RETTENS DOM (Syvende Udvidede Afdeling)

26. juli 2023 (*)

»Annullations- og erstatningssøgsmål – international kontraktansat ved Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – opsigelse af ansættelseskontrakten som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen – Unionens retsinstansers kompetence – tvistens kontraktmæssige karakter – ingen voldgiftsbestemmelse og ingen værnetingsbestemmelse – artikel 263 TEUF, 268 TEUF, 272 TEUF og 274 TEUF – forordning (EU) nr. 1215/2012 – formaliteten – identifikation af de sagsøgte parter – begrebet »organ, kontor eller agentur i Unionen« – delvis manglende kompetence og delvis afvisning«

I sag T-776/20,

Robert Stockdale, Bristol (Det Forenede Kongerige), ved advokat N. de Montigny,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved A. Vitro, M. Bauer og J. Rurarz, som befuldmægtigede,

Europa-Kommissionen ved D. Bianchi og G. Gattinara, som befuldmægtigede,

Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) ved S. Marquardt, K. Kouri, R. Spáč og S. Rodríguez Sánchez-Tabernero, som befuldmægtigede,

og

Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina ved B. Bajic, som befuldmægtiget, bistået af advokat E. Raoult,

sagsøgte,

har

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, R. da Silva Passos (refererende dommer), og dommerne V. Valančius, I. Reine, L. Truchot og M. Sampol Pucurull,

justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 17. november 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med dette søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, 268 TEUF og 272 TEUF, har sagsøgeren, Robert Stockdale, principalt nedlagt påstand om for det første, at afgørelse truffet af Den Europæiske Unions særlige repræsentant (herefter »EUSR«) i Bosnien-Hercegovina den 17. november 2020, hvorved sidstnævnte bragte hans ansættelseskontrakt til ophør med virkning fra den 31. december 2020 (herefter »afgørelsen om opsigelse«), erklæres ulovlig, og at der ydes erstatning for den skade, som han har lidt som følge af den nævnte afgørelse, for det andet, at hans kontraktforhold med EUSR i Bosnien-Hercegovina ændres til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, for det tredje, at der ydes erstatning for den skade, som han har lidt som følge af, at Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) ikke har fastsat en klar vedtægt, der finder anvendelse på ham, og subsidiært om, at Unionen, såfremt hans principale påstande måtte blive afvist, ifalder ansvar uden for kontraktforhold.

 Tvistens baggrund

2        Sagsøgeren er statsborger i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og har beklædt embedet som finans- og administrationschef ved EUSR i Bosnien-Hercegovina.

3        Udnævnelsen af EUSR’er er fastlagt i artikel 33 TEU, en bestemmelse, der henhører under kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og hvorefter »Rådet […] på forslag af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik [kan] udpege en særlig repræsentant med et mandat i forbindelse med særlige politikspørgsmål[; d]en særlige repræsentant udøver sit mandat under den højtstående repræsentants myndighed«.

4        Den 11. marts 2002 vedtog Rådet fælles aktion 2002/211/FUSP om udnævnelse af en EUSR i Bosnien-Hercegovina (EFT 2002, L 70, s. 7).

5        Efterfølgende vedtog Rådet flere på hinanden følgende retsakter, hvorved det uden afbrydelse udnævnte en EUSR i Bosnien-Hercegovina for en tidsbegrænset embedsperiode.

6        På tidspunktet for anlæggelsen af dette søgsmål, den 29. december 2020, var EUSR i Bosnien-Hercegovina udnævnt i henhold til Rådets afgørelse (FUSP) 2019/1340 af 8. august 2019 om udnævnelse af EUSR i Bosnien-Hercegovina (EUT 2019, L 209, s. 10) for perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2021. Den pågældendes mandat blev forlænget indtil den 31. august 2023 ved Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1193 af 19. juli 2021 om forlængelse af mandatet for EUSR i Bosnien-Hercegovina og om ændring af afgørelse 2019/1340 (EUT 2021, L 258, s. 46).

7        Sagsøgeren blev ansat i henhold til en indledende tidsbegrænset ansættelseskontrakt, som han indgik med EUSR i Bosnien-Hercegovina, fra den 15. februar 2006 og for en varighed, der ikke kunne overstige sidstnævntes embedsperiode. Med virkning fra den 1. marts 2007 indgik sagsøgeren 16 på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter med EUSR i Bosnien-Hercegovina. I den sidste tidsbegrænsede kontrakt, som sagsøgeren indgik (herefter »den omhandlede kontrakt«), var der i artikel 5 fastsat en varighed fra den 1. september 2019 til den 31. august 2021.

8        Sideløbende med sine 17 på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter underskrev sagsøgeren med virkning fra den 1. juli 2007 13 trepartskontrakter med Kommissionen og EUSR i Bosnien-Hercegovina, hvorved han blev udnævnt til fungerende kontorchef.

9        I de omhandlede trepartskontrakter var det fastsat, at i tilfælde af, at EUSR i Bosnien-Hercegovina måtte afgå ved døden eller fratræde, at en ulykke eller sygdom måtte forhindre den pågældende EUSR i at varetage sine opgaver, eller at den finansieringsaftale, der var indgået mellem Kommissionen og den pågældende EUSR, måtte ophøre, ville sagsøgeren få ansvaret for forvaltningen af de midler, der var tildelt den nævnte EUSR. Den sidste kontrakt som fungerende kontorchef blev underskrevet af sagsøgeren den 7. oktober 2019 (herefter »kontrakten som fungerende kontorchef«).

10      Den 24. januar 2020 undertegnede repræsentanterne for Unionen og Det Forenede Kongerige aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Unionen og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7, herefter »aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden«). Den 30. januar 2020 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2020/135 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden (EUT 2020, L 29, s. 1). I medfør af den nævnte afgørelses artikel 1 blev aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden godkendt på Unionens vegne.

11      Ved midnat den 31. januar 2020 udtrådte Det Forenede Kongerige af Unionen og Det Europæiske Atomenergifællesskab, og den 1. februar 2020 trådte aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden i kraft i overensstemmelse med aftalens artikel 185.

12      Aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden indeholder i artikel 126 bestemmelse om en overgangsperiode, som starter på dagen for aftalens ikrafttræden og slutter den 31. december 2020. I denne periode skulle en henvisning til »medlemsstaterne« i EU-retten i overensstemmelse med aftalens artikel 127, stk. 6, forstås således, at den omfattede Det Forenede Kongerige.

13      Den 24. juni 2020 tilstillede sagsøgeren EUSR i Bosnien-Hercegovina en skrivelse for at forhøre sig om sine rettigheder og klage over en forskelsbehandling, såfremt hans stilling på et tidspunkt måtte blive anset for overflødig i tilfælde af, at EUSR’s kontor i Bosnien-Hercegovina måtte blive overført til Unionens delegation i den nævnte stat og dermed til EU-Udenrigstjenesten. Han påpegede især, at der for den nævnte EUSR’s internationale personale hverken var fastsat afskedigelsesgodtgørelse eller ret til arbejdsløshedspenge, ligesom der ikke fandtes bestemmelse om pensionsbidrag.

14      Den 7. juli 2020 videresendte EUSR i Bosnien-Hercegovina denne anmodning til direktøren for Kommissionens Tjeneste for Udenrigspolitiske Instrumenter med angivelse af, at sagsøgeren havde rejst spørgsmål om sine ansættelsesvilkår, navnlig i forhold til, at den omhandlede kontrakt sandsynligvis ville blive opsagt i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen. En kontorchef i den nævnte tjeneste svarede den 13. juli 2020, at tjenesten ikke var HR-ansvarlig hvad angår FUSP-personale, og anbefalede EUSR i Bosnien-Hercegovina at rådføre sig med EU-Udenrigstjenesten i så henseende. Nævnte kontorchef påpegede endvidere, at der, for så vidt som sagsøgerens anmodning indeholdt finansielle aspekter, i henhold til bestemmelserne i den omhandlede kontrakt ikke ville kunne udbetales afskedigelsesgodtgørelse eller pensionsbidrag til ham.

15      Den 15. september 2020 henvendte EUSR i Bosnien-Hercegovina sig til EU-Udenrigstjenesten og overbragte sidstnævnte sagsøgerens skrivelse af 24. juni 2020.

16      Den 28. september 2020 rettede sagsøgeren henvendelse til EUSR i Bosnien-Hercegovina med henblik på, at sidstnævnte skulle indhente yderligere oplysninger om mulighederne for, at han kunne forblive i embedet ud over overgangsperioden, som i overensstemmelse med aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden ville udløbe den 31. december 2020. Efter at den nævnte EUSR havde forelagt sagen for Kommissionens Tjeneste for Udenrigspolitiske Instrumenter, gav direktøren for nævnte tjeneste den 2. oktober 2020 det svar, at der ikke var fastsat nogen undtagelse for statsborgere i Det Forenede Kongerige, og at deres kontrakter ville ophøre den 31. december 2020.

17      Den 17. november 2020 vedtog EUSR i Bosnien-Hercegovina afgørelsen om opsigelse, hvorved sidstnævnte bragte den omhandlede kontrakt til ophør med opsigelsesvarsel, idet afgørelsen således trådte i kraft den 31. december 2020.

18      Den 25. november 2020 rettede sagsøgeren henvendelse til EUSR i Bosnien-Hercegovina og anmodede om fornyet behandling af afgørelsen om opsigelse.

 Parternes påstande

19      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt:

–        Afgørelsen om opsigelse erklæres ulovlig.

–        Hvad angår de rettigheder, der følger af sagsøgerens ansættelseskontrakt med EUSR i Bosnien-Hercegovina:

–        Sagsøgerens kontraktforhold ændres til en tidsubegrænset kontrakt.

–        Det fastslås, at sagsøgeren har været udsat for en forskelsbehandling under hensyn til begrundelsen for afskedigelsen, og de sagsøgte parter tilpligtes af den grund at betale sagsøgeren et beløb på 10 000 EUR med tillæg af renter i erstatning for den psykologiske skade.

–        Det fastslås, at de sagsøgte parter har tilsidesat deres kontraktlige forpligtelser og navnlig tilsidesat pligten til at give varsel i forbindelse med, at en tidsubegrænset ansættelseskontrakt bringes til ophør.

–        De sagsøgte tilpligtes at genansætte sagsøgeren eller subsidiært at betale ham en erstatning, der fastsættes efterfølgende, og som foreløbig opgøres til 393 850,08 EUR med tillæg af renter.

–        Hvad angår de øvrige rettigheder, der er støttet på den antagelse, at der foreligger en forskelsbehandling i forhold til de øvrige ansatte i Unionen:

–        Det fastslås, at sagsøgeren burde være blevet ansat som midlertidigt ansat ved Rådet, Kommissionen eller EU-Udenrigstjenesten, og det fastslås, at disse tre sagsøgte parter har udsat sagsøgeren for en forskelsbehandling hvad angår hans vederlag, pensionsrettigheder og dertil knyttede ydelser samt hvad angår hans sikkerhed for efterfølgende ansættelse.

–        Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at erstatte sagsøgeren det løntab og det tab af pensionsrettigheder og dertil knyttede ydelser og privilegier, han blev påført ved den tilsidesættelse af EU-retten, som han har gjort gældende, idet disse beløb tillægges renter.

–        Der fastsættes en frist for parterne til at bestemme størrelsen af en sådan erstatning under hensyntagen til den lønklasse og det løntrin, som sagsøgeren burde have været ansat i, den gennemsnitlige lønstigning, sagsøgerens karriereudvikling og de ydelser, som han således burde have fået i henhold til sine kontrakter som midlertidigt ansat, med fradrag af den løn, som han faktisk har oppebåret.

–        Subsidiært tilpligtes Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten at yde sagsøgeren godtgørelse i henhold til Unionens ansvar uden for kontraktforhold, som denne bør ifalde for manglende overholdelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, og som foreløbig er opgjort til 400 000 EUR.

