RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Første Afdeling)

17. marts 2015 (*)

»Personalesag – ECB’s ansatte – disciplinær forfølgning – disciplinær sanktion – afskedigelse – ret til forsvar – aktindsigt i disciplinærsagen – aktindsigt i oplysninger og dokumenter vedrørende andre tjenestegrene – rimelig frist – lovligheden af disciplinærudvalgets sammensætning – disciplinærudvalgets rådgivende rolle – skærpelse af sanktionen i forhold til den anbefalede sanktion – begrundelsespligt – ledelsen af en tjenestegren – åbenbart urigtigt skøn – sanktions proportionalitet – formildende omstændigheder – skærpende omstændigheder – ulovlighedsindsigelse«

I sag F-73/13,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 36.2 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten,

AX, tidligere ansat ved Den Europæiske Centralbank, Kibæk (Danmark), ved advokat L. Levi,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB) ved M. López Torres og E. Carlini, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Wägenbaur,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Barents, og dommerne E. Perillo og J. Svenningsen (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig X. Lopez Bancalari,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 2. december 2014,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 17. juli 2013 har AX nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af direktionen for Den Europæiske Centralbank (ECB eller herefter »Banken«) den 28. maj 2013, hvorved sagsøgeren blev pålagt den disciplinære sanktion afskedigelse med varsel, dels om tilkendelse af et beløb på 20 000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab, han hævder at have lidt.

 Retsforskrifter

1.     Protokollen om statutten for ESCB og ECB

2        Artikel 36, der har overskriften »Personale«, i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten (herefter »protokollen om statutten for ESCB og ECB«), bestemmer:

»36.1 Styrelsesrådet fastsætter på forslag af direktionen ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte.

36.2      Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i enhver tvist mellem ECB og dens ansatte inden for de rammer og på de betingelser, der er fastsat i ansættelsesvilkårene.«

2.     Forretningsordenen for ECB

3        I henhold til artikel 12.3 i protokollen om statutten for ESCB og ECB vedtog Styrelsesrådet for ECB den 7. juli 1998 forretningsordenen for ECB. Artikel 11 med overskriften »ECB’s personale« i forretningsordenen for ECB i den affattelse, der finder anvendelse på den foreliggende tvist, og som følger af afgørelse ECB/2009/5 af 19. marts 2009 (EUT L 100, s. 10), bestemmer i stk. 2 og 3:

»11.2.      Med forbehold af […] artikel 36 og 47 [i protokollen om statutten for ESCB og ECB] vedtager Direktionen organisatoriske bestemmelser (i det følgende benævnt »administrative cirkulærer«), som er bindende for ECB’s personale.

11.3. Direktionen udsteder og opdaterer en adfærdskodeks som vejledning for sine medlemmer og ECB’s personale.«

4        Artikel 21 i forretningsordenen for ECB med overskriften »Ansættelsesvilkår« har følgende ordlyd:

»21.1. Ansættelsesforholdet mellem ECB og ECB’s personale fastlægges i ansættelsesvilkårene og de administrative bestemmelser for personalet.

21.2.      Styrelsesrådet vedtager ansættelsesvilkårene efter forslag fra Direktionen og efter høring af Det Generelle Råd.

21.3.      Direktionen vedtager de administrative bestemmelser for personalet, hvormed ansættelsesvilkårene gennemføres.

21.4. Personaleudvalget høres forud for vedtagelse af nye ansættelsesvilkår eller administrative bestemmelser for personalet. Dets udtalelse forelægges henholdsvis Styrelsesrådet og Direktionen.«

3.     Ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte

5        I henhold til artikel 36.1 i protokollen om statutten for ESCB og ECB og navnlig forretningsordenen for ECB vedtog Styrelsesrådet for ECB ved afgørelse af 9. juni 1998, der blev ændret den 31. marts 1999 (EFT L 125, s. 32), ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte (herefter »ansættelsesvilkårene«). Ansættelsesvilkårene er efterfølgende blevet ændret flere gange. Den version af ansættelsesvilkårene, der var gældende den 1. januar 2010, bestemte bl.a.:

»3.      De privilegier og immuniteter, der tilkommer ECB’s ansatte i henhold til protokollen vedrørende [Den Europæiske Unions] privilegier og immuniteter, er udelukkende givet i ECB’s interesse. Disse privilegier og immuniteter fritager på ingen måde de ansatte fra at opfylde deres personlige pligter eller fra at overholde gældende lovgivning og politiets forskrifter. […]

4.      a)      De ansatte udøver deres tjeneste samvittighedsfuldt og uden hensyntagen til personlige interesser. De udviser en adfærd, der er passende for deres stilling og ECB’s karakter af [EU-]organ. […]

[…]

9.      a)      Ansættelsesforholdet mellem ECB og dens ansatte reguleres af de ansættelseskontrakter, der indgås, i overensstemmelse med […] ansættelsesvilkår[ene]. De administrative bestemmelser for personalet, der vedtages af direktionen, specificerer gennemførelsen af […] ansættelsesvilkår[ene].

[…]

      c)      Ansættelsesvilkårene er ikke underlagt nogen specifik national retsorden. ECB anvender i) de generelle retsprincipper, der er fælles for medlemsstaterne, ii) de generelle [EU-]retlige principper og iii) bestemmelserne i [EU]-forordninger og ‑direktiver vedrørende social politik, der er rettet til medlemsstaterne. Om nødvendigt implementerer ECB disse retlige [instrumenter]. Der [tages] behørigt hensyn til [EU]-anbefalinger vedrørende social politik. Ved fortolkningen af rettigheder og forpligtelser i henhold til […] ansættelsesvilkår[ene] skal der tages behørigt hensyn til de grundlæggende principper i forordninger, bestemmelser og retspraksis, der finder anvendelse på [EU]-institutionernes ansatte.

[…]

11.      a)      ECB kan opsige alle kontrakter indgået med dens ansatte ved begrundet afgørelse fra direktionen i henhold til den procedure, der er fastsat i de administrative bestemmelser for personalet og af følgende grunde:

[…]

iv)      af disciplinære årsager.

      b)      I prøvetiden eller i tilfælde af afskedigelse af disciplinære årsager er opsigelsesvarslet på en måned.

[…]

41.      De ansatte kan anmode om, at afgørelser, der vedrører dem, undergives administrativ prøvelse i henhold til den procedure, der er fastsat i del 8 i de administrative bestemmelser for personalet. […]

[…]

Disciplinære sanktioner kan kun anfægtes ved den særlige klageprocedure, der er fastsat i de administrative bestemmelser for personalet.

[…]

44.      Følgende disciplinære sanktioner kan alt efter omstændighederne vedtages i forhold til en ansat […], der forsætligt eller uagtsomt tilsidesætter sine tjenstlige forpligtelser.

i)      [...]

ii)      Direktionen kan endvidere pålægge en af følgende sanktioner:

[…]

–      degradering og omplacering til en tilsvarende stilling for den ansatte ved [ECB]

–      afskedigelse med eller uden varsel samt i behørigt begrundede tilfælde en reduktion af de ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning […] eller invaliditetsydelser, idet virkningerne af denne sanktion dog ikke må berøre den ansattes pårørende. […]

[…]

45.      Den disciplinære sanktion skal stå i forhold til alvorligheden af den ansattes tilsidesættelse af sine tjenstlige forpligtelser, og den skal begrundes. For at fastslå alvorligheden af den ansattes tilsidesættelse af sine tjenstlige forpligtelser og for at beslutte, hvilken sanktion der skal iværksættes, tages der især hensyn til følgende:

–      arten af tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser og de omstændigheder, hvorunder disse er begået

–        omfanget af den skade, som tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser har påført ECB’s integritet, omdømme eller interesser

–        i hvor høj grad tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser har været forsætlig eller uagtsom

–        de grunde, der har givet den ansatte anledning til at tilsidesætte sine tjenstlige forpligtelser

–        den ansattes lønklasse og anciennitet

–        graden af den ansattes ansvar

–        gentagelsestilfælde af handlingen eller den adfærd, der udgør tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser

–        den ansattes adfærd under hele karrieren.

Disciplinære sanktioner vedtages i henhold til den procedure, der er fastsat i de administrative bestemmelser for personalet. Denne procedure skal sikre, at ingen ansatte […], der er omfattet af […] ansættelsesvilkårene, kan pålægges en disciplinær sanktion uden først at have haft lejlighed til at udtale sig om de klagepunkter, som den pågældende foreholdes. […]

46.      Såfremt det hævdes, at en ansat har gjort sig skyldig i en alvorlig tilsidesættelse af sine tjenstlige forpligtelser, kan direktionen efter at have hørt den berørte ansatte træffe afgørelse om, at den pågældende afskediges med øjeblikkelig virkning, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

[…]«

4.     De administrative bestemmelser for ECB’s personale

6        Del 8.3 med overskriften »Disciplinær forfølgning« i de administrative bestemmelser for ECB’s personale (herefter »de administrative bestemmelser for personalet«), som er vedtaget af direktionen, bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på den foreliggende tvist:

»Ansættelsesvilkårenes artikel 43, 44 og 45 skal anvendes således.

8.3.1      Ved »tilsidesættelse at tjenstlige forpligtelser« forstås en tilsidesættelse af de forpligtelser, der er fastsat i [protokollen om] statutten for [ESCB] og [ECB], ansættelsesvilkårene, de administrative bestemmelser for personalet, adfærdskodeksen for [ECB] og enhver retsakt, norm eller intern regel, der finder anvendelse på de ansatte.

8.3.2      Direktionen kan på grundlag af en rapport, der redegør for de faktiske forhold og omstændigheder, der ligger til grund for tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser, herunder samtlige skærpende og formildende omstændigheder, de bagvedliggende beviser og resultatet af den høring, der er foretaget af den berørte ansatte, efter at den pågældende har modtaget samtlige sagens akter, beslutte:

–      at indlede en disciplinær forfølgning vedrørende tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser

[…]

Den ansatte, der er gestand for disciplinær forfølgning […], underrettes skriftligt om, at der er indledt en disciplinær forfølgning og om de beskyldninger, der er rejst [mod den pågældende].

[…]

8.3.4      Enhver anden disciplinær sanktion end skriftlige advarsler eller skriftlige irettesættelser kan kun vedtages efter høring af disciplinærudvalget.

8.3.5      Disciplinærudvalget består af følgende fem medlemmer:

a)      en formand uden stemmeret, der udnævnes af direktionen ud fra en liste, der består af navnene på tidligere højtstående tjenestemænd fra andre EU-institutioner eller højtstående medlemmer fra andre europæiske internationale organisationer. […]

b)      [ECB’s] generaldirektør eller vicegeneraldirektør for menneskelige ressourcer, budget og organisation

c)      to ansatte, der udnævnes af direktionen

d)      en personalerepræsentant, der udnævnes af direktionen ud fra en liste, som i prioriteret rækkefølge opstiller navnene på tre ansatte, og som er fremsendt af personaleudvalget og fagforeningerne. […]

De medlemmer af disciplinærudvalget, der er udnævnt i henhold til litra c) og d), må ikke være ansat ved den samme tjenestegren som den ansatte, der er genstand for disciplinær forfølgning. […]

[…]

8.3.6      Med forbehold for udvalgsformandens godkendelse kan et medlem af disciplinærudvalget fritages fra at varetage denne funktion, når der foreligger legitime grunde, og den pågældende har pligt til at træde tilbage, såfremt vedkommende befinder sig i en interessekonflikt. I dette tilfælde overtages medlemmets plads af dennes suppleant.

8.3.7      Disciplinærudvalgets drøftelser og arbejde har personlig og fortrolig karakter i overensstemmelse med ECB’s interne regler om fortrolighed. Disciplinærudvalgets medlemmer handler personligt og udøver deres funktion i fuld uafhængighed.

8.3.8      Disciplinærudvalgets formand sikrer gennemførelsen af de afgørelser, der træffes som led i en sag for disciplinærudvalget, og tilstiller hvert medlem alle de relevante oplysninger og dokumenter.

[…]

8.3.10      Den ansatte[, der er genstand for disciplinær forfølgning], underrettes om disciplinærudvalgets sammensætning og kan afvise et af udvalgets medlemmer inden for en frist på fem dage efter underretningen.

8.3.11      Den i artikel 8.3.2 omhandlede rapport meddeles den ansatte. Efter fremsendelsen af denne rapport har den pågældende ansatte ret til at blive gjort bekendt med samtlige de akter, der vedrører ham, samt til at tage kopi af alle akterne i proceduren, herunder af dem, som kan frikende ham. Den ansatte har en frist på mindst 15 dage fra tidspunktet for fremsendelsen af rapporten til at forberede sit forsvar.

8.3.12      Disciplinærudvalget hører den ansatte, der kan fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger, og som kan lade sig repræsentere af en person efter eget valg. […]

[…]

8.3.15      Disciplinærudvalget afgiver med stemmeflerhed en endelig udtalelse, der underskrives af alle udvalgets medlemmer, og som tager stilling til realiteten af de faktiske omstændigheder, hvorvidt disse omstændigheder udgør en tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser og om pålæggelsen af en disciplinær sanktion. Det enkelte medlem af disciplinærudvalget kan i udtalelsen give udtryk for en divergerende opfattelse. Disciplinærudvalget videresender udtalelsen til direktionen og den ansatte inden for en frist på tre måneder efter, at den ansatte har fået underretning om, at der er indledt disciplinær forfølgning. Såfremt disciplinærudvalget foretager supplerende efterforskning, forlænges denne frist til fem måneder. Fristen skal under alle omstændigheder fastsættes ud fra [disciplinær]sagens kompleksitet.

[…]

8.3.16      Den ansatte kan fremsætte sine bemærkninger over for direktionen inden for en frist på 15 dage efter, at disciplinærudvalget har videresendt den endelige og begrundede udtalelse.

8.3.17      Direktionen træffer afgørelse om den mest passende disciplinære sanktion inden for en frist på en måned efter, at den har modtaget disciplinærudvalgets endelige og begrundede udtalelse og den ansattes bemærkninger. Direktionen tager behørigt hensyn til disciplinærudvalgets anbefalinger, uden dog at være bundet heraf.

[…]«

5.     Cirkulære nr. 1/2006

7        Reglerne for administrative undersøgelser ved ECB er nærmere præciseret i administrativt cirkulære nr. 1/2006 af 21. marts 2006 (herefter »cirkulære nr. 1/2006«). Det fremgår af dette cirkulæres artikel 2, stk. 1, at de administrative undersøgelser har til formål at fastlægge de faktiske omstændigheder, men ikke på nogen måde foregriber udfaldet af den disciplinære forfølgning.

8        Det fremgår af artikel 6, stk. 14, i cirkulære nr. 1/2006, at den person eller det panel af personer (herefter »panelet« eller »undersøgelsespanelet«), der har til opgave at gennemføre den administrative undersøgelse, efter afslutningen af den administrative undersøgelse skal forelægge en begrundet rapport for den person, der leder undersøgelsen, og når denne person er en ledende medarbejder, underretter den pågældende direktionen.

9        Artikel 7, stk. 3, i cirkulære nr. 1/2006 bestemmer:

»Ansatte ved ECB, der er genstand for en administrativ undersøgelse:

a)      modtager før fremlæggelsen af den begrundede udtalelse fra den person, der leder undersøgelsen, eller fra panelet underretning om, hvilke tjenstlige forpligtelser de foreholdes at have tilsidesat, og de får lejlighed til at tilgå de dokumenter, der omhandler de beskyldninger, der er fremsat mod dem, og som redegør for de faktiske omstændigheder, der er nødvendige for, at de kan udøve deres ret til forsvar, og

b)      gives mulighed for at fremsætte deres synspunkter og for at fremsætte deres bemærkninger til de konklusioner, der er draget vedrørende dem; de nævnte synspunkter og bemærkninger gengives i den begrundede rapport for at sikre undersøgelsesrapportens fuldstændighed, og

c)      kan anmode om bistand fra en personalerepræsentant.

De ansatte ved ECB og andre personer, der er involveret i den administrative undersøgelse, gives ligeledes adgang til oplysninger om alle de faktiske omstændigheder og personoplysninger, der vedrører dem, med henblik på at sikre, at disse oplysninger er korrekte og fuldstændige; disse personer kan kræve, at den person, der leder de administrative undersøgelser og handler som tilsynsførende, øjeblikkeligt korrigerer alle unøjagtigheder eller undladelser, der vedrører deres personoplysninger.«

6.     Adfærdskodeksen for ECB

10      De relevante bestemmelser i adfærdskodeksen for ECB, der er udfærdiget i henhold til artikel 11.3 i forretningsordenen for Banken (EFT 2001 C 76, s. 12, herefter »adfærdskodeksen«), har følgende ordlyd:

»[…]

2.      […]

[ECB’s ansatte, der er a]dressater [for denne adfærdskodeks,] forventes at handle med eksklusiv loyalitet over for ECB, at handle redeligt, uafhængigt, upartisk, med diskretion og uden hensyntagen til egeninteresse eller til nationale interesser, at tilstræbe høje normer for faglig etik og at undgå enhver situation, der kan give anledning til interessekonflikter.

[…]

2.2.      Omhu, effektivitet, ansvar

Adressaterne [for denne adfærdskodeks] forventes altid efter bedste evne at udføre de pligter og de opgaver, der er betroet dem, på en omhyggelig og effektiv måde. De forventes at være opmærksomme på betydningen af deres pligter og ansvar, at tage hensyn til offentlighedens forventninger til deres moralske adfærd, at udvise en sådan adfærd, at offentlighedens tillid til ECB bevares og øges, samt at bidrage til ECB’s effektive administration.

[…]

4.1.      […]

For adressaterne [for denne adfærdskodeks] indebærer loyalitet ikke kun udførelsen af de opgaver, de har fået overdraget af deres overordnede, i overensstemmelse med sidstnævntes instrukser og de gældende rapporteringskanaler, men også hjælp, vejledning, åbenhed og gennemsigtighed i al omgang med overordnede og kolleger. [ECB’s ansatte] bør navnlig informere andre kolleger om løbende opgaver og give dem mulighed for at bidrage til disse opgaver. At tilbageholde oplysninger, som kan påvirke forretningsgangen, for overordnede eller kolleger, specielt med henblik på at opnå personlige fordele, at give forkerte, unøjagtige eller overdrevne oplysninger, nægte at samarbejde med kolleger eller udvise obstruerende adfærd ville være i strid med den form for loyalitet, der forventes af [ECB’s ansatte].

[…]

4.2.      […]

[ECB’s ansatte] forventes at respektere og værne om ECB’s ejendom og undlade at give tredjemand tilladelse til at gøre brug af ECB’s tjenester og/eller faciliteter. Alle former for udstyr og faciliteter stilles til rådighed af ECB for de ansatte udelukkende til officielt brug, medmindre der gives udtrykkelig tilladelse til privat anvendelse enten i henhold til relevante interne regler eller praksis eller efter skøn.

[ECB’s ansatte] forventes også at træffe alle rimelige og hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at begrænse ECB’s omkostninger og udgifter, hvor det er muligt, således at de forhåndenværende ressourcer anvendes så effektivt som muligt.

5.      Gennemførelse

5.1.      [Den] rolle[, der påhviler ECB’s ansatte, som a]dressater [for denne adfærdskodeks]

Korrekt gennemførelse af denne [adfærds]kodeks afhænger først og fremmest af adressaternes professionalisme, samvittighed og omtanke.

Foruden at udvise årvågenhed forventes adressater[ne for denne adfærdskodeks] i overordnede stillinger også at statuere et godt eksempel med hensyn til overholdelse af de principper og regler, der er fastsat i denne [adfærds]kodeks.

[…]«

7.     Håndbogen i forretningsførelse

11      Det fremgår af kapitel 7 i »Håndbog i forretningsførelse« (»Business Practices Handbook«, herefter »håndbogen i forretningsførelse«), at de opgaver og midler, der er allokeret til et centralt budget, for så vidt angår de centrale budgetenheder vedrører de tjenester, som den centrale budgettjenestegren yder til andre tjenestegrene ved ECB. Lederne af budgetenhederne (»Budget Center Managers«) har ansvaret for og skal aflægge regnskab vedrørende alle de aktiviteter, der udføres af deres respektive budgetenhed. De har ansvaret for forvaltningen af de finansielle midler inden for rammerne af det godkendte budget og i henhold til de relevante regler og retningslinjer. De har pligt til at sikre, at udgifter bogføres i overensstemmelse med god regnskabsskik. I henhold til kapitel 8 i håndbogen i forretningsførelse skal ECB’s ansatte følge reglerne for offentlige udbud og anvende god indkøbsskik i forbindelse med samtlige deres indkøbsaktiviteter. De skal tilstræbe at opnå det bedste forhold mellem kvalitet og pris, idet de skal tage hensyn til varens samlede pris, og de skal endvidere foretage en vurdering af ikke blot de aktuelle behov, men også mulige fremtidige behov. Artikel 8.1.1 i håndbogen i forretningsførelse bestemmer, at lederen af en budgetenhed er ansvarlig for, at foretagne indkøb skaber gode og positive resultater, dvs. at lederen skal opnå det bedste forhold mellem kvalitet og pris og overholde ECB’s normer og adfærdskodeksen, når der foretages indkøb.

 Sagens faktiske omstændigheder

1.     De oprindelige faktiske omstændigheder, der ligeledes blev påberåbt i de forenede sager F-7/11 og F-60/11

12      Sagsøgeren tiltrådte en stilling ved ECB den 1. juni 2003, og han blev efter en intern ansættelsesprocedure med virkning fra den 1. juni 2007 ansat i en stilling som afdelingschef for Afdelingen for Kontortjenester i Generaldirektoratet (GD) for »Administration«, der fra den 19. februar 2008 ændrede navn til »Afdelingen for Administrative Tjenester«. Denne afdeling havde bl.a. til opgave at sikre funktionen af den centrale posttjeneste, telefonomstillingen og kopitjenesten, at forvalte kontrakter med underleverandører af rengøringstjenester og at forestå intern forplejning, koordinering af hotelreservationer, tolketjenester og tjenesterejser. Afdelingen havde endvidere til opgave at organisere udstyr til brug for de møder, der afholdes hos ECB, at sikre chauffør- og transporttjenester, at modtage varer, at forvalte det lagerlokale, hvor disse varer blev opbevaret, og at levere møbler og forestå den interne fordeling af varer.

13      Sagsøgeren havde som chef for en afdeling med tværgående opgaver ansvaret for at levere udstyr og tjenester til Bankens andre afdelinger, dog med undtagelse af IT-udstyr, og var dermed ansvarlig for et centralt budget. Sagsøgeren fik bistand fra en vicechef (herefter »viceafdelingschefen«).

14      I henhold til ECB’s indkøbspolitik, der var godkendt af direktionen, »varetages opgaven med forsyning og indkøb fra centralt hold [bl.a. for alle] centrale IT-investeringer (herunder hardware og software)«, og denne opgave udføres af Afdelingen for »Infrastruktur og Drift« under [GD for »IT-systemer«]«.

15      Den 26. februar 2010 besluttede direktionen i henhold til cirkulære nr. 1/2006 at indlede en administrativ undersøgelse med henblik på at tilvejebringe klarhed over »alle de faktiske forhold og omstændigheder vedrørende indkøbet af bestemte genstande og den brug, som de ansatte [i Afdelingen for Administrative Tjenester«] havde gjort af visse af ECB’s ejendele«, samt over »alle de faktiske forhold og omstændigheder vedrørende visse ansattes eventuelle tilsidesættelse af deres tjenstlige forpligtelser i forbindelse med indkøbet og brugen af de nævnte [ejendele]« (herefter »den første administrative undersøgelse«). Direktionen besluttede endvidere ikke at underrette de berørte ansatte med det samme for ikke at skade den administrative undersøgelse. Direktøren for Direktoratet for Intern Revision blev ved samme afgørelse af 26. februar 2010 udnævnt til den person, der skulle lede undersøgelsen, og der blev nedsat et undersøgelsespanel, der bestod af fire af ECB’s ansatte.

16      Den 26. marts 2010 hørte undersøgelsespanelet sagsøgeren vedrørende de indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester havde foretaget inden for tre forskellige kategorier af genstande, nemlig i) bærbare computer af mærket X, ii) andre typer bærbare computere og iii) elektroniske boglæsere. Sagsøgeren blev i denne forbindelse underrettet om, at han i henhold til artikel 7, stk. 1, i cirkulære nr. 1/2006 var genstand for en administrativ undersøgelse som omhandlet i det nævnte cirkulæres artikel 2, stk. 1. Et udkast til referat af høringen blev fremsendt til sagsøgeren den 22. april 2010, for at han kunne fremsætte sine bemærkninger hertil, hvilket han gjorde den 10. maj 2010.

