DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
18. januar 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2003/88/EF – artikel 7 – artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – finansiel godtgørelse for den årlige betalte ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør – national lovgivning, der forbyder udbetaling af denne godtgørelse i tilfælde af en offentlig ansats frivillige fratrædelse – kontrol af offentlige udgifter – den offentlige arbejdsgivers organisatoriske behov«
I sag C-218/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunale di Lecce (retten i Lecce, Italien) ved afgørelse af 22. marts 2022, indgået til Domstolen den 24. marts 2022, i sagen
BU
mod
Comune di Copertino,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz, P.G. Xuereb, A. Kumin og I. Ziemele (refererende dommer),
generaladvokat: T. Ćapeta
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– BU ved avvocata A. Russo,
– Comune di Copertino ved avvocata L. Caccetta,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili,
– Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Recchia, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. juni 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem BU, der er tidligere offentligt ansat ved Comune di Copertino (Copertino kommune, Italien), og denne kommune vedrørende et afslag på at udbetale BU en finansiel godtgørelse for årlige betalte feriedage, der ikke var afholdt på tidspunktet for arbejdsforholdets ophør som følge af BU’s frivillige fratrædelse med henblik på førtidig pensionering.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Fjerde betragtning til direktiv 2003/88 lyder således:
»Forbedring af arbejdstagernes sikkerhedsmæssige, hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet er et mål, der ikke bør underordnes rent økonomiske hensyn.«
4 Artikel 7 i direktiv 2003/88, som har overskriften »Årlig ferie«, har følgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.
2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«
Italiensk ret
5 Den italienske forfatnings artikel 36, stk. 3, bestemmer:
»Arbejdstageren har ret til ugentlig hvile og årlig betalt ferie og kan ikke give afkald herpå.«
6 Artikel 2109 i Codice civile (civillovbogen) med overskriften »Hvileperiode« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:
»1. Arbejdstageren har ret til en hviledag om ugen, der normalt falder sammen med søndagen.
2. Arbejdstageren har ligeledes ret til en årlig betalt ferie, eventuelt i sammenhængende perioder, på et tidspunkt, der fastsættes af arbejdsgiveren, under hensyn til virksomhedens behov og arbejdstagerens interesser. Varigheden af denne periode er fastsat ved lov, overenskomster, sædvane eller billighed.«
7 Artikel 5 i decreto-legge nr. 95 – Disposizioni urgenti per la revisione della spesa pubblica con invarianza dei servizi ai cittadini nonché misure di rafforzamento patrimoniale delle imprese del settore bancario (lovdekret nr. 95 – Hasteforanstaltninger til gennemgang af de offentlige udgifter med uforandrede tjenester for borgerne samt foranstaltninger til at styrke kapitalen i banksektorens virksomheder) af 6. juli 2012 (almindeligt tillæg til GURI nr. 156, af 6.6.2012), der med ændringer er gennemført ved artikel 1, stk. 1, i lov nr. 135 af 7. august 2012, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lovdekret nr. 95«), med titlen »Nedbringelse af den offentlige forvaltnings udgifter«, bestemmer i stk. 8:
»Ferie, hviletid og anden ferie for ansatte i den offentlige forvaltning, herunder tjenestefrihed, der afholdes over den offentlige forvaltnings konsoliderede økonomiske konto, som identificeret af [Istituto nazionale di statistica – ISTAT (det nationale institut for statistik, Italien)] i henhold til artikel 1, stk. 2, i lov nr. 196 af 31. december 2009 og uafhængige myndigheder, herunder Commissione nazionale per le società e la borsa – Consob [(det nationale selskabs- og børstilsyn, Italien)] skal udstedes i overensstemmelse med bestemmelserne i disse myndigheders respektive reglementer og må under ingen omstændigheder give anledning til udbetaling af godtgørelser. Denne bestemmelse finder også anvendelse i tilfælde, hvor ansættelsesforholdet ophører på grund af mobilitet, afskedigelse, pension og aldersgrænse. Eventuelle mere gunstige lovgivningsmæssige og kontraktlige bestemmelser ophører med at finde anvendelse fra dette lovdekrets ikrafttræden. Overtrædelsen af denne bestemmelse medfører, ud over tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, et disciplinært og administrativt ansvar for den ansvarlige leder. Dette stykke finder ikke anvendelse på undervisningspersonale, administrativt, teknisk og assisterende personale, der er midlertidigt og lejlighedsvis afløser eller underviser på kontrakt, indtil undervisningen eller undervisningsaktiviterne er afsluttet, dog højst forskellen mellem de forfaldne feriedage og de dage, hvor det pågældende personale har ret til at afholde ferien.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
8 BU var fra den 1. februar 1992 til den 1. oktober 2016 ansat i Copertino kommune, hvor han bestred en stilling som Istruttore direttivo (administrativ instruktør).
