RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)
25. september 2018 (*)
»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – Europa-Parlamentet – Parlamentets medlemmers brug af deres godtgørelser – afslag på aktindsigt – ikke-eksisterende dokumenter – personoplysninger – forordning (EF) nr. 45/2001 – nødvendigheden af videregivelse af oplysninger – konkret og individuel undersøgelse – delvis aktindsigt – uforholdsmæssig administrativ byrde – begrundelsespligt«
I sagerne T-639/15 – T-666/15 og T-94/16,
Maria Psara, Athen (Grækenland), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-639/15,
Tina Kristan, Ljubljana (Slovenien), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-640/15,
Tanja Malle, Wien (Østrig), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-641/15,
Wojciech Cieśla, Waszawa (Polen), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-642/15,
Staffan Dahllof, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-643/15,
Delphine Reuter, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-644/15,
České centrum pro investigativní žurnalistiku o.p.s., Prag (Tjekkiet), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-645/15 og T-654/15,
Harry Karanikas, Chalándri (Grækenland), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-646/15,
Crina Boros, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-647/15 og T-657/15,
Baltijas pētnieciskās žurnālistikas centrs Re:Baltica, Riga (Letland), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-648/15, T-663/15 og T-665/15,
Balazs Toth, Budapest (Ungarn), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-649/15,
Minna Knus-Galán, Helsinki (Finland), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-650/15,
Atanas Tchobanov, Plessis-Robinson (Frankrig), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-651/15,
Dirk Liedtke, Hamborg (Tyskland), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-652/15,
Nils Mulvad, Risskov (Danmark), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-653/15,
Hugo van der Parre, Huizen (Nederlandene), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-655/15,
Guia Baggi, Firenze (Italien), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-656/15,
Marcos García Rey, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-658/15,
Mark Lee Hunter, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-659/15,
Kristof Clerix, Bruxelles, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-660/15,
Rui Araujo, Lissabon (Portugal), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-661/15,
Anuška Delić, Ljubljana, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-662/15,
Jacob Borg, San Ġiljan (Malta), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-664/15,
Matilda Bačelić, Zagreb (Kroatien), ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-666/15,
Gavin Sheridan, ved advokaterne N. Pirc Musar og R. Lemut Strle,
sagsøger i sag T-94/16,
mod
Europa-Parlamentet ved N. Görlitz, C. Burgos og M. Windisch, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Parlamentets afgørelser A(2015) 8324 C, A(2015) 8463 C, A(2015) 8627 C, A(2015) 8682 C, A(2015) 8594 C, A(2015) 8551 C, A(2015) 8732 C, A(2015) 8681 C, A(2015) 8334 C, A(2015) 8327 C og A(2015) 8344 C af 14. september 2015, A(2015) 8656 C, A(2015) 8678 C, A(2015) 8361 C, A(2015) 8663 C, A(2015) 8360 C, A(2015) 8486 C og A(2015) 8305 C af 15. september 2015, A(2015) 8602 C, A(2015) 8554 C, A(2015) 8490 C, A(2015) 8659 C, A(2015) 8547 C, A(2015) 8552 C, A(2015) 8553 C, A(2015) 8661 C, A(2015) 8684 C og A(2015) 8672 C af 16. september 2015 og A(2015) 13844 C af 14. januar 2016, hvorved Parlamentet på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) forkastede sagsøgernes genfremsatte begæringer om aktindsigt i Parlamentets dokumenter indeholdende oplysninger om godtgørelser til dets medlemmer,
har
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne I. Labucka (refererende dommer), A. Dittrich, I. Ulloa Rubio og P.G. Xuereb,
justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. oktober 2017,
afsagt følgende
Dom
1 Disse søgsmål vedrører påstande om annullation af Europa-Parlamentets afgørelser A(2015) 8324 C, A(2015) 8463 C, A(2015) 8627 C, A(2015) 8682 C, A(2015) 8594 C, A(2015) 8551 C, A(2015) 8732 C, A(2015) 8681 C, A(2015) 8334 C, A(2015) 8327 C og A(2015) 8344 C af 14. september 2015, A(2015) 8656 C, A(2015) 8678 C, A(2015) 8361 C, A(2015) 8663 C, A(2015) 8360 C, A(2015) 8486 C og A(2015) 8305 C af 15. september 2015, A(2015) 8602 C, A(2015) 8554 C, A(2015) 8490 C, A(2015) 8659 C, A(2015) 8547 C, A(2015) 8552 C, A(2015) 8553 C, A(2015) 8661 C, A(2015) 8684 C og A(2015) 8672 C af 16. september 2015, og A(2015) 13844 C af 14. januar 2016, hvorved Parlamentet på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) forkastede de genfremsatte begæringer indgivet af sagsøgerne Maria Psara, Tina Kristan, Tanja Malle, Wojciech Cieśla, Staffan Dahllof, Delphine Reuter, České centrum pro investigativní žurnalistiku o.p.s., Harry Karanikas, Crina Boros, Baltijas pētnieciskās žurnālistikas centrs Re:Baltica, Balazs Toth, Minna Knus-Galán, Atanas Tchobanov, Dirk Liedtke, Nils Mulvad, Hugo van der Parre, Guia Baggi, Marcos García Rey, Mark Lee Hunter, Kristof Clerix, Rui Araujo, Anuška Delić, Jacob Borg, MatildaBačelić og Gavin Sheridan med henblik på at få aktindsigt i Parlamentets dokumenter indeholdende oplysninger om godtgørelser til dets medlemmer (herefter »de anfægtede afgørelser«).
Tvistens baggrund
2 I juli 2015, for så vidt angår sagerne T-639/15 – T-666/15, og i november 2015, for så vidt angår sag T-94/16, indgav hver sagsøger en begæring om aktindsigt til Parlamentet på grundlag af forordning nr. 1049/2001.
3 Disse begæringer vedrørte »kopier af sagsmapper, rapporter og andre relevante dokumenter, der i detaljer beskriver, på hvilken måde og på hvilket tidspunkt Europa-Parlamentsmedlemmerne« for hver enkelt medlemsstat i de forskellige perioder mellem juni 2011 og juli 2015 »[havde] brugt deres godtgørelser (rejseudgifter, dagpenge og godtgørelser for generelle udgifter)«, dokumenter, der angiver »de beløb, der [er blevet] udbetalt til dem som godtgørelse af udgifter til assistenter«, og »bankudskrifter for Europa-Parlamentsmedlemmernes bankkonti, som [var blevet] anvendt specifikt til udbetaling af godtgørelse for generelle udgifter« (herefter »de begærede dokumenter«).
