Language of document :

Sag anlagt den 7. maj 2008 - Berliner Institut für Vergleichende Sozialforschung mod Kommissionen

(Sag T-171/08)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Berliner Institut für Vergleichende Sozialforschung e.V. (Berlin, Tyskland) (ved Rechtsanwalt U. Claus)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens beslutning af 30. oktober 2007 ved brev af 7. marts 2008 vedrørende den afsluttende betaling af et beløb i størrelsesorden 9 215,50 EUR inden for rammerne af projektet "Traumatiserede Flygtninge i Europa" på grundlag af "Grant Agreement JAI/2004/ERF/073", for så vidt som sagsøgeren nægtes betaling af mere end 9 215,50 EUR.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren og Kommissionen indgik i maj 2005 en kontrakt om støtte til et projekt inden for rammerne af Den Europæiske Flygtningefond. Kommissionen fremsendte ved brev af 30. oktober 2007 til sagsøgeren, bekræftet ved brevet af 7. marts 2008, en berigtiget beregning over endnu udestående betalinger, hvorved en del af sagsøgerens udgifter ikke kunne anerkendes som støtteberettigede. Dette søgsmål retter sig mod Kommissionens brev af 7. marts 2008.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter begrundelsespligten, idet Kommissionen flere gange har ændret begrundelse for beslutningen. Der foreligger endvidere en tilsidesættelse af princippet om en korrekt og rimelig sagsbehandling. Endelig er sagens faktiske omstændigheder vurderet urigtigt ved en tilsidesættelse af bestemmelserne i Grant Agreement og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

____________