DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
9. juni 2016 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – transport ad landevej – forordning (EF) nr. 561/2006 – førerens ansvar for overtrædelse af forpligtelsen til at benytte fartskriver«
I sag C-287/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Gyulai törvényszék (retten i første instans i Gyula, Ungarn) ved afgørelse af 4. juni 2014, indgået til Domstolen den 11. juni 2014, i sagen:
Eurospeed Ltd
mod
Szegedi Törvényszék,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af dommerne E. Levits, som fungerende formand for Sjette Afdeling, M. Berger (refererende dommer) og S. Rodin,
generaladvokat: Y. Bot,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Eurospeed Ltd ved ügyvéd D. Irinkov
– den ungarske regering ved M.Z. Fehér, G. Szima og M. Bóra, som befuldmægtigede
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Galluzzo
– Europa-Kommissionen ved L. Havas og J. Hottiaux, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af princippet om medlemsstaternes ansvar for tab, der er påført borgerne som følge af overtrædelser af EU-retten, samt af artikel 10, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (EUT 2006, L 102, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Eurospeed Ltd og Szegedi törvényszék (retten i første instans i Szeged, Ungarn) vedrørende erstatning for de skadevoldende følger af en bøde, som sidstnævnte har pålagt tre ansatte hos Eurospeed – vis rettigheder selskabet er indtrådt i – i forbindelse med bekæmpelsen af overtrædelser af de forpligtelser, der følger af forordning nr. 561/2006.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Følgende fremgår af 17., 27. og 31. betragtning til forordning nr. 561/2006:
»(17) Hensigten med denne forordning er at forbedre de sociale betingelser for de arbejdstagere, den omfatter, samt at forbedre den generelle trafiksikkerhed. Dette opnås hovedsagelig ved hjælp af bestemmelserne om den maksimale køretid pr. dag, pr. uge og pr. 14-dages-periode, bestemmelsen om, at en fører skal tage en regulær ugentlig hviletid mindst en gang pr. to på hinanden følgende uger, og bestemmelsen om, at den daglige hviletid under ingen omstændigheder bør være under ni sammenhængende timer. Da disse bestemmelser sikrer passende hvile og under hensyn til de seneste års erfaringer med den praktiske håndhævelse, er der ikke længere behov for en ordning med kompensation for reduceret daglig hviletid.
[…]
(27) Af hensyn til effektiv håndhævelse af reglerne bør der fastsættes ensartede bestemmelser om virksomhedernes og førernes ansvar for overtrædelser af bestemmelserne i denne forordning. Dette ansvar kan resultere i strafferetlige, civilretlige eller administrative sanktioner, afhængigt af, hvad de enkelte medlemsstater bestemmer.
[…]
(31) [Rådets] [f]orordning (EØF) nr. 3821/85 [af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for
vejtransport (EFT 1985, L 370, s. 8)] bør ændres for at præcisere bestemte forpligtelser, der påhviler transportvirksomheder og førere, og for at øge retssikkerheden og lette håndhævelsen af køre- og hviletidsreglerne ved vejkontroller.«
4 Artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 561/2006 bestemmer:
»Enhver tid, føreren bruger på at rejse til eller fra et køretøj, der er omfattet af denne forordning, og som ikke befinder sig ved førerens bopæl eller ved arbejdsgiverens virksomhed, hvor føreren normalt er baseret, beregnes ikke som pause eller hvil, medmindre føreren befinder sig på en færge eller et tog med adgang til en køje eller liggeplads.«
5 Artikel 10, stk. 1, 2 og 3, i forordning nr. 561/2006 bestemmer:
»1. En transportvirksomhed må ikke give førere, som er ansat af eller stillet til rådighed for den, nogen betaling, heller ikke i form af præmier eller løntillæg, i forhold til den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde, hvis betalingen er af en sådan art, at den udgør en fare for færdselssikkerheden og/eller tilskynder til overtrædelse af denne forordning.