4 Disse begæringer vedrørte for så vidt angår sag T-639/15 de cypriotiske parlamentsmedlemmer, sag T-640/15 og T-662/15 de slovenske parlamentsmedlemmer, sag T-641/15 de østrigske parlamentsmedlemmer, sag T-642/15 de polske parlamentsmedlemmer, sag T-643/15 de svenske parlamentsmedlemmer, sag T-644/15 de luxembourgske parlamentsmedlemmer, sag T-645/15 de slovakiske parlamentsmedlemmer, sag T-646/15 de græske parlamentsmedlemmer, sag T-647/15 parlamentsmedlemmerne fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, sag T-648/15 de litauiske parlamentsmedlemmer, sag T-649/15 de ungarske parlamentsmedlemmer, sag T-650/15 de finske parlamentsmedlemmer, sag T-651/15 de bulgarske parlamentsmedlemmer, sag T-652/15 de tyske parlamentsmedlemmer, sag T-653/15 de danske parlamentsmedlemmer, sag T-654/15 de tjekkiske parlamentsmedlemmer, sag T-655/15 de nederlandske parlamentsmedlemmer, sag T-656/15 de italienske parlamentsmedlemmer, sag T-657/15 de rumænske parlamentsmedlemmer, sag T-658/15 de spanske parlamentsmedlemmer, sag T-659/15 de franske parlamentsmedlemmer, sag T-660/15 de belgiske parlamentsmedlemmer, sag T-661/15 de portugisiske parlamentsmedlemmer, sag T-663/15 de estiske parlamentsmedlemmer, sag T-664/15 de maltesiske parlamentsmedlemmer, sag T-665/15 de lettiske parlamentsmedlemmer, sag T-666/15 de kroatiske parlamentsmedlemmer og sag T-94/16 de irske parlamentsmedlemmer.
5 Ved skrivelser af 20. juli 2015 i sagerne T-639/15 – T-666/15 og af 25. november 2015 i sag T-94/16 gav Parlamentets generalsekretær afslag på sagsøgernes begæringer om aktindsigt, dels under påberåbelse af beskyttelsen af personoplysninger på grundlag af den i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 fastsatte undtagelse, dels idet generalsekretæren anførte, at man ikke rådede over parlamentsmedlemmernes bankudskrifter.
6 Hver af sagsøgerne genfremsatte ved skrivelser af henholdsvis august 2015, for så vidt angår sagerne T-639/15 – T-666/15, og december 2015, for så vidt angår sag T-94/16, begæringerne om aktindsigt i de begærede dokumenter.
7 Parlamentet forkastede ved de anfægtede afgørelser disse begæringer, idet det dels anførte, at det ikke rådede over visse af de begærede dokumenter, dels i øvrigt påberåbte sig den dobbelte undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med artikel 8, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1), og den uforholdsmæssige administrative byrde, som en behandling af disse begæringer ville indebære.
Retsforhandlinger og parternes påstande
8 Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 13. november 2015 i sagerne T-639/15 – T-666/15 og den 1. marts 2016 i sag T-94/16 har sagsøgerne anlagt nærværende søgsmål.
9 Samtidig med indgivelsen af dets svarskrifter i sagerne T-639/15 – T-666/15 og sag T-94/16 anmodede Parlamentet Retten om at forene sagerne T-639/15 – T-666/15 og derefter sagerne T-639/15 – T-666/15 og T-94/16.
10 Sagsøgerne i sagerne T-639/15 – T-666/15 meddelte Retten, at de ikke ville modsætte sig en forening af sagerne T-639/15 – T-666/15 på betingelse af, at sag T-662/15 blev udpeget som hovedsag.
11 Den 17. marts 2016 indgav sagsøgerne i sagerne T-643/15, T-644/15, T-647/15, T-657/15 – T-659/15 og T-94/16 en anmodning om fortrolig behandling af visse oplysninger i deres stævninger i forhold til offentligheden og til sagsøgerne i de andre sager i tilfælde af, at sagerne blev forenede.
12 I overensstemmelse med deres anmodninger indgav sagsøgerne i sagerne T-643/15, T-644/15, T-647/15, T-657/15 – T-659/15 og T-94/16 den samme dato en ikke-fortrolig udgave af deres stævninger.
13 Den 20. juni 2016 meddelte sagsøgeren i sag T-94/16 Retten, at han ikke modsatte sig en forening af sagerne T-639/15 – T-666/15 og T-94/16.
14 Ved kendelser af 24. maj og 20. juli 2016 forenede formanden for Rettens Fjerde Afdeling sagerne T-639/15 – T-666/15 og T-94/16 med henblik på den skriftlige del af proceduren og gav medhold i de af sagsøgerne i sagerne T-643/15, T-644/15, T-647/15, T-657/15 – T-659/15 og T-94/16 indgivne anmodninger om fortrolig behandling.
15 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Rettens Femte Afdeling, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.
16 På forslag fra den refererende dommer har Retten (Femte Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling i de foreliggende sager og at forene disse med henblik herpå.
17 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 19. oktober 2017.
18 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– De anfægtede afgørelser annulleres.
– Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
19 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
20 I medfør af Rettens procesreglements artikel 68, forenes de foreliggende sager med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.
21 Sagsøgerne har fremført fem anbringender til støtte for søgsmålene.
22 De to første anbringender vedrører tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, for så vidt som de dokumenter, der er begæret aktindsigt i, ikke indeholder personoplysninger, og for så vidt som nødvendigheden af deres videregivelse under alle omstændigheder er blevet godtgjort lige som fraværet af risikoen for skade for de berørte personers legitime interesser.
23 Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af den almindelige forpligtelse til en konkret og individuel undersøgelse af hvert af de begærede dokumenter, som følger af artikel 2 og 4, sammenholdt med artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, samt det ulovlige i at nægte aktindsigt på grundlag af en uforholdsmæssig administrativ byrde.
24 Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001, idet selv en delvis aktindsigt i de begærede dokumenter er blevet nægtet.
25 Det femte og sidste anbringende vedrører en tilsidesættelse af den i artikel 7, stk. 1, og i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 fastsatte begrundelsespligt.
26 Det bemærkes i denne forbindelse, at som det fremgår af artikel 1 i forordning nr. 1049/2001, fortolket bl.a. i lyset af 4. betragtning til samme forordning, tilsigter forordningen at give den videst mulige adgang til aktindsigt i de dokumenter, institutionerne er i besiddelse af (dom af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, EU:C:2007:75, præmis 61), og at det fremgår af ordlyden af 11. betragtning til forordning nr. 1049/2001, at »[s]om udgangspunkt bør alle institutionernes dokumenter være offentligt tilgængelige«.
27 Den ved forordning nr. 1049/2001 fastlagte ret til aktindsigt vedrører således kun de af institutionernes dokumenter, som de faktisk råder over, idet denne ret ikke kan udstrækkes til dokumenter, der ikke er i institutionernes besiddelse, eller som ikke eksisterer (jf. i denne retning dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen, C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 38 og 46).