9 Med virkning fra den 1. oktober 2016 fratrådte BU sin stilling efter frivillig fratrædelse for at gå på førtidspension.
10 Da BU er af den opfattelse, at han har ret til en finansiel godtgørelse for 79 årlige betalte feriedage, der var optjent i perioden fra 2013 til 2016, har han anlagt sag ved Tribunale di Lecce (retten i Lecce, Italien), som er den forelæggende ret, med påstand om finansiel godtgørelse for disse feriedage, der ikke er blevet afholdt.
11 Cupertino kommune har bestridt denne påstand for den forelæggende ret, idet den har henvist til artikel 5, stk. 8, i lovdekret nr. 95. Ifølge kommunen beviser det faktum, at BU har afholdt ferie i løbet af 2016, at denne havde kendskab til sin pligt som følge af denne bestemmelse til at afholde de feriedage, som han havde optjent i forbindelse med sit arbejde. Desuden tog han ikke den resterende del af sin ferie, selv om han havde fratrådt sin stilling.
12 Den forelæggende ret har anført, at de 79 feriedage, som BU ikke har taget, svarer til de årlige betalte feriedage, der er fastsat i direktiv 2003/88, hvoraf 55 skal betales for årene før 2016 og resten for dette sidste ansættelsesår. Den forelæggende ret har tilføjet, at BU i løbet af 2016 afholdt ferie svarende til de dage, der var optjent for tidligere år, og som var blevet overført til 2013 og de efterfølgende år. Denne situation indebærer imidlertid ikke noget misbrug fra BU’s side, der kan svare til dem, der er omhandlet i præmis 48 i dom af 6. november 2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften (C-684/16, EU:C:2018:874).
13 Den forelæggende ret har ligeledes anført, at Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) i dom nr. 95/2016 har fastslået, at artikel 5, stk. 8, i lovdekret nr. 95, der finder anvendelse på offentligt ansatte, og som med visse undtagelser bestemmer, at der ikke kan udbetales nogen finansiel godtgørelse for ikke afholdt betalt ferie, er i overensstemmelse med principperne i den italienske forfatning uden at tilsidesætte principperne i EU-retten og de folkeretlige regler. Denne ret nåede frem til denne konklusion ved at identificere forskellige undtagelser til denne regel, som ikke er relevante i den foreliggende sag.
14 Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) tog både hensyn til behovet for at kontrollere de offentlige udgifter og til de organisatoriske begrænsninger for den offentlige arbejdsgiver, idet den fastslog, at denne lovgivning havde til formål at bringe den ukontrollerede anvendelse af den »finansielle godtgørelse« for ikke afholdt ferie til ophør og at bekræfte, at den faktiske afholdelse af ferie havde forrang. Ifølge sidstnævnte gælder forbuddet mod at udbetale en finansiel godtgørelse ikke, når ferien ikke er afholdt af grunde, som arbejdstageren ikke har indflydelse på, såsom sygdom, men ikke i tilfælde af frivillig opsigelse.
15 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt artikel 5, stk. 8, i lovdekret nr. 95 er forenelig med EU-retten, navnlig henset til dom af 25. november 2021, job-medium (C-233/20, EU:C:2021:960), så meget desto mere som at formålet om kontrol af de offentlige udgifter fremgår af selve overskriften til dette lovdekrets artikel 5, og for så vidt som artiklens stk. 8 indgår i en helhed af foranstaltninger, der har til formål at opnå besparelser i den offentlige forvaltningssektor.
16 På denne baggrund har Tribunale di Lecce (retten i Lecce) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 7 i direktiv [2003/88] og artikel 31, stk. 2, i [chartret] fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning som den i hovedsagen omhandlede (dvs. artikel 5, stk. 8, i lovdekret nr. 95 [...]), der af hensyn til kontrol med de offentlige udgifter samt af organisatoriske hensyn hos den offentlige arbejdsgiver fastsætter et forbud mod udbetaling af feriegodtgørelse i tilfælde af en offentligt ansats frivillige fratrædelse?
