RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
12. marts 2020 (*)
»Dumping – import af varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine – afslutning af proceduren vedrørende importen af varer med oprindelse i Serbien – konstatering af, om der foreligger skade – kumulativ vurdering af følgevirkningerne af import fra mere end ét land – artikel 3, stk. 4, i forordning (EU) 2016/1036 – afslutning uden indførelse af foranstaltninger – artikel 9, stk. 2, i forordning 2016/1036 – endelig fremlæggelse af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale indførelse af endelige foranstaltninger eller afslutning af en undersøgelse eller en procedure uden indførelse af foranstaltninger – artikel 20, stk. 2, i forordning 2016/1036«
I sag T-835/17,
Eurofer, Association Européenne de l’Acier, AISBL, Bruxelles (Belgien), ved advokaterne J. Killick og G. Forwood,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved T. Maxian Rusche, N. Kuplewatzky og A. Demeneix, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af
HBIS Group Serbia Iron & Steel LLC Belgrade ved advokat R. Luff,
intervenient,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1795 af 5. oktober 2017, om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine og om afslutning af undersøgelsen af importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Serbien (EUT 2017, L 258, s. 24).
har
RETTEN (Ottende Afdeling),
sammensat af samt dommerne A.M. Collins, R. Barents og J. Passer (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig S. Bukšek Tomac,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. november 2019,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Efter en klage, der var blevet indgivet af sagsøgeren, Eurofer, Association européenne de l’acier, AISBL, den 23. maj 2016, indledte Europa-Kommissionen en antidumpingundersøgelse vedrørende importen til Den Europæiske Union af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine.
2 Den 7. juli 2016 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende den i præmis 1 ovenfor omhandlede import (EUT 2016, C 246, s. 7) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21, herefter »grundforordningen«).
3 Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra den 1. juli 2015 til den 30. juni 2016 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skaden omfattede perioden fra den 1. januar 2013 til udgangen af undersøgelsesperioden.
4 I meddelelsen om indledning af undersøgelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 17. For så vidt angår EU-producenterne omfattede den endelige stikprøve seks af disse producenter med hjemsted i fem medlemsstater, som tegnede sig for mere end 45% af EU-produktionen, nemlig
– ThyssenKrupp Steel Europe AG, Duisburg, Tyskland
– Tata Steel IJmuiden BV, Velsen-Noord, Nederlandene
– Tata Steel UK Limited, Port Talbot, South Wales, Det Forenede Kongerige
– ArcelorMittal Mediterranee SAS, Fos-sur-Mer, Frankrig
– ArcelorMittal Atlantique Et Lorraine, Dunkerque, Frankrig
– ArcelorMittal España SA, Gozón, Spanien.
5 Der blev i henhold til grundforordningens artikel 16 aflagt kontrolbesøg hos de omhandlede producenter.
6 Den 4. april 2017 meddelte Kommissionen gennem et oplysningsdokument (herefter »oplysningsdokumentet«) alle de interesserede parter, at den ville fortsætte undersøgelsen uden at indføre midlertidige foranstaltninger på importen til Unionen af den pågældende vare med oprindelse i de pågældende lande. Det pågældende dokument indeholdt de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, som lå til grund for Kommissionens beslutning om at fortsætte undersøgelsen uden at indføre midlertidige foranstaltninger. Efter fremlæggelsen af dokumentet fremsatte de interesserede parter skriftlige bemærkninger til de fremlagte oplysninger og konklusioner. Der blev desuden afholdt høringer med interesserede parter, som havde anmodet herom.
7 Den 4. maj 2017 blev der afholdt en høring med sagsøgeren under overværelse af høringskonsulenten i handelsprocedurer. Den 8. juni 2017 blev der afholdt yderligere en høring med sagsøgeren.
8 Mellem den 29. maj og den 9. juni 2017 blev der aflagt yderligere fem kontrolbesøg hos følgende interesserede parter i Unionen:
– ThyssenKrupp Steel Europe AG, Duisburg (EU-producent)
– HUS Ltd, Plovdiv, Bulgarien (bruger, medlem af et konsortium med navnet »Consortium for Imports of Hot-Rolled Flats«, konsortium for import af varmvalsede flade produkter)
– Technotubi SpA, Alfianello, Italien (bruger, medlem af det ovennævnte konsortium)
– en italiensk bruger, der ikke er medlem af konsortiet, og som har ønsket at være anonym
– sagsøgeren.
9 Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger den 17. juli 2017 (herefter »den endelige fremlæggelse af oplysninger«), blev der den 27. juli 2017 afholdt yderligere en høring med sagsøgeren under overværelse af høringskonsulenten i handelsprocedurer.
10 Efter en høring den 3. august 2017 med en iransk eksporterende producent, foretog Kommissionen en ny dumpingberegning samt nye beregninger støttet på denne dumpingberegning. Parterne blev underrettet om denne revidering gennem en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger den 4. august 2017.
11 Den 5. oktober 2017 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2017/1795 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine og om afslutning af undersøgelsen af importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Serbien (EUT 2017, L 258, s. 24, berigtiget i EUT 2017, L 319, s. 81, herefter »den anfægtede forordning«).
12 Den anfægtede forordnings artikel 2 bestemmer, at »[a]ntidumpingproceduren vedrørende importen til Unionen af den pågældende vare med oprindelse i Serbien afsluttes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 2«.
Retsforhandlinger og parternes påstande
13 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. december 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.
14 Den 21. marts 2018 har Kommissionen indgivet svarskrift.
15 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 17. og 18. april 2018 har intervenienten, HBIS Group Serbia Iron & Steel LLC Belgrade, og Republikken Serbien fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.
16 Ved processkrift indleveret den 14. maj 2018 har sagsøgeren i henhold til artikel 144, stk. 2, i Rettens procesreglement anmodet om, at en række oplysninger i bilag A.25, A.30 og A.31 til stævningen af fortrolig karakter ikke meddeles intervenienten eller Republikken Serbien, såfremt disse gives tilladelse til at intervenere i denne sag.
17 Den 3. juli 2018 har sagsøgeren indgivet replik.
18 Ved kendelse af 6. juli 2018 har Rettens Ottende Afdeling afslået Republikken Serbiens interventionsbegæring.
19 Ved kendelse af 12. juli 2018 har formanden for Rettens Ottende Afdeling tilladt intervenientens intervention og har midlertidigt begrænset fremlæggelse af stævningen til sagsøgerens ikke-fortrolige version, imens sagsøgeren afventer eventuelle bemærkninger fra intervenienten til anmodningen om fortrolig behandling.
20 Ved processkrift indleveret den 31. juli 2018 har intervenienten underrettet Retten om, at denne ikke havde indsigelser til den fortrolige behandling af de oplysninger, som sagsøgeren havde identificeret, med undtagelse af visse oplysninger på s. 779-781 i bilag A.25 til stævningen.
21 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 13. september 2018 har intervenienten indleveret sit interventionsindlæg.
22 Den 14. september 2018 har Kommissionen indleveret duplik.
23 Ved kendelse af 5. oktober 2018 har formanden for Rettens Ottende Afdeling givet afslag på anmodningen om fortrolig behandling for så vidt angår de oplysninger, der er anført i præmis 20 ovenfor, og har anordnet fremlæggelse for intervenienten en ny ikke-fortrolig version af stævningen.
24 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. oktober 2018 har sagsøgeren fremlagt en ikke-fortrolig version af stævningen i overensstemmelse med kendelsen af 5. oktober 2018.
25 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. november 2018 har intervenienten indgivet et supplerende interventionsindlæg til den ikke-fortrolige version af stævningen.
26 Den 20. december 2018 har sagsøgeren og Kommissionen afgivet deres bemærkninger.
27 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. januar 2019 har sagsøgeren i henhold til artikel 106 i Rettens procesreglement anmodet om at blive hørt under retsforhandlingernes mundtlige del.
28 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordnings artikel 2 annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
29 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
30 Intervenienten har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindes Kommissionen.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Om formaliteten
31 Kommissionen har uden formelt at have fremsat en formalitetsindsigelse i et særskilt dokument i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, støttet af intervenienten gjort gældende, at søgsmålet skal afvises af to grunde. For det første kan den anfægtede forordnings artikel 2 ikke udskilles fra resten af forordningen. For det andet har sagsøgeren hverken søgsmålskompetence eller søgsmålsinteresse.