28 I den foreliggende sag omfatter de begærede dokumenter ikke kun dokumenter vedrørende dagpenge, godtgørelse af rejseudgifter og godtgørelse af parlamentsmedlemmernes udgifter til assistenter, men ligeledes dokumenter, der beskriver, hvorledes og på hvilket tidspunkt parlamentsmedlemmerne fra hver enkelt medlemsstat i forskellige perioder har brugt deres godtgørelser for generelle udgifter samt kopier af bankudskrifter fra de berørte parlamentsmedlemmers konti, som specifikt vedrører anvendelsen af godtgørelserne for generelle udgifter.
29 Hvad angår dokumenter, der beskriver, hvorledes og på hvilket tidspunkt parlamentsmedlemmerne fra hver enkelt medlemsstat i forskellige perioder har brugt deres godtgørelser for generelle udgifter, er det uomtvistet, at parlamentsmedlemmerne i henhold til artikel 25 og 26 i Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse af 19. maj og 9. juli 2008 om gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT 2009, C 159, s. 1) månedligt modtager en fast godtgørelse på et beløb, der er offentligt kendt, efter en enkelt anmodning, der indgives ved begyndelse af deres mandat.
30 Det følger heraf, at Parlamentet, henset til den faste karakter af godtgørelserne for generelle udgifter, ikke råder over nogen dokumenter, som detaljeret beskriver, hvorledes dets medlemmer materielt eller tidsmæssigt har anvendt disse godtgørelser.
31 Det var derfor med rette, at Parlamentet i de anfægtede afgørelser og med henvisning til artikel 25 i den i præmis 29 ovenfor nævnte afgørelse fra Parlamentets præsidium anførte, at det ikke råder over oplysninger vedrørende parlamentsmedlemmernes faktiske brug af godtgørelserne for generelle udgifter, og at det derfor ikke er i stand til at udlevere de dokumenter, der i denne forbindelse er fremsat begæring om.
32 For så vidt angår bankudskrifterne af parlamentsmedlemmernes konti, der specifikt vedrører anvendelsen af godtgørelserne for generelle udgifter, har Parlamentet forklaret i de anfægtede afgørelser, at det ikke er i besiddelse af disse dokumenter.
33 I overensstemmelse med den legalitetsformodning, der er knyttet til Den Europæiske Unions retsakter, må det formodes, at et dokument, der er anmodet om aktindsigt i, ikke eksisterer, når den berørte institution har bekræftet, at dette er tilfældet. Der er imidlertid tale om en simpel formodning, som den part, der begærer aktindsigt, kan afkræfte med alle midler på grundlag af relevante og samstemmende indicier (jf. i denne retning dom af 25.6.2002, British American Tobacco (Investments) mod Kommissionen, T-311/00, EU:T:2002:167, præmis 35).
34 I den foreliggende sag har sagsøgerne imidlertid ikke fremlagt indicier, der kan rejse tvivl om den omstændighed, at de omhandlede dokumenter ikke eksisterer. Sagsøgerne har således blot gjort gældende, at de har svært ved at tro på, at Parlamentet ikke råder over sådanne dokumenter, da sidstnævnte har erklæret, at dets kontrolmekanismer vedrørende dets medlemmers brug af godtgørelserne er tilstrækkelige. Denne erklæring indikerer imidlertid på ingen måde, at Parlamentet var i besiddelse af bankudtog fra dets medlemmers konti, der specifikt vedrører anvendelsen af godtgørelserne for generelle udgifter.
35 Det var derfor med rette, at Parlamentet i de anfægtede afgørelser forkastede sagsøgernes begæringer om aktindsigt i dokumenterne vedrørende brugen af godtgørelserne for generelle udgifter, og i bankudskrifter fra parlamentsmedlemmernes konti, som specifikt vedrører anvendelsen af disse godtgørelser.
36 Sagsøgernes argumenter kan ikke drage denne bedømmelse i tvivl.
37 Det må nemlig fastslås, at sagsøgerne i deres skriftlige indlæg blot har fremhævet, at parlamentsmedlemmerne unægteligt modtager en godtgørelse for generelle udgifter til dækning af udgifter, der omfatter leje af et kontor i valgkredsen samt telefonregninger, IT-udstyr og løbende forbrug, hvilket ikke kan anfægtes.
38 Det gælder ikke desto mindre, at det er uomtvistet, at disse udgiftsposter godtgøres med et fast beløb, og ikke efter fremlæggelse af dokumentation for de afholdte udgifter, hvilket ikke kan påvirkes af sagsøgernes tvivl med hensyn til den omstændighed, at Parlamentet ikke råder over de dokumenter, der er begæret i denne henseende, fordi sagsøgerne end ikke har forsøgt at påberåbe en regel, der foreskriver det modsatte.
39 Det må fastslås, at sagsøgerne med deres argumentation reelt ikke søger at anfægte de anfægtede afgørelsers lovlighed, men i det væsentlige at kritisere de eksisterende kontrolmekanismers utilstrækkelighed og ineffektivitet, hvilket det ikke tilkommer Retten at bedømme inden for rammerne af dette søgsmål.
40 Derfor må samtlige anbringender indledningsvis forkastes som irrelevante i det omfang, de vedrører dokumenter vedrørende brugen af godtgørelserne for generelle udgifter og bankudskrifter fra parlamentsmedlemmernes konti, som specifikt vedrører anvendelsen af disse godtgørelser, og Rettens undersøgelse må begrænses til alene at omfatte anbringenderne om sagsøgernes begæringer om aktindsigt i dagpenge, godtgørelse af rejseudgifter og godtgørelse af medlemmernes udgifter til assistenter.
Om det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, for så vidt som sidstnævnte bestemmelse ikke finder anvendelse i den foreliggende sag
41 Sagsøgerne har med det første anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, samtidig med at de i øvrigt i det væsentlige har anfægtet lovligheden af disse bestemmelser. Dette anbringende er således opdelt i to led.
42 Sagsøgerne har med det første led gjort gældende, at de anfægtede afgørelser er ulovlige, idet - i det væsentlige - forordning nr. 45/2001 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, idet de omtvistede oplysninger ikke henhører under parlamentsmedlemmernes privatsfære, men deres offentlige sfære, fordi de begærede dokumenter vedrører udøvelsen af deres funktion som folkevalgte.
43 Sagsøgerne har med andre ord gjort gældende, at en udbredelse af de begærede dokumenter ikke kan være til skade for privatlivets fred og den enkeltes integritet som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, idet dokumenterne, selv hvis det antages, at de indeholder personoplysninger, ikke vedrører parlamentsmedlemmernes privatliv.
44 Det bemærkes i denne forbindelse, at institutionerne i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 nægter aktindsigt i et dokument, i tilfælde af, at dets udbredelse ville være til skade for privatlivets fred og den enkeltes integritet, idet denne bestemmelse skal gennemføres i overensstemmelse med EU-lovgivningen om beskyttelsen af personoplysninger.
