Sag T-372/02


Internationaler Hilfsfonds eV
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Udviklingsbistand – Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand (ECHO) – rammekontrakt for partnerskab til medfinansiering af aktioner, der gennemføres af en NGO – afslag på sagsøgerens ansøgning – annullationssøgsmål – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.

Annullationssøgsmål – søgsmål, som er rettet mod en afgørelse, der blot bekræfter en tidligere afgørelse, der ikke er anfægtet inden for de gældende frister – afvisning – kravene til en afgørelse, som udelukkende udgør en bekræftelse

(Art. 230 EF)

2.

Annullationssøgsmål – kompetencen for Fællesskabets retsinstanser – påstand om, at der meddeles en institution et påbud – afvisning

(Art. 230 EF og 233 EF)

3.

Retspleje – sagsomkostninger – fastsættelse – omkostninger, der kan kræves erstattet – begreb – omstændigheder, der tages i betragtning – omkostninger til sagens behandling ved Den Europæiske Ombudsmand – ikke omfattet

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

1.

Et annullationssøgsmål, der er rettet mod en afgørelse, som blot bekræfter en tidligere afgørelse, der ikke er anfægtet inden for de gældende frister, skal afvises. En afgørelse er udelukkende en bekræftelse af en tidligere afgørelse, hvis den ikke indeholder et nyt element i forhold til denne, og hvis der ikke forud er indledt en fornyet vurdering af adressatens retsstilling. I så henseende udgør den omstændighed, at Kommissionen ved en beslutning, hvori den afslår en ansøgning fra en ikke-statslig organisation om at indgå en rammekontrakt for partnerskab med Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand, tillige afslår at iværksætte en disciplinær procedure over for denne institutions ansatte, ikke et nyt element. Dette afslag adskiller sig nemlig klart fra afslaget på sagsøgerens ansøgning om indgåelse af rammekontrakten for partnerskabet. I modsat fald ville man anerkende, at en virksomhed blot ved at ansøge om, at der iværksættes en disciplinær procedure over for ansatte i den institution, som har truffet beslutningen, kunne forlænge fristen for at rejse annullationssøgsmål vedrørende denne beslutning.

(jf. præmis 36, 41 og 42)

2.

Retten kan ikke meddele fællesskabsinstitutionerne påbud eller træffe afgørelse på deres vegne.

Den kompetence, som Fællesskabets retsinstanser råder over i annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, begrænser sig til en prøvelse af den anfægtede retsakts lovlighed. Såfremt Retten finder retsakten ulovlig, annulleres den. Det påhviler i så fald vedkommende institution at træffe de nødvendige foranstaltninger i medfør af artikel 233 EF til at opfylde annullationsdommen.

(jf. præmis 48 og 49)

3.

Det følger af artikel 91, litra b), i Rettens procesreglement, at følgende kan kræves erstattet: »nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater«. Det fremgår af denne bestemmelse, at de udgifter, der kan kræves erstattet, dels er begrænset til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, dels til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse. Udtrykket »sagens behandling« i samme bestemmelse omfatter kun behandlingen af sagen ved Retten. Sagsøgeren kan derfor under ingen omstændigheder under et annullationssøgsmål rejse krav om, at Kommissionen godtgør sagsøgeren omkostningerne ved behandlingen af en sag ved Den Europæiske Ombudsmand.

(jf. præmis 51)