32 Det bemærkes i denne forbindelse, at Unionens retsinstanser har adgang til på baggrund af enhver sags konkrete omstændigheder at vurdere, om det af retsplejehensyn er berettiget at forkaste et søgsmål i realiteten uden først at tage stilling til formaliteten (jf. i denne retning dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer, C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 51 og 52, og af 14.9.2016, Trajektna luka Split mod Kommissionen, T-57/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:470, præmis 84).
33 I den foreliggende sag er der grundlag for at behandle søgsmålet i realiteten og i givet fald undlade at tage stilling til formaliteten.
Om realiteten
34 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender. Det første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen besluttede ikke at kumulere den serbiske import i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4. Det andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen fandt, at det ikke var »nødvendigt« at træffe beskyttelsesforanstaltninger i forhold til Republikken Serbien, selv ikke på et kumuleret grundlag. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af forordningens artikel 20, stk. 2, krænkelse af sagsøgerens ret til information og til forsvar samt en tilsidesættelse af retten til god forvaltning, i henhold til artikel 41 i Den europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som Kommissionen afviste at meddele oplysninger om prisunderbud og målpriser for den serbiske eksportør.
Det første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen besluttede ikke at kumulere den serbiske import i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4
35 Sagsøgeren har gjort gældende, at for så vidt som for det første de dumpingmargener, der er fastsat i forbindelse med den serbiske import på 38,7%, lå over den bagatelgrænse, der er omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 3, og for det andet importmængden fra Serbien udgjorde en markedsandel på 1,04% og således lå over tærsklen på 1% i henhold til den pågældende forordnings artikel 5, stk. 7, var det med urette, at Kommissionen i den anfægtede forordning besluttede ikke at kumulere importen fra Serbien.
36 Sagsøgeren har tilføjet, at den anfægtede forordning ikke fastslog, at der forelå forskellige konkurrencevilkår mellem på den ene side Serbien og de fire andre berørte lande eller på den anden side de fem lande og EU. Under alle omstændigheder er den serbiske eksporterende producents angivelige status af »prisfølger« uden relevans ved anvendelsen af grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a) og b).
37 Hvad angår importmængden har sagsøgeren gjort gældende, at tærsklen på 1% i grundforordningens artikel 5, stk. 7, finder anvendelse inden for rammerne af forordningens artikel 3, stk. 4, litra a), og dette gælder til trods for, at der ikke foreligger nogen udtrykkelig henvisning i denne bestemmelse til forordningens artikel 5, stk. 7. Dette bekræftes af Kommissionens forklarende note af 21. september 2000, der blev tilstillet Antidumpingudvalget (ad hoc-gruppen om gennemførelse) ved Verdenshandelsorganisationen (WTO), af Kommissionens systematiske anvendelse af den pågældende tærskel og af retspraksis.
38 Tærsklen på 1% i grundforordningens artikel 5, stk. 7, udgør en klar og præcis tærskel, under hvilken importmængden ikke længere er »ubetydelig«.
39 Ifølge sagsøgeren er det synspunkt, som Kommissionen har givet udtryk for i den anfægtede forordning, om, at den import, der kun ligger en smule over 1%, kan anses for ubetydelig og ikke kan være genstand for en kumulative vurdering på baggrund af ordlyden af grundforordningens artikel 5, stk. 7, i strid med den almindelige betydning af de omhandlede bestemmelser samt deres sammenhæng og formålet med den lovgivning, som den er en del af, og skaber endvidere en lakune i lovgivningen.
40 Det var således med urette, at Kommissionen i 234. betragtning til den anfægtede forordning fandt, at den kunne se bort fra de tærskler, der er klart fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 4, og artikel 5, stk. 7, ved at støtte sig på de mere generelle bedømmelseskriterier, der er fastsat i samme forordnings artikel 3, stk. 3. Forordningens artikel 3, stk. 4, indeholder ingen henvisning til artiklens stk. 3.
41 Tilsvarende kan Kommissionen ikke påberåbe sig sit vide skøn ved vurderingen af komplicerede faktiske omstændigheder i en økonomisk, politisk og retlig kontekst. Spørgsmålet, om importen fra et land ligger på mere end 1% af markedsandelen, er simpelt og binært.
42 Kommissionen tager endvidere fejl ved at finde, at den »ekstra« mængde på 0,04% ikke var »væsentlig«. Det retlige kriterium består ikke i at afgøre, om den mængde, der overstiger den nøjagtige tærskel på 1%, dvs. 0,04%, er væsentlig eller ej, men om den import, der tegner sig for en markedsandel på 1,04%, kan anses for ubetydelig i dens helhed. Såfremt en importmængde, der tegner sig for en markedsandel på 1,04% og svarer til 350 000 t eksporter til en værdi på mere end 120 mio. EUR, sælges til priser, der er 30% lavere end EU-producenternes priser, er dens indvirkning ikke ubetydelig.
43 Selv om Kommissionen råder over et skøn i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4, til at fravige tærsklen på 1%, er den anfægtede forordning under alle omstændigheder støttet på to faktorer, der er helt uden relevans og dækker over andre faktorer, såsom dumping, målprisunderbud og underbud, som derimod er ekstremt relevante ved fastlæggelsen af den serbiske imports indvirkning på EU-erhvervsgrenen.
44 Erklæringen om, at den serbiske eksporterende producent var en »prisfølger«, er også fejlagtig, for så vidt som den ikke er støttet på et faktisk grundlag. Kommissionens konklusioner hviler udelukkende på den gennemsnitlige pris af en lang række produkter og ikke på priserne for specifikke produkter. Vedrørende spørgsmålet, om den serbiske eksporterende producent med hensyn til priser var en »følger« eller en »leder«, skal det afgøres, på hvilket tidspunkt eksportøren hævede og sænkede sine priser i forhold til de øvrige eksportører. Denne analyse foretages ikke i den anfægtede forordning.
45 Kommissionen var så meget desto mere ikke berettiget til at støtte sig på gennemsnitsprisen for importen, eftersom Serbien kun havde en eksporterende producent, mens to af de andre lande havde adskillige. Kommissionen skulle ud over gennemsnitspriserne have taget hensyn til priserne hos de individuelle eksportører i de andre lande, som ligger til grund for førstnævnte priser.
46 Endvidere ville en analyse ved sammenligning af underbud pr. varekontrolnummer (VKN-metoden), som Kommissionen foretog for importen fra de fire andre lande, der var omfattet af undersøgelsen, have været at foretrække. For så vidt som Kommissionen i 238. betragtning til den anfægtede forordning anførte, at den ikke havde anvendt sådanne data, »idet beregninger af underbud og målprisunderbud kun g[av] et øjebliksbillede i undersøgelsesperioden og således ikke giver mulighed for en sammenligning af prisudviklingen over en årrække«, har sagsøgeren fremhævet, at grundforordningens artikel 3, stk. 3, udtrykkeligt foreskriver, at det »tages […] i betragtning, om dumpingvarerne udbydes til en væsentlig lavere pris«. I denne forbindelse tog Kommissionens bedømmelse ikke hensyn til den høje dumpingmargen for den serbiske import (38,7%).
47 Endvidere kan Kommissionens begrundelse, som blev fremført i 238. betragtning til den anfægtede forordning (jf. præmis 46 ovenfor), ikke forenes med de argumenter, der blev fremført i 235. og 236. betragtning til den pågældende forordning, hvori Kommissionen netop støttede sig på gennemsnitspriserne i undersøgelsesperioden.
48 Den anfægtede forordning tager heller ikke hensyn til den generelle stigning i importmængden fra 0,48% i 2013 til 1,04% i undersøgelsesperioden.
49 Kommissionen og intervenienten har bestridt disse argumenter.
50 Det følger af grundforordningens artikel 3, stk. 4, at såfremt indførslen af en vare fra mere end ét land samtidig er omfattet af antidumpingundersøgelser, kan følgevirkningerne af en sådan indførsel kun vurderes kumulativt, såfremt for det første den dumpingmargen, der er fastlagt for indførslen fra hvert af de pågældende lande, er højere end den minimumsværdi, der er anført i artikel 9, stk. 3, og den indførte mængde fra hvert land ikke er ubetydelig, og for det andet, at det vil være hensigtsmæssigt at foretage en kumulativ vurdering af virkningerne af indførslen på baggrund af vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og den i Unionen fremstillede vare.