–        De sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

20      I indsigelser om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises, der er fremsat i henhold til artikel 130 i Rettens procesreglement, har Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten nedlagt følgende påstande:

–        Søgsmålet afvises for så vidt angår de nævnte parter.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

21      I en indsigelse om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises, der er fremsat i henhold til procesreglementets artikel 130, har EUSR i Bosnien-Hercegovina i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Søgsmålet afvises.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

22      I medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 1, kan Retten, såfremt den sagsøgte part anmoder herom, tage stilling til, om Retten savner kompetence, eller til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 130, stk. 7, træffer Retten snarest beslutning om anmodningen eller, hvis særlige omstændigheder begrunder det, henskyder den til behandling i forbindelse med sagens realitet.

23      I den foreliggende sag har de sagsøgte parter anmodet om, at der tages stilling til, om Retten savner kompetence, og til, om sagen bør afvises. Retten er under disse omstændigheder af den opfattelse, at der skal tages stilling til disse anmodninger, inden behandlingen af sagens realitet indledes.

24      Sagsøgeren har nærmere bestemt med sit søgsmål fremsat:

–        en principal påstand, der er knyttet til afgørelsen om opsigelse, og i medfør af hvilken sagsøgeren har krævet for det første, at afgørelsen om opsigelse erklæres ulovlig, for det andet, at de sagsøgte parter tilpligtes at betale ham et beløb på 10 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er opstået som følge af den nævnte afgørelse, og for det tredje, at der træffes bestemmelse om, at han skal genansættes, eller subsidiært at de sagsøgte tilpligtes at betale ham et beløb på 393 850,08 EUR i erstatning for den økonomiske skade, der er opstået som følge af den nævnte afgørelse (herefter »den første påstand«)

–        en principal påstand, der er knyttet til den fortsatte række af de tidsbegrænsede kontrakter indgået med EUSR i Bosnien-Hercegovina, og i medfør af hvilken sagsøgeren har krævet dels, at hans kontraktforhold med EUSR i Bosnien-Hercegovina ændres til en tidsubegrænset kontrakt, dels at det fastslås, at de sagsøgte parter har tilsidesat deres kontraktlige forpligtelser og navnlig tilsidesat pligten til at give varsel i forbindelse med, at en tidsubegrænset ansættelseskontrakt bringes til ophør (herefter »den anden påstand«)

–        en principal påstand, der er støttet på den antagelse, at der foreligger en forskelsbehandling, og hvori Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten foreholdes ikke at have ladet det internationale kontraktansatte personale, der ansættes inden for rammerne af FUSP, være omfattet af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen (herefter »ansættelsesvilkårene«), eller ikke for det pågældende personale at have vedtaget et regelsæt, der er sammenligneligt med det i ansættelsesvilkårene, samt i medfør af hvilken sagsøgeren har krævet, at de tre nævnte sagsøgte parter tilpligtes at erstatte ham det tab, som han har lidt som følge af, at der ikke foreligger en sådan vedtægt (herefter »den tredje påstand«)

–        såfremt de tre første påstande måtte blive afvist, en subsidiær påstand, hvorved sagsøgeren har krævet, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale ham et beløb på 400 000 EUR i henhold til Unionens ansvar uden for kontraktforhold som følge af manglende overholdelse af hans grundlæggende rettigheder (herefter »den fjerde påstand«).

25      For at imødegå indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises, skal det i den foreliggende sag undersøges for det første, om Retten har kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand, for det andet, om de formelle krav til stævningen er overholdt, for det tredje, om den administrative procedure, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i Unionen (herefter »vedtægten«), er overholdt, og for det fjerde, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår alle de sagsøgte parter.

 Om Rettens kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand i mangel af en voldgiftsbestemmelse

26      De sagsøgte parter har i deres respektive skriftlige indlæg gjort gældende, at den første og den anden påstand er knyttet til den omhandlede kontrakt og dermed er af kontraktmæssig karakter. De nævnte parter har ligeledes henledt opmærksomheden på, at den nævnte kontrakt ikke indeholder nogen voldgiftsbestemmelse, og har heraf udledt, at dette gør det muligt at udelukke, at Retten har kompetence i henhold til artikel 272 TEUF.

27      De sagsøgte parter har i retsmødet præciseret, at afgørelsen om opsigelse under hensyntagen til den deri anførte begrundelse vedrørende sagsøgerens fortabelse af statsborgerskab i en medlemsstat skulle betragtes som en offentlig myndighedsakt, der kunne adskilles fra den omhandlede kontrakt. Ifølge de nævnte parter har Retten således kompetence til at prøve lovligheden af den nævnte retsakt i henhold til artikel 263 TEUF og dermed til at træffe afgørelse om den første påstand, for så vidt som sagsøgeren heri har krævet, at den pågældende retsakt annulleres.

28      Hvad derimod angår sagsøgerens øvrige krav, der er fremsat inden for rammerne af den første og den anden påstand, har de sagsøgte parter – dels i retsmødet, dels som svar på et spørgsmål fra Retten i forbindelse med en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse – gjort gældende, at hverken bestemmelserne i den omhandlede kontrakt eller bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«) gjorde det muligt at fastlægge en kompetent national ret. De nævnte parter har i retsmødet gjort gældende, at sådanne krav ville kunne henhøre under kompetencen for retterne i Bosnien-Hercegovina, som er det sted, hvor EUSR i Bosnien-Hercegovina er etableret, og hvor den omhandlede kontrakt blev opfyldt. Den nævnte EUSR har ligeledes påpeget, at artikel 17 i den omhandlede kontrakt indeholdt bestemmelse om en voldgiftsinstans, som skulle anses for at have kompetence til at træffe afgørelse om de nævnte krav, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at kompetencen for en sådan instans var til hinder for hans ret til effektive retsmidler.

29      Sagsøgeren har for sit vedkommende i det væsentlige principalt gjort gældende, at Retten har kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand i henhold til artikel 272 TEUF i medfør af den voldgiftsbestemmelse, som er indeholdt i kontrakten som fungerende kontorchef.

30      Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at de belgiske retter i henhold til Bruxelles Ia-forordningen ville kunne have kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand, og at Retten, såfremt det er udelukket, at medlemsstaternes retter har kompetence, i henhold til artikel 263 TEUF og 268 TEUF bør erklære sig kompetent til at træffe afgørelse om samtlige krav, der er fremsat inden for rammerne af disse påstande.

 Karakteren af den første og den anden påstand

31      Med henblik på at afgøre, om den første og den anden påstand henhører under det kontraktmæssige område, bemærkes dels, at det følger af Domstolens faste praksis, at et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF kan anlægges til prøvelse af alle retsakter, der vedtages af institutionerne, uanset deres art eller form, som er bestemt til at afføde retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Det forholder sig dermed således, at når der foreligger en kontrakt mellem sagsøgeren og en af institutionerne, kan der kun anlægges sag ved Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF, hvis den anfægtede akt har til formål at afføde bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem parterne, og som indebærer udøvelse af offentligretlige beføjelser, som er tillagt den kontraherende institution i sin egenskab af administrativ myndighed (jf. dom af 25.6.2020, SC mod Eulex Kosovo, C-730/18 P, EU:C:2020:505, præmis 31 og 32 og den deri nævnte retspraksis).

32      Dels skal Unionens retsinstanser med henblik på at afgøre, om genstanden for et søgsmål er Unionens ansvar i kontraktforhold eller uden for kontraktforhold, efterprøve, om genstanden for dette søgsmål er erstatningspåstande, der objektivt og samlet bygger på rettigheder eller forpligtelser med oprindelse i eller uden for kontraktforhold. Disse retsinstanser skal i den henseende med hensyn til en bedømmelse af sagens forskellige elementer, som bl.a. den retsregel, som hævdes at være tilsidesat, arten af det påberåbte krav, den påståede adfærd samt de mellem sagens parter bestående retsforhold, efterprøve, om der blandt disse forhold foreligger en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som er forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstår som uomgængelig for at afgøre den nævnte sag (jf. i denne retning dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg, C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 66).

33      I den foreliggende sag har sagsøgeren for det første med den første påstand fremsat krav vedrørende afgørelsen om opsigelse (jf. præmis 24 ovenfor).

34      Det er i denne henseende korrekt, at afgørelsen om opsigelse var begrundet i den omstændighed, at sagsøgeren som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen ikke længere var statsborger i en medlemsstat, hvilket ifølge EUSR i Bosnien-Hercegovina indebar, at han ikke længere kunne være en del af personalet.

35      I modsætning til, hvad de sagsøgte parter har gjort gældende i retsmødet, gør denne omstændighed alene det imidlertid ikke muligt at lægge til grund, at afgørelsen om opsigelse afføder bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem sagsøgeren og EUSR i Bosnien-Hercegovina, og som indebærer udøvelse af offentligretlige beføjelser som omhandlet i den i præmis 31 ovenfor nævnte retspraksis.

36      Indledningsvis er formålet med afgørelsen om opsigelse nemlig at bringe den omhandlede kontrakt til ophør før tid, således at virkningerne af den nævnte afgørelse ikke strækker sig ud over den nævnte kontrakt. Dernæst er der, således som Rådet havde anført i sin indsigelse om, at Retten savnede kompetence, og om, at sagen burde afvises, i artikel 16 i den omhandlede kontrakt fastsat en mulighed for ensidig opsigelse fra begge parters side med et opsigelsesvarsel på fire uger. Det er således åbenbart, at den nævnte afgørelse, hvorved EUSR i Bosnien-Hercegovina ensidigt bragte den omhandlede kontrakt til ophør med et sådant opsigelsesvarsel, blev truffet på grundlag af de beføjelser, som den nævnte EUSR har i henhold til denne kontrakt. Endelig er den nævnte afgørelse begrundet i den omstændighed, at sagsøgeren fra afgørelsens ikrafttræden ville fortabe sin egenskab af statsborger i en medlemsstat i overensstemmelse med aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden, og at han fra det tidspunkt ikke længere ville opfylde en betingelse, der fremgik af den omhandlede kontrakt. I ansættelsesvilkårene, der, således som det fremgår af artikel 1 og 18 i den omhandlede kontrakt, var en integrerende del af denne, var det nemlig et krav, at finans- og administrationschefen ved EUSR i Bosnien-Hercegovina skulle være statsborger i en medlemsstat.

37      Afgørelsen om opsigelse er dermed direkte knyttet til den omhandlede kontrakt. Heraf følger, at de krav, som sagsøgeren har fremsat inden for rammerne af den første påstand, som er nært forbundet med den nævnte afgørelse (jf. præmis 24, første led, ovenfor), hidrører fra den omhandlede kontrakt og således er af kontraktmæssig karakter.

38      For det andet har sagsøgeren med den anden påstand fremsat krav vedrørende sit samlede ansættelsesforhold med EUSR i Bosnien-Hercegovina, der bestod af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, og som sagsøgeren har krævet ændret til en tidsubegrænset kontrakt. De krav, som sagsøgeren har fremsat inden for rammerne af den anden påstand, er dermed ligeledes af kontraktmæssig karakter, for så vidt som de hidrører fra samtlige på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, som han indgik med den nævnte EUSR.

 Rettens kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand i henhold til artikel 272 TEUF

39      Det følger af artikel 272 TEUF, at »Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen eller i en på dens vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale«.

40      Rettens kompetence omfatter de beføjelser, der er udtømmende angivet i artikel 256 TEUF, således som denne bestemmelse nærmere er præciseret i artikel 51 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. I medfør af disse bestemmelser har Retten kun kompetence til som første instans at afgøre tvister på det aftaleretlige område, der indbringes for den, i henhold til en voldgiftsbestemmelse. Uden en voldgiftsbestemmelse ville Retten udvide sin dømmende myndighed til andre tvister end dem, som udtømmende er forbeholdt dens afgørelse i artikel 274 TEUF, der tildeler de nationale retter en almindelig kompetence til at påkende søgsmål, hvori Unionen er part (jf. i denne retning dom af 8.5.2007, Citymo mod Kommissionen, T-271/04, EU:T:2007:128, præmis 53, og kendelse af 30.9.2014, Bitiqi m.fl. mod Kommissionen m.fl., T-410/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:871, præmis 26).

