Sag T-401/11 P

Livio Missir Mamachi di Lusignano

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – ansvar uden for kontraktforhold – personlig skade lidt af den afdøde tjenestemands pårørende – skade, som tjenestemanden led inden sin død – Rettens og Personalerettens respektive kompetencer – regel om overensstemmelse mellem erstatningskravet og den klage, der er rettet mod afgørelsen om afslag på dette erstatningskrav«

Sammendrag – Rettens dom (Appelafdelingen) af 10. juli 2014

1.      Retslig procedure – kompetencefordelingen mellem de forskellige retter i Unionen – søgsmål anlagt ved Personaleretten vedrørende det tab, som en afdød tjenestemands pårørende har lidt såvel i deres egenskab af ydelsesberettigede som på egne vegne og jure proprio – Personalerettens manglende kompetence til at træffe afgørelse vedrørende påstanden om erstatning for det personlige tab – Rettens kompetence – sagsøgernes adgang til at anlægge et fælles søgsmål ved Retten med påstand om erstatning for alle de lidte tab

(Art. 257 TEUF, 268 TEUF, 270 TEUF og 340 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 8, stk. 3, andet afsnit; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter ikke indeholdt i klagen, men snævert forbundet hermed – formaliteten – påstand om morarenter fremsat for første gang for Retten i tilfælde af annullation af den anfægtede afgørelse – formaliteten – søgsmålets karakter af rent erstatningssøgsmål – ingen betydning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      På området for afgrænsning af Rettens og Personalerettens respektive kompetencer er en tvist mellem en tjenestemand og hans nuværende eller tidligere institution, der hidrører fra det ansættelsesforhold, som knytter den pågældende til institutionen, i Unionens nuværende retstilstand omfattet af artikel 270 TEUF og tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 og falder følgelig ikke ind under anvendelsesområdet for artikel 268 TEUF og artikel 340 TEUF, som regulerer den almindelige ordning vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold.

I denne forbindelse gælder hvad angår en tvist mellem en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende og den institution, ved hvilken den afdøde tjenestemand var ansat, hvis disse handler med henblik på at opnå erstatning for en personlig skade, uanset om denne skade er økonomisk eller ikke-økonomisk, at den personlige subjektive betingelse, som er knyttet til en status som tjenestemand, der indehaver de pågældende rettigheder, ikke foreligger, og Personaleretten har derfor principielt ikke saglig kompetence til at træffe afgørelse herom i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 90 og 91. Under disse omstændigheder er de nævnte ydelsesberettigede, når de kræver erstatning for diverse skader forvoldt ved samme retsakt, nødvendigvis forpligtet til at anlægge to søgsmål, et ved Personaleretten og et andet ved Retten, alt efter om de indtræder i den pågældende tjenestemands rettigheder, eller om de nedlægger påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk personlig skade, idet disse to erstatningssøgsmål er underlagt forskellige materielle betingelser.

Henset til retssikkerhedshensyn, retsplejehensyn, procesøkonomiske hensyn og hensynet til at undgå modstridende retsafgørelser kan nævnte ydelsesberettigede imidlertid forene deres krav og anlægge et fælles søgsmål. Dette fælles søgsmål skal anlægges ved Retten, idet Retten ikke blot er en »generel« eller »almindelig« domstol, som i denne egenskab har »fuld prøvelsesret«, i modsætning til Personaleretten, som er en særlig retsinstans, men også er den højere ret, hvortil Personaleretten er »tilknyttet«, ifølge ordlyden af artikel 257 TEUF. I medfør af artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i bilag I til statutten for Domstolen skal Personaleretten straks erklære sig inkompetent, således at Retten kan træffe afgørelse.

(jf. præmis 47, 51, 65, 66 og 73-75)

2.      En erstatningspåstand, der fremsættes for første gang for Retten, kan, inden for det retsmiddelsystem, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, antages til realitetsbehandling, selv om den forudgående administrative klage kun tilsigtede at opnå annullation af den påståede skadelige afgørelse, da en påstand om annullation kan indebære en påstand om erstatning af det lidte tab. Ligeledes kræves det ikke, at en påstand om morarenter i tilfælde af den anfægtede afgørelses annullation udtrykkeligt skal være nævnt i den foregående administrative klage for at kunne fremmes til realitetsbehandling ved Retten. Disse løsninger gælder ikke blot for annullationssøgsmål, men ligeledes for rene erstatningssøgsmål.

(jf. præmis 92-94)