51 Grundforordningens artikel 3, stk. 4, fastsætter således tre betingelser, nemlig en dumpingmargen, der skal være højere end minimumsværdien, en indført mængde, der ikke er ubetydelig, og passende konkurrencevilkår, som alle skal være opfyldt for, at der kan foretages en kumulativ vurdering af indførsel fra mere end et land, der samtidigt er omfattet af antidumpingundersøgelser. Det er derimod tilstrækkeligt til at udelukke en sådan kumulativ vurdering, at en af disse tre betingelser ikke er opfyldt.
52 I det foreliggende tilfælde følger det af 228.-240. betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionens konklusion om, at importen fra Serbien ikke skulle vurderes kumulativt med importen fra de fire andre lande, er støttet på følgende betragtninger:
– De dumpingmargener, der er fastsat i forbindelse med importen fra de pågældende lande, herunder Serbien, ligger over den bagatelgrænse, der er omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 3.
– Importmængden fra Serbien blev anset for at være ubetydelig.
– De serbiske eksportpriser var forskellige fra de fire andre pågældende landes.
53 Hvad angår for det første importmængden fra Serbien følger det af 232. betragtning til den anfægtede forordning, at den blev anset for ubetydelig som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 4, eftersom importmængden fra Serbien gik fra 427 558 t i 2015 til ca. 354 000 t i undersøgelsesperioden, dvs. en markedsandel på blot 1,04%.
54 I 232. betragtning til den anfægtede forordning præciseres som følger:
»Det er Kommissionens faste praksis at betragte en markedsandel som »ubetydelig«, hvis den i den indledende fase ligger under tærsklen på 1%, som er fastsat grundforordningen. I det konkrete tilfælde fandt Kommissionen imidlertid, at en andel på 1,04% stadig er ubetydelig, idet 0,04% bør betragtes som uvæsentlig, navnlig når importmængden fra Serbien i relative termer ligger betydeligt under importmængden fra hvert af de fire andre lande. Faktisk var importmængden fra Serbien næsten halvt så stor som importmængden fra Brasilien, som var det land, der havde den næstlaveste importmængde.«
55 I 234. betragtning til den anfægtede forordning tilføjede Kommissionen som svar på sagsøgerens argument om, at »eksporten fra Serbien burde vurderes kumulativt med importen fra de fire andre lande, idet eksporten fra Serbien overskrider bagatelgrænsen på 1%[, og at] [b]agatelgrænsen på 1% g[jaldt] […] uden undtagelse, uanset hvor ringe den overskridende procentsats end måtte være« (233. betragtning til den anfægtede forordning) følgende:
»Beslutningen om, hvorvidt import bør vurderes kumulativt, skal baseres på de kriterier, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 3. I grundforordningens artikel 3, stk. 4, tillægges ingen af disse individuelle kriterier nogen særlig stor vægt. Selv om det er korrekt, at importen fra et land ikke kan kumuleres, hvis importmængden er ubetydelig, indebærer det modsatte ikke automatisk, at den skal kumuleres. Desuden er der ikke fastsat nogen eksakte bagatelgrænser i grundforordningen. Selv om grundforordningens artikel 5, stk. 7, ganske vist kan tjene som vejledning vedrørende ubetydelige importmængder, henvises der ikke til disse bagatelgrænser i artikel 3, stk. 4. I stedet giver ordlyden Kommissionen tilstrækkelig fleksibilitet til at foretage en analyse fra sag til sag under hensyntagen til, at en »ekstra« mængde på 0,04% var uvæsentlig.«
56 Importmængden (i ton) og markedsandelene (fastsat ved at sammenligne importmængderne med det frie forbrug på EU-markedet) for Serbien samt for de fire andre lande er angivet i tabel 3 i den anfægtede forordning (jf. 232. betragtning til samme forordning).
57 Hvad for det andet angår de importpriser, der er angivet i den anfægtede forordnings tabel 4, bemærkede Kommissionen i 235. betragtning til forordningen for det første, at »selv om de gennemsnitlige serbiske salgspriser også faldt i den betragtede periode, var den gennemsnitlige serbiske salgspris i undersøgelsesperioden (365 EUR pr. ton) den højeste i undersøgelsesperioden og væsentligt højere end den gennemsnitlige salgspris for Brasilien, Iran, Rusland og Ukraine, som lå på mellem 319 EUR pr. ton og 346 EUR pr. ton«, og for det andet, at »de gennemsnitlige serbiske salgspriser ha[vde] ligget væsentligt over de gennemsnitlige salgspriser for de fire andre pågældende lande«.
58 Kommissionen tilføjede i 236. betragtning til den anfægtede forordning, at »prissætningen kombineret med den ubetydelige mængde [tydede] på, at den eksporterende producent i Serbien agere[de] som prisfølger snarere end prisfører for så vidt angår den pågældende vare«. Ifølge Kommissionen »illustrere[des] [dette] yderligere ved den omstændighed, at prisfaldet mellem 2015 og undersøgelsesperioden var mindre i relative termer end prisfaldet i de fire andre pågældende lande«.
59 I denne forbindelse har Kommissionen inden for rammerne af den skriftlige forhandling gjort gældende, at det første anbringende skal forkastes som uvirksomt, eftersom sagsøgeren ikke anfægtede den konklusion, som Kommissionen drog på grundlag af en vurdering i 235. og 236. betragtning til den anfægtede forordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b), og som er tilstrækkelig til at begrunde den anfægtede forordning, eftersom de tre betingelser, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 4, er kumulative.
60 Det skal imidlertid fastslås for det første, at i modsætning til det af Kommissionen ligeledes hævdede i forbindelse med den skriftlige forhandling, er overskriften på det første anbringende, som sagsøgeren har påberåbt sig i det foreliggende tilfælde, ikke begrænset til grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), men henviser blot til forordningens artikel 3, stk. 4. For det andet gælder, at selv om sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede forordning ikke fastslog, at der forelå forskellige konkurrencevilkår mellem på den ene side Serbien og de fire andre berørte lande eller på den anden side de fem lande og EU, er det netop fordi for det første, at sagsøgeren har anfægtet bedømmelsen i 235. og 236. betragtning til denne sidstnævnte forordning, og for det andet, at sagsøgeren af den opfattelse, at denne bedømmelse er uden relevans i forhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a) og b). Endelig skal det for det tredje bemærkes, at Kommissionen ikke for så vidt angår importen fra Serbien klart og utvetydigt fastslog, at en kumulativ vurdering ikke var hensigtsmæssig på baggrund af konkurrencevilkårene, selv om den gjorde det på meget præcis vis i forhold til de fire andre lande (jf. 241. betragtning til den anfægtede forordning).
61 Endvidere medgav Kommissionen i sit svar på et spørgsmål fra Retten i retsmødet, at eksportørernes priser ligeledes kunne spille en rolle i forbindelse med undersøgelsen af den anden betingelse i grundforordningens artikel 3, stk. 4 (ikke ubetydelig importmængde), og den præciserede, at 235. og 236. betragtning til den anfægtede forordning således ligeledes kunne forstås som en »kvalitativ vurdering«, som forstærker den »kvantitative vurdering« af, at importmængden fra Serbien var ubetydelig i 232.-234. betragtning til denne sidstnævnte forordning, og den fastslog, at klagepunktet om forkastelse af nærværende anbringende som uvirksomt i dette perspektiv var »blevet uden genstand«.
62 Følgelig skal dette anbringende ikke forkastes som uvirksomt, men der skal tværtimod foretages en undersøgelse af, om det er begrundet i første række på baggrund af den anden betingelse i grundforordningens artikel 3, stk. 4 (ikke ubetydelig importmængde).
63 I denne forbindelse skal det indledningsvis nævnes, at til forskel fra den første del af grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), som præcist definerer den første betingelse ved en henvisning til bagatelgrænsen som omhandlet i forordningens artikel 9, stk. 3, dvs. 2%, foretager den anden del af grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), vedrørende den anden betingelse ingen henvisning og kræver blot, at den indførte mængde fra hvert land ikke er »ubetydelig« uden at definere dette sidstnævnte ord mere præcist.
64 Grundforordningens artikel 5, stk. 7, bestemmer ganske vist, at der ikke skal indledes en procedure mod lande, hvis indførsler udgør en markedsandel på under 1%, medmindre disse lande tilsammen tegner sig for 3% eller derover af forbruget i Unionen. Endvidere fastslog Retten i dom af 25. januar 2017, Rusal Armenal mod Rådet (T-512/09 RENV, EU:T:2017:26, præmis 104 og 105) vedrørende en import, der udgjorde en markedsandel på 5,26%, at denne bestemmelse netop har til formål at tydeliggøre, under hvilke omstændigheder den pågældende imports andel af forbruget i Unionen er for begrænset til, at den kan anses for at give anledning til dumping, og at der derfor forelå et komplementaritetsforhold mellem den pågældende bestemmelse og forordningens artikel 3, stk. 4, litra a).