2. Transportvirksomheden skal tilrettelægge de i stk. 1 nævnte føreres arbejde på en sådan måde, at førerne er i stand til at overholde bestemmelserne i forordning [...] nr. 3821/85 og i kapitel II i denne forordning. Transportvirksomheden skal give førerne de nødvendige instrukser og føre regelmæssig kontrol for at sikre overholdelsen af bestemmelserne i forordning [...] nr. 3821/85 og i kapitel II i denne forordning.
3. En transportvirksomhed er ansvarlig for overtrædelser begået af virksomhedens førere, selv om overtrædelsen er begået på en anden medlemsstats eller et tredjelands område.
Uden at dette indskrænker medlemsstaternes ret til at drage transportvirksomhederne til ansvar i fuldt omfang, kan de gøre dette ansvar betinget af virksomhedens overtrædelse af stk. 1 og 2. Medlemsstaterne kan tage hensyn til alle eventuelle beviser for, at transportvirksomheden ikke med rimelighed kan holdes ansvarlig for den begåede overtrædelse.«
6 Artikel 19, stk. 1, og 2, i forordning nr. 561/2006 lyder således:
»1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning og forordning [...] nr. 3821/85 og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen, have afskrækkende virkning og må ikke medføre forskelsbehandling. Der må for samme overtrædelse af denne forordning og af forordning [...] nr. 3821/85 ikke pålægges mere end én sanktion eller indledes mere end én retsforfølgning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse foranstaltninger og sanktionsbestemmelser inden den dato, der er fastsat i artikel [29, stk. 2]. Kommissionen underretter medlemsstaterne herom.
2. En medlemsstat giver de kompetente myndigheder mulighed for at pålægge en virksomhed og/eller en fører en sanktion for overtrædelse af denne forordning, når overtrædelsen konstateres på denne medlemsstats område, og overtrædelsen ikke allerede har givet anledning til en sanktion, også selv om overtrædelsen er begået på en anden medlemsstats eller et tredjelands område.
En medlemsstat kan undtagelsesvis, når der er konstateret en overtrædelse:
– som ikke er begået på den pågældende medlemsstats område, og
– som er begået af en virksomhed etableret i en anden medlemsstat eller i et tredjeland eller af en fører, hvis ansættelsessted er i en anden medlemsstat eller et tredjeland
indtil den 1. januar 2009 i stedet for at pålægge en sanktion underrette den kompetente myndighed i den medlemsstat eller det tredjeland, hvor virksomheden er etableret, eller hvor føreren har sit ansættelsessted, om omstændighederne i forbindelse med overtrædelsen.«
7 Artikel 22, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 bestemmer:
»Medlemsstaterne sender regelmæssigt relevante oplysninger om den nationale fortolkning og anvendelse af denne forordning til Kommissionen, der stiller disse oplysninger til rådighed for de andre medlemsstater i elektronisk form.«
8 Artikel 15, stk. 7, i forordning nr. 3821/85, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 (EUT 2006, L 102, s. 1) (herefter »forordning nr. 3821/85 som ændret«), bestemmer:
»a) Føreren af et køretøj, som er udstyret med et kontrolapparat i overensstemmelse med bilag I, skal på tilsynsmyndighedernes forlangende kunne forevise:
i) diagramarkene for den pågældende uge og de diagramark, han har brugt de forudgående 15 dage
ii) førerkortet, hvis han er indehaver af et sådant, og
iii) alle manuelle registreringer og udskrifter, der er foretaget den pågældende uge og de forudgående 15 dage, som krævet i medfør af denne forordning og forordning [...] nr. 561/2006.
Efter den 1. januar 2008 omfatter de perioder, der er nævnt i nr. i) og iii), dog den pågældende dag og de forudgående 28 dage.
b) Føreren af et køretøj, der er udstyret med et kontrolapparat i overensstemmelse med bilag I B, skal på tilsynsmyndighedernes forlangende kunne forevise:
i) sit førerkort
ii) alle manuelle registreringer og udskrifter, der er foretaget den pågældende uge og de forudgående 15 dage, som krævet i medfør af denne forordning og forordning [...] nr. 561/2006, og
iii) diagramarkene for den samme periode som den, der er nævnt i nr. ii), hvis han i denne periode har ført et køretøj, som er udstyret med et kontrolapparat i overensstemmelse med bilag I.
