Appel iværksat den 1. marts 2021 af Lukáš Wagenknecht til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 17. december 2020 i sag T-350/20, Wagenknecht mod Kommissionen

(Sag C-130/21 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Lukáš Wagenknecht (ved advokátka A. Koller)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens kendelse i sag T-350/20, Wagenknecht mod Kommissionen, ophæves i sin helhed.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til upartiskhed på grund af interessekonflikten hos dommer Laitenberger ved Retten, dels fordi dommeren var ansat som generaldirektør for Europa-Kommissionen, dels fordi dommeren i forbindelse med denne stilling i 2018 i korrespondance med appellanten gennem sin talsmand afgav en officiel holdning, hvorefter Europa-Kommissionen bør undgå at undersøge muligvis ulovlig statsstøtte til Agrofert-koncernen. En sådan situation giver det objektive indtryk af en interessekonflikt hos dommer Laitenberger, uanset om der foreligger en konkret tilsidesættelse af en interessekonfliktregel.

Andet anbringende om tilsidesættelse af pligten for dommerne ved Retten at udvise samvittighedsfuldhed som følge af disses manglende evne til at anerkende dette søgsmåls afgørende betydning i forhold til EU’s grundlæggende institutionelle funktionsmåde og grundlæggende værdier samt tilpasning af retsforhandlingerne og den deraf følgende kendelse vedrørende disse aspekter.

Tredje anbringende om Rettens Ottende Afdelings tilsidesættelse af pligten til at udvise uafhængighed, fordi den ukritisk tilsluttede sig Kommissionens søgsmålsstrategi, som har til formål at undgå materiel kontrol af dens handlinger som en offentlig institution, og fordi Retten reelt har opgivet domstolskontrol af EU-institutionerne, herunder Kommissionen, i forhold til disse institutioners forpligtelse til at håndhæve forebyggelse af interessekonflikter i forhold til EU-budgettet.

Fjerde anbringende om, at Retten har nægtet appellanten adgang til domstolsprøvelse, idet den ikke tillod, at EU-institutionerne, herunder Kommissionen, pålægges sanktioner ved tilsidesættelse af konkrete bestemmelser i EU-retten og EU-rettens grundlæggende værdier. Hindring af EU-borgere og deres demokratisk valgte repræsentanters mulighed for at anlægge sag mod disse institutioner udgør en nægtelse af adgang til domstolsprøvelse.

Femte anbringende om krænkelse af appellantens ret til livet, eftersom Retten ikke har undersøgt appellantens dokumenterede påstand om, at hans eksistens trues, fordi han har anlagt sag ved Domstolen vedrørende – omend indirekte – en interessekonflikt hos den tjekkiske premierminister, Andrej Babiš.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang i henhold til EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for det første som følge af en manglende vurdering af de fleste af appellantens argumenter, som udspringer af, at der såvel kvantitativt som kvalitativt blev set bort fra appellantens argumenter, for det andet af anvendelsen af »argumentationsbrud« i forhold til de få af appellantens argumenter, der bestod i positive og negative fejlfortolkninger af appellantens argumenter, og, for det tredje, en fuldstændig manglende vurdering af appellantens argumenter.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af demokratiets grundlæggende værdi som følge af, at forhaling fra EU-institutionernes side med hensyn til at løse problemstillingen om en interessekonflikt hos den tjekkiske premierminister er til fordel for disse institutionerne, idet det gør det nemmere for Kommissionen og andre medlemsstater mulighed at »fremtvinge et samtykke« fra Den Tjekkiske Republik i Det Europæiske Råd i forbindelse med spørgsmål, der er af interesse for de pågældende medlemsstater og Kommissionen, men ikke af interesse for Den Tjekkiske Republik, hvilket reelt svækker værdien af Den Tjekkiske Republiks stemmer i dens egenskab af medlemsstat i Det Europæiske Råd.

Ottende anbringende om Rettens tilsidesættelse af retsstatsprincippets grundlæggende værdiretsstatsprincippet, da den udtalte, at et medlem af et parlament i en medlemsstat i denne forbindelse ikke har nogen interesse i at spørge Domstolen om, hvorvidt EU’s udøvende magt (Kommissionen) har overholdt sine forpligtelser i henhold til den bindende EU-lovgivning, og at en EU-skatteborger ikke har nogen interesse i gennem den pågældendes demokratisk valgte repræsentant – formanden for Den Tjekkiske Republiks faste repræsentation – at anmode Domstolen om at prøve lovligheden af fordelingen af offentlige midler og af spørgsmålet om, hvorvidt EU’s udøvende magt (Kommissionen) overholder og håndhæver reglerne om korrekt fordeling af skatteydernes penge.

Niende anbringende om Rettens tilsidesættelse af den grundlæggende værdi af lighed for loven, eftersom Unionen ikke længere vil udgøre en international organisation, der overholder den grundlæggende værdi af lighed for loven, såfremt visse personer og (nationale) institutioner, som hævdet af Kommissionen og bekræftet af Retten, er bundet af finansforordningens artikel 61 ¹ og artikel 325, stk. 1, TEUF, hvorimod andre personer (kommissærer) og institutioner (Kommissionen) reelt ikke er bundet heraf, idet ingen ville anlægge sag mod dem ved Domstolen i tilfælde af, at sidstnævnte personer og Kommissionen tilsidesætter de nævnte bestemmelser i forbindelse med en undladelse af at handle ved ikke at overholde forpligtelserne i henhold til de pågældende artikler.

Tiende anbringende om tilsidesættelse af retsstatsprincippets grundlæggende værdi, fordi nægtelsen af at handle, som udgør en tilsidesættelse af EU-rettens grundlæggende værdier, ikke kan afhjælpes gennem Kommissionens fortsatte nægtelse af at handle.

Ellevte anbringende om tilsidesættelse af principper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, nemlig princippet om forbuddet mod interessekonflikter hos embedsmænd, herunder medlemmer af regeringen, hvilket også omfatter en effektiv håndhævelse af dette princip, hvilket igen forudsætter, at en person med interesser, som afviger fra en EU-institutions, herunder Kommissionens, interesser, har mulighed for at anlægge et søgsmål vedrørende Kommissionens manglende effektive håndhævelse af forbuddet mod interessekonflikter.

____________

¹     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).