41      Det skal i den foreliggende sag fastslås, at sagsøgerens på hinanden følgende ansættelseskontrakter, som den første og den anden påstand hidrører fra, ikke indeholder nogen voldgiftsbestemmelse, der giver Retten kompetence i sin egenskab af den ret, som skal træffe afgørelse vedrørende kontrakten.

42      Endvidere kan sagsøgeren ikke påberåbe sig, at Retten er tillagt kompetence ved den voldgiftsbestemmelse, der er indeholdt i kontrakten som fungerende kontorchef.

43      Indledningsvis har kontrakten som fungerende kontorchef nemlig ikke til formål at etablere et ansættelsesforhold mellem sagsøgeren og de øvrige parter i kontrakten, men derimod at tildele sagsøgeren visse nærmere fastlagte opgaver. Som Rådet har påpeget, er der i øvrigt tale om et bilag til den finansieringsaftale, der regelmæssigt indgås mellem Kommissionen og EUSR i Bosnien-Hercegovina inden for rammerne af den beføjelse, som sidstnævnte er tillagt med henblik på gennemførelse af budgettet i overensstemmelse med første punktum i artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2019/1340, hvorefter »[u]dgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR [i Bosnien-Hercegovina] og Kommissionen«.

44      Dernæst er kontrakten som fungerende kontorchef accessorisk i forhold til sagsøgerens tidsbegrænsede kontrakter. Dels følger det nemlig af artikel 8 i den finansieringsaftale mellem Kommissionen og EUSR i Bosnien-Hercegovina, som har referencen CFSP/2019/15, at »den fungerende kontorchef skal være en del af personalet ved EUSR [i Bosnien-Hercegovina]«. Dels fremgår det af kontrakten som fungerende kontorchef, hvori der i præamblen henvises til artikel 8 i finansieringsaftale CFSP/2019/15, at »[s]åfremt den fungerende kontorchef er en del af det personale, der ansættes af EUSR [i Bosnien-Hercegovina], opretholdes den pågældendes vederlag samt rettigheder og forpligtelser i overensstemmelse med vilkårene i ansættelseskontrakten«.

45      Endelig er kontrakten som fungerende kontorchef betinget, eftersom den kun finder anvendelse, såfremt visse omstændigheder i forbindelse med EUSR i Bosnien-Hercegovina gør sig gældende, såsom den pågældendes død, uarbejdsdygtighed eller fratræden, eller såfremt embedet måtte være ledigt i en periode mellem to på hinanden følgende mandater for EUSR i Bosnien-Hercegovina (jf. præmis 9 ovenfor). På det tidspunkt, hvor den afgørelse om opsigelse, hvorved sagsøgerens tjeneste ved EUSR i Bosnien-Hercegovina ophørte, blev truffet, forelå der imidlertid ingen af de førnævnte omstændigheder, således at kontrakten som fungerende kontorchef ikke skulle anvendes.

46      Henset til det ovenstående har Retten i mangel af en voldgiftsbestemmelse i sagsøgerens tidsbegrænsede kontrakter ikke kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand i henhold til artikel 272 TEUF.

 Rettens kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand i henhold til artikel 263 TEUF og 268 TEUF

47      Som fastslået i præmis 37 og 38 ovenfor, hidrører de krav, som sagsøgeren har fremsat inden for rammerne af den første og den anden påstand, fra hans ansættelseskontrakter, som ikke indeholder nogen voldgiftsbestemmelse, der giver Retten kompetence i sin egenskab af den ret, som skal træffe afgørelse vedrørende kontrakten, i henhold til artikel 272 TEUF (jf. præmis 41 ovenfor). Følgelig henhører disse påstande i medfør af de i præmis 40 ovenfor nævnte principper principielt under de nationale dømmende myndigheders kompetence i overensstemmelse med artikel 274 TEUF.

48      Når Unionens retsinstanser i forbindelse med en tvist af kontraktmæssig karakter afslår den kompetence, som de er tillagt ved artikel 263 TEUF og 268 TEUF, sker dette imidlertid for at sikre, at disse bestemmelser fortolkes i sammenhæng med artikel 272 TEUF og 274 TEUF, og følgelig for at bevare sammenhængen i Unionens retsorden, som udgøres af et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre henholdsvis kontrollen med lovligheden af Unionens institutioners, organers, kontorers eller agenturers retsakter og erstatning for skader forvoldt af Unionen (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 80-82).

49      Unionens retsinstanser kan således ikke i forbindelse med en tvist af kontraktmæssig karakter afslå en kompetence, som de er tillagt ved EUF-traktaten, hvis dette har til virkning, at retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer eller et søgsmål med påstand om erstatning for skader forvoldt af Unionen berøves enhver form for domstolsprøvelse ved Unionens retsinstanser eller ved medlemsstaternes retter (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, Satcen mod KF, C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 84 og 85).

50      Til trods for den første og den anden påstands kontraktmæssige karakter kan Retten under disse omstændigheder for at sikre, at der finder en effektiv domstolsprøvelse sted først afslå den kompetence, som den er tillagt ved artikel 263 TEUF og 268 TEUF, når den har sikret sig, at sagsøgeren kan indbringe sådanne krav for en national dømmende myndighed som omhandlet i artikel 274 TEUF, dvs. for en ret i en medlemsstat.

51      Dette er grunden til, at det ikke kan antages, at disse påstande, således som de sagsøgte parter har gjort gældende i retsmødet, ville kunne henhøre under de bosniske retters kompetence, idet sidstnævnte ikke er retter i medlemsstaterne. På samme måde skal det af EUSR i Bosnien-Hercegovina anførte argument, hvorefter sagsøgeren havde mulighed for at indbringe sagen for den voldgiftsinstans, der fremgår af artikel 17 i den omhandlede kontrakt, med henblik på en afgørelse vedrørende de nævnte påstande, forkastes, da kompetencen for en sådan instans ikke kan komme i betragtning under udelukkelse af Unionens retsinstansers eller medlemsstaternes retters kompetence, selv hvis den pågældende instans opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed.

52      Det skal i betragtning af det ovenstående efterprøves, om indholdet i den omhandlede kontrakt eller, hvis dette ikke er muligt, de gældende EU-retlige regler gør det muligt at fastlægge en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand.

–       Om de kontraktlige bestemmelser

53      Det skal for det første fastslås, at ingen af sagsøgerens ansættelseskontrakter indeholdt en bestemmelse, der gav en ret i en medlemsstat kompetence. Disse kontrakter indeholdt nemlig med undtagelse af den første alene en bestemmelse om »tvistbilæggelse«, der, såfremt et forsøg på mindelig bilæggelse af tvisten mellem parterne i de nævnte kontrakter ikke førte til et resultat, gav mulighed for at indbringe sagen for en voldgiftsinstans, idet voldgiftskendelsen ikke kunne appelleres.

54      For det andet fremgår det af artikel 1 og 18 i den omhandlede kontrakt, at sagsøgeren har forpligtet sig til at overholde de operationelle standardprocedurer ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, som er et generelt dokument, der gælder for alle ansatte ved den nævnte EUSR. Hvad angår de retsmidler, som de ansatte har adgang til, omfatter kapitel 11 i de nævnte operationelle standardprocedurer med overskriften »Klager og tvister« en artikel 11.1 med overskriften »Klager«, som fastsætter, at en ansat ved EUSR i Bosnien-Hercegovina kan indgive klage til sin overordnede til prøvelse af en bebyrdende retsakt, og en artikel 11.2 med overskriften »Tvistbilæggelse«, som alene fastsætter en mulighed for at indbringe sagen for en voldgiftsinstans, hvis kendelser ikke kan appelleres.

55      Det følger af det ovenstående, at sagsøgerens ansættelseskontrakter ikke gør det muligt at fastlægge en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand.

–       Om de EU-retlige bestemmelser

56      Hvad angår de EU-retlige bestemmelser om medlemsstaternes retters kompetence har EU-lovgiver vedtaget Bruxelles Ia-forordningen, der, således som det fremgår af fjerde og femtende betragtning hertil, tilsigter at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede ved at fastsætte kompetenceregler, som frembyder en høj grad af forudsigelighed. Forordningen tilsigter således ud fra hensynet til retssikkerheden at styrke den retslige beskyttelse af personer bosat i Unionen ved at gøre det let for sagsøgeren at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og ved at gøre det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, for hvilken ret den pågældende kan sagsøges (dom af 4.10.2018, Feniks, C-337/17, EU:C:2018:805, præmis 34).

57      I modsætning til, hvad de sagsøgte parter har gjort gældende i retsmødet, skal det lægges til grund, at Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse i den foreliggende sag. Det fremgår i denne henseende af artikel 1, stk. 1, heri, at denne forordning »finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art«, og at »[d]en […] i særdeleshed ikke [omfatter] spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii)«. I den foreliggende sag kan det imidlertid udledes af præmis 36 ovenfor, at afgørelsen om opsigelse ikke udgør en offentlig myndighedsakt som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 1, stk. 1, men er begrundet i den omhandlede kontrakt. Følgelig henhører den første påstand under det civil- og handelsretlige område som omhandlet i forordningens artikel 1. På samme måde kan det udledes af de i præmis 38 ovenfor anførte betragtninger, at den anden påstand ligeledes henhører under det nævnte område.

58      Eftersom i den foreliggende sag den første og den anden påstand vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter, som anses for at være omfattet af de nationale dømmende myndigheders principielle kompetence i overensstemmelse med artikel 274 TEUF (jf. præmis 40 ovenfor), skal det således undersøges, om bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningen gør det muligt at fastlægge en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at træffe afgørelse om disse påstande.

59      Kompetencereglerne i sager om individuelle arbejdsaftaler er fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, som er affattet således:

»1.      En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

a)      ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

b)      i en anden medlemsstat:

i)      ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller

ii)      såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

2.      En arbejdsgiver, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, kan i overensstemmelse med stk. 1, litra b), sagsøges ved en ret i en medlemsstat.«

60      For det første giver anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningens artikel 21 kompetence til den nationale ret på det sted, hvor arbejdsgiveren har bopæl, således at det skal fastlægges, hvem der er sagsøgerens arbejdsgiver.

61      Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at en arbejdstager i forhold til sin arbejdsgiver befinder sig i et underordnelsesforhold, hvis eksistens skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de elementer og omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (jf. i denne retning dom af 20.10.2022, ROI Land Investments, C-604/20, EU:C:2022:807, præmis 30-32). For at fastlægge, hvem der er en arbejdstagers arbejdsgiver, er det således nødvendigt at fastlægge, hvilken enheds faktiske beføjelser den pågældende arbejdstager er underlagt, idet denne enhed navnlig er den, der skal bære de tilknyttede lønomkostninger, og som faktisk har beføjelse til at afskedige arbejdstageren (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, AFMB m.fl., C-610/18, EU:C:2020:565, præmis 56 og 61).

62      I det foreliggende tilfælde skal det indledningsvis konstateres, at sagsøgeren indgik alle sine ansættelseskontrakter med EUSR i Bosnien-Hercegovina, der i kontrakterne var angivet som »arbejdsgiveren«.

63      Dernæst er EUSR i Bosnien-Hercegovina i henhold til artikel 6, stk. 1, i afgørelse 2019/1340 »ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab« »inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed«, og EUSR »underretter straks og løbende Rådet og Kommissionen om medarbejderstabens sammensætning«. I samme afgørelses artikel 6, stk. 2, fastsættes, at »[m]edlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR [i Bosnien-Hercegovina][, idet] [l]øn til sådant udstationeret personale afholdes af henholdsvis medlemsstaten, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten«, og at »[i]nternationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat«.

64      Dels følger det af disse bestemmelser, at EUSR i Bosnien-Hercegovina kan ansætte internationale kontraktansatte, som det tilkommer den nævnte EUSR at udvælge uafhængigt i forhold til Rådet, Kommissionen eller EU-Udenrigstjenesten, og at det først er, når en sådan udvælgelse har fundet sted, at EUSR skal underrette Rådet og Kommissionen herom, således som det er blevet bekræftet i retsmødet. Dels følger det af samme bestemmelser, at aflønningen af internationale kontraktansatte, der ansættes af den nævnte EUSR, fradrages i det budget, som denne er tildelt, således at det er den nævnte EUSR, der bærer de faktiske omkostninger til en sådan aflønning.