2) Hvis [det første spørgsmål] besvares bekræftende, skal artikel 7 i […] [direktiv 2003/88] og artikel 31, stk. 2, i [chartret] da fortolkes således, at den offentligt ansatte skal bevise, at det var umuligt for vedkommende at afholde ferien, mens arbejdsforholdet varede?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Formaliteten
17 Den Italienske Republik har gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom den praksis fra Domstolen, der følger af dom af 20. juli 2016, Maschek (C-341/15, EU:C:2016:576), og af 6. november 2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften (C-684/16, EU:C:2018:874), klart angiver, hvordan national ret skal fortolkes, således at den er i overensstemmelse med EU-retten, og som er den fortolkning, Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) har anlagt. Desuden indeholder det andet spørgsmål selvmodsigende udsagn.
18 I denne henseende skal det indledningsvis konstateres, at den omstændighed, at en national retsinstans ikke er forpligtet til at forelægge en sag for Domstolen, eller at besvarelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse angiveligt er indlysende i lyset af EU-retten, henset til Domstolens procesreglement, ikke har nogen indvirkning på, om en sådan anmodning kan antages til realitetsbehandling (dom af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 16).
19 Det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført i artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
20 Heraf følger, at der gælder en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, hvis det fremgår klart, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
21 Ifølge den forelæggende ret kan BU på grundlag af artikel 5, stk. 8, i lovdekret nr. 95 ikke få udbetalt den finansielle godtgørelse for ikke afholdte feriedage ved arbejdsforholdets ophør, som han har nedlagt påstand om, med den begrundelse, at han frivilligt har bragt dette arbejdsforhold til ophør. I denne sammenhæng er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse er forenelig med artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 og med chartrets artikel 31, stk. 2.
22 De forelagte spørgsmål vedrører således fortolkningen af EU-retten, og det fremgår ikke klart, at den af denne ret ønskede fortolkning af disse bestemmelser savner enhver forbindelse med realiteten i tvisten eller dennes genstand, eller at problemet er af hypotetisk karakter. Endvidere råder Domstolen over de oplysninger, som er nødvendige for at kunne give et nyttigt svar på spørgsmålene.
23 Det følger heraf, at de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
Realiteten
24 Den forelæggende ret ønsker med de to spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der – af grunde, der vedrører kontrol af de offentlige udgifter og den offentlige arbejdsgivers organisatoriske behov – fastsætter et forbud mod at udbetale en finansiel godtgørelse til arbejdstageren for de årlige betalte feriedage, som er optjent i løbet af såvel det sidste ansættelsesår som i tidligere år, og som ikke er afholdt på tidspunktet for arbejdsforholdets ophør, når arbejdstageren frivilligt bringer ansættelsesforholdet til ophør, og når den pågældende ikke har godtgjort, at vedkommende ikke har afholdt sin ferie i løbet af det nævnte ansættelsesforhold af grunde, som han eller hun ikke har nogen indflydelse på.
