseres, at selv om Kommissionen under retsforhandlingerne i den foreliggende sag implicit har medgivet, at den anfægtede afgørelse, der dog ikke er blevet slettet fra Unionens retsorden, ikke længere kan danne grundlag for en ny afgørelse om at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure, har den til dato ikke tilbagekaldt afgørelsen. En følge heraf kunne være, at Kommissionen på nærværende stadium stadig har mulighed for at genoptage proceduren på det trin, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget. Som allerede anført i præmis 44 ovenfor risikerer sagsøgeren på baggrund af den anfægtede afgørelse således fortsat, at der anordnes tilbagesøgning af den af Kommissionen hævdede støtte.
55 Med hensyn til sammenfletningen af de tre formelle undersøgelsesprocedurer, som Kommissionen har indledt siden 1999, og Domstolens og Rettens række af forskellige afgørelser angående Kommissionens beslutninger og afgørelser om indledning og afslutning af disse procedurer skal det erindres, at Kommissionen i medfør af sine forpligtelser efter artikel 266 TEUF er forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opfylde dom af 1. juli 2008, Deutsche Post mod Kommissionen (T-266/02, EU:T:2008:235), af 18. september 2015, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07 RENV, EU:T:2015:654), og af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), hvilke allerede er afsagt af Unionens retsinstanser og har fået materiel retskraft.
56 Det fremgår ganske vist af fast retspraksis, at den institution, der har udstedt en retsakt, som er blevet annulleret af Unionens retsinstanser, skal fastslå, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at opfylde annullationsdommen. Imidlertid skal den pågældende institution under udøvelsen af det skøn, der i denne henseende tilkommer den, tage hensyn til såvel præmisserne i den nævnte dom som til de gældende bestemmelser i EU-retten (jf. dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).
57 Imidlertid pålægger artikel 266 TEUF den pågældende institution at forhindre, at en retsakt, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme uregelmæssigheder som dem, der blev konstateret i annullationsdommen. Disse principper gælder så meget desto mere, når den pågældende annullationsdom har fået materiel retskraft (dom af 10.11.2010, KHIM mod Simões Dos Santos, T-260/09 P, EU:T:2010:461, præmis 70 og 73).
58 Det følger heraf, at sagsøgeren fortsat har en interesse i at opnå, at den anfægtede afgørelse annulleres og slettes fra retsordenen, for så vidt som Kommissionen, i tilfælde af at afgørelsen annulleres, vil være tvunget til at sikre sig, at den nye afgørelse ikke er behæftet med de samme uregelmæssigheder som alle de forudgående beslutninger og afgørelser, såfremt den med henblik på at vedtage de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger i henhold til kravene i artikel 266 TEUF vedrørende de tre annullationsdomme, der er nævnt i præmis 55 ovenfor, beslutter at træffe en ny afgørelse om fornyet indledning af den formelle undersøgelsesprocedure.
59 På baggrund af den usædvanlige proceduremæssige kompleksitet, der er forbundet med flere administrative og retlige afgørelser angående de samme støtteforanstaltninger, må det under alle omstændigheder fastslås, at sagsøgeren befinder sig i en særligt usikker retlig situation, som kun realitetsbehandlingen af nærværende sag og en eventuel annullation af den anfægtede afgørelse vil kunne afklare, hvilket forstærker sagsøgerens søgsmålsinteresse med hensyn til en prøvelse af denne afgørelse.
60 Det skal i denne henseende bemærkes, at så længe Kommissionen vurderer, at den fortsat har mulighed for at vedtage en ny endelig afgørelse, er sagsøgeren ikke i stand til – end ikke midlertidigt – at forudse støttebeløbet eller, alt efter omstændighederne, renterne for den periode, hvor der forelå ulovlighed, og som denne risikerer at skulle tilbagebetale.