65      Endelig har EUSR i Bosnien-Hercegovina, som bemærket i præmis 54 ovenfor, vedtaget en række operationelle standardprocedurer, som gælder for alle ansatte, der arbejder hos den nævnte EUSR, og som der henvises til i den omhandlede kontrakt. Følgende fremgår af disse procedurer:

–        EUSR i Bosnien-Hercegovina har beføjelse til at afskedige sine kontraktansatte (jf. artikel 12.2).

–        Afgørelse om at forny kontrakten for en international kontraktansat kan alene træffes på initiativ af EUSR i Bosnien-Hercegovina og helt efter dennes skøn (jf. artikel 5.6).

–        EUSR i Bosnien-Hercegovina er disciplinærmyndighed for sine medarbejdere (jf. artikel 10.2.5).

–        EUSR i Bosnien-Hercegovina har ansvaret for den årlige medarbejdervurdering for ansatte med mere end seks måneders anciennitet (jf. artikel 5.4).

–        EUSR i Bosnien-Hercegovina fastsætter arbejdsplaner og arbejdstider for sine ansatte og skal godkende enhver ændring i de normale arbejdsplaner og enhver anmodning om overarbejde, som godtgøres med frihed eller, undtagelsesvis og efter tilladelse fra EUSR i Bosnien-Hercegovina, med udbetaling af et tillæg (jf. artikel 7.1).

–        EUSR i Bosnien-Hercegovina skal godkende enhver anmodning om årlig ferie eller særlig orlov fra en ansat, og det er EUSR, der undtagelsesvis kan bevilge en kontraktansat godtgørelse for ferie, der ikke er afholdt inden ophøret af den pågældendes kontrakt (jf. artikel 7.2 og 7.3).

66      Under disse omstændigheder var sagsøgeren ved opfyldelsen af sine ansættelseskontrakter underlagt de faktiske beføjelser udøvet af EUSR i Bosnien-Hercegovina, der således var hans arbejdsgiver i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21.

67      Da EUSR i Bosnien-Hercegovina er etableret i Sarajevo (Bosnien-Hercegovina), henhører retten på det sted, hvor den nævnte EUSR har bopæl, imidlertid ikke under en medlemsstat. Følgende gør Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra a), det ikke muligt at fastlægge en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand.

68      For det andet var det ligeledes i Sarajevo, at sagsøgerens ansættelseskontrakter skulle opfyldes. Dette fremgår hvad angår den omhandlede kontrakt navnlig af artikel 3 heri og af sagsøgerens stillingsbeskrivelse, der er tilknyttet den nævnte kontrakt som bilag. Følgelig gør Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), det således heller ikke muligt på grundlag af det sted, hvor sagsøgeren udførte sit arbejde, at fastlægge en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden påstand.

69      For det tredje fremgår det ikke af sagens akter, at sagsøgeren sædvanligvis udførte sit arbejde i flere lande, således at kompetencereglerne i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. ii), ikke finder anvendelse på sagsøgerens situation.

70      For det fjerde har sagsøgeren påberåbt sig Bruxelles Ia-forordningens artikel 20, stk. 2, som indebærer, at en arbejdsgiver, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, skal anses for havende bopæl på den medlemsstats område, i hvilken den pågældende er indehaver af en filial, et agentur eller en anden virksomhed. I så henseende kræver anvendelsen af denne bestemmelse bl.a., at tvisten vedrører enten handlinger i forbindelse med driften af disse enheder eller forpligtelser, som de har påtaget sig på hovedvirksomhedens vegne, når disse forpligtelser skal opfyldes i den stat, hvor enhederne er beliggende (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, Mahamdia, C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

71      I den foreliggende sag er der imidlertid intet, der gør det muligt at anse, at sagsøgerens faktiske arbejdsgiver, dvs. EUSR i Bosnien-Hercegovina, er indehaver af en filial, et agentur eller en anden virksomhed på en medlemsstats område, eller a fortiori at den første og den anden påstand vedrører handlinger i forbindelse med sådanne enheder.

72      Det er ligeledes korrekt, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, således som sagsøgeren har anført, alle har hjemsted i Bruxelles (Belgien), mens Bruxelles Ia-forordningens artikel 8, nr. 1), såfremt der er flere sagsøgte, giver mulighed for, at de alle kan sagsøges ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl. Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at denne bestemmelse ikke kan finde anvendelse på en sagsøgt, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, når denne indstævnes inden for rammerne af et sagsanlæg mod flere sagsøgte, iblandt hvilke der også er personer, der har bopæl i Unionen (jf. i denne retning dom af 11.4.2013, Sapir m.fl., C-645/11, EU:C:2013:228, præmis 56). Sagsøgeren ville således ikke i medfør af den nævnte forordnings artikel 8, nr. 1), kunne sagsøge EUSR i Bosnien-Hercegovina ved retterne i Bruxelles hvad angår den første og den anden påstand.

73      I overensstemmelse med Bruxelles Ia-forordningens artikel 20, stk. 1, finder samme forordnings artikel 8, nr. 1), desuden kun anvendelse i forbindelse med en arbejdsaftale »i tilfælde, hvor sagen anlægges mod en arbejdsgiver«. Som bemærket i præmis 66 ovenfor, var sagsøgerens arbejdsgiver imidlertid EUSR i Bosnien-Hercegovina. For så vidt som der i stævningen som sagsøgte er anført Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, der alle har hjemsted i Bruxelles, udgør den første og den anden påstand således ikke en »sag, der er rettet mod en arbejdsgiver«, og som bevirker, at reglen i sidstnævnte bestemmelse kan finde anvendelse.

74      Det følger af det ovenstående, at hvad angår den første og den anden påstand, som er knyttet til den omhandlede kontrakt, bør Bruxelles Ia-forordningens artikel 6, stk. 1, som er en generel bestemmelse, hvori det forlyder, at »[h]ar en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter [medlems]statens egen lovgivning«, i princippet finde anvendelse.

75      Anvendelse af Bruxelles Ia-forordningens artikel 6, stk. 1, ville indebære, at en national rets eventuelle kompetence ville være vilkårlig, for så vidt som det er lovgivningen i hver enkelt medlemsstat, der afgør, om en sådan tvist kan indbringes for den pågældende medlemsstats retter, med den mulige konsekvens til følge, at der i sidste ende ikke er nogen ret i en medlemsstat, der har kompetence. En sådan konsekvens er endog særligt sandsynlig i den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren i lighed med EUSR i Bosnien-Hercegovina har bopæl i et tredjeland, Det Forenede Kongerige, og eftersom det ikke fremgår, at den foreliggende tvist har nogen tilknytning til en medlemsstat, som vil kunne begrunde en kompetence for en ret i en sådan stat.

76      Som bemærket i præmis 48 og 49 ovenfor kan Retten ikke i forbindelse med en tvist af kontraktmæssig karakter, i hvilken Unionen er part, afslå den kompetence, som den er tillagt ved artikel 263 TEUF og 268 TEUF, hvis dette fører til, at afgørelser truffet af en institution, et organ, et kontor eller et agentur i Unionen eller et søgsmål med påstand om erstatning for skader forvoldt af Unionen berøves enhver form for domstolsprøvelse ved Unionens retsinstanser eller ved medlemsstaternes retter.

77      Det tilkommer under disse omstændigheder Retten at undersøge, om de krav, der er fremsat inden for rammerne af den første og den anden påstand, er omfattet af den kompetence, som den er tillagt i henhold til disse bestemmelser, og i givet fald erklære sig kompetent til at træffe afgørelse om disse krav.

78      I denne henseende har Retten i henhold til artikel 263 TEUF kompetence til at træffe afgørelse om det krav, som sagsøgeren inden for rammerne af den første påstand har fremsat vedrørende lovligheden af afgørelsen om opsigelse, idet denne afgørelse er truffet af en enhed, der henhører under Unionen, og som er oprettet i medfør af traktaterne, nemlig EUSR i Bosnien-Hercegovina, og derfor skal tilregnes en institution, et organ, et kontor eller et agentur i Unionen. Det skal således lægges til grund, at sagsøgeren inden for rammerne af denne påstand har krævet, at den nævnte afgørelse annulleres. For så vidt som sagsøgeren inden for rammerne af den nævnte påstand har krævet økonomisk erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt som følge af afgørelsen om opsigelse, skal et sådant krav ligeledes anses for at sigte til, at Unionen bør ifalde ansvar uden for kontraktforhold, hvilket i henhold til artikel 268 TEUF er omfattet af Rettens kompetence.

79      Hvad i øvrigt angår det krav, som sagsøgeren har fremsat inden for rammerne af den første påstand, og hvormed det tilsigtes, at der træffes bestemmelse om, at han skal genansættes ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, skal et sådant krav afvises som følge af, at Retten savner kompetence til at påkende det.

80      Ifølge retspraksis er Unionens retsinstanser nemlig i princippet ikke kompetente til at rette et påbud til en institution, et organ, et kontor eller et agentur i Unionen uden at gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser (jf. dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen, C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 145 og den deri nævnte retspraksis, og af 9.9.2020, P. Krücken Organic mod Kommissionen, T-565/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:395, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis). Dette princip finder principielt anvendelse under et erstatningssøgsmål, hvorved en sagsøger nedlægger påstand om, at den sagsøgte institution tilpligtes at træffe bestemte foranstaltninger med henblik på at erstatte den hævdede skade (jf. i denne retning kendelse af 14.1.2004, Makedoniko Metro og Michaniki mod Kommissionen, T-202/02, EU:T:2004:5, præmis 53, og af 17.12.2008, Portela mod Kommissionen, T-137/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:589, præmis 46).

81      Artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF om Unionens ansvar uden for kontraktforhold giver ganske vist mulighed for en erstatning in natura, der, såfremt den er i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer på området for ansvar uden for kontraktforhold, i givet fald kan tage form af et handle- eller undladelsespålæg, som kan foranledige den sagsøgte institution til at anlægge en bestemt adfærd (kendelse af 3.9.2013, Idromacchine m.fl. mod Kommissionen, C-34/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:552, præmis 29; jf. ligeledes i denne retning dom af 10.5.2006, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen, T-279/03, EU:T:2006:121, præmis 63).

82      En sådan antagelse kan imidlertid kun lægges til grund i særlige tilfælde, hvor sagsøger påberåber sig en skade, der ikke fuldt ud kan erstattes ved hjælp af en godtgørelse, og hvis særlige karakteristika kræver, at der udstedes et handle- eller undladelsespålæg, navnlig hvis et sådant pålæg har til formål at bringe det forhold, der ligger til grund for en skade, hvis virkninger er vedvarende, til ophør. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren har været i stand til at opgøre omfanget af den økonomiske skade, som han angiveligt har lidt som følge af afgørelsen om opsigelse, og som han har anslået til 393 850,08 EUR, idet dette beløb svarer til den løn, som han i tre år ikke har kunnet oppebære i konsekvens af, at hans ansættelse er ophørt.

83      For så vidt som sagsøgeren inden for rammerne af den første påstand subsidiært i forhold til sit krav om genansættelse har krævet, at de sagsøgte parter tilpligtes at betale ham 393 850,08 EUR i erstatning for den økonomiske skade, som han angiveligt har lidt som følge af afgørelsen om opsigelse, skal et sådant krav endvidere anses for at sigte til, at Unionen bør ifalde ansvar uden for kontraktforhold, hvilket i henhold til artikel 268 TEUF er omfattet af Rettens kompetence.

