Sag anlagt den 29. januar 2010 - Elementis m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-43/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Elementis plc, Elementis Holdings Ltd, Elementis UK Ltd og Elementis Services Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved lawyers T. Wessely, A. de Brousse, E. Spinelli og solicitor A. Woods)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Europa-Kommissionens beslutning K(2009) 8682 af 11. november 2009 i sag COMP/38.589 - Varmestabilisatorer annulleres, for så vidt som den angår sagsøgerne.

Subsidiært ophæves de bøder, der er pålagt sagsøgerne i henhold til beslutningen, eller størrelsen heraf nedsættes væsentligt.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostninger afholdt af sagsøgerne i forbindelse med fuld eller delvis betaling af bøden.

Retten træffer enhver anden foranstaltning, den måtte finde passende.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål har sagsøgerne nedlagt påstand om annullation i henhold til artikel 263 TEUF af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 af 11. november 2009 i sag COMP/38.589 - Varmestabilisatorer, ved hvilken et antal virksomheder inklusiv sagsøgerne blev holdt ansvarlige for en overtrædelse af artikel 81 EF (nu 101 TEUF) og 53 EØS ved at deltage i to karteller, der påvirkede sektorerne for henholdsvis tinstabilisatorer og ESBO/estere-stabilisatorer i hele EØS.

Sagsøgeren har fremført følgende anbringender og væsentlige argumenter:

For det første har sagsøgerne anført, at Kommissionen foretog urigtig retsanvendelse ved at vedtage en beslutning om at pålægge dem en bøde i strid med de forældelsesregler, der er indeholdt i artikel 25, stk. 5, og artikel 25, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (herefter "forordning nr. 1/2003") om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (nu artikel 101 og 102 TEUF) ¹. I henhold til artikel 25, stk. 5 i forordning nr. 1/2003 er den absolutte forældelsesfrist, efter hvilken Kommissionen ikke må pålægge sanktioner for overtrædelse af konkurrencereglerne, 10 år fra den dato, hvor overtrædelsen ophørte. Sagsøgerne har derfor gjort gældende, at beslutningen, der blev vedtaget mere end 11 år efter, at sagsøgernes overtrædelse ophørte (2.10.1998), blev vedtaget i strid med nævnte bestemmelse. Sagsøgerne har endvidere anført, at Kommissionens standpunkt vedrørende bødens lovlighed på trods af, at den tiårige periode er udløbet, hviler på dens generelle fortolkning af den opsættende virkning af den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 25, stk. 6, i forordning nr. 1/2003, som ifølge sagsøgerne er urigtig.

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar, idet den urimeligt lange varighed af undersøgelsens fase vedrørende fastlæggelse af de faktiske omstændigheder undergravede sagsøgernes mulighed for effektivt at udøve deres ret til kontradiktion under denne procedure.

For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen begik åbenbare fejl ved beregningen af den bøde, der er pålagt sagsøgerne, ved for de pålagte bøder fejlagtigt at tage udgangspunkt i for det første den periode, der lå forud for, at der forelå et joint venture og, for det andet, med henblik på en afskrækkende virkning, i den omsætning, som blev opnået af Akcros-joint venturet, frem for den omsætning, som sagsøgerne opnåede. Ifølge sagsøgerne bør bøderne nedsættes med 50%.

For det fjerde har sagsøgerne anført, at Kommissionen begik en åbenbar retlig fejl og tilsidesatte retssikkerhedsprincippet, princippet om personligt ansvar og proportionalitetsprincippet ved at undlade nærmere at fastsætte størrelsen på den del af bøden (pålagt sagsøgerne til solidarisk hæftelse), som sagsøgerne skal betale.

____________

¹ - EFT 2003 L 1, s. 1.