61 Alt efter om Kommissionen finder, at de beløb, der blev stillet til rådighed for sagsøgeren, selvstændigt henhører under proceduren indledt i 1999, i 2007 eller i 2011, kan størrelsen af det støttebeløb, der kan tilbagesøges, såfremt den omhandlede støtte kvalificeres som ny støtte, og det fastslås, at støtten er uforenelig med det indre marked, variere betydeligt, for så vidt som, i henhold til artikel 17, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (EUT 2015, L 248, s. 9), den første foranstaltning, der træffes af Kommissionen eller af en medlemsstat efter opfordring fra Kommissionen angående den ulovlige støtte, afbryder forældelsesfristen. Hvis en eventuel støtte i givet fald anses for at være forenelig med det indre marked, således at Kommissionen alene kan anordne tilbagesøgning af renterne for den periode, hvor der forelå ulovlighed (jf. i denne retning dom af 12.2.2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 55), vil længden af den periode, på grundlag af hvilken der vil skulle beregnes sådanne renter, ligeledes variere, alt efter det tidspunkt, hvor Kommissionen påbegyndte sin formelle undersøgelsesprocedure.
62 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at sagsøgeren fortsat har en søgsmålsinteresse med hensyn til prøvelse af den anfægtede afgørelse, selv om 2007-beslutningen om fornyet indledning af proceduren såvel som den endelige afgørelse fra 2012 allerede er blevet annulleret.
63 Følgelig skal det konkluderes, for det første, at sagen kan antages til realitetsbehandling, og, for det andet, at den ikke er blevet uden genstand. Formalitetsindsigelsen skal derfor forkastes i sin helhed, og det samme gælder samtlige Kommissionens og intervenienternes argumenter, hvormed det tilsigtes, at sagsøgerens søgsmålsinteresse erklæres tabt.
Om realiteten
64 Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål nærmere bestemt fremsat seks anbringender. De fem første anbringender vedrører åbenbart urigtige skøn fra Kommissionens side. Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og af proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.
65 Det skal bemærkes, at anbringendet vedrørende manglende eller utilstrækkelig begrundelse har til formål at godtgøre, at der er sket tilsidesættelse af væsentlige formelle krav, hvorfor dette anbringende kræver en prøvelse, der som sådan er adskilt fra bedømmelsen af begrundelsesfejlene i den anfægtede afgørelse, idet prøvelsen af sidstnævnte forhold henhører under behandlingen af afgørelsens velbegrundethed (jf. i denne retning dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67, og af 15.12.2005, Italien mod Kommissionen, C-66/02, EU:C:2005:768, præmis 26).
66 I den foreliggende sag skal det sjette anbringende derfor undersøges, for så vidt som det bl.a. vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, før der, om nødvendigt, skal foretages en prøvelse af den anfægtede afgørelses materielle lovlighed, hvilken er omhandlet i de øvrige anbringender.
67 Det fremgår af artikel 107, stk. 1, TEUF, at »[b]ortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.
68 Ifølge fast retspraksis skal samtlige betingelser i artikel 107, stk. 1, TEUF være opfyldt, for at der kan være tale om »statsstøtte« i denne bestemmelses forstand. For det første skal der være tale om en statslig foranstaltning, eller foranstaltningen skal være ydet ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne foranstaltning kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. For det tredje skal den give modtageren en selektiv fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (jf. dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
69 For at der i en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure kan foretages en foreløbig retlig kvalifikation af en foranstaltning som værende »statsstøtte«, skal begrundelsespligten være opfyldt med hensyn til samtlige betingelser, der er omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
70 Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom af 21.12.2016, Club Hotel Loutraki m.fl. mod Kommissionen, C-131/15 P, EU:C:2016:989, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
71 Hvad nærmere bestemt angår Kommissionens begrundelse af en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF skal der erindres om, at i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2 og 4, i forordning 2015/1589 kan en sådan afgørelse kun vedtages, hvis Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse konstaterer, at foranstaltningen udgør ny statsstøtte og giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked.
72 Det følger heraf, at enhver afgørelse, som Kommissionen træffer ved afslutningen af den foreløbige undersøgelsesfase, med risiko for i modsat fald at udhule begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, skal indeholde en foreløbig vurdering med hensyn til støttekarakteren af den påtænkte statslige foranstaltning og anføre årsagerne til, at Kommissionen finder anledning til tvivl om, hvorvidt foranstaltningen er forenelig med fællesmarkedet (jf. i denne retning dom af 22.10.2008, TV2/Danmark m.fl. mod Kommissionen, T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, EU:T:2008:457, præmis 138 og den deri nævnte retspraksis).