17      Ved afgørelse af 6. april 2010, der havde virkning fra den følgende dag, suspenderede direktionen sagsøgeren, idet han ville opretholde sin fulde grundløn, så længe den administrative undersøgelse varede (herefter »afgørelsen af 6. april 2010«). Det fremgik navnlig af denne afgørelse, at den var begrundet i den uro, der prægede Afdelingen for Administrative Tjenester, og i nødvendigheden af at sikre en hensigtsmæssig gennemførelse af den første administrative undersøgelse, og at den var baseret på situationsrapporten vedrørende panelets undersøgelser (herefter »situationsrapporten vedrørende undersøgelsen af 6. april 2010«), der samme dato var blevet fremsendt til direktionen. Den 3. juni 2010 anfægtede sagsøgeren afgørelsen af 6. april 2010 ved den særlige klageprocedure i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 41 og artikel 8.1.6 i de administrative bestemmelser for personalet.

18      Som svar på en anmodning fra undersøgelsespanelet anmodede sagsøgeren en af sine kolleger om til Banken at aflevere en række genstande, der tilhørte Banken, og som sagsøgeren havde i sin besiddelse uden for ECB’s lokaler. Denne kollega afleverede de nævnte genstande til ECB den 22. juli 2010. Blandt disse genstande var tre bærbare computere, en elektronisk boglæser, et bærbart navigationssystem, to kameraer og en bærbar projektor.

19      Sagsøgeren underrettede i øvrigt ved skrivelse af 22. juli 2010 undersøgelsespanelet om, at han ikke kunne deltage i den høring, der efter planen skulle afholdes den samme dato, og at dette skyldtes lægelige årsager. Sagsøgeren gav imidlertid i den nævnte skrivelse en detaljeret besvarelse af panelets spørgsmål vedrørende de indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester havde foretaget i perioden fra 2007 til 2010.

20      Sagsøgeren anførte i denne forbindelse, at en række af de omtvistede indkøb var foretaget som test- og prøvekøb. Sagsøgeren forklarede endvidere, at indkøbet af computere, bærbare computere af mærket »MacBook« og af andet IT-udstyr var foretaget som led i etableringen af et gæsteområde for de besøgende, der skulle deltage i ECB’s møder, hvor de besøgende ville få mulighed for at læse e-mails, tilgå oplysninger om deres flyafgange og foretage online check-in. Andet udstyr skulle anvendes i de venterum, hvor ECB’s chauffører opholdt sig mellem deres køreture. Ifølge sagsøgeren var formålet at underholde chaufførerne, navnlig når der var lang ventetid om aftenen. Afdelingen for Administrative Tjenester havde således indkøbt videospilkonsoller (Wii). De bærbare navigationssystemer skulle ifølge sagsøgeren anvendes af chaufførerne, når de foretog lange køreture i Tyskland eller i Europa. Hvad angår de bærbare telefoner skulle disse tjene som udlånstelefoner for de ansatte, som Banken ikke havde udstyret med en tjenestetelefon, eller erstatte de telefoner, som GD for »IT-systemer« havde udleveret, såfremt disse blev defekte. Der var endvidere indkøbt mobiltelefoner af mærket »BlackBerry« og tilhørende udstyr, hvilket også var sket med det formål at udskifte de defekte telefoner, som GD for »IT-systemer« havde stillet til rådighed for Afdelingen for Administrative Tjenester. Sagsøgeren havde endvidere bestilt trådløse tastaturer, der skulle bruges i mødesalene.

21      Sagsøgeren forklarede endvidere i skrivelsen af 22. juli 2010 til panelet baggrunden for indkøbet af fem elektroniske boglæsere, idet han anførte, at disse boglæsere var blevet indkøbt som et testkøb med henblik på at afgøre, om Banken på et fremtidigt tidspunkt kunne eller skulle indkøbe sådant udstyr med henblik på at give dem som gaver til de ansatte. Sagsøgeren forklarede endvidere, at eftersom han løbende læste faglitteratur, medbragte han altid en elektronisk boglæser for at kunne læse i toget, eller når han var på tjenesterejse.

22      Hvad angår de kameraer, som Afdelingen for Administrative Tjenester havde indkøbt, skulle disse anvendes til at tage fotografier af høj kvalitet af de genstande, der var afbilledet i den nævnte afdelings udstyrskatalog. Andet audio- og videoudstyr var indkøbt med henblik på at foretage præsentationer under møder. Der var endvidere ifølge sagsøgeren indkøbt computertasker, for at de ansatte i Afdelingen for Administrative Tjenester nemmere skulle kunne transportere deres bærbare computere og dokumenter. Hvad angår de elektroniske fotorammer og SD kort (»Secure Digital«) til lagring af elektroniske fotografier var disse blevet indkøbt med det formål at kunne give de ansatte i Afdelingen for Administrative Tjenester en lille erkendtlighed efter behov.

23      Den 26. juli 2010 underrettede Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) ECB om, at OLAF den 1. juli 2010 havde besluttet at indlede en undersøgelse. Indledningen af denne undersøgelse afsluttede den første administrative undersøgelse, hvilket fulgte af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af OLAF (EFT L 136, s. 1). Da panelet ikke have afsluttet sin undersøgelse den 26. juli 2010, forelagde undersøgelsespanelet ikke en »begrundet rapport, der redegjorde for de faktiske forhold og omstændigheder i sagen, og for eksistensen af eller manglen på beviser, der kunne godtgøre den påståede tilsidesættelse« som omhandlet i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet og artikel 6, stk. 14, i cirkulære nr. 1/2006 for den person, der ledede undersøgelsen.

24      Direktionen traf den 3. august 2010 afgørelse vedrørende den særlige klage, som sagsøgeren havde indgivet, idet den annullerede afgørelsen af 6. april 2010 og tilkendte sagsøgeren en symbolsk erstatning på 1 EUR.

25      Ved afgørelse af 4. august 2010, som blev meddelt sagsøgeren samme dato, suspenderede direktionen sagsøgeren med virkning fra den 5. august 2010, idet han ville opretholde sin fulde grundløn (herefter »afgørelsen af 4. august 2010«). Det fremgår af denne afgørelse, at den var baseret dels på den omstændighed, at der var fremsat beskyldninger, der, såfremt de måtte anses for godtgjort, ville udgøre en alvorlig tilsidesættelse af sagsøgerens tjenstlige forpligtelser, henset til den skade, som sagsøgeren således ville have forvoldt på ECB’s omdømme, og til sagsøgerens højtstående stilling inden for institutionen, dels på nødvendigheden af at fremme gennemførelsen af OLAF’s undersøgelse.

26      Det fremgik bl.a. af den følgeskrivelse, der blev sendt til sagsøgeren sammen med afgørelsen af 4. august 2010, og som bl.a. var underskrevet af generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer, Budget og Organisation« (herefter »GD for »Menneskelige Ressourcer««), at sagsøgeren flere gange havde afslået at deltage i en høring før vedtagelsen af den nævnte afgørelse. Den nævnte skrivelse indeholdt en henvisning til retspraksis vedrørende høring af den berørte part efter vedtagelsen af en afgørelse om at suspendere den pågældende fra tjenesten samt en opfordring til sagsøgeren om at deltage i en høring den 11. august 2010, kl. 11:00 eller på ethvert andet tidspunkt efter hans valg eller i hvert fald at fremsætte sine skriftlige bemærkninger vedrørende afgørelsen af 4. august 2010 senest den 3. september 2010.

27      Ved skrivelse af 17. august 2010 underrettede generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« sagsøgeren om de beskyldninger, der var fremsat mod ham, og som var blevet forelagt for direktionen. Der var tale om:

»[…]

[For det første] de beskyldninger, der er forelagt direktionen, og som fremgår af [situationsrapporten vedrørende undersøgelsen af] 6. april 2010, efter at der den 26. marts 2010 blev foretaget en høring af [sagsøgeren], som har modtaget referatet af høringen […] og har fremsat sine skriftlige bemærkninger hertil […] den 10. maj 2010 [vedrørende]:

i)      [indkøb af] bærbare computere af mærket [X], indkøb af andre bærbare computere og af elektroniske boglæsere, der er foretaget af [Afdelingen for Administrative Tjenester]

ii)      [den omstændighed], at den tjenstlige begrundelse for, brugen og placeringen af disse genstande er uklar.

[For det andet] de beskyldninger, der er forelagt direktionen, og som fremgår af [situationsrapporten vedrørende undersøgelsen af] 6. april 2010, og som ligeledes er blevet opsummeret og dokumenteret i [referatet af den høring, der blev afholdt den] 14. juli 2010, som i en foreløbig version blev sendt med ordinær post til [sagsøgeren] den 21. juli 2010[, nemlig:]

i)      at en række genstande, såsom bærbare computere af mærket [X], andre typer af bærbare eller stationære computere og elektroniske boglæsere, [var blevet] indkøbt af en af de to centrale budgetenheder, som [Afdelingen for Administrative Tjenester] har ansvaret for, og at den nuværende placering af størstedelen af disse genstande [er] ukendt

ii)      at [sagsøgeren] i sin egenskab af chef for [Afdelingen for Administrative Tjenester] [havde] iværksat, godkendt eller tilladt indkøbet af disse genstande

iii)      at den tjenstlig begrundelse for de nævnte indkøb endvidere [var] tvivlsom, når der henses til [Afdelingen for Administrative Tjenesters] rolle og ansvarsområder, således som disse er præciseret i den opgavebeskrivelse [for afdelingen, som direktionen har godkendt]

iv)      at [sagsøgeren], som ansvarlig for [Afdelingen for Administrative Tjenester] ikke [var] i stand til at give en troværdig forklaring på, hvor de nævnte genstande befandt sig.

[For det tredje] de beskyldninger, der er forelagt direktionen, og som fremgår af situationsrapporten vedrørende undersøgelsen af 19. juli 2010[, nemlig:]

i)      indkøbet af 127 genstande, der blev foretaget af [Afdelingen for Administrative Tjenester], der [kunne] underopdeles i 13 forskellige kategorier, idet de væsentligste var: i) bærbare computere af mærket [X] og tilhørende udstyr, ii) andre typer af computere og tilhørende udstyr, iii) andre typer af hardware og software, iv) navigationssystemer og v) mobiltelefoner. Den [17. august 2010] [havde] det kun været muligt at lokalisere et meget begrænset antal af disse genstande

ii)      [de] usikkerheder, der var forbundet med den tjenstlige begrundelse for at indkøbe disse genstande, med samtlige de projekter eller opgaver, som disse genstande vedrørte, og med forholdet mellem de konkrete projekter og opgaver og [Afdelingen for Administrative Tjenesters] funktionelle ansvar.

[…]«

28      Ved skrivelse af 10. august 2010 anmodede sagsøgeren ECB om aktindsigt i en række dokumenter. Ved skrivelse af 17. august 2010 afslog ECB at imødekomme denne anmodning, idet Banken i denne forbindelse henviste til den holdning, som den tidligere havde tilkendegivet i sine skrivelser af 28. april, 21. maj og 5. juli 2010 og i den følgeskrivelse af 4. august 2010, hvorved afgørelsen af 4. august 2010 var blevet fremsendt. ECB gentog i bilaget til skrivelsen af 17. august 2010 de klagepunkter, som sagsøgeren blev foreholdt, og som lå til grund for ECB’s afgørelse af 4. august 2010.

29      Ved skrivelse af 3. og 10. september 2010 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til afgørelsen af 4. august 2010. Sagsøgeren fremhævede bl.a. sine kvalifikationer som afdelingschef (»manager«), herunder den omstændighed, at han havde sikret ECB en besparelse på 3 mio. EUR i forbindelse med en kontrakt vedrørende et IT-system med tilhørende applikationer og produkter, som havde til formål at foretage databehandling, og som er bedre kendt som »SAP«.

30      Hvad angår de omtvistede indkøb anførte sagsøgeren, at disse indkøb var foretaget i overensstemmelse med ECB’s gældende regler og normer, og at de opfyldte de tjenstlige behov, der var forbundet med de funktioner, som Afdelingen for Administrative Tjenester varetog.

31      Hvad angår indkøbet af de bærbare computere af mærket X anførte sagsøgeren, at disse indkøb var foretaget for at imødekomme behov i forbindelse med ECB’s gæsteområde, og at valget af computere af det pågældende mærke ud over hensynet til deres æstetiske fremtoning var foretaget på grund af, at disse computere havde en højere grad af teknisk pålidelighed med hensyn til trådløs internetbrug end de computere af mærket Y, som ECB normalt anvender.

32      Direktionen anmodede efterfølgende undersøgelsespanelet om som svar på sagsøgerens argumenter at forberede et notat, der redegjorde for sagsøgerens bemærkninger, hans påstande og resultaterne af de samtaler/høringer, hvori han havde deltaget, og som havde fundet sted før den 26. juli 2010.

33      Ved skrivelse af 30. september 2010 indgav sagsøgeren en særlig klage over afgørelsen af 4. august 2010. ECB’s direktion afslog denne klage ved afgørelse af 23. november 2010.

34      Samme dato, den 23. november 2010, vedtog direktionen, efter at den på baggrund af sagsøgerens skriftlige bemærkninger havde foretaget en fornyet undersøgelse af sagsøgerens situation, en ny afgørelse, hvorved den opretholdt afgørelsen af 4. august 2010. Det fremgik af den nye afgørelse, at den blev vedtaget, efter at direktionen havde anmodet undersøgelsespanelet om at forberede et notat, der redegjorde for direktionens bemærkninger til de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger. Direktionen begrundede for det første suspensionen af sagsøgeren med, at den havde konstateret, at visse af de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger ikke stemte overens med visse af de bemærkninger og konklusioner, som panelet havde fremsat eller draget. Direktionen henviste for det andet til, at sagsøgeren ikke havde givet nogen forklaring vedrørende de 127 genstande, i hvilken forbindelse han var blevet foreholdt at have begået en alvorlig tilsidesættelse af sine tjenstlige forpligtelser, idet hans bemærkninger ikke kunne gøre de nævnte anklager tilstrækkeligt usandsynlige eller åbenbart grundløse. Direktionen henviste for det tredje til, at OLAF’s efterforskning fortsat var igangværende. Den skrivelse, hvorved der blev givet meddelelse om denne afgørelse, gengav uddrag af panelets foreløbige konklusioner, som direktionen oplyste lå til grund for afgørelsen.

35      I januar 2011 gav ECB sagsøgeren meddelelse om ECB’s afgørelse om at indlede en invaliditetsprocedure vedrørende sagsøgeren.

36      Ved afgørelse af 15. marts 2011 afslog ECB’s direktion den særlige klage, som sagsøgeren havde indgivet den 21. januar 2011, over afgørelsen af 23. november 2010, hvorved afgørelsen af 4. august 2010 blev opretholdt.

37      Den 16. marts 2011 meddelte generaldirektøren GD for »Menneskelige Ressourcer« sagsøgeren, at han med virkning fra den 28. marts 2011 ikke længere ville modtage vederlag, men en tilsvarende invaliditetsydelse.

38      Den 22. marts 2011 inviterede sagsøgeren OLAF til at deltage i en høring, der ville blive afholdt den 12. og 13. maj 2011.

39      Ved stævninger indleveret til Personalerettens Justitskontor henholdsvis den 2. februar og den 25. maj 2011 anlagde sagsøgeren to sager med påstand om for så vidt angår den første sag, der blev registreret som F-7/11, annullation af afgørelsen af 4. august 2010 samt påstand om for så vidt angår den anden sag, der blev registreret som F-60/11, annullation af afgørelsen af 23. november 2010, hvorved afgørelsen af 4. august 2010 blev opretholdt, dvs. de to afgørelser, hvorved ECB havde suspenderet sagsøgeren fra tjenesten.

40      Ved dom af 13. december 2012, AX mod ECB (F-7/11 og F-60/11, EU:F:2012:195), frifandt Personaleretten ECB i de to sager og pålagde sagsøgeren at betale sagens omkostninger.

2.     Om panelets undersøgelsesrapport

41      Det fremgår af sagsakterne, at selv om undersøgelsespanelet ikke havde afsluttet sit arbejde den 26. juli 2010 på det tidspunkt, hvor OLAF indledte sin undersøgelse og derved fratog panelet sagen, havde panelet imidlertid redegjort for det arbejde, det indtil dette tidspunkt havde udført, i en aktivitetsrapport (»Activity Report«, herefter »panelets aktivitetsrapport«) af 15. marts 2011. Denne rapport havde til formål at redegøre for »den foreløbige vurdering, som undersøgelsespanelet foretog den 26. juli 2010 for så vidt angår den tjenstlige begrundelse for at foretage indkøb af hver enkelt af de omtvistede kategorier af varer, samt for sammenhængen mellem de afgivne forklaringer«.

42      Panelets aktivitetsrapport blev fremsendt et år senere, den 22. marts 2012, af den person, der ledte undersøgelsen, dvs. direktøren for intern revision under GD for »Menneskelige Ressourcer«. Denne fremsendelse var begrundet i den omstændighed, at den nævnte rapport »indhold[t] oplysninger, der ikke [fremgik] af OLAF’s endelige rapport, [som nævnt i denne doms præmis 51], og som [tilvejebragte] supplerende oplysninger, herunder oplysninger om potentielt skærpende og formildende omstændigheder, som [GD for »Menneskelige Ressourcer«] [kunne] tage i betragtning i forbindelse med [dets] afgørelse af, hvorvidt der skulle indledes en disciplinær forfølgning«. Direktøren for intern revision anførte i øvrigt, at panelets aktivitetsrapport »blot indehold[t] en kort opsummering af samtlige bemærkninger og konklusioner fra samtaler, der var indhentet frem til den 26. juli 2010, og at det [var] nødvendigt at foretage en klar sondring mellem denne rapport og en »begrundet rapport, der redegjorde for de faktiske forhold og omstændigheder i sagen og for eksistensen af eller manglen på beviser, der kunne godtgøre den påståede tilsidesættelse«, dvs. i det foreliggende tilfælde en rapport som omhandlet i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet og artikel 6, stk. 14, i cirkulære nr. 1/2006.

3.     Om OLAF’s rapport

 Om gennemførelsen af undersøgelsen

43      OLAF anmodede i forbindelse med sin undersøgelse ved skrivelse af 29. juli 2010 ECB om oplysninger, som blev fremsendt ved skrivelse af 6. august 2010. OLAF’s undersøgelseshold foretog endvidere et besøg på stedet i perioden fra den 20. til den 24. september 2010, i hvilken forbindelse det gennemførte samtaler med 12 af ECB’s ansatte som »vidner«. Den 19. november 2010 stillede OLAF desuden spørgsmål til en anden af Bankens ansatte.

44      Den 23. marts 2011 indfandt undersøgelsespanelets medlemmer sig i OLAF’s lokaler og udvekslede ved denne lejlighed deres bemærkninger til hver enkelt af de kategorier af indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester havde foretaget, tilkendegav deres foreløbige vurdering af de faktiske omstændigheder, som de forelå den 26. juli 2010, og besvarede OLAF’s spørgsmål i denne forbindelse.

45      Det fremgår af sagsakterne, at undersøgelsespanelet således deltog i gennemførelsen af den undersøgelse, som OLAF forestod. Som et led heri anmodede OLAF ved skrivelse af 29. marts 2011 ECB om at fremsende en kopi af panelets aktivitetsrapport, som panelet havde omtalt i et af sine svar på OLAF’s anmodninger om oplysninger.

46      Den 30. marts 2011 fremsendte direktøren for Direktoratet for Intern Revision i sin egenskab af den person, der var leder af undersøgelsen, panelets aktivitetsrapport til OLAF, idet han henledte OLAF’s opmærksomhed på »den omstændighed, at rapporten udelukkende redeg[jorde] for de aktiviteter, som undersøgelsespanelet havde udført frem til den 26. juli 2010, [dvs.] det tidspunkt, hvor OLAF [underrettede] ECB om, at det ville indlede en undersøgelse i denne sag, og at det derved bragte den [første] administrative undersøgelse til ophør. Følgelig [måtte] de centrale bemærkninger og de foreløbige vurderinger, som undersøgelsespanelet havde afgivet vedrørende de [13] kategorier af omtvistede indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester havde foretaget, på ingen måde anses for endelige konklusioner vedrørende hver enkelt af de nævnte kategorier eller vedrørende de oplysninger, der fremgik af sagsakterne«.

47      Da sagsøgeren ikke var tilgængelig, anmodede OLAF sagsøgeren om at fremsætte bemærkninger eller kommentarer til den korte oversigt over de beskyldninger, der var fremsat mod ham, senest den 31. august 2011, idet OLAF derudover stillede sagsøgeren en række spørgsmål.

48      Den 30. august 2011 videresendte ECB til sagsøgerens advokat visse dokumenter i deres helhed eller i uddrag, som sagsøgerens advokat den 26. august 2011 havde anmodet om at modtage. Ved skrivelse af 30. august 2011 fra sagsøgerens advokat besvarede sagsøgeren de tre hovedspørgsmål, som OLAF havde stillet i sin skrivelse af 13. juli 2011, og afgav sine bemærkninger vedrørende de tjenstlige grunde, der lå til grund for de omtvistede indkøb, og deres sammenhæng med de funktioner og ansvarsområder, som Afdelingen for Administrative Tjenester varetog, og som sagsøgeren havde ledelsesansvaret for.

49      Hvad angår den liste over de omtvistede indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester foretog, anførte sagsøgeren over for OLAF, at undersøgelsesudvalget allerede den 29. juni 2010 havde anmodet ham om at fremsætte sine bemærkninger i denne forbindelse. Sagsøgeren fremhævede, at det efter hans opfattelse ikke var problematisk at medbringe udstyr, der tilhørte ECB, til sin bopæl, idet dette gav ham mulighed for at afslutte konfigureringen af dette udstyr og at sikre dets funktionsdygtighed, samtidig med at dette ville spare tjenestegrenens tid. Sagsøgeren anførte, at han ikke på noget tidspunkt havde givet instruks om indkøb af varer over Bankens budget til hans egen personlige eller private brug, og at han og hans familie under alle omstændigheder altid havde rådet over et omfattende IT- og fotografisk udstyr, som de selv havde købt. Sagsøgeren bekræftede endvidere i sit svar til OLAF, at han ikke på noget tidspunkt havde givet instruks om at anvende visse af de budgetposter, som Afdelingen for Administrative Tjenester anvendte, til at foretage de omhandlede indkøb, idet det påhvilede viceafdelingschefen at foretage det konkrete valg af, hvilken budgetpost der var relevant for et givent indkøb.

50      Efter at have konstateret, at viceafdelingschefen havde godkendt næsten en tredjedel af de omtvistede indkøb, hørte OLAF den pågældende den 13. oktober 2011.

 Om de i OLAF’s rapport indeholdte konklusioner

51      Efter at have afsluttet sin undersøgelse vedtog OLAF en endelig rapport, hvori den i forhold til sagsøgeren anbefalede, at undersøgelsen blev afsluttet, og at der blev iværksat disciplinære skridt (herefter »OLAF’s rapport«). Denne rapport, som indeholdt anbefalinger til ECB, og som var udfærdiget den 8. november 2011, blev videresendt til ECB den 27. januar 2012. OLAF underrettede den 23. januar 2012 sagsøgeren om, at OLAF’s undersøgelse var blevet afsluttet.

52      Det fremgår af OLAF’s rapport, at en ansat ved ECB, der ønskede at være anonym [herefter »informanten« (»whistle-blower«)], havde oplyst, at der muligvis blev begået uregelmæssigheder i Afdelingen for Administrative Tjenester. Disse uregelmæssigheder vedrørte visse indkøb, som sagsøgeren havde foretaget i 2010, af to bærbare navigationssystemer, selv om samtlige ECB’s officielle køretøjer allerede var udstyret med standard navigationssystemer, samt en række andre indkøb: flere LED-projektorer, tre kameraer, herunder et kamera til professionel brug, samt en række bærbare computere og tilhørende udstyr. Informanten havde oplyst, at det var hans opfattelse, at sagsøgeren, der angiveligt havde økonomiske vanskeligheder, solgte det udstyr, der var indkøbt for tjenestegrenes midler, for at opnå en personlig fortjeneste.

53      Hvad angår indkøbet af de bærbare computere af mærket X, som ECB ikke anvender, og det tilhørende udstyr, anførte OLAF, at indkøb af sådant IT-udstyr ikke henhørte under de beføjelser, som tilkom Afdelingen for Administrative Tjenester. Selv om der var blevet henvist til et projekt, der havde til formål at udstyre mødesalene i en af ECB’s bygninger med trådløs internetforbindelse, konstaterede OLAF, at et sådant projekt ville have henhørt under GD for »IT-systemer«, og at der ikke var indkøbt bærbare computere i forbindelse med dette projekt. OLAF fandt under alle omstændigheder, at den omstændighed, at sagsøgeren havde indkøbt de omhandlede bærbare computere lang tid før det nævnte projekt blev iværksat, yderligere bestyrkede tvivlen om nødvendigheden af at foretage sådanne indkøb. OLAF konkluderede således, at der ikke forelå nogen gyldig tjenstlig begrundelse, der kunne forklare, hvorfor den nævnte kategori af varer var blevet indkøbt.

54      Hvad angår indkøbet af de elektroniske fotorammer (»Electronic photo frames«) og de elektroniske boglæsere (»E-books«) konkluderede OLAF endvidere, at der ikke forelå en tjenstlig begrundelse, der kunne berettige indkøbet heraf, idet disse indkøb heller ikke henhørte under de beføjelser, der tilkom Afdelingen for Administrative Tjenester.