45 Det fremgår af denne lovgivning og navnlig af artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31) og af artikel 2, litra a), i forordning nr. 45/2001, at udtrykket »personoplysninger« omfatter enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person.
46 Det må fastslås, at i den foreliggende sag indeholder alle de begærede dokumenter oplysninger vedrørende identificerede fysiske personer.
47 Dette gælder således for de dokumenter, som Parlamentet er i besiddelse af, vedrørende godtgørelse af rejseudgifter og dagpenge, som nødvendigvis identificerer hvert enkelt berørt parlamentsmedlem, om ikke andet så med henblik på betalingen af disse godtgørelser.
48 Dette gælder også de dokumenter, som Parlamentet er i besiddelse af vedrørende godtgørelse af medlemmernes udgifter til assistenter, som nødvendigvis identificerer hvert enkelt berørt parlamentsmedlem og de respektive begunstigede i henhold til disse godtgørelser, ligeledes om ikke andet så med henblik på betalingen af disse godtgørelser.
49 Sagsøgernes argumenter kan ikke drage denne bedømmelse i tvivl.
50 Den sondring, som sagsøgerne søger at anvende på de omtvistede oplysninger, alt efter om de vedrører den private sfære eller den offentlige sfære, følger åbenbart af en sammenblanding af det, som vedrører personoplysninger, og det, som vedrører privatlivet, selv om begreberne personoplysninger, som omhandlet i artikel 2, litra a), i forordning nr. 45/2001, og oplysninger vedrørende privatlivet ikke kan forveksles (dom af 16.7.2015, ClientEarth og PAN Europe mod EFSA, C-615/13 P, EU:C:2015:489, præmis 32).
51 Endvidere kan spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en risiko for skade på parlamentsmedlemmernes legitime interesser, heller ikke påvirke kvalificeringen af de omtvistede oplysninger som personoplysninger, idet dette spørgsmål henhører under undersøgelsen af det andet anbringendes andet led, som behandles i præmis 96 nedenfor.
52 Endelig indebærer den omstændighed, at de omhandlede personoplysninger er nært knyttet til offentligt tilgængelige oplysninger om disse personer, som bl.a. er anført på Parlamentets internetside, for så vidt navnlig angår parlamentsmedlemmernes navne, på ingen måde, at disse oplysninger har mistet deres karakter af personoplysninger som omhandlet i artikel 2, litra a), i forordning nr. 45/2001 (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, ClientEarth og PAN Europe mod EFSA, C-615/13 P, EU:C:2015:489, præmis 31).
53 Kvalificeringen af de omtvistede oplysninger som personoplysninger kan med andre ord ikke udelukkes af den omstændighed alene, at disse oplysninger er knyttet til andre oplysninger, som er offentliggjort, og det uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt en udbredelse af disse oplysninger ville skade de berørte personers legitime interesser.
54 Sagsøgerne har med det første anbringendes andet led i det væsentlige argumenteret for, at artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, henset til artikel 7, litra f), i direktiv 95/46, er ulovlig.
55 Ifølge sagsøgerne styrker det forudgående krav i henhold til artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001 om, at nødvendigheden af at videregive personoplysningerne godtgøres, uanset den berørte persons legitime interesser, beskyttelsen af personoplysninger i strid med artikel 7, litra f), i direktiv 95/46.
56 Sagsøgernes argumentation kan kun forkastes, uden at det er fornødent – som Parlamentet har argumenteret for – at tage stilling til formaliteten.
57 Lovligheden af artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001 kan således ikke bedømmes på grundlag af artikel 7, litra f), i direktiv 95/46, fordi disse to retsakter, som i øvrigt begge er en del af den afledte ret, har særskilte anvendelsesområder, og fordi ingen af dem således foreskriver forrang for den anden.
58 Lovligheden af artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001 kan således kun anfægtes på grundlag af en bestemmelse i den primære ret.
59 Det må imidlertid fastslås, at sagsøgerne på ingen måde har henvist til en sådan bestemmelse i deres skriftlige indlæg.
60 Under alle omstændigheder har den beskyttelse af personoplysninger, der sikres ved artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, og den, der sikres ved artikel 7, litra f), i forordning nr. 95/46, inden for deres respektive anvendelsesområder en tilsvarende rækkevidde.
61 Det følger heraf, at sagsøgernes første anbringende skal forkastes.
Om det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, for så vidt angår nødvendigheden af at videregive personoplysningerne
62 Sagsøgerne har med det andet anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, for så vidt som Parlamentet har forkastet deres begæringer om aktindsigt i de begærede dokumenter, selv om betingelserne for deres udbredelse var opfyldt.
63 Det bemærkes i denne forbindelse indledningsvis, at i henhold til artikel 15, stk. 3, TEUF har alle unionsborgere og alle fysiske eller juridiske personer, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter efter de principper og på de betingelser, der er fastsat i henhold til fremgangsmåden i artikel 294 TEUF (jf. dom af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
64 Ifølge sin første betragtning skal forordning nr. 1049/2001 ses som led i den beslutning, som er kommet til udtryk i artikel 1, stk. 2, TEU, der blev indsat ved Amsterdamtraktaten, om at iværksætte en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt. Som anført i anden betragtning til forordning nr. 1049/2001, beror offentlighedens ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter på institutionernes demokratiske karakter (jf. dom af 15.7.2015, Dennekamp mod Parlamentet, T-115/13, EU:T:2015:497, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
65 Det bemærkes ligeledes, at artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 er en udelelig bestemmelse, der kræver, at enhver skade på beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet altid skal vurderes og bedømmes i henhold til EU-lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger, heriblandt forordning nr. 45/2001. Denne bestemmelse fastsætter således en særlig ordning, som styrker beskyttelsen af personer, hvis personoplysninger i givet fald vil kunne udbredes til offentligheden (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Bavarian Lager, C-28/08 P, EU:C:2010:378, præmis 59 og 60).
66 Heraf følger, at når formålet med en begæring, som er baseret på forordning nr. 1049/2001, er at få aktindsigt i dokumenter, der indeholder personoplysninger, gælder bestemmelserne i forordning nr. 45/2001 fuldt ud (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Bavarian Lager, C-28/08 P, EU:C:2010:378, præmis 63).
67 I den foreliggende sag fremgår det af undersøgelsen af det første anbringende, at alle de begærede dokumenter indeholder personoplysninger, således at bestemmelserne i forordning nr. 45/2001 gælder fuldt ud i det foreliggende tilfælde.
68 Det er allerede blevet fastslået, at beskyttelsen af personoplysninger skal fortolkes strengt (jf. i denne retning dom af 9.11.2010, Volker und Markus Schecke og Eifert, C-92/09 og C-93/09, EU:C:2010:662, præmis 77).