25 Det bemærkes indledningsvis, at i henhold til Domstolens faste praksis skal enhver arbejdstagers ret til årlig betalt ferie betragtes som et særligt vigtigt princip i EU’s sociallovgivning, der ikke kan fraviges, og som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige begrænsninger, der er fastsat i direktiv 2003/88 (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
26 Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 bestemmer således, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis, som afspejler og konkretiserer den grundlæggende ret til en årlig betalt ferie, der er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
27 I denne henseende fremgår det af selve ordlyden af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og af Domstolens praksis, at det er overladt til medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for udøvelsen og gennemførelsen af retten til årlig betalt ferie i deres nationale lovgivning ved at præcisere de konkrete omstændigheder, hvorunder arbejdstagerne kan gøre brug af denne ret (dom af 22.9.2022, LB (Forældelse af ret til årlig betalt ferie), C-120/21, EU:C:2022:718, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
28 Medlemsstaterne er imidlertid forpligtet til at afholde sig fra at fastsætte nogen form for betingelser for selve stiftelsen af den nævnte rettighed, der direkte er fastsat i direktivet (jf. i denne retning dom af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
29 Det skal tilføjes, at retten til årlig ferie kun er den ene af de to dele af retten til årlig betalt ferie som grundlæggende princip i EU’s sociallovgivning. Denne grundlæggende ret omfatter således ligeledes en ret til at opnå en betaling og – som en ret, der er uadskilleligt knyttet til denne ret til årlig »betalt« ferie – retten til en finansiel godtgørelse for årlig ferie, der ikke er blevet afholdt ved arbejdsforholdets ophør (dom af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
30 Det bemærkes i denne forbindelse, at når arbejdsforholdet ophører, er det ikke længere muligt at holde den årlige betalte ferie, som arbejdstageren har ret til. For at undgå, at arbejdstageren, fordi den pågældende ikke kan afholde ferien, mister denne ret til ferie, selv i form af et udbetalt pengebeløb, bestemmer artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, at i tilfælde, hvor arbejdsforholdet ophører, er arbejdstageren berettiget til en finansiel godtgørelse for de årlige feriedage, som ikke er blevet afholdt (dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
31 Som Domstolen har fastslået, opstiller artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 ikke nogen anden betingelse for opnåelse af retten til en finansiel godtgørelse end den, der vedrører den omstændighed dels, at arbejdsforholdet er ophørt, dels, at arbejdstageren ikke har afholdt alle de årlige feriedage, som den pågældende havde ret til på tidspunktet for arbejdsforholdets ophør (dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis). Denne ret tillægges direkte ved det nævnte direktiv og kan ikke underlægges andre betingelser end dem, der udtrykkeligt er fastsat i direktivet (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Kreuziger, C-619/16, EU:C:2018:872, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
32 Det følger heraf – i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 – at en arbejdstager, der ikke har været i stand til at afholde hele sin årlige betalte ferie før arbejdsforholdets ophør, har ret til en finansiel godtgørelse for den årlige ferie, der ikke er afholdt. Det er i denne henseende ikke relevant, hvorfor arbejdsforholdet er ophørt. Den omstændighed, at en arbejdstager efter egen anmodning bringer arbejdsforholdet til ophør, har dermed ingen indvirkning på den pågældendes ret til i givet fald at modtage en finansiel godtgørelse for den årlige betalte ferie, der ikke er afholdt (dom af 20.7.2016, Maschek, C-341/15, EU:C:2016:576, præmis 28 og 29, og af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 32 og 34).
33 Den nævnte bestemmelse er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis, hvorefter der ikke ved arbejdsforholdets ophør udbetales nogen finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, som ikke er afholdt, til en arbejdstager, som ikke har været i stand til at gøre brug af hele sin ret til årlig ferie før dette arbejdsforholds ophør, bl.a. fordi arbejdstageren var på sygeorlov inden for hele eller en del af referenceperioden og/eller overførselsperioden (dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
34 Derudover har artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, idet bestemmelsen foreskriver, at den minimale årlige betalte ferieperiode ikke kan erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører, ligeledes til formål at sikre, at en arbejdstager normalt kan nyde godt af en reel hviletid med henblik på en effektiv beskyttelse af den pågældendes sikkerhed og sundhed (dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 33).
35 Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 er således ikke principielt til hinder for en national lovgivning, der fastsætter bestemmelser om udøvelsen af den ret til årlig betalt ferie, som udtrykkeligt er fastsat i direktivet, selv om denne lovgivning indebærer, at retten hertil fortabes ved udløbet af reference- eller overførselsperioden, dog under den forudsætning, at en arbejdstager, som har fortabt retten til årlig betalt ferie, faktisk har haft mulighed for at gøre brug af den ret hertil, som tilkommer vedkommende efter nævnte direktiv (dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
36 I det foreliggende tilfælde fremgår det dels af forelæggelsesafgørelsen, at arbejdstageren har optjent årlig betalt ferie over flere akkumulerede referenceperioder, og en del af disse dage, der er optjent såvel i 2013 som i 2016, var endnu ikke blevet afholdt ved afslutning af arbejdsforholdet den 1. oktober 2016. Dels fremgår det, at arbejdstageren i henhold til artikel 5, stk. 8, i lovdekret nr. 95 ikke har ret til en finansiel godtgørelse for alle disse feriedage, der ikke er afholdt, alene af den grund, at han frivilligt har bragt arbejdsforholdet til ophør ved at gå på førtidspension, hvilket han var i stand til at forudse på forhånd.