55      OLAF konkluderede ligeledes for så vidt angår indkøbet af »[a]ndre computere og tilhørende udstyr« (»[o]ther computers and related accessories«), at sådanne indkøb ikke henhørte under de beføjelser, der tilkom Afdelingen for Administrative Tjenester, og at den af sagsøgeren og viceafdelingschefen anførte begrundelse, dvs. ordningen for telearbejde, hensynet til kontinuiteten i arbejdet og udlån til Bankens ansatte til brug for møder og præsentationer, var i strid med de vidneerklæringer, som OLAF havde indhentet. OLAF konkluderede således, at der ikke forelå nogen tjenstlig begrundelse for de nævnte indkøb.

56      Hvad angår indkøbet af bærbare navigationssystemer konstaterede OLAF, at den af sagsøgeren anførte begrundelse, dvs. at genstandene skulle anvendes af ECB’s chauffører på lange køreture i Tyskland og i Europa, var blevet modsagt af chaufførernes egne erklæringer og af viceafdelingschefens erklæringer, hvorefter Bankens officielle biler allerede var udstyret med integrerede standard navigationssystemer. Efter OLAF’s opfattelse forelå der derfor ikke nogen gyldig begrundelse for de nævnte indkøb.

57      Hvad angår indkøbet af andre computere og tilhørende udstyr konstaterede OLAF, at disse indkøb burde have været foretaget fra centralt hold ved GD for »IT-systemer«, og OLAF konstaterede, at disse indkøb ikke var begrundet i et tjenstligt behov for Afdelingen for Administrative Tjenester.

58      OLAF fandt endvidere, at indkøbet af 12 BlackBerry telefoner og andre mobiltelefoner i perioden 2007-2010 ikke var begrundet, og at erhvervelsen af disse varer og tjenester ikke henhørte under de beføjelser, der tilkom Afdelingen for Administrative Tjenester.

59      Hvad angår erhvervelsen af fire digitale kameraer i 2007 og 2010 afviste OLAF den af sagsøgeren anførte begrundelse, hvorefter de omhandlede kameraer skulle anvendes til at sikre en bedre billedkvalitet og til brug for afdelingens online-katalog. Hvad angår de forklaringer, som sagsøgeren anførte som begrundelse for at medbringe to af de nævnte kameraer til sin bopæl, nemlig at det var nødvendigt at kalibrere dem, at oplade dem og at læse instruktionsvejledningen, afviste OLAF denne forklaring, navnlig fordi sagsøgeren ikke havde taget de nævnte instruktionsvejledninger med sig hjem på samme tid som kameraerne.

60      Hvad angår erhvervelsen af printere fandt OLAF, at såfremt der bestod et sådant behov inden for Afdelingen for Administrative Tjenester, burde denne afdeling have foretaget et sådant indkøb gennem GD for »IT-systemer«. OLAF foretog den samme konstatering for så vidt angår indkøbet af varer af mærket Logitech.

61      Hvad angår indkøbet af et tv, skærme og projektorer medgav OLAF, at indkøbet af tv og skærme kunne anses for begrundet i behov hos ECB’s chauffører. OLAF fandt derimod ikke nogen gyldig begrundelse i forhold til indkøb af de projektorer og skærme, der angiveligt skulle anvendes til at fremvise præsentationer i mødesalene.

62      Hvad angår de spillekonsoller og ‑software, herunder navnlig spillesoftware med titlen »Body for LIFE companion«, der kan anvendes til at planlægge daglige sportsaktiviteter, og et spil, hvis titel er navnet på et amerikansk fodboldhold, bemærkede OLAF, at ECB’s chauffører ikke havde bekræftet, at de havde haft dette fritidsudstyr til deres rådighed, hvilket således stod i modsætning til, hvad sagsøgeren havde oplyst som begrundelse for at foretage disse erhvervelser.

63      OLAF konkluderede, at Afdelingen for Administrative Tjenester i perioden fra oktober 2007 til marts 2010 havde indkøbt 127 IT-produkter og hermed forbundne produkter, der i alt udgjorde 411 individuelle genstande, og at dette havde medført en samlet udgift på ca. 65 000 EUR på budgetposten »Støtte til Administrative Tjenester […]« (»Administrative Services Support […]«) på Afdelingen for Administrative Tjenesters centrale budget. Sagsøgeren havde påtegnet to tredjedele af de nævnte udgifter, mens den resterende tredjedel var påtegnet af viceafdelingschefen.

64      OLAF konstaterede, at ECB havde været i stand til at finde og lokalisere 95 af de omhandlede genstande, mens det fortsat var uvist, hvor de resterende 316 genstande til en værdi af 40 674,74 EUR befandt sig. Da ingen af de nævnte genstande var blevet registreret i logistiksystemet for udstyr (»Equipment Logistics System«, herefter »ELS«), der er indrettet til dette formål, eller i et af ECB’s andre inventarsystemer, var det vanskeligt at fastlægge det sted, hvor disse genstande måtte befinde sig. OLAF anførte imidlertid, at det ikke havde fundet nogen beviser, der kunne bekræfte mistanken om, at sagsøgeren havde tilegnet sig de omhandlede genstande, eller at en af ECB’s ansatte skulle have stjålet eller tilegnet sig disse genstande. Selv om de omhandlede erhvervelser udgjorde en tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser, anbefalede OLAF således ikke, at der blev iværksat retsforfølgning.

65      Ud over de konklusioner, som OLAF drog vedrørende undersøgelsen, anførte OLAF desuden en række anbefalinger til ECB, nemlig for det første, at ECB foretog en kontrol af de finansielle kredsløb inden for Afdelingen for Administrative Tjenester for at undgå, at en underordnet kunne kontrasignere, da dette ikke medførte nogen yderligere merværdi med hensyn til kontrollen af den person, der gav en instruks, idet den underordnede åbenbart ikke var uafhængig, for det andet, at ECB skulle strømline de centrale budgetenheder, der var identiske med Afdelingen for Administrative Tjenester, for at øge gennemsigtigheden i forbindelse med det indkøbssystem, som den nævnte afdeling anvendte, for det tredje, at ECB skulle sikre, at sagsgangene inden for Afdelingen for Administrative Tjenester strengt skulle følge budgetprincippet om specificering og sikre en forsvarlig finansiel forvaltning, og for det fjerde, at ECB skulle kontrollere det interne tilsynsniveau, der generelt set var forholdsvist lav, såvel inden for Afdelingen for Administrative Tjenester som i forbindelse med tilsynet med denne afdeling.

4.     Om den disciplinære forfølgning indledt i henhold til artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet

 Om indledningen af den disciplinære forfølgning og artikel 8.3.2-rapporten

66      Efter at have modtaget OLAF’s rapport blev sagsøgeren hørt af chefen for Afdelingen for »Personalepolitik og Sociale Relationer« under GD for »Menneskelige Ressourcer« samt to ansatte fra den afdeling, der havde ansvaret for sociale relationer (»Staff Relations Division«), i henhold til artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet (herefter »undersøgelsesudvalget«). Ved e-mail af 24. august 2012 fremsendte sagsøgeren visse dokumenter til undersøgelsesudvalget. Efter at sagsøgeren havde fremsat sine bemærkninger den 18. oktober 2012 vedrørende det udkast til en rapport, som han havde modtaget den 26. september 2012, godkendte ECB’s personaledirektorat den 19. november 2012 rapporten som fastsat i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet, idet rapporten havde overskriften »Rapport vedrørende en mulig tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser […]« (herefter »artikel 8.3.2-rapporten«).

67      Følgende fremgår bl.a. af artikel 8.3.2-rapporten:

»[…]

Denne rapport er udfærdiget af GD [for »Menneskelige Ressourcer«] i henhold til artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet og har til formål at redegøre for de faktiske forhold og omstændigheder vedrørende en mulig tilsidesættelse [af sagsøgerens] tjenstlige [forpligtelser] i forbindelse med den pågældendes deltagelse i og ansvar for indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester har foretaget […]

Denne rapport er udfærdiget på grundlag af [for det første] OLAF’s [...] rapport, [for det andet] de oplysninger, som [Direktoratet for Intern Revision] har tilvejebragt vedrørende undersøgelsespanelets aktiviteter […] frem til den 26. juli 2010, hvor den [første] administrative undersøgelse blev afbrudt, [for det tredje] de oplysninger, som [sagsøgeren] har fremlagt, og [for det fjerde] andre administrative oplysninger, der er stillet til rådighed af GD [for »Menneskelige Ressourcer«].

[…]

Under [sagsøgerens ledelse] indkøbte [Afdelingen for Administrative Tjenester] 127 [IT og IT-relaterede] produkter, der udgjorde 411 individuelle og separate genstande, i hvilken forbindelse der kan rejses tvivl om den tjenstlige begrundelse for disse indkøb, når der henses til [denne afdelings] ansvarsområder.

[…]

Ud af de 411 separate genstade, som [Afdelingen for Administrative Tjenester] indkøbte under [sagsøgerens ledelse], er det lykkedes ECB at tilbagetage eller lokalisere 95 genstande. Det er fortsat uvist, hvor de resterende 316 genstande befinder sig. Værdien af de forsvundne genstande er opgjort til 40 674,74 EUR.

Da de nævnte genstande hverken er blevet registreret i [»ELS«-systemet«] eller i et af ECB’s andre inventarsystemer, er lokaliseringen af de forsvundne genstande […] blevet vanskeliggjort. Ifølge [sagsøgeren] indebærer den omstændighed, at genstandene ikke er blevet registreret i et system, ikke, at det er vanskeligt at lokalisere dem. Efter [sagsøgerens] opfattelse kan de mulige forklaringer herpå […] være følgende: i) genstandene befinder sig fortsat et eller andet sted i ECB’s lagerrum og er ikke blevet fundet som følge af utilstrækkelig kontrol. Det er imidlertid efter [sagsøgerens] opfattelse tvivlsomt, at dette er tilfældet, idet de personer fra [Afdelingen for Administrative Tjenester], der har placeret genstandene i lagerrummet, vil kunne huske meget præcist, hvor genstandene blev placeret, uanset om de måtte have adgang til et [inventar]system, ii) ansatte, der ikke tilhører [den nævnte afdeling], har flyttet genstandene (dvs. [ansatte] fra andre afdelinger eller personer fra eksterne selskaber, der har adgang til lagerrummene) [til et andet sted], eller iii) genstandene er blevet fjernet af en eller flere personer med det formål at forsøge at rejse anklager mod [sagsøgeren] eller for egen vindings skyld.

[…]«

68      Artikel 8.3.2-rapporten opregnede endvidere en række skærpende og formildende omstændigheder vedrørende de af sagsøgeren udførte handlinger.

69      Ved skrivelse af 29. november 2012 modtog sagsøgeren meddelelse om den afgørelse, som direktionen havde truffet den 27. november 2012 om at indlede en disciplinær forfølgning samt om sammensætningen af disciplinæreudvalget, som bestod af et tidligere medlem af Personaleretten, der fungerede som formand, og fire medlemmer af personalet, der gjorde tjeneste ved forskellige generaldirektorater ved ECB, samt suppleanter. Det fremgik udtrykkeligt af afgørelsen om at indlede en disciplinær forfølgning, at den ikke var baseret på panelets aktivitetsrapport, men på artikel 8.3.2-rapporten, som sagsøgeren havde modtaget en kopi af i denne forbindelse.

70      De klagepunkter, som sagsøgeren blev foreholdt, vedrørte den omstændighed, at han som ansvarlig for Afdelingen for Administrative Tjenester havde indledt, godkendt eller tilladt indkøb af varer, der ikke henhørte under de beføjelser, der tilkom denne afdeling, og/eller for hvilke den nævnte afdelings centrale budget ikke kunne anvendes til indkøbet af. Sagsøgeren blev endvidere foreholdt, at han ikke havde afsluttet visse opgaver og udøvet sit ansvar med den nødvendige omhu, og ikke havde forvaltet budgetmidlerne på en måde, der ville sikre den højst mulige effektivitet, produktivitet og sparsommelighed. Sagsøgeren blev endvidere foreholdt, at han ved flere lejligheder ikke havde opført sig loyalt over for sine kolleger og ikke havde truffet alle de rimelige og passende foranstaltninger for at begrænse ECB’s omkostninger og udgifter på enhver mulig måde, hvilket var i strid med ansættelsesvilkårenes artikel 4, litra a), adfærdskodeksens bestemmelser, artikel 0.1.1, 0.4 og 0.5 i de administrative bestemmelser for personalet og kapitel 7 og 8 i håndbogen i forretningsførelse. Sagsøgeren blev desuden foreholdt dels, at et stort antal af de genstande, der tilhørte ECB, befandt sig uden for Bankens lokaler, og at han ikke havde opfyldt pligten til at føre tilsyn med Bankens ejendele, dels, at han ikke var i stand til at forklare, hvor et stort antal af de genstande, som Afdelingen for Administrative Tjenester havde indkøbt, befandt sig. Sagsøgeren blev endvidere foreholdt, at han ikke havde udøvet en forsvarlig forvaltning af budgetmidlerne.

 Om disciplinærudvalgets udtalelse

71      Ved skrivelse af 4. december 2012 anmodede sagsøgeren om, at to af disciplinærudvalgets medlemmer og en af disse medlemmers suppleanter, blev afsat, og om at få fuldstændig indsigt i samtlige de oplysninger og dokumenter, som Banken rådede over.

72      Sagsøgeren anmodede i den forbindelse disciplinærudvalget om at få adgang til visse dokumenter, herunder panelets aktivitetsrapport. Da disciplinærudvalget ikke rådede over dette dokument, anmodede dette udvalg den 11. december 2012 Direktoratet for Intern Revision om at fremsende dokumentet, således at udvalget kunne vurdere, om det var relevant for, at sagsøgeren kunne udøve sin ret til forsvar. ECB fremsendte panelets aktivitetsrapport til disciplinærudvalget og ved skrivelse fra udvalgets formand af 11. januar 2013 oplyste disciplinærudvalget sagsøgeren, at udvalget efter at have vurderet relevansen af det ønskede dokument og af den merværdi, som dette dokument indeholdt i forhold til den dokumentation, som sagsøgeren allerede havde modtaget, ikke kunne imødekomme anmodningen om at få tilsendt panelets aktivitetsrapport. Disciplinærudvalget begrundede sit standpunkt på følgende måde:

»[…] Derudover er der allerede lagt vægt på en række andre hensyn, herunder muligheden for at identificere tredjeparter og behovet for at undgå en forsinkelse i [sagen], hvor dette har været passende. Disciplinærudvalget finder, at [sagsøgerens] ret til forsvar, navnlig med hensyn til spørgsmålet om aktindsigt, kan varetages fuld ud ved de dokumenter, [han] allerede har modtaget. Disciplinærudvalget finder endvidere, at [artikel 8.3.2-]rapporten ikke indeholder nogen oplysninger, der kun eller hovedsageligt kan bevises ved at henvise til andre dokumenter end dem, som [sagsøgeren] har rådighed over.

[…]«

73      Den 5. december 2012 fremsendte ECB imidlertid hele OLAF’s rapport til sagsøgeren.

74      Sagsøgeren fremsendte herefter skriftlige bemærkninger, herunder en »[f]orsvarsskrivelse […]«, til disciplinærudvalget den 29. januar 2013 og fremsendte derefter denne skrivelse i en endelig version med ændringer til det nævnte udvalg, efter at han var blevet hørt af dette udvalg den 30. januar 2013 (herefter »forsvarsskrivelsen«). Det fremgår af referatet af denne høring, at sagsøgeren på ny anfægtede ECB’s afslag på at give aktindsigt i visse dokumenter. Sagsøgeren havde i denne forbindelse anført, at det ikke tilkom Banken at vurdere, hvilke dokumenter der var relevante for, at han kunne udøve sit forsvar, og at samtlige de oplysninger, der fremgik af artikel 8.3.2-rapporten efter sagsøgerens opfattelse ikke kunne bevises alene på grundlag af de dokumenter, som han havde rådighed over.

75      Sagsøgeren fremhævede under høringen ved disciplinærudvalget, at de omtvistede indkøb udgjorde et begrænset beløb, at dette beløb kun udgjorde en lille procentdel af det budget, som han havde ansvaret for, at de nævnte indkøb var synlige, og at det derfor var muligt for tjenestegrenene for regnskab og for intern revision og ECB at kontrollere disse indkøb. Sagsøgeren nægtede at have givet sine kolleger instruks om ikke at registrere det erhvervede udstyr i »ELS«-systemet.

76      Hvad angår sagsøgerens praksis med at give ansatte i Afdelingen for Administrative Tjenester gaver af en beskeden værdi, anførte sagsøgeren for så vidt angik de elektroniske fotorammer, at han havde bragt denne praksis til ophør fra det tidspunkt, hvor hans overordnede havde underrettet ham om, at denne praksis ikke var acceptabel. Sagsøgeren anførte som begrundelse for, at han havde medbragt forskelligt udstyr til sin bopæl, at han ofte arbejdede hjemme, idet han samtidig fremhævede, at den første tredjedel af de genstande, han havde tilbageleveret, var bøger, der tilhørte ECB’s bibliotek, at den anden tredjedel bestod af standardudstyr, såsom bærbare telefoner, bærbare computere og rygsække, mens den sidste tredjedel udgjordes af udstyr, som han havde taget med til sin bopæl for at konfigurere eller gøre sig bekendt med udstyret, således at han kunne give afdelingens ansatte instruks i, hvorledes udstyret skulle anvendes.

77      Sagsøgeren forklarede endvidere over for disciplinærudvalget, at han ikke havde gennemført udbudsprocedurer vedrørende de omtvistede varer, fordi deres enhedsindkøbspris var mindre end 10 000 EUR. Hvad angår erhvervelsen af de elektroniske boglæsere anførte han, at Afdelingen for Administrative Tjenester havde fokus på papirbesparelse, og at han var blevet anmodet om, at den nævnte afdeling skulle teste muligheden for at anvende dette udstyr og derved inddrage samtlige ansatte på alle niveauer.

78      Hvad angår indkøbet af motionssoftware, der har til formål at fremme vægttab ved forbrug af kalorier, forklarede sagsøgeren, at denne software, der indeholdt fitness-øvelser, kunne være nyttig i forhold til at sikre, at ECB’s chauffører var i fysisk form. Sagsøgeren bemærkede, at han ikke havde anmodet om en udtalelse fra ECB’s lægetjeneste i denne forbindelse, og at han heller ikke havde undersøgt, om dette initiativ overlappede med andre eksisterende sundhedsprogrammer i Banken. Hvad angår de bærbare navigationssystemer anførte sagsøgeren, at visse chauffører havde klaget over, at visse af de systemer, som ECB’s biler var udstyret med, var forældede, og at det derfor var blevet besluttet at indkøbe nyt, opdateret og bærbart udstyr i stedet for at opdatere de integrerede navigationssystemer, som ECB’s biler var udstyret med.

79      Adspurgt om, hvorvidt sagsøgeren ønskede at genoptage tjenesten ved ECB, oplyste sagsøgeren over for disciplinærudvalget, at han var indstillet på at genoptage tjenesten, selv om dette kunne bringe ham og andre personer i vanskelige situationer.

80      Disciplinærudvalget vedtog en udtalelse den 5. april 2013 (herefter »disciplinærudvalgets udtalelse«). Hvad angår den procedure, som disciplinærudvalget havde fulgt, og spørgsmålet om aktindsigt, udtalte disciplinærudvalget følgende:

»[P]roceduren er i sin helhed blev gennemført i overensstemmelse med de gældende bestemmelser og dette under fuld overholdelse af [sagsøgerens] grundlæggende rettigheder. Disciplinærudvalget har med enstemmighed fundet, at de klagepunkter, der er nævnt i [punkt] 14 i [sagsøgerens] udtalelse, ikke er understøttet, og bemærker, hvad nærmere bestemt angår klagepunktet om en begrænset adgang til visse dokumenter, at [sagsøgeren] både før og efter, at sagen blev forelagt for disciplinærudvalget, fik tilsendt en betydelig mængde dokumenter for at give ham mulighed for at forberede sit forsvar. Fremsendelsen af yderligere dokumentation ville have ført til en unødvendig forsinkelse af sagen og ville eventuelt have fået negative virkninger for tredjemands interesser, uden at dette ville medføre en merværdi for [sagsøgerens] forsvar.«

81      Hvad angår de tilsidesættelser af tjenstlige forpligtelser, som sagsøgeren blev foreholdt, inddelte disciplinærudvalget disse i tre kategorier på følgende måde:

»i)      [Sagsøgeren] har indledt og/eller godkendt et væsentligt antal indkøb, der ikke henhørte under de beføjelser, der tilkommer [Afdelingen for Administrative Tjenester], og/eller som ikke overholder ECB’s gældende politikker. [Sagsøgeren] har ved visse lejligheder vist, at han ikke havde et sundt og konstruktivt arbejdsforhold til GD for »IT-systemer«, idet han i visse tilfælde åbent modsatte sig at efterkomme GD for »IT-systemers« indsigelse mod at foretage visse af de indkøb, [som han påtænkte], og han optrådte derfor snarere som en person, der konkurrerede med GD for »IT-systemer«. Han tilsidesatte endvidere bevidst direktionens instrukser vedrørende brugen af udstyr til telearbejde. Som eksempler kan i denne forbindelse nævnes computerne [af mærket X], computerne til [»]krisetilfælde[«], bærbare telefoner og den aftale med [en telefonoperatør, der i perioden fra juli 2008 til april 2010 leverede ydelser for et beløb på 17 162,49 EUR].

ii)      [Sagsøgeren] har indledt og/eller godkendt et betydeligt antal indkøb, der ikke var begrundet i identificerede og dokumenterede tjenstlige behov, og/eller for hvilke den tjenstlige begrundelse og anvendelsesmulighed ikke var tilstrækkelig godtgjort. Disse indkøb omfattede de computere, der angiveligt skulle anvendes i gæsteområdet, computere til [»]krisetilfælde[«], bekostelige digitale kameraer og [ligeledes bekosteligt] tilhørende udstyr, elektroniske boglæsere og miniprojektorer. Disse indkøb har påført ECB et væsentlig økonomisk tab.

iii)      [Sagsøgeren] har ikke indført et system til overvågning af de indkøbte varer og har ikke instrueret nogen ansatte i [Afdelingen for Administrative Tjenester] om at gøre dette og har dermed skabt [en risiko] for, at disse indkøbte genstande kunne forsvinde. Den omstændighed, at [sagsøgeren] har et stort antal af ECB’s ejendele i sin besiddelse uden for ECB’s lokaler, uden at han kan give nogen begrundelse i denne forbindelse, forværrer den manglende omhu, som han har udvist ved forvaltningen af de indkøbte varer.«

82      Disciplinærudvalget fandt således, at sagsøgeren over en lang periode og ved flere lejligheder havde tilsidesat ansættelsesvilkårenes artikel 4, litra a), adfærdskodeksen og navnlig den nævnte kodeks’ artikel 2, 2.2, 4.1 og 4.2 samt kapitel 7 og 8 i håndbogen i forretningsførelse og derved bevidst havde forvoldt Banken et økonomisk tab. Disciplinærudvalget fandt, at »[sagsøgerens] tilsidesættelser af sine tjenstlige forpligtelser [var] meget alvorlige og i en vis udstrækning var udtryk for en bevidst manglende hensyntagen til de gældende regler inden for ECB«, hvilket blev forværret af, at de var begået af en afdelingschef, der havde ansvaret for at beskytte ECB’s økonomiske interesser.

83      Disciplinærudvalget havde drøftet, hvorvidt sådanne bevidste og gentagne tilsidesættelser af tjenstlige forpligtelser, der var begået over en lang periode, kunne begrunde en disciplinær sanktion i form af afskedigelse. Disciplinærudvalget fandt i denne forbindelse, at der skulle tages hensyn til et bestemt forhold, nemlig hensynet til ECB’s eksterne omdømme som EU-institution og den institution, der vogter over unionsborgernes skattepenge, samt dens funktion som en effektiv og ansvarlig rollemodel, der drives af ansatte uden nogen egeninteresse. Flertallet blandt disciplinærudvalgets medlemmer var enige om, at der skulle vedtages en sådan sanktion, såfremt det endvidere kunne fastslås, at tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser også var sket på grund af varetagelsen af personlige interesser, hvilket uigenkaldeligt ville skade tillidsforholdet mellem ECB og sagsøgeren. Hvad angår spørgsmålet om personlig interesse var flertallet af disciplinærudvalgets medlemmer efter den nævnte drøftelse ikke fuldt ud overbevist om, at en sådan personlig interesse »kan anses at foreligge i egentlig forstand og uden for enhver tvivl«, navnlig under hensyntagen til de af OLAF foretagne konstateringer og konklusioner.