Efter den 1. januar 2008 omfatter de perioder, der er nævnt i nr. ii), dog den pågældende dag og de forudgående 28 dage.
c) En dertil bemyndiget person kan kontrollere overholdelsen af forordning [...] nr. 561/2006 ved at analysere diagramarkene og de viste eller udskrevne data, som er registreret af kontrolapparatet eller førerkortet, eller, hvis dette ikke er muligt, ved at analysere ethvert andet dokument, der begrunder manglende overholdelse af en bestemmelse, jf. artikel 16, stk. 2 og 3.«
Ungarsk ret
9 § 20 i közúti közlekedésről szóló 1988. évi I. törvény (lov nr. I af 1998 om færdsel, herefter »færdselsloven«) bestemmer:
»(1) Bøde kan pålægges enhver person, der overtræder de bestemmelser, der følger af denne lov såvel som af specifikke retsregler og EU-retlige forskrifter, vedrørende
[…]
d) anvendelsen af kontrolapparatet og fartskriveren inden for vejtransport samt de kort, der er nødvendige for digitale fartskrivere
[…]
(2) De følgende myndigheder har beføjelse til at gennemføre proceduren for bødepålæggelse (i forhold til deres kontrolbeføjelse som fastlagt i stk. 11): myndigheden med ansvar for transport, politiet, toldmyndigheden, myndigheden for beskyttelse mod katastrofer, myndigheden med ansvar for beskæftigelse og myndigheden med ansvar for overvågning af det offentlige rum.
(3) De bestemmelser, der er indeholdt i den specifikke retsregel, der regulerer den for proceduren ansvarlige myndigheds kontrolaktivitet, finder anvendelse på proceduren for bødepålæggelse jf. stk. 2, medmindre nærværende artikel bestemmer andet.
(4) Enhver person – med undtagelse af lejeren eller føreren af en personbil, der er lejet hos en vognparkforvalter som omhandlet i lov om registreringsafgift, såfremt registreringsafgiften af køretøjet er blevet betalt, og føreren af personbilen beviser dette ved at forevise en af toldmyndigheden udstedt attest – der overtræder en bestemmelse i stk. 1, litra a)-j) og l), kan pålægges en bøde på mellem 10 000 og 800 000 [ungarske forint (HUF)] og i det i litra k) omhandlede tilfælde en bøde på mellem 10 000 og 300 000 [HUF]. En specifik retsregel fastsætter den maksimale størrelse af de bøder, der skal pålægges i tilfælde af overtrædelse af de forskellige bestemmelser, samt af de bøder, der i forbindelse med samme sag kan pålægges for flere ulovlige handlinger eller undladelser. Der pålægges ikke nogen bøde, såfremt der er gået to år siden lovovertrædelsen blev begået (forældelse).
(5) Den person, der er ansvarlig for en overtrædelse af en af de førnævnte bestemmelser, er forpligtet til at betale bøden. Såfremt det kan fastslås, at flere personer er ansvarlige, er disse forpligtede til at betale bøden, der i medfør af den specifikke retsregel fastsættes proportionalt på grundlag af deres respektive andel af ansvaret for overtrædelsen. Såfremt deres andel af ansvaret ikke kan fastslås, er de forpligtede til at betale bøden med lige store andele. Der kan ikke pålægges en forpligtelse til at betale bøden i tilfælde af, at der foreligger tvingende omstændigheder, som den person, der udfører vejtransporten, ikke er herre over, og som denne hverken forudså eller med rimelighed kunne forudse.
[…]«
10 I færdselslovens § 48, stk. 3, litra a), nr. 15), har lovgiver givet regeringen beføjelse til ved regeringsdekret bl.a. at fastsætte »størrelsen af de bøder, der kan pålægges i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne om vejgodstransport, vejgodstransport til massegods og bestemte færdselsregler, samt de almindelige regler, der regulerer administrationens opgaver i forbindelse med pålæggelsen af bøder«.
