Language of document : ECLI:EU:T:2005:125

Sag T-2/03

Verein für Konsumenteninformation

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – begæring vedrørende et meget stort antal dokumenter – fuldstændigt afslag på aktindsigt – forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse – undtagelser«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – intervention – begæring om at indtræde i sagen til støtte for en af parternes påstande – begæring, der indeholder supplerende argumenter, som ændrer sagens genstand – afvisning af disse argumenter

(Domstolens statut, art. 40, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)

2.      De Europæiske Fællesskaber – institutioner – ret til aktindsigt i dokumenter – forordning nr. 1049/2001 – institutionens forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse af dokumenterne – rækkevidde – udelukkelse af forpligtelsen – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4)

3.      De Europæiske Fællesskaber – institutioner – ret til aktindsigt i dokumenter – forordning nr. 1049/2001 – institutionens forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse af dokumenter – manglende opfyldelse af forpligtelsen – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – undersøgelsen vil være særlig krævende og uforholdsmæssig – fravigelse af undersøgelsesforpligtelsen – bevisbyrde påhvilende institutionen – forpligtelse for institutionen til at forsøge at nå frem til en løsning med den, der har fremsat begæringen

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4)

1.      Selv om artikel 40, stk. 4, i Domstolens statut, som finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 53, og artikel 116, stk. 3, i Rettens procesreglement ikke er til hinder for, at en intervenient påberåber sig andre argumenter end dem, der er fremført af den part, der støttes, er det imidlertid en betingelse, at argumenterne ikke ændrer sagens genstand, og at interventionen stadig sker til støtte for partens påstande. Denne betingelse er bl.a. ikke opfyldt, når intervenientens supplerende argumenter, såfremt de blev taget til følge, ville gøre det muligt at fastslå, at den anfægtede retsakt er ulovlig, mens påstandene fra den part, som intervenienten må forventes at støtte, alene omhandler frifindelse for annullationssøgsmålet. Da de således ville bevirke en ændring af sagens genstand, sådan som denne er defineret i stævningen og svarskriftet, skal disse supplerende argumenter afvises.

(jf. præmis 52, 53 og 55)

2.      Den undersøgelse, der kræves ved behandlingen af en begæring om aktindsigt i dokumenter, fremsat på grundlag af forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, skal være konkret. For det første kan alene det forhold, at et dokument vedrører en interesse, der er beskyttet gennem en undtagelse, således ikke begrunde, at undtagelsen bringes i anvendelse. En sådan anvendelse kan i princippet kun begrundes, såfremt institutionen forud herfor har foretaget en vurdering af, dels, om aktindsigt i dokumentet konkret og faktisk kunne skade den beskyttede interesse, dels, om der i de tilfælde, der er fastsat i forordningens artikel 4, stk. 2 og 3, ikke forelå en mere tungtvejende offentlig interesse, der kunne begrunde udbredelsen af det omhandlede dokument. For det andet skal risikoen for, at en beskyttet interesse skades, kunne forudses med en rimelig grad af sandsynlighed og ikke være rent hypotetisk. Den pågældende institution skal derfor foretage en konkret og individuel undersøgelse af indholdet af hvert enkelt dokument, som begæringen vedrører, og skal i det mindste for hver kategori af dokumenter angive grundene til, at de dokumenter, der er nævnt i den begæring, der er indgivet, efter institutionens opfattelse er forbundet med en kategori af oplysninger, der er omfattet af en undtagelse.

Imidlertid kan denne undersøgelse ikke være nødvendig, når det som følge af de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde er åbenbart, at aktindsigten skal afslås eller derimod imødekommes. Dette kunne bl.a. være tilfældet, såfremt det er åbenbart, at visse dokumenter som helhed er omfattet af en undtagelse til retten til aktindsigt, eller når det derimod er åbenbart, at de er tilgængelige som helhed, eller endelig, når de allerede er blevet konkret og individuelt bedømt af institutionen under lignende omstændigheder.

(jf. præmis 69, 72, 73 og 75)

3.      En institutions afvisning af konkret og individuelt at undersøge de dokumenter, der er genstand for en begæring om aktindsigt, udgør i princippet en åbenbar tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, der indebærer, at fællesskabsinstitutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det tilsigtede formål.

Den pågældende institution skal dog iagttage muligheden for i de særlige tilfælde, hvor en konkret og individuel undersøgelse af dokumenterne ville påføre institutionen en uforholdsmæssig administrativ byrde, at afveje interessen i at få aktindsigt i dokumenter mod den hermed forbundne arbejdsbyrde med det formål at sikre hensynet til god forvaltningsskik i disse særlige tilfælde. En sådan fravigelse af undersøgelsesforpligtelsen skal kun tillades undtagelsesvist og udelukkende, såfremt den konkrete og individuelle undersøgelse af dokumenterne ville være forbundet med en uforholdsmæssig administrativ byrde, der går ud over grænserne for, hvad der med rimelighed kan forlanges.

Den institution, der påberåber sig denne undtagelse, skal fremlægge bevis for omfanget af en sådan administrativ byrde. I et sådant tilfælde skal institutionen forsøge at nå frem til en løsning med den, der har fremsat begæring, med henblik på dels at få kendskab til – eller anmode den pågældende om at præcisere – dennes interesse i erhvervelsen af de omhandlede dokumenter, dels konkret at bedømme de muligheder, institutionen har for at træffe en mindre bebyrdende foranstaltning end en konkret og individuel undersøgelse af dokumenterne, idet den skal prioritere den løsning, der – uden at gå ud over grænserne for, hvad der med rimelighed kan forlanges – er den mest fordelagtige i forhold til retten til aktindsigt for den, der har fremsat begæringen.

(jf. præmis 99, 100, 102 og 112-114)