84      Under hensyntagen til de formildende omstændigheder, der var nævnt i artikel 8.3.2-rapporten, dvs. de mangler ved den interne kontrol, der var blevet gennemført i Afdelingen for Administrative Tjenester, før sagsøgeren tiltrådte sin stilling, den særlige struktur, der prægede denne afdeling, som kun talte få lederstillinger, og som derfor indebar, at afdelingens ledelse bar et større ansvar, samt de meget gode resultater, sagsøgeren havde opnået i tjenesten, anbefalede disciplinærudvalget, at en passende sanktion ville være en degradering med to lønklasser, dvs. en lønmæssig degradering, hvorefter sagsøgeren ville blive indplaceret på det lønniveau, hvor han befandt sig, før han i 2007 blev forfremmet til stillingen som chef for Afdelingen for Administrative Tjenester.

5.     Om den anfægtede afgørelse

85      Ved skrivelse af 24. april 2013 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til disciplinærudvalgets udtalelse. Den 16. maj 2013 forelagde GD for »Menneskelige Ressourcer« for ECB’s direktion et udkast til afgørelse om at pålægge en sanktion i overensstemmelse med disciplinærudvalgets udtalelse.

86      ECB’s direktion besluttede imidlertid på et møde den 21. maj 2013 at pålægge sagsøgeren en sanktion i form af afskedigelse fra Banken. Det fremgår af de forberedende akter til direktionens afgørelse, at direktionen var af den opfattelse, at sagsøgeren ved tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser, der påhvilede ham som leder, og som disciplinærudvalget havde identificeret, selv om dette var blevet anfægtet af sagsøgeren, »uigenkaldeligt havde skadet det tillidsforhold, der nødvendigvis skal foreligge mellem ECB’s ansættelsesmyndighed og dens ansatte«.

87      Ved afgørelse af 28. maj 2013 pålagde ECB’s direktion således sagsøgeren en sanktion i form af afskedigelse med forudgående varsel som fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 44, nr. ii) (herefter »den anfægtede afgørelse«). Direktionen anførte i denne afgørelse, at det udgjorde en skærpende omstændighed, at »[sagsøgeren] h[avde] tilsidesat sine tjenstlige forpligtelser som leder, der havde pligt til at sikre ECB’s omdømme og økonomiske interesser«, idet den samtidig i denne forbindelse anførte, at »ECB’s troværdighed som EU-institution […] bygger på organisationens funktion som en effektiv og ansvarlig rollemodel, der drives af ansatte, [der] har en ulastelig integritet«.

88      Ved skrivelse af 16. juli 2013 anmodede sagsøgerens advokat ECB’s direktion om at bekræfte, at den anfægtede afgørelse kun var baseret på de dokumenter, der var opregnet i den nævnte afgørelse, dvs. OLAF’s rapport, afgørelsen af 4. august 2010, artikel 8.3.2-rapporten, ECB’s anmeldelse til den tyske anklagemyndighed af 6. marts 2013 vedrørende de tilsidesættelser af tjenstlige forpligtelser, som sagsøgeren blev foreholdt, disciplinærudvalgets udtalelse, referatet af disciplinærudvalgets høring af sagsøgeren og de skriftlige bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsendt til disciplinærudvalget den 29. januar 2013. Såfremt ECB måtte svare benægtende, anmodede sagsøgerens advokat ECB om at fremsende de andre dokumenter, som direktionen måtte råde over, og som den havde baseret sig på. Sagsøgerens advokat erindrede endvidere om, at sagsøgeren gennem advokaten havde anmodet generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« om at modtage en kopi af skrivelsen af 6. marts 2013, som var tilstillet den tyske anklagemyndighed.

89      Ved svarskrivelse af 16. september 2013 oplyste generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« sagsøgeren om, hvilke dokumenter ECB’s direktion havde lagt vægt på i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Disse dokumenter omfattede hverken panelets aktivitetsrapport eller det dokument, der vedrørte ECB’s anmeldelse til den tyske anklagemyndighed af 6. marts 2013.

 Parternes påstande og retsforhandlingerne

90      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Følgelig genindsættes sagsøgeren i sin stilling med den fornødne offentlighed med henblik på at genoprette hans omdømme.

–        Under alle omstændigheder tilpligtes ECB at betale erstatning for det af sagsøgeren lidte ikke-økonomiske tab, der efter billighed opgøres til 20 000 EUR.

–        ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger.

91      ECB har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

92      Sagsøgeren har i svarskriftet forespurgt om muligheden for, at Personaleretten som et led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse kan pålægge ECB at fremlægge alle de dokumenter, der vedrører den skriftveksling, som har fundet sted mellem denne institution og den tyske anklagemyndighed og mellem denne institution og OLAF.

93      ECB har i duplikken anført, at ECB modsætter sig denne anmodning, idet Banken har gjort gældende, at Personaleretten ikke har kompetence til at anmode om disse dokumenter, der ikke vedrører den foreliggende sag, og at sagsøgeren reelt forsøger at anvende denne foranstaltning vedrørende sagens tilrettelæggelse udelukkende med det formål at omgå det afslag, der blev givet som svar på sagsøgerens e-mail med titlen »F[ornyet administrativ prøvelse]« (»A[dministrative review]«), der blev indgivet den 29. november 2013 over afgørelsen af 30. september 2013, hvorved der ligeledes blev givet afslag på aktindsigt i ECB’s dokumenter.

94      ECB har i øvrigt ud over duplikken fremlagt en fortrolig version af panelets aktivitetsrapport, som udelukkende er stilet til Personaleretten, for at denne kan konstatere, at det nævnte dokument ikke indeholder andre oplysninger end dem, der fremgår af artikel 8.3.2-rapporten. Banken har endvidere anmodet Personaleretten om ikke at udlevere dokumentet til sagsøgeren.

95      Ved Justitskontorets skrivelse af 17. juni 2014 anmodede Personaleretten i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 2, i den affattelse, der var gældende på daværende tidspunkt, Banken om at oplyse grunden til, at panelets aktivitetsrapport skal anses for fortrolig. Banken blev navnlig blevet anmodet om at forklare, hvorfor det er nødvendigt at undergive dette dokument en fortrolig behandling, når det ikke er tilfældet for så vidt angår OLAF’s rapport og artikel 8.3.2-rapporten, der ligger til grund for ECB’s afgørelse om at indlede den disciplinære forfølgning, og som er blevet sendt i deres helhed til sagsøgeren. ECB blev i denne forbindelse bl.a. anmodet om at give Personaleretten oplysning om, hvilke af de faktiske omstændigheder, der fremgår af panelets aktivitetsrapport, som ikke fremgår af de to andre rapporter.

96      Ved skrivelse af 30. juni 2014 oplyste ECB over for Personaleretten, at ECB har fremsendt alle de fortrolige dokumenter, som disciplinærudvalget har støttet sig på, til sagsøgeren, og at de andre dokumenter, som ECB råder over, og som direktionen ikke har anvendt, derfor kan forblive fortrolige. Under alle omstændigheder er alle de relevante oplysninger, der fremgår af panelets aktivitetsrapport, efter Bankens opfattelse indeholdt i artikel 8.3.2-rapporten. For at beskytte anonymiteten for de personer, der har samarbejdet i forbindelse med den første administrative undersøgelse, som ikke blev afsluttet, er det imidlertid nødvendigt ikke at udlevere panelets aktivitetsrapport til sagsøgeren.

97      Den 23. oktober 2014 opfordrede Personaleretten parterne til at besvare spørgsmål som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og anmodede ECB om at fremlægge visse dokumenter, herunder en ikke-fortrolig version af panelets aktivitetsrapport. Parterne har efterkommet denne opfordring og har efterfølgende fået lejlighed til at fremsætte bemærkninger vedrørende modpartens svar.

98      Ved skrivelse af 7. november 2014 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 57 endvidere fremlagt et nyt tilbud om bevis, der hovedsageligt består af den korrespondance, der er udvekslet vedrørende spørgsmålet om tilbagelevering af ECB’s ejendele. ECB har i det væsentlige i sine bemærkninger af 24. november 2014 til dette bevis anført, at tilbageleveringen af de nævnte genstande fandt sted den 30. maj 2014, og har overladt det til Personaleretten at vurdere, om den sene fremlæggelse af dette nye tilbud om bevis kan anses for berettiget. Personaleretten har i denne forbindelse besluttet at acceptere det nye tilbud om bevis.

 Retlige bemærkninger

1.     Om påstanden om, at sagsøgeren genindsættes i stillingen

99      Det er vigtigt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, der også finder anvendelse på søgsmål, som anlægges i henhold til artikel 36.2 i protokollen om statutten for ESCB og ECB, at det ikke tilkommer Personaleretten at give Unionens institutioner pålæg (jf. domme Da Silva Pinto Branco mod Domstolen, F-52/09, EU:F:2010:98, præmis 31, og DH mod Parlamentet, F-4/14, EU:F:2014:241, præmis 41).

100    Følgelig skal sagsøgerens påstand om, at han genindsættes i sin stilling, uden videre afvises, da den åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling.

2.     Om påstanden om annullation

101    Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat otte anbringender, der vedrører henholdsvis:

–        tilsidesættelse af retten til forsvar, ansættelsesvilkårenes artikel 45, artikel 8.3.11 i de administrative bestemmelser for personalet og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som ECB har givet sagsøgeren afslag på aktindsigt i visse dokumenter og/eller oplysninger

–        ulovligheden af artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet som følge af princippet om upartiskhed og chartrets artikel 47

–        tilsidesættelse af uskyldsformodningen, princippet om upartiskhed og chartrets artikel 47 og 48

–        tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu som følge af den manglende overholdelse af princippet om en rimelig frist

–        tilsidesættelse af begrundelsespligten

–        magtmisbrug udøvet af direktionen og tilsidesættelse af artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet

–        et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

–        ulovligheden af ansættelsesvilkårenes artikel 44 og 45 og af artikel 8.3 i de administrative bestemmelser for personalet som følge af foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger, der er knæsat i chartrets artikel 28.

102    Personaleretten bemærker indledningsvis i forbindelse med behandlingen af disse anbringender, at det fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 9, litra c), at »[v]ed fortolkningen af rettigheder og forpligtelser i henhold til […] ansættelsesvilkår[ene] skal der tages behørigt hensyn til de grundlæggende principper i forordninger, bestemmelser og retspraksis, der finder anvendelse på [EU]-institutionernes ansatte«.

103    I det omfang den disciplinære forfølgning, der er fastsat i det normsæt, der finder anvendelse på de ansatte i ECB, har visse lighedspunkter med den forfølgning, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, og som gælder for Unionens øvrige ansatte i henhold til Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (herefter »vedtægten for tjenestemænd«), kan Unionens retsinstanser om nødvendigt anvende den retspraksis, der er udviklet i forbindelse med den disciplinære forfølgning, der er fastsat i vedtægten, analogt.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, ansættelsesvilkårenes artikel 45, artikel 8.3.11 i de administrative bestemmelser for personalet og chartrets artikel 47

 Parternes argumenter

104    Sagsøgeren har kritiseret ECB, herunder disciplinærudvalget, for ikke at have givet ham fuldstændig adgang til samtlige de oplysninger og dokumenter, som Banken rådede over, navnlig de diskulperende oplysninger og dokumenter, der kunne have været nyttige for sagsøgerens forsvar. Sagsøgeren har navnlig for det første anført, at det var ubetinget nødvendigt, at han for at kunne udøve sin ret til forsvar fik adgang til listerne over de indkøb af ikke-standard udstyr, IT-udstyr, software og tekniske konsulentydelser, der blev foretaget i perioden fra 2003 til 2010 af GD for »IT-systemer«, GD for »Administration«, GD for »Menneskelige Ressourcer« og endelig af den enhed, der nu udgør Direktoratet for Intern Revision. Det samme gør sig gældende for så vidt angår de dokumenter fra Direktoratet for Intern Revision, der vedrører de undersøgelser, som blev gennemført vedrørende viceafdelingschefen.

105    For det andet har sagsøgeren endvidere kritiseret ECB for ikke at have imødekommet hans anmodning om at modtage »al dokumentation vedrørende informationsstyring og projektet for organisatorisk udvikling […], herunder ledelsesgruppens og direktionens præsentationer […] og dokumenter«, og »al dokumentation, der hidrører fra [Afdelingen for Kommunikation] vedrørende [projekterne for organisatorisk udvikling], herunder ledelsesgruppens og direktionens præsentationer […] og dokumenter«.

106    Sagsøgeren har for det tredje anført, at han ikke modtog panelets aktivitetsrapport, som han gradvist havde fået kendskab til, efterhånden som disciplinærsagen skred frem. Artikel 8.3.2-rapporten er imidlertid delvist baseret på denne aktivitetsrapport, og dette dokument er under alle omstændigheder blevet en integrerende del af disciplinærsagens akter i det mindste fra det tidspunkt, hvor anmodningen om aktindsigt i dette dokument blev indgivet til disciplinærudvalget, idet disciplinærudvalget havde fået kendskab til dokumentet for at kunne besvare den anmodning om aktindsigt i dokumentet, som sagsøgeren havde indgivet til det nævnte udvalg den 4. december 2012. Eftersom disciplinærudvalget fik kendskab til panelets aktivitetsrapport for den 11. januar 2013 at tage stilling til sagsøgerens anmodning af 4. december 2012, blev det nævnte udvalg nødvendigvis påvirket af indholdet af den nævnte aktivitetsrapport i forbindelse med udfærdigelsen af dets udtalelse. Sagsøgeren har endvidere anført, at han ikke havde mulighed for fuldt ud at forstå artikel 8.3.2-rapporten uden at råde over panelets aktivitetsrapport, og at hensynet til at bevare visse vidners anonymitet ikke kunne veje tungere end hans mulighed for at udøve sin ret til forsvar. Sagsøgeren anerkendte imidlertid i sit svar af 6. november 2014 på foranstaltningerne som led i sagens tilrettelæggelse, at spørgsmålet reelt ikke var, om han var i stand til at forstå artikel 8.3.2-rapporten, men snarere om han havde fået tilladelse til at tilgå al den dokumentation, som ECB rådede over.

107    For det fjerde har sagsøgeren anført, at ECB’s direktion, før den vedtog den anfægtede afgørelse, var blevet underrettet om, at Direktoratet for Intern Revision havde foretaget en anmeldelse til den tyske anklagemyndighed, og at der i den anfægtede afgørelse netop henvises til denne anmeldelse til de retslige myndigheder i Tyskland. Det kan derfor heraf udledes, at dette aspekt udgjorde en væsentlig, om ikke afgørende grund, til, at direktionen besluttede at afskedige og ikke at degradere sagsøgeren. Under disse omstændigheder burde ECB ikke have nægtet ham adgang til det konkrete indhold af den anmeldelse, der blev indgivet til den tyske anklagemyndighed, idet ECB anvendte denne anmeldelse til at bestyrke anklagerne mod sagsøgeren og til at begrunde en skærpelse af den sanktion, som han blev pålagt. Sagsøgeren har endvidere bestridt, at det var berettiget at indgive en anmeldelse til de tyske retslige myndigheder, idet han har anført, at OLAF ikke havde anbefalet, at der blev indledt retsforfølgning i sagen.

108    Sagsøgeren har endvidere bestridt, at disciplinærudvalget i forbindelse med, at det den 11. januar 2013 afslog at give ham aktindsigt i panelets aktivitetsrapport, havde mulighed for i stedet for sagsøgeren at foretage en vurdering af, hvilke dokumenter der kunne udgøre en merværdi for hans forsvar.

109    ECB har nedlagt påstand om, at det første anbringende forkastes, idet Banken har anført, at den gav sagsøgeren aktindsigt i alle de dokumenter, som ligger til grund for den anfægtede afgørelse, og at sagsøgeren i virkeligheden har misforstået rækkevidden af sine rettigheder, idet han er af den opfattelse, at han har krav på at modtage alle de dokumenter, som han anser for nyttige for sit forsvar, og at han har krav på at undersøge samtlige de oplysninger og dokumenter, som Banken råder over, selv om disse oplysninger eller dokumenter ikke nødvendigvis ligger til grund for den anfægtede afgørelse.

110    Hvad angår panelets aktivitetsrapport har ECB anført, at denne rapport blev udfærdiget før indledningen af den disciplinære forfølgning, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, at denne rapport ikke på noget tidspunkt blev fremsendt til ECB’s direktion, fordi den ikke udgjorde en del af »den fuldstændige disciplinærsag«, og at de relevante oplysninger i denne rapport under alle omstændigheder var gentaget i artikel 8.3.2-rapporten, som sagsøgeren fik fuld adgang til, hvilket han i øvrigt også fik til OLAF’s rapport. Eftersom sagsøgeren havde mulighed for at udøve sin ret til forsvar for så vidt angår artikel 8.3.2-rapporten, er der ikke grundlag for at påberåbe sig en yderligere ret til forsvar på baggrund af panelets aktivitetsrapport som sådan, så meget desto mere som artikel 8.3.2-rapporten var det eneste dokument, der lå til grund for afgørelsen om at indlede en disciplinær forfølgning mod sagsøgeren. Hvad angår den omstændighed, at disciplinærudvalget fik kendskab til panelets aktivitetsrapport, er dette blot konsekvensen af, at sagsøgeren anmodede om at få aktindsigt i denne rapport, men dette er ikke ensbetydende med, at disciplinærudvalget baserede sig på denne rapport for at udfærdige sin udtalelse.

111    Hvad angår anmeldelsen til den tyske anklagemyndighed er der tale om et separat spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at kvalificere de omtvistede omstændigheder som overtrædelser i henhold til tysk ret, men denne anmeldelse var ikke afgørende for, at sagsøgeren blev afskediget. Direktionen havde udelukkende i den anfægtede afgørelse henvist til den anmeldelse til den tyske anklagemyndighed, som Direktoratet for Intern Revision havde indgivet, for »klart at understrege fra begyndelsen, at [dette spørgsmål] henhør[te] under den kompetence, der tilkommer de tyske domstole«, i modsætning til, hvad disciplinærudvalgets udtalelse synes at antyde. Direktionen havde endvidere anført, at dette spørgsmål ikke havde nogen indvirkning på den mistede tillid, der er nævnt i den anfægtede afgørelses punkt 12-14. Dette kan udledes af den omstændighed, at der i den disciplinære afgørelse, der vedrører viceafdelingschefen, henvises til en anmeldelse til den tyske anklagemyndighed, selv om ECB imidlertid ikke besluttede at afskedige ham.

 Personalerettens bemærkninger

–       Generelle bemærkninger

112    Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), at enhver har ret til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed. Det fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 45, at disciplinærproceduren sikrer, at ingen ansat pålægges disciplinære sanktioner uden først at have haft mulighed for at svare på de klagepunkter, som den pågældende foreholdes (domme X mod ECB, T-333/99, EU:T:2001:251, præmis 176 og 177, og Afari mod ECB, T-11/03, EU:T:2004:77, præmis 50).

113    Hvad angår rækkevidden af sagsøgerens ret til aktindsigt i de dokumenter og oplysninger, der danner grundlag for de af ECB fremførte klagepunkter, der ligger til grund for den anfægtede afgørelse, skal det bemærkes, at det fremgår af artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet, at afgørelsen om at indlede disciplinær forfølgning træffes af direktionen, efter at den berørte har modtaget samtlige dokumenter i sagen, og efter at den pågældende er blevet hørt, og at det fremgår af artikel 8.3.11 i de administrative bestemmelser for personalet, at »[e]fter indgivelse af [artikel 8.3.2-]rapport[en (dvs. den 19.12.2012 i det foreliggende tilfælde)] har [den pågældende ansatte] ret til at blive gjort bekendt med samtlige de akter, der vedrører ham, samt til at tage genparter af alle sagens akter, herunder dem, der vil kunne frikende ham«.

114    Selv om disse bestemmelser, der finder anvendelse på ECB, til gunst for den ansatte, der er genstand for en disciplinær forfølgning, fastsætter en i princippet ubegrænset adgang til oplysningerne i disciplinærsagen, herunder til de oplysninger, der er til gunst for den ansatte, fastsætter de imidlertid ikke en ubegrænset adgang for denne ansatte til alle oplysninger eller ethvert dokument, som befinder sig i Banken, eller som kan rekonstrueres ud fra eksisterende dokumenter eller oplysninger, der findes i Banken. Hvad angår sidstnævnte typer af »rekonstruerede« oplysninger eller dokumenter, som principielt ikke anses for at udgøre en integrerende del af disciplinærsagen, fastsætter de administrative bestemmelser for personalet nemlig ikke, at de ex officio skal fremsendes til den berørte.

115    Personaleretten finder, at den ret til aktindsigt i disciplinærsagen, der er fastsat i det normsæt, der finder anvendelse på ECB’s ansatte, svarer til de krav, der er fastsat i EU-retten og navnlig i chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), samt i Unionens retspraksis på området for disciplinær forfølgning. Den kontradiktoriske karakter af en disciplinær forfølgning, således som den, der foregår for ECB’s disciplinærudvalg, og retten til forsvar under en sådan procedure kræver nemlig ganske vist, at den berørte og, i givet fald, hans advokat kan få kendskab til alle de faktiske oplysninger, som den disciplinære afgørelse blev baseret på, og dette rettidigt med henblik på at kunne fremsætte deres bemærkninger. Overholdelsen af retten til forsvar kræver således, at den berørte sættes i stand til i fornødent omfang at fremføre sit synspunkt vedrørende relevansen af de faktiske omstændigheder, men ligeledes, at han i det mindste kan tage stilling til de dokumenter, der er lagt til grund af EU-institutionen, og som indeholder vigtige faktiske omstændigheder for udøvelsen af hans ret til forsvar (dom Kaufring m.fl. mod Kommissionen, T-186/97, T-187/97, T-190/97 – T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 – T-218/97, T-279/97, T-280/97, T-293/97 og T-147/99, EU:T:2001:133, præmis 179). Imidlertid kan kravet om den berørtes aktindsigt i de dokumenter, der vedrører ham, kun finde anvendelse på dokumenter, der anvendes i den disciplinære procedure og/eller i administrationens endelige afgørelse. Følgelig er administrationen ikke nødvendigvis forpligtet til, henset til princippet om overholdelse af retten til forsvar, at fremlægge andre dokumenter (jf. i denne retning dom N mod Kommissionen, T-273/94, EU:T:1997:71, præmis 89).

116    Personaleretten bemærker endvidere, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde i forbindelse med disciplinærsagen, der blev indledt ved meddelelsen af artikel 8.3.2-rapporten, havde fuld adgang til såvel OLAF’s rapport som alle de dokumenter, som ECB havde stillet til rådighed som svar på sagsøgerens mange anmodninger om aktindsigt.

117    Det er på baggrund af disse betragtninger, at det skal afgøres, om de dokumenter og oplysninger, som ECB afslog at give sagsøgeren adgang til, og som er genstand for nærværende anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, udgjorde en integrerende del af disciplinærsagen mod sagsøgeren og/eller lå til grund for disciplinærudvalgets udtalelse og den anfægtede afgørelse.

–       Om anmodningerne om aktindsigt i indkøbslisterne og dokumentationen vedrørende visse IT-projekter

118    Hvad for det første angår sagsøgerens anmodninger om, at ECB og/eller disciplinærudvalget skulle fremsende lister over indkøb af visse varer og tjenesteydelser, der blev bestilt i perioden fra 2003 til 2010, samt alle de dokumenter, der vedrørte »projektet for organisatorisk udvikling« og »informationsstyring«, og navnlig de dokumenter, der hidrørte fra Direktoratet for Kommunikation under GD for »Administration«, bemærker Personaleretten, at disse oplysninger, selv om de kunne rekonstrueres ud fra Bankens databaser, ikke nødvendigvis fandtes i en passende form hos ECB, dvs. i form af eksisterende dokumenter, således som sagsøgeren havde forudsat i sine anmodninger. Selv om det må medgives, at GD for »Menneskelige Ressourcer« ganske vist kan have rådet over sådanne dokumenter eller oplysninger, eller at dette generaldirektorat eller andre tjenestegrene kunne have rekonstrueret disse dokumenter eller oplysninger, fremgår det endvidere på ingen måde af sagsakterne, at sådanne dokumenter eller oplysninger blev fremlagt eller stillet til rådighed for disciplinærudvalget eller direktionen.

119    Det må således konstateres, at sagsøgeren anmodede om disse dokumenter og oplysninger, fordi han antog, at de ville udgøre diskulperende beviser, og ikke fordi de fandtes eller befandt sig hos disciplinærudvalget og/eller direktionen.

120    I denne henseende tilkommer det ganske vist hverken ECB eller disciplinærudvalget at udtale sig om relevansen af eller den interesse, som visse dokumenter ville kunne have for en ansats forsvar, eftersom det ikke kan udelukkes, at de dokumenter, som af ECB eller disciplinærudvalget anses for irrelevante, kan have en interesse for denne. Følgelig kan hverken ECB eller disciplinærudvalget ensidigt fra den administrative procedure udelukke dokumenter, der kan anvendes til forsvar for den berørte (jf. analogt domme ICI mod Kommissionen, T-36/91, EU:T:1995:118, præmis 93, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, T-42/96, EU:T:1998:40, præmis 81, og Kaufring m.fl. mod Kommissionen, EU:T:2001:133, præmis 179 og 185).

