Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Ufficio del Giudice di pace di Rimini (Italien) den 7. marts 2022 – BL mod Presidenza del Consiglio dei Ministri
(Sag C-190/22)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Ufficio del Giudice di pace di Rimini
Parter i hovedsagen
Sagsøger: BL
Sagsøgt: Presidenza del Consiglio dei Ministri
Præjudicielle spørgsmål
Er EU-retten, og navnlig artikel 15, 20, 30 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, §§ 2 og 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som gennemført ved Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 1 , samt det grundlæggende princip om de europæiske retsinstansers uafhængighed og uafsættelighed, som fortolket af Domstolen i dommen i sagen UX mod Governo della Repubblica italiana (EU:C:2020:572), til hinder for en national bestemmelse som artikel 29 i lovdekret nr. 116 af 13. juli 2017 (herefter »lovdekret nr. 116/2017«), der, uden at der foreligger objektive forhold, der begrunder dette, fastsætter forskellige arbejdsvilkår for den sagsøgende fredsdommer i forhold til sammenlignelige professionelle dommere, idet den følgende faktiske situation foreligger:
– Sagsøgeren har udøvet hvervet som fredsdommer uden afbrydelse siden 2002, er ikke fyldt 70 år, hvilket hun gør inden udløbet af 2022, og havde ikke pr. 15. august 2017 optjent over 16 års effektiv tjeneste som honorær dommer.
– Selv om sagsøgeren ifølge den nationale bestemmelse (artikel 29, stk. 1, i lovdekret nr. 116/2017) fortsat kan udøve sit dommerhverv, indtil hun fylder 70 år, er hun således afskåret fra at deltage i den første vurderingsprocedure med henblik på fortsat at være optaget på de lukkede egnethedslister over honorære dommere, som Consiglio superiore della magistratura (det øverste råd for retsvæsenet) vil afholde inden udløbet af 2022, som fastsat i artikel 29, stk. 3, i lovdekret nr. 116/2017.
– Som en yderligere konsekvens af, at sagsøgeren er afskåret fra at indgive ansøgning om deltagelse i den vurderingsprocedure med henblik på fortsat at være optaget på de lukkede egnethedslister over honorære dommere, som er planlagt til 2022, ville sagsøgeren, hvis dommerhverv ophørte inden den 31. december 2021, fordi hun fyldte 68 år som fastsat i den tidligere gældende ordning, ikke længere have kunnet genoptage sit hverv fra og med den 1. januar 2022, fordi den nye ordning ganske vist fastsætter, at dommere, som udøvede deres hverv pr. 15. august 2017, fortsat kan bestride hvervet, indtil de fylder 70 år, men også fastsætter, at hvervet for dommere, som ikke opfylder betingelserne for at indgive anmodning om bekræftelse af, at de kan fortsætte i deres hverv, skal ophøre (artikel 29, stk. 9, i lovdekret nr. 116/2017).
– I henhold til den nævnte nationale ordning vil den italienske regering kun yde sagsøgeren en erstatning for tab på 1 500-2 500 EUR om året for hvert tjenesteår i forhold til antallet af afholdte retsmøder i løbet af året, op til et maksimumsbeløb på 50 000 EUR, idet hun endvidere skal give afkald på alle lønmæssige, lovbestemte og socialsikringsmæssige krav, som hun har fremsat i den sag, som verserer ved TAR Emilia-Romagna (den regionale forvaltningsdomstol for Emilia-Romagna), og som EU-retten sikrer med hensyn til det dommerhverv, som hun har udøvet i egenskab af lønmodtager – men hvilken status den italienske regering ikke har anerkendt – herunder socialsikringsbidrag for ansættelsesforholdet og de heraf følgende socialsikringsydelser.
– Ved foreløbig foranstaltning af 9. februar 2022 – med anvendelse af Domstolens dom i sagen UX [mod Governo della Repubblica italiana], i strid med den nationale lovgivning og på baggrund af udtalelsen af 16.-17. februar 2022 fra Consiglio superiore della magistratura – besluttede TAR Emilia-Romagna (den regionale forvaltningsdomstol for Emilia-Romagna), at [sagsøgeren] fortsat kan udøve sit hverv som fredsdommer, indtil hun fylder 70 år.
– I henhold til den foreløbige foranstaltning truffet af TAR Emilia-Romagna (den regionale forvaltningsdomstol for Emilia-Romagna) besluttede præsidenten for Tribunale di Rimini (retten i Rimini) ved dekret af 1. marts 2022, at sagsøgeren straks skulle genindsættes i sit hverv.
– For den forelæggende ret har sagsøgeren fremsat et krav – som erstatning for tab som følge af den italienske regerings åbenlyse og vedvarende tilsidesættelse af EU-retten med hensyn til honorære dommeres juridiske status og rettigheder – med et beløb svarende til den løn, som sagsøgeren ville have oppebåret fra den 10. til den 28. februar 2022, af en størrelse svarende til lønnen for sammenlignelige professionelle dommere, hvilket har sit retsgrundlag i den foreløbige kendelse om genindsættelse i hvervet afsagt af TAR Emilia-Romagna (den regionale forvaltningsdomstol for Emilia-Romagna) i strid med den nationale lovgivning, som ganske vist har anerkendt tilsidesættelsen af EU-retten, men dels udelukker enhver mulighed for, at den sagsøgende honorære dommer – som mod sin vilje fratrådte sit hverv inden den 31. december 2021 som følge af en foreløbig retslig foranstaltning truffet af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i strid med Domstolens dom i sagen UX [mod Governo della Repubblica italiana] – genindsættes i sit hverv, indtil hun fylder 70 år, dels begrænser erstatningen for det af sagsøgeren lidte tab til et lovmæssigt forhåndsbestemt, fast beløb, som er markant lavere end det reelle tab som følge af krænkelsen af de i Unionens retsorden sikrede rettigheder[?]