84      Hvad endelig angår den anden påstand skal for det første det krav, hvormed det tilsigtes, at Retten skal pålægge, at sagsøgerens ansættelseskontrakt skal ændres til en tidsubegrænset kontrakt, anses for et krav om udstedelse af et pålæg rettet til EUSR i Bosnien-Hercegovina i dennes egenskab af sagsøgerens arbejdsgiver (jf. præmis 66 ovenfor). Imidlertid har Retten i henhold til den i præmis 80 ovenfor nævnte retspraksis ikke kompetence til at træffe afgørelse om et krav af denne type. Selv hvis det forudsættes, at et sådant krav skal anses for at sigte til erstatning for en skade, der måtte være forårsaget af manglende indgåelse af en tidsubegrænset kontrakt, ville dette krav desuden ikke henhøre under særlige tilfælde, i forbindelse med hvilke Retten ville kunne rette et handlepålæg i medfør af den i præmis 81 ovenfor nævnte retspraksis. En eventuel skade, der måtte være opstået som følge af manglende indgåelse af en kontrakt med en bestemt løn, ville nemlig i givet fald kunne erstattes ved, at Retten tilpligtede Unionen at betale sagsøgeren et beløb.

85      For det andet er det krav, der ligeledes er fremsat inden for rammerne af den anden påstand, og hvormed det tilsigtes, at det fastslås, at de sagsøgte parter har tilsidesat deres kontraktlige forpligtelser, ikke fremsat til støtte for påstande om annullation som omhandlet i artikel 263 TEUF. Dette krav er heller ikke fremsat til støtte for et krav om erstatning for en skade, som Retten ville kunne behandle i medfør af artikel 268 TEUF. Et sådant krav skal følgelig anses for alene at sigte til, at Retten afgiver en retlig erklæring. Den kompetence, som Retten er tillagt i henhold til traktaterne, og i særdeleshed i henhold til artikel 263 TEUF og 268 TEUF, gør det imidlertid ikke muligt for den at tage stilling i form af en generel udtalelse eller principerklæring (jf. i denne retning kendelse af 9.12.2003, Italien mod Kommissionen, C-224/03, ikke trykt i Sml., EU:C:2003:658, præmis 20 og 21, dom af 21.3.2012, Fulmen og Mahmoudian mod Rådet, T-439/10 og T-440/10, EU:T:2012:142, præmis 41, og kendelse af 25.10.2011, DMA Die Marketing Agentur og Hofmann mod Østrig, T-472/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:631, præmis 10).

86      Den anden påstand skal således afvises i det hele på grund af, at Retten savner kompetence.

 Konklusion

87      Henset til alt det ovenstående skal indsigelserne for det første forkastes, for så vidt som de vedrører Rettens manglende kompetence til at træffe afgørelse om den første påstand hvad angår det krav, hvormed det tilsigtes, at afgørelsen om opsigelse annulleres, og som i henhold til artikel 263 TEUF er omfattet af Rettens kompetence, og hvad angår sagsøgerens krav, hvormed det tilsigtes, at der ydes økonomisk erstatning for den ikke-økonomiske og økonomiske skade, som han har lidt som følge af den nævnte afgørelse, og som i henhold til artikel 268 TEUF er omfattet af Rettens kompetence.

88      For det andet skal det krav, som sagsøgeren har fremsat inden for rammerne af den første påstand, og hvormed det tilsigtes, at der træffes bestemmelse om, at han skal genansættes ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, afvises på grund af manglende kompetence.

89      For det tredje skal den anden påstand afvises på grund af manglende kompetence.

 Om afvisningspåstandene vedrørende manglende overholdelse af de formelle krav til stævningen

90      Rådet, EU-Udenrigstjenesten og EUSR i Bosnien-Hercegovina har gjort gældende, at stævningen ikke overholder de formelle krav, der er fastsat i procesreglementets artikel 76. De har – sammen eller hver for sig – støttet sig på en argumentation om manglende klarhed for det første med hensyn til påstandene i det hele, for det andet med hensyn til retsgrundlaget for disse påstande, for det tredje med hensyn til navnlig den fjerde påstand og, for det fjerde, med hensyn til de anbringender, der er fremsat til støtte for påstandene.

91      Ifølge artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og procesreglementets artikel 76, litra d), finder anvendelse på sager for Retten, skal en stævning angive søgsmålets genstand og indeholde de fremsatte anbringender og argumenter samt en kort fremstilling af de nævnte anbringender. Disse oplysninger skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan forberede sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen (jf. dom af 25.1.2018, BSCA mod Kommissionen, T-818/14, EU:T:2018:33, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

92      Desuden tilkommer det sagsøgeren at vælge hjemmelen for sit søgsmål og ikke Unionens retsinstanser selv at vælge den mest korrekte hjemmel (jf. dom af 15.3.2005, Spanien mod Eurojust, C-160/03, EU:C:2005:168, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

93      Endelig skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for tab forvoldt af en EU-institution, indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at sagsøgeren antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, sagsøgeren hævder at have lidt, samt karakteren og omfanget af dette tab (jf. dom af 2.3.2010, Arcelor mod Parlamentet og Rådet, T-16/04, EU:T:2010:54, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis).

94      De foreliggende afvisningspåstande skal undersøges på baggrund af disse betragtninger.

95      Henset til, at sagsøgerens krav, hvormed det tilsigtes, at han skal genansættes ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, og de krav, som han har fremsat inden for rammerne af den anden påstand (jf. præmis 88 og 89 ovenfor), må afvises på grund af, at Retten savner kompetence, skal undersøgelsen af de foreliggende afvisningspåstande desuden afgrænses til sagsøgerens øvrige krav.

 Afvisningspåstanden vedrørende manglende klarhed med hensyn til sagsøgerens påstande i det hele

96      Rådet har påpeget, at der under opregningen af påstandene i stævningen er anført tre påstande, mens der i den del af stævningen, der vedrører den retlige argumentation, kun er anført to.

97      Det fremgår ikke desto mindre af sagsøgerens påstande, således som disse er fremstillet i såvel begyndelsen som slutningen af stævningen, og således som de er sammenfattet i præmis 24 ovenfor, at sagsøgerens påstande består dels af tre krav, der er fremsat principalt, dels af ét krav, der er fremsat subsidiært.

98      I modsætning til, hvad Rådet har gjort gældende, er denne fremstilling i overensstemmelse med det forhold, at der i den del af stævningen, der omhandler den retlige argumentation, henvises til to påstande. Det forstår sig nemlig ved en læsning af denne del dels, at der med angivelsen i stævningen af en »første principal påstand« henvises til de tre principale krav, der er opregnet under påstandene, og som er sammenfattet i præmis 24, første til tredje led, ovenfor. Dels er den »anden påstand«, som der henvises til i stævningen, af subsidiær karakter og svarer således til den fjerde påstand, der er sammenfattet i præmis 24, fjerde led, ovenfor.

99      Følgelig skal afvisningspåstanden vedrørende manglende klarhed med hensyn til sagsøgerens påstande i det hele forkastes.

 Afvisningspåstanden vedrørende manglende klarhed med hensyn til retsgrundlaget for søgsmålet

100    Rådet, EU-Udenrigstjenesten og EUSR i Bosnien-Hercegovina har gjort gældende, at retsgrundlaget for søgsmålet ikke er tilstrækkelig klart.

101    Stævningen frembyder ganske vist en vis mangel på præcision for så vidt angår de bestemmelser, som den er indgivet på grundlag af. På første side i stævningen står nemlig som overskrift opført »Annullations- og erstatningssøgsmål«, og det er anført, at sagsøgeren »anlægger et annullations- og erstatningssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, 268 TEUF og 272 TEUF«.

102    Til trods for den manglende præcision i stævningen forstår det sig imidlertid for det første ved en læsning af de dele i stævningen, der omhandler Rettens kompetence og den retlige argumentation, at sagsøgeren har fremsat den første påstand principalt i henhold til artikel 272 TEUF og på det grundlag, at Retten er tillagt kompetence ved den voldgiftsbestemmelse, der er indeholdt i kontrakten som fungerende kontorchef. Endvidere fremgår det af stævningen, at denne påstand er fremsat subsidiært i henhold til artikel 263 TEUF og 268 TEUF, således som sagsøgeren har bekræftet i retsmødet.

103    For det andet tilsigter sagsøgeren med den tredje påstand at opnå erstatning i henhold til artikel 268 TEUF for skade i forbindelse med de valg, som Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten har foretaget med hensyn til ansættelses- og personalepolitik for internationale kontraktansatte, der ansættes af EUSR i Bosnien-Hercegovina, hvilket sagsøgeren har bekræftet i sine bemærkninger til indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises.

104    For det tredje er den fjerde påstand, der er fremsat subsidiært, såfremt de principale påstande måtte blive afvist, udtrykkeligt rettet mod Unionens ansvar uden for kontraktforhold. Det kan heraf udledes, at denne påstand er støttet på artikel 268 TEUF.

105    Henset til det ovenstående skal afvisningspåstanden vedrørende manglende klarhed med hensyn til retsgrundlaget for søgsmålet forkastes.

 Afvisningspåstanden vedrørende manglende klarhed med hensyn til navnlig den fjerde påstand

106    Rådet har gjort gældende, at der i den fjerde påstand ikke på tilstrækkeligt klar vis redegøres for de tre betingelser, hvorunder Unionen kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold.

107    Derudover har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at den fjerde påstand mangler klarhed, for så vidt som sagsøgeren hverken har fastlagt, hvilken del af ansvaret de forskellige sagsøgte parter hver især har, eller hvilken misligholdelse der kan foreholdes disse. EU-retten indeholder imidlertid ifølge Kommissionen ikke bestemmelser om kollektivt, forud fastsat ansvar.

108    Til trods for disse anfægtelser gør indholdet i stævningen det i tilstrækkelig grad muligt at forstå, at sagsøgeren har fremsat den fjerde påstand subsidiært, såfremt hans tre første påstande måtte blive afvist eller forkastet som ugrundede. Ifølge sagsøgeren bør en sådan afvisning eller forkastelse nødvendigvis tilregnes det forhold, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten ikke har vedtaget en retlig ramme, der er tilstrækkeligt klar til, at sagsøgeren bl.a. kunne indbringe sagen for en identificérbar ret i henhold til fastlagte regler. Sagsøgeren har således henvist til en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten. Han har som følge heraf krævet erstatning for skade, der anslås til 400 000 EUR.

109    Hvad angår Kommissionens argument vedrørende den omstændighed, at det i den fjerde påstand ikke fastlægges, hvilken misligholdelse de tre berørte sagsøgte hver især foreholdes, er en sådan omstændighed ikke til hinder for, at den nævnte påstand kan antages til realitetsbehandling, eftersom indholdet i stævningen gør det muligt at forstå, at sagsøgeren har lagt til grund, at de pågældende sagsøgte parter alle ville kunne have været inddraget i vedtagelsen af en generel ordning for kontraktansat FUSP-personale. Det er ligeledes med urette, at Kommissionen har foreholdt sagsøgeren ikke at have fastlagt, hvilken »del af ansvaret« de nævnte sagsøgte parter »hver især« har. I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, følger det af dom af 13. november 1973, Werhahn Hansamühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen (63/72-69/72, EU:C:1973:121, præmis 8), at under et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold skal et krav om, at flere institutioner, som det ansvarspådragende forhold må tilregnes, dømmes in solidum, ikke afvises fra realitetsbehandling.

110    Følgelig skal afvisningspåstanden vedrørende manglende klarhed med hensyn til den fjerde påstand forkastes.

 Afvisningspåstanden vedrørende manglende klarhed med hensyn til de anbringender, der er fremsat i forbindelse med de forskellige påstande

111    Ifølge Rådet fremgår det ikke klart af stævningen, hvilke anbringender der henviser til de enkelte påstande.

112    Det skal i denne henseende for det første lægges til grund, at sagsøgeren til støtte for den første påstand har fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i almindelighed og specifikt for så vidt som han er beskyttet af engelsk ret. Dels følger en sådan tilsidesættelse ifølge sagsøgeren af den begrundelse, som afgørelsen om opsigelse er støttet på, nemlig sagsøgerens nationalitet. Dels har sagsøgeren hævdet at være blevet ulige behandlet i forhold til tjenestemænd og øvrige ansatte fra Det Forenede Kongerige, der er omfattet af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen (herefter »ansættelsesvilkårene«), eftersom disse ansatte i henhold til en undtagelse, der er gældende for dem, har kunnet beholde deres stillinger til trods for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen. Det fremgår endvidere af stævningen, at sagsøgeren har krævet en erstatning på 10 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt som følge af, at begrundelsen for afgørelsen om opsigelse angiveligt indebar en forskelsbehandling, og for den økonomiske skade, der er forbundet med den nævnte afgørelse, idet de sagsøgte parter skal tilpligtes at betale ham en godtgørelse på 393 850,08 EUR.