69 Det gælder derfor i sammenhæng med afgørelser, hvorved en institution forkaster en begæring om aktindsigt vedrørende informationer, der indeholder personoplysninger, med den begrundelse, at de er omfattet af den i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 fastsatte undtagelse om beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet, at disse oplysninger kun kan videregives, hvis deres modtager godtgør nødvendigheden af videregivelsen, og der ikke foreligger nogen grund til at formode, at den berørte persons legitime interesser vil kunne lide skade derved, som omhandlet i artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, som institutionerne er forpligtet til at overholde, når de behandler en begæring om aktindsigt i dokumenter, der indeholder personoplysninger (jf. i denne retning dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Bavarian Lager, C-28/08 P, EU:C:2010:378, præmis 63).
70 Det fremgår således af selve ordlyden af artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, at denne bestemmelse betinger videregivelsen af personoplysninger af, at to kumulative betingelser er opfyldt (jf. dom af 16.7.2015, ClientEarth og PAN Europe mod EFSA, C-615/13 P, EU:C:2015:489, præmis 46).
71 I denne sammenhæng påhviler det for det første den person, der begærer en sådan videregivelse, at godtgøre nødvendigheden heraf. Såfremt dette godtgøres, tilkommer det den berørte institution at undersøge, om der foreligger nogen grund til at formode, at den omhandlede videregivelse ville kunne skade den berørte persons legitime interesser (jf. dom af 16.7.2015, ClientEarth og PAN Europe mod EFSA, C-615/13 P, EU:C:2015:489, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
72 Artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001 kræver således, at den institution, som begæringen er rettet til, for det første skal foretage en vurdering af, hvorvidt videregivelsen af personoplysninger er nødvendig, og dermed forholdsmæssig, i betragtning af det formål, som den, der fremsætter begæringen, søger at opnå, idet opfyldelsen af det i artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001 fastsatte krav om nødvendighed, som skal fortolkes strengt, indebærer, at den, der fremsætter begæringen, skal godtgøre, at videregivelsen af personoplysninger er den mest egnede foranstaltning, der er til rådighed, med henblik på opfyldelse af det formål, som den, der fremsætter begæringen, har for øje, og at det står i rimeligt forhold til dette formål, hvilket forpligter den, der fremsætter begæringen, til at fremlægge udtrykkelige og lovlige begrundelser for videregivelse (dom af 15.7.2015, Dennekamp mod Parlamentet, T-115/13, EU:T:2015:497, præmis 54 og 59).
73 I den foreliggende sag har sagsøgerne ganske vist med henblik på at godtgøre nødvendigheden af en videregivelse af de omtvistede oplysninger anført forskellige formål med deres begæringer om aktindsigt, nemlig i det væsentlige dels at give offentligheden mulighed for at undersøge hensigtsmæssigheden af de udgifter, som parlamentsmedlemmerne afholder i forbindelse med udøvelsen af deres mandater, dels at sikre offentlighedens ret til information og gennemsigtighed.
74 Det bemærkes i denne forbindelse indledningsvis, at disse formål grundet deres uforholdsmæssigt vide og generelle formulering ikke i sig selv kan godtgøre nødvendigheden af en videregivelse af de omhandlede personoplysninger.
75 Det kan således ikke foreholdes Parlamentet, at det ikke af sådanne formål, der er udtrykt bredt og generelt, har udledt et implicit bevis for nødvendigheden af en videregivelse af disse personoplysninger (jf. i denne retning dom af 23.11.2011, Dennekamp mod Parlamentet, T-82/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:688, præmis 34, og af 21.9.2016, Secolux mod Parlamentet, T-363/14, EU:T:2016:521, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).
76 En modsat vurdering ville i princippet forpligte institutionen til at udlede det implicitte bevis for nødvendigheden af en videregivelse af disse oplysninger af de generelle betragtninger om offentlighedens interesse i en udbredelse af personoplysninger (jf. i denne retning dom af 23.11.2011, Dennekamp mod Parlamentet, T-82/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:688, præmis 35).
77 Hvad for det første angår det første af sagsøgerne påberåbte formål, godtgør disse ikke, hvorledes en videregivelse af de omhandlede personoplysninger er nødvendig for at sikre en tilstrækkelig kontrol med de udgifter, som parlamentsmedlemmerne afholder under udøvelsen af deres mandat, og navnlig for at afhjælpe de påstående mangler ved de eksisterende kontrolmekanismer vedrørende disse udgifter.
78 De elementer, som sagsøgerne har fremlagt til støtte for nødvendigheden af denne videregivelse, er således ikke overbevisende.
79 Indledningsvis er henvisningerne til de journalistiske undersøgelser af de af parlamentsmedlemmerne fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland afholdte udgifter uden relevans for sagsøgernes formål om at sikre offentlighedens kontrol med parlamentsmedlemmernes udgifter.
80 I øvrigt kan henvisningen til Rettens annullation af Parlamentets afgørelse om at forkaste en journalists begæring om aktindsigt i beretning nr. 6/02 udfærdiget af Parlamentets interne revisionstjeneste den 9. januar 2008 vedrørende godtgørelsen af udgifter til parlamentsmedlemmernes assistenter i den sag, der gav anledning til dom af 7. juni 2011, Toland mod Parlamentet (T-471/08, EU:T:2011:252), ikke overføres til den foreliggende sag.
81 Den omtvistede begæring om aktindsigt i den sag, der gav anledning til dom af 7. juni 2011, Toland mod Parlamentet (T-471/08, EU:T:2011:252), vedrørte nemlig for det første en intern revisionsberetning udfærdiget af Parlamentet og ikke samtlige dokumenter vedrørende parlamentsmedlemmernes detaljerede anvendelse af de forskellige godtgørelser, som de tildeles.
82 For det andet var begrundelsen for afslaget på den omhandlede begæring om aktindsigt, som det følger af præmis 42-85 i dom af 7. juni 2011, Toland mod Parlamentet (T-471/08, EU:T:2011:252), ikke baseret på den undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 vedrørende beskyttelsen af personoplysninger, men på de undtagelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 2, tredje led, og artikel 4, stk. 3, vedrørende henholdsvis beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision og beskyttelsen af institutionens beslutningsproces. Sagsøgeren var derfor ikke, som i den foreliggende sag, forpligtet til at godtgøre nødvendigheden af aktindsigt i de begærede dokumenter i forhold til de formål, som vedkommende forfulgte.