65 Imidlertid og for det første, som også sagsøgeren har medgivet, foretager grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), vedrørende den anden betingelse (ikke ubetydelig importmængde) ingen henvisning til forordningens artikel 5, stk. 7, eller til nogen anden bestemmelse i samme forordning.
66 For det andet er det med rette, at Kommissionen har gjort gældende, at grundforordningens artikel 5, stk. 7, vedrører et andet stadium af undersøgelsen end forordningens artikel 3, stk. 4. Sidste punktum af forordningens artikel 5, stk. 7, bestemmer nemlig, at der i det tilfælde, der nævnes i bestemmelsen, end ikke skal indledes en procedure. Derimod vedrører samme forordnings artikel 3, stk. 4, import, der er genstand for en undersøgelse, som er indledt af Kommissionen efter indledningen af proceduren (jf. den pågældende forordnings artikel 6, stk. 1).
67 Følgelig, og som Kommissionen med rette anførte i 234. betragtning til den anfægtede forordning gælder, at selv om grundforordningens artikel 5, stk. 7, kan tjene som vejledning vedrørende ubetydelige importmængder, betyder dette inden for rammerne af denne sidstnævnte forordnings artikel 3, stk. 4, ikke, at importen fra det pågældende land, der tegner sig for en markedsandel på mere end 1%, ikke kan anses for ubetydelig.
68 I denne forbindelse skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, navnlig ved fastlæggelsen af, om der foreligger en skade, har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. EU’s retsinstanser skal således begrænse deres prøvelse til at undersøge, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det omtvistede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 18.9.2012, Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, T-156/11, EU:T:2012:431, præmis 134 og 136 og den deri nævnte retspraksis).
69 I det foreliggende tilfælde tegnede importmængden fra Serbien sig for en markedsandel på 1,04% i løbet af undersøgelsesperioden og lå således meget tæt på den situation, hvor grundforordningens artikel 5, stk. 7, principielt forbyder Kommissionen at indlede en undersøgelse (dvs. »en markedsandel på under 1%«). Det følger endvidere af 232. betragtning til den anfægtede forordning, at importmængden fra Serbien lå betydeligt under importmængden fra hvert af de fire andre lande. Som det følger af samme betragtning, var importmængden næsten halvt så stor som importmængden fra Brasilien, som var det land, der havde den næstlaveste importmængde.
70 Under disse omstændigheder, hvis materielle rigtighed endvidere ikke er blevet bestridt af sagsøgeren, fremgår det, at Kommissionen ikke har anlagt en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder eller foretaget magtfordrejning som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 68 ovenfor.
71 Det er korrekt, at Kommissionen i den forklarende note, der er nævnt i præmis 37 ovenfor, over for WTO’s organer redegjorde for, at for så vidt angår betingelserne for en kumulativ vurdering af virkningerne af indførslen »[fastsl[og]] [Unionen] […] hvornår et importniveau er ubetydeligt i forhold [grundforordningens] artikel 5, stk. 7«, og at »[…]importen [med andre ord blev anset] for ubetydelig, når dens markedsandel [lå] under 1%, medmindre, såfremt der er tale om en undersøgelse, der vedrører flere lande, disse lande tilsammen tegner sig for en markedsandel på 3% eller derover.«
72 Endvidere har Kommissionen i sin praksis jævnligt henvist til grundforordningens artikel 5, stk. 7, i sammenhæng med forordningens artikel 3, stk. 4.
73 Ud over de eksempler, som sagsøgeren har nævnt, hvor Kommissionen henviste enten direkte til grundforordningens artikel 5, stk. 7, ved at anføre, at »importmængden fra hvert af disse lande er ikke ubetydelig, jf. [denne bestemmelse]«, eller til tærsklen på 1% af forbruget i Unionen ved at anføre, at »importmængden fra ovennævnte to producenter var marginal i undersøgelsesperioden, eftersom den var betydeligt mindre end 1% af EF-forbruget«, henviste Kommissionen ligeledes til den pågældende bestemmelse på samme måde i en række andre sager (jf. eksempelvis hvad angår det første tilfælde 127. betragtning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/763 af 12.5.2015 om indførelse af en antidumpingtold på importen af visse kornorienterede fladvalsede produkter af silicium-elektrisk stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Japan, Republikken Korea, Den Russiske Føderation og Amerikas Forenede Stater (EUT 2015, L 120, s. 10) og 217. betragtning til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 af 22.12.2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og i Folkerepublikken Kina som udvidet til også at omfatte import af visse typer fodtøj med overdel af læder afsendt fra Macao SAR, uanset om den er angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej, som følge af en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 (EUT 2009, L 352, s. 1), hvad angår det andet tilfælde 76. betragtning til Kommissionens afgørelse 2006/781/EF af 15.11.2006 om afslutning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af katodestrålerør til farvefjernsyn med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Republikken Korea, Malaysia og Thailand (EUT 2006, L 316, s. 18) og hvad angår det tredje tilfælde 115. betragtning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/576 af 10.4.2019 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af blandinger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland, Trinidad og Tobago samt Amerikas Forenede Stater (EUT 2019, L 100, s. 7), 168. betragtning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/141 af 26.1.2017 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse rørfittings af rustfrit stål til stuksvejsning, herunder også ufærdige varer, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan (EUT 2017, L 22, s. 14), og 109. betragtning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/181 af 10.2.2016 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse koldvalsede flade produkter af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation (EUT 2016, L 37, s. 1)).
74 Endvidere, og som det også er tilfældet i andre sager, gælder, at selv om Kommissionen ikke udtrykkeligt har henvist til grundforordningens artikel 5, stk. 7, har den dog henvist til et minimumsniveau eller en minimumstærskel, altså sandsynligvis tærsklen i den pågældende bestemmelse (jf. eksempelvis 89. betragtning til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 585/2012 af 26.6.2012 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Rusland og Ukraine efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009, og om afslutning af udløbsundersøgelsesproceduren vedrørende importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Kroatien (EUT 2012, L 174, s. 5), og 236. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1256/2008 af 16.12.2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold på import af visse svejsede rør af jern og ulegeret stål med oprindelse i Belarus, Folkerepublikken Kina og Rusland efter en procedure i henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 384/96 med oprindelse i Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i samme forordning med oprindelse i Ukraine efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, og en interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i samme forordning og om afslutning af procedurerne i relation til import af samme vare med oprindelse i Bosnien-Hercegovina og Tyrkiet (EUT 2008, L 343, s. 1)).
75 Tilfælde, hvor Kommissionen blot har fastslået, at den omhandlede importmængde ikke var ubetydelig som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 4, uden at henvise til forordningens artikel 5, stk. 7, eller et minimumsniveau eller en minimumstærskel, er derimod ganske sjældne, særligt i nyere praksis (jf. eksempelvis 105. betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1742/2000 af 4.8.2000 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Republikken Korea, Taiwan og Thailand (EFT 2000, L 199, s. 48), 65. betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1472/2000 af 6.7.2000 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af korte syntetiske fibre af polyester med oprindelse i Indien og Republikken Korea (EFT 2000, L 166, s. 1) og 32. betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 178/98 af 23.1.1998 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af kaliumpermanganat med oprindelse i Indien og Ukraine (EFT 1998, L 19, s. 23)).
76 Som Kommissionen med rette har anført, skal lovligheden af en forordning om indførelse af en antidumpingtold eller som i det foreliggende tilfælde om afslutning af proceduren uden at indføre antidumpingtold imidlertid bedømmes i lyset af retsregler og navnlig grundforordningens bestemmelser og ikke på grundlag af en angivelig hidtidig afgørelsespraksis fra Kommissionen eller Rådet (jf. i denne retning dom af 18.10.2016, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-351/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:616, præmis 107).
77 Hvad angår den forklarende note, der er nævnt i præmis 37 ovenfor, er det ligeledes med rette, at Kommissionen har gjort gældende, at det pågældende dokument ikke kan kvalificeres som retningslinjer, som indebærer en begrænsning af egen skønsbeføjelse som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 138 i dom af 25. oktober 2005, Groupe Danone mod Kommissionen (T-38/02, EU:T:2005:367). Det følger nemlig af dette dokument, der blev fremsendt til et udvalg i WTO, at Kommissionens formål ikke var at begrænse det skøn, som den råder over inden for rammerne af grundforordningen, men blot at underrette WTO’s organer om sin sædvanlige praksis.
