Language of document :

Sag anlagt den 19. marts 2007 - WWF-UK mod Rådet

(Sag T-91/07)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: WWF-UK Ltd (Godalming, Det Forenede Kongerige) (ved P. Sands, QC, barrister J. Simor og solicitor R. Stein)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Annullation af de TAC'er, der ved Rådets forordning nr. 41/2007 er fastsat for torsk i de områder, der er omfattet af Rådet forordning nr. 423/2004 om foranstaltninger til genopretning af torskebestande.

De ovennævnte foranstaltninger bør imidlertid forblive i kraft, indtil de erstattes af nye foranstaltninger.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den foreliggende sag er anlagt i medfør af artikel 230 EF vedrørende de samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) i 2007, som Rådet har vedtaget i henhold til forordning nr. 41/2007 1 ("TAC-forordningen") for torsk i områder, der er omfattet af Rådets forordning nr. 423/2004 om foranstaltninger til genopretning af torskebestande 2 ("genopretningsplanen for torsk") på forslag fra Kommissionen den 5. december 2006 3.

Sagsøgeren har sammenfattende anført, at Rådet har begået en åbenbar retlig fejl, idet det ikke har vedtaget TAC'er på 0, som det ifølge relevante videnskabelige udtalelser har påstået er nødvendige, hvis der skal ske en forøgelse af de nuværende bestande, som er i alvorlig fare for at bryde samme, og hvis man nogensinde skal vende tilbage til sikre biologiske grænser.

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at de omhandlede TAC'er er ulovlige, idet de ikke er fastsat i henhold til kravene i genopretningsplanen for torsk. Ifølge sagsøgeren har såvel Rådet som Kommissionen endvidere henvist til artikel 20 i forordning nr. 2371/2002 4 ("2002-forordningen") ved vedtagelsen af de omhandlede TAC'er, i stedet for at henvise til genopretningsplanen.

Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at de omhandlede TAC'er er ulovlige, idet de er i uoverensstemmelse med forsigtighedsprincippet i genopretningsplanen for torsk, artikel 5, stk. 3, artikel 4 og artikel 2, stk. 1, i 2002-forordningen, den fælles fiskeripolitik, artikel 174 EF og artikel 5 og 6 i FN- aftalen af 1995.

Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at vedtagelsen af de omhandlede TAC'er er ulogisk, idet disse er fastsat til et niveau, hvor bestandene ifølge alle foreliggende videnskabelig data enten forbliver på et niveau, hvor der er alvorlig fare for, at de bryder sammen, eller hvor de simpelt hen vil bryde sammen.

For det fjerde har Rådet ifølge sagsøgeren begået magtfordrejning, idet det vedtog niveauet for TAC'er med henblik på at opfylde politiske og økonomiske mål, i stedet for at vedtage det niveau, der var nødvendigt med henblik på at opfylde formålene med genopretningsplanen, som er at forøge torskebestandene inden for et år, eller hurtigst muligt, til et niveau, der ligger over det niveau, hvor der er alvorlig risiko for, at de bryder sammen.

Sagsøgeren har derudover anført, at såfremt det ifølge genopretningsplanen ikke er muligt at fastsætte TAC'er på 0, er planen i sig selv ulovlig, idet den dermed er i strid med forsigtighedsprincippet.

Endelig har sagsøgeren anført, at Rådet har begået en retlig fejl, idet det ikke tog hensyn til torskebestandene i ICES-område VII(d) (Det Internationale Havundersøgelsesråd) som dækket af genopretningsplanen for torsk.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 41/2007 af 21.12.2006 om fastsættelse for 2007 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (EUT L 15, s. 1)

2 - EUT 204 L 70, s. 8.

3 - KOM/2006/0774.

4 - Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20.12.2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (EFT 2002 L 358, s. 59).