113    For det andet fremgår det af indholdet i stævningen, at sagsøgeren med den tredje påstand har foreholdt Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten ikke at have vedtaget et regelsæt, der er sammenligneligt med det i ansættelsesvilkårene, med henblik på at anvende det på det internationale kontraktansatte personale, der ansættes inden for rammerne af FUSP, og navnlig af EUSR i Bosnien-Hercegovina, eller, hvis dette ikke var muligt, ikke at have ladet dette personale være omfattet af ansættelsesvilkårene. Dels udgør en sådan passivitet en tilsidesættelse af artikel 336 TEUF, dels har den medført, at der er blevet indført en ordning, som indebærer en forskelsbehandling af internationale kontraktansatte ved EUSR i Bosnien-Hercegovina i forhold til kontraktansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene, og i særdeleshed kontraktansatte, der arbejder ved den pågældende EUSR i dennes egenskab af chef for Unionens delegation i den pågældende stat. Ifølge sagsøgeren har denne ulige behandling i hans tilfælde forvoldt et tab svarende til de rettigheder og ydelser, som han ville have fået, hvis han var blevet ansat som midlertidigt ansat i henhold til ansættelsesvilkårene, hvilket han kræver erstatning for inden for rammerne af denne påstand.

114    Hvad for det tredje angår den fjerde påstand har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at såfremt hans tre første påstande måtte blive afvist eller forkastet, ville en sådan afvisning eller forkastelse skyldes det forhold, at der ikke fandtes en retlig ramme, der var tilstrækkeligt klar til, at sagsøgeren kunne indbringe sagen for en ret i henhold til en procedure og ifølge regler, der var tilstrækkelig fastlagt (jf. præmis 108 ovenfor). Det fremgår af indholdet i stævningen, at sagsøgeren bl.a. har gjort gældende, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten ved ikke at have fastsat en sådan retlig ramme har tilsidesat ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.

115    Visse anbringender, der er fremsat inden for rammerne af den fjerde påstand, og som vedrører en tilsidesættelse af et angiveligt princip om beskyttelse af privatpersoner og af den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, redegøres der ganske vist ikke for på en måde, der gør det muligt at forstå, hvori disse tilsidesættelser består. Selv om disse anbringender ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 76, litra d), fører en sådan konstatering imidlertid ikke til, at den fjerde påstand må afvises i det hele, idet denne påstand på tilstrækkeligt klar vis er understøttet ved de anbringender, der er opregnet i præmis 114 ovenfor.

 Konklusion

116    Henset til alt det ovenstående skal afvisningspåstandene vedrørende sagsøgerens manglende overholdelse af de formelle krav i henhold til procesreglementets artikel 76 forkastes.

 Om afvisningspåstanden vedrørende afvisning af den tredje og den fjerde påstand på grund af manglende overholdelse af den administrative procedure i vedtægtens artikel 90 og 91

117    Rådet har gjort gældende, at den tredje og den fjerde påstand bør afvises, for så vidt som der ikke forud for fremsættelsen heraf er blevet gennemført en administrativ procedure i henhold til artikel 270 TEUF. Det er Rådets opfattelse, at sagsøgeren, eftersom han inden for rammerne af disse påstande har krævet erstatning for et tab svarende til de beløb, han ville have modtaget, hvis hans på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter var blevet indgået med en myndighed med beføjelse til at indgå kontrakter som omhandlet i ansættelsesvilkårene og ikke længere med EUSR i Bosnien-Hercegovina, i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, burde have indgivet en anmodning om ændring af de nævnte kontrakter og et krav om godtgørelse til den myndighed, der ifølge hans opfattelse var kompetent.

118    Artikel 270 TEUF, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, TEUF tillægger Retten kompetence til at afgøre »alle tvister mellem Unionen og [dens] ansatte med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i vedtægten […] og [ansættelsesvilkårene]«. Klage- og søgsmålsadgangen, herunder frister og procedureregler, er reguleret i vedtægtens artikel 90 og 91, som der henvises til i ansættelsesvilkårenes artikel 46.

119    Det fremgår i denne forbindelse af retspraksis, at denne klage- og søgsmålsadgang finder anvendelse ikke alene på personer, som har status som tjenestemænd eller som andet end lokalt ansatte, men også på de personer, der hævder at have en sådan status (jf. dom af 23.1.1997, Coen, C-246/95, EU:C:1997:33, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

120    Det skal i den foreliggende sag fremhæves, at sagsøgeren med den tredje påstand, som er fremsat i henhold til artikel 268 TEUF, har krævet, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at godtgøre ham for den skade, som han har lidt som følge af deres angivelige passivitet med hensyn til at fastsætte ansættelsesvilkår for internationale kontraktansatte, der arbejder for EUSR i Bosnien-Hercegovina, eller i det mindste for ikke at have udvidet anvendelsen af ansættelsesvilkårene til at omfatte dette personale. En sådan passivitet har ifølge sagsøgeren haft til følge, at denne systematisk er blevet ansat som kontraktansat ved den nævnte EUSR på grundlag af tidsbegrænsede kontrakter, der har været underlagt engelsk ret, hvilket har bevirket, at sagsøgeren er blevet udsat for forskelsbehandling i forhold til midlertidige ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene, og som arbejder ved den nævnte EUSR.

121    Sagsøgeren har i denne sammenhæng gjort gældende, at han burde have haft status som midlertidigt ansat ved EU-Udenrigstjenesten, »eftersom ingen anden retsstilling finder anvendelse«, og har krævet erstatning for et tab svarende til de tillæg og ydelser, som han ville have haft krav på som midlertidigt ansat i henhold til ansættelsesvilkårene, »eftersom det ikke er muligt at anvende en anden referenceramme«. I sine bemærkninger til indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises, har sagsøgeren desuden oplyst, at han »ikke påberåb[te] sig, at hans kontrakt skulle ændres til en kontrakt som midlertidigt ansat«.

122    Hvad angår den fjerde påstand har sagsøgeren ligeledes ikke gjort krav på status som midlertidigt ansat som omhandlet i ansættelsesvilkårene, men har i det væsentlige subsidiært, såfremt de tre første påstande måtte blive afvist eller forkastet, krævet godtgørelse for den skade, som han har lidt i mangel af et klart regelsæt, der navnlig giver ham adgang til domstolsprøvelse.

123    Under disse omstændigheder henhører de erstatningskrav, der er fremsat i den tredje og den fjerde påstand, under artikel 268 TEUF og ikke under artikel 270 TEUF, således at det ikke kan foreholdes sagsøgeren ikke at have overholdt den administrative procedure i vedtægtens artikel 90 og 91.

124    Heraf følger, at afvisningspåstanden vedrørende afvisning af den tredje og den fjerde påstand på grund af manglende overholdelse af den administrative procedure i vedtægtens artikel 90 og 91, skal forkastes.

 Om afvisningspåstandene vedrørende identifikation af den eller de sagsøgte parter

125    Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten har bestridt, at de kan være sagsøgte med hensyn til den første og den anden påstand, eftersom de aldrig har været parter i den omhandlede kontrakt, og eftersom deres rolle i forhold til EUSR i Bosnien-Hercegovina ikke vedrører forvaltning af dennes kontraktansatte personale. Navnlig kan afgørelsen om opsigelse ikke tilregnes dem, for så vidt som den blev truffet af EUSR i Bosnien-Hercegovina, der skal anses for et af Unionens kontorer eller agenturer, som kan være sagsøgt i forbindelse med den første påstand.

126    Med hensyn til den tredje påstand har Kommissionen endvidere gjort gældende, at beslutningen om at gøre brug af en fortsat række af tidsbegrænsede kontrakter hvad angår internationale kontraktansatte, der ansættes af FUSP-enheder, ikke kan tilregnes den. Nævnte institution har i denne forbindelse påpeget, at det er Rådet, der har kompetence til, hvor det er relevant, at træffe en afgørelse, der kan fastsætte, hvilken status der skal gælde for FUSP-ansatte.

127    Sagsøgeren har for sit vedkommende forklaret, at han har udpeget fire sagsøgte i stævningen under hensyntagen til den manglende uafhængighed, der kendetegner EUSR i Bosnien-Hercegovina, som ifølge sagsøgeren står i et underordnelsesforhold i forhold til både Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten. Sagsøgeren har fremhævet, at Rådet udnævner den nævnte EUSR, at Kommissionen har ansvaret for at kontrollere gennemførelsen af denne EUSR’s mandat, og at EU-Udenrigstjenesten er arbejdsgiver for samme EUSR. Sagsøgeren har endvidere anført, at den tredje påstand ikke er rettet mod EUSR i Bosnien-Hercegovina, for så vidt som denne ikke har kompetence til at fastsætte en ramme for ansættelsen af internationale kontraktansatte, der arbejder ved selvsamme EUSR.

128    Henset til, at sagsøgerens krav, hvormed det tilsigtes, at han skal genansættes ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, og de krav, som han har fremsat inden for rammerne af den anden påstand (jf. præmis 88 og 89 ovenfor), må afvises på grund af, at Retten savner kompetence, skal undersøgelsen af de foreliggende afvisningspåstande afgrænses til sagsøgerens øvrige krav.

 Den første påstand

129    Som konkluderet i præmis 87 ovenfor, har Retten kompetence til at undersøge den første påstand i henhold til artikel 263 TEUF, for så vidt som det dermed tilsigtes, at afgørelsen om opsigelse annulleres, og i henhold til artikel 268 TEUF, for så vidt som det dermed tilsigtes, at der ydes økonomisk erstatning for den ikke-økonomiske og økonomiske skade, som den nævnte afgørelse angiveligt har forvoldt.

130    For det første fremgår det i denne henseende af artikel 263, stk. 1, TEUF, at der kan anlægges annullationssøgsmål til prøvelse af retsakter, der hidrører fra visse nærmere angivne institutioner, men også mere generelt til prøvelse af Unionens organers, kontorers og agenturers retsakter, for så vidt som der er tale om retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand (kendelse af 4.6.2013, Elitaliana mod Eulex Kosovo, T-213/12, EU:T:2013:292, præmis 19). Et annullationssøgsmål skal således rettes mod de institutioner, organer, kontorer og agenturer i Unionen, som har vedtaget den anfægtede retsakt (jf. kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

131    For det andet er Retten i henhold til artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold kompetent til at afgøre tvister vedrørende de erstatninger for skade, der er forvoldt af Unionens institutioner eller af dens ansatte under udøvelsen af deres hverv. Udtrykket »institution«, der anvendes i artikel 340, stk. 2, TEUF, omfatter ikke kun de af Unionens institutioner, der er opregnet i artikel 13, stk. 1, TEU, men omfatter også alle Unionens andre organer, kontorer eller agenturer, der er oprettet i henhold til traktaterne, og som har til formål at bidrage til gennemførelsen af Unionens mål (jf. i denne retning dom af 10.4.2002, Lamberts mod ombudsmanden, T-209/00, EU:T:2002:94, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

132    I forbindelse med et søgsmål om Unionens erstatningsansvar uden for kontraktforhold repræsenteres Unionen således ved Retten af den institution eller det organ, kontor eller agentur, som det ansvarspådragende forhold foreholdes (jf. i denne retning kendelse af 6.1.2015, Kendrion mod Den Europæiske Union, T-479/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:2, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

133    I den foreliggende sag vedrører den første påstand afgørelsen om opsigelse, som kan tilregnes EUSR i Bosnien-Hercegovina. Det skal således undersøges, om den nævnte EUSR kan anses for et af Unionens organer, kontorer eller agenturer, der kan være sagsøgt i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF og 268 TEUF.