78 Endvidere, for så vidt som grundforordningen bestemmer, at såfremt den tærskel på 1%, som er fastsat i forordningens artikel 5, stk. 7, ikke overskrides, skal der i tilfælde af en undersøgelse, der vedrører et enkelt land, ikke indledes en procedure (forordningens artikel 5, stk. 7), og skaden anses normalt for ubetydelig (samme forordnings artikel 9, stk. 3), er det logisk for Kommissionen at anvende denne tærskel som et referencepunkt ved bedømmelsen af, om en importmængde er ubetydelig som omhandlet i den pågældende forordnings artikel 3, stk. 4, uden af denne grund at fastslå, at den pågældende tærskel finder anvendelse inden for rammerne af denne bestemmelse.
79 Endvidere godtgør to af de tre retsakter, som intervenienten har henvist til i interventionsindlæggets punkt 28, selv om de indgår i en anden kontekst (fornyet undersøgelsesprocedure og undersøgelse af årsagsforbindelse), at Kommissionen allerede har vist sig parat til at anse import, der tegner sig for en markedsandel på mere end 1%, for lav, endog ubetydelig (jf. bl.a. 51., 52. og 79. betragtning til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1342/2013 af 12.12.2013 om ophævelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT 2013, L 338, s. 1) og 162.-166. betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 540/2002 af 26.3.2002 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse svejsede rør af jern og ulegeret stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Polen, Thailand, Tyrkiet og Ukraine (EFT 2002, L 83, s. 3).
80 Kommissionen anlagde derfor ikke et urigtigt skøn, da den i det foreliggende tilfælde fastslog, at importmængden fra Serbien var ubetydelig som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 4, og dette til trods for stigningen i importniveauet fra 0,48% i 2013 til 1,04% i løbet af undersøgelsesperioden. Selv om det følger af forordningens artikel 3, stk. 3, at der med hensyn til omfanget af dumpingimporten skal foretages en undersøgelse af, om der har været tale om en betydelig stigning i dumpingimporten enten absolut eller i forhold til produktion eller forbrug i Unionen, kan denne stigning i de tilfælde som i det foreliggende, hvor en sådan stigning (selv hvis betydelig i relative termer) resulterer i en mængde, som forbliver ubetydelig, ikke påvirke lovligheden af den afgørelse, som Kommissionen traf i henhold til forordningens artikel 3, stk. 4, litra a).
81 Endvidere var det med rette, at Kommissionen i 248. betragtning til den anfægtede forordning fastslog, at den omstændighed, at de gennemsnitlige serbiske salgspriser i undersøgelsesperioden lå betydeligt højere end de gennemsnitlige salgspriser for de fire andre pågældende lande, er endnu et tegn på, at denne lave importmængde ikke kan have forvoldt EU-erhvervsgrenen nogen skade.
82 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt en importmængde er ubetydelig som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a) (som fastsætter betingelser for, hvornår følgevirkningerne af en indførsel af en vare fra mere end ét land, som samtidig omfattet af antidumpingundersøgelser, kan vurderes kumulativt), ikke er et spørgsmål alene om størrelsen af denne mængde (selv i relative termer i forhold til EU-markedet eller i forhold til importmængder fra andre tredjelande), men omfatter også dens kvalitet, dvs. de øvrige faktorer, der indikerer de følgevirkninger, som denne mængde kan have.
83 Det skal imidlertid konstateres, at det var med rette, at Kommissionen i sit svar på et spørgsmål fra Retten i retsmødet gjorde gældende, at i det tilfælde, hvor priserne for importen fra et land, som tegner sig for en mindre væsentlig markedsandel, er høje, kan denne omstændighed alene, og uden at det er fornødent at foretage en nærmere analyse af de pågældende priser, som sagsøgeren har hævdet i det foreliggende tilfælde (jf. præmis 42-44 ovenfor), understøtte, at denne mængde er ubetydelig.
84 Det skal tilføjes, at i det foreliggende tilfælde var priserne for importen fra Serbien højere end dem fra de fire andre lande under hele den undersøgte periode (jf. tabel 4 til den anfægtede forordning).
85 Under disse omstændigheder skal sagsøgerens argumenter vedrørende den anden betingelse (ikke ubetydelig importmængde) og følgelig, eftersom betingelserne i grundforordningens artikel 3, stk. 4, er kumulative, det første anbringende forkastes i dets helhed, uden at det er nødvendigt i anden ombæring på grundlag af de oplysninger, der er fremført i 235. og 236. betragtning til den anfægtede forordning, at undersøge, om Kommissionen ligeledes kunne konkludere, at en kumulativ vurdering af virkningerne af importen ikke var hensigtsmæssig på baggrund af vilkårene for konkurrencen som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b).
Det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl, for så vidt som Kommissionen fandt, at det ikke var »nødvendigt« at indføre beskyttelsesforanstaltninger mod Republikken Serbien, selv ikke på et kumuleret grundlag
86 Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om det antages, at Kommissionen var berettiget til ikke at kumulere importen fra Serbien med importen fra de fire andre lande, skulle den have foretaget en undersøgelse af, om importen fra Serbien, der var genstand for dumping, i sig selv bidrog til at forvolde EU-erhvervsgrenen væsentlig skade.
87 Ifølge sagsøgeren skal grundforordningens artikel 9, stk. 2, på baggrund bl.a. af 16. betragtning til forordningen fortolkes i lyset af det generelle formål med EU’s antidumpingordning, som er at forhindre væsentlig skade på EU-erhvervsgrenen gennem dumpingpraksis fra eksporterende producenter i tredjelande.
88 For så vidt som grundforordningens artikel 9, stk. 3, bestemmer, at »[f]or så vidt angår procedurer, der er indledt i henhold til [forordningens] artikel 5, stk. 9, anses den forvoldte skade normalt for ubetydelig, når de pågældende indførte mængder udgør mindre end de mængder, der er fastsat i [forordningens] artikel 5, stk. 7«, kan det ikke konkluderes på grundlag af samme forordning artikel 9, stk. 3, at import, der ligger lige over den tærskel på 1%, der er fastsat i den pågældende forordnings artikel 5, stk. 7, på forhånd kan anses for import, der forvolder skade, som er ubetydelig. Det kan kun udledes deraf, at ubetydelig import, for så vidt som den ligger under den pågældende tærskel, kan eller ikke kan anses for import, der forvolder en ubetydelig skade.
89 I denne forbindelse giver grundforordningens artikel 3 væsentlige indikationer for fastlæggelsen af, om der foreligger en skade. Sagsøgeren har gjort gældende, at sammenslutningen endvidere ønskede en uafhængig undersøgelse af skaden vedrørende importen fra Serbien i sine bemærkninger til den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger af 4. august 2017.
90 Til trods for dette afgav Kommissionen en forhastet udtalelse om behovet for foranstaltninger over for Serbien. Den foretog ikke, som den skulle have gjort, en undersøgelse af, om importen fra Serbien i sig selv kunne bidrage til at forvolde væsentlig skade under hensyntagen til de forskellige bedømmelseskriterier, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, dvs. den høje dumpingmargen (38,7%), oplysningerne om prisunderbud og målprisunderbud og den samlede stigning i importniveauet (fra 0,48% i 2013 til 1,04% i løbet af undersøgelsesperioden). Det fremgår klart af 240. og 248. betragtning til den anfægtede forordning, at den eneste grund, der blev givet af Kommissionen, til at fastslå, at det ikke var nødvendigt med nogen foranstaltning i forhold til importen fra Serbien, var, at denne import var bagatelagtig. Dette er ikke korrekt, idet denne import udgjorde en markedsandel på 1,04%, som ligger over den klart fastsatte tærskel på 1%.
91 Ifølge sagsøgeren giver de gennemsnitlige priser, der er nævnt i denne sammenhæng i 248. betragtning til den anfægtede forordning, kun et delvist billede af situationen, idet den eneste producent fra Serbien rent faktisk solgte til priser, der kan sammenlignes med priserne hos visse andre producenter, som skal anses for at have forvoldt skade på EU-producenterne, og som Kommissionen pålagde antidumpingtold.
