Sag T-271/10 RENV

(offentliggørelse i uddrag)

H

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – national medarbejder udstationeret ved EUPM i Bosnien-Hercegovina – afgørelse om forflyttelse – EUPM-missionschefens kompetence til at træffe bestemmelse om forflyttelse af en udstationeret national medarbejder – begrundelsespligt – magtfordrejning – åbenbart urigtigt skøn – psykisk chikane«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 11. april 2018

1.      Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – uddybning af et allerede fremført anbringende – lovlighed

(Rettens procesreglement, art. 84, stk. 1)

2.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik –civile EU-missioner – kompetencen til at udpege personale til hver civil EU-mission –kompetence, der tilkommer den øverstbefalende for den civile operation – kompetencen til at udpege og forflytte personale inden for hver civil mission – kompetence, der tilkommer den pågældende missionschef – forflyttelse af en udstationeret national medarbejder –krav om konsultation af den udstationerende medlemsstat – foreligger ikke

(Rådets 2009/906/FUSP, art. 5 og 6)

3.      Annullationssøgsmål – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – anbringende forskelligt fra anbringendet vedrørende retsaktens materielle lovlighed

(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – civil mission henhørende under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – foranstaltning om forflyttelse af en udstationeret national medarbejder – mindstekrav

(Art. 296 TEUF)

5.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – afgørelse om forflyttelse af en udstationeret national medarbejder – forflyttelse i forbindelse med psykisk chikane – den pågældende udstationerede nationale medarbejders søgsmål – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

6.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – afgørelse om forflyttelse af en udstationeret national medarbejder – den pågældende udstationerede nationale medarbejders søgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb – afgørelse i overensstemmelse med tjenestens interesse – magtfordrejning – foreligger ikke

7.      Den Europæiske Union – domstolskontrol af lovligheden af institutionernes retsakter – afgørelse om forflyttelse af en udstationeret national medarbejder – omfanget af kontrollen – begrænset kontrol, som navnlig finder anvendelse på de hensigtsmæssighedsbetragtninger, der ligger til grund for nævnte afgørelse

(Art. 275 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

8.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 37)

2.      Den øverstbefalende for den civile operation – som under politisk kontrol og strategisk styring af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité og under den overordnede myndighed af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på strategisk niveau udøver kommandoen over og kontrollen med planlægningen og gennemførelsen af alle civile missioner, der gennemføres inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og som er øverstbefalende for alle civile missioner – er tillagt kompetencen til at udpege personale til hver civil EU-mission som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i afgørelse 2009/906 om Den Europæiske Unions politimission i Bosnien-Hercegovina. Under den enkelte mission henhører kompetencen til at udpege og forflytte personale derimod alene under EUPM-missionschefens kompetence.

Det fremgår således af disse bestemmelser, at den operative kontrol, der i indsatsområdet udøves af missionschefen, nødvendigvis indebærer dennes mulighed for at træffe afgørelser, herunder om forflyttelse af personale, med meget kort varsel, og at underlægge personale, der er udstationeret af medlemsstaterne, de nævnte afgørelser, for at gennemføre missionen.

Den operative kontrol indebærer nødvendigvis, at den pågældende EUPM-missionschef har mulighed for at træffe afgørelser, herunder om forflyttelse af personale, med meget kort varsel, og at underlægge personale, der er udstationeret af medlemsstaterne, de nævnte afgørelser, for at gennemføre missionen. Denne operationelle karakter er derfor uforenelig med en procedure om forudgående konsultation af den udstationerende myndighed.

(jf. præmis 69, 70 og 78)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 88)

4.      Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den anfægtede retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Den skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at den berørte part kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Kravet om begrundelse skal bedømmes i forhold til omstændighederne i sagen.

I denne henseende kræves det ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. For det første er en retsakt, der er bebyrdende, således tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne. For det andet må graden af præcisering af en retsakts begrundelse afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige betingelser, hvorunder retsakten bliver til.

Det er således tilstrækkeligt, at begrundelsen for en retsakt, hvorved der foreskrives en foranstaltning om forflyttelse af personale inden for en civil EU-mission henhørende under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, angiver de særlige og konkrete grunde til, at ophavsmanden til denne retsakt ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af en sådan foranstaltning.

Desuden skal spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsespligten er blevet overholdt, i princippet vurderes i forhold til de oplysninger, som sagsøgeren rådede over senest på tidspunktet for sagens anlæg.

(jf. præmis 89-92)

5.      At der foreligger psykisk chikane, kan påberåbes til støtte for en påstand om annullation, der ikke er rettet mod afslaget på en ansøgning om bistand, som medarbejderen har indgivet, med den begrundelse, at den pågældende mener at være offer for chikane, men som er rettet mod andre afgørelser truffet af myndigheden.