11 § 5 i közúti árufuvarozáshoz, személyszállításhoz és a közúti közlekedéshez kapcsolódó egyes rendelkezések megsértése esetén kiszabható bírságok összegéről, valamint a bírságolással összefüggő hatósági feladatokról szóló 156/2009. kormányrendelet (regeringsdekret nr. 156/2009 om størrelsen af de bøder, som kan pålægges ved overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende vejtransport af varer og personer samt trafik, og om det offentliges opgaver i forbindelse med pålæggelsen af bøder) af 29. juli 2009 (herefter »regeringsdekret nr. 156/2009«) bestemmer følgende:
»Hvad angår § 20, stk. 1, litra d), i [færdselsloven] skal beløbet på den bøde, der er blevet fastsat i overensstemmelse med bilag 4 i dette dekret – medmindre andet følger af lov eller administrativ bestemmelse – betales af den person, der har overtrådt en bestemmelse vedrørende kontrolapparatet og fartskriveren såvel som disses anvendelse som fastsat i:
[…]
e) i forordning [nr. 3821/85].
[…]«
12 Ifølge den forelæggende ret har punkt I2 og I3 i bilag nr. 4 til regeringsdekret nr. 156/2009 følgende ordlyd:
»I2: Det straffes med bøde, såfremt føreren ikke er i stand til at forevise informationer registreret på diagramskiven eller førerkortet for den pågældende dag. Bødebeløb: 400 000 [HUF]. Bøden betales af: føreren.
I3: Det straffes med bøde, såfremt føreren ikke er i stand til at forevise informationer registreret på diagramskiven for de forudgående 28 dage. Bødebeløb: 400 000 [HUF]. Bøden betales af: føreren, transportselskabet.«
13 § 340, stk. 1, i Polgári perrendtartásról szóló 1952. évi III. törvény (lov nr. III fra 1952 om indførelse af den civile retsplejelov, herefter »retsplejeloven«) bestemmer:
»Med forbehold af stk. 2 kan den dom, der er afsagt af retten, ikke appelleres.«
14 Retsplejelovens § 340/A, stk. 2, bestemmer:
»Der er ikke mulighed for kassationsanke [...]
[…]
b) i sager vedrørende fastsættelsen af en bøde [...], når betalingsforpligtelsen er fastlagt i en administrativ sag eller i en afgørelse om fastsættelse af en bøde, eller når bødens størrelse ikke overstiger 1 million [HUF].«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
15 Eurospeed er en transportvirksomhed med hjemsted i Bulgarien. Den beskæftiger Ivaylo Todorov Dishev, Deyan Todorov Dishev og Stoyan Dimov, der er bulgarske statsborgere, som førere.
16 I forbindelse med en transport, der blev udført mellem Den Tjekkiske Republik og Bulgarien, blev lastbiler, der var indregistreret i Den Tjekkiske Republik og kørt af de i nærværende doms præmis 15 nævnte personer, kontrolleret på grænsen mellem Ungarn og Rumænien af de ansatte ved Nemzeti Adó- és Vámhivatal Csongrád Megyei Vám- és Pénzügyőri Igazgatósága (direktoratet for told- og skat i Csongrád amt, Ungarn).
17 Ivaylo Todorov Dishev og Diyan Todorov Dishev kunne i forbindelse med denne kontrol hverken forevise en fartskriver eller en manuel registrering, der dokumenterede deres aktiviteter i løbet af de sidste 28 dage.
18 Under disse omstændigheder fandt direktoratet for told- og skat i Csongrád amt, at disse to førere havde overtrådt artikel 15, stk. 7, i forordning nr. 3821/85, som ændret, samt artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 561/2006, og pålagde hver af førerne en administrativ bøde på 400 000 HUF (ca. 1 280 EUR).
19 Hvad angår Stoyan Dimov, der ikke var i stand til at forevise et gyldigt dokument, der kunne dokumentere, hvilken slags aktiviteter han udførte inden den 12. april 2013, som er den dato, hvor han blev ansat hos Eurospeed som fører, fandt samme forvaltning, at den berørte part havde overtrådt bestemmelserne i artikel 15, stk. 7, i forordning nr. 3821/85, som ændret, og pålagde ham en bøde på 400 000 HUF (ca. 1 280 EUR).