92 Den omstændighed, at den eksporterende producent i Serbien eventuelt måtte være en »prisfølger«, er uden relevans. Skaden forvoldes ved fastsættelse af priser, som underbyder EU-erhvervsgrenens priser for konkurrerende varer. Såfremt de serbiske priser rent faktisk underbød EU-priserne, ville det være uden betydning, om den serbiske producent fulgte priserne for de øvrige eksportører (der sælger til dumpingpriser), eller om den pågældende fremkaldte en prissænkning. I såvel det ene som det andet tilfælde ville EU-erhvervsgrenen lide tab. Når der foreligger dumping, en skade og en årsagsforbindelse, er Kommissionen imidlertid forpligtet til at indføre told uden forskelsbehandling for al indførsel af den pågældende vare. Kommissionen kan ikke hævde, særligt ikke efter, at den serbiske producent blev overtaget af et selskab, der hører til Folkerepublikken Kina, at problemet med de serbiske priser automatisk ville blive løst ved indførelse af foranstaltninger over for de fire andre berørte stater, idet den eksporterende producent i Serbien var en »prisfølger«.
93 Det forhold, at undersøgelsen af den serbiske import var overfladisk og ufuldstændig, bekræfter den generelle opfattelse, at Kommissionens afgørelse om at afslutte proceduren vedrørende Serbien ikke skyldtes gældende retsregler, men andre betragtninger (af politisk karakter), som imidlertid er uden relevans i forbindelse med den analyse, der skal foretages i henhold til grundforordningen. Endvidere udgør det forhold, at der ikke foreligger anden begrundelse i den anfægtede forordning, en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.
94 Kommissionen har med støtte fra intervenienten bestridt denne argumentation.
95 Det følger af grundforordningens artikel 9, stk. 2, første punktum, at såfremt beskyttelsesforanstaltninger ikke er nødvendige, afsluttes undersøgelsen eller proceduren.
96 Det følger af grundforordningens artikel 9, stk. 3, i den affattelse, som var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede forordning, at for så vidt angår de procedurer, der indledes i henhold til forordningens artikel 5, stk. 9, anses den forvoldte skade normalt for ubetydelig, når de pågældende indførte mængder udgør mindre end de mængder, der er fastsat i artikel 5, stk. 7. Procedurer af samme art afsluttes omgående, når det fastslås, at dumpingmargenen er mindre end 2% udtrykt i procent af eksportprisen, dog således, at det kun er undersøgelsen, der afsluttes for den enkelte eksportør, for hvem margenen er lavere end 2%, og den pågældende skal fortsat være omfattet af proceduren og kan blive undersøgt igen i forbindelse med en eventuel genoptagelse af en undersøgelse, der gennemføres for det pågældende land i henhold til grundforordningens artikel 11.
97 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende dels, at afgørelsen om at afslutte proceduren vedrørende importen fra Serbien er støttet på en overfladisk og ufuldstændig undersøgelse af denne import, dels, at det forhold, at der ikke foreligger anden begrundelse end den, der er angivet i betragtningerne til den anfægtede forordning, udgør en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.
98 Hvad angår klagepunktet om en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF fremgår det af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til den pågældende bestemmelse, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at de kompetente retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (jf. dom af 25.1.2017, Rusal Armenal mod Rådet, T-512/09 RENV, EU:T:2017:26, præmis 139 og den deri nævnte retspraksis).
99 Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Det er tilstrækkeligt, at den institution, som har udstedt retsakten, redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på forordningens opbygning (jf. i denne retning dom af 25.1.2017, Rusal Armenal mod Rådet, T-512/09 RENV, EU:T:2017:26, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis).
100 Navnlig er institutionerne ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de interesserede har fremført for den; den behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på afgørelsens opbygning (jf. dom af 25.1.2017, Rusal Armenal mod Rådet, T-512/09 RENV, EU:T:2017:26, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).
101 I det foreliggende tilfælde er det anført i 240. betragtning til den anfægtede forordning, som efterfølger analysen af dumpingmargenen, importmængden fra Serbien og de serbiske eksportpriser, at »Kommissionen [derfor] konkluderede […], at importen fra Serbien ikke burde vurderes kumulativt med importen fra de fire andre lande«, at »[s]om følge af konstateringen af, at importen fra Serbien lå under bagatelgrænsen, [var] det ikke nødvendigt at træffe beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til importen af varmvalsede flade produkter med oprindelse i Serbien«, og at »[proceduren i] overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 2, bør […] afsluttes, for så vidt ang[ik] importen fra Serbien«.
102 Endvidere er det anført i 248. betragtning, første led, til den anfægtede forordning, at »[det] blev […] konstateret, at importen fra Serbien var under bagatelgrænsen. Den er derfor ubetydelig og kan ikke anses for at have forvoldt EU-erhvervsgrenen nogen skade«, og at »[d]en omstændighed, at de gennemsnitlige serbiske salgspriser i undersøgelsesperioden lå betydeligt højere end de gennemsnitlige salgspriser for de fire andre pågældende lande, [var] endnu et tegn på, at denne lave importmængde ikke kan have forvoldt EU-erhvervsgrenen nogen skade«.
103 Det skal imidlertid konstateres, at Kommissionens argumentation vedrørende behovet for at vedtage beskyttelsesforanstaltninger i forhold til importen fra Serbien som omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 2, klart og utvetydigt fremgår af 240. og 248. betragtning til den anfægtede forordning.
104 Spørgsmålet, om Kommissionen kunne beslutte at afslutte proceduren vedrørende importen fra Serbien alene på grundlag af de oplysninger, der blev identificeret bl.a. i 240. og 248. betragtning til den anfægtede forordning, eller om den inden for disse rammer skulle have undersøgt andre oplysninger såsom den (høje) dumpingmargen, oplysninger om underbud og målprisunderbud og den generelle stigning i niveauet for den pågældende import og følgelig have begrundet den pågældende forordning i forhold til de øvrige oplysninger, henhører under realiteten og således under undersøgelsen af klagepunktet om en overfladisk og ufuldstændig undersøgelse af denne import, som der er redegjort for i præmis 97 ovenfor.
105 Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen i 237.-239. betragtning til den anfægtede forordning udtrykkeligt begrundede den manglende hensyntagen til oplysninger vedrørende underbud og målprisunderbud for så vidt angår den serbiske eksporterende producent. Hvad angår denne sidstnævntes dumpingmargener og den samlede stigning i importniveauet følger det af 230. betragtning og tabel 3 til den pågældende forordning for det første, at Kommissionen var bevidst om den omstændighed, at de pågældende margener lå over den bagatelgrænse, der er fastsat i grundforordningens artikel 9, stk. 3, og for det andet, at den var bekendt med den pågældende stigning.
106 Klagepunktet om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF må derfor forkastes.
107 Hvad angår klagepunktet om en overfladisk og ufuldstændig undersøgelse af importen fra Serbien følger det af 240. betragtning til og artikel 2 i den anfægtede forordning, at Kommissionens afgørelse om at afslutte antidumpingproceduren vedrørende importen fra Serbien er støttet på grundforordningens artikel 9, stk. 2, og på konklusionen om, at »importen fra Serbien lå under bagatelgrænsen«.
108 Kommissionen tilføjede i 248. betragtning til den anfægtede forordning, at »[d]en omstændighed, at de gennemsnitlige serbiske salgspriser i undersøgelsesperioden lå betydeligt højere end de gennemsnitlige salgspriser for de fire andre pågældende lande, var endnu et tegn på, at denne lave importmængde ikke kan have forvoldt EU-erhvervsgrenen nogen skade«.
109 Selv om dette kan forekomme »overfladisk og ufuldstændigt« særligt som følge af, at den afgørelse, som Kommissionen traf i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 2, var støttet på de samme oplysninger som dem, der udgjorde grundlaget for den afgørelse, der blev truffet af Kommissionen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 4, gør dette ikke den anfægtede forordnings artikel 2 ulovlig af følgende grunde.
110 Grundforordningens artikel 9, stk. 2, bestemmer, at undersøgelsen eller proceduren afsluttes, »såfremt beskyttelsesforanstaltninger ikke er nødvendige« uden at præcisere de omstændigheder, hvorunder denne situation må anses at foreligge.
111 Grundforordningens artikel 9, stk. 2, overlader af denne grund et vist skøn til Kommissionen.
112 Endvidere følger det som allerede anført i præmis 68 ovenfor af fast retspraksis, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, navnlig fastlæggelsen af, om der foreligger en skade (som i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, skal være væsentlig), har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Unionens retsinstanser skal således begrænse deres prøvelse til at undersøge, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det omtvistede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.
113 Afgørelsen om, hvorvidt der i et bestemt tilfælde skal indføres en antidumpingtold, skal ganske vist principielt støttes på en detaljeret analyse bl.a. af, om der foreligger dumping (grundforordningens artikel 2), og om der foreligger skade (forordningens artikel 3).