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 267 TEUF, §§ 2 og 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som gennemført ved Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999, samt det grundlæggende princip om de europæiske retsinstansers uafhængighed og uafsættelighed da til hinder for en national bestemmelse som artikel 21 i lovdekret nr. 116 af 13. juli 2017, ifølge hvilken en fredsdommer som den forelæggende dommer – som er uden effektiv retlig, økonomisk eller social beskyttelse – der ønsker at anvende EU-retten, som fortolket af Domstolen i dommen i sagen UX [mod Governo della Repubblica italiana], ved at se bort fra de nationale bestemmelser, der hindrer sikring af den anmodede beskyttelse, automatisk opsiges fra sit dommerhverv af organer inden for den italienske stat, der er part i hovedsagen, eksempelvis Consiglio superiore della magistratura og Ministero della giustizia (justitsministeriet), uden kontradiktion og uden den disciplinære procedure, som var fastsat inden ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 116/2017[?]
Hvis de to første spørgsmål besvares bekræftende, udgør en intern situation i den italienske stat da en tilsidesættelse af »retsstatsprincippet« som defineret i artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget 1 , såfremt situationen er kendetegnet ved følgende:
– Den sagsøgende fredsdommer og yderligere 4 769 honorære dommere, som udøvede deres hverv pr. 15. august 2017, herunder den forelæggende dommer, savner for så vidt angår arbejdsvilkårene den retlige, økonomiske eller sociale beskyttelse, som er indrømmet sammenlignelige professionelle dommere, og kan derfor ikke udøve deres dommerhverv på uafhængig og uafsættelig vis.
– Den italienske regering, »arbejdsgiveren« Ministero della giustizia, det nationale parlament, Consiglio superiore della magistratura, Suprema Corte di Cassazione (kassationsdomstol) og Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) nægter systematisk at anerkende EU-rettens forrang og at anvende Domstolens praksis vedrørende den juridiske status og de rettigheder, som EU-retten sikrer den sagsøgende fredsdommer og 4 769 honorære dommere, som udøver deres dommerhverv under identiske vilkår som professionelle dommere.
– 4 769 honorære dommere, herunder den forelæggende dommer, men undtaget sagsøgeren, der allerede udøvede deres hverv pr. 15. august 2017, skal give afkald på alle rettigheder, som EU-retten sikrer dem, såfremt de ønsker at deltage, med positivt udfald, i en ny vurderingsprocedure med henblik på fortsat at udøve hvervet, indtil de fylder 70 år, selv hvis alle ovennævnte honorære dommere i henhold til den lovgivning, som var i kraft indtil den 31. december 2021, fra Consiglio superiore della magistratura modtog foranstaltningen til bekræftelse af, at de kan fortsætte i deres hverv indtil den 31. maj 2024, og under alle omstændigheder indtil datoen for automatisk ophør af hvervet som følge af opnået alder, idet de forhold, som krænker »stabiliserede« honorære dommeres uafhængighed og uafsættelighed, fastholdes selv efter hvervets »stabilisering«.
– De finansielle tilskud fra Unionens budget med henblik på reform af civile domstole og straffedomstole i Italien i retning af en retfærdig rettergang inden en rimelig frist, som defineret i den nationale genopretningsplan, inkluderer ingen foranstaltning til støtte for honorære dommere og er rettet hovedsageligt mod tidsbegrænset ansættelse af 16 500 administrative tjenestemænd, der betegnes som »tjenestemænd i procesafdelingen«, og som ansættes af Ministero della giustizia på grundlag af et tidsbegrænset ansættelsesforhold med samme økonomiske vilkår som »stabiliserede« honorære dommere, men med uafsættelighed på det disciplinære plan i hele ansættelsesperioden, hvilket ikke er indrømmet honorære dommere, selv efter disses »stabilisering«?
4) Såfremt de tre første spørgsmål besvares bekræftende, er artikel 278 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 160 i Domstolens procesreglement da retsstridige, nemlig i strid med artikel 2, 6 og 19 i traktaten om [Den Europæiske Union], for så vidt som de ikke giver Domstolen beføjelse til, inden for rammerne af præjudicielle forelæggelser i henhold til artikel 267 TEUF, at foreskrive de foreløbige forholdsregler, som den finder nødvendige, herunder om udsættelse af gennemførelsen af nationale lovgivningsakter, som tilsidesætter retsstatsprincippet og skader Unionens finansielle interesser i overensstemmelse med de i forordning 2020/2092 fastsatte principper og betingelser[?]
____________
1 Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).
1 (EUT 2020, L.433I, s. 1).