134    For at afgøre, om en enhed eller struktur, der indgår i Unionens organisatoriske rammer, eller som er virksom inden for disse, kan anses for et af Unionens organer, kontorer eller agenturer, skal det i denne forbindelse, i lyset af de bestemmelser, der regulerer den berørte enheds eller strukturs stilling, undersøges, om enheden eller strukturen har tilstrækkelig rets- og handleevne til at kunne anses for et selvstændigt unionsorgan, der kan optræde som sagsøgt (jf. i denne retning kendelse af 4.6.2012, Elti mod Unionens delegation i Montenegro, T-395/11, EU:T:2012:274, præmis 27-29). Navnlig skal den pågældende enhed eller struktur anses for et af Unionens organer, kontorer eller agenturer, hvis den dels er tillagt et mandat, der er uløseligt forbundet med Unionens funktion, dels er retligt adskilt fra Unionens eksisterende institutioner, organer, kontorer og agenturer (jf. i denne retning og analogt kendelse af 3.3.2022, Kommissionen mod Rådet, C-551/21, EU:C:2022:163, præmis 14).

135    Hvad angår EUSR i Bosnien-Hercegovina bemærkes indledningsvis, at denne i henhold til artikel 33 TEU er udnævnt af Rådet på forslag af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (herefter »den højtstående repræsentant«) med henblik på at udøve et »mandat i forbindelse med særlige politikspørgsmål« (jf. præmis 3 ovenfor). Den nævnte EUSR er således tillagt et mandat, der er uløseligt forbundet med Unionens funktion.

136    Dernæst fremgår det af artikel 4, stk. 1, i afgørelse 2019/1340, at EUSR i Bosnien-Hercegovina har »ansvaret for gennemførelsen af mandatet«. Selv om det af denne bestemmelse ligeledes fremgår, at den pågældende EUSR »handler under [den højtstående repræsentants] myndighed«, vedrører denne myndighed alene gennemførelsen af den nævnte EUSR’s mandat, således som dette er fastlagt i samme afgørelses artikel 3, og ikke den administrative forvaltning i forbindelse med et sådant mandat, herunder på personaleområdet.

137    Desuden viser flere bestemmelser i afgørelse 2019/1340, at EUSR i Bosnien-Hercegovina er retligt adskilt fra Unionens øvrige institutioner, organer, kontorer eller agenturer. I denne forbindelse tillægger afgørelsens artikel 5, stk. 2 og 3, dels den nævnte EUSR rets- og handleevne til at tildele offentlige kontrakter og at indkøbe varer samt pålægger denne at indgå en kontrakt med Kommissionen om forvaltningen af sine udgifter. Dels giver afgørelsens artikel 6, stk. 2, som anført i præmis 63 ovenfor samme EUSR mulighed for at modtage personale, der udstationeres af EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten.

138    Endelig har EUSR i Bosnien-Hercegovina rets- og handleevne til at handle selvstændigt hvad angår forvaltningen af sit kontraktansatte personale. Dels fremgår det af artikel 6, stk. 1 og 2, i afgørelse 2019/1340, at den nævnte EUSR er »ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab«, og at denne EUSR har rets- og handleevne til at indgå kontrakter i forbindelse med ansættelse af internationalt personale, som denne udvælger uden at skulle opnå tilslutning fra andre af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, idet Rådet og Kommissionen skal underrettes efterfølgende (jf. præmis 63 og 64 ovenfor). Dels henvises der i den nævnte afgørelse til »medarbejderne i [staben ved EUSR i Bosnien-Hercegovina]« (artikel 7), »medarbejderne i [samme] EUSR’s stab« (artikel 8), »personale, der står under [samme] EUSR’s direkte myndighed« (artikel 10), eller »EUSR [i Bosnien-Hercegovina] og medarbejderne i [dennes] stab« (artikel 13).

139    Med henblik på den foreliggende sag, der vedrører spørgsmål om personaleforvaltningen ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, skal sidstnævnte følgelig sidestilles med Unionens organer, kontorer og agenturer, der kan være sagsøgte i forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF og 268 TEUF, som omhandlet i den i præmis 130-132 ovenfor nævnte retspraksis. Heraf følger, at den første påstand kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår EUSR i Bosnien-Hercegovina.

140    Hvad angår Rådet er det korrekt, at denne institution udnævner EUSR i Bosnien-Hercegovina, fastlægger betingelserne for og varigheden af dennes mandat og kan træffe afgørelse om at bringe dette til ophør før tid. En sådan omstændighed rejser imidlertid ikke tvivl om den nævnte EUSR’s uafhængighed eller rets- og handleevne med hensyn til forvaltningen af sit personale, således som disse egenskaber er fastslået i præmis 138 ovenfor. Selv om artikel 4, stk. 2, i afgørelse 2019/1340 fastsætter, at Rådet gennem Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) giver den nævnte EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer, vedrører den første påstand desuden alene spørgsmål om forvaltningen af samme EUSR’s personale og kan således ikke knyttes til strategiske eller politiske handlinger, som denne EUSR foretager. Heraf følger, at denne påstand skal afvises for så vidt angår Rådet.

141    Hvad angår Kommissionen skal det i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i afgørelse 2019/1340 konstateres, at udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem nævnte institution og EUSR i Bosnien-Hercegovina, og sidstnævnte er ansvarlig over for samme institution for alle udgifter. Kommissionens rolle i forhold til EUSR i Bosnien-Hercegovina vedrører således kontrol med den budgetmæssige gennemførelse af sidstnævntes mandat. Den første påstand vedrører imidlertid den forvaltning af sit personale, som EUSR i Bosnien-Hercegovina foretager, og ikke dennes gennemførelse af sit budget. Den første påstand skal således afvises for så vidt angår Kommissionen (jf. analogt dom af 19.7.2016, H mod Rådet m.fl., C-455/14 P, EU:C:2016:569, præmis 65).

142    Hvad angår EU-Udenrigstjenesten er det korrekt, at EUSR i Bosnien-Hercegovina de facto ligeledes er chef for Unionens delegation i denne stat og i denne egenskab midlertidigt ansat ved EU-Udenrigstjenesten. Imidlertid blev den omhandlede kontrakt for det første – ligesom de tidsbegrænsede kontrakter, der gik forud for denne – udelukkende underskrevet af den nævnte EUSR i egenskab heraf uden henvisning til dennes egenskab af chef for Unionens delegation i Bosnien-Hercegovina. For det andet fastsættes det i artikel 1, stk. 4, i afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan EU-Udenrigstjenesten skal tilrettelægges og fungere (EUT 2010, L 201, s. 30), at EU-Udenrigstjenesten »består af en centraladministration og af Unionens delegationer i tredjelande og ved internationale organisationer«, uden at EUSR’erne er indbefattet. For det tredje fremgår det af sagens akter, navnlig af et arbejdsdokument fra EU-Udenrigstjenesten af 16. marts 2016, at personalet ved en EUSR i et tredjeland ikke må forveksles med det personale, der er tilknyttet Unionens delegation i den pågældende stat, herunder såfremt EUSR og chefen for Unionens delegation er én og samme person, således som det er tilfældet i Bosnien-Hercegovina. Følgelig skal den første påstand afvises for så vidt angår EU-Udenrigstjenesten.

 Den tredje påstand

143    Som anført i præmis 132 ovenfor repræsenteres Unionen ved Retten i forbindelse med et søgsmål om Unionens erstatningsansvar uden for kontraktforhold af den institution eller det organ, kontor eller agentur, som det ansvarspådragende forhold foreholdes.

144    I den foreliggende sag har sagsøgeren med den tredje påstand i henhold til artikel 268 TEUF fremsat et erstatningskrav, der er støttet på den antagelse, at der foreligger en forskelsbehandling. I forbindelse med dette krav har sagsøgeren foreholdt Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten ikke at have ladet det internationale kontraktansatte personale, der ansættes inden for rammerne af FUSP, være omfattet af ansættelsesvilkårene, eller ikke for det pågældende personale at have vedtaget et regelsæt, der er sammenligneligt med det i ansættelsesvilkårene.

145    Heraf følger, at det af sagsøgeren påberåbte forhold, hvorved Unionen har pådraget sig ansvar uden for kontraktforhold, beror på de valg, der er foretaget i institutionelt regi med hensyn til det regelsæt, der skal finde anvendelse på ansættelsen af kontraktansatte, der ansættes inden for rammerne af FUSP.

146    I denne henseende har sagsøgeren for det første gjort gældende, at der på grundlag af artikel 336 TEUF, hvorefter »Europa-Parlamentet og Rådet […] ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure [udfærdiger] vedtægten […] og [ansættelsesvilkårene]«, burde have været fastsat ansættelsesvilkår for internationale kontraktansatte, der ansættes af EUSR i Bosnien-Hercegovina. EUSR i Bosnien-Hercegovina er imidlertid en FUSP-enhed (jf. præmis 3 ovenfor), og det fremgår klart af artikel 24, stk. 1, TEU og af samme traktats artikel 31, stk. 1, at vedtagelse af lovgivningsmæssige retsakter er udelukket på FUSP-området.

147    Følgelig er artikel 336 TEUF ikke relevant i den foreliggende sag med henblik på at fastlægge, hvilken eller hvilke institutioner det ansvarspådragende forhold foreholdes inden for rammerne af den tredje påstand.

148    For det andet bemærkes, at det i henhold til artikel 26 TEU påhviler Rådet at udforme FUSP og at træffe de afgørelser, der er nødvendige for fastlæggelsen og iværksættelsen af denne politik på grundlag af de overordnede retningslinjer og de strategiske linjer, som Det Europæiske Råd har fastlagt. Vedtagelse af et regelsæt, der skal finde anvendelse på kontraktansatte, der ansættes inden for rammerne af FUSP, henhører imidlertid, hvor det er relevant, under gennemførelsen af sidstnævnte politik og dermed under Rådets kompetence.

149    Som sagsøgeren har påpeget, fremgår det i denne henseende ved at sammenholde punkt 1.5 og 3.3 i meddelelse C(2012) 4052 final af 26. juni 2012 om regler for finansiel forvaltning af missioner inden for FUSP, at Kommissionen havde henstillet til Rådet at anvende ansættelsesvilkårene på kontraktansatte ved missioner inden for FUSP og ved EUSR’erne.

150    Når en sådan henstilling ikke blev efterkommet, skyldtes dette imidlertid, at medlemsstaternes delegationer ikke opnåede enighed i Rådet, således som dette fremgår af et notat, som formandskabet for nævnte institution tilstillede De Faste Repræsentanters Komité (Coreper) den 22. maj 2013. Navnlig blev det i dette notat fremhævet, at de nævnte delegationer havde brug for tid til at undersøge de retlige, institutionelle og operationelle implikationer, før der kunne iværksættes nogen ændring i ordningen for FUSP-missionerne, og at delegationerne var af den opfattelse, at EUSR’ernes situation krævede fornyede drøftelser. Det pågældende notat var ledsaget af et forslag, hvori følgende var anført hvad angår EUSR’erne:

»Rådet er af den opfattelse, at EUSR’ernes situation kræver fornyede drøftelser, og at der indtil videre bør opretholdes status quo. [Rådet] kan på nuværende trin alene opnå enighed om følgende:

[…]

–        Der undersøges fortsat mulige alternativer til den situation, hvor den enkelte EUSR er personligt ansvarlig for budgettet og personligt ansætter personale, herunder muligheden for at oprette en EUSR-støtteenhed, og der afgives rapport til Coreper inden den 31. marts 2014.«

151    Endvidere udarbejdede Generalsekretariatet for Rådet den 13. marts 2014 et notat om godkendelse af nye retningslinjer for udnævnelse af, mandat for og finansiering af EUSR’er, idet affattelsen af dette notat blev endelig godkendt af gruppen »Eksterne forbindelser« under Rådet efter drøftelser baseret på et arbejdsdokument fra EU-Udenrigstjenesten, der lå i forlængelse af en konklusion, som gruppen »Almindelige anliggender« under Rådet var fremkommet med den 17. december 2013, og hvorefter der var behov for at vedtage disse nye retningslinjer. Det fremgår af notatet, at medlemsstaternes delegationer havde fundet det nødvendigt at afklare de retlige, institutionelle og operationelle implikationer af at anvende nye regler for kontraktansatte ved FUSP-missionerne på kontraktansatte ved EUSR’erne.