Der kan navnlig tages hensyn til den omstændighed, at der foreligger psykisk chikane, såfremt ophavsmanden til den adfærd, der udgør psykisk chikane, samtidig er den person, der har undertegnet den anfægtede afgørelse, med henblik på at fastslå, at denne afgørelse om afskedigelse er truffet med det formål at skade medarbejderen, og at den derfor er behæftet med magtfordrejning. Hvad angår en klage om psykisk chikane, der påberåbes til støtte for en påstand, der er rettet mod en afgørelse om forflyttelse, kan en sådan afgørelse således være behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, hvis den er truffet med det formål at skade medarbejderens værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.

De af EU-institutionerne udstationerede medarbejdere, hvis retsstilling er reguleret af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, og de af medlemsstaterne udstationerede medarbejdere er i denne henseende underlagt de samme regler med hensyn til udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet. Der er således intet til hinder for, at en medarbejder, der er udstationeret af en medlemsstat, påberåber sig, at der foreligger psykisk chikane, til støtte for påstanden om annullation rettet mod en afgørelse om forflyttelse.

Det er endvidere muligt, at de omstændigheder, der påberåbes for at godtgøre, at der foreligger psykisk chikane, selv om de ikke kan kvalificeres som psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12a, alligevel gør det muligt at fastslå, at afgørelsen om afskedigelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning, og at afgørelsen af denne grund må annulleres.

(jf. præmis 105-108)

6.      I forbindelse med et annullationssøgsmål indbragt af national medarbejder, der er udstationeret inden for en civil EU-mission, til prøvelse af en afgørelse om forflyttelse af denne medarbejder, har begrebet magtfordrejning et helt præcist indhold og sigter til det tilfælde, hvor en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt.

EU-institutionerne har i denne henseende et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til gennemførelsen af disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker med respekt af overensstemmelsen mellem stilling og lønklasse.

Under disse omstændigheder skal Rettens kontrol begrænse sig til spørgsmålet om, hvorvidt den implicerede institution har holdt sig inden for de grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt.

Der foreligger desuden kun magtfordrejning, såfremt der er objektive, relevante og samstemmende indicier for, at den omtvistede retsakt forfulgte et andet mål end det, der er tildelt i henhold til de anvendelige bestemmelser i vedtægten, og når en afgørelse ikke er blevet fundet i strid med tjenestens interesse, kan der ikke foreligge magtfordrejning.

Det er herved ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren påberåber sig visse faktiske omstændigheder til støtte for disse krav, men det er nødvendigt, at han fremlægger tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier til godtgørelse af, at de påberåbte omstændigheder er sandfærdige eller i det mindste sandsynlige, da rigtigheden af en parts erklæringer i modsat fald ikke kan drages i tvivl.

Den samlede bedømmelse af indicierne for magtfordrejning kan således ikke hvile på blotte påstande eller indicier, som ikke er tilstrækkeligt præcise, eller som hverken er objektive eller relevante.

(jf. præmis 110-115)

7.      I henhold til artikel 275 TEUF har Unionens retsinstanser ikke for det operationelle aspekt kompetence til at påkende en afgørelse om forflyttelse af en udstationeret national medarbejder. Unionens retsinstanser kan derimod udøve domstolskontrol med hensyn til en efterprøvelse af, om reglerne for proceduren og om angivelse af en begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbart fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og magtfordrejning i forbindelse med foranstaltningen om forflyttelse. Da Unionens retsinstanser ikke må sætte deres bedømmelse af de forhold og omstændigheder, der begrunder vedtagelsen af sådanne foranstaltninger, i stedet for den af missionschefens foretagne bedømmelse, er den kontrol, der udøves af nævnte retsinstanser, en begrænset kontrol, og den finder særlig anvendelse på de hensigtsmæssighedsbetragtninger, som sådanne foranstaltninger er baseret på.

I denne henseende har den missionschef, som har vedtaget denne afgørelse, en vid skønsbeføjelse med hensyn til de forhold, der skal tages i betragtning ved vedtagelsen af foranstaltninger om forflyttelse af personale i indsatsområdet. Denne vide skønsbeføjelse er imidlertid ikke til hinder for, at Unionens retsinstanser ved udøvelsen af legalitetsprøvelsen efterprøver, om de faktiske omstændigheder, som denne missionschef har lagt til grund, er materielt korrekte.

Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, indebærer bl.a., at Unionens retsinstanser således skal sikre sig, at en afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for den berørte person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af sandsynligheden af den anførte begrundelse, men skal indebære spørgsmålet om, hvorvidt der er belæg for disse grunde.

(jf. præmis 155-157)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 170 og 171)