Appel iværksat den 27. juli 2011 af Livio Missir Mamachi di Lusignano til prøvelse af Personalerettens dom af 12. maj 2011 i sag F-50/09, Livio Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen

(Sag T-401/11 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Livio Missir Mamachi di Lusignano (Kerkhove-Avelgem, Belgien) (ved advokaterne F. Di Gianni, R. Antonini, G. Coppo og A. Scalini)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Ophævelse af Personalerettens dom af 12. maj 2011 i sag F-50/09, Livio Missir Mamachi di Lusignano mod Europa-Kommissionen, hvorved Kommissionen blev frifundet i det søgsmål, som appellanten havde anlagt i medfør af artikel 236 EF og artikel 90, stk. 2 i tjenestemandsvedtægten med påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 3. februar 2009 og om, at Kommissionen tilpligtedes at betale erstatning for økonomisk og ikke-økonomiske skade som følge af mordet på Alessandro Missir Mamachi di Lusignano og dennes ægtefælle.

Kommissionen tilpligtes til appellanten og til arvingerne efter Alessandro Missir Mamachi di Lusignano, der ligeledes repræsenteres af appellanten, at betale et pengebeløb i erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som de har lidt, og for den ikke-økonomiske skade, som ofret led før sin død.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

Første anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten fejlagtigt forkastede appellantens påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han selv, Alessandro Missir og dennes arvinger havde lidt.

Til støtte for dette anbringende har appellanten for det første gjort gældende, at Personaleretten anvendte den såkaldte regel om overensstemmelse, der indebærer, at der udelukkende skal være identitet mellem årsag og formål mellem den klage, der er indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, og det søgsmål, der anlægges i medfør af vedtægtens artikel 91, og ikke mellem ansøgningen i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 1, og klagen efter artikel 90, stk. 2, på en ulogisk, fejlagtig og diskriminerende måde. For det andet har appellanten gjort gældende, at Personalerettens fortolkning af reglen om overensstemmelse indebærer en begrænsning for udøvelsen af den grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse, bl.a. i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Andet anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten fejlagtigt lagde til grund, at Kommissionen kun er ansvarlig for den forvoldte skade i størrelsesordenen 40%.

Til støtte for dette anbringende har appellanten gjort gældende, at Personaleretten fejlagtigt vurderede forholdet mellem Kommissionens retsstridige adfærd og de mulige følger af denne adfærd, der er karakteriseret ved undladelser, eftersom den skade, der er forvoldt tjenestemanden, er en direkte og forudsigelig følge af institutionens forsømmelige adfærd. Appellanten er desuden af den opfattelse, at selv om skaden skyldtes forskellige indbyrdes forbundne årsager, bør Kommissionen anse sig for solidarisk erstatningsansvarlig sammen med morderen. Appellantens erstatningskrav overfor Kommissionen bør derfor anerkendes fuldt ud.

Tredje anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten fejlagtigt lagde til grund, at Kommissionen fuldt ud havde erstattet den skade, som den var ansvarlig for, som følge af de vedtægtsmæssige ydelser, der allerede var udbetalt til arvingerne efter Alessandro Missir.

Til støtte for dette anbringende har appellanten gjort gældende, at det fremgår af Unionens retsinstansers faste praksis, at andre vedtægtsmæssige ydelser end dem, der er omhandlet i artikel 73, ikke kan bidrage til at yde erstatning for skaden, for så vidt som der er tale om ydelser, der adskiller sig fra skadeserstatning uden for kontrakt på grund af deres årsag, deres forudsætninger eller deres formål. Da Kommissionen følgelig ikke fuldt ud har ydet erstatning for den skade, som den er ansvarlig for, bør den tilpligtes at betale appellanten beløb, der er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den skade, der er forvoldt den myrdede tjenestemand og dennes arvinger.

____________