Language of document : ECLI:EU:T:2008:432

RETTENS DOM (Appelafdelingen)

13. oktober 2008

Sag T-43/07 P

Neophytos Neophytou

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel – personalesag – almindelig udvælgelsesprøve – afslag på sagsøgerens ansøgning – sammensætningen af udvælgelseskomitéen under de mundtlige prøver – ligebehandlingsprincippet – nye anbringender – retlig fejl – appellen delvis ugrundet og delvis begrundet – hjemvisning af sagen til Personaleretten«

Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) den 13. december 2006, Neophytou mod Kommissionen (sag F-22/05, Sml. Pers. I-A-1, s. 159, og II-A-1, s. 617), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Dommen afsagt af EU-Personaleretten den 13. december 2006, Neophytou mod Kommissionen (sag F-22/05), ophæves, for så vidt som Personaleretten har afvist de anbringender, bortset fra det sidste, som Neophytos Neophytou fremsatte under retsmødet i første instans, og som er gengivet i dommens præmis 27. I øvrigt forkastes appellen. Sagen hjemvises til EU-Personaleretten til fornyet behandling. Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – formaliteten – betingelser herfor – fremsættelse af argumenter, der allerede har været gjort gældende for Personaleretten – ingen betydning

[Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, litra c)]

2.      Appel – anbringender – Retten i Første Instans’ prøvelse af den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, som Personaleretten har foretaget

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – udvælgelseskomité – sammensætning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 3)

4.      Procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringender støttet på omstændigheder, som er kommet frem under sagens behandling i første instans

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

5.      Appel – anbringender – urigtig gengivelse af beviserne

6.      Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – udvælgelseskomité – sammensætning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 3)

1.      Retsspørgsmål, som førsteinstansen har behandlet, kan diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider førsteinstansens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant ikke kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for førsteinstansen, ville appelproceduren nemlig blive berøvet en del af sin mening. En appellant kan således inden for rammerne af en appel påberåbe sig anbringender angående de faktiske omstændigheder og deres bedømmelse i den appellerede dom, såfremt vedkommende har gjort gældende, at førsteinstansen har lagt indholdsmæssigt urigtige omstændigheder til grund, eller at Retten har gengivet de beviser, den har fået forelagt, urigtigt. Imidlertid følger det af artikel 11, stk. 1, i bilag I til Domstolens statut og artikel 138, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.

(jf. præmis 24 og 41)

Henvisning til: Domstolen, 4. juli 2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 34; Domstolen, 11. november 2003, sag C-488/01 P, Martinez mod Parlamentet, Sml. I, s. 13355, præmis 39 og 40 og den deri nævnte retspraksis; Domstolen, 18. januar 2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 32-35.

2.      Såfremt en appellant anfægter førsteinstansens bedømmelse af sagens faktiske omstændigheders retlige karakter for heraf at udlede retlige følger, foreligger der herved et retligt spørgsmål, der kan gøres gældende inden for rammerne af en appel. Dette gælder navnlig for det retlige spørgsmål om, hvorvidt den omstændighed, at en suppleant er til stede under udvælgelseskomitéens drøftelser samtidigt med »suppleantens« ordinære medlem, efter sin karakter kan have en utilbørlig indvirkning på udvælgelseskomitéens afstemning og dermed gøre afstemningen ugyldig.

(jf. præmis 45, 46 og 71)

Henvisning til: Domstolen, 1. juni 1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 49; Domstolen, 26. april 2007, sag C-412/05 P, Alcon mod KHIM, Sml. I, s. 3569, præmis 38-40.

3.      Ordinære medlemmer og suppleanters samtidige tilstedeværelse i udvælgelseskomitéen ved de mundtlige prøver, der afholdes i forbindelse med udvælgelsesprøver, gør ikke udvælgelseskomitéens arbejde og sammensætning ulovlig, for så vidt som suppleanten under sådanne omstændigheder ikke har stemmeret.

(jf. præmis 53)

Henvisning til: Retten, 13. september 2005, sag T-290/03, Pantoulis mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 241, og II, s. 1123, præmis 62, 77 og 78; Retten, 12. marts 2008, Giannini mod Kommissionen, T-100/04, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 210.

4.      Der må i henhold til procesreglementet for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans ikke fremsættes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. En tilsvarende løsning må antages vedrørende et klagepunkt, som påberåbes til støtte for et anbringende. Endvidere udelukker denne bestemmelse på ingen måde, at disse omstændigheder har kunnet opdages i forbindelse med en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse. Den i medfør af denne bestemmelse fastsatte præklusion skal fortolkes strengt, eftersom en part begrænses i sin mulighed for at fremføre de omstændigheder, som er nødvendige for, at han kan få medhold i sine påstande.

(jf. præmis 76)

Henvisning til: Domstolen, 15. oktober 2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 370; Retten, 29. juni 1995, sag T-32/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1825, præmis 40; Retten, 21. marts 2002, sag T-231/99, Joynson mod Kommissionen, Sml. II, s. 2085, præmis 156.

5.      Med henblik på bedømmelsen af, om førsteinstansen har foretaget en urigtig gengivelse af beviserne i de dokumenter, der angiver udvælgelseskomitéens sammensætning, ved at afvise klagepunkterne om den ulovlige udnævnelse af udvælgelseskomitéen og om, at komitéen ikke var fuldtallig, som blev gjort gældende under retsmødet i førsteinstansen, skal Retten i Første Instans undersøge, om førsteinstansens sagsakter og navnlig de af Kommissionen fremlagte dokumenter gør det muligt for Retten at fastlægge betydningen og rækkevidden af disse klagepunkter og at prøve, om Personaleretten har foretaget en åbenbart urigtig fortolkning og bedømmelse af disse dokumenter.

Dette er tilfældet, når der ikke er omstændigheder i sagens akter, der indicerer, at sagsøgeren har været i stand til at fremføre disse klagepunkter på et tidligere tidspunkt end under retsmødet i førsteinstansen.

(jf. præmis 78, 80 og 82)

Henvisning til: Domstolen, 18. juli 2007, sag C-326/05 P, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen, Sml. I, s. 6557, præmis 57-60.

6.      Det tilkommer en udvælgelseskomité nøje at påse, at princippet om ligebehandling af ansøgere altid overholdes, og Fællesskabets retsinstanser at undersøge, om sammensætningen af komitéen ved de mundtlige prøver er i overensstemmelse med de processuelle krav, der er fastsat i Fællesskabets retsorden. Komitéens manglende overholdelse af de regler, der er fastsat for komitéens virksomhed, skal anses for en tilsidesættelse af væsentlige formkrav, således at det ikke kræves, at sagsøgeren godtgør, at resultatet af udvælgelsesprøven ville have været anderledes, hvis denne tilsidesættelse ikke havde fundet sted.

Eftersom ligebehandlingsprincippet underbygger bestemmelserne om udvælgelseskomitéens sammensætning, begår Fællesskabets retsinstanser en retlig fejl ved at se bort fra den tætte forbindelse mellem dette princip og reglerne om sammensætningen af komitéen.

(jf. præmis 85 og 86)

Henvisning til: Retten, 23. marts 2000, sag T-95/98, Gogos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 219, præmis 25, 37-39, 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 10. november 2004, sag T-165/03, Vonier mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 343, og II, s. 1575, præmis 40.