73 En sådan afgørelse truffet ved afslutningen af den foreløbige undersøgelsesfase skal bl.a. gøre det muligt for de interesserede parter at deltage aktivt i den formelle undersøgelsesprocedure, under hvilken de kan gøre deres argumenter gældende. Afgørelsen skal i denne henseende give parterne kendskab til Kommissionens begrundelse for midlertidigt at antage, at den omhandlede foranstaltning kan kvalificeres som værende ny statsstøtte, og for at nære tvivl om, hvorvidt støtten er forenelig med fællesmarkedet (jf. dom af 22.10.2008, TV2/Danmark m.fl. mod Kommissionen, T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, EU:T:2008:457, præmis 139 og den deri nævnte retspraksis).
74 I forbindelse med undersøgelsen af det sjette anbringende skal det nærmere bestemt efterprøves, om Kommissionen i den anfægtede afgørelse i tilstrækkeligt omfang har begrundet, hvorfor den efter en foreløbig undersøgelse fandt, at den omhandlede foranstaltning midlertidigt kunne kvalificeres som statsstøtte, uden på forhånd at have efterprøvet, om denne støtte var ny, og om den var forenelig med det indre marked.
75 Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt i den foreliggende sag. For det første har den i den anfægtede afgørelse undladt at beregne differencen mellem summen af de sociale bidrag, som Forbundsrepublikken Tyskland faktisk havde udbetalt til sagsøgeren (fratrukket det beløb, der svarede til forhøjelsen af posttaksterne), og summen af de sociale bidrag, som sagsøgerens konkurrenter, der henhører under den almindelige socialsikringsordning, havde udbetalt. For det andet har Kommissionen ikke redegjort udførligt for, hvorfor den fandt, at spørgsmålet om, i hvilket omfang sagsøgeren havde opfyldt sin forpligtelse til at indbetale socialsikringsbidrag, var uden relevans for beregningen af den anførte statsstøtte. For det tredje har Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang begrundet sin bedømmelse af, hvorvidt der som hævdet forelå krydssubsidiering indført i form af en forhøjelse af de tilladte posttakster med det formål at tage højde for de sociale omkostninger, som sagsøgeren havde indbetalt. For det fjerde har Kommissionen ikke redegjort for, hvorfor den i forbindelse med en sådan bedømmelse fandt det hensigtsmæssigt alene at støtte sig på en undersøgelse af, hvorvidt omkostningerne var forenelige med det indre marked.
76 Kommissionen og intervenienterne har bestridt sagsøgerens argumenter.
77 Indledningsvis skal det bemærkes, at den anfægtede afgørelse ikke er den første beslutning eller afgørelse om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, som Kommissionen har vedtaget angående den omtvistede foranstaltning. Den støtte, der er blevet tildelt i form af bidrag til sagsøgerens pensionsfond, var nemlig allerede genstand for 1999-beslutningen om indledning af proceduren, for 2007-beslutningen om indledning af proceduren såvel som for den endelige beslutning fra 2002 og den endelige afgørelse fra 2012.
78 Ved dom af 18. september 2015, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07 RENV, EU:T:2015:654), annullerede Retten imidlertid 2007-beslutningen om indledning af proceduren, i forbindelse med hvilken, som Kommissionen har påpeget det i den anfægtede afgørelses præmis 5, spørgsmålet om, hvorvidt pensionstilskuddene gav sagsøgeren en fordel eller ej, havde været genstand for en »kortfattet vurdering« og stadig burde »undersøges mere indgående«.