20 Nemzeti Adó- és Vámhivatal Regionális Vám- és Pénzügyőri Főigazgatósága (den regionale told- og skattemyndighed, som henhører under det nationale skatte- og toldvæsen, Ungarn) stadfæstede ved afgørelser af 30. maj, 31. maj, og 3. juni 2013 afgørelserne truffet af direktoratet for told- og skat i Csongrád amt.
21 Szegedi közigazgatási és munkaügyi bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged, Ungarn) gav ikke de i hovedsagen omhandlede førere medhold i den sag, de anlagde til prøvelse af disse afgørelser. Denne domstol tiltrådte navnlig ikke det argument, hvorefter bøderne skulle have været pålagt Eurospeed og ikke førerne.
22 I henhold til §§ 340 og 340/A i den civile retsplejelov kunne Szegedi közigazgatási és munkaügyi bíróságs (forvaltnings- og arbejdsretten i Szegeds) dom hverken gøres til genstand for en appel eller en kassationsanke.
23 Eurospeed, der betalte de bøder, der blev pålagt selskabets ansatte, lagde sag an ved Gyulai törvényszék (retten i første instans i Gyula, Ungarn) og nedlagde påstand om betaling af et beløb på 1 248 000 HUF (ca. 3 992 EUR) i erstatning for de negative konsekvenser, der fulgte af Szegedi közigazgatási és munkaügyi bíróságs (forvaltnings- og arbejdsretten i Szegeds) tilsidesættelse af EU-retten, hvilket svarer til beløbet på bøderne og klagegebyret samt morarenter tilskrevet dette beløb.
24 I denne forbindelse har Eurospeed bl.a. gjort gældende, at Szegedi közigazgatási és munkaügyi bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged) har tilsidesat artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 561/2006, derved at den ikke gav Eurospeeds ansatte medhold i deres påstande, med den begrundelse, at bøderne ikke skulle pålægges de ansatte, men selskabet selv. Til støtte for dette klagepunkt har Eurospeed påberåbt sig flere nationale afgørelser, hvoraf det fremgår, at bøden i en sådan situation ikke skal pålægges føreren, men den transportvirksomhed, der ansætter ham. Bøden kan alene pålægges føreren i det tilfælde, hvor transportvirksomheden fritages for sit ansvar.
25 Szegedi törvényszék (retten i første instans i Szeged) – som Szegedi közigazgatási és munkaügyi bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged) er en organisatorisk enhed af – har nedlagt påstand om frifindelse, idet den mener, at det i lyset af retspraksis fra Kúria (øverste domstol, Ungarn) er lovligt at pålægge føreren af et køretøj en bøde. Under alle omstændigheder mener den, at der ikke er tale om en tilstrækkelig åbenbar og tydelig tilsidesættelse af en retsregel.
26 Den forelæggende ret har bl.a. anført, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, i fald artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 561/2006, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at de sanktioner, som medlemsstaterne har fastsat som straf for tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af denne forordning, udelukkende eller ikke-udelukkende kan ramme føreren af et køretøj, ville kunne anses for at være uforenelig med EU-retten. Følgelig ville medlemsstaten eventuelt kunne ifalde ansvar for tilsidesættelse af EU-retten.
27 Under disse omstændigheder har Gyulai törvényszék (retten i første instans i Gyula) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Udelukker den omstændighed, at det er medlemsstaten, der er ansvarlig for erstatning af den skade, der følger af en tilsidesættelse af EU-retten, at der i forbindelse med afgørelsen af en erstatningssag på dette grundlag ligeledes gøres et ansvar gældende i henhold til reglerne vedrørende dette ansvar over for det statslige organ, der rent faktisk har begået overtrædelsen?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 da til hinder for, at medlemsstaten vedtager bestemmelser i national ret, hvorefter en sanktion i tilfælde af overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i den nævnte forordning, kan pålægges chaufføren af det køretøj, der forårsagede den pågældende overtrædelse, enten i fællesskab med transportfirmaet eller i stedet for dette?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er da en afgørelse truffet af en national forvaltningsdomstol, der i stedet for artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 baserer sig på intern ret, der er i strid med den nævnte bestemmelse, at anse for en åbenbar tilsidesættelse af EU-retten?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det andet spørgsmål
28 Med det andet spørgsmål, der skal behandles først, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, hvorvidt forordning nr. 561/2006 – og navnlig dennes artikel 10, stk. 3 – skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der i stedet for eller i tillæg til den transportvirksomhed, der beskæftiger føreren, anser sidstnævnte for ansvarlig for de overtrædelser af forordningen, som føreren selv har begået.