83 Under alle omstændigheder må dette argument - selv hvis det antages, at sagsøgerne med denne henvisning til den sag, der gav anledning til dom af 7. juni 2011, Toland mod Parlamentet (T-471/08, EU:T:2011:252), ønsker at illustrere nødvendigheden af aktindsigt i de begærede dokumenter for at sikre en tilstrækkelig kontrol med parlamentsmedlemmernes udgifter, idet annullationen i denne sag af Parlamentets afgørelse ifølge sagsøgerne har medført en styrkelse af reglerne angående anvendelsen af godtgørelsen af udgifter til parlamentsmedlemmernes assistenter - forkastes. Henset til forskellene mellem den i denne sag omhandlede revisionsberetning og de i den foreliggende sag omhandlede dokumenter kan den omstændighed alene, at offentliggørelsen af denne beretning havde haft den af sagsøgerne påståede virkning, selv hvis det antages godtgjort, nemlig ikke godtgøre nødvendigheden af at videregive de personoplysninger, der er indeholdt i de begærede dokumenter.
84 Endvidere kan sagsøgernes henvisning i deres genfremsatte begæringer om aktindsigt til »talrige bekræftede eller påståede tilfælde af svig begået af parlamentsmedlemmerne i de forgangne år«, som er af en særdeles abstrakt og generel karakter, ikke begrunde nødvendigheden af den videregivelse af parlamentsmedlemmernes personoplysninger, som hver af sagsøgernes begæringer indebærer, og endnu mindre, at dette er forholdsmæssigt.
85 Det bemærkes under alle omstændigheder, at sagsøgerne blot har nævnt ét enkelt bulgarsk parlamentsmedlem som eksempel.
86 Dette eksempel er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at begrunde en videregivelse af personoplysninger for samtlige parlamentsmedlemmerne.
87 Endelig bemærkes det, at selv om sagsøgerne ganske vist i deres stævning har henvist til mistanker om fiktive ansættelser i forbindelse med parlamentsmedlemmer, blev disse oplysninger ikke fremlagt for Parlamentet i forbindelse med de genfremsatte begæringer om aktindsigt.
88 Det må imidlertid konstateres, at det påhviler den person, der begærer en videregivelse af personoplysninger, at godtgøre nødvendigheden heraf. Såfremt dette godtgøres, tilkommer det den berørte institution at undersøge, om der foreligger nogen grund til at formode, at den omhandlede videregivelse ville kunne skade den berørte persons legitime interesser. I denne forbindelse må det fastslås, at sagsøgerne ikke har fremført noget argument vedrørende mistankerne om fiktive ansættelser i forbindelse med parlamentsmedlemmerne før vedtagelsen af de anfægtede afgørelser (jf. i denne retning dom af 21.9.2016, Secolux mod Kommissionen, T-363/14, EU:T:2016:521, præmis 36 og 37).
89 Følgelig kan der ikke tages hensyn til oplysningerne vedrørende mistankerne om fiktive ansættelser i forbindelse med parlamentsmedlemmerne med henblik på at begrunde videregivelsen af de personlige oplysninger om disse medlemmer.
90 Hvad for det andet angår det andet formål, som sagsøgerne har forfulgt, er ønsket om at indlede en offentlig debat ikke tilstrækkeligt til at godtgøre nødvendigheden af en videregivelse af personoplysninger, for så vidt som et sådant argument udelukkende vedrører formålet med begæringen om aktindsigt (jf. i denne retning dom af 15.7.2015, Dennekamp mod Parlamentet, T-115/13, EU:T:2015:497, præmis 84).
91 Der kan ikke generelt anerkendes nogen form for automatisk forrang for formålet om gennemsigtighed over retten til beskyttelse af personoplysninger (jf. analogt dom af 9.11.2010, Volker und Markus Schecke og Eifert, C-92/09 og C-93/09, EU:C:2010:662, præmis 85).
92 For det tredje bemærkes endeligt, at selv om det, som sagsøgerne har gjort gældende, fremgår af dom af 15. juli 2015, Dennekamp mod Parlamentet (T-115/13, EU:T:2015:497), at nødvendigheden af en videregivelse af personoplysninger kan hvile på et generelt formål, såsom offentlighedens ret til informationer vedrørende parlamentsmedlemmerne adfærd under udøvelsen af deres funktioner, fremgår det af den nævnte doms præmis 81, at det kun er sagsøgernes bevis for, at en udbredelse af personoplysninger er et egnet og forholdsmæssigt middel i forhold til de med begæringen forfulgte mål, der giver Retten mulighed for at efterprøve nødvendigheden deraf som omhandlet i artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001.
93 Sagsøgerne har imidlertid hverken i deres oprindelige begæringer eller i deres genfremsatte begæringer om aktindsigt fremlagt udtrykkelige og legitime begrundelser, som godtgør, at en videregivelse af de omhandlede personoplysninger var den mest egnede foranstaltning, der var til rådighed, herunder anvendelse af offentligt tilgængelige oplysninger og dokumenter, til at opnå det formål, som de forfulgte, og at det var forholdsmæssigt i forhold til dette formål.
94 Henvisningen i de genfremsatte begæringer om aktindsigt til dom af 16. juli 2015, ClientEarth og Pan Europe mod EFSA (C-615/13 P, EU:C:2015:489), kan heller ikke tiltrædes, for så vidt som Domstolen i den nævnte doms præmis 65 fastslog, at beviset for nødvendigheden af udbredelsen af personoplysningerne var ført ved konkrete beviser, såsom bl.a. forbindelserne mellem flertallet af eksperterne i den af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) nedsatte arbejdsgruppe og forskellige interessegrupper.
95 Det må under alle omstændigheder igen fastslås, at sagsøgerne med deres argumentation på ny ikke reelt søger at anfægte de anfægtede afgørelsers lovlighed, men i det væsentlige snarere at kritisere de eksisterende kontrolmekanismers utilstrækkelighed og ineffektivitet, hvilket det ikke tilkommer Retten at bedømme inden for rammerne af dette søgsmål.
96 Det må derfor fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort nødvendigheden af at videregive de begærede dokumenter.
97 Da de betingelser, der opstilles i artikel 8, litra b), i forordning nr. 45/2001, er kumulative (dom af 16. juli 2015, ClientEarth og PAN Europe mod EFSA, C-615/13 P, EU:C:2015:489, præmis 46), er det ufornødent at undersøge, om der foreligger grunde til, at en videregivelse af de begærede dokumenter kunne skade de berørte personers legitime interesser.
98 Følgelig må sagsøgernes andet anbringende forkastes.
Om det tredje anbringende om tilsidesættelse af den almindelige forpligtelse, der følger af artikel 2 og 4, sammenholdt med artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, til en konkret og individuel undersøgelse af hvert af de begærede dokumenter samt om det ulovlige i at nægte aktindsigt på grundlag af en uforholdsmæssig administrativ byrde
99 Sagsøgernes tredje anbringende er opdelt i to led, som behandles særskilt.
Det tredje anbringendes første led
100 Sagsøgerne har med det tredje anbringendes første led påberåbt sig en tilsidesættelse af den almindelige forpligtelse, der følger af artikel 2 og 4, sammenholdt med artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, til en konkret og individuel undersøgelse af hvert af de dokumenter, der er anmodet om.