37 I denne henseende fremgår det af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at denne bestemmelse ifølge Corte costituzionale (forfatningsdomstol) har til formål at bringe den ukontrollerede anvendelse af »finansiel godtgørelse« i stedet for ferie, der ikke er afholdt, til ophør. Sideløbende med foranstaltninger til kontrol af de offentlige udgifter har den regel, som denne bestemmelse indfører, således til formål at bekræfte, at den faktiske afholdelse af ferie har forrang frem for udbetaling af en finansiel godtgørelse.
38 Sidstnævnte formål svarer til det, der forfølges med direktiv 2003/88, navnlig med dets artikel 7, stk. 2, der, som anført i denne doms præmis 34, bl.a. har til formål at sikre, at arbejdstageren har ret til en reel hviletid med henblik på en effektiv beskyttelse af den pågældendes sikkerhed og sundhed.
39 Med henblik på at nå dette mål, og da artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 ikke principielt er til hinder for, at der i national lovgivning fastsættes nærmere regler for udøvelsen af den ret til årlig betalt ferie, der udtrykkeligt er fastsat ved dette direktiv, herunder også for fortabelsen af denne ret ved udløbet af en reference- eller overførselsperiode, kan dette direktiv ikke principielt være til hinder for, at der i national ret fastsættes en bestemmelse, hvorefter ikke afholdte årlige betalte feriedage ved udløbet af en sådan periode ikke længere kan erstattes af en finansiel godtgørelse, herunder i tilfælde af efterfølgende opsigelse af arbejdsforholdet, når arbejdstageren har haft mulighed for at udøve den ret, som tillagt denne ved direktivet
40 Imidlertid er det ikke relevant, hvorfor arbejdsforholdet er ophørt, med henblik på at oppebære en finansiel godtgørelse som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 (jf. i denne retning dom af 25.11.2021, job-medium, C-233/20, EU:C:2021:960, præmis 32 og 34).
41 Det følger af ovenstående betragtninger, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning som fortolket af Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), som fastsætter forbuddet mod at udbetale en finansiel godtgørelse til arbejdstageren for årlige betalte feriedage, der ikke var afholdt på datoen for arbejdsforholdets ophør, med den begrundelse, at sidstnævnte frivilligt har bragt arbejdsforholdet mellem sig og arbejdsgiveren til ophør, indfører en betingelse, der går ud over dem, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, således som anført i nærværende doms præmis 31. Desuden omfatter dette forbud bl.a. det sidste ansættelsesår og den referenceperiode, i løbet af hvilken arbejdsforholdet er ophørt. Denne nationale lovgivning begrænser som følge heraf retten til en finansiel godtgørelse for årlig ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, som udgør en del af retten til årlig betalt ferie, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 29.
42 I denne henseende bemærkes, at der kan indføres begrænsninger i retten til årlig betalt ferie, forudsat at betingelserne i chartrets artikel 52, stk. 1, er overholdt, dvs. at disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen og respekterer denne rettigheds væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen (dom af 22.9.2022, LB (Forældelse af retten til årlig betalt ferie), C-120/21, EU:C:2022:718, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
43 I det foreliggende tilfælde er den i hovedsagen omhandlede begrænsning i udøvelsen af den grundlæggende rettighed, der er omhandlet i chartrets artikel 31, stk. 2, fastsat ved lov, nærmere bestemt i artikel 5, stk. 8, i lovdekret nr. 95.
44 Hvad angår de formål, som den nationale lovgiver forfølger, hvilket den forelæggende ret navnlig har stillet spørgsmål om, fremgår det af ordlyden af det første spørgsmål, at disse formål, således som de fremgår af overskriften til artikel 5 i lovdekret nr. 95 og som fortolket af Corte costituzionale (forfatningsdomstol), dels er kontrol af de offentlige udgifter, dels den offentlige arbejdsgivers organisatoriske behov, herunder den rationelle planlægning af ferieperioden og tilskyndelse til, at parterne i ansættelsesforholdet udviser en loyal adfærd.
45 Hvad for det første angår formålet om kontrol af de offentlige udgifter er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2003/88, at en effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ikke må underordnes rent økonomiske hensyn (dom af 14.5.2019, CCOO, C-55/18, EU:C:2019:402, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).
