Sag C-63/15

Mehrdad Ghezelbash

mod

Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag)

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) nr. 604/2013 – afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne – artikel 12 – udstedelse af opholdstilladelser eller visa – artikel 27 – klageadgang – rækkevidden af domstolsprøvelsen«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 7. juni 2016

Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning nr. 1580/2013 – klage over en afgørelse om overførsel, der er truffet over for en asylansøger – muligheden for at påberåbe sig den fejlagtige anvendelse af et kriterium om udstedelse af et visum

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, 19. betragtning og art. 12, 21, stk. 1 og 3, art. 22 og 27, stk. 1)

Artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, sammenholdt med 19. betragtning til denne forordning, skal fortolkes således, at en asylansøger inden for rammerne af en prøvelse af en afgørelse om overførsel af den pågældende kan påberåbe sig en fejlagtig anvendelse af et ansvarlighedskriterium i nævnte forordnings kapitel III, herunder navnlig kriteriet i samme forordnings artikel 12 om udstedelse af et visum.

Det fremgår således af ordlyden af nævnte forordnings artikel 27, stk. 1, at den prøvelse, der er fastsat i denne bestemmelse, skal være effektiv, og at den både vedrører de faktiske og de retlige forhold. Denne ordlyd begrænser desuden ikke, hvilke argumenter asylansøgeren kan påberåbe sig inden for rammerne af denne prøvelse. Det samme gælder for ordlyden af samme forordnings artikel 4, stk. 1, litra d), om den information, som de kompetente myndigheder skal give ansøgeren om muligheden for at anfægte en afgørelse om overførsel. Vigtigheden af processen til afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, på grundlag af de kriterier, der er opstillet i denne forordnings kapitel III, for anvendelsen af forordning nr. 604/2013, bekræftes af den omstændighed, at sidstnævntes artikel 21, stk. 1, kun gør det muligt for en medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til, at anmode en anden medlemsstat om at overtage en asylansøger, hvis den første af disse medlemsstater er af den opfattelse, at den anden af disse er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning. I henhold til nævnte forordnings artikel 21, stk. 3, skal anmodningen om overtagelse desuden vedlægges beviser, sådan at myndighederne i den anmodede medlemsstat kan kontrollere, om den er ansvarlig efter kriterierne i samme forordning. Det fremgår desuden af artikel 22 i forordning nr. 604/2013, at besvarelsen af en sådan anmodning skal hvile på en undersøgelse af de beviselementer og indicier, der gør det mulighed at anvende kriterierne i denne forordnings kapitel III. På denne baggrund skal henvisningen i 19. betragtning til forordning nr. 604/2013 til undersøgelsen af denne forordnings anvendelse inden for rammerne af prøvelsen af afgørelsen om overførsel som fastsat i forordningens artikel 27, stk. 1, forstås som omfattende bl.a. kontrollen med den korrekte anvendelse af de kriterier, der i nævnte forordnings kapitel III er fastsat til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, herunder det ansvarlighedskriterium, der er nævnt i samme forordnings artikel 12. Denne konklusion understøttes af den generelle udvikling, som systemet til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet i en af medlemsstaterne, har undergået som følge af vedtagelsen af forordning nr. 604/2013, og af denne forordnings målsætninger. EU-lovgiver har inden for rammerne af forordning nr. 604/2013 ikke begrænset sig til at indføre organisatoriske regler, der kun regulerer forbindelserne mellem medlemsstaterne med henblik på afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, men har valgt at knytte asylansøgerne til denne proces ved at forpligte medlemsstaterne til at oplyse dem om ansvarlighedskriterierne og at give dem mulighed for at fremlægge de oplysninger, der muliggør en korrekt anvendelse af disse kriterier, samt dermed at sikre dem retten til effektive retsmidler til prøvelse af den afgørelse om overførsel, der eventuelt træffes efter processen.

Endelig bemærkes i denne henseende, at den eventuelle konstatering af en fejl i forbindelse med en sådan behandling ikke kan undergrave princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, som det fælles europæiske asylsystem hviler på, da denne konstatering ganske enkelt er udtryk for, at den medlemsstat, som ansøgeren skal overføres til, ikke er den ansvarlige medlemsstat som omhandlet i de kriterier, der er fastsat i kapitel III i forordning nr. 604/2013.

(jf. præmis 36, 43-45, 51, 55 og 61 samt domskonkl.)