101 Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at selv om det ikke kan udelukkes, at der kan undtages fra kravet om en individuel undersøgelse af hvert enkelt dokument, kan dette ikke ske i den foreliggende sag, fordi de begærede dokumenter åbenbart ikke tilhører den samme kategori af dokumenter, idet deres indholds forskelligartede karakter er klart.
102 Det bemærkes i denne forbindelse, at for at begrunde et afslag på en begæring om aktindsigt i et dokument, der er begæret udleveret, er det i henhold til fast retspraksis i princippet ikke tilstrækkeligt, at dette dokument henhører under en af de i artikel 4, i forordning nr. 1049/2001 nævnte handlinger (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, Sverige og Turco mod Rådet, C-39/05 P og C-52/05 P, EU:C:2008:374, præmis 49, og af 21.7.2011, Sverige mod MyTravel og Kommissionen, C-506/08 P, EU:C:2011:496, præmis 76).
103 Det følger nemlig af fast retspraksis, at den undersøgelse, der kræves ved behandlingen af en begæring om aktindsigt i dokumenter, skal være konkret. For det første kan alene det forhold, at et dokument vedrører en interesse, der er beskyttet gennem en undtagelse, ikke begrunde, at undtagelsen bringes i anvendelse. For det andet skal risikoen for, at en beskyttet interesse skades, kunne forudses med en rimelig grad af sandsynlighed og ikke være rent hypotetisk. Den undersøgelse, som institutionen skal foretage for at bringe en undtagelse i anvendelse, skal følgelig udføres konkret og skal fremgå af afgørelsens begrundelse (jf. dom af 13.4.2005, Verein für Konsumenteninformation mod Kommissionen, T-2/03, EU:T:2005:125, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
104 Denne konkrete undersøgelse skal desuden foretages for hvert enkelt af de dokumenter, der er omhandlet i begæringen. Således følger det af forordning nr. 1049/2001, at alle de undtagelser, der er nævnt i forordningens artikel 4, finder anvendelse på et dokument (dom af 13.4.2005, Verein für Konsumenteninformation mod Kommissionen, T-2/03, EU:T:2005:125, præmis 70).
105 Ikke desto mindre har Domstolen anerkendt, at institutionerne med henblik på at forklare, hvorledes aktindsigt i de dokumenter, der er begæret aktindsigt i, kan være til skade for den interesse, som er beskyttet ved en undtagelse i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, kan basere deres beslutning herom på de generelle formodninger, der gælder for visse kategorier af dokumenter, da sådanne generelle betragtninger må antages også at have gyldighed for begæringer om aktindsigt i dokumenter af tilsvarende karakter (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, Sverige og Turco mod Rådet, C-39/05 P og C-52/05 P, EU:C:2008:374, præmis 50, af 29.6.2010, Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, C-139/07 P, EU:C:2010:376, præmis 54, og af 27.2.2014, Kommissionen mod EnBW, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 65).
106 I den foreliggende sag har Parlamentet i de anfægtede afgørelser anført, at de begærede dokumenter, såsom hotelregninger, rejsehjemler, ansættelseskontrakter og lønsedler, alle tilhørte de samme kategorier. Sagsøgerne har gjort gældende, at disse dokumenters forskellighed udelukker, at de kan tilhøre samme kategori.
107 Med henblik på at forkaste dette argument bemærkes for det første blot, at det bygger på en fejlagtig antagelse, idet Parlamentet ikke i de anfægtede afgørelser anførte, at alle dokumenterne tilhørte én enkelt kategori, men forskellige kategorier.
108 Eksempelvis anførte Parlamentet således ved anvendelsen af den i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 fastsatte undtagelse, at alle rejsehjemler tilhørte kategorien af rejsehjemler, at alle hotelregninger tilhørte kategorien af hotelregninger, at alle ansættelseskontrakter tilhørte kategorien af ansættelseskontrakter, og at alle lønsedler tilhørte kategorien af lønsedler.
109 Følgelig undlod Parlamentet ikke at foretage en konkret og individuel undersøgelse af hvert begæret dokument i forhold til én enkelt kategori, men i forhold til de forskellige kategorier af dokumenter, som det havde adskilt.
110 Det bemærkes for det andet, at de dokumenter, der tilhører disse forskellige kategorier, indeholder personoplysninger, om ikke andet så navnet på de i forhold til hvert enkelt dokument berørte parlamentsmedlemmer.
111 For så vidt som sagsøgernes begæringer omfatter alle de dokumenter, hvorved det kan afgøres, hvorledes og hvornår de i hver af disse begæringer omhandlede parlamentsmedlemmer har brugt de forskellige godtgørelser, der er opregnet i de nævnte begæringer, indebærer disse begæringer nødvendigvis, at de begærede dokumenter indeholder oplysninger, der gør det muligt at identificere hvert af disse medlemmer ved navn.
112 Dette gør sig gældende for så vidt angår dagpenge, rejseudgifter og godtgørelse af medlemmernes udgifter til assistenter, om ikke andet så med hensyn til deres udbetaling til de berørte personer.
113 Det kan derfor ikke foreholdes Parlamentet, at det ikke har foretaget en konkret og individuel undersøgelse af hvert begæret dokument med hensyn til den i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 fastsatte undtagelse.
114 Følgelig skal det tredje anbringendes første led forkastes.
Det tredje anbringendes andet led
115 Sagsøgerne har med det tredje anbringendes andet led påberåbt sig, at det er ulovligt at nægte aktindsigt i de begærede dokumenter på grundlag af en uforholdsmæssig administrativ byrde.
116 Det bemærkes i denne forbindelse indledningsvis, at Parlamentet i de anfægtede afgørelser forkastede sagsøgernes genfremsatte begæringer om aktindsigt, dels og med rette for så vidt som det fremgår af undersøgelsen af det første og det andet anbringende, at alle disse dokumenter indeholder personoplysninger, som sagsøgerne ikke har godtgjort nødvendigheden af at videregive, dels for så vidt som en udbredelse af samtlige de begærede dokumenter i alle begæringerne ville indebære en uforholdsmæssig administrativ byrde.
117 Det må således fastslås, at nægtelsen af aktindsigt for så vidt angår de begærede dokumenter, som er i Parlamentets varetægt, var begrundet på basis af to uafhængige og alternative grundlag, således at en af begrundelserne nødvendigvis er overskydende i forhold til den anden.
118 Da Retten har forkastet det første og det andet anbringende, hvorved lovligheden af den første begrundelse for Parlamentets afgørelse blev anfægtet, kan det tredje anbringendes andet led, som vedrører den anden begrundelse for afgørelsen, kun forkastes som irrelevant.