29 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Eurospeed og den forelæggende ret fortolker artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 således, at den er til hinder for anvendelsen af sanktioner over for en fører som straf for de overtrædelser af forordningen, som denne har begået.
30 En sådan fortolkning kan imidlertid ikke tiltrædes.
31 For det første bemærkes, at forordningens artikel 19, stk. 2, bestemmer, at en medlemsstat giver de kompetente myndigheder mulighed for at pålægge en virksomhed og/eller en fører en sanktion for overtrædelse af denne forordning, når overtrædelsen konstateres på denne medlemsstats område, og overtrædelsen ikke allerede har givet anledning til en sanktion.
32 Følgelig fremgår det tydeligt af ordlyden af denne bestemmelse, at forordning nr. 561/2006 pålægger såvel transportvirksomhederne som førerne bestemte forpligtelser og holder begge ansvarlige for tilsidesættelser af deres respektive forpligtelser.
33 Det kan, i modsætning til det, den forelæggende ret har foreslået, i denne forbindelse ikke tiltrædes, at artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 561/2006 kun sigter til det tilfælde, hvor overtrædelsen er begået på en anden medlemsstats område. Eftersom forordningens artikel 19, stk. 2, første punktum, udtrykkeligt fastslår, at den mulighed, som de kompetente myndigheder i en medlemsstat har for at pålægge en virksomhed og/eller en fører en sanktion for overtrædelse af denne forordning, foreligger, »også selv om [denne overtrædelse] er begået på en anden medlemsstats eller et tredjelands område«, indebærer dette nemlig, at en medlemsstat modsætningsvis under alle omstændigheder har beføjelse til at pålægge enten en virksomhed eller en fører eller dem begge en sanktion for en overtrædelse begået på medlemsstatens område. Modsat den fortolkning, som den forelæggende ret har fremsat, kan den omstændighed, at den nævnte bestemmelse giver mulighed for at pålægge sanktioner for overtrædelser af forordning nr. 561/2006, der er begået uden for den pågældende medlemsstats område, ikke fortolkes således, at den begrænser omfanget af de overtrædelser, der kan sanktioneres, til overtrædelser begået på en anden medlemsstats område.
34 Denne fortolkning underbygges bl.a. af 27. betragtning til forordning nr. 561/2006, ifølge hvilken der af hensyn til en effektiv håndhævelse bør fastsættes ensartede bestemmelser om transportvirksomhedernes og førernes ansvar for overtrædelser af bestemmelserne i denne forordning, idet dette ansvar i givet fald kan resultere i strafferetlige, civilretlige eller administrative sanktioner i medlemsstaterne. Det fremgår utvetydigt af denne betragtning, at medlemsstaterne har beføjelse til at fastsætte en ordning om ansvar for førerne i forhold til overtrædelser af den nævnte forordning, og at medlemsstaterne for så vidt angår arten af de sanktioner, der finder anvendelse, råder over en skønsmargin.
35 Tilsvarende følger det af 31. betragtning til forordning nr. 561/2006, at forordning nr. 3821/85 bør ændres for at præcisere bestemte forpligtelser, der påhviler transportvirksomheder og førere, og for at øge retssikkerheden og lette håndhævelsen af køre- og hviletidsreglerne ved vejkontroller. Det følger af denne betragtnings ordlyd, at forordning nr. 561/2006, der i øvrigt ændrer forordning nr. 3821/85, navnlig sigter på førerne for så vidt angår de forpligtelser, som de i henhold til sidstnævnte forordning skal overholde. I det omfang medlemsstaterne for det første i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 561/2006 er forpligtede til at fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning, der er af en sådan art, at de er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen, har afskrækkende virkning og ikke medfører forskelsbehandling, og den nævnte forordning for det andet ikke udelukker førernes ansvar, følger det, at disse medlemsstater kan fastsætte bestemmelser, der giver mulighed for udelukkende eller ikke-udelukkende at pålægge førerne sanktioner.