114 Det følger imidlertid af ordlyden af grundforordningen, at en sådan detaljeret analyse ikke altid er påkrævet, og at en afslutning af en undersøgelse eller procedure kan ske bl.a. på grundlag af dumpingmargenen eller importmængden. I henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 3, afsluttes procedurerne omgående, når det fastslås, at dumpingmargenen er mindre end 2% udtrykt i procent af eksportprisen. Ifølge samme bestemmelse anses den forvoldte skade normalt for ubetydelig, når de pågældende indførte mængder udgør mindre end de mængder, der er fastsat i forordningens artikel 5, stk. 7.
115 I det foreliggende tilfælde følger det for det første af 240. og 248. betragtning til den anfægtede forordning, at det netop var et af disse elementer, nemlig importmængden fra Serbien, der spillede en central rolle i Kommissionens argumentation.
116 For det andet følger det af 232. betragtning til den anfægtede forordning, at importmængden fra Serbien tegnede sig for en markedsandel på 1,04% i løbet af undersøgelsesperioden.
117 En markedsandel på 1,04% i løbet af undersøgelsesperioden, hvis materielle rigtighed ikke er bestridt af sagsøgeren, ligger imidlertid meget tæt på den tærskel (på 1%), under hvilken den skade, der er forårsaget af importen fra et tredjeland i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 3, sammenholdt med forordningens artikel 5, stk. 7, normalt anses for ubetydelig.
118 Endvidere og som allerede anført i præmis 108 ovenfor (jf. også præmis 57, 58 og 81 ovenfor) følger det af den anfægtede forordning (jf. 235., 236. og 248. betragtning dertil), at de gennemsnitlige serbiske salgspriser var højere end de pågældende fire andre landes gennemsnitspriser, og at Kommissionen i denne forbindelse fandt, at denne omstændighed bekræftede synspunktet om, at en så lille importmængde ikke kunne forvolde skade på EU-erhvervsgrenen.
119 Det følger deraf, at i modsætning til, hvad selve ordlyden af 240. betragtning til den anfægtede forordning kan give indtryk af, var konklusionen om, at det ikke var fornødent at vedtage beskyttelsesforanstaltninger vedrørende importen fra Serbien, ikke udelukkende støttet på bagatelgrænsen for importmængden, men på samspillet mellem dette forhold og det forhold, der blev redegjort for i præmis 118 ovenfor.
120 Det skal konstateres af de samme grunde som dem, der er redegjort for i præmis 83 og 84 ovenfor, at dette samspil gyldigt kunne foranledige Kommissionen til at konkludere, at det ikke var nødvendigt at vedtage beskyttelsesforanstaltninger i forhold til den importmængde, som ganske vist lå over tærsklen i grundforordningens artikel 9, stk. 3, men som i det foreliggende tilfælde lå meget tæt på denne tærskel.
121 Under disse omstændigheder er det ikke godtgjort, at Kommissionen overskred det skøn, som den rådede over inden for rammerne af anvendelsen af grundforordningens artikel 9, stk. 2.
122 Følgelig skal klagepunktet vedrørende en overfladisk og ufuldstændig undersøgelse af importen fra Serbien og følgelig det andet anbringende i sin helhed forkastes som ugrundet
Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 20, stk. 2, et indgreb i sagsøgerens ret til information og dennes ret til forsvar samt tilsidesættelse af retten til god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, for så vidt som Kommissionen afviste at meddele oplysningerne om underbud og målprisunderbud for den serbiske eksportør
123 Indledningsvis har sagsøgeren fremhævet, at det i grundforordningens artikel 3, stk. 3, tilkendegives, at prisunderbud er et forhold, der skal tages hensyn til ved bedømmelsen af dumpingimportens virkning på priserne, hvilket berører fastlæggelsen af, om der foreligger en skade. Underbuddet og målprisunderbuddet er således relevante forhold ved besvarelsen af, om foranstaltninger mod Republikken Serbien ikke var »nødvendige« som omhandlet i forordningens artikel 9, stk. 2.
124 Sagsøgeren har anført, at sammenslutningen har anmodet om at blive meddelt de omhandlede oplysninger ved gentagne lejligheder, nemlig den 10. april 2017 i forlængelse af det oplysningsdokument, hvori det blev anført, at proceduren mod Republikken Serbien kunne afsluttes med den begrundelse, at den serbiske eksporterende producent var en »prisfølger«, den 2. maj 2017, inden for rammerne af sagsøgerens bemærkninger til det pågældende oplysningsdokument og den 30. maj 2017 i en e-mail til Kommissionens medarbejdere med ansvar for sagen. Sagsøgeren har fremhævet, at sammenslutningen den 7. august 2017 i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog sit argument om, at udelukkelsen af Republikken Serbien ikke var retligt begrundet, idet importen fra Serbien ikke var bagatelagtig, fordi den overskred den tærskel på 1%, der er fastsat i loven, og at Kommissionen ikke havde meddelt de beviser, der understøttede dens konstatering af, at den serbiske eksporterende producent var en »prisfølger«, og som den støttede sig på for at afslutte proceduren i forhold til Republikken Serbien.
125 Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at høringskonsulenten i forbindelse med høringen af 4. maj 2017 erklærede sig enig med sagsøgeren vedrørende sammenslutningens anmodning om meddelelse af beregningen af skadesmargenerne og »det serbiske underbud«. I rapporten vedrørende høringen af 27. juli 2017 er det i øvrigt anført, at »hvad angår [Republikken Serbiens] udelukkelse har høringskonsulenten ikke forstået begrundelsen for, at oplysningerne om underbud for Serbien ikke er blevet meddelt, selv om de ville hjælpe erhvervsgrenen med at forstå grundene bag afgørelsen«.
126 Til trods for dette afslog Kommissionen systematisk at meddele de omhandlede oplysninger under hele den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede forordning.
127 Begrundelsen for afslaget på at oplyse om beregningen af »det serbiske underbud« i 238. betragtning til den anfægtede forordning er fejlagtig af to grunde.
128 For det første kan en meddelelse af gennemsnitspriser ikke erstatte oplysninger om underbud. Underbud baseres på grundlag af en sammenligning vare for vare (VKN-metoden), der giver mulighed for en præcis sammenligning af priser. De højeste gennemsnitspriser, der fremgår af 235. betragtning til den anfægtede forordning, kunne enten vise, at den serbiske import underbød priserne og målpriserne mindre end importen fra de fire andre lande, eller at der var et større spektrum af værdier i den serbiske eksport, hvilket ikke er godtgjort, eftersom den analyse af underbud og målprisunderbud, der blev anmodet om, ikke blev meddelt. Det er umuligt at vide, om Kommissionen sammenlignede tilsvarende varer uden at råde over en mere detaljeret analyse ved en sammenligning vare for vare.
129 For det andet kan grunden til, at Kommissionen ikke tog stilling til prisunderbuddet i løbet af undersøgelsen, ikke forenes med begrundelsen i 235. og 236. betragtning til den anfægtede forordning, hvori den pågældende institution netop støtter sig på gennemsnitspriserne i undersøgelsesperioden for med urette at konkludere, at importen fra Serbien var ubetydelig, og at den serbiske eksporterende producent var en »prisfølger«.
130 Kommissionen kan endvidere ikke gyldigt hævde, at det ikke var nødvendigt at fremlægge oplysninger om underbud og målprisunderbud, eftersom den ikke tog hensyn til disse oplysninger. Dette synspunkt indebærer, at retten til forsvar bliver illusorisk, selv om overholdelsen deraf er af helt afgørende betydning i en antidumpingundersøgelsesprocedure. Ifølge sagsøgeren er det muligt at drage en analogi til undersøgelserne på konkurrenceområdet, hvor Unionens retsinstanser har fastslået, at det ikke tilkom Kommissionen alene at afgøre, om dokumenterne kan fritage den berørte virksomhed for ansvar. Princippet om den processuelle ligestilling af parterne og dette princips betydning i konkurrencesager, nemlig at Kommissionen og den, der skal forsvare sig, må have adgang til samme mængde oplysninger, kræver, at den virksomhed, der er genstand for undersøgelsen, kan vurdere beviskraften af dokumenterne.