119 Det kan af disse samme grunde ikke med føje foreholdes Parlamentet, at det ikke uformelt har rådført sig med sagsøgerne med henblik på at nå frem til en rimelig løsning som omhandlet i artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001. Disse bestemmelser kan således ikke påberåbes, når Parlamentet med rette har konstateret, at de begærede dokumenter er omfattet af den i forordningens artikel 4, stk. 1, litra b), fastsatte undtagelse, således som det følger af undersøgelsen af det første og det andet anbringende.
120 Det tredje anbringendes andet led skal følgelig ligeledes forkastes, idet det er irrelevant, og det tredje anbringende skal derfor forkastes i sin helhed.
Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, litra b), i forordning nr. 1049/2001
121 Sagsøgerne har med det fjerde anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, litra b), i forordning nr. 1049/2001, idet selv en delvis aktindsigt i de begærede dokumenter er blevet nægtet.
122 Sagsøgerne har gjort gældende, at Parlamentet ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering af indholdet af de begærede dokumenter, selv om det i det mindste burde have videregivet de begærede dokumenter, som ikke var omfattet af en undtagelse, og at videregivelsen af disse dokumenter, selv i delvis form, ville have opfyldt det formål, der blev forfulgt med deres begæringer om aktindsigt.
123 Det bemærkes i denne forbindelse, at Parlamentet i de anfægtede afgørelser anførte, at en sløring af alle personoplysningerne i de begærede dokumenter ikke ville gøre det muligt at opnå de mål, der blev forfulgt i forbindelse med begæringerne om aktindsigt, og at det indebar en uforholdsmæssig administrativ byrde.
124 Sagsøgernes argumenter kan ikke påvirke lovligheden af de anfægtede afgørelser i denne henseende.
125 Som det fremgår af undersøgelsen af sagsøgernes anbringender og genfremsatte begæringer, ønsker sagsøgerne nemlig aktindsigt i de dokumenter, der vedrører de individuelle udgifter for de parlamentsmedlemmer, der er omhandlet i hver af disse begæringer, med henblik på at kunne undersøge hensigtsmæssigheden af disse udgifter for så vidt angår hvert enkelt parlamentsmedlem.
126 Det er imidlertid åbenbart, at videregivelsen af en version af de begærede dokumenter, hvor alle personoplysninger er slørede, herunder navnlig de, som vedrører de berørte parlamentsmedlemmers navne, ville fratage aktindsigten i disse dokumenter enhver nyttevirkning med hensyn til sådanne formål, idet en sådan aktindsigt ikke ville give sagsøgerne mulighed for at foretage en individuel undersøgelse af parlamentsmedlemmernes udgifter, henset til det umulige i at forbinde de begærede dokumenter med de berørte personer.
127 Det kan under alle omstændigheder ikke seriøst bestrides, at en sløring af alle personoplysninger i de begærede dokumenter ville indebære en uforholdsmæssig administrativ byrde, henset til mængden af de dokumenter, der er indgivet begæring om (jf. dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen, C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 36 og 37).
128 Det bemærkes således, at Parlamentet i de anfægtede afgørelser anslog antallet af regnskabsdokumenter og finansielle dokumenter vedrørende godtgørelse af parlamentsmedlemmernes rejseudgifter og dagpenge til mere end 220 000 pr. år, idet disse dokumenter udelukkende gemmes af Parlamentet af administrative og finansielle årsager, heraf visse udelukkende i papirformat, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt i deres skriftlige indlæg.
129 Under retsmødet nævnte Parlamentet, uden at blive modsagt af sagsøgerne vedrørende dette punkt, et gennemsnit på 5 500 sider pr. parlamentsmedlem i de omhandlede perioder, dvs. 33 000 sider for de seks cypriotiske medlemmer, mere end 500 000 sider for de 96 tyske medlemmer og mere end fire millioner dokumenter for alle begæringerne.
130 De begærede dokumenter var således i deres helhed åbenbart yderst omfattende, hvilket ligeledes udgjorde en omstændighed, der begrunder nægtelsen af en delvis aktindsigt i disse dokumenter.
131 Det følger heraf, at sagsøgernes fjerde anbringende skal forkastes.
Det femte anbringende om tilsidesættelse af den i artikel 7, stk. 1, og i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 fastsatte begrundelsespligt
132 Sagsøgerne har med det femte anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af den i artikel 7, stk. 1, og i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 fastsatte begrundelsespligt, idet Parlamentet undlod at undersøge alle deres argumenter.
133 Det må i denne forbindelse konstateres, at sagsøgerne i forbindelse med deres femte anbringende udelukkende foreholder Parlamentet, at det ikke i de anfægtede afgørelser besvarede alle de argumenter, som sagsøgerne havde gjort gældende i forbindelse med deres genfremsatte begæringer om aktindsigt.
134 Det fremgår imidlertid af retspraksis, at begrundelsespligten ikke indebærer, at den berørte institution er forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, der er blevet fremført under den procedure, der gik forud for vedtagelsen af den endelige anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 14.7.1972, Cassella mod Kommissionen, 55/69, EU:C:1972:76, præmis 22, og af 24.1.1992, La Cinq mod Kommissionen, T-44/90, EU:T:1992:5, præmis 41).
135 Følgelig kan sagsøgernes argumenter ikke tiltrædes.
136 Det følger under alle omstændigheder ligeledes af fast retspraksis, at begrundelseskravet skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 63, og af 1.2.2007, Sison mod Rådet, C-266/05 P, EU:C:2007:75, præmis 80).
137 I den foreliggende sag har begrundelsen af de anfægtede afgørelser givet sagsøgerne mulighed for at få kendskab til grundlaget for de anfægtede afgørelser og Retten mulighed for at udøve sin prøvelsesret, således som det fremgår af undersøgelsen af det første til fjerde anbringende.
138 Følgelig skal det femte anbringende forkastes, og Parlamentet skal frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
139 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
140 Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Parlamentets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling):
1) Sagerne T-639/15 – T-666/15 og T-94/16 forenes med henblik på dommen.
2) Europa-Parlamentet frifindes.
3) Maria Psara, Tina Kristan, Tanja Malle, Wojciech Cieśla, Staffan Dahllof, Delphine Reuter, České centrum pro investigativní žurnalistiku o.p.s., Harry Karanikas, Crina Boros, Baltijas pētnieciskās žurnālistikas centrs Re:Baltica, Balazs Toth, Minna Knus-Galán, Atanas Tchobanov, Dirk Liedtke, Nils Mulvad, Hugo van der Parre, Guia Baggi, Marcos García Rey, Mark Lee Hunter, Kristof Clerix, Rui Araujo, Anuška Delić, Jacob Borg, Matilda Bačelić og Gavin Sheridan betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. september 2018.
Underskrifter