46 Hvad for det andet angår det formål, der er knyttet til den offentlige arbejdsgivers organisatoriske behov, skal det bemærkes, at der med dette formål navnlig tilsigtes en rationel planlægning af ferieperioden og tilskyndelse til, at parterne i ansættelsesforholdet udviser en loyal adfærd, således at formålet kan forstås således, at det tilsigter at tilskynde arbejdstagerne til at afholde deres ferie, og at det opfylder formålet med direktiv 2003/88, således som det fremgår af denne doms præmis 38.
47 Det skal derudover bemærkes, at medlemsstaterne ikke kan fravige det princip, der følger af artikel 7 i direktiv 2003/88, sammenholdt med chartrets artikel 31, stk. 2, hvorefter en ret til årlig betalt ferie, der er optjent, ikke kan bortfalde ved udløbet af referenceperioden og/eller en overførselsperiode, som er fastsat ved national lovgivning, når arbejdstageren ikke har været i stand til at afholde ferie (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 54).
48 Når arbejdstageren derimod bevidst og med fuld forståelse for de konsekvenser, der kan følge deraf, har undladt at afholde sin årlige betalte ferie efter faktisk at være blevet givet mulighed for at gøre brug af sin ret dertil, er artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, hverken til hinder for, at denne ret fortabes, eller at der i tilfælde af arbejdsforholdets ophør ikke betales en tilsvarende finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt, uden at arbejdsgiveren er forpligtet til at pålægge denne arbejdstager faktisk at gøre brug af denne ret (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 56).
49 Arbejdsgiveren er – henset til, at retten til årlig betalt ferie ikke kan fraviges, og med henblik på at sikre den effektive virkning af artikel 7 i direktiv 2003/88 – i denne henseende forpligtet til konkret og med fuld gennemsigtighed at sikre, at arbejdstageren faktisk er i stand til at tage sin årlige betalte ferie, om fornødent ved formelt at tilskynde arbejdstageren til at gøre dette, idet arbejdsgiveren samtidig præcist og i god tid, således at denne ferie stadig er egnet til at sikre den pågældende den hvile og afslapning, som tilsigtes dermed, oplyser arbejdstageren om, at hvis vedkommende ikke tager ferien, fortabes den ved afslutningen af referenceperioden eller en godkendt overførselsperiode. Bevisbyrden ligger hos arbejdsgiveren (dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 45 og 46).
50 Det følger heraf, at hvis arbejdsgiveren ikke kan godtgøre, at denne har udvist den fornødne omhu, for at arbejdstageren faktisk har kunnet tage den årlige betalte ferie, som vedkommende har ret til, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, må en fortabelse af retten til denne ferie ved afslutningen af referenceperioden eller den godkendte overførselsperiode og i tilfælde af ansættelsesforholdets ophør den dertil svarende manglende udbetaling af en finansiel godtgørelse for ikke afholdt årlig ferie anses for at udgøre en tilsidesættelse af henholdsvis artikel 7, stk. 1, og artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 (dom af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 46 og 55).
51 Under alle omstændigheder fremgår det af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at forbuddet mod at udbetale en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt, omfatter de feriedage, der er optjent i løbet af det løbende sidste arbejdsår.
52 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 7 i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der – af grunde, som vedrører kontrol af de offentlige udgifter og den offentlige arbejdsgivers organisatoriske behov – fastsætter et forbud mod at udbetale en finansiel godtgørelse til arbejdstageren for de årlige betalte feriedage, som er optjent i løbet af såvel det sidste ansættelsesår som i tidligere år, og som ikke er afholdt på tidspunktet for arbejdsforholdets ophør, når arbejdstageren frivilligt bringer ansættelsesforholdet til ophør, og når den pågældende ikke har godtgjort, at vedkommende ikke har afholdt sin ferie i løbet af det nævnte ansættelsesforhold af grunde, som denne ikke har nogen indflydelse på.
Sagsomkostninger
53 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der – af grunde, som vedrører kontrol af de offentlige udgifter og den offentlige arbejdsgivers organisatoriske behov – fastsætter et forbud mod at udbetale en finansiel godtgørelse til arbejdstageren for de årlige betalte feriedage, som er optjent i løbet af såvel det sidste ansættelsesår som i tidligere år, og som ikke er afholdt på tidspunktet for arbejdsforholdets ophør, når arbejdstageren frivilligt bringer ansættelsesforholdet til ophør, og når den pågældende ikke har godtgjort, at vedkommende ikke har afholdt sin ferie i løbet af det nævnte ansættelsesforhold af grunde, som denne ikke har nogen indflydelse på.
Underskrifter