152    Det skal under disse omstændigheder lægges til grund, at vedtagelse af et regelsæt, der skal finde anvendelse på kontraktansatte, der ansættes inden for rammerne af FUSP, henhører under et valg, der foretages i Rådets regi, således som EU-Udenrigstjenesten i øvrigt har påpeget i sin indsigelse om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises.

153    For det tredje skal det fremhæves, at udnævnelsen af en EUSR i medfør af artikel 33 TEU henhører under Rådets kompetence på forslag af den højtstående repræsentant.

154    Endvidere fastsætter artikel 28 TEU i stk. 1, første afsnit, at hvis en international situation kræver en operationel aktion fra Unionens side, vedtager Rådet de nødvendige afgørelser, og at disse fastsætter mål og rækkevidde, de midler, der skal stilles til rådighed for Unionen, om nødvendigt deres varighed, og betingelserne for deres gennemførelse. Inden for de særlige rammer af FUSP tilkommer det således Rådet at træffe afgørelse om de midler, der skal stilles til rådighed for Unionen, og betingelserne for gennemførelse af de afgørelser, som det vedtager i forbindelse med den pågældende EU-operationelle aktion, hvilket bl.a. omfatter de personalemæssige midler, der stilles til rådighed for den nævnte aktion (jf. i denne retning dom af 10.11.2021, Jenkinson mod Rådet m.fl., T-602/15 RENV, under appel, EU:T:2021:764, præmis 226).

155    Ganske vist sigter afgørelse 2019/1340 ikke udtrykkeligt til artikel 28 TEU, men henviser alene til »[EU-]traktaten […], særlig artikel 33 og artikel 31, stk. 2«. Ikke desto mindre indebærer den nævnte afgørelse en operationel aktion inden for FUSP, for så vidt som den opretter en EUSR i Bosnien-Hercegovina, der i det væsentlige har mandat til at støtte Unionens indsats med hensyn til særlige politikspørgsmål på den pågældende stats område i tilknytning til de lokale myndigheder, og som ved gennemførelsen af dette mandat råder over et budget og en medarbejderstab.

156    Desuden blev fælles aktion 2002/211, hvorved EUSR i Bosnien-Hercegovina blev udnævnt for første gang, vedtaget på grundlag af artikel 14 EU (i den affattelse, der gik forud for ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten), som i stk. 1 indeholdt en bestemmelse, der svarede til artikel 28 TEU i den nugældende affattelse heraf. Desuden blev Rådets afgørelse 2012/330/FUSP af 25. juni 2012 om ændring af afgørelse 2011/426/FUSP om udnævnelse af EUSR i Bosnien-Hercegovina (EUT 2012, L 165, s. 66) og Rådets afgørelse 2013/351/FUSP af 2. juli 2013 om ændring af afgørelse 2011/426/FUSP om udnævnelse af EUSR i Bosnien-Hercegovina (EUT 2013, L 185, s. 7) vedtaget efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten på grundlag af navnlig artikel 28 TEU.

157    Udnævnelsen af EUSR i Bosnien-Hercegovina henhører således faktisk under artikel 28 TEU, således at det i overensstemmelse med den i præmis 154 ovenfor nævnte retspraksis tilkommer Rådet at fastlægge de personalemæssige midler, som denne enhed kan råde over.

158    Denne konklusion understøttes af de retningslinjer for udnævnelse af, mandat for og finansiering af EUSR’er, der er omhandlet i præmis 151 ovenfor, og i hvis afdeling C det er angivet, at Rådets afgørelse om udnævnelse af en EUSR skal omfatte flere forhold, herunder regler for oprettelse og sammensætning af EUSR’s medarbejderstab.

159    Under disse omstændigheder henhører fastsættelse af en vedtægt, der skal finde anvendelse på det internationale kontraktansatte personale ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, under Rådets kompetence.

160    For det fjerde har EU-Udenrigstjenesten i retsmødet under henvisning til artikel 30, stk. 1, TEU gjort gældende, at Rådet ikke kan vedtage et regelsæt, der skal finde anvendelse på kontraktansat FUSP-personale, uden at det har fået forelagt et forslag herom fra enten den højtstående repræsentant eller en medlemsstat. Det fremgår imidlertid af den nævnte bestemmelse, hvorefter »[e]nhver medlemsstat, [den] højtstående repræsentant […] eller den højtstående repræsentant med støtte fra Kommissionen kan forelægge Rådet alle spørgsmål vedrørende [FUSP] og forelægge det henholdsvis initiativer eller forslag«, at den højtstående repræsentant og medlemsstaterne har initiativret, men at denne ikke udgør en eneret og heller ikke en betingelse for, at Rådet kan vedtage en retsakt såsom en afgørelse om et regelsæt for kontraktansatte, der ansættes inden for rammerne af FUSP i almindelighed eller specifikt af EUSR i Bosnien-Hercegovina. Denne bestemmelse udelukker således ikke, at Rådet kan træffe en afgørelse om vedtagelse af et sådant regelsæt på eget initiativ, hvis det finder det nødvendigt, eller anmode den højtstående repræsentant om at forelægge det et forslag herom.

161    Denne konklusion understøttes af oplysningerne i sagsakterne. Dels fremgår det af præmis 151 ovenfor, at det er på initiativ af gruppen »Almindelige anliggender« under Rådet, at retningslinjerne for udnævnelse af, mandat for og finansiering af EUSR’er er blevet revideret. Dels præciseres det i samme retningslinjer hvad angår proceduren for udnævnelse af en EUSR, at »[h]vis Rådet finder, at den politiske sammenhæng kræver det, kan det opfordre [den højtstående repræsentant] til at fremlægge et forslag med henblik på at udnævne en EUSR med et mandat i forbindelse med et særligt politikspørgsmål«.

162    Henset til det ovenstående skal det konkluderes, at enhver eventuel ansvarspådragende passivitet i forbindelse med vedtagelse af en generel ordning, der skal finde anvendelse på kontraktansatte inden for FUSP i almindelighed eller specifikt inden for EUSR i Bosnien-Hercegovina, skal tilregnes Rådet. Den tredje påstand kan således antages til realitetsbehandling for så vidt angår Rådet, men må afvises for så vidt angår Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

 Den fjerde påstand

163    Med den fjerde påstand, som er subsidiær i forhold til de tre første påstande, har sagsøgeren krævet, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten i henhold til Unionens ansvar uden for kontraktforhold tilpligtes at betale ham et beløb på 400 000 EUR med den begrundelse, at hans ansættelsesvilkår ikke var i overensstemmelse med hans grundlæggende rettigheder.

164    Som det fremgår af præmis 148-162 ovenfor, tilkommer det imidlertid Rådet at fastlægge ansættelsesvilkårene for det kontraktansatte personale ved EUSR i Bosnien-Hercegovina. Rådet skal følgelig identificeres som værende sagsøgt hvad angår den fjerde påstand.

165    Sagsøgeren har ganske vist ligeledes henvist til de anbringender, der er fremsat til støtte for den første og den anden påstand, som er rettet mod EUSR i Bosnien-Hercegovina i dennes egenskab af arbejdsgiver. Sagsøgeren har imidlertid ikke inden for rammerne af den fjerde påstand haft til hensigt, at Unionen skal ifalde ansvar uden for kontraktforhold for handlinger foretaget af EUSR i Bosnien-Hercegovina. Såvel i stævningen som i bemærkningerne til indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises, har sagsøgeren nemlig præciseret, at den fjerde påstand vedrører »EU-institutionerne«, hvilket ud fra en samlet læsning af sagsøgerens skriftlige indlæg skal forstås således, at der henvises, ikke til EUSR i Bosnien-Hercegovina, men til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, selv om sidstnævnte ikke er en institution i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 TEU.

166    Henset til det ovenstående skal den fjerde påstand antages til realitetsbehandling for så vidt angår Rådet, men afvises for så vidt angår Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

 Konklusion

167    Henset til samtlige ovenstående betragtninger har Retten for det første hvad angår den første påstand dels kompetence til i henhold til artikel 263 TEUF at træffe afgørelse om påstanden om, at afgørelsen om opsigelse annulleres, dels til i henhold til artikel 268 TEUF at træffe afgørelse om påstanden om, at der ydes økonomisk erstatning for den ikke-økonomiske og økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af den nævnte afgørelse. Disse påstande kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de angår EUSR i Bosnien-Hercegovina, men må afvises, for så vidt som de angår Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

168    Derudover skal påstanden om, at sagsøgeren skal genansættes ved EUSR i Bosnien-Hercegovina, afvises på grund af manglende kompetence.

169    For det andet skal den anden påstand afvises i det hele på grund af manglende kompetence.

170    For det tredje kan den tredje og den fjerde påstand, som i henhold til artikel 268 TEUF er omfattet af Rettens kompetence, antages til realitetsbehandling for så vidt angår Rådet, men må afvises for så vidt angår Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

 Sagsomkostninger

171    I henhold til procesreglementets artikel 133 træffes der afgørelse om sagsomkostninger ved den dom eller kendelse, hvormed sagens behandling ved Retten afsluttes. I henhold til artikel 135, stk. 1, i Rettens procesreglement, kan Retten desuden, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, beslutte, at en part, der taber sagen, ud over sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger, eller at parten slet ikke skal afholde disse.

172    Det følger af denne doms præmisser, at sagens behandling ved Retten afsluttes med denne dom for så vidt angår Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, idet disse sagsøgte parter, i forhold til hvilke søgsmålet skal afvises, udtrykkeligt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

173    Som anført i præmis 140-142 ovenfor indgår den indsats, som EUSR i Bosnien-Hercegovina varetager, imidlertid i en kompleks retlig sammenhæng, der er kendetegnet ved de forbindelser, som den nævnte EUSR har til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten. Det var således uden tvivl vanskeligt for sagsøgeren at identificere de sagsøgte parter i forbindelse med, at dette søgsmål blev anlagt. Under disse omstændigheder finder Retten det retfærdigt og rimeligt at beslutte, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten hver bærer deres egne omkostninger.

174    Desuden afsluttes sagens behandling ved Retten ikke med denne dom for så vidt angår Rådet og EUSR i Bosnien-Hercegovina. Følgelig skal afgørelsen om de sagsomkostninger, som sagsøgeren og de to nævnte sagsøgte parter har afholdt i forbindelse med indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises, udsættes.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):

1)      Søgsmålet afvises:

–      på grund af manglende kompetence, for så vidt som der med søgsmålet er nedlagt påstand om, at der træffes bestemmelse om, at Robert Stockdale skal genansættes ved Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina

–      på grund af manglende kompetence, for så vidt som der med søgsmålet er nedlagt påstand om, at Robert Stockdales tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ændres til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og at det fastslås, at de sagsøgte parter har tilsidesat deres kontraktlige forpligtelser

–      idet det ikke kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), for så vidt som der med søgsmålet er nedlagt påstand om, at afgørelse truffet af Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina den 17. november 2020, hvorved Robert Stockdales ansættelseskontrakt blev opsagt, annulleres, og at der ydes erstatning for den skade, som den nævnte afgørelse angiveligt har forvoldt

–      idet det ikke kan antages til realitetsbehandling i øvrigt for så vidt angår Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

2)      I øvrigt forkastes indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises.

3)      Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises.

4)      Afgørelsen om de sagsomkostninger, som Robert Stockdale, Rådet og Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina har afholdt i forbindelse med indsigelserne om, at Retten savner kompetence, og om, at sagen bør afvises, udsættes.

da Silva Passos Valančius Reine

Truchot       Sampol Pucurull

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. juli 2023.

Underskrifter

Indhold

*      Processprog: fransk.