79 På baggrund af denne særlige proceduremæssige sammenhæng må det fastslås, at Kommissionen, da den vedtog den anfægtede afgørelse, var underlagt en særlig begrundelsespligt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 296, stk. 2, TEUF, eftersom Kommissionen allerede i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, der først blev indledt i 1999 og dernæst var genstand for en fornyet indledning i 2007, havde været i stand til at gøre sig overvejelser om, hvorvidt de statslige bidrag til sagsøgerens pensionsfond udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
80 Da Kommissionen har kvalificeret den anfægtede afgørelse som en afgørelse om at udvide den procedure, der var genstand for en fornyet indledning i 2007, kunne Kommissionen ikke uden at tilsidesætte begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF antage, at den ikke var i stand til, i det mindste midlertidigt, at fastslå, om ét af kriterierne i artikel 107, stk. 1, TEUF var opfyldt, og begrænse sig til at udtrykke sin tvivl, uden at anføre tilstrækkelige begrundelser i denne henseende.
81 Det fremgår af den anfægtede afgørelses præmis 64-67, at Kommissionen i den del, der vedrører vurderingen af, om der forelå statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og særligt om der forelå en eksklusiv økonomisk fordel, begrænsede sig til at beskrive de vanskeligheder, som den ville være stillet over for, hvis den havde skullet identificere økonomiske aktører, hvis retlige og faktiske situation kunne anses for at være sammenlignelig med sagsøgerens. Kommissionen påpegede bl.a., at sagsøgeren, for så vidt som denne havde eneret på området for befordringspligtydelser og havde modtaget en række offentlige overførsler og garantier i forbindelse med omdannelsen af Deutsche Bundespost, befandt sig i en særlig situation, der var uden fortilfælde.
82 I betragtning af disse forhold konkluderede Kommissionen, at det ikke ved en sammenligning mellem sagsøgerens omkostninger og konkurrenternes omkostninger kunne påvises, at der forelå en eksklusiv økonomisk fordel. Derimod fremhævede Kommissionen, at en sammenlignende undersøgelse af sagsøgeren og dennes konkurrenter ville være hensigtsmæssig inden for rammerne af en undersøgelse af støtteforanstaltningernes forenelighed, navnlig på det trin, hvor der finder en nærmere undersøgelse af konkurrencepåvirkningen sted.
83 Længere fremme i den anfægtede afgørelse fandt Kommissionen således, på det trin, hvor støttens forenelighed med det indre marked blev undersøgt, at det med udgangspunkt i en referencesats var muligt at sammenligne de sociale bidrag, som sagsøgeren havde indbetalt, med de sociale bidrag, som dennes private konkurrenter havde indbetalt. Kommissionen fremførte imidlertid ingen argumenter for at forklare, på hvilken måde dens konklusioner vedrørende undersøgelsen af den omtvistede støttes forenelighed understøttede, eller ikke var i modstrid med, dens konklusioner vedrørende vurderingen af, hvorvidt der forelå en selektiv økonomisk fordel, og, så meget desto mere, statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 107, stk. 1, TEUF.
84 På baggrund af samtlige disse betragtninger skal det konkluderes, at sagsøgeren med rette har godtgjort, at der forelå en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, med henvisning til, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen form for beregning, der gør det muligt at sammenligne sagsøgerens omkostninger med konkurrenternes omkostninger på det trin, hvor den omtvistede foranstaltning blev kvalificeret som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 107, stk. 1, TEUF, hvorimod der havde været foretaget en sådan sammenligning for at vurdere, hvorvidt den omhandlede støtte var forenelig med det indre marked.
85 Det skal i denne henseende bemærkes, at Retten i præmis 148 i dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), om annullation af den endelige afgørelse fra 2012, som Kommissionen vedtog efter den formelle undersøgelsesprocedure, som først blev genstand for en fornyet indledning i 2007 og siden udvidet ved den anfægtede afgørelse, henviste til den retspraksis, hvorefter det er på dette trin i anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, dvs. det trin, hvor det bevises, at der foreligger en fordel, at Kommissionen skal godtgøre, at en delvis fritagelse for forpligtelsen til at bidrage til pensionsfonden udgør en selektiv økonomisk fordel for en tidligere etableret operatør i forhold til konkurrenterne.