131 Ifølge sagsøgeren ville meddelelsen af de omhandlede oplysninger og en upartisk undersøgelse af disse oplysninger have ført til et andet resultat. Sagsøgeren er af den opfattelse, at såfremt sammenslutningen havde kunnet få kendskab til beregningen af »det serbiske underbud«, ville det have været i stand til at tilbagevise det hævdede om, at den eksporterende producent var en »prisfølger« ved at godtgøre, at den skade, der blev forvoldt af denne sidstnævnte, ikke var ubetydelig som omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 3. Sammenslutningen har gjort gældende, at det kunne have anvendt disse oplysninger til at fremføre afgørende argumenter over for Kommissionen for, at den påtænkte tilgang var fejlagtig og ikke kunne begrundes af beviserne i de offentlige sagsakter.
132 Sagsøgeren har tilføjet, at sammenslutningen ligeledes kunne have underrettet medlemsstaterne om sine betænkeligheder. Det bemærkes i øvrigt, at disse sidstnævnte har udtrykt en hidtil udset grad af forbehold over for Kommissionens forslag i nærværende sag, hvilket forslag det udvalg, der er oprettet i henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 1, oprindeligt afviste med kvalificeret flertal.
133 Kommissionen og intervenienten har bestridt disse argumenter.
134 I henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 2, kan de parter, der er nævnt i artiklens stk. 1, herunder klagere, anmode om endelig fremlæggelse af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale indførelse af endelige foranstaltninger eller afslutning af en undersøgelse eller en procedure uden indførelse af foranstaltninger, idet der lægges særlig vægt på at fremlægge sådanne kendsgerninger og betragtninger, som afviger fra dem, der lå til grund for indførelsen af de midlertidige foranstaltninger.
135 I det foreliggende tilfælde følger det af 228.-240. (og 248.) betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionens konklusion om for det første, at importen fra Serbien ikke skulle vurderes kumulativt med importen fra de fire andre lande, og for det andet, at proceduren skulle afsluttes for så vidt angår importen fra Serbien, er begrundet af de tre betragtninger, der er nævnt i præmis 52 ovenfor.
136 Det fremgår imidlertid af de sagsakter, der er fremlagt for Retten, at sagsøgeren blev underrettet om disse betragtninger både den 4. april 2017 ved oplysningsdokumentet (jf. punkt 129-137 i dette dokument, der er vedlagt sagsakterne som bilag A.30 til stævningen), og den 17. juli 2017 i forbindelse med den endelige fremlæggelse af oplysninger (jf. punkt 188-195 i den endelige fremlæggelse af oplysninger, der blev vedlagt sagsakterne som bilag A.31 til stævningen), og at sagsøgeren under den administrative procedure blev sat i stand til effektivt at gøre sine synspunkter gældende vedrørende rigtigheden og relevansen af disse betragtninger (jf. særligt 23., 24. og 32. betragtning til den anfægtede forordning).
137 Det følger heraf, at sagsøgeren i overensstemmelse med grundforordningens artikel 20, stk. 2, blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at afslutte proceduren for så vidt angår importen fra Serbien uden at indføre foranstaltninger, at sagsøgeren blev sat i stand til at gøre sine synspunkter gældende, og at sagsøgerens ret til forsvar således blev overholdt i det foreliggende tilfælde.
138 Det bemærkes i denne forbindelse, at en overholdelse af retten til forsvar ikke kan indebære en pligt for EU-institutionerne til at tilslutte sig den berørtes synspunkt. Det kræves, for at den berørte effektivt kan give deres mening til kende, nemlig blot, at denne meningstilkendegivelse kan ske i så god tid, at EU-institutionerne med den fornødne påpasselighed kan gøre sig bekendt hermed og vurdere relevansen heraf for indholdet af den retsakt, der er ved at blive vedtaget (jf. i denne retning dom af 12.12.2014, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-643/11, EU:T:2014:1076, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
139 Endvidere følger det af det ovenstående, at Kommissionen uden at begå en fejl kunne afslutte proceduren vedrørende importen fra Serbien udelukkende på grundlag af de betragtninger, der er nævnt i præmis 52 ovenfor.
140 Hvad angår sagsøgerens argumentation om en analogi til retspraksis vedrørende konkurrenceområdet, nærmere bestemt dom af 29. juni 1995, ICI mod Kommissionen (T-36/91, EU:T:1995:118), hvori Retten i præmis 111 fastslog, at »det ikke tilkommer Kommissionen alene at afgøre, om de dokumenter, der er fundet under tilrettelæggelsen af de foreliggende sager, kan [fritage] de berørte virksomheder [fra ansvar]«, at »[p]rincippet om den processuelle ligestilling af parterne og dette princips betydning i konkurrencesager, nemlig at Kommissionen og den, der skal forsvare sig, må[tte] have adgang til samme mængde oplysninger, kræver, at sagsøgeren kan vurdere beviskraften af de dokumenter, der hidrører fra [den berørte virksomhed], som Kommissionen ikke havde vedlagt meddelelsen af klagepunkter«, og at det ikke kunne accepteres, at »da Kommissionen traf afgørelse om overtrædelsen, var [den] kun […] i besiddelse af [de omhandlede] dokumenter […], og den kunne således alene beslutte sig til, hvorvidt de skulle anvendes med henblik på at bevise overtrædelsen, mens sagsøgeren ikke havde adgang til disse dokumenter og følgelig ikke kunne tage den tilsvarende beslutning om, hvorvidt de skulle anvendes under forsvaret«, skal denne argumentation forkastes.
141 Det fremgår ganske vist af retspraksis, at de krav, der følger af iagttagelsen af retten til forsvar, skal overholdes ikke blot inden for rammerne af procedurer, der kan føre til sanktioner, men også i forbindelse med undersøgelser, der går forud for vedtagelsen af antidumpingforordninger, som kan påvirke de berørte virksomheder umiddelbart og individuelt og påføre dem skade. Navnlig gælder det i forbindelse med videregivelse af oplysninger til de interesserede virksomheder under undersøgelsesproceduren, at overholdelsen af deres ret til forsvar indebærer, at disse virksomheder skal have haft mulighed for under denne procedure effektivt at give deres mening til kende vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin påstand om, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade (jf. dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-301/16, EU:T:2019:234, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).
142 I det foreliggende tilfælde befinder hverken sagsøgeren eller sammenslutningens medlemmer sig i en situation, der kan sammenlignes med en virksomhed, der risikerer at blive pålagt en sanktion eller en antidumpingtold. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke med føje kan udlede et argument af den retspraksis, som sammenslutningen har påberåbt sig.
143 Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik følger det af fast retspraksis, at Kommissionen skal overholde EU’s grundlæggende rettigheder under en administrativ procedure vedrørende beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Unionen, heriblandt retten til god forvaltning, som er knæsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det følger af retspraksis om princippet om god forvaltningsskik, at der tillægges overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, en endnu mere afgørende betydning, såfremt Unionens institutioner har et skøn. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (jf. i denne retning dom af 25.1.2017, Rusal Armenal mod Rådet, T-512/09 RENV, EU:T:2017:26, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis).
144 Det er imidlertid allerede anført i præmis 113 og 114 ovenfor, at selv om spørgsmålet, om der i et konkret tilfælde skal indføres antidumpingtold, i princippet skal støttes på en detaljeret analyse bl.a. af, om der foreligger dumping (grundforordningens artikel 2), og om der foreligger en skade (forordningens artikel 3), er en sådan analyse ikke altid påkrævet, og en undersøgelse eller procedure kan være påkrævet navnlig på baggrund alene af en dumpingmargen eller importmængden.
145 I det foreliggende tilfælde følger det af undersøgelsen af det andet anbringende, at det var med rette, at Kommissionen besluttede at afslutte proceduren vedrørende importen fra Serbien alene på grundlag af importmængden og oplysningerne om de gennemsnitlige salgspriser og uden at analysere oplysningerne om underbuds- og målprisunderbud.
146 Det skal således konstateres, at Kommissionen foretog en undersøgelse af alle relevante elementer i den foreliggende sag og følgelig ikke tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik.
147 Tredje anbringende må derfor ligeledes forkastes.
148 Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af de underbuds- og målprisunderbudsmargener for Republikken Serbien, som sagsøgeren har anmodet om bliver fremlagt. Denne anmodning skal således ligeledes forkastes.
149 Følgelig skal Kommissionen frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at tage stilling til formaliteten.
Sagsomkostninger
150 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
151 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens og intervenientens omkostninger i overensstemmelse med disses påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Eurofer, Association Européenne de l’Acier, AISBL, bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen og HBIS Group Serbia Iron & Steel LLC Belgrade afholdte omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. marts 2020.
Underskrifter