36 Det skal i øvrigt bemærkes, at artikel 15 i forordning nr. 3821/85, som ændret, fastlægger forpligtelser, som alene påhviler førerne, og som disse skal overholde, idet de ellers kan drages til ansvar.
37 Hvad for det andet angår artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 561/2006, som den forelæggende ret har henvist til, skal det konstateres, at denne bestemmelse, der fastsætter nærmere regler vedrørende transportvirksomhedernes ansvar, ikke kan fortolkes isoleret, men skal sammenholdes med bestemmelserne i forordningens artikel 10, stk. 1 og 2, der pålægger disse virksomheder forpligtelser i forhold til aflønning af førerne og tilrettelæggelsen af disse sidstnævntes arbejde. Selv om medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 10, stk. 3, andet afsnit, første punktum, i forordning nr. 561/2006 desuden har lov til at holde transportvirksomheder fuldt ansvarlige for overtrædelser begået af disses førere, følger det hverken af denne bestemmelse eller af nogen anden bestemmelse i forordningen, at medlemsstaterne er forpligtede til at pålægge virksomhederne det fulde ansvar for sådanne overtrædelser. Følgelig kan det ikke udledes af forordningens artikel 10, stk. 3, at sidstnævnte er til hinder for, at en medlemsstat giver de kompetente myndigheder mulighed for at anvende sanktioner over for førere, der begår overtrædelser af denne forordning.
38 Hvad for det tredje angår 17. betragtning til forordning nr. 561/2006 er det tilstrækkeligt for det første at konstatere, at selv om det er rigtigt, at forordningen bl.a. tilsigter at forbedre de ansattes arbejdsvilkår inden for transportsektoren (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Lundberg, C-317/12, EU:C:2013:631, præmis 31, og af 13.3.2014, A. Karuse, C-222/12, EU:C:2014:142, præmis 29), er der ikke noget, der tyder på, at EU-lovgiver har haft til hensigt at fritage førerne for ethvert ansvar for de overtrædelser, som de begår – navnlig når disse overtrædelser udelukkende er knyttet til udøvelsen af deres erhverv.
39 For det andet skal det bemærkes, at forordning nr. 561/2006 ligeledes har til formål at forbedre færdselssikkerheden generelt. De to formål med denne forordning – dvs. at forbedre arbejdsvilkårene og forbedre færdselssikkerheden – bliver således begge to omsat til forpligtelsen til i princippet at udstyre køretøjer, som anvendes til vejtransport, med et homologeret kontrolapparat, der gør det muligt at kontrollere, at førernes køre- og hviletider overholdes. En fortolkning af den nævnte forordning i den retning, at den er til hinder for muligheden for at pålægge førerne sanktioner som straf for disse sidstnævntes overtrædelse af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til samme forordning, ville imidlertid hindre gennemførelsen af bl.a. formålet om forbedring af færdselssikkerheden generelt.
40 I øvrigt har Domstolen allerede implicit i dom af 9. februar 2012, Urbán (C-210/10, EU:C:2012:64), af 3. oktober 2013, Lundberg (C-317/12, EU:C:2013:631), og af 13. marts 2014, A. Karuse (C-222/12, EU:C:2014:142), anerkendt, at medlemsstaterne har mulighed for at pålægge førerne en sådan sanktion.
41 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål skal besvares med, at forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der i stedet for eller i tillæg til den transportvirksomhed, der beskæftiger føreren, anser sidstnævnte for ansvarlig for de overtrædelser af forordningen, som føreren selv har begået.
Om det første og det tredje spørgsmål
42 Henset til svaret på det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det første og det tredje spørgsmål.
Sagens omkostninger
43 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der i stedet for eller i tillæg til den transportvirksomhed, der beskæftiger føreren, anser sidstnævnte for ansvarlig for de overtrædelser af forordningen, som føreren selv har begået.
Underskrifter