121    I det foreliggende tilfælde er det imidlertid for det første hverken godtgjort eller hævdet, at de omhandlede indkøbslister fandtes i en passende form hos ECB eller disciplinærudvalget, og at direktionen baserede sig på disse indkøbslister i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. For det andet kan der ikke anlægges en så vid forståelse af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt vedrørende de dokumenter, som disciplinærudvalget og senere direktionen lagde til grund for den anfægtede afgørelse, at denne ret giver sagsøgeren krav på at modtage alle de oplysninger eller dokumenter, der findes eller potentielt kan findes hos Banken, alene med den begrundelse, at sagsøgeren antager, at sådanne dokumenter eller oplysninger kan udgøre diskulperende beviser.

122    Personaleretten finder under alle omstændigheder, at selv om andre afdelinger i ECB måtte have foretaget indkøb, der svarer til de omtvistede indkøb, hvilket sagsøgeren tilsyneladende forsøger at bevise gennem de ønskede indkøbslister, ville en sådan adfærd, der er i strid med de bestemmelser, der gælder for Banken, såfremt den måtte anses for godtgjort, under alle omstændigheder ikke kunne begrunde den adfærd, som sagsøgeren er blevet foreholdt i det foreliggende tilfælde, og derfor heller ikke udgøre en formildende omstændighed.

123    Sagsøgerens ansvar skal nemlig være genstand for en individuel og selvstændig undersøgelse, dvs. uafhængigt af den eventuelle lovlighed eller ulovlighed af den afgørelse eller manglende afgørelse, der er truffet i forhold til andre ansatte. En ansat kan således ikke med føje påberåbe sig, at der ikke blev indledt en disciplinær forfølgning i forhold til én eller flere andre ansatte for lignende forhold som dem, der foreholdes ham, med henblik på at anfægte den sanktion, som han selv har været genstand for (jf. i denne retning domme Williams mod Revisionsretten, 134/84, EU:C:1985:297, præmis 14, og de Compte mod Parlamentet, T-26/89, EU:T:1991:54, præmis 170, der er stadfæstet i appelsagen de Compte mod Parlamentet, C-326/91 P, EU:C:1994:218, præmis 52).

–       Om anmodningen om aktindsigt i den sag, der blev fremsendt til de tyske retslige myndigheder

124    Hvad angår anmodningen om aktindsigt i de sagsakter, som Direktoratet for Intern Revision fremsendte den 6. marts 2013 til den tyske anklagemyndighed, skal det indledningsvis bemærkes, at selv om det ifølge OLAF’s rapport ikke var nødvendigt at anbefale »retlige konsekvenser«, kan denne rapport ikke indebære, at ECB fratages muligheden for at indbringe sagen for de nationale retslige myndigheder. Banken kunne således inden for rammerne af dens institutionelle autonomi forelægge oplysninger om sagsøgerens adfærd for de tyske retslige myndigheder for at give disse mulighed for at undersøge, om sagsøgerens adfærd kunne anses for at udgøre overtrædelser i henhold til tysk ret, og om det således af denne grund var begrundet at indlede en straffesag.

125    Det bemærkes i øvrigt i denne forbindelse, således som Banken har bekræftet i sit svar af 6. november 2014 på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, at det sætningsled, der tidligere fremgik af ansættelsesvilkårenes artikel 44, hvoraf fremgik, at »hvis der allerede er rejst straffesag [mod en ansat ved ECB] på grundlag af de samme forhold, fastlægges hans retsstilling dog først, når den endelige dom er blevet afsagt af den domstol, der behandler sagen«, i modsætning til artikel 25 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd ikke længere fremgår af ansættelsesvilkårene efter de ændringer, der trådte i kraft den 1. januar 2009.

126    Sagsøgeren har i denne forbindelse i sine bemærkninger af 24. november 2014 til det ovenfor nævnte svar fra ECB på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, og idet sagsøgeren under retsmødet medgav, at der ikke var indtrådt nye omstændigheder, efter at han havde anlagt den foreliggende sag, fremsat et nyt anbringende vedrørende den anfægtede afgørelse, hvorved han har gjort gældende dels, at fjernelsen af det nævnte sætningsled var ulovlig som følge af, at der ikke behørigt var foretaget høring af ECB’s personaleudvalg vedrørende denne fjernelse, dels, at det generelle retsprincip, der anerkendes af visse medlemsstater og i EU-retten, hvorefter straffedommen er afgørende for den pågældendes retsstilling under disciplinærsagen, finder selvstændig anvendelse og er blevet tilsidesat i det foreliggende tilfælde.

127    Det bemærkes imidlertid for det første, at et sådant nyt anbringende ikke er støttet »på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne«, som omhandlet i procesreglementets artikel 56. Det omhandlede sætningsled blev nemlig fjernet fra de administrative bestemmelser for personalet, før disciplinærsagen blev indledt mod sagsøgeren, og dette anbringende kunne derfor have været fremsat på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt. Det forekommer således, at det udelukkende var ordlyden af det svar, som ECB gav på det af Personaleretten stillede spørgsmål, der førte sagsøgeren til at fremsætte dette anbringende.

128    For det andet er dette nye anbringende under alle omstændigheder irrelevant. Selv om det antages, at det omhandlede princip kan finde anvendelse på det kontraktuelle ansættelsesforhold mellem ECB og dens ansatte, konstaterer Personaleretten, at den tyske anklagemyndighed på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og i øvrigt også på det tidspunkt, hvor retsmødet blev afholdt, ikke havde truffet afgørelse om at indlede strafforfølgning mod sagsøgeren, der kunne give anledning til at antage, at der verserede en straffesag.

129    For at vende tilbage til afslaget på aktindsigt i de sagsakter, der blev fremsendt til den tyske anklagemyndighed, fremgår det endvidere ikke af de for Personaleretten fremlagte sagsakter, at disciplinærudvalget blev underrettet om denne fremsendelse og heller ikke, at dette udvalg støttede sig på sådanne oplysninger for at afgive sin udtalelse. Det følger heraf, at de sagsakter, som ECB fremsendte til de tyske retslige myndigheder, ikke på dette tidspunkt udgjorde en del af disciplinærsagen, og at det derfor ikke kan fastslås, at der i denne forbindelse er sket en tilsidesættelse af artikel 8.3.11 i de administrative bestemmelser for personalet.

130    Det fremgår derimod af selve ordlyden af den anfægtede afgørelse, at direktionen tog hensyn til disse oplysninger.

131    ECB har i duplikken forklaret, at Direktoratet for Intern Revision havde overgivet visse dokumenter »personligt« til den tyske anklagemyndighed uden at angive, hvilke dokumenter der var tale om. Personaleretten finder i denne forbindelse, at den omstændighed, at ECB ikke automatisk stillede de dokumenter, der var blevet overgivet »personligt« til den tyske anklagemyndighed, til rådighed for sagsøgeren, ikke i sig selv er i strid med de administrative bestemmelser for personalet, idet denne fremsendelse henhører under ECB’s institutionelle autonomi, og da Bankens ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3 har pligt til at overholde gældende lovgivning og politiets forskrifter. Personaleretten finder endvidere, at selv om sagsøgeren har anført, at han modtog en CD-rom fra den tyske anklagemyndighed, der indeholdt den af ECB indgivne anmeldelse, kan det ikke anses for godtgjort, at direktionen støttede sig på de dokumenter, der blev fremsendt til den tyske anklagemyndighed, idet sagsakterne i øvrigt ikke indeholder noget bevis for, at disse dokumenter var forskellige fra dem, som sagsøgeren allerede rådede over. Personaleretten bemærker i øvrigt, at den tyske anklagemyndighed på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og i øvrigt også på det tidspunkt, hvor retsmødet blev afholdt, endnu ikke havde truffet afgørelse om at indlede en retslig procedure, hvilket parterne bekræftede under retsmødet.

132    Hvad angår de oplysninger, der fremgår af den anfægtede afgørelse, om, at ECB havde fremsendt sagsøgerens sag til den tyske anklagemyndighed, fremgår det ikke af den anfægtede afgørelse, at denne oplysning var afgørende for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, navnlig fordi den afgørende begrundelse for sanktionen er nævnt i denne afgørelses punkt 11-14. Personaleretten finder endvidere, at selv om sagsøgeren havde haft lejlighed til at kommentere denne oplysning, ville dette ikke have haft betydning for den begrundelse, der er anført den anfægtede afgørelses punkt 11-14, og dermed heller ikke for den sanktion, som direktionen valgte at pålægge.

–       Om anmodningen om aktindsigt i panelets aktivitetsrapport

133    Det bemærkes indledningsvis, at selv om de oplysninger, som ECB lagde til grund for de klagepunkter, som Banken fremsatte over for sagsøgeren, i øvrigt allerede måtte have fremgået af panelets aktivitetsrapport, fremgik disse oplysninger, der således afgrænsede den disciplinærsag, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, af artikel 8.3.2-rapporten, som sagsøgeren fuldt ud havde taget stilling til, og som blev stillet til rådighed for disciplinærudvalget og direktionen. OLAF’s rapport, der blev udfærdiget, efter at OLAF havde gennemført sin egen undersøgelse med bistand fra ECB’s Direktorat for Intern Revision, og efter at der var foretaget en høring af visse ansatte, udgør endvidere et afgørende dokument i disciplinærsagen, som sagsøgeren fik adgang til, som han kunne fremsætte bemærkninger til, og som udgør det væsentligste grundlag for disciplinærudvalgets udtalelse, således som det fremgår af denne udtalelse.

134    Hvad angår panelets aktivitetsrapport bemærker Personaleretten, at denne rapport blev udfærdiget den 15. marts 2011 i forbindelse med den første administrative undersøgelse, der ikke blev afsluttet, dvs. før den disciplinære undersøgelsesprocedure blev indledt i henhold til artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Uanset indholdet af denne rapport fremhævede Direktoratet for Intern Revision i øvrigt, da det fremsendte denne rapport til OLAF den 30. marts 2011, klart, at rapporten kun indeholdt »de centrale bemærkninger og de foreløbige vurderinger, som undersøgelsespanelet havde afgivet vedrørende de [13] kategorier af omtvistede indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester havde foretaget, og at disse oplysninger på ingen måde kunne anses for endelige konklusioner vedrørende hver enkelt af de nævnte kategorier eller vedrørende de oplysninger, der fremgik af sagsakterne«. Da Direktoratet for Intern Revision fremsendte rapporten til GD for »Menneskelige Ressourcer« den 22. marts 2012, anførte det nævnte direktorat ligeledes, at den nævnte rapport »blot indehold[t] en kort opsummering af samtlige de bemærkninger og konklusioner fra samtaler, der var indhentet frem til den 26. juli 2010, og at det [var] nødvendigt at foretage en klar sondring mellem denne rapport og en »begrundet rapport, der redegjorde for de faktiske forhold og omstændigheder i sagen og for eksistensen af eller manglen på beviser, der kunne godtgøre den påståede tilsidesættelse««.

135    Selv om indholdet af panelets aktivitetsrapport har kunnet styre OLAF’s undersøgelsesarbejde i en bestemt retning, som det er tilfældet med enhver anden oplysning, som ECB måtte videresende inden for rammerne af den tekniske samarbejdsmekanisme, der anvendes i forbindelse med OLAF’s undersøgelser, og også har kunnet vejlede undersøgelsesudvalget i forbindelse med det undersøgelsesarbejde, som dette udvalg gennemførte med henblik på at vedtage artikel 8.3.2-rapporten, kan den nævnte rapport ikke anses for at udgøre en endelig rapport, som Banken har godkendt, til forskel fra artikel 8.3.2-rapporten, eller anses for at udgøre en begrundet rapport som omhandlet i artikel 6, stk. 14, i cirkulære nr. 1/2006.

136    Henset til den foreløbige karakter af de konstateringer og konklusioner, der potentielt kunne figurere i panelets aktivitetsrapport, samt til den berettigede interesse i, at den informant, som oprindeligt over for administrationen havde afsløret visse funktionsforstyrrelser i Afdelingen for Administrative Tjenester, forbliver anonym, finder Personaleretten, at denne rapport havde karakter af et forberedende notat, som var udfærdiget før indledningen af en disciplinær forfølgning, og som den besluttende myndighed, dvs. direktionen, ikke støttede sig på for at vedtage den anfægtede afgørelse. Følgelig er dette forberedende notat, i dets egenskab af at være et internt dokument, ikke en del af disciplinærsagen, og i medfør af de administrative bestemmelser for personalet var dets fremsendelse til sagsøgeren ikke nødvendig for, at denne kunne bevare sin ret til forsvar (jf. i denne retning dom N mod Kommissionen, EU:T:1997:71, præmis 92).

137    Hvad angår det svar, hvorved disciplinærudvalget tog stilling til sagsøgerens anmodning om få aktindsigt i panelets aktivitetsrapport, finder Personaleretten, at disciplinærudvalget ikke udøvede sin skønsbeføjelse på området forkert, da det, for så vidt som disciplinærsagen indeholdt tilstrækkelige oplysninger om de forhold, som sagsøgeren blev foreholdt, og oplysninger til støtte for sidstnævntes argumenter til sit forsvar, var af den opfattelse, at medtagelsen af dette dokument, som indeholdt panelets foreløbige vurdering, ikke ville tilføre nogen merværdi og forlænge proceduren uretmæssigt (jf. i denne retning domme R. mod Kommissionen, 255/83 og 256/83, EU:C:1985:324, præmis 24, og Y mod Domstolen, T-500/93, EU:T:1996:94, præmis 45).

138    Hvad angår den omstændighed, at disciplinærudvalget indhentede panelets aktivitetsrapport, fordi det anså dette for nødvendigt for at kunne besvare sagsøgerens anmodning af 11. december 2012 om aktindsigt i det nævnte dokument, finder Personaleretten, at det ganske vist ville have været mere hensigtsmæssigt, at disciplinærudvalget havde afslået sagsøgerens anmodning med den tilstrækkelige begrundelse, at det ikke rådede over det ønskede dokument. Når dette er sagt, kan det ikke antages, at den nævnte rapport, fordi disciplinærudvalget valgte at indhente denne rapport fra Banken og at undersøge den for at kunne besvare sagsøgerens anmodning, herefter er blevet et afgørende dokument i disciplinærsagen, og at disciplinærudvalget nødvendigvis har henholdt sig til nævnte rapport med henblik på at vedtage dets udtalelse, der i øvrigt ikke indeholder nogen henvisning til panelets aktivitetsrapport, idet disciplinærudvalget tværtimod i punkt 9 i dets udtalelse anførte, at den nævnte udtalelse »i det væsentlige er baseret på de faktiske omstændigheder, der er fastlagt i OLAF’s rapport«.

139    Personaleretten bemærker for fuldstændighedens skyld, at det under alle omstændigheder gælder, at selv om administrationen er forpligtet til, til den berørte person, at fremsende de dokumenter, som den udtrykkeligt baserer sig på med henblik på at vedtage en bebyrdende afgørelse, og at den, for så vidt angår Banken, i henhold til artikel 8.3.11 i de administrative bestemmelser for personalet, er forpligtet til at tillade ham »at tage kopi af alle akterne i proceduren, herunder af dem, som kan frikende ham«, kan en manglende fremlæggelse af visse dokumenter kun føre til en annullation af den pågældende afgørelse, hvis de anførte klagepunkter kun kunne bevises med henvisning til disse sidstnævnte dokumenter, og, med andre ord, hvis den manglende fremlæggelse af de dokumenter, der er signaleret af sagsøgeren, til skade for denne sidstnævnte har kunnet påvirke forløbet af den disciplinære forfølgning og indholdet af den disciplinære afgørelse (jf. domme Tzoanos mod Kommissionen, C-191/98 P, EU:C:1999:565, præmis 34 og 35, og E mod Kommissionen, T-24/98 og T-241/99, EU:T:2001:175, præmis 92 og 93).

140    Selv om det antages, at visse af de oplysninger, der er indeholdt i panelets aktivitetsrapport, muligvis ikke var gengivet i artikel 8.3.2-rapporten eller i OLAF’s rapport, eller at panelets aktivitetsrapport kan sidestilles med en begrundet rapport, der er vedtaget i strid med forskrifterne i cirkulære nr. 1/2006, har sagsøgeren imidlertid ikke ført bevis for, at ECB støttede sig på den nævnte rapport, og han har navnlig ikke forklaret, hvilke konkrete og afgørende oplysninger såvel i disciplinærudvalgets udtalelse som i den anfægtede afgørelse der kun kunne bevises med henvisning til andre dokumenter end dem, som han havde fået kendskab til, dvs. med henvisning til de oplysninger, som efter det hævdede fremgik af panelets aktivitetsrapport.

141    Selv om sagsøgeren, allerede før han fik kendskab til panelets aktivitetsrapport, havde påberåbt sig muligheden for, at denne rapport indeholdt diskulperende oplysninger, konstaterer Personaleretten efter at have modtaget en fortrolig version af den nævnte rapport den 9. oktober 2014 som følge af en henvendelse til den tyske anklagemyndighed samt en ikke-fortrolig version, som ECB fremlagde den 10. november 2014 på Personalerettens opfordring, at sagsøgeren i sit svar af 6. november 2014, som han ikke har uddybet efter fremsendelsen af det nævnte dokument af 10. november 2014, har begrænset sig til at henvise til visse passager, herunder bl.a. i stævningen, og til generelt at anføre fire forhold, der efter hans opfattelse hverken kunne anses for bevist ved artikel 8.3.2-rapporten eller OLAF’s rapport, uden dog at identificere de relevante passager i de nævnte rapporter. Banken har derimod i denne forbindelse i sine bemærkninger af 24. november 2014 nævnt de dokumenter, der udgør bevis for de nævnte fire forhold.

142    Adspurgt herom under retsmødet henviste sagsøgeren som eksempel til to passager i panelets aktivitetsrapport, der efter hans opfattelse ikke var gengivet i artikel 8.3.2-rapporten. Det første eksempel, der vedrørte den omstændighed, at ansatte i Afdelingen for Administrative Tjenester havde modtaget mobiltelefoner af mærket Blackberry fra GD for »IT-systemer«, kan imidlertid ikke afkræfte den omstændighed, at sagsøgeren selv havde godkendt indkøbet af sådanne telefoner, selv om GD for »IT-systemer« havde afslået at foretage en sådan erhvervelse. Hvad angår den omstændighed, at kun to af ECB’s seks chauffører var blevet hørt, og at en af dem havde bekræftet, at der var blevet stillet videospil til rådighed for chaufførerne, udgør dette ikke en oplysning, der, såfremt sagsøgeren havde fået kendskab hertil på det tidspunkt, hvor artikel 8.3.2-rapporten blev udfærdiget, ville have sat ham i stand til effektivt at anfægte de mod ham fremsatte beskyldninger. Hvad angår sagsøgerens svar, herunder de svar, der blev givet under retsmødet, konstaterer Personaleretten samlet set, når der henses til de dokumenter, som panelet allerede havde fået kendskab til, at panelets aktivitetsrapport ikke indeholdt nogen belastende oplysninger, der reelt kunne påvirke forløbet af den disciplinære forfølgning til skade for sagsøgeren og indholdet af den anfægtede afgørelse, og heller ikke nogen diskulperende oplysninger.

143    På baggrund af det ovenstående skal såvel det første anbringende som sagsøgerens påstand om, at Banken pålægges at fremlægge anmeldelsen til den tyske anklagemyndighed og panelets aktivitetsrapport, som han i mellemtiden har fået kendskab til ved at henvende sig til den tyske anklagemyndighed, forkastes.

 Det andet anbringende om ulovligheden af artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet som følge af princippet om upartiskhed og chartrets artikel 47

 Parternes argumenter

144    Sagsøgeren har med dette anbringende reelt fremsat en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet. Efter sagsøgerens opfattelse foreskriver artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet nemlig i modsætning til artikel 4 og 5 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd, der vedrører den disciplinære procedure, at generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« har plads i disciplinærudvalget. Sagsøgeren har imidlertid anført, at eftersom generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« udøver »bestemmende indflydelse på samtlige ansatte, herunder navnlig det ledende personale, samt de andre medlemmer af disciplinærudvalget (med undtagelse af udvalgsformanden og i et vist omfang de medlemmer, der er udpeget af personaleudvalget)«, er artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet i strid med princippet om upartiskhed og chartrets artikel 47. Sagsøgeren har anført, at generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« i det foreliggende tilfælde optrådte som anklager under den høring, der fandt sted for disciplinærudvalget, og at den nævnte generaldirektør udelukkende fremhævede belastende oplysninger og derved tilsidesatte neutralitetsprincippet. Vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« havde endvidere foreholdt sagsøgeren oplysninger, som vicegeneraldirektøren havde indhentet gennem »sine egne »eksterne« undersøgelser«. Den følelse af partiskhed, som sagsøgeren oplevede, blev forstærket af den omstændighed, at et af disciplinærudvalgets medlemmer havde modtaget panelets aktivitetsrapport i sin egenskab af medlem af GD for »Menneskelige Ressourcer«.

145    ECB er af den opfattelse, at det andet anbringende er åbenbart ugrundet. ECB har anført, at generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« kun har en enkelt stemme i disciplinærudvalget, hvori han deltager sammen med fire andre medlemmer. Det er imidlertid helt berettiget, at en repræsentant fra det generaldirektorat i ECB, der har ansvaret for at sikre, at de ansatte overholder deres forpligtelser, dvs. i det foreliggende tilfælde GD for »Menneskelige Ressourcer«, deltager i dette udvalg. Sagsøgerens påstand om, at GD for »Menneskelige Ressourcer« skulle have kontrol over disciplinærudvalget, er ren spekulation. ECB anser dette for bevist ved den omstændighed, at disciplinærudvalget netop anbefalede at pålægge en sanktion, nemlig en degradering med to lønklasser, som udgjorde en mildere sanktion end den sanktion, direktionen i sidste ende vedtog i den anfægtede afgørelse. Hvad angår de forskelle, der findes mellem de administrative bestemmelser for personalet, og de bestemmelser, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd, har Banken bemærket, at disse forskelle ganske enkelt skyldes ECB’s funktionelle autonomi.

 Personalerettens bemærkninger

146    Det bemærkes, at det følger af artikel 36.1 i protokollen om statutten for ESCB og ECB, at ECB fungerer selvstændigt med hensyn til det normsæt, der gælder for Bankens ansatte, og som er forskellig fra reglerne for tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen, hvortil der er henvist i artikel 336 TEUF. Dette normsæt er endvidere uafhængigt i forhold til medlemsstaternes retsordener (jf. dom Pflugradt mod ECB, T-178/00 og T-341/00, EU:T:2002:253, præmis 48).

147    Selv om sådanne betragtninger ikke i sig selv er til hinder for, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde kan gøre gældende, at artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet er ulovlig, skal det bemærkes, at ansættelsesforholdet mellem ECB og dens ansatte er af kontraktmæssig og ikke vedtægtsmæssig art. Dette ansættelsesforhold falder imidlertid inden for rammerne af de funktioner af offentlig EU-interesse, som de ansatte ved ECB udøver, og har derfor betydelig lighed med det vedtægtsmæssige forhold mellem EU-tjenestemanden og hans institution, således at det dermed kan omfatte en disciplinærordning. Disciplinærordningen er en integrerende del af de vilkår, som sagsøgeren var bekendt med, og som han accepterede, da han frivilligt underskrev sin ansættelseskontrakt med ECB, idet der i kontrakten henvises til ansættelsesvilkårene. Endelig er arbejdsgiverens mulighed for ensidigt at opsige ansættelseskontrakten i tilfælde af lønmodtagerens alvorlige misligholdelse fastsat i den privatretlige ansættelsesret i de fleste medlemsstater, og i de fleste af disse retssystemer er denne mulighed forbundet med færre garantier, der beskytter lønmodtageren, end inden for rammerne af ansættelsesforholdet mellem ECB og dens ansatte (dom X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 61 og 68-70).

148    Følgelig kan ECB i forbindelse med dens institutionelle autonomi fastsætte en disciplinærordning, som indeholder et disciplinærudvalg, hvis regler vedrørende sammensætning adskiller sig, endog væsentligt, fra de regler, der findes i afsnit 2 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd for så vidt angår det disciplinærråd, der er fastsat for tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen. Når dette er sagt, skal det for så vidt angår den i det foreliggende tilfælde omhandlede disciplinærordning, der ikke var gældende i den sag, der gav anledning til dom X mod ECB (EU:T:2001:251), bemærkes, at ECB af hensyn til god forvaltningsskik og ud fra rimelighedsbetragtninger har ønsket, at de afgørelser, som ECB træffer vedrørende disciplinære forhold, skal vedtages på grundlag af en udtalelse, der afgives af et organ, der besidder en vis neutralitet og upartiskhed.

149    Personaleretten bemærker i denne forbindelse, at det følger af artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet, at ECB’s disciplinærudvalg består af en formand, der ikke er ansat ved institutionen, og af generaldirektøren eller vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer«. Det nævnte udvalg består endvidere af to andre medlemmer, der er udpeget blandt de ansatte af ECB, og et medlem, der er foreslået af personalerepræsentanterne, idet de sidstnævnte tre medlemmer ikke kan tilhøre den samme tjenestegren som den ansatte, der er genstand for den disciplinære forfølgning. Den ansatte, der er genstand for den disciplinære forfølgning, har i øvrigt mulighed for at afvise et af disciplinærudvalgets medlemmer.