86 I præmis 150 og 151 i dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), fandt Retten nærmere bestemt, at selv om Kommissionen i den endelige afgørelse fra 2012 forsøgte at bevise, at der forelå en selektiv økonomisk fordel, foretog den først denne undersøgelse på det trin, hvor den undersøgte, om støtten var forenelig med det indre marked. Retten tiltrådte derfor Forbundsrepublikken Tysklands argument om, at Kommissionen havde begået en retlig fejl, idet den »først gik i gang med at sammenligne [omkostningerne] med de omkostninger, som en virksomhed »normalt« betaler for privatansatte i henhold til den tyske sociallovgivning, da den undersøgte, om den omhandlede foranstaltning var forenelig med det indre marked«.
87 Desuden erindrede Retten i præmis 152-154 i dom af 14. juli 2016, Tyskland mod Kommissionen (T-143/12, EU:T:2016:406), om, at forpligtelsen til at bevise, at der foreligger en selektiv økonomisk fordel for støttemodtageren, påhviler Kommissionen fra det tidspunkt, hvor den undersøger, om en foranstaltning henhører under artikel 107, stk. 1, TEUF.
88 For så vidt som den midlertidige kvalifikation af en foranstaltning som »støtte« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 107, stk. 1, TEUF, i overensstemmelse med artikel 108, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 2 og 4, i forordning 2015/1589, allerede finder sted i forbindelse med den foreløbige undersøgelse af den pågældende foranstaltning og med vedtagelsen af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, må det i den foreliggende sag imidlertid fastslås, at begrundelsespligten vedrørende tilstedeværelsen af en selektiv økonomisk fordel med hensyn til sagsøgeren i medfør af artikel 107, stk. 1, TEUF påhvilede Kommissionen allerede ved afslutningen af den foreløbige undersøgelsesfase, og ikke kun i forbindelse med den afgørelse, der blev truffet efter den formelle undersøgelsesprocedure.
89 Det følger heraf, at idet Kommissionen ikke klart og utvetydigt begrundede, at der forelå en fordel i henhold til kravene i artikel 107, stk. 1, TEUF, alt imens den allerede foretog en bedømmelse af, hvorvidt den omtvistede støtte var forenelig med det indre marked, satte den ved afslutningen af den foreløbige undersøgelsesfase og på det trin, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget, sagsøgeren i en retligt usikker situation. Denne undladelse fra Kommissionens side forhindrer desuden Unionens retsinstanser i at udøve deres prøvelsesret vedrørende den midlertidige kvalifikation af den omtvistede foranstaltning som »støtte« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 107, stk. 1, TEUF.
90 Følgelig skal det sjette anbringende tiltrædes, for så vidt som det vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten.
91 Da bedømmelsen af dette anbringende, for så vidt som det er støttet på en tilsidesættelse af begrundelsespligten, har vist, at den anfægtede afgørelse var behæftet med alvorlige mangler vedrørende forhold af væsentlig betydning for den anfægtede afgørelses overordnede opbygning, bør denne afgørelse annulleres på grund af tilsidesættelse af væsentlige formelle krav, uden at det er fornødent at undersøge, hvorvidt de øvrige argumenter, der er fremført inden for rammerne af såvel dette som de øvrige anbringender, er velbegrundede.
Sagsomkostninger
92 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
93 I det foreliggende tilfælde har Kommissionen tabt sagen, og da sagsøgeren har nedlagt påstand herom, bør Kommissionen pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger.
94 UPS og United Parcel Service Deutschland bærer hver deres egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Udvidede Afdeling):
1) Formalitetsindsigelsen forkastes.
2) Kommissionens afgørelse K(2011) 3081 endelig af 10. maj 2011 om udvidelse af den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF for så vidt angår statsstøtte C 36/07 (ex NN 25/07), som Forbundsrepublikken Tyskland har ydet Deutsche Post, annulleres.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Deutsche Post AG afholdte omkostninger.
4) UPS Europe SPRL/BVBA og United Parcel Service Deutschland Sàrl & Co. OHG bærer hver deres egne omkostninger.
Pelikánová | Valančius | Nihoul |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. april 2019.
Underskrifter