150    Selv om der ikke er fastsat den samme ligevægt mellem de medlemmer, der udpeges af administrationen, og de medlemmer, der udpeges af personalerepræsentanterne, som den, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd, finder Personaleretten, at der i en ikke-vedtægtsmæssig sammenhæng findes tilstrækkelige garantier om upartiskhed og objektivitet hvad angår den udtalelse, som disciplinærudvalget skal udfærdige og vedtage til direktionen, nemlig for det første sammensætningen af disciplinærudvalget, bl.a. at dets medlemmer skal komme fra forskellige afdelinger, for det andet den omstændighed, at det i artikel 8.3.7 i de administrative bestemmelser for personalet, er fastsat, at »[d]isciplinærudvalgets drøftelser og arbejder har personlig og fortrolig karakter i overensstemmelse med ECB’s interne regler om fortrolighed[, og at d]isciplinærudvalgets medlemmer handler personligt og udøver deres funktion i fuld uafhængighed«, for det tredje den kollegiale karakter af drøftelserne og endelig for det fjerde den berørtes mulighed for at anmode om, at et af medlemmerne afvises (jf. i denne retning dom Onidi mod Kommissionen, T-197/00, EU:T:2002:135, præmis 132).

151    I denne henseende indebærer den omstændighed, at generaldirektøren eller vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« er faste medlemmer af disciplinærudvalget, i modsætning til, hvad sagsøgeren spekulativt har hævdet, ikke, at han udøver eller kan udøve »en bestemmende indflydelse på alle de ansatte« og følgelig på disciplinærudvalgets drøftelser.

152    For det første er det navnlig ikke blevet godtgjort, at en sådan person, uanset om den pågældende er generaldirektør for GD for »Menneskelige Ressourcer«, nødvendigvis ville handle i strid med sagsøgerens interesser. Personaleretten er i øvrigt af den opfattelse, at det i en ikke-vedtægtsmæssig kontekst som den, der karakteriserer arbejdsforholdet mellem ECB og dens ansatte, accepteres, at Bankens interesser repræsenteres i disciplinærudvalget af en sådan ansat, så meget desto mere som generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« ikke sidder i direktionen, som er det organ, der træffer afgørelser på disciplinærområdet.

153    For det andet kan sagsøgerens påstand om, at generaldirektøren eller vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« havde adgang til privilegerede oplysninger, som de anvendte til at påvirke disciplinærudvalgets arbejde, ikke tages til følge, idet denne påstand på ingen måde er blevet godtgjort, og da den er i strid med det kollegialitetsprincip, der gælder for udvalgets drøftelser, samt den omstændighed, at hvert enkelt medlem af disciplinærudvalget har mulighed for at give udtryk for en divergerende opfattelse, hvilket f.eks. det af personalerepræsentanterne udpegede medlem ganske givet ikke ville have undladt at gøre, hvis han var blevet forelagt et dokument, som ikke udgjorde en del af disciplinærsagen. Sagsøgeren kan i øvrigt ikke foreholde et medlem af det udvalg, som er udpeget af administrationen, at denne under disciplinærudvalgets høring udspurgte ham på en måde, som han opfattede som værende en anklage mod ham. En sådan adfærd er nemlig, såfremt den godtgøres, ikke nødvendigvis udtryk for en stillingtagen, men vil kunne forklares ved et ønske om at bidrage kontradiktorisk til drøftelserne ved at konfrontere sagsøgeren med de klagepunkter, som han blev foreholdt.

154    Selv om sagsøgeren subjektivt kunne opfatte vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcers« interventioner under afhøringen af ham som værende formuleret på en anklagende måde, er dette således ikke som sådan udtryk for en tilsidesættelse af retten til forsvar eller af princippet om uskyldsformodningen, navnlig når der henses til, at disciplinærudvalget til trods for, at visse medlemmer ønskede at pålægge en sanktion i form af afskedigelse, i sidste ende enstemmigt anbefalede en mildere sanktion (jf. i denne retning dom Zavvos mod Kommissionen, T-21/01, EU:T:2002:177, præmis 336).

155    Det kan heller ikke bestemt påstås, at generaldirektøren eller vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer« på grund af deres stilling nødvendigvis var i en interessekonfliktsituation, dvs. en situation, hvor en ansat i forbindelse med udøvelsen af sit arbejde skal tage stilling til en sag, i hvis behandling eller løsning han har en personlig interesse, som kan bevirke, at der stilles spørgsmålstegn ved hans uafhængighed (jf. om begrebet interessekonflikt dom Giannini mod Kommissionen, T-100/04, EU:T:2008:68, præmis 223). Det skal navnlig bemærkes, således som Banken har anført, at undersøgelsespanelets medlemmer, de ansatte ved ECB, der var involveret i udfærdigelsen af artikel 8.3.2-rapporten, og disciplinærudvalgets medlemmer i det foreliggende tilfælde alle var forskellige personer.

156    Personaleretten bemærker endvidere, at artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet ikke tildeler formandsposten for disciplinærudvalget til generaldirektøren eller vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer«, men til en person uden for ECB, selv om denne person ikke har stemmeret, i det foreliggende tilfælde et tidligere medlem af Personaleretten. Det fremgår i øvrigt udtrykkeligt af artikel 8.3.6 i de administrative bestemmelser for personalet, at ethvert medlem af disciplinærudvalget har pligt til at træde tilbage, såfremt den pågældende befinder sig i en interessekonflikt.

157    Under alle omstændigheder gør Unionens retsinstansers domstolskontrol i forbindelse med et søgsmål baseret på artikel 270 TEUF eller som i det foreliggende tilfælde på artikel 36.2 i protokollen om statutten for ESCB og ECB det muligt at anlægge et hensigtsmæssigt og effektivt søgsmål ved en uafhængig og upartisk ret, jf. artikel 6, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og retspraksis fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, som i givet fald gør det muligt at afhjælpe de påståede utilstrækkeligheder og mangler, som sagsøgeren har påberåbt sig, herunder vedrørende disciplinærudvalgets sammensætning (jf. i denne retning dom Andreasen mod Kommissionen, T-17/08 P, EU:T:2010:374, præmis 145).

158    På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringende om ulovligheden af artikel 8.3.5 i de administrative bestemmelser for personalet forkastes.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af uskyldsformodningen, princippet om upartiskhed og chartrets artikel 47 og 48

 Parternes argumenter

159    Sagsøgeren har med det tredje anbringende anført, at direktionen i den anfægtede afgørelse ikke besvarede de klagepunkter, som han havde fremsat i sin forsvarsskrivelse, og som disciplinærudvalget undlod at forholde sig til. Sagsøgeren har i det væsentlige kritiseret ECB for fra begyndelsen at antage, at han var skyldig i de forhold, som han blev foreholdt. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Banken ikke tog hensyn til hans bidrag til den væsentlige forbedring af en række aspekter ved den måde, hvorpå Afdelingen for Administrative Tjenester fungerede. Sagsøgeren blev endvidere udsat for en partisk procedure, fordi to af de fire medlemmer, der havde stemmeret i disciplinærudvalget, hvoraf den ene med sikkerhed var vicegeneraldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer«, var af den opfattelse, at de foreliggende beviser godtgjorde, at de påståede overtrædelser skyldtes, at sagsøgeren havde varetaget personlige interesser. Sagsøgeren har inden for rammerne af dette anbringende tilføjet, at direktionen i den anfægtede afgørelse foretog en urigtig gengivelse af disciplinærudvalgets udtalelse, idet den henviste til det standpunkt, som to af disciplinærudvalgets medlemmer havde indtaget, selv om de fleste medlemmer af dette udvalg i nævnte udtalelse havde anført, at udvalget ikke var overbevist om, at hensynet til personlige interesser kunne anses at foreligge »uden for enhver tvivl«. Endelig var anmeldelsen til den tyske anklagemyndighed, der skete i strid med OLAF’s anbefalinger, ligeledes et udtryk for, at princippet om uskyldsformodningen blev tilsidesat.

160    ECB har nedlagt påstand om, at det tredje anbringende skal forkastes som åbenbart ugrundet, idet Banken indledningsvis har anført, at direktionen ifølge retspraksis på området hverken har pligt til at behandle eller nævne alle de forhold, som den berørte ansatte har rejst for disciplinærudvalget, i den afgørelse, hvorved der pålægges en sanktion. Banken har endvidere anført, at den omstændighed, som sagsøgeren har henvist til, hvorefter han blev suspenderet i undersøgelsesfasen, ikke på nogen måde udgør et bevis for, at princippet om uskyldsformodningen blev tilsidesat, og at sagsøgeren i øvrigt ikke kan genåbne de forhandlinger, der blev afsluttet ved dom AX mod ECB (EU:F:2012:195), vedrørende suspensionens lovlighed. Den omstændighed, at disciplinærudvalget besluttede ikke at tiltræde de af sagsøgeren anførte synspunkter, som han udførligt havde redegjort for i sine skriftlige indlæg, og som dette udvalg havde fået fuldt kendskab til, er ligeledes på ingen måde udtryk for en tilsidesættelse af uskyldsformodningen. ECB kan i øvrigt frit fremsende en sag til den tyske anklagemyndighed, selv om OLAF ikke har anbefalet en sådan handling.

161    Hvad angår sagsøgerens anklager om, at undersøgelsesproceduren, disciplinærsagen og den anfægtede afgørelse er udtryk for Bankens ønske om at bevise, at sagsøgeren er skyldig, har ECB anført, at Banken ikke blot anser disse anklager for fuldstændig ugrundede, men også beklager, at sagsøgeren »har fremsat [sådanne] hypotetiske og ondsindede påstande for den højtstående Personaleret«.

 Personalerettens bemærkninger

162    Det bemærkes, at en tilsidesættelse af uskyldsformodningen kun kan konstateres, når der foreligger oplysninger, som godtgør, at administrationen fra begyndelsen af en disciplinær forfølgning havde besluttet under alle omstændigheder at pålægge den pågældende person en sanktion, uafhængigt af denne persons forklaring (jf. dom Pessoa e Costa mod Kommissionen, T-166/02, EU:T:2003:73, præmis 56).

163    Hvad angår den omstændighed, at sagsøgeren blev suspenderet fra tjenesten før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, skal det bemærkes, at den mulighed, der fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 46 om suspension af en ansat, ikke har til formål at pålægge den ansatte en sanktion (jf. i denne retning dom X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 151), men at gøre det muligt for administrationen at vedtage en foranstaltning af forebyggende karakter med henblik på at sikre, at den ansatte ikke blander sig i den igangværende undersøgelse.

164    På baggrund af disse præciseringer finder Personaleretten, at den af sagsøgeren fremsatte argumentation vedrørende det tredje anbringende delvist har til formål at anfægte den anfægtede afgørelses begrundelse eller mangel på samme. Da dette forhold er genstand for det femte anbringende, vil det blive behandlet i forbindelse med det nævnte anbringende.

165    Hvad angår den anden del af den nævnte argumentation må det konstateres, at sagsøgeren i det væsentlige har kritiseret disciplinærudvalget og direktionen for ikke at have tiltrådt de synspunkter, som han fremsatte i forbindelse med disciplinærsagen.

166    Hvad angår den omstændighed, at to af disciplinærudvalgets medlemmer, således som de har mulighed for i henhold til artikel 8.3.15 i de administrative bestemmelser for personalet, udtalte, at de kritiserede overtrædelser skyldtes, at sagsøgeren forfulgte en personlig interesse, kan denne omstændighed på ingen måde godtgøre, at princippet om uskyldsformodningen er tilsidesat. En sådan stillingtagen er nemlig kun udtryk for princippet om, at drøftelserne er kollektive, og for muligheden for at fremkomme med en divergerende opfattelse i forhold til den endelige udtalelse, som blev afgivet af disciplinærudvalgets flertal. Disciplinærudvalget fandt på dette punkt netop ikke, at der »k[unne] anses at foreligge [en personlig interesse] i egentlig forstand og uden for enhver tvivl«. Disciplinærudvalget forkastede i øvrigt som ugrundede de af sagsøgeren fremsatte påstande, der bl.a. fremgik af forsvarsskrivelsen, og som vedrørte tilsidesættelse af hans ret til forsvar.

167    Personaleretten finder i øvrigt, at den omstændighed, at direktionen i det foreliggende tilfælde besluttede at vælge en af de strengeste disciplinære sanktioner, der er fastsat i de administrative bestemmelser for personalet, ikke i sig selv viser, at uskyldsformodningen blev tilsidesat under den disciplinære forfølgning.

168    Hvad angår anmeldelsen til den tyske anklagemyndighed henhører denne under de beføjelser, der tilkommer ECB inden for rammerne af dens institutionelle autonomi, og denne anmeldelse foregreb på ingen måde den holdning, som de tyske retslige myndigheder senere ville indtage inden for deres eget kompetenceområde, dvs. det strafferetlige område. Sagsøgeren anførte i øvrigt i sit svar af 6. november 2014 på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, at han fra den tyske anklagemyndighed havde modtaget en kopi af en CD-rom, som indeholdt den af ECB fremsendte anmeldelse, uden dog at være i stand til at identificere den mindste oplysning, der kunne underbygge hans påstand om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodningen.

169    Personaleretten kan i øvrigt ikke i sagsøgerens argumentation finde den mindste form for bevis for hans endog meget alvorlige påstande om, at ECB tilsidesatte princippet om uskyldsformodningen i forhold til ham.

170    Det tredje anbringende skal derfor forkastes.

 Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu som følge af den manglende overholdelse af princippet om en rimelig frist

 Parternes argumenter

171    Sagsøgeren har med dette anbringende foreholdt ECB, at den første administrative undersøgelsesprocedure og den disciplinære forfølgning, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, samlet set strakte sig over mere end tre år. Et sådant tidsrum er ikke rimeligt, og selv om visse forsinkelser opstod i forbindelse med OLAF’s undersøgelsesprocedure, bør ECB anses for ansvarlig for de forsinkelser, der var forbundet med OLAF’s efterforskning, for så vidt som de undersøgelsesrapporter, som dette kontor udfærdiger, ikke udgør anfægtelige retsakter. Sagsøgeren har endvidere med henvisning til dom Andreasen mod Kommissionen (F-40/05, EU:F:2007:189) anført, at han var suspenderet fra tjenesten i 38 måneder.

172    ECB er af den opfattelse, at det fjerde anbringende er åbenbart ugrundet, idet Banken navnlig har anført, at sagsøgeren selv har anerkendt, at Banken overholdt de frister, der er fastsat i artikel 8.3.2 i de administrative bestemmelser for personalet. Det følger i øvrigt af retspraksis på området, at der ikke er sket en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist. Hvad angår varigheden af den periode, hvori han var suspenderet fra tjenesten, er dette spørgsmål ikke genstand for det foreliggende søgsmål.

 Personalerettens bemærkninger

173    På disciplinærområdet er ECB eller, alt efter omstændighederne, OLAF forpligtet til at handle med omhu fra det tidspunkt, hvor de får kendskab til forhold og adfærd, som kan udgøre tilsidesættelser af de forpligtelser, der påhviler de ansatte i ECB, med henblik på at vurdere, om der skal indledes en undersøgelse, og dernæst, såfremt dette er tilfældet, ved gennemførelsen af denne undersøgelse og hvad angår ECB ved gennemførelsen af den disciplinære forfølgning (jf. analogt dom Kerstens mod Kommissionen, F-12/10, EU:F:2012:29, præmis 125).

174    Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at de frister, der er fastsat for en disciplinærsags forløb ud fra et tidsmæssigt synspunkt, ikke er forældelsesfrister, men først og fremmest udgør et princip om god administration, som forpligter institutionen til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling (dom D mod Kommissionen, T-549/93, EU:T:1995:15, præmis 25). Unionens retsinstanser har i øvrigt anført, at ved vurderingen af den rimelige frist, inden for hvilken en disciplinærsag skal være afsluttet, skal Personaleretten »kun tage hensyn til det tidsrum, der er forløbet mellem en handling i forbindelse med disciplinærsagen og en efterfølgende handling[, og at d]enne vurdering er uafhængig af disciplinærsagens samlede varighed« (dom Teixeira Neves mod Domstolen, T-259/97, EU:T:2000:208, præmis 123 og den deri nævnte retspraksis).

175    ECB skal således ved gennemførelsen af sin disciplinære forfølgning sørge for, at hver akt, der vedtages, fremkommer inden for en frist, der er rimelig i forhold til den foregående (jf. i denne retning domme Kerstens mod Kommissionen, EU:F:2012:29, præmis 124, og Goetz mod Regionsudvalget, F-89/11, EU:F:2013:83, præmis 126).

176    I det foreliggende tilfælde nedsatte Banken på det tidspunkt, hvor den fik kendskab til de beskyldninger, som informanten fremsatte, i februar 2010 et undersøgelsespanel, hvis arbejder ikke blev afsluttet som følge af, at OLAF den 1. juli 2010 indledte en undersøgelse vedrørende de samme faktiske omstændigheder, hvilket Banken fik meddelelse om den 26. juli 2010. OLAF’s undersøgelse omfattede bl.a. et besøg i ECB’s lokaler og en høring af 13 ansatte ved ECB. OLAF afsluttede sine arbejder ved den 27. januar 2012 at fremsende den endelige undersøgelsesrapport til ECB.

177    Personaleretten konstaterer i denne forbindelse, at den første administrative undersøgelsesprocedure og OLAF’s undersøgelsesprocedure blev indledt inden for en rimelig frist, dvs. i det foreliggende tilfælde umiddelbart efter, at henholdsvis Banken og OLAF fik kendskab til de faktiske omstændigheder og den adfærd, der kunne udgøre tilsidesættelser af de forpligtelser, der påhviler ECB’s ansatte (jf. i denne retning domme François mod Kommissionen, T-307/01, EU:T:2004:180, præmis 48, og López Cejudo mod Kommissionen, F-28/13, EU:F:2014:55, præmis 90).

178    Hvad angår varigheden af OLAF’s undersøgelse, dvs. 19 måneder, forekommer denne rimelig, når der henses til antallet og arten af de omtvistede indkøb og den komplekse karakter af visse af de genstande, der var genstand for undersøgelsen.

179    Banken vedtog efterfølgende artikel 8.3.2-rapporten, hvorved den indledte den disciplinære forfølgning og fastsatte varigheden heraf. Denne rapport blev vedtaget den 19. november 2012, efter at der var foretaget høring af sagsøgeren og under hensyntagen til de dokumenter, som han fremlagde den 24. august 2012 samt de bemærkninger, han fremsatte den 18. oktober 2012, vedrørende det udkast til rapporten, som han havde modtaget. Personaleretten finder i denne forbindelse, at det tidsrum på ni måneder, der forløb mellem det tidspunkt, hvor OLAF’s rapport blev fremsendt til ECB, og det tidspunkt, hvor Banken vedtog artikel 8.3.2-rapporten, ikke kan anses for urimeligt, når der henses til antallet og omfanget af de pågældende dokumenter og den lange række bemærkninger, som sagsøgeren fremsatte før vedtagelsen af artikel 8.3.2-rapporten. ECB kan i øvrigt ikke kritiseres for at have anset det for nødvendigt i tillæg til den første administrative undersøgelse og OLAF’s undersøgelse at foretage en ny intern administrativ undersøgelse i henhold til Bankens interne bestemmelser med henblik på at udfærdige artikel 8.3.2-rapporten (jf. i denne retning dom Goetz mod Regionsudvalget, EU:F:2013:83, præmis 131 og 132). Den første administrative undersøgelse, der ikke blev afsluttet, og som var blevet gennemført i henhold til cirkulære nr. 1/2006, var nemlig ikke, således som det fremgår af dette cirkulæres artikel 2, stk. 1, til hinder for indledningen af en disciplinær forfølgning, der kun kunne igangsættes under overholdelse af artikel 8.3 i de administrative bestemmelser for personalet, herunder bl.a. artikel 8.3.2. Dertil kommer, at de personer, der udgjorde undersøgelsespanelet, i det foreliggende tilfælde ikke var de samme som dem, der deltog i udfærdigelsen af artikel 8.3.2-rapporten.

180    Efter at disciplinærudvalget var blevet udpeget den 27. november 2012, hørte dette udvalg sagsøgerens skriftlige og mundtlige bemærkninger i januar 2013 og afgav sin udtalelse den 5. april 2013. Personaleretten finder i denne forbindelse, at dette udvalg ved at afslutte sit arbejde inden for et tidsrum på fire måneder handlede med den nødvendige hurtighed, og dette i en kompleks sag og til trods for, at sagsøgeren havde fremsat en lang række bemærkninger og indsigelser, navnlig vedrørende referatet af den høring, som disciplinærudvalget foretog af ham.

181    Hvad angår vedtagelsen af den anfægtede afgørelse den 28. maj 2013, efter at sagsøgeren den 24. april 2013 havde fremsat sine bemærkninger, overholder dette tidsrum såvel den frist, der er fastsat i artikel 8.3.17 i administrative bestemmelser for personalet, som princippet om en rimelig frist.

182    Det følger således af oplysningerne om forløbet af den disciplinære procedure, der er gennemført i det foreliggende tilfælde, at den tid, der er forløbet mellem hver forfølgelsesforanstaltning og den følgende akt, har været fuldstændig rimelig, og at en forsinkelse, hvis der har været en sådan, skyldtes nødvendigheden af at overholde sagsøgerens ret til forsvar og at besvare de talrige kommentarer og bemærkninger, som dennes advokat fremkom med (jf. dom Teixeira Neves mod Domstolen, EU:T:2000:208, præmis 125).

183    Personaleretten finder endvidere, at den første administrative undersøgelsesprocedure og den disciplinære undersøgelse samlet set blev gennemført inden for et rimeligt tidsrum, dvs. i det foreliggende tilfælde tre år og tre måneder. Personaleretten bemærker i øvrigt, at sagsøgeren under alle omstændigheder ikke har hævdet, at Banken har tilsidesat en frist, der er fastsat i de bestemmelser, der finder anvendelse på disciplinærområdet.

184    Endelig gælder, at selv om det er korrekt, at sagsøgeren under den efterforskning, der gik forud for indledningen af den disciplinære forfølgning og under den disciplinære forfølgning befandt sig i en afventende og usikker situation, navnlig hvad angik hans arbejdsmæssige fremtid, kan dette aspekt ikke berøre den disciplinære afgørelses gyldighed, eftersom denne situation er uløseligt forbundet med enhver disciplinær forfølgning, og eftersom indledningen af denne i det foreliggende tilfælde er begrundet med Unionens interesser, idet Unionen pålægger ECB, når Banken er stillet over for beskyldninger, som rejser tvivl om retskaffenheden hos to af dens ansatte, herunder sagsøgeren, at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige, herunder at suspendere sagsøgeren, for at sikre, at Bankens tjenestemæssige adfærd er ulastelig (jf. i denne retning dom Pessoa e Costa mod Kommissionen, EU:T:2003:73, præmis 66).

185    På baggrund af det ovenstående skal det fjerde anbringende forkastes.

 Det femte anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

 Parternes argumenter

186    Sagsøgeren har anført, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder en begrundelse vedrørende de af ham fremsatte klagepunkter om tilsidesættelse af hans grundlæggende rettigheder, af princippet om en rimelig frist og af pligten til at udvise omhu. Den anfægtede afgørelse indeholder heller ikke nogen forklaringer vedrørende de klagepunkter, som sagsøgeren er blevet foreholdt, de forpligtelser, der påstås at være blevet tilsidesat, eller det omfang, hvori de forhold, som sagsøgeren er blevet foreholdt, vedrørte hver enkelt af de forpligtelser, som Banken anså for tilsidesat. Den anfægtede afgørelse indeholder ikke en tilstrækkelig begrundelse for grundene til, at direktionen besluttede at pålægge en strengere sanktion end den, som disciplinærudvalget havde anbefalet. Der redegøres endvidere ikke i denne afgørelse for grundene til, at Banken fandt, at tillidsforholdet til sagsøgeren var blevet brudt, selv om disciplinærudvalget i sin udtalelse havde anført, at det alene kunne fastslås, at der var sket et brud på tillidsforholdet, såfremt det måtte anses for bevist, at sagsøgeren havde forfulgt en personlig interesse, hvilket ikke var tilfældet.

187    Banken har nedlagt påstand om, at dette anbringende forkastes, idet den har anført, at sagsøgeren, når der henses til indholdet af hans argumentation, ikke synes at have forstået rækkevidden af begrundelsespligten, navnlig i et tilfælde som det foreliggende, som den berørte ansatte har et godt kendskab til. ECB har anfægtet sagsøgerens påstand om, at det for at kunne fastslå, at tillidsforholdet mellem en ansat og dennes arbejdsgiver er blevet brudt, er nødvendigt at føre bevis for, at den ansattes handlinger var begrundet i en personlig interesse.

 Personalerettens bemærkninger

188    Begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, der også fremgår af chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), er et grundlæggende princip i EU-retten, der har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om den akt, der indebærer et klagepunkt mod ham, er korrekt, dels at gøre det muligt at udøve domstolskontrol med hensyn hertil (jf. domme Michel mod Parlamentet, 195/80, EU:C:1981:284, præmis 22, Lux mod Revisionsretten, 69/83, EU:C:1984:225, præmis 16, og Camacho-Fernandes mod Kommissionen, F-16/13, EU:F:2014:51, præmis 111).

189    Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for ECB’s afgørelse om at pålægge en ansat en sanktion opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, såsom i det foreliggende tilfælde disciplinærområdet. I denne forbindelse gælder imidlertid, at selv om disciplinærudvalget og direktionen er forpligtet til at nævne de faktiske og retlige omstændigheder, som er afgørende for, om deres udtalelser og/eller afgørelser er lovligt begrundet, og de betragtninger, som har ført dem til at træffe dem, skal det understreges, at det ikke kræves, at de drøfter alle de faktiske og retlige punkter, som den pågældende har fremført under sagens behandling. En afgørelse er under alle omstændigheder tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget i en af den berørte ansatte kendt sammenhæng, som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet mod ham (dom EH mod Kommissionen, F-42/14, EU:F:2014:250, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

190    Hvis den sanktion, der pålægges den berørte part, i sidste ende er strengere end den sanktion, der foreslås af disciplinærudvalget, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, må det imidlertid fastslås, at ECB’s afgørelse, henset til de krav, der gælder for enhver disciplinær forfølgning, selv i forbindelse med et ansættelsesforhold, der udelukkende er kontraktligt, skal præcisere de grunde, som har ført Banken til at fravige den af disciplinærudvalget afgivne udtalelse (jf. i denne retning domme F. mod Kommissionen, 228/83, EU:C:1985:28, præmis 35, N mod Kommissionen, T-198/02, EU:T:2004:101, præmis 95, og EH mod Kommissionen, EU:F:2014:250, præmis 132).

191    I det foreliggende tilfælde konstaterer Personaleretten, at sagsøgeren havde fuldt kendskab til den sammenhæng, som den anfægtede afgørelse indgik i, navnlig når der henses til indholdet af de talrige skriftlige og mundtlige bemærkninger, som han fremsatte under disciplinærsagen, herunder vedrørende udkastene til de dokumenter, der blev udfærdiget i forbindelse med sagen, såsom høringsreferaterne. Det bemærkes i særdeleshed, at de klagerpunkter, som sagsøgeren blev foreholdt, i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, fremgik tilstrækkelig klart og præcist af artikel 8.3.2-rapporten samt af disciplinærudvalgets udtalelse, således som det fremgår bl.a. af denne doms præmis 67, 70 og 81, idet der er tale om dokumenter, som han fuldt ud blev hørt om.

192    I disciplinærudvalgets udtalelse redegøres endvidere for de klagepunkter, som sagsøgeren foreholdes, de forskellige regler og bestemmelser, der gælder for ECB, og som det nævnte udvalg fandt, at sagsøgeren havde tilsidesat, samt grundene til, at dette udvalg var af den opfattelse, at de påstande, som sagsøgeren havde fremsat bl.a. i forsvarsskrivelsen, og hvorefter hans ret til forsvar var blevet tilsidesat, var ugrundede. Det nævnte udvalg redegjorde endvidere i sin udtalelse for de spørgsmål, som det havde drøftet. Det følger heraf, at udvalgets medlemmer var delte i spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren skulle pålægges en sanktion i form af afskedigelse, men at de derimod var enige om, at sagsøgeren kunne afskediges, hvis »tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser skyldtes, at [sagsøgeren] havde forfulgt en personlig interesse, der uigenkaldeligt havde skadet tillidsforholdet mellem ECB og [sagsøgeren]«. To af disciplinærudvalgets medlemmer var i denne forbindelse af den opfattelse, at de oplysninger i sagsakterne, der gik i denne retning, var tilstrækkelige til at godtgøre dette forhold, men i sidste ende var flertallet af medlemmerne ikke »fuldt ud overbevist om, at en sådan personlig interesse […] kunne anses at foreligge i egentlig forstand og uden for enhver tvivl«.

193    Efter at have redegjort for de formildende omstændigheder, der forelå i sagsøgerens tilfælde, udfærdigede disciplinærudvalget ved konsensus blandt dets medlemmer forslaget til en sanktion i form af degradering med to lønklasser.

194    Det var i denne sammenhæng, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget, hvorved direktionen anførte, at den havde taget hensyn til disciplinærudvalgets udtalelse, til den uenighed, der bestod inden for udvalget vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en personlig interesse, og til de formildende omstændigheder, der fremgik af den nævnte udtalelse. Direktionen fandt imidlertid, at der forelå skærpende omstændigheder bl.a. i form af, at sagsøgeren havde tilsidesat de omhandlede tjenstlige forpligtelser i en situation, hvor han som leder havde en særlig pligt til at sikre ECB’s omdømme og økonomiske interesser. Direktionen redegjorde derefter fortsat i den anfægtede afgørelse for de krav til integritet, som Banken stiller til sine ansatte, og fandt, at tilsidesættelsen af de omhandlede tjenstlige forpligtelser uigenkaldeligt havde skadet det tillidsforhold, der nødvendigvis skal foreligge mellem Banken og dens ansatte.

195    På baggrund af det ovenstående finder Personaleretten, at den anfægtede afgørelse, sammenholdt med disciplinærudvalgets udtalelse, som der henvises til i den nævnte afgørelse, indeholder en begrundelse, der opfylder de i retspraksis fastsatte krav, der også finder anvendelse på Banken, og som er nævnt i denne doms præmis 188-190.

196    Direktionen har navnlig i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, forklaret grundene til, at den valgte en strengere sanktion end den, som disciplinærudvalgets medlemmer var blevet enige om ved konsensus. I denne henseende kan den omstændighed, at den af direktionen valgte sanktion svarer til den sanktion, som to af de fire stemmeberettigede medlemmer af disciplinærudvalget valgte, ikke i sig selv bevirke, at den anfægtede afgørelse er ugyldig, henset til begrundelsespligten.

197    Hvad angår betingelserne for at fastslå, at tillidsforholdet mellem Banken og en af dens ansatte er blevet brudt, skal det bemærkes, at direktionen ikke er bundet af disciplinærudvalgets udtalelse, således som det udtrykkeligt fremgår af artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet. Selv hvis disciplinærudvalgets flertal var enig i, at direktionen efter udvalgets synspunkt kun kunne fastslå, at der forelå et brud på tillidsforholdet, hvis sidstnævnte fandt, at sagsøgeren havde forfulgt en personlig interesse, finder Personaleretten følgelig, at direktionen i forbindelse med dens vide skøn ved definitionen af dets krav om integritet i forhold til ECB’s ansatte i det foreliggende tilfælde kunne anse, at der forelå et brud på tillidsforholdet, herunder uden for det tilfælde, der var foreslået af disciplinærudvalget, dvs. selv i mangel af bevis for, at sagsøgeren havde forfulgt en personlig interesse. Personaleretten bemærker i øvrigt, at sagsøgeren i sine bemærkninger af 24. april 2013 vedrørende disciplinærudvalgets udtalelse reelt ikke fremsatte særlige argumenter vedrørende spørgsmålet om bruddet på tillidsforholdet, selv om disciplinærudvalget havde nævnt dette forhold i den udtalelse, som det forelagde direktionen.

198    Det følger af det ovenstående, at det femte anbringende skal forkastes.

 Det syvende anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

 Parternes argumenter

199    Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at den anfægtede afgørelse ikke klart identificerer de klagepunkter, der ligger til grund for denne afgørelse, og at der i denne afgørelse ikke tages tilstrækkeligt hensyn til de formildende omstændigheder, som sagsøgeren påberåbte sig under den disciplinære forfølgning. Sagsøgeren har navnlig anført, at alle de omtvistede indkøb blev gennemført under fuld overholdelse af de gældende regler inden for ECB og var kendt af og synlige for de andre tjenestegrene, at der bl.a. af OLAF blev konstateret mangler ved den finansielle revision og ved tilsynet med Afdelingen for Administrative Tjenester, at sagsøgeren, da hans overordnede gjorde opmærksom på, at det ikke var muligt at foretage visse indkøb, såsom i det foreliggende tilfælde indkøbet af elektroniske fotorammer, efterkom sine overordnedes instrukser, og at han ikke havde modtaget specifik uddannelse i eller information om de gældende budgetregler. Sagsøgeren har endvidere anført, at han havde udøvet en tjenstlig indsats for at opkvalificere Afdelingen for Administrative Tjenester, hvilket gjorde det muligt for ECB at spare flere mio. EUR, at der kun var få ledere i denne afdeling, at han havde en omfattende opgaveportefølje, at han var ansvarlig for hver uge at godkende hundredevis af ordrer og fakturaer for Afdelingen for Administrative Tjenester, og endelig at de omtvistede indkøb repræsenterede en samlet værdi på mindre end en tusindedel af afdelingens budget.

200    Sagsøgeren har anført, at eftersom ECB ikke tog hensyn til eller kun i utilstrækkelig grad tog hensyn til en række formildende omstændigheder, har Banken pålagt ham en uforholdsmæssig sanktion. Sagsøgeren har i denne forbindelse bestridt, at han har skadet ECB’s omdømme ved at have godkendt de omtvistede indkøb. Sagsøgeren har endvidere fremhævet, at han allerede var blevet pålagt en sanktion i form af midlertidig suspension fra tjenesten og i form af den indvirkning, som den disciplinære forfølgning har haft på såvel hans arbejdsliv som hans privatliv.

201    ECB har nedlagt påstand om, at det syvende anbringende skal forkastes som ugrundet. ECB har i denne forbindelse anført, at sagsøgeren har foretaget en fragmenteret eller ligefrem meningsforstyrrende læsning af den anfægtede afgørelse, der i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, ved en henvisning til punkt 34 i disciplinærudvalgets udtalelse, tog tilstrækkelig hensyn til de formildende omstændigheder, der forelå i sagen. Banken har anført, at sagsøgeren har fremsat en række generelle påstande vedrørende den manglende hensyntagen til visse formildende omstændigheder uden dog klart at identificere disse, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt sådanne generelle påstande kan antages til realitetsbehandling. Banken er under alle omstændigheder af den opfattelse, at den tog hensyn til alle de relevante omstændigheder i sagsøgerens sag, men har anført, at eksistensen af formildende omstændigheder ikke uden videre kan udelukke muligheden for at afskedige ham.

202    ECB har anført, at det var åbenbart, at sagsøgerens adfærd medførte en risiko for at skade Bankens omdømme udadtil, så meget desto mere som sagsøgeren ikke har været i stand til at forklare, hvor størstedelen af de genstande, der blev indkøbt under hans ledelse, befinder sig. Hvad angår argumentet om, at suspensionen fra tjenesten i hans tilfælde allerede udgjorde en meget alvorlig sanktion, der udelukkede muligheden for at afskedige ham, har Banken henvist til, at en sådan suspension fra tjenesten ikke udgør en sanktion, og at der under alle omstændigheder forelå et brud på tillidsforholdet i hans tilfælde, og at dette begrundede den pålagte sanktion.

 Personalerettens bemærkninger

203    Personaleretten finder det hensigtsmæssigt at behandle det syvende anbringende før det sjette anbringende.

–       Generelle bemærkninger

204    Det bemærkes indledningsvis, at lovligheden af enhver disciplinær sanktion forudsætter, at der er foretaget en fastlæggelse af de faktiske omstændigheder, som den berørte foreholdes (domme Daffix mod Kommissionen, T-12/94, EU:T:1997:208, præmis 64, Tzikis mod Kommissionen, T-203/98, EU:T:2000:130, præmis 51, og EH mod Kommissionen, EU:F:2014:250, præmis 90).

205    Hvad angår bedømmelsen af grovheden af de overtrædelser, som disciplinærudvalget har foreholdt en ansat, og valget af den sanktion, der, henset til de nævnte overtrædelser, forekommer at være den mest passende, henhører disse forhold i princippet under Bankens vide skønsbeføjelse, medmindre den pålagte sanktion står i misforhold til de fastlagte omstændigheder (dom E mod Kommissionen, EU:T:2001:175, præmis 85 og 86). Det følger af fast retspraksis vedrørende det vedtægtsmæssige område, som kan overføres på ECB’s kontraktforhold, at denne institution således råder over en beføjelse til at foretage en bedømmelse af den ansattes ansvar, som er forskellig fra den bedømmelse, der er foretaget af Bankens disciplinærudvalg, samt til herefter at vælge den disciplinære sanktion, som den finder hensigtsmæssig med henblik på at sanktionere de disciplinære fejl, som er lagt til grund (jf. domme Y mod Domstolen, EU:T:1996:94, præmis 56, og Tzikis mod Kommissionen, EU:T:2000:130, præmis 48).

206    Når de faktiske omstændigheder er fastlagt, skal domstolskontrollen, henset til Bankens vide skønsbeføjelse på disciplinærområdet, indskrænkes til en efterprøvelse af, at der ikke er anlagt et åbenbart urigtigt skøn og ikke foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning domme X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 221 og 222, og EH mod Kommissionen, EU:F:2014:250, præmis 92).

207    Hvad angår proportionaliteten mellem en disciplinær sanktion og de anførte forholds alvorlige karakter skal Personaleretten tage hensyn til den omstændighed, at afgørelsen af en sanktion skal baseres på Bankens helhedsvurdering af samtlige konkrete omstændigheder og de særlige forhold i det enkelte tilfælde, idet det understreges, at det normsæt, der finder anvendelse på de ansatte i ECB, bl.a. ansættelsesvilkårenes artikel 45, i lighed med vedtægten for tjenestemænd ikke fastsætter et fast forhold mellem de sanktioner, der er anført heri, og de forskellige mulige tilsidesættelser af de tjenstlige forpligtelser og ikke præciserer, i hvilket omfang skærpende eller formildende omstændigheder skal indgå i valget af sanktion. Førsteinstansrettens prøvelse er følgelig begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt Bankens afvejning af de skærpende eller formildende omstændigheder er sket på en rimelig måde, idet det præciseres, at denne ret i forbindelse med denne prøvelse ikke kan træffe afgørelse i stedet for Banken hvad angår de værdiskøn, som denne har anlagt i forbindelse med sin afvejning (jf. domme X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 221, Afari mod ECB, EU:T:2004:77, præmis 203, og BG mod Ombudsmanden, T-406/12 P, EU:T:2014:273, præmis 64), og hvad angår valget af sanktion, som tilkommer Banken (dom Nijs mod Revisionsretten, F-77/09, EU:F:2011:2, præmis 132).

–       Om den foreholdte tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser

208    I det foreliggende tilfælde konstaterer Personaleretten, at sagsøgeren ikke har bestridt at have foretaget indkøbet af de omtvistede varer og tjenester, idet han med andre ord ikke har bestridt de faktiske omstændigheder, men at han har bestridt i forbindelse med disse indkøb at have handlet forkert eller begået nogen form for ulovlighed. Sagsøgeren har med andre ord bestridt, at hans adfærd kan kvalificeres som en tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser.

209    Det følger heraf, at det åbenbart urigtige skøn, som sagsøgeren inden for rammerne af dette anbringende har foreholdt direktionen, vedrører den konstatering og bedømmelse af grovheden af tilsidesættelsen af de tjenstlige forpligtelser, som disciplinærudvalget foretog, og som direktionen støttede sig på ved fastlæggelsen af den sanktion, som den pålagde sagsøgeren. I modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, følger det i denne forbindelse udtrykkeligt af disciplinærudvalgets udtalelse, at de tilsidesættelser af de tjenstlige forpligtelser, som dette udvalg konstaterede, bestod i en tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 4, litra a), adfærdskodeksens artikel 2, 2.2, 4.1, 4.2 og 5.1 og de oplysninger, der fremgår af kapitel 7 og 8 i håndbogen i forretningsførelse. Det følger endvidere af den anfægtede afgørelse, at direktionen bekræftede disciplinærudvalgets konstateringer.

210    Bestemmelserne i det normsæt, der finder anvendelse på ECB’s ansatte, hvortil der er henvist i disciplinærudvalgets udtalelse, har til formål at sikre, at ECB’s ansatte i deres adfærd skal være et billede på værdighed, der er i overensstemmelse med den særligt korrekte og respektable adfærd, som man er berettiget til at forvente af ansatte i en offentlig international institution, selv om disse er kontraktansatte (jf. domme Williams mod Revisionsretten, T-146/94, EU:T:1996:34, præmis 65, og N mod Kommissionen, EU:T:1997:71, præmis 127). Navnlig skal forpligtelsen i ansættelsesvilkårenes artikel 4, litra a), om »at have en adfærd, som svarer til deres funktioner og til ECB’s karakter af [EU-]organ«, fortolkes således, at ECB’s ansatte pålægges pligter bl.a. vedrørende loyalitet og værdighed, som ligner dem, der gælder for EU-tjenestemænd (jf. dom Afari mod ECB, EU:T:2004:77, præmis 193).

211    Hvad angår de bestemmelser i adfærdskodeksen, der er omhandlet i det foreliggende tilfælde, har de til formål at præcisere de pligter, der påhviler ECB’s ansatte i form af en pligt til at udvise loyalitet, såsom pligten til at holde sine overordnede underrettet, at udvise en eksemplarisk adfærd og at sikre Bankens omdømme udadtil, at henlede opmærksomheden på de grundlæggende regler, der gælder for enhver institution, der er finansieret af offentlige midler, dvs. at institutionens ejendele og udstyr kun må anvendes til formål, der opfylder tjenstlige behov, og inden for rammerne heraf, og at de ansatte har pligt til at begrænse indkøb af udstyr og til at anvende dette på den mest effektive måde.

212    Hvad angår bestemmelserne i håndbogen i forretningsførelse, der er omhandlet i det foreliggende tilfælde, gentager disse bestemmelser de regler for forsvarlig budgetforvaltning, der gælder for behovsafdækning og anvendelsen af de budgetter, der er opstillet for de centrale budgetenheder, såsom Afdelingen for Administrative Tjenester, og dette i forbindelse med de tjenester, der ydes til ECB’s andre direktorater.

213    Hvad angår beskrivelsen af de tilsidesættelser af tjenstlige forpligtelser, som disciplinærudvalget fandt, at sagsøgeren havde begået, og som fremgår af punkt 27 i disciplinærudvalgets udtalelse, finder Personaleretten, at det følger af sagsakterne, at dette udvalg med føje nåede til den konklusion, at sagsøgeren havde tilsidesat ansættelsesvilkårenes artikel 4, litra a), samt bestemmelserne i adfærdskodeksen og i håndbogen i forretningsførelse.

214    Henset til arten, antallet og den hyppighed, hvormed de omtvistede indkøb blev foretaget over en periode på mere end to og et halvt år, og til den omstændighed, at der ikke forelå en konkret og overbevisende forklaring på, hvorfor sådanne indkøb var nødvendige for at opfylde et berettiget behov hos Afdelingen for Administrative Tjenester, som sagsøgeren havde ansvaret for, kan sagsøgeren ikke med føje hævde at have handlet i overensstemmelse med Bankens berettigede forventninger, således som disse er formuleret i de interne regler, som Banken har vedtaget, og at han ikke har påført Banken et økonomisk tab.

215    Personaleretten bemærker som eksempel, at de stykvise indkøb af IT-udstyr, der blev foretaget uden at følge institutionens politik for gruppeindkøb, som i det foreliggende tilfælde er samlet hos GD for »IT-systemer«, nødvendigvis havde som følge, hvilket Banken har bekræftet under retsmødet, at erhvervelsen af det nævnte udstyr skete til højere priser, således som det var tilfældet med indkøbet af de computere af mærket X, der ikke officielt blev anvendt af ECB på tidspunktet for de faktiske omstændigheder. Et andet eksempel på en adfærd, der ikke var i overensstemmelse med Bankens berettigede forventninger, således som disse er formuleret i de interne regler, som den har vedtaget, og som har påført Banken et økonomisk tab, var den manglende indførelse af et system til indkøbsovervågning, der bl.a. har gjort det umuligt præcist at lokalisere et stort antal af de varer, som Afdelingen for Administrative Tjenester har indkøbt, og som er genstand for de klagepunkter, som sagsøgeren er blevet foreholdt. Det er endvidere ejendommeligt, at en ansat ved en institution kan medbringe et stort antal IT-genstande og kameraer og tillige et bærbart navigationssystem til sin bopæl og opbevare dem der i en længere periode.

216    Den omstændighed, som sagsøgeren har henledt opmærksomheden på ved sit nye tilbud om bevis, hvorefter visse genstande efterfølgende er blevet fundet, kan i denne forbindelse ikke rejse tvivl om den omstændighed, at han samlet set havde indkøbt et stort antal genstande i strid med de gældende regler. Personaleretten finder i øvrigt dels, at dette tilbud om bevis har bekræftet ECB’s beskrivelse af sagsøgerens kontor som et lager på grund af de mange forskellige og i øvrigt ikke-mærkede varer, der befandt sig på kontoret. Dette bekræftes endvidere af den omstændighed, at der på sagsøgerens kontor blev fundet kasser med legetøj, som endnu ikke var åbnet. Dette kan, ud over det omhandlede udstyrs komplekse karakter, ligeledes forklare, hvorfor ECB ikke har været i stand til at udfærdige en udtømmende liste over de genstande, der befandt sig i Bankens lokaler, og hvis placering var ukendt, og en liste over de genstande, der tilhørte henholdsvis sagsøgeren og ECB. Følgelig kan dette forklare, hvorfor antallet og typen af de forsvundne genstande, der er nævnt i artikel 8.3.2-rapporten og i disciplinærudvalgets udtalelse, ikke er helt identiske med de genstande, der er nævnt i OLAF’s rapport eller i panelets aktivitetsrapport, uden at denne forskel dog er udtryk for et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren har nemlig generelt ikke afkræftet den omstændighed, at et stort antal af de genstande, der blev indkøbt efter hans instruks, er forsvundet, og at disse indkøb blev foretaget uden nogen konkret og gyldig tjenstlig grund. Dels har ECB under alle omstændigheder ikke ved den anfægtede afgørelse pålagt sagsøgeren en sanktion for at have tilegnet sig det omhandlede udstyr.

217    Personaleretten finder således, at disciplinærudvalget ikke foretog et åbenbart urigtigt skøn, således om det fremgår af denne doms præmis 82 og 83, da det konstaterede, at sagsøgeren havde begået »forsætlige og gentagne [tilsidesættelser] over en lang periode« af sine tjenstlige forpligtelser som ansat ved ECB. Disciplinærudvalget fandt, at de nævnte tilsidesættelser var »meget alvorlige, og at de i et vist omfang indeb[ar] en bevidst undladelse af at tage hensyn til ECB’s gældende regler«. Det følger heraf, at ECB’s direktion ikke foretog et åbenbart urigtigt skøn, da den i den anfægtede afgørelse tog hensyn til disciplinærudvalgets vurdering, selv om direktionen i denne afgørelse kunne have givet en nærmere forklaring af, i hvilket omfang den var enig i disse vurderinger.

218    Det skal herefter undersøges, om direktionen undlod at tage hensyn til eller ikke i tilstrækkeligt omfang tog hensyn til de formildende omstændigheder eller visse af de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren havde henvist til.

–       Om hensyntagen til formildende omstændigheder

219    Det bemærkes i denne forbindelse for det første, at det fremgår af den anfægtede afgørelse, at direktionen tog hensyn til de tre formildende omstændigheder, som var nævnt i disciplinærudvalgets udtalelse, dvs. den mangelfulde interne kontrol med Afdelingen for Administrative Tjenester, før sagsøgeren tiltrådte sin stilling, den omstændighed, at Afdelingen for Administrative Tjenester kun havde få ledere, og sagsøgerens særdeles gode resultater i tjenesten.

220    Sagsøgeren har imidlertid henvist til hele den sammenhæng, som han handlede inden for, og anført, at »[ECB] ganske enkelt har undladt at tage hensyn til eller har taget utilstrækkeligt hensyn til et stort antal faktiske forhold og omstændigheder«.

221    Personaleretten finder vedrørende dette forhold og uafhængigt af det af Banken rejste spørgsmål om, hvorvidt dette klagepunkt kan antages til realitetsbehandling, at de forhold, som sagsøgeren i tilfældig rækkefølge har opregnet, ikke kan godtgøre, at ECB’s direktion foretog et åbenbart urigtigt skøn eller undlod at tage hensyn til de formildende omstændigheder.

222    Hvad angår sagsøgerens argument om hans overordnedes forsømmelser i forbindelse med deres tilsynsfunktion og de forsømmelser, som Afdelingen for Budget, Kontrol og Organisation under GD for »Menneskelige Ressourcer« udviste i forbindelse med det budgetmæssige og finansielle tilsyn med Afdelingen for Administrative Tjenester, efter at sagsøgeren tiltrådte sin stilling, bemærker Personaleretten nemlig, at de overordnedes og den nævnte afdelings eventuelle forsømmelser ikke kan begrunde de tilsidesættelser, som foreholdes sagsøgeren, der udøvede ledelsesfunktioner som chef for Afdelingen for Administrative Tjenester, idet denne er ansvarlig for sine handlinger (jf. i denne retning domme R. mod Kommissionen, EU:C:1985:324, præmis 44, Z mod Parlamentet, T-242/97, EU:T:1999:92, præmis 115, og X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 233).

223    Sagsøgeren kan på samme måde ikke påberåbe sig, at det udgør en formildende omstændighed, at han ikke blev advaret af GD for »Administration« og GD for »Menneskelige Ressourcer« og inden for disse GD’er af henholdsvis Afdelingen for Regnskab og Indkøb og Afdelingen for Budget, Kontrol og Organisation, om den omstændighed, at de omtvistede indkøb ikke kunne foretages. Uden at det er nødvendigt at redegøre for detaljerne vedrørende hver enkelt indkøb, finder Personaleretten nemlig, at når der henses til karakteren af visse af disse indkøb, såsom indkøbet af spillekonsoller og spillesoftware, indgåelsen af mobiltelefonabonnementer og den dermed forbundne tilrådighedsstillelse af mobiltelefoner til de ansatte, som ifølge Bankens interne regler ikke var bemyndiget til at anvende sådanne telefoner, eller indkøbet af varer med henblik på at yde mindre betænkeligheder til de ansatte i Afdelingen for Administrative Tjenester, som sagsøgeren havde ledelsesansvaret for, burde sagsøgeren have været i alvorlig tvivl med hensyn til, om det var berettiget at foretage de nævnte indkøb, og med hensyn til, om hans adfærd var i overensstemmelse med ECB’s klare regler, der bl.a. fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 4, litra a), og adfærdskodeksen.

224    Den omstændighed, at sagsøgeren bragte indkøbene af de elektroniske fotorammer til ophør, efter at hans overordnede havde udspurgt ham herom, burde langt fra at udgøre en formildende omstændighed derimod have givet ham anledning til at genoverveje den måde, hvorpå han forvaltede offentlige midler, hvilket udgjorde en opgave, som han varetog i egenskab af afdelingschef med ansvar for et selvstændigt budget, navnlig da han foretog de stykvise indkøb af IT-udstyr i strid med de kollektive indkøbsvalg, som det på området kompetente GD for »IT-systemer« havde fastlagt.

225    Hvad angår sagsøgerens tjenstlige indsats, der ifølge sagsøgeren har sikret Banken væsentlige besparelser, bemærker Personaleretten for det første, at selv om Banken i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 45 er forpligtet til at tage hensyn til »den ansattes adfærd under hele dennes karriere«, er denne hensyntagen ikke nødvendigvis en formildende omstændighed (dom EH mod Kommissionen, EU:F:2014:250, præmis 119). For det andet kunne det være berettiget for Banken at anse forholdene for at være så alvorlige, at den omstændighed, at sagsøgerens tjenesteperiode havde været exceptionel, havde været uden betydning (jf. i denne retning dom Yasse mod EIB, T-141/97, EU:T:1999:177, præmis 114). Navnlig kan det ikke tillades, at en ansat under dække af at bidrage til opnåelsen af væsentlige samlede besparelser til fordel for en institutions driftsbudget kan anse sig for fritaget for grundlæggende regler for god budget- og regnskabsstyring med den begrundelse, at indkøbet af de omhandlede varer og tjenester kun vedrører små beløb i forhold til det budget, som han er ansvarlig for. Uanset det pågældende beløbs størrelse skal enhver offentlig udgift nemlig afholdes i overensstemmelse med gældende budgetmæssige og regnskabsmæssige regler.

226    Hvad angår sagsøgerens argument om, at han ikke har fået uddannelse, der er specielt rettet mod budgetstyring og regler for indkøb, finder Personaleretten dette argument irrelevant, for så vidt som denne eventuelle mangel, selv om det måtte anses for godtgjort, at Banken ikke gav sine ledende medarbejdere tilstrækkelig uddannelse, ikke tillod sagsøgeren at handle i strid med de udtrykkelige regler, der er fastsat af ECB i dens interne forskrifter.

227    Det samme gør sig gældende i forhold til sagsøgerens argument vedrørende hans arbejdsbyrde. Selv om Afdelingen for Administrative Tjenester håndterede hundredevis af indkøbsordrer hver uge, fik sagsøgeren nemlig bistand af en viceafdelingschef. Det fremgår af sagsakterne, at de begge godkendte tvivlsomme indkøb, og Personaleretten finder under alle omstændigheder, at det store antal indkøb, som Afdelingen for Administrative Tjenester behandlede hver uge, ikke kan begrunde den manglende dømmekraft vedrørende indkøbet af visse varer, navnlig når disse varer klart ikke opfylder tjenestens berettigede behov.

228    Hvad angår den omstændighed, at andre afdelinger i ECB også foretog indkøb, der var lige så ubegrundede som de indkøb, der blev foretaget i det foreliggende tilfælde, bemærker Personaleretten igen, at en ansat ikke med føje kan påberåbe sig, at der ikke blev indledt en disciplinær forfølgning i forhold til én eller flere andre ansatte for lignende forhold som dem, der foreholdes ham, med henblik på at anfægte den sanktion, som han selv har været genstand for (jf. i denne retning domme Williams mod Revisionsretten, EU:C:1985:297, præmis 14, og de Compte mod Parlamentet, EU:T:1991:54, præmis 170).

229    Det følger af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til vurderingen af de omtvistede omstændigheder og de formildende omstændigheder. Det skal derfor undersøges, om Banken i henhold til den retspraksis, der finder anvendelse på disciplinærområdet, foretog en rimelig afvejning af de skærpende og formildende omstændigheder, idet det bemærkes, at Personaleretten ikke i forbindelse med denne undersøgelse kan sætte sig i stedet for Banken med hensyn til de skønsmæssige vurderinger, som den har foretaget.

–       Om forholdsmæssigheden af den pålagte sanktion

230    Det bemærkes indledningsvis i denne forbindelse, at direktionen i den anfægtede afgørelse tog hensyn til de formildende omstændigheder, som disciplinærudvalget havde fastslået, men også tog hensyn til den skærpende omstændighed, der er nævnt i denne doms præmis 87.

231    Personaleretten bemærker i denne forbindelse, at der af det normsæt, der finder anvendelse på ECB’s ansatte, kan udledes en loyalitetsforpligtelse for ECB’s ansatte i forhold til dennes institutionelle arbejdsgiver, som bør føre til, at han, så meget desto mere hvis han har en høj lønklasse, udviser en adfærd, der på ingen måde kan give anledning til mistanke, for at det tillidsforhold, der eksisterer mellem Banken og ham, fortsat bevares (dom N mod Kommissionen, EU:T:1997:71, præmis 129).

232    Henset til vigtigheden af det tillidsforhold, som eksisterer mellem Unionen og dens ansatte for så vidt angår såvel Unionens interne funktion som dens billede udadtil, og henset til den generelle affattelse af ordlyden af ansættelsesvilkårenes artikel 4, litra a), og af adfærdskodeksen, der er nævnt i disciplinærudvalgets udtalelse, dækker disse imidlertid enhver omstændighed og enhver adfærd, som den ansatte i ECB, henset til hans lønklasse og stilling samt de konkrete omstændigheder i sagen, med rimelighed må forstå i tredjemands øjne kan fremstå således, at der fremkaldes tvivl med hensyn til de interesser, der forfølges af Unionen, som han skal tjene (jf. analogt dom Gomes Moreira mod ECDC, F-80/11, EU:F:2013:159, præmis 63).

233    I den særlige sammenhæng, som Banken indgår i, hvor Banken som EU-finansieringsinstitution handler som arbejdsgiver i et kontraktforhold, påhviler det i særdeleshed Personaleretten at foretage en vurdering af forholdsmæssigheden mellem de faktiske omstændigheder, der foreholdes den ansatte, og den pålagte sanktion i lyset af de formål, som Banken forfølger, og de funktioner, som den varetager (jf. i denne retning dom Yasse mod EIB, EU:T:1999:177, præmis 108). Personaleretten finder i denne forbindelse, at der påhvilede sagsøgeren en større forpligtelse i kraft af, at han varetog en ledelsesfunktion i Afdelingen for Administrative Tjenester, i forhold til at sikre Bankens omdømme og økonomiske interesser. Henset til Bankens ansvar i forbindelse med gennemførelsen af Unionens pengepolitik baserer denne i øvrigt sit omdømme udadtil på en rolle som en eksemplarisk, effektiv og ansvarlig administration, hvilket indebærer, at den har ansatte, hvis »integritet er ulastelig«. Dette fremgår i øvrigt af adfærdskodeksens punkt 2.2, i henhold til hvilken ECB’s ansatte »forventes at være opmærksomme på betydningen af deres pligter og ansvar, at tage hensyn til offentlighedens forventninger til deres moralske adfærd, at udvise en sådan adfærd, at offentlighedens tillid til ECB bevares og øges, samt at bidrage til ECB’s effektive administration«.

234    Som Unionens retsinstanser har fastslået vedrørende EU-finansieringsinstitutioner (jf. dom Yasse mod EIB, EU:T:1999:177, præmis 110), er sådanne forpligtelser af stor betydning for opnåelsen af de mål, som er pålagt en bank, og udgør et vigtigt element i den adfærd, som de ansatte i denne institution skal udvise for at bevare dennes uafhængighed og værdighed.

235    Henset til grovheden af de påståede tilsidesættelser af tjenstlige forpligtelser, deres forsætlige og gentagne karakter over en lang periode, således som disciplinærudvalget og direktionen har fastlagt, og til de krav til de ansattes integritet, som Banken med rette kan stille til sine ansatte, og som udgør et værdiskøn, i hvilken forbindelse Personaleretten ikke kan sætte sin vurdering i stedet for Bankens, finder Personaleretten, at direktionen i den anfægtede afgørelse under disse omstændigheder kunne fastslå, at der i sagsøgerens tilfælde forelå en skærpende omstændighed. Personaleretten finder endvidere, at den afvejning af skærpende og formildende omstændigheder, som Banken foretog, i det foreliggende tilfælde var forholdsmæssig.

236    Henset til de krav, der stilles i retspraksis på området, kunne Banken på baggrund af den omtvistede adfærd, og uanset at der forelå formildende omstændigheder, antage, at sagsøgeren uigenkaldeligt havde brudt tillidsforholdet mellem ham og Banken. I en situation som den foreliggende kunne banken nemlig i forbindelse med dens vide skønsbeføjelse ved definitionen af dens krav til de ansattes integritet anse, at det på trods af sagsøgerens ønske om at fortsætte ansættelsesforholdet var udelukket at kunne genskabe dette tillidsforhold, hvilket følgelig medfører, at udførelsen af Bankens opgaver i Unionen i samarbejde med denne ansatte vil blive mere vanskelig, endog umulig (jf. i denne retning dom Gomes Moreira mod ECDC, EU:F:2013:159, præmis 67).

237    Selv om den mildeste sanktion, som disciplinærudvalget foreslog, således som sagsøgeren har gjort gældende under retsmødet, ville have ført til, at sagsøgeren ville blive genindsat i en stilling, hvor han ikke længere skulle forvalte et centralt budget, og hvor udøvelsen af tjenesten ikke ville omfatte direktionsopgaver, og derfor ikke nødvendigvis ville kræve, at der bestod et lige så stærkt tillidsforhold som det, der kendetegnede det arbejdsforhold, han som afdelingschef stod i i forhold til Banken, finder Personaleretten, at ECB i forbindelse med dens vide skønsbeføjelse, og henset til den kontraktlige karakter af ansættelsesforholdet mellem Banken og dens ansatte, kunne finde, at den sanktion, som disciplinærudvalget havde foreslået, ville være utilstrækkelig, henset til de handlinger, der var begået af en person, som havde haft ansvaret for et betydeligt centralt budget, og at tillidsforholdet, henset til den forsætlige og alvorlige karakter af tilsidesættelserne af de tjenstlige forpligtelser, som var begået af en af Bankens ledere, hvis adfærd forventes at være eksemplarisk, definitivt var brudt.

238    På baggrund af det ovenstående må det syvende anbringende forkastes som ugrundet.

 Det sjette anbringende om direktionens magtmisbrug og tilsidesættelse af artikel 8.3.17 i de administrative bestemmelser for personalet

 Parternes argumenter

239    Sagsøgeren har med dette anbringende anført, at direktionen kun har beføjelse til at tage stilling til, hvilken sanktion der skal anvendes i forhold til de tilsidesættelser af tjenstlige forpligtelser, som disciplinærudvalget har fastslået. Direktionen har imidlertid ikke beføjelse til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de faktiske omstændigheder kan anses for fastlagt. I det foreliggende tilfælde har direktionen foretaget en urigtig gengivelse af disciplinærudvalgets udtalelse ved at optræde som »et femte uofficielt medlem af disciplinærudvalget med henblik på indirekte at lade sin stemme tælle blandt de afgivne stemmer og at beslutte, at der [var] tale om forfølgelse af en personlig interesse«. Direktionen konstaterede nemlig, at der var tale om forfølgelse af en personlig interesse i et tilfælde, hvor disciplinærudvalget havde konstateret, at dette netop ikke var tilfældet. Direktionen har således begået magtmisbrug ved selv at fastlægge de faktiske omstændigheder i stedet for at begrænse sig til at træffe afgørelse om, hvilken sanktion der var passende.

240    ECB har nedlagt påstand om, at det sjette anbringende forkastes som åbenbart ugrundet, og anført, at en simpel læsning af den anfægtede afgørelse viser, at direktionen hverken har foretaget en urigtig gengivelse eller på anden måde ændret disciplinærudvalgets konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder og den retlige analyse.

 Personalerettens bemærkninger

241    Det bemærkes, at disciplinærudvalget i henhold til artikel 8.3.15 i de administrative bestemmelser for personalet afgiver »en endelig udtalelse, der underskrives af alle udvalgets medlemmer, og som tager stilling til realiteten af de faktiske omstændigheder, hvorvidt disse omstændigheder udgør en tilsidesættelse af tjenstlige forpligtelser, og om pålæggelsen af en disciplinær sanktion«. Det fremgår endvidere af de samme bestemmelsers artikel 8.3.17, at »[d]irektionen træffer afgørelse om den mest passende disciplinære sanktion [under behørig hensyntagen] til disciplinærudvalgets anbefalinger uden dog at være bundet heraf«.

242    I det foreliggende tilfælde finder Personaleretten uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt direktionens beføjelser er begrænset til at fastlægge, hvilken sanktion der skal pålægges, at sagsøgeren ikke har godtgjort, hvorledes direktionen foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, således som disse blev fastlagt af disciplinærudvalget. Direktionen baserede sig nemlig på de faktiske omstændigheder, som disciplinærudvalget fastlagde, samt på de konstateringer, som disciplinærudvalget foretog vedrørende sagsøgerens tilsidesættelse af sine tjenstlige forpligtelser.

243    Det fremgår imidlertid af den anfægtede afgørelse, at direktionen uden at overskride grænserne for det skøn, som den råder over på området, herunder for så vidt angår værdiskøn, mere udtrykkeligt end disciplinærudvalget i sin udtalelse havde gjort det, fastslog, at den omstændighed, at sagsøgeren havde tilsidesat de omtvistede tjenstlige forpligtelser, mens han varetog direktionsopgaver, som indebar en særlig forpligtelse til at sikre Bankens omdømme og økonomiske interesser, udgjorde en skærpende omstændighed. Direktionen har endvidere redegjort for de krav, som den stiller til de ansattes integritet, hvilket åbenbart falder inden for dens skønsbeføjelse på området. Det samme gør sig gældende for konstateringen af, at der var sket et brud på det tillidsforhold, som Banken anser for nødvendigt at have til sine ansatte. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, er konstateringen af, at der er sket et sådant brud, nemlig ikke udelukkende begrænset til den situation, som disciplinærudvalget har henvist til, hvor det fastslås, at der er forfulgt en personlig interesse.

244    Såfremt sagsøgerens argumentation blev taget til følge, ville dette reelt være ensbetydende med at fratage direktionen enhver mulighed for at vedtage en anden sanktion end den, som disciplinærudvalget har anbefalet, og i sidste ende at anse disciplinærudvalget for et besluttende og ikke et rådgivende organ.

245    Direktionen måtte nemlig for at kunne fastlægge en passende sanktion nødvendigvis danne sig en holdning til såvel de formildende som de skærpende omstændigheder i sagsøgerens tilfælde, således som dette følger af fast retspraksis på disciplinærområdet, hvorefter administrationen har beføjelse til at foretage en vurdering af den ansattes ansvar, der adskiller sig fra den vurdering, som disciplinærudvalget foretager, samt til efterfølgende at vælge den disciplinære sanktion, som den finder passende i forhold til at sanktionere de konstaterede disciplinære fejl (dom Tzikis mod Kommissionen, EU:T:2000:130, præmis 48), idet det bemærkes, at Unionens retsinstanser ikke kan sætte sig i stedet for Banken med hensyn til skønsmæssige vurderinger, som den har foretaget, og til valget af disciplinær sanktion, som tilkommer Banken (dom EH mod Kommissionen, EU:F:2014:250, præmis 93).

246    På baggrund af det ovenstående, og henset til den omstændighed, at Personaleretten ikke har fundet nogen oplysninger, der kan give anledning til at fastslå eller blot skabe en mistanke om, at der foreligger magtmisbrug, skal det sjette anbringende forkastes som åbenbart ugrundet.

 Det ottende anbringende om ulovligheden af ansættelsesvilkårenes artikel 44 og 45 og artikel 8.3 i de administrative bestemmelser for personalet som følge af foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger, der er knæsat i chartrets artikel 28

 Parternes argumenter

247    Sagsøgeren har med dette anbringende anført, at ansættelsesvilkårene og de administrative bestemmelser for personalet, herunder de heri indeholdte bestemmelser om disciplinær forfølgning, er ulovlige dels »som følge af tilsidesættelse af demokratiprincippet, magtadskillelsesprincippet og princippet om, at den sekundære lovgiver kun kan handle inden for de grænser, der er fastsat af den primære lovgiver«, dels fordi de ikke er blevet vedtaget med respekt for den sociale dialog, foreningsfriheden og retten til kollektiv forhandling. Sagsøgeren har navnlig hævdet, at ECB’s Styrelsesråd »åbenbart er et udøvende og ikke et lovgivende EU-organ«. Sagsøgeren har følgelig anfægtet, at direktionen og Styrelsesrådet har beføjelse til at vedtage ansættelsesvilkårene og dette så meget desto mere efter, at der blot er foretaget en høring af personalerepræsentanterne.

248    Banken har nedlagt påstand om, at det ottende anbringende delvist afvises og under alle omstændigheder forkastes som ugrundet, idet Banken har henvist til den funktionelle autonomi, som tilkommer den på dette område.

 Personalerettens bemærkninger

249    Artikel 36.2 i protokollen om statutten for ESCB og ECB udgør en del af en protokol, der er vedtaget inden for rammerne af Maastrichttraktaten, og udgør således en primærretlig bestemmelse, der kan foreskrive en undtagelse til artikel 283 EF, nu artikel 336 TEUF (jf. i denne retning dom X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 38).

250    Det fremgår i denne forbindelse af artikel 21 i ECB’s forretningsorden, der er vedtaget af Styrelsesrådet, at dette råd gyldigt kunne delegere beføjelsen til at vedtage ansættelsesvilkårene, hvilket oprindeligt tilkom Styrelsesrådet, til direktionen, og at det også gyldigt kunne overlade det til direktionen at fastsætte gennemførelsesbetingelserne for ansættelsesvilkårene, dvs. beføjelsen til at vedtage de administrative bestemmelser for personalet. Det bemærkes i denne forbindelse, at der ikke foreligger nogen tekst, der formelt forbyder den pågældende delegering, og at denne delegering blev besluttet i henhold til en primærretlig bestemmelse, i hvilken forbindelse Unionens retsinstanser allerede har fastslået, at denne bestemmelse giver Styrelsesrådet kompetence til at definere den ordning, der skal finde anvendelse på de ansatte (jf. dom X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 100-104).

251    I modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, havde ECB på samme måde ret til i henhold til artikel 36.1 i protokollen om statutten for ESCB og ECB at fastsætte en disciplinærordning i ansættelsesvilkårene, der bl.a. giver Banken ret til i tilfælde af, at en af dens ansatte ikke overholder forpligtelserne i henhold til ansættelseskontrakten, at træffe foranstaltninger, der er nødvendige under hensyn til de ansvarsområder og de formål, de er blevet tildelt (dom X mod ECB, EU:T:2001:251, præmis 63).

252    Personaleretten har i øvrigt allerede som svar på en række argumenter, der var formuleret på samme måde, og uden at dette blev modsagt under appelsagen, fastslået, at artikel 6, stk. 2, i den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, højst »tilskynder […] uden at påbyde dette at fremme »indførelse af en fremgangsmåde til frivillige forhandlinger mellem arbejdsgivere eller arbejdsgiverorganisationer og arbejderorganisationer med henblik på en regulering af arbejdsvilkårene gennem kollektive overenskomster««, og at det hvad angår chartrets artikel 28 og artikel 11 i den europæiske menneskerettighedskonvention gælder, »at selv om de stadfæster retten til foreningsfrihed, hvilket omfatter en ret for arbejdstagerne til at stifte fagforbund med henblik på at forsvare deres økonomiske og sociale interesser, medfører bestemmelserne heri ikke en forpligtelse til at indføre en kollektiv forhandlingsprocedure eller til at tillægge nævnte fagforbund en medbestemmelsesbeføjelse med henblik på udfærdigelse af arbejdstagernes arbejdsvilkår« (dom Heath mod ECB, F-121/10, EU:F:2011:174, præmis 121).

253    Ansættelsesvilkårene og de administrative bestemmelser for personalet kunne således vedtages ensidigt af ECB og ændres efter høring af personaleudvalget, eftersom der ikke er nogen forpligtelse på området til at anvende kollektive overenskomster underskrevet af Banken og af de faglige organisationer, som repræsenterer Bankens ansatte. ECB er nemlig i sin egenskab af EU-institution, jf. artikel 13 EU, og i medfør af protokollen om statutten for ESCB og ECB bemyndiget til ved regulativer at fastsætte de bestemmelser, der finder anvendelse på dens ansatte (jf. dom Cerafogli mod ECB, F-84/08, EU:F:2010:134, præmis 47).

254    Det følger af det ovenstående, at det ottende anbringende skal forkastes som åbenbart ugrundet.

255    Da samtlige anbringender om annullation af den anfægtede afgørelse således er blevet forkastet, skal påstanden om annullation forkastes som ugrundet.

3.     Om påstanden om erstatning

256    Selv om sagsøgerens påstand om erstatning formelt set ikke blot vedrører den anfægtede afgørelse, men også den af ECB udviste adfærd, finder Personaleretten, at sagsøgerens påstand om erstatning er klart forbundet med påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse. Da påstanden om annullation er blevet forkastet som ugrundet, skal påstanden om erstatning ligeledes forkastes.

257    Personaleretten bemærker for fuldstændighedens skyld, at sagsøgeren under alle omstændigheder ikke på nogen måde har godtgjort, at han reelt har lidt de påståede økonomiske og ikke-økonomiske tab som følge af, at ECB har udvist en adfærd, der ikke vedrører vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

258    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal ECB frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

259    I henhold til procesreglementets artikel 101 bærer den tabende part sine egne omkostninger og pålægges at betale modpartens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, ottende kapitel. I henhold til det nævnte reglements artikel 102, stk. 1, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part bærer sine egne omkostninger, men kun pålægges at betale en del af modpartens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale omkostninger afholdt af modparten.

260    Det følger af denne doms præmisser, at sagsøgeren har tabt sagen. Sagsøgeren har ganske vist nedlagt påstand om, at ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger, selv i tilfælde af, at søgsmålet ikke måtte blive taget til følge, men han har på ingen måde fremsat noget argument til støtte for denne påstand. Sagsøgeren har højst kritiseret, at Banken systematisk har ladet sig repræsentere ved en advokat for Personaleretten, selv om Banken råder over en juridisk tjeneste, som omfatter en række personer, der er specialiseret i at repræsentere Banken i forbindelse med tvister mellem Banken og dens ansatte. Personaleretten bemærker i denne forbindelse, at EU-institutioner, herunder ECB, i princippet frit kan vælge at lade sig repræsentere ved en advokat, uden at de er forpligtet til at godtgøre, at en sådan bistand objektivt set var nødvendig (jf. kendelser Kommissionen mod Kallianos, C-323/06 P DEP, EU:C:2012:49, præmis 10 og 11, Marcuccio mod Kommissionen, T-44/10 P DEP, EU:T:2013:513, præmis 29 og 30, og Eklund mod Kommissionen, F-57/11 DEP, EU:F:2014:254, præmis 34 og 35).

261    Da ECB udtrykkeligt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da de foreliggende omstændigheder i øvrigt ikke kan begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 102, stk. 1, pålægges sagsøgeren følgelig at bære sine egne omkostninger og betale de af ECB afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (Første Afdeling):

1)      Den Europæiske Centralbank frifindes.

2)      AX bærer sine egne omkostninger og betaler Den Europæiske Centralbanks omkostninger.

Barents Perillo Svenningsen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. marts 2015.

W. Hakenberg       R. Barents

Justitssekretær       Afdelingsformand

* Processprog: engelsk.